CO2-ulighed globalt og i Danmark
af Peer Møller Christensen, medlem af Kritisk Revys redaktion.
Thomas Piketty og hans kolleger viser i rapporten World Inequality Report 2022, at de rigeste 10% af befolkningen globalt set og i de fleste nationer per person udleder mange gange flere tons drivhusgasser end de fattigste 50%. En retfærdig klimapolitik bør derfor, efter deres mening, indrettes sådan, at de rige, som udleder langt mest, også tvinges til at reducere deres udledninger mest. Også i Danmark udleder de rigeste mange gange mere end de fattigste, så også her i landet bør de retfærdigvis bære en større del af byrderne ved den fremtidige klimapolitik.
Tidligere i år udgav World Inequality Lab (WIL) rapporten World Inequality Report 2022 (WIR2022). World Inequality Lab er en forskningsenhed, der har sit udspring i Thomas Pikettys arbejde med at analysere globale uligheder, som startede med udgivelsen af bogen Le Capital au XXIe siecle (Kapitalen i det 21. århundrede) i 2013. Siden da har Piketty opbygget et forskningsmiljø, som har indsamlet en imponerende mængde data om den globale økonomiske ulighed og offentliggjort en lang række rapporter og artikler baseret på dette kolossale datamateriale.
World Inequality Report 2022
Den nye rapport, WIR2022, går imidlertid et skridt videre end de tidligere projekter, der detaljeret har beskrevet de globale økonomiske uligheder og historien bag dem. I WIR2022 har man inkluderet et kapitel, der beskriver, hvordan udledningerne af drivhusgasser til atmosfæren, fordeler sig ikke blot på nationer og regioner, men også på indkomstgrupper globalt og indenfor de enkelte nationer. Analysen er baseret på et nyt datamateriale om udledninger af CO2 bl.a. baseret på indsamling og bearbejdning af internationale input-output tabeller. Ud fra denne analyse når man frem til en vurdering af, hvordan ansvaret for udledningen af drivhusgasser fordeler sig, og fremlægger så forslag til klimapolitiske initiativer, som tager højde for, hvor stor en udledning af drivhusgasser forskellige indkomstgrupper i samfundene er ansvarlige for.
Kulstof-fodaftryk og investeringer
Normalt opgøres udledninger af CO2 inden for ”territoriale” afgrænsninger. De enkelte nationer opgør udledningen fra produktion, forbrug, transport osv., som finder sted inden for deres nationale grænser. I analysen i WIR2022 har man imidlertid gjort op med denne måde at beregne udledningerne på. Mange af de varer, som forbruges i en bestemt nation, er i en global verden importerede varer, og de udledninger, der udspringer af produktionen af disse varer, inkluderes efter de territoriale kriterier ikke i forbrugslandet, men betragtes som en del af udledningerne i produktionslandet. Når f.eks. en iPhone produceres i Kina, regnes udledningen ved produktionen med i opgørelsen over Kinas udledninger. Wir2022 gør op med denne territoriale inddeling og medregner udledningerne ved produktionen til det land, hvor varen forbruges. Man opererer med et begreb, man kalder ”kulstof - fodaftryk” og kombinerer det med beregninger foretaget ud fra territoriale kriterier.
Som det fremgår af den følgende tabel ( der ligesom alle de følgende illustrationer er kopieret direkte fra WIR2022), kan man med denne metode påvise, at Europa har et kulstof-fodaftryk, der er 23% større end de udledninger, man når frem til ved at opgøre udledninger territorialt, mens eksempelvis Østasiens kulstof-fodaftryk er 8% mindre end det ville være ved territorialt afgrænsede beregninger. Det er faktisk på globalt plan kun Europa og Nordamerika, der har et større kulstof-fodaftryk end udledninger opgjort efter territoriale kriterier.
En anden nyskabelse i rapporten er, at man, når man skal opgøre udledningerne på et individuelt plan, ikke blot ser på den enkelte borgers forbrug, men også inkluderer vedkommendes investeringer i produktion, som fører til udledning af CO2.
Historien om udledningen af drivhusgasser
Udgangspunktet for al klimapolitik er naturligvis, at hvis det nuværende niveau i udledningerne af drivhusgasser fortsætter, vil klodens temperatur stige til et niveau, som vil føre til omfattende klimakatastrofer og muligvis på lidt længere sigt gøre planeten ubeboelig for mennesker.
I WIR2022 omregner man udledning af andre drivhusgasser end CO2 til en standard CO2 ækvivalent, CO2 opgjort i tons er således den enhed, man bruger i beskrivelsen af udledning af drivhusgasser.
En oversigt over de akkumulerede udledninger fra 1850 til i dag viser, at Nordamerika har stået for 27%, Europa 22%, Kina 11%, Syd- og sydøstasien 9%, Rusland og Centralasien 9%, Østasien 6%, Latinamerika 6%, Mellemøsten og Nordafrika 6% og Afrika syd for Sahara 4%.
Det er således de rige lande, som historisk set har stået for de største akkumulerede udledninger af drivhusgasser, men eftersom udledningerne fra de fattigere lande også er stigende, er en global indsats mod udledningerne nødvendig.
På COP21 i Paris i december 2015 indgik de 196 medlemslande i FN’s klimakonvention en juridisk bindende klimaaftale – Parisaftalen. Regeringerne blev enige om at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur på under 2 grader celsius over det førindustrielle niveau og fortsætte bestræbelserne på at begrænse stigningen til 1,5 grader celsius. De enkelte lande, der deltog i Parisaftalen, forpligtede sig til at formulere nationale mål for, hvad man ville gøre for at nå disse mål.
Hvis man med de nuværende udledningsniveauer vil begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader celsius, vil de mulige udledninger være opbrugt inden 6 år og hvis målet er 2 grader celsius vil der gå 18 år inden loftet nås.
I øjeblikket udledes i verden om året 6,6 tons per person. Hvis målet om de 2 grader skal opfyldes skal udledninger per person imellem nu og 2050 nedbringes til 3,4 tons, og hvis målet om en stigning på 1,5 grader skal nås, skal udledningerne per person nedbringes til 1,1 tons om året.
CO2-ulighed
Hvis man vil finde frem til, hvordan nedbringelsen af udledningerne kan fordeles på en retfærdig måde, er det nødvendigt, at finde ud af hvem, der står for de største udledninger og derfor også må have det største ansvar for nedbringelsen af udledningerne, så de opstillede mål kan nås.
WIR2022 påviser, at de største forskelle i det aktuelle ansvar for udledningerne kan findes i den økonomiske ulighed, World Inequality Lab analyserer.
De 10% rigeste i verden udleder per person 31 tons CO2-ækvivalenter, mens de fattigste 50% per person udleder 1,6 tons. De 40% med indkomster, der ligger mellem de fattigste 50% og de rigeste 10%, udleder per person præcist, hvad der svarer til det globale gennemsnit, nemlig 6,6 tons. Den allerrigeste 1% af jordens befolkning udleder 110 tons, altså 17 gange så meget som det globale gennemsnit og 69 gange så meget som de fattigste 50%.
Der er altså tale om en ganske omfattende global ulighed i udledninger af drivhusgasser, en ulighed, der ser ud til at hænge snævert sammen med indkomstforskelle. Men årsagerne til den globale ulighed i udledningerne har ændret sig. Som det fremgår af den følgende illustration, var den globale ulighed i udledningerne indtil ca. 2008 primært forårsaget af forskelle mellem nationer, mens uligheden efter 2008 i stigende grad skyldes ulighed inden for de enkelte nationer.
Når der er disse forskelle i de forskellige indkomstgruppers udledninger, kan man ikke bare smøre klimapolitiske initiativer bredt ud over den samlede befolkning. Hvis man vil skabe en effektiv klimapolitik, må den nødvendigvis fremme reduktioner hos de grupper i samfundet, som står for de største udledninger og i en vis udstrækning friholde de indkomstgrupper, der ikke i samme grad har ansvaret for udledningen af drivhusgasser.
WIR2022 præsenterer, med udgangspunkt i nogle få nationer, man har valgt som eksempler, hvordan udledningerne i 2019 fordeler sig på indkomstgrupperne, de fattigste 50%, de 10% rigeste og de 40% hvis indkomster ligger imellem de to førnævnte grupper. Desuden angiver man, hvor store reduktioner de enkelte indkomstgrupper skal stå for, hvis ma skal nå de mål, som det enkelte land i forbindelse med Paris-aftalen fra 2015 har forpligtet sig til at gennemføre frem mod 2030.
USA
For USA’s vedkommende fremgår det af følgende graf, at de rigeste 10% af den amerikanske befolkning i 2019 udledte 74,7 tons CO2 pr. person, mens de fattigste 50% udledte 9,7 tons, og de midterste 40% udledte 22 tons pr. person. De rigeste 10% af amerikanerne udledte således mere end syv gange så meget som den fattigste halvdel af befolkningen, og mere end tre gange så meget som mellemgruppen.
For at opfylde reduktionsmålet for 2030 skal den amerikanske befolkning samlet reducere udledningerne med over 50 %, men langt størsteparten af reduktionerne skal findes i gruppen af de 10% rigeste, som skal reducere sine udledninger med 87% og gruppen med mellemindkomster, som skal reducere sine udledninger med 54%. De 50% fattigste behøver derimod ikke at reducere deres udledninger, men kan tværtimod øge dem med 3%, og så stadigvæk udlede i overensstemmelse med de krav, der må stilles, hvis man vil nå målene for 2030.
Frankrig
Piketty og hans forskningskolleger vælger derefter Frankrig som eksempel på uligheden i den nationale udledning af drivhusgasser. Det kan selvfølgelig skyldes, at Frankrig er hjemland for både Piketty og World Inequality Lab, men er også interessant, fordi De Gule Vestes oprør i Frankrig netop skyldtes et klimapolitisk initiativ – forhøjelse af afgifterne på benzin og diesel - som ramte lavtlønnede uforholdsmæssigt hårdt. Dertil kommer, at Frankrig kan opfattes som eksempel på uligheden i udledninger i et vesteuropæisk land.
For de 10% rigeste i Frankrig udgjorde udledningerne i 2019 24,7 tons per person, mens de 50% fattigste udledte 5 tons per person, altså kun ca. en femtedel af de rigestes udledninger. De 40% med mellemindkomster udledte 9,3 tons per person, altså mindre end halvdelen af, hvad de rigeste 10% udleder.
Denne ulighed i udledningerne betyder, at hvis Frankrig skal leve op til de reduktionsmål, man med Paris-aftalen har sat sig, skal de rigeste 10% reducere deres udledninger med 61%, mellemindkomsterne med 48%, mens de 50% fattigste kun skal reducere deres udledninger med 3%.
Uligheden i udledninger i de folkerige vækstøkonomier, Indien og Kina
Det er selvfølgelig også vigtigt at se på, hvordan udledningerne fordeler sig i folkerige stater, som Indien og Kina, som ikke har et medansvar for den historiske akkumulering af udledning af drivhusgasser, men i de senere år har stået for en voksende andel af de globale udledninger,
Indien
Billedet af fordelingen af udledningerne i Indien er selvfølgelig meget forskelligt fra det billede man får, når man ser på de rige lande, men samfundets top står også her for en uforholdsmæssigt stor del af udledningerne. De rigeste 10% udledte i 2019 8,8 tons per person, de fattigste 50% 1 ton og de 40% med mellemindkomster 2 tons. De rigeste 10% udleder således næsten 10 gange så meget per person som de fattigste 50%, og over fire gange så meget som mellemindkomsterne.
Hvis Indien vil leve op til de reduktionsmål, man i forbindelse med Paris-aftalen har sat sig, skal de rigeste 10% reducere deres udledninger med 58%. Til gengæld kan de fattigste 50% tillade sig at øge deres udledninger med 281% og mellemindkomsterne med 83%.
Kina
For Kinas vedkommende tegner der sig et lignende billede, men med et højere generelt udledningsniveau. De rigeste 10% udledte i 2019 36,4 tons per person, de fattigste 50% 3 tons og de mellemste 40% 7,2 tons. De rigeste udledte således mere end ti gange så meget som de fattigste og fem gange så meget som mellemgruppen. Hvis Kina skal leve op til de reduktionsmål, man har forpligtet sig til med Parisaftalen, skal de rigeste 10% reducere deres udledninger med 73%, mens de fattigste kan øge deres udledninger med 228% og mellemgruppen med 48%, uden at sprænge rammerne for de samlede reduktioner.
Klimapolitik
Ud fra denne analyse når rapportens forfattere frem til nogle anbefalinger til generelle klimapolitiske initiativer, der kan tage højde for forskellene i udledninger fra de forskellige indkomstgrupper.
Skræmmeeksemplet på en klimapolitik, der ikke tager højde for indkomstgruppernes situation og forskellene i udledningerne fra forskellige indkomstgrupper, er selvfølgelig Macrons forsøg på at reducere udledningen af drivhusgasser i Frankrig ved at forhøje afgifterne på benzin og diesel, samtidig med at man lempede skatterne for de allerrigeste. Politikken førte til et regulært oprør fra ”De Gule Veste”, almindelige mennesker som var nødt til at køre i bil til og fra arbejde, og for hvem afgifterne betød en entydig forhøjelse af deres leveomkostninger.
WIR2022 foreslår derfor nogle klimapolitiske initiativer, som kan nedbringe udledningen af drivhusgasser, men samtidig fordeler byrderne ved omlægningen til et bæredygtigt samfund ud fra de forskellige indkomstgruppers ansvar for udledningen af drivhusgasser.
De klimapolitiske indgreb foreslår man derfor differentierede i forhold til grupperne : de 50% fattigste, de 40% med mellemindkomster og de 10% rigeste.
For de fattigste 50% foreslår de, at man :
- Øger offentlige investeringer i grøn energi, og øger kontante overførsler til arbejdere i industrier, som bliver påvirket af overgangen til grøn energi.
- Øger de offentlige investeringer i bæredygtige hårde hvidevarer og opførelse af nyt socialt boligbyggeri med nul-udledninger.
- Udvikler offentlige transportsystemer med busser og tog der ikke udleder drivhusgasser, bil-dele-ordninger og energirenoveringer i socialt boligbyggeri.
- Giver kontantoverførsler som kompensation for stigninger i priser på fossil energi.
Rettet mod de 40% med mellemindkomster foreslår man at indføre:
- Finansielle incitamenter der skal opmuntre middelklassen til at investere i grøn energi.
- Forbud mod nye investeringer i fossil energi.
- Subsidier til opførelse af nye energineutrale boliger.
- Sanktioner mod salg af ineffektive boliger.
- Strammere regulering og beskatning af køb af forurenende produkter som SUV’er og flybilletter.
- Subsidiering af grønne transport-alternativer som el- biler.
Rettet mod de 10% rigeste foreslår man :
- Formue- og selskabsskatter med tillæg for udledning af drivhusgasser, som skal finansiere initiativerne for de to andre grupper og accelerere overgangen væk fra fossile brændsler.
- Forbud mod nye investeringer i fossil energi.
- Afskaffelse af subsidiering af fossil energi.
- Strenge regler mod køb af forurenende varer som SUV’er og flybilletter.
- Registrering og begrænsning af høje personlige fodaftryk af drivhusgasser.
CO2-ulighed i Danmark.
Danmark indgår ikke som eksempel i WIR2022, World Inequality Lab har imidlertid givet offentligheden fri adgang til det datamateriale, der – som csv-filer - ligger til grund for den analyse, der præsenteres i World Inequality Report 2022. Jeg vil - med dette datamateriale som grundlag – i det følgende tegne et billede af udledningen af drivhusgasser fordelt på forskellige indkomstgrupper i Danmark.
Jeg har hentet oplysningerne om Danmark i World Inequality Databasen og selv udformet de følgende figurer over danske forhold, idet jeg har forsøgt at skabe et billede af CO2-uligheden i Danmark, som muliggør en sammenligning med de eksempler, der præsenteres i WIR2022.
Udledninger og indkomstgrupper i Danmark
Opgjort i de CO2-ækvivalenter, som WIR2022 opererer med, udgjorde CO2-udledninger i Danmark i 2019 fordelt på indkomstgrupper per person:
De fattigste 50% : 6,0 tons
De mellemste 40% : 12,4 tons
De rigeste 10% : 30 tons
Det vil sige, at de rigeste 10% danskere i gennemsnit i 2019 udledte 5 gange så meget som de fattigste 50%, og mere end det dobbelte af de mellemste 40% .
De gennemsnitlige udledninger fra de tre indkomstgrupper fremgår af den følgende illustration::
Folketinget har besluttet, at de danske udledninger i 2030 skal være reduceret med 70% i forhold til 1990. I 1990 var de gennemsnitlige udledninger i Danmark, ifølge World Inequality Labs data, 15,3 tons. 30% af 15,3 tons er 4,59 tons. Det vil sige, at de gennemsnitlige udledninger opgjort per person i Danmark i 2030 skal være på 4,59 tons, hvis det danske reduktionsmål skal realiserers.
Hvis man går ud fra, at udledningerne i 2030 skal være fordelt på en retfærdig måde, så den gennemsnitlige udledning per person i alle indkomstgrupper bliver på 4,59 tons, vil indkomstgrupperne mellem 2019 og 2030 skulle reducere deres gennemsnitlige udledninger med følgende mængder CO2-ækvivalenter :
De fattigste 50% med 1,4 tons
De mellemste 40% med 7.8 tons
De rigeste 10% med 25.41 tons.
De rigeste 10% skal således reducere deres udledninger med næsten 20 gange så meget som de fattigste 50%, hvis de som gennemsnit skal nå ned på 2030-målet.
Fordelingen fremgår af den følgende illustration.
Dansk Klimapolitik
Den store forskel i udledning af drivhusgasser indkomstgrupperne imellem betyder, at det ikke er retfærdigt at smøre de klimapolitiske initiativer bredt ud over befolkningen. Initiativer, der skal føre til reduktioner i udledningerne, må tilrettelægges, så de primært retter sig mod de indkomstgrupper, der står for den største andel af udledningerne. Her kan de danske politikere evt. lade sig inspirere af de klimapolitiske betragtninger i World Inequality Report 2022.
Konklusion
World Inequality databasen viser generelt store uligheder i udledningen af drivhusgasser, og at det overalt på kloden – også i Danmark - er de allerrigeste, der står for de største udledninger, mens det store flertal af befolkningerne kun står for en begrænset del af dem. På længere sigt er det selvfølgelig nødvendigt at nå frem til en generel og omfattende reduktion i udledningerne af drivhusgasser, men en retfærdig klimapolitik, der skal føre det globale samfund frem mod bæredygtighed, må nødvendigvis tage højde for, at de rigeste i udgangspunktet er hovedsynderne, og at klimapolitikken først og fremmest som mål må have at reducere deres udledninger og beskytte det flertal af befolkningerne, som kun i begrænset omfang bidrager til udledningen af drivhusgasser, mod de negative konsekvenser af klimapolitikken.