Kritisk Revy

Lille Ø, hvad nu?

Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion

Overskriften på denne artikel er stjålet fra Hans Falladas berømte roman, Lille mand, hvad nu? der foregår i 1930ernes og depressionens Tyskland. Den lille mand, Pinneberg, må kæmpe ikke alene med omverdenens brutalitet, men også med sig selv for at bevare sig selv som menneske. Det ser næsten ud, som om Enhedslisten står i en lignende situation.

Efter tålmodigt at have støttet Mette Frederiksens etpartiregering, lavet utallige forlig, slugt mange kameler og været tilbageholdende i sin kritik, står Enhedslisten nu ude i kulden efter et valgnederlag, der kostede partiet 4 ud af 13 folketingsmedlemmer og en tilbagegang i stemmetallene fra 6,9 % ved forrige folketingsvalg juni 2019 til nu 5,1 % fra november 2023¹.

Partiet og dets de facto politiske ledelse, folketingsgruppen , slikker nu sårene og er tilsyneladende efter temmelig ensidigt at have satset på Folketinget som al politiks moder kommet i samme situation som Falladas lille mand: Dem, man helst ville være sammen med, vil ikke længere kendes ved en, de andre legekammerater er enten ikke interesseret i at lege, fordi de selv gerne vil lege med de andre eller ikke er i nærheden af magten, og fordi man har anlagt et snævert syn på, hvorfra politik opstår, står man nu nærmest lammet – ’partiet hænger i laser’, som et medlem af EL sagde.

Nødvendige sparetiltag eller kup?

Umiddelbart efter valgnederlaget reagerede flertallet i partiets hovedbestyrelsen med panikagtigt at beslutte at nedlægge landskontoret² i Studiestræde i København og flytte dets funktioner til Christiansborg-sekretariatet, omgående fyre en del af de ansatte, fjerne de aftalte tilskud til den venstreorienterede medieportal, Solidaritet, og stoppe papirudgaven af partiets tidsskrift ”Rød+Grøn”.

Oplægget til beslutningerne fremkom efter det oplyste meget sent, og der var ikke udarbejdet alternativer, så hovedbestyrelsen nærmest blev stillet over for en fuldbyrdet kendsgerning. Oppositionen i hovedbestyrelsen kæmpede fra punkt til punkt om det reviderede budget, men tabte og endte meget overraskende med at stemme for det endelige budget. Som man dermed - på trods af at man var indædt modstander af flere af tiltagene - nu står med et medansvar for.

Naturligvis vakte især nedlæggelsen af landskontoret og de øvrige sparetiltag stor protest, fordi dette kontor tillige er samlings- og mødested for et utal af medlems-, udvalgs- og partimøder. Noget man ikke kan bruge Christiansborg-kontoret til på grund af de meget strenge sikkerhedsrelaterede adgangsbetingelser.

Noget tyder imidlertid på, at de forventede besparelser kan svinde stærkt ind fordi de ædes op af de udgifter, der skal afholdes, fordi Christiansborg også tager husleje for de ansatte, der blev overflyttet fra det nu nedlagte landskontor, og de udgifter der er betinget af udliciteringen af Enhedslistens merchandise (kopper, tøj osv.). Forretningsudvalget og hovedbestyrelsen kan derfor stå med et alvorligt forklaringsproblem overfor årsmødet.

Af en del partimedlemmer opfattedes nedlæggelsen som noget nær et kup, der skulle tjene partiets fortsatte centralisering under dække af nødvendige sparetiltag – en opfattelse der får yderlige næring hvis ikke de kan begrundes i reelle besparelser. Handlemåden blev særlig uforståelig, da det viste sig, at den fond, der ejer bygningen i Studiestræde, var villig til en yderst klækkelig huslejenedsættelse. Det hører med til forståelsen af den panikagtige beslutning, at Enhedslistens foregående årsmøde mod de advarsler, der da blev fremsat, havde vedtaget et urealistisk budget, der regnede med fortsat fremgang. Det har i lang tid været Christiansborg-fløjens politik at professionalisere partiet og dets politikudvikling omkring det parlamentariske arbejde.

At centraliseringen på landsplan ikke er en enlig svale fremgår af, at flertallet i partiets Københavns-bestyrelse – der, ligesom hovedbestyrelsen er folketingsgruppens politiske arbejdsgiver, er borgerrepræsentationsgruppens politiske arbejdsgiver – for ganske nyligt opgav at varetage den vedtægtsbestemte opgave som politisk arbejdsgiver ved at overlade sammensætningen af de baggrundsgrupper, der støtter partiets BR-medlemmer på de forskellige forvaltningsområder, til BR-gruppen. Gruppen kan nu selv bestemme, hvem man vil have med i baggrundsgrupperne. Københavns-bestyrelsens flertal er en del af Christiansborg-fløjen.

Og så lige tilbage til det med al politiks moder: Som en klog mand i dansk venstrefløjspolitik har bemærket, er Christiansborg-politik og folketingsmedlemskab meget vanedannende. Det er for at modvirke denne afhængighed, at Enhedslisten har sit rotationsprincip. Princippet gik i arv fra Venstresocialisterne og Pariserkommunen og skal forhindre, at valgte og ansatte bliver hængende og dermed sørge for, at græsset så at sige altid er grønt. Uden dette princip, som i de senere år især har været udsat for forsøg på svækkelse fra partiets Christiansborg-fløj, er det langt fra sikkert, man ville have haft politiske begavelser som f.eks. Pelle Dragsted, Johanne Schmidt-Nielsen eller Pernille Skipper i Folketinget. Men det er efterhånden som om, rotationsprincippet nærmest opfattes som en irriterende pause, mens man venter på den næste post, der så kan udfyldes med kommunalbestyrelsesposter, poster i Europa-parlamentet eller ansættelse som rådgiver for folketingsgruppen.

Modernisering 2.0 a la Skipper

En egentlig analyse af årsagerne til valgnederlaget er endnu ikke fremkommet fra hverken folketingsgruppe eller hovedbestyrelse, noget der har vakt forundring og frustration i partiets bagland. Måske især fordi hovedbestyrelsens flertal overlod hele folketingsvalgkampen til folketingsgruppen, der dermed har det politiske ansvar for valgets udfald for Enhedslisten.

Men Pernille Skipper, partiets nu afgåede politiske ordfører - der efter valget er ude af folketinget, men hvis holdninger i kraft af posten som partiets politiske ordfører i Folketinget formodes at have en vis rygdækning i folketingsgruppen - havde 14. november en debatartikel i Politiken³. Under overskriften ”Mit parti skal træde helt ind i det 21.århundrede” mener Skipper, at valgnederlaget ’umiddelbart tyder … på, at vi har tabt flest vælgere til SF og S’. ​​ Men også manglende vrede ’hos de røde vælgere’, at ’fokusere meget på klima, uden at budskabet om den nødvendige medfølgende økonomiske omfordeling kom rigtigt med’, og at angsten for højrefløjen fik vælgerne til at flokkes om Mette F og give Alternativet sin stemme - har ifølge Skipper spillet en rolle.

Det vigtigste budskab i Skippers artikel er alligevel, at ’meget peger derimod på, at når farten er taget af fornyelsen, holder vi os selv tilbage’. Så det er altså den manglende damp på videreførelsen af den såkaldte ’modernisering’ af Enhedslisten - som påbegyndtes af den såkaldte ’Christiansborg’-fløj, der bl.a. tæller Pelle Dragsted, Pernille Skipper, Peder Hvelplund og førhen Johanne Schmidt-Nielsen samt væsentlige dele af partiets indtil valget meget velvoksne Christiansborg-sekretariat og hovedbestyrelsens flertal - der er den væsentligste forklaring på nederlaget. Derfor har ’Enhedslisten … under alle omstændigheder brug for et moderniseringsprojekt 2.0’, og ’der er brug for langt mere sammenhæng mellem folketingsgruppe og medlemmer, og det indebærer langt færre procedurer og lange møder’ samt, at ’vi skal have en organisation, som kan handle hurtigt, når verden forandrer sig hurtigt’. Artiklens forfatter glemmer imidlertid, at det er folketingsgruppen selv og den del af hovedbestyrelsen, den er allieret med, der har isoleret sig fra partiet – den opfattes som langt væk fra afdelinger og medlemmer, der gang på gang oplever udspil fra gruppen, som sagtens kunne have været diskuteret i partiet. Dermed har folketingsgruppen indirekte været en medvirkende årsag til det lave aktivitetsniveau i partiet.

Artiklens egentlige indhold kan altså koges ned til, at svaret på valgnederlaget er yderligere ’moderniseringer’ af partiet, der i Christianborg-fløjens fortolkning tilsyneladende betyder mere centralisering af politikudviklingen og mere top-down-styring. Parties politiske ordfører, Peder Hvelplund, var ikke overraskende enig⁴ med Skipper, men det kan ikke undre, at Skippers artikel har vakt vrede blandt partiets fodfolk - især blandt den løst organiserede opposition i Græsrodsnetværket – der åbenbart forventes at klappe i deres små hænder og uden at kny uddele kampagnematerialer fabrikeret af Christiansborg-sekretariatet uden medlemmers og afdelingers utidige indblanding. Mange opfattede Skippers holdning som, at partiets sejre er folketingsgruppens og dets nederlag partiets.

Er en kampagneorganisation vejen frem?

Det Skipper lægger op til, er et parti, som er organiseret som en kampagneorganisation, der styret af folketingsgruppen hurtigt kan bringes i omdrejninger for at støtte parlamentariske initiativer, for det er jo parlamentet der er det centrale omdrejningspunkt for politik. Men er det mon den slags ’modernisering’, som partimedlemmerne forestiller sig? Vil de affinde sig med at reduceres til folketingsgruppens forlængede arm, og er en kampagneorganisation i det hele taget vejen frem for EL? Man kunne kigge sig omkring i det europæiske politiske landskab for at se, hvordan det er gået andre venstrefløjspartier. F.eks. var Die Linke i Tyskland lige ved at ryge ud af parlamentet ved det seneste valg. Og det er ikke gået stort bedre for Venstreblokken i Portugal, Vänsterpartiet i Sverige - og selv Europas venstrepopulistiske fyrtårn, Podemos er gået tilbage.

Enhedslisten – et venstrepopulistisk parti?

Som Esben Bøgh Sørensen i Politiken⁵ påpeger, så er disse partier – som han rubricerer under betegnelsen ’venstrepopulisme’ - et forsøg på at opbygge et radikalt venstrefløjsprojekt for at udfordre socialdemokratierne, som han kalder ”det neoliberaliserede gamle centrum-venstre”, men under forudsætninger, der var markant anderledes end for tidligere tiders massepartier og arbejderbevægelse. Og her rammer Sørensen plet. Ledende medlemmer af ELs folketingsgruppe gav allerede på et tidligt tidspunkt i ’moderniseringsprocessen’ udtryk for netop denne strategi: At EL skulle afløse Socialdemokratiet som Danmarks store centrum-venstre folkeparti.

Og jordbunden var i de år frugtbar. Esben Bøgh:

I samme periode som neoliberalismens indtog blev befolkningen politisk afmobiliseret, og partierne mistede medlemmer i massevis. Det politiske landskab forandrede sig og blev mere flygtigt, i takt med at afstanden mellem en bund af stadig mere atomiserede vælgere og en medialiseret og professionaliseret politisk top voksede.

Det var i denne situation, at venstrepopulistiske partier indså nødvendigheden af at opbygge det, som Podemos-lederen Íñigo Errejón kaldte en ’electoral war machine’. I Enhedslisten skete dette gradvist allerede fra 2011.

Men Pernille Skippers kampagneorganisation ser ud til at være kommet en postgang for sent, for de strukturelle årsager til, at venstrepopulismen i midten af 2010erne fik vind i sejlene, er i dag andre.

Hvor det dengang med en Thorning-Corydon socialdemokratiske regering, der havde taget konkurrencestaten og neoliberalismen helhjertet til sig, var en forholdsvis nem sag at samle utilfredsheden op, så er der nu andre strukturelle forhold, som gør sig gældende. Sørensen peger i sin artikel på tre forhold.

Det første er, at Socialdemokratiets kursændring efter Thorning-perioden har indsnævret det politiske rum for venstrepopulismen – man er med andre ord i en slags omvendt, politisk proportionalitet afhængig af, om det går op eller ned for S (det illustreres af ELs fremgang i meningsmålingerne i forbindelse med regeringens fjernelse af St. Bededag).

Det andet er, at man efter Sørensen udsagn er ’helt uden’ organisatorisk forankring i befolkningen, noget socialdemokratierne stadig har i fagbevægelsen. For det tredje er venstrepopulistiske partiers kernevælgere stort set begrænset til den ’veluddannede del af befolkningen i de større byer og aktivistiske venstrefløjsmiljøer.’ Dette sidste illustreres af resultaterne for EL ved kommunalvalget i 2021, hvor man gik frem i de store byer – ja, i København blev det største parti på rådhuset – men tilbage i yderområderne og de mindre byer. Det er den samme tendens, man kan se for Die Linke i Tyskland, og som Sarah Wagenknecht tager op i sin bog ”De selvretfærdige”.⁶

Esben Bøghs konklusion er:

Men afhængigheden af centrum-venstre-partiernes relative succes og nedsmeltning, den manglende organisatoriske forankring i befolkningen i en periode med generel politisk afmobilisering og fraværet af en forbindelse til arbejderklassen udgør tilsammen stærke strukturelle begrænsninger for den europæiske og amerikanske venstrepopulisme.

Det samme er Anton Jäger og Arthur Boriello inde på i en artikel på Jacobin, Is Left Populism the Solution?

Hvorfor går venstrepopulismen tilbage?

Men hvorfor gik det sådan? Grunden skal måske søges i de herskende klassers offensiv mod arbejderklassen i 1970erne. James Heartfield skriver om det, at et væsentligt element i de europæiske velfærdsstaters opbygning var, at den bandt arbejderklassen til staten med institutionelle bånd, der holdt klassekampen inden for disse rammer. Men angrebet på arbejderklassen underminerede også de institutioner, der holdt samfundet sammen, herunder de andre samfundsklassers partier og organisationer. Tilbage stod borgere, der nu var henvist til markedet for at overleve og finde mening, og alene havde staten at støtte sig til, når det gjaldt maksimeringen af deres konkurrenceevne. Det, man i Danmark kalder konkurrencestaten.⁷ Kollektiv handlen blev opgivet til fordel for individualiseringen, globaliseringen og at institutioner var yt. For den europæiske venstrefløj betød det, at man i 90erne opgav arbejderklassen til fordel for ’massen’.⁸

Hvor vidt ovenstående betragtning er helt dækkende for Enhedslisten, kan der formentlig sættes spørgsmålstegn ved. Men andre former for, hvad der opfattes som venstrepopulismen, kan med Jan-Werner Müllers ord opfattes som forsøg på at

”genopfinde et socialdemokrati for det 21. århundrede på måder der klart respekterer de pluralistiske demokratiers parametre. Om ikke andet har sådanne forsøg frembragt ny valgmuligheder for borgerne og dermed lettet den nuværende krise for den demokratiske repræsentation – noget der står i modsætning til det dovne mainstream-synspunkt, at nye bevægelser og partier på en eller anden måde skal være ”mod systemet” og derfor en del af problemet snarere end løsningen. Men – og det er den vigtige lære – disse partier og bevægelser har gjort det godt, fordi de er venstreorienterede, ikke fordi de i nogen meningsfuld forstand er populistiske.” ⁹

Måske er Óscar García Agustíns definition den, der bedst beskriver Enhedslisten:

”Den Rød-Grønne Alliance repræsenterer en hybridform mellem venstrefløjspopulisme, hvor socialistiske og populistiske udtryk løber sammen. Diskursen er socialistisk, eftersom lighed (eller kampen mod ulighed) er hovedværdien; den materialistiske synsmåde dominerer, og der er masser af referencer til klasse, arbejderklasse og klassekamp. Den er populistisk i den forstand, at ulighed fremstilles som en konflikt med eliten, og der er forsøg på at lave et nyt kollektivt subjekt, ’fællesskabet’.” ¹⁰​​ 

Alligevel er det ikke lykkedes for nogen af de europæiske ’venstrepopulistiske’ partier at opnå afgørende gennembrud, på trods af at de flere steder har opnået god fremgang. De har ikke proportionelt kunnet slå politisk mønt af de økonomiske, politiske og værdimæssige kriser, der i disse år raser i Vesten og det gælder også Enhedslisten, selvom Enhedslisten spiller en vis rolle i fagbevægelsen og derfor af Socialdemokratiet ses som en fare, noget der ikke gælder for SF, der ikke har ret meget fodfæste der.

Enhedslisten og Socialdemokratiet

Og netop forholdet til Socialdemokratiet er for Enhedslisten som for alle andre europæiske venstrefløjspartier helt centralt. Den fremherskende opfattelse i EL er ligesom i SF, at man skal kritisere Socialdemokratiets højredrejning og forsøge at trække partiet til venstre. Det er også en opfattelse, man hører i forbindelse med SVM-regeringen. Men er der reelt tale om en ’højredrejning’ af Socialdemokratiet?

Siden ’moderniseringen’ satte ind i Enhedslisten, er det som om mands minde efterhånden blev reduceret til 14 dage, når det gælder opfattelsen af fortiden, der ellers har været en lang kamp med Socialdemokratiet. Det illustreredes tydeligt af Mai Villadsens udtalelser i et radioprogram efter valget, hvor hun først nærmest beskyldte Mette F for ’forræderi’ for i næste sætning at kalde deltagelsen i en midterregering for en meget stor ’fejltagelse’. Men de handlinger, der følger i forræderiets fodspor, er logisk set forbrydelser, ikke fejltagelser.

Således skriver Matthias Dressler i Politiken, at ”lytter man til partiets spidser, er det Alternativet, der er årsag til miseren”. Men nederlaget ”vokser … ud af de seneste års sejre”. Først og fremmest forståelsespapiret fra 2019 opfattedes som en sådan sejr, fordi man mente, man havde forpligtet S til venstre. Men det var socialdemokraterne, der :

”...denne gang [formåede] at fortøjre Enhedslisten både politisk, psykologisk og sprogligt til det store reformistiske skib. … Resultatet har været den tammeste valgkampagne i nyere tid. For hvad gik Ø egentlig til valg på? Noget med klima, noget med ulighed, noget med ikke-Rwanda? … Nu betaler man prisen for at tale i reformens sprog. Ikke et ord om socialisme, frihed eller opgør med vækstparadigmet, men til gengæld et væld af tomme fraser, uoverskuelige planer og generaliseret forurettelse over verdens gang. … Man accepterede den spillebane, de andre havde sat …

Pelle Dragsteds strategi, der længe var succesfuld, gik ud på at tilbageerobre forstanden til venstre og give snusfornuften et progressivt præg. Den nordiske socialisme havde egentlig altid været her, skrev han, det var bare et spørgsmål om at genopdage dens hengemte historie i form af andelsbevægelser, folkepension og almene boliger. Man forsøgte at tiltvinge sig retten til fremtiden ved at omfortolke historien: Danmark skulle igen blive Danmark ved at forblive tro mod det, Danmark engang havde været. … Kapitalismekritik er udskiftet med omfordelingspolitik og indignation med forargelse. Hellere snakke konsensuelt om problemerne ved ’ulighed’ end forpligtende om arbejdernes overtagelse af produktionsmidlerne. Hellere bruge de etablerede begreber end at udvide det politiske vokabularium – og dermed grænserne for det mulige.

… Hvis Enhedslisten igen skal blive relevant, må partiet generobre en positiv frihedsdagsorden og gøre op med egne systembevarende tendenser. … Danmark har ikke behov for tre forskellige socialdemokratier, der fortæller os, at vi skal passe på fremtiden. …” ¹¹

Hvad er det, Socialdemokratiet skal drejes tilbage til?

Både Mai Villadsen, folketingsgruppen og store dele af partiet kunne med fordel have læst Hans Erik Avlund Frandsens præcise artikel fra 1977, ”Socialdemokratiet og højredrejningen”:

Det er almindeligt på venstrefløjen ─ også langt ind i VS og blandt VS-sympatisører ─ at tale om Socialdemokratiets højredrejning. En højredrejning forudsætter noget, der drejes væk fra, og noget der kan drejes tilbage til … Socialdemokratiet skal presses til at føre den socialistiske politik, partiet egentlig står for, men blot uheldigvis har ladet sig lokke bort fra.

…

Socialdemokratiet er ikke ─ og har i hovedsagen aldrig været ─ et egentligt socialistisk parti, men et parti der på de til enhver tid givne præmisser har forsøgt at opnå en mere ”retfærdig” fordeling af samfundsgoderne og at skabe tålelige arbejds- og levevilkår for arbejderklassen og andre socialt dårligt stillede …

Den socialdemokratiske kritik af kapitalismen har aldrig for alvor været rettet mod selve lønarbejdet eller mod den frie konkurrences markedsøkonomi. Derimod har socialdemokraterne ofte kritiseret og angrebet nogle af de mest umenneskelige og åbenlyst urimelige udgaver af kapitalismen.

Altså: selve fundamentet og grundstrukturen i kapitalismen er i den socialdemokratiske ideologi blevet opfattet som en effektiv og i princippet klasseneutral måde at producere og fordele på. Systemet skulle blot renses for de værste udskejelser fra overklassens side, for den alt for uhæmmede spekulation og sjakren med værdier og arbejdspladser - og tilsættes en human sociallovgivning og en ”retfærdig” indkomstfordeling.

Derfor er det også forkert at stemple deres reformistiske arbejde som et forræderi. ​Det har det ikke været, hverken over for deres egen samfundsanalyse, deres målsætning eller over for deres vælgere fra arbejderklassen [min fremhævning, NF].

…

Min pointe er altså, at Socialdemokratiet ikke har noget valg i en sådan krisesituation. Når partiet ”drejer til højre”, er det ikke blot en opportunistisk leflen for de borgerlige partier, men et reelt udtryk for at socialdemokraterne ikke har noget alternativ.

…

For den revolutionære venstrefløj betyder dette, at tanken om at presse Socialdemokratiet til venstre må afvises. Socialdemokratiet kan ikke presses til at være et effektivt redskab i kampen mod højredrejningen, og det kan slet ikke presses til et opgør med det kapitalistiske system. Derimod er der ikke noget i vejen for, at et folkeligt og politisk pres kan skubbe Socialdemokratiet længere ud til venstre inden for systemets rammer. Nok er partiet et borgerligt parti, men det er for det første et socialt og progressivt borgerligt parti i sammenligning med de andre borgerlige partier. Og for det andet er det et borgerligt arbejderparti i den forstand, at store dele af dets vælgere er arbejdere og lavere funktionærer, hvorfor partiet heller ikke grænseløst kan se stort på fagbevægelsens ønsker. Men Socialdemokratiet er nødt til at bekæmpe den revolutionære venstrefløjs bestræbelser på at forøge arbejderklassens magt og for i det hele taget at opbygge en modmagt - som engang kan blive stærk nok til at knække den borgerlige magt.” ¹²

Jeg undskylder naturligvis det lange citat, men det ser ud til, at Frandsen på næsten halvtredsårs afstand præcist beskriver en fremherskende opfattelse i Enhedslisten, når det angår forholdet til Socialdemokratiet. ​​ 

Ret beset har Enhedslisten i al væsentlighed fulgt den samme opskrift, som Aksel Larsen i sin tid lancerede for SF, det som af nogen kaldes ’katalysator-teorien’. Nemlig at et venstreorienteret partis opgave er at trække Socialdemokratiet til venstre. Det også selvom Enhedslisten flere gange på sine årsmøder belært af erfaringerne fra Thorning-regeringen har vedtaget, at man er et parti ’i egen ret’.

Den norske fagforeningsmand Asbjørn Wahl bemærkede på et tidspunkt, at venstreorienterede eller socialistiske partier - der enten udgør en socialdemokratisk regerings parlamentariske grundlag eller deltager i en socialdemokratisk ledet regering - risikerer at blive knust, hvis ikke de formår at opstille en selvstændig politisk profil, der tydeligt distancerer dem fra Socialdemokratiet. Det er den moderne fortolkning af Per Hækkerups berygtede bemærkning til Arbejderflertallet mellem Socialdemokratiet og SF 1966-67, om at SF skulle knækkes under ’ansvarets åg’.

Og det er måske den manglende profil, der under to socialdemokratiske regeringer er blevet til Enhedslistens åg. I hvert fald fik erkendelsen af, at man var blevet snydt, så vandet drev, i forbindelse med forhandlingerne om et skatteforlig under Thorning-regeringen, ikke Enhedslisten til at udarbejde en sådan profil. Godt nok sprang Johanne Schmidt-Nielsen op som en løve (’De pisser på vælgerne’) og proklamerede, at fra da af var EL et oppositionsparti. Hun faldt imidlertid ned som et lam - og der blev intet ændret i partiets forhold til regeringen eller den parlamentariske praksis.

Endelig kunne man måske anføre, at der var andre måder, at være parlamentarisk grundlag på for et parti som Enhedslisten. F.eks. lavede både det portugisiske kommunistparti og ELs portugisiske søsterparti, Venstreblokken, inden de forrige portugisiske parlamentsvalg hver sin aftale med det portugisiske socialistparti. Aftalen var nærmest en kontrakt, som indeholdt et antal punkter, som en kommende socialdemokratisk regering skulle arbejde for. Ellers var kontrakten automatisk ophævet og støttepartierne frit stillet.

Andre kommentatorer har andre eller supplerende opfattelser af årsagerne til Enhedslistens valgnederlag. For Tim Knudsen lå kritikken af Enhedslisten et andet sted, nemlig som mangel på kritisk sans i forhold til regeringens magtudfoldelse under Corona-krisen og minksagen:

”Det er let at forstå, at der i Enhedslisten er debat efter et skuffende valgresultat. … jeg forstår godt, at det er vanskeligt at balancere medlemsdemokrati med folketingsgruppens muligheder for at reagere hurtigt. Jeg forstår også frygten for, at folketingsgruppen parlamentariseres ind i Christiansborg-logik. Men jeg mener, at folketingsgruppen har ageret – ikke for langsomt, men for hurtigt og overfladisk under corona-krisen. Om det kunne have været modvirket ved mere medlemsdemokrati, kan jeg ikke vurdere. Men der har ikke været grund til at give folketingsgruppen fri til hurtighed. Tværtimod har der her været brug for eftertænksomhed og fælles overvejelser.” ¹³

Her ligger Tim Knudsen formentligt på linje med Preben Wilhjelm, der adskillige gange i de seneste ti år har kritiseret den manglende systemkritik.¹⁴

Forargelse eller indignation?

I Enhedslistens parlamentariske argumentation lyder det tit som om, at den sociale indignation er erstattet af forargelsen som drivkraft – det er meget tit synd for den ene eller anden gruppe i samfundet uden, at det sættes ind i en strukturel ramme. Det gælder f.eks. den udstrakte brug af begrebet ’ulighed’ uden et klassemæssigt perspektiv, dvs. kapitalkoncentration eller klassemagt. For alle taler efter finanskrisen i 2008 om ulighed, selv på det superkapitalistiske World Economic Forum i Davos. Som Graeber og Wengrow skriver i deres nyfortolkning af menneskehedens forhistorie ”Altings begyndelse – en ny historie om menneskeheden” ¹⁵, så kommer udtrykket ’ulighed’, når det står alene, til at se ud som om det er indrettet til kompromisser og halve løsninger:

”Man kan forestille sig at omstyrte kapitalismen eller bryde statens magt, men det står ikke klart, hvad det overhovedet ville betyde at eliminere uligheden (hvilken slags ulighed? Formue? Muligheder? Præcis hvor lige skulle folk være, for at vi skulle kunne sige, at vi har ’elimineret uligheden’?). Udtrykket ’ulighed’ er en måde at italesætte sociale problemer på, der passer ind i en tid med teknokratiske reformatorer, som ikke engang som udgangspunkt antager, at der ingen reel vision er på bordet for samfundsmæssige ændringer. At diskutere ulighed gør det muligt at lege med tal, skændes om Gini-koefficienter, ja endda at chokere offentligheden med tal, der viser, hvor slemt tingene har udviklet sig (’Ved du hvad? Den rigeste ene procent af verdens befolkning ejer 44 procent af verdens rigdomme!’).¹⁶

Selvfølgelig er det at f.eks. få øje på uligheden begyndelsen til se verden gennem ejendomsforholdenes og udbytningens prisme, men uden den strukturelle ramme, så kommer man ikke meget videre end at feje skårene op efter kapitalismen – man holder sig groft sagt inden for den socialdemokratiske reformisme, som Avlund Frandsen så præcist beskriver i citatet ovenfor. Kort sagt: For meget klynk.

Græsrodsnetværket

Enhedslistens interne og brede opposition, der er samlet i Græsrodsnetværket, har ikke formået at sejle op imod ’moderniseringen’. Det samme gælder oppositionen i partiets hovedbestyrelse, der på et tidspunkt var tæt på at have flertal, men som nu reelt er brudt sammen. Naturligvis har netværket en rolle – det er nu engang den opposition, der er - og kan om ikke andet ånde folketingsgruppen i nakken og minde om, at partiet faktisk har et bagland. Men det er svært under de nuværende betingelser, at se netværket som en magtfaktor.

Kritisk Revys søsterorgan Solidaritets journalist Lise Møller Schilder ramte måske noget centralt, da hun i en reportage fra netværkets konference 28. januar under overskriften ”Traumeterapi hos Græsrodsnetværket i Enhedslisten” skrev: ”Mest af alt fornemmede man, at folk var frustrerede og kede af at være uden for det gode selskab” og ”på en måde mindede det mere om et AA-møde, hvor de fremmødte kunne stå frem på talerstolen og fortælle deres historie. Som om de var i færd med at dissekere et stort traume, der i det mindste gav en fornemmelse af at være fælles om noget”.¹⁷

Om denne karakteristik er helt dækkende, kan sikkert diskuteres, men der er i hvert fald den sandhed i reportagen, at man tit er bedre til at være imod noget – først og fremmest utilfredsheden med det nogen kalder ’christiansborgificeringen’ - end til at anvise nye eller andre veje. Til tider kan den negative opposition virke konservativ. Men det er en realitet, at der i netværket ikke eksisterer en samlet og grundlæggende enighed om den politiske retning eller forestillinger om, hvordan man vinder indflydelse i partiet.

Den interne uenighed i Græsrodsnetværket kommer bl.a. - som i hele den europæiske venstrefløj - til udtryk i synet på Ruslands overfald på Ukraine. Grupperingerne kan med en vis forenkling inddeles i: En gruppe anerkender godt nok, at overfaldet var ulovligt, men koncentrerer sig om, at overfaldet grundlæggende er et svar på USA-NATOs aggressive fremfærd siden Murens fald; at krigen grundlæggende er en stedfortræderkrig mellem USA; at Rusland har ret til en interessesfære; at der ikke skal sendes våben til Ukraine; og at der øjeblikkeligt skal indledes betingelsesløse forhandlinger om en våbenhvile. En anden gruppe opfatter krig og fred som ahistoriske fænomener, der kan løsrives fra den konkrete sammenhæng, de indgår i, men ligger ellers på linje med den første gruppe. En tredje gruppe mener, at Ukraine kæmper en legitim forsvarskamp for sin selvbestemmelse og eksistens mod et eklatant brud på FN-pagten, at der derfor skal sendes de nødvendige våben, for at landet kan genvinde kontrollen med de områder. Rusland har annekteret, at forhandlinger om våbenhvile skal ske på Ukraines betingelser, og når Ukraine mener tiden er inde.

Afledt af disse uenigheder er der også vidt forskellige syn på dansk forsvars- og sikkerhedspolitik og ikke mindst i synet på NATO-medlemskabet.

En væsentlig faktor i netværkets beskedne gennemslagskraft kan også være det generelt lave aktivitetsniveau i partiet. Desuden savner Græsrodsnetværket også markante personligheder, man ville kunne samles om. Måske er der også tale om en generationskløft – gennemsnitsalderen er ret høj i netværket. Endelig spiller det måske også en rolle, at der på trods af modstanden mod Christiansborg-fløjen, i dele af netværket hersker en modvilje mod at stable noget på benene, der ville kunne kategoriseres som fraktionsdannelse. Men hvis man ønsker at fremme en bestemt opfattelse, er det svært at komme uden om at organisere sig om et fælles, positivt mål. Ellers risikerer man at ende som en brokkeklub.

Men måske er der håb forude, for Pernille Skippers modernisering v.2.0 skal nu konkretiseres i form af et tilsvarende møde som det, Græsrodsnetværket holdt 28. januar, der også skal diskutere sine forestillinger om Enhedslistens fremtid. Græsrodsnetværket er nødt til at tage de emner, der diskuteres på mødet og de ideer, der fremkommer, alvorligt og måske ovenikøbet få flere ideer til sin egen version af den udvikling af partiet, dets politik og organisation, som er nødvendig for at komme ud over dets dødvande. Alternativet er at ende i en negativ og konserverende nej-til-alt-nyt-holdning, der gør netværket let at isolere som irrelevant. ​​ 

Bliver Enhedslistens årsmøde 2023 ’eksistentielt’?

Partiet holder årsmøde 27.- 29. maj, og her vil de forskellige holdninger og analyser tørne sammen. Og som tiden for årsmødet nærmer sig, begynder den folketingsgruppe, der indtil for nyligt for omverdenen - også internt i Enhedslisten - fremstod som en fasttømret blok uden uenigheder, at udvise sprækker. Enkelte medlemmer af gruppen er begyndt forsigtigt at gøre opmærksom på, at gruppen ikke er en blok og forsøger på at forstå grundene til valgnederlaget og til de store problemer i partiet i den parlamentariske politik, manglen på åben kapitalismekritik, det svage klasseperspektiv og manglen på forbindelse mellem top og bund i partiet.

Man kunne endda tale om en vis grad af selvkritik. F.eks. opfattes Pernille Skippers ovenfor omtalte artikel som ’katastrofal’ i forhold til partiets medlemmer. Andre selvkritikpunkter er, at man overlod systemkritikken til Liberal Alliance, at man har forsømt forsvars- og sikkerhedspolitikken, har overset at de yngre medlemmer har et andet forhold til NATO end den gamle garde, den manglende profil i valgkampen, den manglende forbindelse mellem klassekampen og partiets folketingsinitiativer, den forkerte strategi med at satse så meget på byerne, klynkeriet der er forbundet med de mange klientgrupper.

Netop denne spirende selvkritik og opbrydning af folketingsgruppens musketered er måske et lovende tegn. De har i hvert fald indtil nu være lidt af et problem, at folketingsgruppen udadtil skulle fremstå som en monolitisk blok uden den mindste sprække, når det nu er en slet skjult kendsgerning, at der eksisterer uenighed i gruppen. Det hæmmer partiets interne, politiske debat og udgør derfor et demokratisk problem. Hvorfor skal medlemmerne bildes ind, at der ingen uenigheder er? Og hvad er der galt med uenigheder, der jo er selve kernen i den demokratiske diskussion? Det kan kun forstås i sammenhæng med den fremherskende opfattelse af, at politik er lig med parlamentarisk politik. For på Borgen hviler indgåelsen af aftaler og forlig på en specifik parlamentaristisk form for opfattelse af ’troværdighed’, der kræver enighed i gruppen.

I partiets bagland har det derimod vakt frustration, at de gruppemedlemmer, der – måske – ikke var enige ikke kunne, ville eller turde sige noget måske af frygt for at miste ordførerskaber eller andet, ikke ville dele deres uenigheder med resten af partiet. Men skulle denne musketered som sagt blive brudt, ville det være et frisk pust, der ville fremme den demokratiske debat, der for tiden har så ringe vilkår i Enhedslisten, hvor der stort set ikke længere findes en partioffentlighed eller en levende og aktiv forbindelse mellem top og bund.

Enkelte mener, at årsmødet bliver ’eksistentielt’ i den forstand, at hvis det ender med en splittelse, så vil det formentlig både decimere Enhedslisten og svække partiets vælgertække. Og der er nok ingen tvivl om, at emner som Ukraine-krigen, en venstreorienteret sikkerhedspolitik eller en fortsættelse af ’moderniseringen’ i sig bærer faren for splittelser. Tidligere undersøgelser af partimedlemmernes holdninger til EU indikerer, at der sandsynligvis er sket et skift henimod, at især yngre medlemmer er vokset op med EU som en selvfølgelighed og derfor ikke ser et behov for udmeldelse, men snarere vil tage den politiske kamp op inden for unionen. Når det gælder NATO, gør lidt af det samme sig formentligt gældende: De ældre medlemmer og især dem med en baggrund i DKP eller de oprindeligt kinesisk orienterede grupperinger har ofte en meget skarp holdning til NATO. Samtidig er mange medlemmer formentlig enige med Pelle Dragsteds holdning – ja, vi skal ud af NATO, men ikke før en omfattende, ny sikkerhedsarkitektur er på plads. Denne holdning er sandsynligvis blevet yderligere forstærket af det russiske overfald på Ukraine. Det antages derfor for sandsynligt, at en sikkerhedspolitisk vedtagelse på årsmødet efter disse retningslinjer vil have en rimelig chance for at blive vedtaget.

Derimod kan der formentligt blive tale om dødt løb eller nederlag til Christiansborg-fløjen, når det gælder yderligere ’moderniseringer’ af partiet, hvis reelle indhold naturligvis er politisk, fordi det med stor sandsynlighed vil handle om yderligere at gøre Enhedslisten til et parlamentaristisk parti med tilhørende centralisering af politikudviklingen og top-down-styring. Vinder denne linje gehør, er faren for, at den kortsigtede reparationspolitik bliver politikken i partiet. Så ender det med, at man kun kan forestille sig fremtiden som en fortsættelse af den nære nutid, som Mikkel Vedby Rasmussen citerer den engelske filosof John Gray for.¹⁸ Videre skriver Vedby Rasmussen:

De små skridts politik betyder, at venstreorienterede reformister hele tiden er optaget af den næste sociale uretfærdighed, som skal ophæves, og den næste retfærdighed, som skal gives til grupper, der ikke før har haft dem.¹⁹

Det er netop derfor, at Venstresocialisternes gamle slogan ”For den mindste forbedring, mod den mindste forringelse” stadigvæk er gyldigt - men kun hvis det sammenkobles med en kapitalismekritik, der rækker ud over det bestående. Uden denne sammenkobling af politiske forbedringer her og nu med reformer, der rækker ud over kapitalismen, kan Enhedslisten ikke bevare sin berettigelse.

Men naturligvis skal Enhedslisten ’moderniseres’ – den skal som socialistisk parti hele tiden være i stand til at forny sig; det skal bare ikke være fra oven af og ned, men fra bund til top og med medlemmerne i centrum. Den type modernisering vil kræve, at partiets apparat decentraliseres i langt højere grad, end det sker i dag, så man i stedet for at samle alle kræfterne om Christiansborg i stedet sætter ind på at styrke partiets afdelinger rundt omkring i landet og det politiske arbejde i bevægelserne og ikke mindst fagbevægelsen.

Den nuværende lammelse skyldes i høj grad opfattelsen af, at politik er lig med parlamentarisk politik og noget, der ligner en slags opgiven overfor kapitalismen. Man må billedligt talt i stedet for at stå bag Christiansborgs mure og kigge ud på vælgerne, stille sig udenfor Borgen og med en solid forankring i det politiske liv og bevægelserne ude i samfundet sørge for, at den nødvendige vekselvirkning opstår. Man kunne jo starte med en selvransagelse, der gik ud på at undersøge hvorfor, man ikke har været i stand til at slå politisk mønt af de voldsomme samfundskriser, der i disse år gennemryster den liberalistiske kapitalisme. Og forbundet med selvransagelsen en ægte modernisering af partiet, der sætter medlemmerne i højsædet i stedet for den konstante centralisering.

 ​​​​ 

Et tredje socialdemokrati er der ikke brug for.