Afsløret : Den grusomme og racistiske logik i rejseforbuddene vedrørende omikron-varianten
af Mia Malan, chefredaktør og direktør for den sydafrikanske organisation Bhekisisa – Centre for Health Journalism
Artiklen er med tilladelse fra Bhekisisa oversat fra engelsk og har været trykt i Mail & Guardian, 8. december 2021
Sidste uge greb panikken en sen eftermiddag Tulio de Oliveira, den videnskabsmand der stod i spidsen for et hold sydafrikanske forskere, der identificerede den nye omikron-variant af Covid-19 i landet for to uger siden.
Han var hurtigt ved at løbe tør for reagenser, der er de kemikalier, som er nødvendige for at kunne sekventere positive testresultaters genom - for at kunne identificere nye tilfælde af varianten.
Antallet af nye SARS-CoV-2-infektioner i Sydafrika var næsten fordoblet fra den foregående dag (siden er den øget med en faktor 15), og antallet af positive testresultater, der skulle analyseres, voksede hurtigt.
Nødvendige kemikalier blev blokeret
Men to dage efter at hans holds resultater var blevet offentliggjort, var de Oliveiras muligheder for at importere de kemikalier, der var nødvendige for, at han kunne hjælpe sit land med at kontrollere udbredelsen af omikron-varianten, blevet blokeret af de lande, der har dem på lager.
På grund af flere vestlige landes forbud mod rejser til og fra lande i det sydlige Afrika – begrundet i frygt for at en ny variant, der med al sandsynlighed allerede var til stede, kunne bringes ind i deres lande – blev de fly, der leverede de Oliveiras vigtige produkter sjældne gæster.
Bioinformatikerens hold forsynede verden med afgørende data fra overvågningen af genomet - men holdet var nu uden hænder. De udviklede lande havde straffet holdet for dets evne til at identificere den nye variant helt exceptionelt hurtigt, og deres lands vilje – og mod – til næsten øjeblikkeligt at dele data med verden.
Rige nationer som USA, Storbrittannien, Frankrig, Canada, Holland, Belgien, Norge og talrige andre lande - hvor omikron-varianten sidenhen er blevet opdaget (i nogle tilfælde uden forbindelse med Afrika) - indførte ikke rejserestriktioner mod hinanden, kun Afrika må bære den byrde.
Og på trods af at den sydafrikanske regering, forskere og internationale organer som Verdenssundhedsorganisationen, WHO udtrykte deres forargelse over de selektive restriktioner og kaldte dem racistiske, uvidenskabelige og kontraproduktive, har ikke et eneste højindkomst-land ophævet forbudet.
I stedet har lande som Canada til sydafrikanske videnskabsfolks absolutte forbløffelse antydet, at de ikke stoler på vores Covid-19-test. Den canadiske regering bekendtgjorde, at med mindre de var undtaget, skulle de af landets borgere - der sad fast i Sydafrika, og som ønskede at rejse tilbage - gennemføre ”en negativ molekylær Covid-19-test [PCR] før afrejsen i et tredjeland [læs: ikke Sydafrika]”.
Ironisk nok har Sydafrika et af de bedst udviklede netværk i verden til molekylær- eller PCR-test – efter al sandsynlighed bedre end Canada – fordi den samme teknik bruges ved de test for HIV-virusbelastning, som landet i de seneste to årtier har udviklet en exceptionelt veletableret infrastruktur til på grund af dets høje antal HIV-smittede. Ved begyndelsen på Covid-19-pandemien var Sydafrika derfor i stand til at påbegynde test for Covid-19 meget hurtigere end mange andre lande.
På den anden side af Atlanten offentliggjorde Frankrig sit eget regelsæt: Kun personer, der boede i Frankrig eller EU, franske og EU-diplomater og -flybesætninger måtte forlade flyene på fransk jord, hvis et fly havde været igennem et sydafrikansk land, uanset om disse personer havde været udsat for potentielt smittede personer i disse lande eller ej. Hvis de har det rigtige pas, kan de gå fra borde.
Absurd nok viser de kortlagte data fra Sydafrika, der er blevet offentliggjort i tidsskriftet Nature, at Europa var ansvarlig for over 80 % af de første SARS-Covid-19-smittetilfælde i Sydafrika. Og skønt de fleste flyruter uanset land blev standset over hele verden, herunder også Sydafrika, blev Europa ikke udsat for målrettede restriktioner fra vores regerings side.
Men ak, den type apartheid - som lande som Canada og Frankrig går ind for - har ført til en farlig brug af racebegrebet og til stigmatisering.
Ulighed er en drivkraft ved spredning af sygdomme
Farlig fordi årtiers litteratur om smitsomme sygdomme gentagne gange har påvist, at forskelsbehandling fører til ulighed og ulighed er en drivkraft ved spredning af sygdomme. Hvorfor det? Fordi stigmatisering og forskelsbehandling fører til en reduktion i brugen af diagnosticeringsmidler som test for Covid-19 og forebyggelsesmetoder som vacciner og de behandlingsformer, der er til rådighed. I Covid-19s tilfælde betyder det forøget sandsynlighed for, at flere varianter vil opstå, der uundgåeligt vil sprede sig over hele verden, og som potentielt vil kunne omgå den beskyttelse, som tidligere smitte og vacciner giver os imod at blive smittet, blive alvorligt syge eller dø af sygdommen.
For eksempel omtalte BBC World i sidste uge omikron-varianten som ”den sydafrikanske variant” i sine udsendelser, den tyske avis Die Rheinpfalz præsenterede varianten som Das Virus aus Afrika ist bei uns (Virussen fra Afrika er hos os), og den spanske avis Tribuna Albaceta, offentliggjorde 28. november en tegning af en ”sydafrikansk” båd ved navn Omikron, der fyldt med sorte afrikanere - som var afbildet som virus - nærmede sig Europas kyster.
Omikron-polemikken gentager stigmatiseringen fra HIV
Den seneste pandemi, der viser konsekvenserne af en sådan stigmatisering, er HIV, hvor fem befolkningsgrupper med det højeste antal HIV-smittede – sexarbejdere, personer der indtager narkotika via en sprøjte, homoseksuelle mænd og andre mænd, der har sex med mænd, transkønnede personer og indsatte i fængslerne – også er dem, der er mest stigmatiserede, og som har den ringeste adgang til sundhedssystemet.
En nylig leder i The Lancet formulerede det godt: ”Succes for HIV-indsatsen [og andre smitsomme sygdomme] hviler på lighed – ikke blot lighed i mulighederne for forebyggelse, pleje og behandling … men også på lighed for loven.”
Men den ulighed, der har været fremherskende under Covid-19-pandemien – hvad enten det er den uretfærdige fordeling af vacciner, (ikke-)delingen af intellektuelle rettigheder og know-how angående fremstillingen af vacciner, eller hvem der betragtes som værende ”ren” nok til at komme ind i et land – fører os langt væk fra lighedens vej.
De udviklede landes privilegier marginaliserer det globale syd
De udviklede landes privilegier marginaliserer fortsat det globale syd, tweeter professor i demografi ved Cape Towns universitet, Tom Moultrie … ikke bare hvad angår åbenlyse handlinger som rejseforbud og ulige adgang til vacciner, men også på den måde fremtrædende forskere fra det globale nord, der har adgang til rigelige midler - ”viderefører systemer, der hviler på magt, udvinding af råstoffer, neokolonialisme og marginalisering mellem nord og syd.”
Moultrie bruger en fremtrædende amerikansk epidemiologs Twitter-tråd om spredningen af omikron-varianten i Sydafrika som eksempel. Tweet-tråden gav efter Moultries mening næring til unødvendig panik og hysteri; den udløste bekymringer for væksten i indlæggelser på grund af Covid-19 i Sydafrika - løsrevet fra dens sammenhæng og med urigtige fortolkninger af data fra Gauteng.
”[Han] tilbød et dugfrisk syn på den aktuelle situation i Sydafrika og støttede sig på skærmaftryk fra pressekonferencer og rapporter fra Det Nationale Institut for Smitsomme Sygdomme,” skriver Moultrie. Men han ”satte sig ikke i forbindelse med sydafrikanske forskere, da han skrev sin tråd. Han valgte i stedet systematisk at ignorere den konkrete viden på stedet og var på arrogant vis sikker på sin egen fortræffelighed og evne til at forstå data.”
Moultrie spørger: ”Hvordan adskiller hans handlinger sig fra den faldskærms-forskning (1), der fordømmes, og som de udviklede lande udøver, hvor karrierer og omdømme hos Nordens akademikere opbygges på ryggen af Sydens akademikere og samfund?”
Fordommene mod Afrika opstod naturligvis ikke med omikron-varianten eller med Covid-19. De magtbalancer og den forskelsbehandling, som Covid-19s spejl har udstillet, har eksisteret i århundreder i form af koloniseringen og dens konsekvenser, der så grusomt har splittet verden i dem, der har og dem, der ikke har.
Da HIV i 2001 hærgede Afrika, mens kontinentets lande ikke havde råd til at købe de livreddende anti-retrovirale lægemidler (ARVer) - som den vestlige verden havde brugt i over et årti - retfærdiggjorde den daværende chef for den amerikanske regerings Agency for International Development modstanden mod at finansiere ARVer til HIV-positive afrikanere med det argument … at de ikke ville være i stand til at gennemføre behandlingen, der skulle foregå på samme tidspunkt hver dag, fordi de ikke ”ved, hvad et ur er.”
Studier viste nogle få år efter, da afrikanere var begyndt at bruge ARVer, der for størstedelen blev finansieret af den amerikanske stat, at de faktisk var bedre end nordamerikanere til at gennemføre deres behandling.
Havde den amerikanske regering handlet i overensstemmelse med bistandschefens fordomme, ville Afrika ikke blot være gået glip af en af de mest effektive behandlinger i verden af kroniske sygdomme, men ville også have mistet den forebyggende effekt af ARVer, der - hvis de bruges rigtigt - reducerer mængden af HIV i en persons krop til så lave niveauer, at det gør det videnskabeligt set umuligt at overføre virus til andre.
Vi skal se hinanden som mennesker med lige rettigheder og værd
Forsinket adgang til behandling og straffeforanstaltninger som rejseforbud nærer uligheden og medfører det modsatte af det, som forskere - også dem i de udviklede lande - siger, vil kunne afslutte pandemien: Adgang til vacciner og til lige behandling for alle.
Uligheder blokerer fremskridtet, og med mindre vi begynder at se hinanden som mennesker med lige rettigheder og værd, at Norden bevidst ændrer sin adfærd, og at Syden slår sine rettigheder fast, kan vi ikke dæmme op for Covid-19 eller nogen af de andre pandemier, der venter os.
At prøve at give nogen skylden for en ny variant, der bogstaveligt talt kunne være opstået hvor som helst i verden, vil ikke føre til noget godt. Epidemiologen Madhu Pai, der bor i Canada, sammenfatter det træffende: ”Det er mennesker mod en viruspandemi. Ikke mennesker mod mennesker. Hold op med at gøre varianter til et spørgsmål om race!”
This story was produced by the Bhekisisa Centre for Health Journalism. Sign up for the newsletter.
Noter
1. Faldskærms-forskning - “Parachute science” – er et udtryk, der beskriver, hvordan forskere til tider springer ud fra et elfenbenstårn i den rige, vestlige verden og ned i et fremmed samfund for at udføre feltarbejde. De samler data og farer så afsted hjem igen - uden at have forbindelse med eller anerkende bidragene fra forskere i det lokale samfund. (https://www.sciencefriday.com/segments/parachute-science-problem/)