Socialdemokratiet og højredrejningen
af Hans Erik Avlund Frandsen
Redaktionel note: Denne tekst har 45 år på bagen. Oprindeligt stod den i VS Bulletin nr. 184/1977. Den genoptrykkes her ud fra den betragtning, at den aktuelle politiske situation kalder både på historisk perspektivering og en mere præcis forståelse af den grundlæggende socialdemokratiske samfundsforståelse. Måske er de sidste ugers mere eller mindre moralistiske beskyldninger mod partiet fra venstrefløjens side for at dreje mod højre og svigte ved at søge et samarbejde ”hen over midten” mindre velbegrundede, end det umiddelbart kunne se ud til. En forståelse af Socialdemokratiet må tage udgangspunkt i de grundlæggende træk ved den socialdemokratiske reformisme – det er her rødderne til socialdemokratisk politik i krisetider skal findes.
Forfatteren har foretaget ganske få opklarende rettelser.
Det er almindeligt på venstrefløjen ─ også langt ind i VS og blandt VS-sympatisører ─ at tale om Socialdemokratiets højredrejning. En højredrejning forudsætter noget, der drejes væk fra, og noget der kan drejes tilbage til. Det er netop SF’s og DKP’s opfattelse: Socialdemokratiet skal presses til at føre den socialistiske politik, partiet egentlig står for, men blot uheldigvis har ladet sig lokke bort fra.
Jeg foreslår en anden indfaldsvinkel til en forståelse af Socialdemokratiets udvikling og politik, nemlig at tage udgangspunkt i de grundlæggende træk ved den socialdemokratiske reformisme for derudfra at nå frem til hvilke konsekvenser Socialdemokratiet er nødt til at drage, når kapitalismen kommer i krise.
Socialdemokratiet er ikke ─ og har i hovedsagen aldrig været ─ et egentligt socialistisk parti, men et parti der på de til enhver tid givne præmisser har forsøgt at opnå en mere ”retfærdig” fordeling af samfundsgoderne og at skabe tålelige arbejds- og levevilkår for arbejderklassen og andre socialt dårligt stillede. På dette område har Socialdemokratiet i tidens løb gjort et stort og beundringsværdigt arbejde, som ─ specielt tidligere ─ ofte er blevet kaldt ”socialistisk”. Partiet har imidlertid aldrig arbejdet ud fra en marxistisk-socialistisk analyse, der forstår den sociale elendighed som en følge af den kapitalistiske samfundsstruktur.
Den socialdemokratiske kritik af kapitalismen har aldrig for alvor været rettet mod selve lønarbejdet eller mod den frie konkurrences markedsøkonomi. Derimod har socialdemokraterne ofte kritiseret og angrebet nogle af de mest umenneskelige og åbenlyst urimelige udgaver af kapitalismen.
Altså: selve fundamentet og grundstrukturen i kapitalismen er i den socialdemokratiske ideologi blevet opfattet som en effektiv og i princippet klasseneutral måde at producere og fordele på. Systemet skulle blot renses for de værste udskejelser fra overklassens side, for den alt for uhæmmede spekulation og sjakren med værdier og arbejdspladser - og tilsættes en human sociallovgivning og en ”retfærdig” indkomstfordeling.
Derfor er det også forkert at stemple deres reformistiske arbejde som et forræderi. Det har det ikke været, hverken over for deres egen samfundsanalyse, deres målsætning eller overfor deres vælgere fra arbejderklassen.
Kongressen i 1919 - oprettelse af ”erhvervsråd”
Ganske vist indgik kravet om fælleseje til produktionsmidlerne i 1913-programmet (der var gældende helt til 1961), men den lethed hvormed partiet efter 1.Verdenskrig lader dette krav forsvinde ud af realiteternes verden tyder på, at det har været opfattet mere som et middel end som et mål. Nemlig som et middel til at opnå de forbedringer, der er omtalt ovenfor.
Efter 1.Verdenskrig vinder den opfattelse mere og mere indpas, at man lige så godt eller bedre kan opnå disse resultater ved hjælp af nogle andre midler. Og man introducerer et nyt begreb: ”den kontrollerede kapitalisme”. Hovedtanken i de forslag, der blev lagt frem på kongressen i 1919, var således at der skulle oprettes et ”erhvervsråd ” med medlemmer fra staten, arbejdsgiverne og fagbevægelsen. Dette råd skulle føre tilsyn med, om virksomhederne førte en ”samfundsgavnlig” investerings- og udbyttepolitik. Dvs. at rådet skulle forhindre ”spekulation” og ”urimelige” profitter. Samtidig skulle det være kontrolinstans overfor de arbejdere, der egenrådigt forsøgte at tilkæmpe sig en højere løn end produktionen kunne bære.
Logikken i dette forslag er, at hvis man først har forhindret kapitalejernes værste og mest asociale udskejelser, så er det i arbejderklassens interesse at der produceres så meget og så effektivt som muligt. Det gælder om at sikre arbejdspladser og øge konkurrenceevnen og eksporten. Det vil give en større kage til fordeling og dermed mulighed for højere løn og flere penge (via skatterne) til udbygning af sociallovgivningen etc.
På dette niveau er der altså rent faktisk en fælles interesse mellem de ”ansvarlige” arbejdsgivere, arbejderne og hele samfundet. Derfor skal alle 3 instanser være repræsenteret i erhvervsrådet. Og derfor skal arbejderne tillempe deres lønkrav efter det overordnede mål: forøgelsen af den samlede produktion. Hvis enkelte grupper af arbejdere egoistisk tilkæmpede sig for stor en løn, ville det føre til virksomhedslukning, dvs. til mindre produktion og større arbejdsløshed. Tanken var således, at hvad der var en rimelig løn kunne og skulle afgøres af en saglig vurdering af erhvervslivets situation og muligheder.
Ud fra det ovennævnte kan man forledes til at tro, at forholdet i tidens løb har været lutter idyl mellem Socialdemokratiet og kapitalistklassen. Det har det ikke. Sagen er jo, at de enkelte kapitalister netop har interesse i at tilkæmpe sig selv så stor en del af kagen som muligt. Og for den enkelte var det ikke automatisk en gevinst at skulle være underlagt kontrol fra et sådant erhvervsråd.
Derimod kan man med større ret sige, at der var overensstemmelse mellem Socialdemokratiets linje og kapitalistklassens langsigtede interesse ”som klasse”. I realiteten betød den socialdemokratiske strategi jo, at partiet var nødt til først at sikre det kapitalistiske systems funktionsevne og så bagefter ─ hvis det var muligt at komme igennem med det ─ indenfor systemet at skaffe forbedringer til arbejderklassen. Det betyder også at Socialdemokratiet har været nødt til at sabotere alle aktioner og arbejdskampe, der kunne blive en trussel mod dét kapitalistiske produktionssystem, der skulle levere fremtidens forbedringer.
Socialdemokratiets ”højredrejning”
Som det foregående viser, er der to blinde pletter i den socialdemokratiske ideologi og analyse: Kapitalens ubønhørlige akkumulationskrav og borgerskabets deraf følgende nødvendige front mod arbejderklassen. Meget kort: Selv nok så mange ”erhvervsråd” kan i sidste instans ikke bestemme, hvor stor en ”rimelig” profit er. Det bestemmes af konkurrencen mellem de enkelte kapitalister. Hvis denne ─ også internationale ─ konkurrence f.eks. kræver en stærkt voksende profit, så er borgerskabet nødt til at intensivere udbytningen af arbejderklassen. Den enkelte kapitalist kan naturligvis ”vælge” at give op, men kapitalistklassen har intet valg og vil ─ som også al historisk erfaring bekræfter ─ sætte al sin magt ind på at knægte arbejderklassen.
Tilsvarende er borgerskabet nødt til at modsætte sig reformer, der medfører bedre kampbetingelser for arbejderklassen, hvorimod det under gunstige konjunkturer eller på grund af angsten for social uro kan presses til indrømmelser, der betyder øget social sikkerhed for de enkelte arbejdere. Den socialdemokratiske reformpolitiks faste kendetegn er da også, at den er indhegnet af en række kontrolbestemmelser, der f.eks. skal sikre, at socialhjælpen ikke bruges til strejkeunderstøttelse eller på anden måde støtte til arbejdernes egen kamp.
Som det fremgår af det foregående, er hele Socialdemokratiets reformarbejde baseret på den afgørende forudsætning, at det kapitalistiske system fungerer. Når de økonomiske lovmæssigheder sætter sig igennem, har Socialdemokratiet derfor kun ét at gøre: forsøge at ride stormen af, dvs. redde systemet og udsætte reformarbejdet.
Alt andet ville ud fra partiets egen analyse og målsætning være det rene galimatias. 30'ernes slogan: ”Stauning eller kaos” er ikke kun et smart valgslagord, men udtryk for Socialdemokratiets grundliggende binding til det kapitalistiske system.
Socialdemokratiet har ikke noget valg i en krisetid
Socialdemokratiet er imidlertid også bundet af borgerskabets accept, fordi partiets arbejde er baseret på den forannævnte fælles interesse i at få selve systemet til at fungere så effektivt som muligt. Også derfor er Socialdemokratiet nødt til aktivt at modarbejde alle arbejdskampe, der ikke er under fuld kontrol fra ledelsens side. Derfor står partiet altid uden en konkret modmagt, når borgerskabet i krisetider skruer tommelskruerne på. Min pointe er altså, at Socialdemokratiet ikke har noget valg i en sådan krisesituation. Når partiet ”drejer til højre”, er det ikke blot en opportunistisk leflen for de borgerlige partier, men et reelt udtryk for at socialdemokraterne ikke har noget alternativ. Et af de tydeligste eksempler på denne problemstilling er Socialdemokratiets stilling til fascismen under besættelsen, hvor partiet mildest talt strakte sig meget langt i en tilpasning til de nazistiske besættelsestyrker og til borgerskabets grådige angreb på arbejderklassen. Man kan forarges over denne holdning, men den var ikke et udtryk for fascistiske tendenser i partiet. Det havde i 30'erne klart markeret sig som et antifascistisk parti.
Når det kommer til den direkte konfrontation, er socialdemokraterne imidlertid afmægtige. De kan ikke gå til angreb på borgerskabet, for så ville de ødelægge det hus, de selv bor i. Og desuden har de ingen styrke al angribe med. Med andre ord: Overfor et aggressivt borgerskab kan Socialdemokratiet kun gøre to ting: For det første appellere til borgerskabet om at vise ”samfundssind”. Og for det andet selv gennemføre nogle af de indgreb borgerskabet kræver - i håb om at man så kan slippe lidt billigere, end hvis angrebene skulle administreres af de borgerlige partier.
For den revolutionære venstrefløj betyder dette, at tanken om at presse Socialdemokratiet til venstre må afvises. Socialdemokratiet kan ikke presses til at være et effektivt redskab i kampen mod højredrejningen, og det kan slet ikke presses til et opgør med det kapitalistiske system. Derimod er der ikke noget i vejen for, at et folkeligt og politisk pres kan skubbe Socialdemokratiet længere ud til venstre indenfor systemets rammer. Nok er partiet et borgerligt parti, men det er for det første et socialt og progressivt borgerligt parti i sammenligning med de andre borgerlige partier. Og for det andet er det et borgerligt arbejderparti i den forstand, at store dele af dets vælgere er arbejdere og lavere funktionærer, hvorfor partiet heller ikke grænseløst kan se stort på fagbevægelsens ønsker. Men Socialdemokratiet er nødt til at bekæmpe den revolutionære venstrefløjs bestræbelser på at forøge arbejderklassens magt og for i det hele taget at opbygge en modmagt - som engang kan blive stærk nok til at knække den borgerlige magt.