Immigranterne i Frankrigs antifascistiske modstand
af Alfred Lang, autonom rådssocialist
Sabotageaktion mod et tysk militært transporttog mellem Rouen og Le Havre
Immigranternes Frankrig i mellemkrigstiden
'Main-d’oeuvre Immigrée' (MOI) – immigrantarbejdskraft - var oprindelig en organisation for immigranterne inden for fagforbundet Confédération Générale du Travail, CGT, og tilknyttet det franske kommunistparti, PCF. I 1936, da Folkefronten dannede regering i Frankrig under ledelse af Léon Blum, havde CGT langt over 100.000 medlemmer med immigrantbaggrund. Før og i løbet af besættelsen kom MOI til også at bestå af kommunistiske immigranter fra lande, der var besat af den tyske værnemagt. Dertil kom større grupper af italienske og spanske antifascister. I Paris var FTP-MOI domineret af jøder fra østeuropæiske lande. Der var således 80.000 polske medlemmer og 25.000 italienske.
Frankrig var op til 2. Verdenskrig det land i verden, som havde den største andel af immigranter. I 1931 levede således officielt 2,6 millioner immigranter i Frankrig. Dertil kom op til 300.000 immigranter, der ikke havde nogen opholdstilladelse. Da de jødiske immigranter blev registreret efter nationaliteter og ikke efter deres religiøse tilhørsforhold, fandtes der kun skønsmæssige vurderinger af deres andel af den franske befolkning.
Først da den nazistiske besættelsesmagt i oktober 1940 gennemførte en systematisk registrering af jødiske immigranter i Paris-området, hvor størstedelen af dem boede, blev antallet kendt: 55.854 udenlandske jøder over 15 år. Dertil kom 21.345 børn og unge under 15 år. Ikke medregnet er jøder, der kunne undslippe registreringen eller formåede at flygte til den sydlige, ikke-besatte del af Frankrig, som blev regeret af den autoritære kollaboratør-regering ”État français” under ledelse af marskal Philippe Pétain, den såkaldte Vichy-regering (juli 1940 – august 1944).
La Résistance - den væbnede antifascistiske modstand
Den franske antifascistiske modstand, ”La Résistance”, opstod umiddelbart efter den tyske besættelse af Frankrig og våbenhvileaftalen med Pétain den 22. juni 1940. Denne aftale indebar en opdeling af Frankrig i to zoner, på kortet er ’Zone libre’ den zone med den lyseste farve.
Indtil 1943 var der kun et par tusinde aktive i den væbnede undergrundskamp mod besættelsesmagten. Den 15. august 1941 offentliggjorde kommunistpartiet PCFs avis l’Humanité sit første opråb til væbnet kamp. Med henvisning til den franske arbejderbevægelses historie satte man nødvendigheden af den væbnede kamp i forlængelse af Pariserkommunens væbnede modstand.
Der var i starten to centrale, væbnede grupperinger inden for PCFs
”L’Organisation spéciale” (OS), der var organiseret af tidligere Spaniensfrivillige og partiets ungdomsorganisation. ”L’Organisation spéciale” var delt i to afdelinger – i den første kæmpede franske medlemmer af PCF, og den anden var organiseret af migranterne fra MOI.
Grupperne var i de første måneder af den væbnede kamp små og som regel løst struktureret - og deres aktioner sporadiske.
Filmplakat om 'Main-d’Oeuvre Immigrée' - Medlemmer af immigranternes organisation MOI i La Résistance
Dette ændrede sig dog hurtigt. Efter en del dramatiske anholdelser og udleveringer til det tyske Gestapo til tortur og henrettelse og efter flere fejlslag, udviklede modstandsgrupperne bedre strukturer og et mere effektivt aktions-koncept. Derefter gennemførtes en del aktioner, der ramte naziernes militær hårdt: Den 19. oktober 1941 blev et tysk transporttog afsporet mellem Rouen og Le Havre. Dagen derpå, den 20. oktober 1941 blev den tyske kommandør i Nantes, Karl Hotz, likvideret. Den 21. oktober 1941 gennemførtes et attentat mod lederen af den tyske administration i Bordeaux, Hans Reimers.
Disse aktioner udløste en omfattende repressionsbølge fra den tyske besættelsesmagts side.
Eftersom afhøringerne af omkring 7.000 personer forløb uden det ønskede resultat, besluttede Otto Edwin von Stülpnagel, øverstbefalende for den tyske værnemagt i Frankrig, at lade 48 tilfældige franske borgere henrette. Stülpnagel fik derefter en personlig henstilling fra Hitler om at indføre et henrettelsesforhold på 1:100 for hver dræbt tysk soldat. Derefter blev der henrettet yderligere 52 tilbageholdte, civile franskmænd. Det blev starten på en ond cirkel af attentat-repression-attentat-repression. Den endte først med den militære nedkæmpelse af den tyske værnemagt og Frankrigs befrielse den 24. August 1944.
Det var immigranternes organiserede fløj, MOI inden for den kommunistiske partisan-organisation ”Francs-tireurs et partisans” (FTP), som udgjorde de mest aktive aktionsgrupper. De gennemførte flere opsigtsvækkende byguerrilla-aktioner i årene fra 1941 - 1943, hvorefter de blev knust af Gestapo og Vichy-regeringens berygtede ”Brigades spéciales”.
'Anden generation' af jødiske immigranter - fortvivlede og fulde af hævntørst
I 1942 stødte en større gruppe af ganske unge jøder mellem 16 og 22 år til organisationen. Det var unge fra den ’anden generation’ af jødiske immigranter, som den 20. august 1941 og året efter i sommeren 1942 under store razziaer havde mistet deres forældre og søskende, der blev deporteret til opsamlingslejre og senere til nazisternes koncentrationslejre. De forladte, unge tilsluttede sig den antifascistiske byguerilla – fortvivlede og fulde af ønsket om hævn.
Unge medlemmer af ”Main-d’oeuvre Immigrée” (MOI)
For FTP-MOI i Paris forløb de første måneder af året 1943 modsætningsfyldt. Både de unge, jødiske partisaner og den nationale immigrantorganisation blev ramt af talrige tab. Mange blev anholdt af de pronazistiske, franske ”Brigades spéciales”, der havde specialiseret sig i at forfølge de kæmpende immigrantgrupper, der var gået under jorden. På trods af det var stemningen blandt immigranterne og hele den franske Résistance energisk og opildnet på grund af nazisternes generelle militære tilbagegang. I Paris 1943 var immigranternes militære organisation trods svære tilbageslag faktisk den eneste, der på dette tidspunkt var tilbage til at fortsætte den væbnede kamp.
92 attentater i de første seks måneder af 1943
Det ændredes først igen i løbet af 1944, hvor det lykkedes at mobilisere større dele af befolkningen til modstand mod den tyske militærmaskine og de franske kollaboratør-kredse i politiet og forvaltningen.
Især den jødiske fløj var opslugt af hævn, og dens unge i FTP-MOIs jødiske sektion kastede al energi i informationsarbejdet om nazisternes udryddelse af den jødiske befolkning. Det blev kombineret med massive nålestikaktioner, der beskadigede nazisternes selvsikre image i den franske befolkning. Således gennemførtes i de første seks måneder af 1943 i alt 92 attentater, rettet mod det tyske militær og de samarbejdende franske politimyndigheder og stikkere. Dertil kom brandattentater og sabotageaktioner mod besættelsesmagtens militære infrastruktur.
Attentaterne vakte uro i naziledelsen
Besættelsestropperne blev urolige.Det dokumenteres bl.a. af rundskrivelse nr. 29, 14. april 1943 til samtlige tyske kommandanter:
”Enhederne og de forskellige forvaltningsadministrationer må beskyttes mod terroristerne med forstærket vagtmandskab og patruljer. Det er af særlig vigtighed at sikre beskyttelsen af vores opmarcher og træningsmarcher, idet der både forfra og bagfra samt ved siderne af kolonnerne bliver placeret soldater med afsikrede våben. Der må være mulighed for overvågning af gadetrafikken i området.”
En lignende ordre formuleres i rundskrivelse nr. 51, som opremser de omfattende tab ved attentaterne foran biografer og teatre, der er reserveret til tyske soldater. Her anordnes et stop for al civil trafik inden for en radius på 50 meter.
Plakaten "Des Libérateurs? – L’Armée du crime!“ (Forbrydelsens hær), var led i en kampagne fra den tyske besættelsesmagt mod den franske Résistance med fokus på immigranternes fløj. Plakaten blev i massevis fordelt i hele Frankrig og havde til formål at destabilisere den franske modstandsbevægelse. Den var et forsøg på at fremme fremmedfjendtlige og antisemitiske fordomme i den franske offentlighed ved at vise, at La Résistance var ledet af udlændinge og jøder.
Aktionernes forløb
De aktioner, som immigranterne gennemførte, var af forskellig sværhedsgrad. De mindst risikable aktioner var sabotagevirksomhed som brandstiftelse på parkerede militærkøretøjer, lagerdepoter med tyske produkter, tankstationer til tyske tropper, osv. Mere risikabelt var angreb på lokale tilholdssteder for tyske militærfolk eller marcherende soldater udført ved hjælp af tidsindstillede bomber, der først blev aktiveret, når aktivisterne trak sig tilbage.
Det farligste var direkte angreb på militære formationer gennemført af en aktionsgruppe bestående af en person, der kaster granater, og to andre, der med pistoler dækker tilbagetrækningen. Dertil kom likvideringen af udvalgte værnemagtsofficerer og stikkere.
Som regel foregik en aktion på den måde, at en kontaktperson overleverede de nødvendige våben til aktørerne umiddelbart før aktionen – og efter aktionen mødtes de igen for at aflevere dem. På den måde vidste koordinationskomitéen ret hurtigt, om en aktion var lykkedes eller ikke, og om der havde været nogen tab.
Tilbageslag og ulykkestilfælde
Den 3. juni 1943 var MOI ude for alvorlige tab, da den franske jøde Marcel Rayman og den unge østrigske jøde Ernst Blaukopf med granater angreb en bus med tyske soldater. Ved deres tilbagetrækning besvarede tyskerne angrebet og sårede Ernst alvorligt.
Som medlem af det paramilitære, venstresocialdemokratiske, østrigske ”Schutzbund” havde Ernst Blaukopf i 1934 været med til at forsvare arbejderboligkarréen ”Karl-Marx-Hof” i Wien mod den fascistoide, højrekonservative Dolfuss-regerings militær. Efter arbejderopstandens nederlag flygtede han til Paris, hvor han tilsluttede sig kommunistpartiet. Da han havde indgående kendskab til nazisterne, vidste han, hvad der ventede ham, hvis han blev anholdt. Med sin sidste kugle dræbte han sig selv, før de nåede hen til ham.
Den unge, østrigske antifascist Ernst Blaukopf
Det pro-nazistiske, franske politikorps ”Brigades spéciales”
Det var først og fremmest det franske politi, som medlemmerne af FTP-MOI blev konfronteret med. Straks efter Frankrigs krigserklæring mod Nazi-Tyskland den 3. september 1939 forbød den ultrakonservative Daladier-regering det kommunistiske parti og de tilknyttede organisationer. Samtidig blev politiapparatet omstruktureret. Der blev bl.a. dannet ”Brigades spéciales” bestående af 5-6 politifolk i hvert af Paris’ 20 arrondissementer (distrikter). De fleste politifolk i disse afdelinger var inkarnerede antikommunister og sympatisører med den nazistiske ideologi.
”Brigades spéciales” udviklede et tæt samarbejde med det hemmelige tyske politi, Gestapo, i Frankrig og bekæmpede brutalt immigranternes militante miljø. Ved hjælp af tortur, henrettelser og stikkere lykkedes det i slutningen af 1943 at svække de væbnede modstandsgruppers aktionskraft.
Mange anholdte immigranter – unge kvinder og mænd, mødre og fædre, tanter og onkler - blev efter dage med barbarisk tortur enten henrettet eller udleveret til Gestapo i Paris. Her blev de endnu en gang forhørt under tortur og derefter henrettet eller deporteret til koncentrationslejrene.
Den 21. februar 1944 blev 22 medlemmer af MOI i Paris henrettet af tyske soldater på Mont Valérien.
Interne konflikter mellem kommunistpartiet og immigranterne
Lige fra starten var relationerne mellem Frankrigs kommunistiske parti (PCF) og dets immigrantmedlemmer præget af forskellige grundholdninger. På den ene side PCFs integrative og centralistiske tankemønstre og på den anden side immigranternes forskellige sprog og kulturmønstre, der som regel betød afvisning af en assimilering til franske forhold. De ville opretholde forbindelsen til deres respektive organisationer i de lande, de kom fra. Denne konflikt accelererede under krigen flere gange.
Første gang i forbindelse med Hitler-Stalinpagten i august 1939. Denne pagt blev kategorisk afvist af især immigrantgrupper fra de lande, som på det tidspunkt og frem til den tyske invasion af Sovjetunionen den 22. juni 1941 allerede var eller blev besat af den tyske værnemagt.
Den tyske krig mod Sovjetunionen resulterede i et massivt anti-fascistisk engagement fra Vestens kommunistiske partier - og forhindrede således en splittelse mellem immigranterne og PCF.
Den anden større konflikt opstod, da det franske kommunistparti integrerede sig i et bredt, nationalt modstandsråd, ”Conseil National de la Résistance” (CNR), der blev dannet i maj 1943 i Algier. Dermed anerkendte kommunistpartiet samtidig general Charles de Gaulle som ”den eneste chef for den franske Résistance”. Samtidig grundlagde PCF den Nationale Front (FN) som samlende bevægelse for alle patrioter, uafhængig af politiske retninger.
Med denne orientering mod ’national patriotisme’ pålagde PCF sin immigrantfløj primært at kæmpe for Frankrigs nationale uafhængighedsinteresser. Immigranterne, der kæmpede mod fascisterne med henblik på deres egne landes eller regioners befrielse, var dog ikke parat til at opgive dette internationalistiske perspektiv og opponerede mod kursændringen.
PCFs ledelse reagerede tilbageholdende i denne konflikt ved stort set at ignorere kritikken og ellers forholde sig passivt til den. Ikke mindst da immigranternes miljø på dette tidspunkt leverede de eneste aktive, væbnede modstandskerner i PCF i Paris-området. Derudover gjorde de italienske og østeuropæiske immigrantmiljøer allerede logistiske forberedelser til at vende tilbage til deres respektive lande - for at tilslutte sig den antifascistiske modstand der.
Mindesten i Paris for de dræbte medlemmer af immigranternes væbnede antifascistiske modstand
Kampen om historien
Efter slutningen af Anden Verdenskrig blev immigranternes heroiske modstand glemt og fortrængt. Det skyldes uden tvivl såvel kommunistpartiet PCFs politik som den borgerlige lejrs (’gaullisternes’) officielle historieskrivning. I deres bestræbelser på at genoprette ”den nationale enhed” var der ingen plads til ”forskelligheder” - og endnu mindre til kulturelle og etniske særegenheder.
Således blev den ikke-franske antifascistiske modstand i Frankrig i lang tid ignoreret. Først i forbindelse med de samfundsmæssige opbrud i 1960’erne, der mundede ud i 1968-revolten, blev interessen for La Résistances historie vakt på ny - især i den yngre generation. Det betød samtidig også et opgør med den officielle litteratur, der fremstillede La Résistance som en fælles national fransk modstand. Først på dette tidspunkt blev der reelt sat fokus på det tætte og omfattende samarbejde mellem Vichy-regimet, de franske myndigheder, fransk politi og militser og den tyske besættelsesmagt.
En anden central revision af den hidtidige opfattelse var erkendelsen af, at udenlandske kvinder og mænd indtog en betydningsfuld rolle i La Résistance. At den ikke-franske væbnede modstand - på trods af massiv repression i form af forfølgelse, overvågning, anholdelser, henrettelser og deportation til nazisternes tilintetgørelseslejre - aldrig helt kunne inddæmme immigranternes undergrundskamp.
Med tilbageblik på disse historiske begivenheder vil betegnelsen ”antifascistisk Résistance” – i stedet for den gængse ”fransk Résistance” – inkludere immigranternes centrale indsats i modstanden i det besatte Frankrig.
Kilder
Stéphane Courtois, Denis Peschanski, Adam Rayski: L’affiche Rouge, Immigranten und Juden in der französischen Résistance, Schwarze Risse, Berlin, Rote Strasse, Göttingen 1994. ISBN 3-924737-22-3
For franskkyndige:
Les F.T.P.- M.O.I.: La guérilla urbaine