Den nordirske stat bliver 100 år midt i optøjer og politisk kaos - er enden nær?
af Inger V. Johansen
Loyalistiske, pro-britiske optøjer har dette forår rystet Nordirland. Men uroen handler mindre om Brexit, og mere om den sociale deroute og opløsningstendenserne, der truer denne lille britiske enklave af Irland.
Den 3. maj 2021 var det 100 år siden, at delingen af Irland trådte i kraft, som det britiske parlament indførte med Government of Ireland Act i december 1920. Denne lov inddelte midlertidigt Irland i to områder med hjemmestyre: 26 grevskaber i syd med næsten totalt republikansk flertal og 6 grevskaber i nord med 2/3 unionistisk/pro-britisk flertal.
Men der er ingen storstilet fejring i Belfast af de 100 år, kun har der været taler af premierminister Boris Johnson og Dronning Elizabeth, hvor de har omtalt Nordirlands ”komplekse historie”.
Nordirland er lukket ned af Corona, men de loyalistiske optøjer i april står stadig i skarp erindring. Samtidig martres det største unionistparti Democratic Unionist Party (DUP) af intern konflikt, som har betydet at partiets leder og Nordirlands førsteminister, Arlene Foster, for nylig har annonceret sin tilbagetræden fra begge poster, og at hun muligvis vil forlade partiet og den nordirske Assembly. Der er intet at fejre.
Irlands deling
Irlands deling skete under den irske uafhængighedskrig mod det britiske kolonistyre i Irland, inden den britiske regering og de republikanske forhandlere var nået frem til en aftale: Anglo-Irish Treaty, ”traktaten”, i december 1921. Den blev siden ratificeret af det irske parlament Dail Eireann i januar 1922. Government of Ireland Act fra december 1920 skal ses som et forsøg på at undgå irsk uafhængighed ved i stedet at ”forære” irerne hjemmestyre.
Den nordirske stat kom til at bestå af 6 af den irske provins Ulsters 9 grevskaber, fordi det var den eneste måde for det britiske styre at sikre sig en koloni – et brohoved - i Irland hvor unionister havde et sikkert flertal, og med byen Belfast som dengang var Irlands økonomiske centrum.
Den britiske regering gennemførte valg til hjemmestyreparlamenterne i Nord og Syd i 1921, hvor man var sikre på at det store Unionistparti ville få flertal i Nord, og etablerede hermed en unionistisk stat som et fait accompli, som de republikanske forhandlere blev nødt til at acceptere i de efterfølgende forhandlinger i efteråret 1921. Ganske vist opnåede de republikanske forhandlere uafhængighed og ikke kun hjemmestyre for Irlands 26 grevskaber - men under den britiske Krone -, og de troede på at ”grænsen” ville blive midlertidig. I 1949 løsrev Eire, den irske fristat, sig ensidigt fra det britiske Commonwealth.
Den nordirske stat
Men for de seks nordirske grevskabers vedkommende kom et undertrykkende unionistisk et-partistyre til at vare i årtier indtil det blev nedlagt i 1972 af den britiske regering og der indførtes direkte styre fra London. Dette for at undgå et totalt sammenbrud for den nordirske stat som følge af det republikanske oprør mod det unionistiske og britiske styre, der gradvist var vokset i styrke siden 1969.
Unionistpartiet holdt sig ved magten igennem årtier ved hjælp af hård undertrykkelse og diskrimination af katolikker/republikanere. Men valgsystemet sikrede også Unionistpartiet magten på bekostning af andre unionistpartier. Først med fredsaftalen fra 1998 ( også kaldet Good Friday Agreement) blev de første skridt taget til et reelt opgør med diskrimination og forskelsbehandling i Nordirland, hvilket for mange loyalister blev set som et angreb på deres magt som befolkningsgruppe. DUP, Democratic Unionist Party, der i dag er det stærkeste af unionistpartierne, støttede ikke fredsaftalen.
Men befolkningssammensætningen i Nordirland har ændret sig med årene: i den seneste folketælling i Nordirland fra 2011 er sammensætningen af de to befolkningsgrupper blevet meget tæt – på henholdsvis 48% protestanter/unionister og 45% katolikker/republikanere. Meget tyder på, at den nyeste folketælling fra marts 2021 vil vise, at den katolske/overvejende republikanske del af befolkningen er ved at blive – eller allerede er - et flertal i området.
Den nordirske protokol
Baggrunden for det politiske kaos er den såkaldte nordirske protokol, der har skabt voksende utilfredshed blandt mange unionister/loyalister, der mener, at DUP og Arlene Foster, ikke har været årvågne nok hvad angik indholdet af det arrangement, der har skabt en toldmur mellem Nordirland og Storbritannien i Det Irske Hav. Aftalen har den britiske premierminister Boris Johnson forhandlet med EU for at kunne overholde den fælles aftale med EU (omtalt som det irske Backstop), der skal hindre en hård grænse mellem det nordlige og sydlige Irland. I stedet har Nordirland så fået to grænser. Unionisterne føler sig rent ud taget ved næsen af Johnson og den britiske regering. Nordirland er blevet skilt ud fra Storbritannien, modsat unionisternes ønsker. Endnu værre viser det for de nordirske unionister/loyalister, hvor lidt Boris Johnson bekymrer sig om dem og Nordirland. De kunne bruges som støtter for den britiske regering, så længe det handlede om at sikre sig Brexit.
Det er primært symbolikken i dette, der får unge loyalister/pro-briter til at kaste sig ud i voldelige optøjer. Den egentlige årsag er frygten for at det snart kan være slut med et britisk Nordirland, Det skal ses i sammenhæng med det sociale sammenbrud, der karakteriserer de nordirske arbejderkvarterer. De unge loyalister var ganske vist ikke født da fredsaftalen blev indgået i 1998 efter 30 års voldelig konflikt, en aftale som også dengang blev set af loyalister som et tilbageslag. Dagens unge loyalister er i høj grad kontrolleret af paramilitære grupper eller elementer i disse. Deres indflydelse og loyalitet over for Storbritannien og den britiske krone viste sig ikke mindst ved Prins Philips nylige død, der øjeblikkeligt standsede optøjerne. Dette varer næppe ved.
Kaotisk politisk situation
Det kan synes paradoksalt at netop som unionisterne i Nordirland kunne ”fejre” 100 året for etableringen af den nordirske stat, synes de mere at være ved at falde fra hinanden på grund af interne kampe. Arlene Foster klandres af unionister og loyalister for den nordirske protokol og hendes egne partimedlemmer erklærer hende deres mistillid. De fleste af DUP’s 27 medlemmer af det nordirske Assembly og halvdelen af partiets 8 britiske parlamentsmedlemmer underskrev sådanne mistillids-erklæringer.
Samtidig har DUP mistet opbakning, selv i nogle af sine stærkeste bastioner som Shankill Road i Vestbelfast. Der er for eksempel utilfredshed med at partiet tager sig for lidt af lokalbefolkningens sociale problemer og at de ofte må gå til de nationalistisk orienterede partier for at få hjælp. Ved det seneste valg til det nordirske Assembly stemte mange af partiets vælgere på det midtsøgende Alliance Party, der hverken ser sig som unionistisk eller nationalistisk/republikansk.
Ikke kun den politiske fragmentering blandt unionisterne viser opløsningstendenserne blandt områdets protestanter/unionister. Ved folkeafstemningen om Storbritanniens tilknytning til EU i 2016 stemte et klart flertal i Nordirland – over 56% - imod Brexit, i hovedsagen for at undgå en ”hård” EU-grænse mellem de to dele af Irland. Da de republikanske/katolske vælgere næppe har udgjort flere end 45% af vælgerne, stemte et betragteligt antal unionister imod Brexit for at bevare en åben grænse. Den unionistiske befolkningsgruppe i Nordirland er ikke længere en samlet blok med de samme interesser. Opinionsmålinger viser at der er kommet en skarpere opdeling mellem ”unionistiske” protestanter og ”loyalistiske” protestanter, hvor de førstnævnte endog ikke afholder sig fra at overveje et forenet Irland som et fremtidsscenarie.
Folkeafstemning og meningsmålinger
Indgåelsen af fredsaftalen i 1998 betød reelt, at diskussionen om et forenet Irland blev udskudt til en fjern fremtid, undtagen af det klart største republikanske parti Sinn Féin. Det er Brexit som har genrejst spørgsmålet og gjort det til en del af den politiske dagsorden.
Sinn Féin betragter et forenet Irland som den eneste løsning på problemerne med Brexit og Nordirland. Partiet har længe krævet en folkeafstemning om den irske ”grænse” og vil bruge en eventuel regeringsindflydelse i det sydlige Irland, hvor det er det næststørste parti, til at få en irsk regering til at arbejde for en folkeafstemning om genforening. Muligheden for en sådan folkeafstemning er en del af fredsaftalen fra 1998, der er en internationalt godkendt aftale. Men tabes en sådan folkeafstemning, vil der gå 7 år før en ny folkeafstemning kan gennemføres. Det vil være et stort nederlag.
Der er imidlertid klare tegn på, at det ikke længere kun er Sinn Féin der diskuterer et forenet Irland. Meningsmålinger fra de sidste par år viser lidt forskellige tal, men fælles for dem er, at det er tæt på 50%, der støtter et forenet Irland. 57% af vælgerne i det sydlige Irland ønsker en folkeafstemning om grænsen. En anden meningsmåling foretaget af Lord Ashcroft i september 2019 (1) i det nordlige Irland viser at lidt over halvdelen af befolkningen nu går ind for et forenet Irland. En nylig BBC Nordirland undersøgelse viser dog, at kun 43% går ind for et forenet Irland.
Lord Ashcrofts undersøgelse viser dog, at de færreste tror at en folkeafstemning vil få et positivt resultat i dag. Modsat mener de fleste, at om 10 år vil det mest sandsynlige resultat være et forenet Irland. Ganske vist kan det vise sig i den seneste folketælling at katolikker nu udgør flertallet af befolkningen i Nordirland, men samtidig er der også stadigt flere der hverken ser sig selv som nationalister/republikanere eller unionister/loyalister.
Vanskeligheden er dog, at det er den britiske regering – Nordirlandsministeren - der ifølge fredsaftalen (og Northern Ireland Act 1998) har initiativretten vedrørende en folkeafstemning, og at de to store borgerlige partier i Syd, Fianna Fail og Fine Gael, er uvillige til at presse på. Dette skyldes ikke mindst at en genforening umiddelbart vil betyde en stor økonomisk byrde for Den irske Republik. Der er pt. et budgetunderskud på 9 – 10 milliarder pund i Nordirland, som for øjeblikket afhjælpes via tilskud fra det britiske finansministerium. Hvis Dublin-regeringen skulle overtage dette, ville det betyde en 10% nedgang i levestandarden, fremhæves det i akademiske undersøgelser i republikken.
Et forenet Irland
Men den accelererende diskussion om skotsk uafhængighed har også skubbet på en tilsvarende vedrørende Irland.
Man er klar over at tingene pludselig kan bevæge sig meget hurtigt. Derfor har for eksempel en forskningsenhed på 12 akademikere været samlet på University College London og de sidste to år udarbejdet en rapport: ”Unification Referendums on the Island of Ireland” (2) om hvordan man kunne forestille sig, at disse kunne realiseres. De påpeger at Nordirlandsministeren ikke kun kan vælge at gennemføre en folkeafstemning om ”grænsen”, ministeren skal opfordre til en sådan, hvis det er sandsynligt at der er et flertal af vælgerne i den nordirske befolkning, der ønsker at ophøre med at være en del af Storbritannien og går ind for et forenet Irland. Ifølge Northern Ireland Act 1998 kan det endog blive bragt for en domstol, hvis der ikke tages behørigt hensyn til dette.
Hvordan kan man vurdere om et flertal af vælgerne nu går ind for et forenet Irland? Jo, dette kan både bedømmes ud fra almindelige valgresultater, opinionsmålinger, forskningsresultater, demografiske data, der viser gentagne og samstemmende resultater. Forskningsenheden på University College London vurderer at hvis et resultat af en opinionsmåling viste et lignende resultat som folkeafstemningen om Brexit i Nordirland i 2016, ville dette have været tilstrækkeligt til at opfordre til en folkeafstemning om et forenet Irland.
Forskningsenheden siger dog, at selv om spørgsmålet om suverænitet handler om flertal, så understreger fredsaftalen behovet for at respektere ”forsoning, tolerance og gensidig tillid” mellem befolkningsgrupperne, hvilket ofte har været svært i Nordirland.
Noter
1.Se mere: https://lordashcroftpolls.com/2019/09/my-northern-ireland-survey-finds-the-union-on-a-knife-edge
2. Se mere: www.ucl.ac.uk/constitution-unit