Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 20. Ansvarshavende redaktør : Peer Møller Christensen

 

Udskriv artiklen

 

 

Blæsten går frisk over Enhedslistens vande

 

Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion

 

Især opfattelsen af Ukraine-krigens karakter og de konklusioner, man må drage af den, har fyldt meget i Græsrodsnetværkets interne diskussioner, siden krigen startede. Og som tiden gik, blev det mere og mere klart, at uenighederne var så dybe, at bukserne i længden ikke kunne holde. Set i det lys var det rigtigt at skilles ad. Men uenighederne peger også på dybe strukturelle og politiske problemer i Enhedslisten. Måske er det nu det er tiden til at lade blæsten gå frisk og fordomsfrit gennem Enhedslisten?

 

”Blæsten går frisk over Enhedslistens vande?” Det var da en mærkelig overskrift på en kommentar til dannelsen af en ny organisation i Enhedslisten vil læseren nok tænke, men læs videre og se hvad forfatteren har i tankerne. For måske er der ikke noget, der er så galt, så det ikke er godt for noget.

 

Lørdag 23. september holdt Græsrodsnetværket - der på et løst grundlag samler Enhedslistens interne opposition mod ’moderniseringen’ af partiet – en konference med ca. 100 deltagere for at afklare, hvorvidt man skulle danne en mere formel platform for de medlemmer, der er utilfredse med den udvikling, Enhedslisten har undergået de sidste ti år. En udvikling der er sket under anførsel af det flertal i partiet, hvis politiske midtpunkt er partiets folketingsgruppe og dennes sekretariat.

 

I konferencen deltog ud over medlemmer af Enhedslisten (EL), Rød-Grøn Ungdom (RGU) og Socialistisk Ungdomsfront (SUF) også tidligere medlemmer af EL, der var udtrådt i protest mod ELs politik. Konferencens forløb er beskrevet i Sørens Nørgaards reportage fra konferencen og har foreløbig affødt en kommentar fra en konferencedeltager, Mikael Hertoft ”De kalder sig venstrefløjen, men de mener, det er ligegyldigt, om russerne vinder i Ukraine”, der får svar på tiltale af to af initiativtagerne til konferencen Helge Bo Jensen og Lasse Bertelsen, ”Er fortsat krig det eneste svar?”. Nørgaards reportage blev ikke taget nådigt op, og Andreas Bülow har en anden fortolkning ”Succesfuld venstrefløjskonference – hvad nu?”

 

Konferencen forløb i god ro og orden uden personlige angreb, og der var endda plads til grin, da en deltager,der var sur over, at folk gav deres mening til kende ved klapsalver efter indlæggene, foreslog at man stoppede bifaldene. Det klappede alle meget energisk ad. Det samme gjaldt SUF-deltagernes karakteristisk af den temmelig gråhårede forsamling som ”Voksen-SUF” - forsamlingen var jo på mange måder lige så broget, som SUF er.

 

Den nye organisations grundlag

I den nye organisations grundlag slås det fast, at

- man ikke tror, ”at socialisme kan indføres gennem folketinget, reform for reform. Det kræver stærke folkelige bevægelser og oprør mod det bestående system på internationalt plan”

 

- afskaffelsen af kapitalismen er målet

 

- grundlæggende samfundsforandringer ikke skabes på Christiansborg

 

- EL skal være et parti i egen ret

 

- man er for fred og nedrustning og imod krig

 

- man ”kæmper for alle særligt undertrykte gruppers ret til et værdigt liv med social og økonomisk tryghed”

 

- EL skal være basisdemokratisk

 

Det var spørgsmålet om karakteren af krigen i Ukraine og de sikkerhedspolitiske og forsvarspolitiske konklusioner, man kunne eller burde drage af krigen, der sammen med spørgsmålet om, hvem den ny organisations arbejde var rettet imod og derfor også hvem, der skulle kunne deltage i en ny organisation, som var de to emner, uenighederne mellem et flertal på cirka to tredjedele af deltagerne og et mindretal på cirka en tredjedel drejede sig om.

 

Ukraines ret til selvbestemmelse og selvforsvar

Efter at ændringsforslag, der yderligere skærpede det oprindelige forslag, hvad angik Ukraine, var blevet vedtaget, vedtog et flertal af de forsamlede det endelige grundlag. Det skete efter forgæves forsøg fra dele af mindretallet på enten at holde Ukraine- og forsvarsspørgsmålet helt ude af grundlaget for den nye organisation eller ændre forslaget, så det utvetydigt fastslog Rusland som overfaldsmanden, Ukraines ret til selvbestemmelse og selvforsvar over for det russiske overfald, og at EL skulle støtte våbenhjælp til landet og advarsler om, at en vedtagelse af grundlaget, som det forelå, uvægerligt ville splitte Græsrodsnetværket.

 

Det centrale afsnit i det vedtagne grundlag lyder:

"Vi anerkender retten til selvforsvar, og vi anerkender undertrykte

nationers og minoriteters ret til selvbestemmelse, men krigen i Ukraine

handler ikke om national selvbestemmelse, men derimod om hvilken

imperialistisk blok der skal bestemme over landets fremtid. Zelenskyregimets

sejr vil betyde at NATO kommer til at bestemme, Ruslands sejr

vil betyde et lakaj-regime under russisk imperialisme. Ingen af delene er

progressive udfald for arbejderklassen.

Vi er også opmærksomme på, at imperialisterne, præcis som under 1.

verdenskrig, bruger ”selvforsvar” som et dække for rivalisering mellem

imperialistiske blokke."

 

Det er vanskeligt at læse afsnittet på anden end denne måde:

Først støtter man retten til selvforsvar og selvbestemmelse for derefter i næste sætning at fastslå, at det ikke gælder Ukraine, der åbenbart ikke kæmper en forsvarskrig for selvbestemmelse.


Derefter fratager man den ukrainske regering demokratisk legitimitet ved at kalde den et 'regime' på trods af, at regeringen er valgt ved demokratiske valg, som internationalt blev anerkendt som i det store og hele ordentlige – det er nok spøgelset ”Maidan-kuppet”, der er på færde her. Samtidigt får man sagt, at det er et regimes karakter og ikke det, at en anden stat i et eklatant brud på FN-pagten har overfaldet en nabo, der afgør om den overfaldne part er værdig til støtte.


Endelig som prikken over i'et tryller man - ved at bestemme krigen som en krig mellem to imperialistiske blokke og gøre "selvforsvar" til et imperialistisk dække - den ukrainske befolkning bort som aktør i egen historie og med egne historiske erfaringer med Rusland.

 

Især udsagnet ”krigen i Ukraine handler ikke om national selvbestemmelse, men derimod om hvilken imperialistisk blok der skal bestemme over landets fremtid” vækker ubehagelige minder. Her fornemmer man et ekko fra fortiden. Sovjet og Nazityskland sluttede i august 1939 en pagt, hvis reelle indhold var at give Tyskland frit spil til i september samme år– og lidt forsinket Sovjet - at overfalde Polen og dele Østeuropa i interessesfærer. Det sidste gjorde det muligt for Sovjet i november 1939 at overfalde Finland uden landets tyske allierede rørte en finger, og i sommeren 1940 at annektere de baltiske lande. Først da Sovjet selv blev overfaldet i sommeren 1941, skiftede Sovjet hest, og de kommunistiske partier – herunder det danske - fulgte trop på verdensplan. Nu var der ikke længere tale om en krig mellem to imperialistiske blokke, som ikke vedkom arbejderklassen, men om et overfald på demokratiet og naturligvis på arbejderklassens fædreland.

 

Når det gælder det såkaldte ’Zelenskij-regime’, ser det ud til, at forfatterne til ’Venstrefløjens’ grundlag ikke har hørt ret godt efter de ukrainske kammerater fra Sotsialniy Rukh, der udmærket er klar over Zelenskij-regeringens nyliberalisme og andre dårligdomme, men samtidigt formår både at kæmpe militært mod overfaldet og kæmpe på hjemmefronten mod denne neoliberalisme. I Ukraine handler det, som det gjorde i Polens tilfælde i 1939, om statens ret til at eksistere, ikke om regeringens karakter. For uden retten til selvbestemmelse er den ukrainske arbejderklasse ilde stedt. Det har vores kammerater i Sotsialniy Rukh fortalt os på flere årsmøder, og det siger vores fornuft og vores hjerte os.

 

Farlige illusioner

Længere nede i grundlaget siger man:

Historien viser, at kapitalistiske og imperialistiske magters militær og

militarisme oftest fører til katastrofale krige eller undertrykkelse af

folkelige bevægelser og oprør.

Derfor er vi imod at støtte dansk militær intervention og/eller våbenstøtte

til stater.

Vi fastholder, at Danmark skal melde sig ud af NATO.

At NATO og oprustning skulle give større sikkerhed, er en farlig illusion.

Tværtimod indebærer oprustning en større risiko for konfrontationer og

fejltagelser, der kan føre til atomkrig.

Og medlemskabet af NATO og de planlagte USA-baser hiver Danmark

tættere på en væbnet konflikt, som almindelige arbejdende mennesker

slet ikke har nogen interesse i.

 

Nu er historien en taknemmelig brønd at øse af, når man skal skaffe belæg for sine synspunkter, men man skal være varsom med at drikke af brøndens ikke altid så klare vand, det er måske derfor det lille ord ’oftest’ er anbragt i teksten? For hvad var det, der skete under Anden Verdenskrig? I de tysk-okkuperede lande i Vesteuropa gik højre- og venstrefløjene sammen i en midlertidig politisk våbenhvile for at bekæmpe det større onde, nemlig nazismen og dens medløbere, og på verdensplan sluttede de kapitalistiske vestmagter sig sammen med den ’socialistiske’ Sovjetunion med samme formål.

 

Selv i Kina fandt kommunisterne og nationalisterne også sammen i en ganske vist yderst skrøbelig alliance med det formål at drive den japanske besættelsesmagt ud af landet.

 

Sådan er historien konkret, man må tage stilling og nogle gange sluge en kamel for ikke at fratage sig selv handlemuligheder, der er moralsk rigtige.

 

Når man derefter drager den konklusion, at Danmark ikke kan deltage i militære interventioner eller give våbenstøtte, kommer man på glatis. Det kan være fint, når det gælder deltagelse i imperialistiske interventioner som i Iraq, Afghanistan osv. Men gælder det også FN-sanktionerede eller -initierede interventioner?

 

Udsagnet om, at Danmark ikke må give ”våbenstøtte til stater”, bliver i Ukraines tilfælde direkte selvmodsigende. Hvordan i alverden skulle man kunne understøtte den ret til selvforsvar og selvbestemmelse, som anerkendes lidt længere oppe i grundlaget, hvis man ikke må sende de våben, der gør, at landet kan forsvare sig? Man kan i den forbindelse minde om den norske digter Nordahl Griegs sarkasme i en lignende diskussion, om man skulle sende våben til den spanske republik, så den kunne forsvare sig mod fascisternes overfald. Grieg slog fast, at man enten kunne sende maskingeværer eller ligkister.

 

Og løsrivelsen fra den konkrete virkelighed demonstreres fuldt ud i det ubetingede krav om udmeldelse af NATO. Ingen på venstrefløjen er i tvivl om NATOs rolle som politibetjent for den liberale kapitalisme, der ledes af USA. Men hvad stiller et lille land op, når man ligger klods op ad en atommagt, der både er uberegnelig og aggressiv og til fulde har demonstreret det senest i Ukraine og førhen – mens Vesten lukkede øjnene - i Tjetjenien og Georgien? Her er det svært at se noget alternativ til NATO i den eksisterende situation i Danmarks nærområde, Europa. Det betyder ikke, at man ser igennem fingre med den vestlige imperialismes handlinger, det betyder bare, at man i en situation med begrænsede valgmuligheder vælger det mindste onde. Derfor er det ikke, som det hedder i grundlaget om Enhedslistens flertal, ’vanvittigt’ at sætte udmeldelse af NATO på pause - det er rettidig omhu.

 

At være mod oprustning er en dyd, men er det en dyd under alle historiske betingelser? Det må vel komme an på – ja, gæt engang: virkeligheden. Man kan være enig med ’Venstrefløjen’ i, at hovedløs oprustning ikke skal tolereres, men er en opbygning af et dansk territorialforsvar og en udbygning af et internordisk forsvarssamarbejde i politisk forstand oprustning? Er der ikke snarere tale om en ”omrustning”?

 

Endelig er der spørgsmålet om udenlandske baser – in casu amerikanske – på dansk jord i fredstid og med egen jurisdiktion. Her hersker der nok udbredt og stærk modstand på tværs af den ganske venstrefløj, noget der ligesom i Norge har potentialet til at samle.

 

Hvem skal kunne være med ?

Arbejdsgruppen, der havde organiseret konferencen, præsenterede ved dens åbning et navneforslag, der vakte en hel del diskussion, nemlig ”Venstrefløjen”. Det faldt en del af deltagerne for brystet, at man derved gav sig selv eneret på at være venstrefløj. Fra arrangørernes side blev der derfor halet i land, og man enedes om, at navnet senere skulle ændres til noget mindre pompøst. Ikke desto mindre bestyrkede navneforslaget flere i mistanken om, at intentionerne med at oprette organisationen ikke alene var at forsøge at påvirke ELs politik og udvikling, men også havde sigte på en mulig fremtidig partidannelse.

​​ 

I konferencens vedtagelse om organisering siges det, at ’Venstrefløjen’ skal

”udgøre et samlingssted for folk på den socialistiske venstrefløj i og omkring Enhedslisten - folk der ikke tror på at reel samfundsforandring kan opnås ved konventionelt arbejde på Christiansborg”.

Medlemskab kan opnås for

”personer der er, eller har været, medlemmer af Enhedslisten, SUF eller RGU kan optages som medlemmer, dog ikke folk der er ekskluderet fra Enhedslisten”.

 

Netop det, at andre end medlemmer af EL, RGU og SUF kan optages, blev den anden store anstødssten på konferencen 23. september. ​​ Allerede før konferencen havde der lydt advarsler mod det, der ansås for spiren til en partiforberedende organisation, men især en del af dem, der havde udmeldt sig af EL, var på konferencen meget insisterende på, at den nye organisations forhold til Enhedslisten var ligegyldigt. Noget der naturligvis er meget forståeligt, fordi de udmeldte har mistet et politisk fællesskab - men må have været svært at sluge for en hel del af de andre deltagere, der formentlig ikke i samme grad mener, at mulighederne for politisk arbejde i EL er udtømte.

 

Folketinget: Et Mickey Mouse-parlament, en talerstol eller …?

Det er formentlig ikke intentionen, men udsagnet, om at man ikke ”tror på at reel samfundsforandring kan opnås ved konventionelt arbejde på Christiansborg”, har en vis tvetydighed: Er folketinget bare et Mickey Mouse-parlament eller kan man faktisk gøre noget? Selvom man ikke kan vedtage socialismen i parlamentet, kan arbejdet der ikke reduceres til blot og bart en talerstol. Som andre før mig har påvist, så er det muligt inden for kapitalismen og det borgerlige demokratis rammer at skabe reelle forbedringer for både arbejderklassen og ’almindelige mennesker’. Det kan ske i samarbejde med socialdemokratiet, der naturligvis også er interesseret i reformer inden for rammerne. Det er, når det gælder systemoverskridende reformer, at folketinget bliver en talerstol, for her får man ikke socialdemokratiet med. Partiets kerne er - som Preben Wilhjelm engang har sagt - blevet ’principløshed’. Jeg kan i den forbindelse ikke nære mig for at citere Lena Anderssons roman om Palme-mordet ”Koryfæerne”, her siger finansminister Dudek efter at have fortalt om, hvordan han

”nu og da havde … forsøgt at drøfte de store værdispørgsmål med sin leder [Palme] for at høre hvordan denne mente at partiets filosofiske fundament skulle formuleres. Stjärne [Palme] havde hver gang svaret at partiets succes og særart lå i ikke at have noget fundament, ikke at binde sig til teser og teorier, til et bestemt verdenssyn eller moralsyn, men altid i enhver situation fornuftigt og redeligt at vurdere hvad der var brug for at gøre ud fra den dybtliggende menneskelige viden ​​ om at den syge ønsker at blive rask, den fattige at få midler, den sultne at blive mæt, den trætte at få hvile, den ødelagte at blive hel, den snavsede at blive ren, den ufrie at blive befriet. Det rakte langt og afholdt dem fra at falde i determinismens og intethedens afgrunde.”

 

Problemerne opstår, når man begynder at støde mod systemets grænser, det er bl.a. derfor bevægelserne er så vigtige, fordi, som der står i grundlaget, ”de nødvendige samfundsforandringer kræver folkelige bevægelser og udenomsparlamentarisk pres og kampe”. Men man skal samtidigt huske på, at et parti ikke bare er en tragt hvorigennem bevægelsernes meninger ufiltreret passerer, som nogen synes at mene. Et parti skal først og fremmest lytte til bevægelsernes stemmer, men partiet har en overordnet rolle og skal have alle puslespillets brikker til at passe sammen. En bevægelse er derimod som regel centreret om en enkelt sag eller et smalt spektrum af sager med klimabevægelserne som en undtagelse, eftersom de beskæftiger sig med naturens grænser for menneskelig eksistens. I det lys er grundlagets krav om, at

 

”Enhedslistens indsats i folketinget må derfor aldrig underminere bevægelsernes indsats ved fx at indgå studehandler og stemme for forringelser på et område for at opnå små forbedringer på et andet. Det er vigtigere, at Enhedslistens indsats på Christiansborg styrker bevægelserne, end at der opnås små parlamentariske aftaler”

 

noget dristigt og rigidt. Først og fremmest støtter Enhedslisten ikke alle folkelige bevægelser, kun dem, der er i overensstemmelse med partiets principprogram. Og studehandler skal man holde sig fra, men hvad så med kompromisser i noget, man opfatter som gavnende en større sag? Igen: EL har pligt til kritisk at se bevægelsernes politik i en større sammenhæng.

 

Kritik vanskeliggøres i EL

Med sin vedtagelse om, at ikke-medlemmer af EL, SUF eller RGU kan være med i den nye organisation, risikerer man at sætte den del af oppositionen mod ELs ’modernisering’ og politiske udvikling, der står uden for ’Venstrefløjen’, men er medlemmer af EL, i en vanskelig situation. Der er overhængende fare for, at kritiske initiativer og holdninger – uanset om det er tilfældet eller ej – vil blive opfattet som støtte til en organisation, der opfattes som udbrydergruppe eller partiforberedende organisation. Det vil omvendt formentligt også gøre det svært for de tilbageblevne medlemmer af oppositionen at samarbejde med ’Venstrefløjen’.

 

Skal ’Venstrefløjen’ gøre sig håb om at overleve, er man nødt til at fremvise aktivitet i partiafdelingerne og bevægelserne rundt omkring. Om kræfterne er der til det, kan kun tiden vise. Skulle det vise sig, at den nye organisation forbliver en isoleret foreteelse i EL, så kan man måske se frem til - ​​ at dele af ’Venstrefløjen’ slutter sig sammen med andre grupper uden for EL.

 

Måske passer ’Venstrefløjens’ selvvalgte isolation også partiets ledelse fint, fordi man nu ikke længere står over for en stor blok af oppositionelle, der konstant blander sig, laver uro i baglandet og sætter spørgsmålstegn ved folketingsgruppens og dens sekretariats mere eller mindre geniale ideer og politik. ​​ Spørgsmålet er så, hvad de oppositionelle, der ikke går med over i ’Venstrefløjen’, stiller op, for de er nok heller ikke en samlet flok – der er formentlig en vis uenighed om f.eks. forsvars- og sikkerhedspolitikken. Men man har trods alt skilt bukkene fra fårene, hvad angår Ukraine-spørgsmålet, der ellers har slået en kile ned igennem hele den europæiske venstrefløj. Men det er nok også et spørgsmål, om der blandt dem, der ikke tilsluttede sig ’Venstrefløjen’, er kræfter nok til at videreføre Græsrodsnetværket … eller om det blot lige så stille dør.

 

Græsrodsnetværket, et resultat af ’moderniseringen’

Det er for tidligt at udtale sig om, hvorledes Enhedslistens ’Christiansborg-fløj’ og resten af partiet vil reagere på den nye organisation. Det mest sandsynlige bliver måske tavshed og isolation. I hvert fald har det indtil nu set ud som om, oppositionen i partiet ikke eksisterer for ’Christiansborg’-fløjen. Om det så skyldes en bevidst politik om at tie den ihjel, ligegyldighed, en forventning om at den med sin høje gennemsnitsalder så at sige vil uddø eller mangel på føling med, hvad der sker i partiets lavere luftlag, skal lades usagt.

 

At dømme efter forskellige indlæg på de sociale medier kunne det tænkes, at det sidste er en mulighed. Mange står tilbage med en udpræget fornemmelse af, at i hvert fald dele af ’Christiansborg’-fløjen stiller sig uforstående overfor, hvorfor det overhovedet skulle være nødvendigt at organisere et netværk som Græsrodsnetværket.

 

Men det er måske sagens kerne: I toppen har man mistet følingen med afdelinger og medlemmer. Og i bunden har det affødt en følelse af at være sat udenfor eller reduceret til uddeler af de centrale organers ideer udtænkt bag Borgens tykke mure uden i øvrigt at have haft nævneværdig indflydelse på politikudviklingen. Resultatet er frustration, passivitet og dalende aktivitetsniveau hos dem, der meldte sig ind for netop at bidrage til og påvirke partiets politikudvikling. Et andet resultat var dannelsen af Græsrodsnetværket.

Situationen minder lidt om denne gamle amerikanske fagforeningsplakat:

 

 

EL trænger givet til en modernisering, men partiets ’modernisering’ i den eksisterende form har medført, at der næsten ingen dialog er mellem partiets centrale organer og afdelingerne eller mellem flertallet og oppositionen. Ligesom der ingen partioffentlighed uden for to Facebook-sider eksisterer for den levende debat, der er livsnerven i et socialistisk parti, og som er forudsætningen for netop medlemmernes følelse af, at ens stemme som partimedlem betyder noget, og som kunne bidrage til at forvandle polariseringen til frugtbare uenigheder. Det handler om at blive hørt og set. At henvise til at man demokratisk er kommet i mindretal på flere årsmøde efter hinanden er et spejl af den manglende forståelse for vigtigheden af den konstante forbindelse mellem de centrale organer og afdelingerne: Som om partiet kun skulle leve på årsmøderne, der nu ovenikøbet er indskrænket til at finde sted hvert andet år.

Omvendt har partiets opposition mange gange også svært ved at anerkende den indsats, som partiets folketingsgruppe gør - og har måske ikke helt indset, at en ting er at være uenig og at brokke sig, men en anden er at handle. Skal oppositionen derfor vinde indflydelse, må den gøre det gennem et konstant og sejt arbejde i afdelinger og udvalg og være i stand til at stille positive alternativer op.

 

Sat udenfor døren, så brug lejligheden

Især opfattelsen af Ukraine-krigens karakter og de konklusioner, man må drage af den, har fyldt meget i Græsrodsnetværkets interne diskussioner, siden krigen startede. Og som tiden gik, blev det mere og mere klart, at uenighederne var så dybe, at bukserne i længden ikke kunne holde. Set i det lys var det rigtigt at skilles ad. Så nu står man med et flertal og to oppositionsgrupper, Græsrodsnetværket og ’Venstrefløjen’, der er dybt uenige på en række områder, mens der mellem dele af oppositionen og flertallet i det store og hele er enighed om holdningen til Ruslands overfald på Ukraine. Spørgsmålet er så blot, hvor længe Enhedslistens bukser som parti kan holde til disse dybe uenigheder.

 

Den nuværende polarisering i EL er ikke en frugtbar vej frem i en tid, hvor der som aldrig før er brug for en stærk venstrefløj. Måske var det på tide at udnytte den situation, at EL parlamentarisk set er sat uden for døren af SVM-regeringen, og at der er sket en form for afklaring i oppositionen på i hvert fald Ukraine-spørgsmålet, som et godt tidspunkt for at starte en oprigtig og åbenhjertig diskussion i partiet, der under overskriften ”Lille Ø, hva’ nu?” kunne lade ”Blæsten går frisk over Enhedslistens vande …”, lufte ud og få partiet videre?

 

 

 

 

 

​​ 

 

 

 

 

 

 

 

​​