Krig uden ende?
Mens krigen i Ukraine fortsætter uden de store fremskridt for nogen af parterne, iværksættes forskellige initiativer til at fremme forhandling om fred.
Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion.
To russiske kosmonauter vendte for nylig tilbage til jorden efter mere end et års ophold på den internationale rumstation ISS, hvor de har indgået i et tæt arbejdsfællesskab med amerikanere og europæere. Samtidigt med dette samarbejde i rummet har krigen mellem Rusland og Ukraine raset nede på jorden. Konfrontationen mellem Rusland og Vesten er blevet trukket stadig skarpere op på det politiske niveau.
Missiler og droner flyver på tværs af de krigende lande og skaber død, ødelæggelse og frygt. Ukrainske soldater har uventet erobret et mindre stykke land af Rusland, der nu begynder at presse dem tilbage. Og russerne trænger frem i dele af Ukraine, men uhyre langsomt. Med det tempo vil det ifølge militæranalytikere tage russerne flere år at erobre de dele af Ukraine, som nu ser ud til at være målet med krigsførelsen.
To et halvt år efter påbegyndelsen af den med russiske ord såkaldte militære specialoperation er den russiske invasion og Ukraines modstand blevet låst fast i en stillingskrig, som ingen af parterne ser ud til at kunne vinde rent militært inden for en overskuelig tidshorisont. Forhandlinger om en afslutning af krigen tegner sig dog heller ikke umiddelbart i horisonten.
Præsidenterne for både Kina og Tyrkiet har uden held forsøgt sig med fredsplaner, der af Ukraine og Vesten er blevet afvist som for russiskvenlige. På initiativ fra Ukraine gennemførtes tidligere på året i Schweiz en fredskonference, der ikke inkluderede Rusland som deltager, hvorfor Kina meldte afbud, og konferencen fik som forventeligt heller ikke nogen praktisk effekt. Men i kulissen lurer nu tre aktører, der uafhængigt af hinanden og på forskellig vis måske kan komme til at spille en rolle i at iværksætte en forhandlingsproces, nemlig Modi, Orban og Wagenknecht.
Fredsmæglere på banen
Indiens premierminister Narendra Modi besøgte i juli Vladimir Putin i Moskva, hvilket udløste skarp kritik fra Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj, der dog selv kort efter fik fornøjelsen af et besøg i Kyiv af Modi. Dette besøg har Modi fulgt op med en telefonsamtale med Putin, hvor han opfordrede til fredsforhandlinger. Ved FN´s generalforsamling i New York mødtes Modi for anden gang med Zelenskyi og skal ved et BRIKS-topmøde senere i oktober også mødes igen med Putin.
Kort efter mødet mellem Modi og Zelenskyi invaderede Ukraine et mindre område i den russiske Kursk-region, hvilket udover at være en militærstrategisk manøvre for at lette presset på fronten længere sydpå også kunne ses som en mulighed for at besidde et forhandlingsobjekt, hvis fredsforhandlinger indledes, og Ukraine kan fastholde hele eller dele af området.
Indien har tidligere haft held med at optræde som mægler. I 1955 lykkedes det daværende premierminister Jawaharlal Nehru at udvirke, at sovjetiske, britiske, franske og amerikanske besættelsestropper trak sig ud af Østrig under den forudsætning, at Østrig erklærede sig neutralt. Ved et møde mellem Modi og Østrigs kansler Karl Nehammer i juli i år udtrykte kansleren sin anerkendelse af Indiens rolle i den sammenhæng. Indien var en vigtig partner og støtte i de fredsforhandlinger, der sikrede Østrigs uafhængighed som nation, hed det i en udtalelse fra Nehammer. ”Situationen var vanskelig, det var svært at opnå fremskridt”, sagde kansleren. Derfor kontaktede Østrigs udenrigsminister Nehru, der påtog sig rollen som forhandler og nåede frem til en løsning, som alle parter kunne tilslutte sig.
Også Ungarns ministerpræsident Viktor Orban har forsøgt sig i mæglerrolle og besøgte i juli Putin til stor forundring og forargelse i store dele af EU. Orban tog på, hvad han selv kaldte en fredsmission, da Ungarn efter hans opfattelse næsten var det eneste land, der kunne tale med begge parter i Ukraine-krigen. Inden mødet med Putin havde Orban mødtes med Zelenskyi i Kyiv og mødtes efterfølgende med såvel Kinas præsident Xi Jinping som den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump, der tidligere havde proklameret at kunne afslutte krigen på 24 timer.
Orban mente selv at have fået noget ud af sin rundtur, hvilket han gav udtryk for i et lækket brev til det Europæiske Råds formand Charles Michel, hvori han skrev, at Putin var rede til at overveje et forslag om våbenhvile, der ikke åbnede for en skjult omgruppering og reorganisering af ukrainske styrker. I EU-kredse mødte Orban´s initiativ dog ikke megen velvilje.
Udenrigschef Josep Borrell slog fast, at Orban på ingen måde repræsenterede EU, selv om Ungarn aktuelt har formandskabet for EU. Den holdning deles af de fleste øvrige EU-landes regeringer. Kun Slovakiet går ligesom Ungarn ind for fredsforhandlinger, så de to lande udgør den mindste af tre blokke i EU på spørgsmålet om krigen i Ukraine. Stejlest heroverfor står en blok af hardlinere bestående af de baltiske lande, Danmark og tidligere også Polen, der dog efter regeringsskiftet for et halvt år siden vil øge sit eget forsvar frem for at øge den militære støtte til Ukraine, men stadig er stærkt kritisk over for Rusland.
Som en blok i midten befinder sig en række af de store EU-lande, der politisk støtter Ukraine, men økonomisk holder igen og betaler relativt lidt landenes størrelse taget i betragtning. Det gælder lande som Italien og Frankrig samt Tyskland, der har været noget svingende i sin støtte til Ukraine.
Fra en tøvende støtte både med penge og militært materiel åbnede Tysklands regering og borgerlige opposition op for en øget støtte; men nu anes det, at regeringen med SPD i spidsen træder på bremsen foranlediget ikke mindst af, at over 45 procent af vælgerne ved valgene i tre af de østlige delstater har stemt på partier, der ønsker økonomisk og militær støtte til Ukraine afløst af fredsforhandlinger, ligesom mindst hver fjerde tyske vælger ifølge meningsmålinger vil stemme på de samme partier ved et kommende valg til Forbundsdagen.
Venstrefløjsparti måske i nøglerolle
Det nye tyske venstrefløjsparti Bündniss Sahra Wagenkencht (BSW) blev den ene af vinderne ved tre østtyske delstatsvalg og er ligesom den helt store vinder, det højre-nationalistiske AfD, imod Tysklands militære støttet til Ungarn, ønsker fredsforhandlinger og ophævelse eller i hvert fald lempelse af sanktionerne imod Rusland. De to partier ønsker også en genoptagelse af naturgasleverancerne fra Rusland, hvilket dog i praksis kan blive vanskelig efter sabotagen af gasrørsledningerne i Østersøen – ifølge tyske medier og myndigheders vurdering udført at ukrainere med eller uden den ukrainske regerings bistand.
Mens AfD er lagt på is af alle andre partier og ikke får nogen parlamentarisk indflydelse, kan BSW derimod i én eller flere af de tre østlige delstater få en afgørende rolle i forhold til dannelsen af regeringskoalitioner, hvori BSW kan indgå. Tidligere koalitionspartnere og tilhængere af støtten til Ukraine som De Grønne og det liberale FDP er ude af billedet, da de stort set blev udraderet ved delstatsvalgene.
Selvom CDU på forbundsplan er imod at samarbejde med BSW såvel som Die Linke, ser CDU i de tre delstater en mulighed for et samarbejde. Ikke blot som mandatmæssig nødvendighed for at komme uden om AfD, men også fordi der i den østtyske befolkning er klangbund for de holdninger, som både BSW og AfD står for vedrørende krigen i Ukraine. Tre ud af fire borgere i det tidligere Østtyskland frygter at skulle lægge jord til en krig udsprunget af konflikten i Ukraine.
Også langt ind i de socialdemokratiske rækker er der bekymring, hvilket givetvis har spillet ind i forhold til, at kansler Olaf Scholz har meldt ud, at Ukraine ikke må anvende langdistancerakker leveret fra Tyskland til angreb ind i Rusland. Putin har da også truet med, at brug af langtrækkende vestlige våben vil blive opfattet som at være i krig med NATO og kan føre til, at Rusland må ”træffe passende beslutninger som svar på de trusler, der vil blive fremsat mod os”. Om der endnu en gang er tale om tomme trusler fra Putins side, vides ikke.
Som medlem af en delstatsregering har BSW ikke direkte indflydelse på tysk udenrigs- eller forsvarspolitik, men har som forudsætning for at indgå i en regeringskoalition stillet, at der via blandt andet via Forbundsrådet skal besluttes, at Tyskland skal arbejde for en forhandlingsløsning på konflikten i Ukraine. Forbundsrådet er en form for overhus, hvor delstaterne er repræsenteret i forhold til befolkningsstørrelse med tre til seks medlemmer udpeget af de enkelte delstatsregeringer. De små delstater som blandt andet de østtyske har en relativ stor repræsentation i rådet, der især har indflydelse på lovgivningen med vetoret på flere områder.
Vejen over Forbundsrådet sammen med almindeligt politisk pres og en bekymret befolkning kan få en tysk regering, der i forvejen er ude i tovene, til at bremse for støtten til Ukraine. Og har allerede ført til, at bevillingerne til tysk forsvar og støtte til Ukraine i forslaget til finanslov for 2025 er halveret. En ny kurs vil føre til ikke blot skuffelse i Ukraine, men også til kritik fra Polen, de baltiske lande og Danmark, der i både NATO og EU vil fastholde og øge støtten til Ukraine. Der kan tillige forudses sammenstød med den nye EU-Kommission, der er domineret af borgerlige politikere og rummer flere høge på poster, der er centrale i udviklingen af en militær dimension af unionen og oprustning vendt imod Rusland.
Koldkrigere i den nye EU-Kommission
Den liberale politiker Kaja Kallas fra Estland er udnævnt til ledende næstformand og chef for EU´s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Med en mor og mormor, der i Sovjettiden blev deporteret til Sibirien, er hun kendt for at nære en dyb mistillid til Rusland og var hurtig til at beskrive den russiske invasion af Ukraine som et angreb på hele Europa. Kritikere frygter ifølge Altinget, at hun vil stå for en hård linje over for Rusland og vil fokusere alt for ensidigt herpå.
Konservative Andrius Kubilius fra Litauen med baggrund i landets uafhængighedsbevægelse er udnævnt til kommissær for forsvars- og rumpolitik. Blandt hans opgaver er at udarbejde en hvidbog over EU´s fremtidige forsvarspolitik. Han er stærkt kritisk over for Rusland og ifølge Altinget meget stejl og uforsonlig over for nabolandet. Den ligeledes konservative Henna Virkkunen fra Finland skal som ledende næstformand stå for teknologisk suverænitet, sikkerhed og demokrati og har også en stærkt kritisk holdning til Rusland.
Til gengæld er kommissærerne fra Slovakiet og Ungarn medlemmer af regeringspartier, der er mere Ruslandsvenlige og ønsker at begrænse støttet til Ukraine. På det felt får de to kommissærer næppe et ben til jorden i en oprustningsorienteret EU-Kommission og et EU-parlament med mange oprustningsivrige medlemmer. Både Kommission og parlamentsflertal er på det felt ikke i overensstemmelse med store dele af befolkningerne i EU.
Folkelig bekymring over oprustning
En meningsmåling gennemført blandt befolkningen i 15 EU-medlemsstater i juni af European Council on Foreign Relations (ECFR) viser, at forhandlinger med Rusland om fred støttes af et flertal i 11 af landene – mest markant i Bulgarien med 61 procent, Grækenland med 59 procent og Italien med 57 procent. I Frankrig og Tyskland er befolkningen stærkt delt – en tredjedel for fortsat krig for at vinde de tabte områder tilbage og en anden tredjedel imod. Et flertal i alle landene er imod at sende tropper til Ukraine og til at øge den militære støtte, hvis det sker på bekostning af sundhed, uddannelse og kriminalitetsbekæmpelse. Danmark indgår ikke i undersøgelsen.
En undersøgelse foretaget af Tænketanken Europa i samarbejde med ECFR i marts 2023 viser, at 48 procent af danskerne - kun overgået at Estland og Polen - mener, at krigen først bør slutte, når Ukraine har generobret alt sit tabte territorium, selv hvis prisen er en lang konflikt med flere ofre.
En stigende modvilje i en række lande imod øget oprustning og støtte til Ukraine giver sig også udtryk i, at flere regeringer af indenrigspolitiske årsager ønsker at begrænse støtten til Ukraine og egentlig helst ser en snarlig afslutning på krigen, ligesom forskellige scenarier for forhandlinger og en krigsafslutning drøftes på embedsmandsplan i både Europa og i USA.
Den store joker i spillet er udfaldet af præsidentvalget i USA. Mens Demokraternes præsidentkandidat Kamala Harris vil fortsætte Biden-regeringens økonomiske og militære støtte til Ukraine, vil Republikanernes kandidat Donald Trump– med stærk opbakning fra sin vicepræsidentkandidat – skære kraftigt ned i støtten. De politiske vande i USA er derfor stærkt delte på spørgsmålet om krigen i Ukraine, hvilket også afspejler i befolkningens holdning. Gerningsmanden bag det andet af to attentatforsøg imod Trump er stærk tilhænger af Ukraines sag og har forsøgt at hverve frivillige til at kæmpe for Ukraine.
Endnu en ubekendt er den stadig mere spændte situation mellem Israel og Hizbollah i Libanon. Hvis krigshandlingerne eskalerer til en storkrig i Mellemøsten med inddragelse af USA og måske flere europæiske lande, kan det flytte fokus fra Ukraine og påvirke den militære støtte til landet.
Stigende krigstræthed
Udover de ydre rammer har forholdene på hjemmefronten også betydning for krig eller fred. Især i Ukraine er krigstrætheden ved at vise sig og skaber dilemmaer. På den ene side er ukrainernes vrede og modvilje over for russerne stor, og de fleste håber på en sejr med tilbageerobring af alle de af russerne indtagne områder. Patriotismen er udbredt og moralen søges holdt oppe med blandt andet fastholdelse af mange kulturelle aktiviteter. I Kharkiv tæt på den russiske grænse og stærkt udsat for bombe- og missilangreb udfoldes teater, ballet og musik i kældre og sikrede bygninger med stor publikumstilstrømning. Det vakte også står begejstring hos mange af byens unge, da både et dansk og et tysk heavyrock-band i foråret vovede sig til byen for at spille for fulde huse.
Krigstræthed og manglende tiltro til en sejr breder sig dog blandt især landets unge, men også blandt befolkningen i øvrigt. Otte ud af ti ukrainere gik i krigens første to år ind for krig, indtil alle tabte territorier var generobret, og færre end hver tiende var villige til at give køb på det krav. Nu er kun lidt over hver anden imod indrømmelser, mens hver tredje er villig til at afgive land. Holdningsskiftet er kommet efter den proklamerede sommeroffensiv sidste år løb ud i sandet og aldrig blev til noget.
Det kniber fortsat med den militære kapacitet, selv om det efter en massiv lobbyindsats og pres fra Zelenskyi er lykkedes at få leveret vestligt militærisenkram, der dog har vist sig mere vanskeligt at implementere i indsats end forventet. Leopard-kampvogne fra blandt andet Danmark har vist sig at tage betydeligt længere tid at klargøre end forventet og har også lidt af en del fejl. Det har ikke kunnet vejes op af, at det er lykkedes ukrainerne at erobre en del russiske tanks, som de er vant til at bruge.
F-16-jagerfly fra Danmark og andre NATO-lande er heller ikke kommet så hurtigt i luften med ukrainske piloter på grund af især sproglige udfordringer, da kun få af disse kan engelsk. En af de få engelskkyndige udråbt som Ukraines flyver-es faldt af ukendte årsager ned med sin F-16. Det har også knebet voldsomt med de leveringer af ammunition, som Vesten havde lovet Ukraine, så soldaterne ofte er nødt til at rationere brugen af ammunition og begrænse kanonsalverne.
Ukrainerne haf med droner haft held til at ramme både en del russiske krigs- og forsyningsskibe i Sortehavet og flybaser, våbendepoter og anden vital infrastruktur i Rusland; men på slagmarken går det trægt og mere tilbage end frem. Derfor svinder troen på en sejrrig udgang på krigen også blandt stadig flere ukrainske soldater såvel som blandt frivillige fra udlandet. En frivillig kvindelig danske soldat kaldet AK indrømmede således over for TV News (21. juli 2024), at hun ikke længere troede på, at krigen kunne vindes militært, men skulle løses politisk.
Moralen svækkes også af, at mange soldater bortset fra korte orlovsperioder har været ved fronten i mere end to år, hvilket går ud over både familieliv, men også kan mærkes på arbejdspladser og i andre sammenhænge, hvor de mangler i dagligdagen. Derfor forsøger en del mænd at unddrage sig militærtjeneste, hvilket har ført til nærmest en klapjagt på yngre mænd, der standses på gaden og føres bort til militærtjeneste, hvis ikke de kan dokumentere, at de er fritaget. Det har ført til en stigende utilfredshed i en del af befolkningen, men også til at mænd gemmer sig eller forsøger at flygte til udlandet. 21.000 sådanne flygtninge er blevet tilbageholdt og 30 druknet under forsøg på at krydse grænsefloden til Moldova. Andre har undgået militærtjeneste ved bestikkelse, der stadig er udbredt i Ukraine – også inden for hæren.
Udover mange værnepligtige består hæren også af frivillige, heriblandt en del kvinder, men også blandt andet af den kontorversielle Azov-bataljon, der blev godkendt af USA i juni og er kendt for et logo, der ligner de tyske SS-troppers logo. Ukraine er ligesom Rusland begyndt også at sende straffefanger til fronten. De tilbydes at udstå resten af straffen i soldateruniform.
Mange flere russiske soldater
Sammenlignet med Rusland står Ukraine over for et meget større rekrutteringsproblem, da befolkningen er langt mindre. Med en mange gange større befolkning har Rusland et markant større menneskepotentiale at sætte ind på fronten, men har indtil videre baseret sig primært på professionelle soldater – herunder også private korps som den berygtede Wagner-gruppen.
Mange af de professionelle soldater gør dog ikke tjeneste for Rusland af ren lyst, men også af nød. Ligesom i USA og Storbritannien rekrutteres de fra samfundslag og områder præget af dårlige sociale og økonomiske forhold, så militæret ses som den eneste levevej. De kommer typisk fra de fjerne russiske provinser ligesom de værnepligtige, der også i et vist omfang sættes ind i krigen, mens langt færre kommer fra storbyerne, hvor militærtjeneste ikke er særlig eftertragtet.
Soldater fra etniske mindretal som tjetjenere, jakutere, ingusjetere og tatarer udgør derfor en uforholdsmæssig stor andel af både de professionelle soldater såvel som de værnepligtige, der i et vist omfang og især i begyndelsen af krigen blev indsat ved fronten. Mindretallene er også stærkt overrepræsenterede i antallet af de faldne, hvilket tidligt i krigen skabte en del protester i flere af mindretalsområderne.
Nogle fra mindretallene har også valgt at kæmpe på den anden side af fronten som frivillige for Ukraine. Det sker ikke kun af sympati for Ukraine, men fordi de også ser et nederlag for Rusland som en mulighed for ved et deraf følgende sammenbrud for Putin-regimet at bryde ud af Rusland og blive selvstændige stater. En mulighed som Ukraine også bakker op om ved at have anerkendt Tjetjenien og Ingusjetien som selvstændige stater, der er midlertidig besat, selvom disse områder internationalt er anerkendt som hørende under Rusland. Også flere fra den russiske opposition i eksil i udlandet omtaler dannelse af op til hele 41 nye stater som en mulighed.
Det er formodentlig den slags forlydender, der af Putin bruges som afsæt for at beskylde Vesten og især USA for at ville splitte Rusland op i en række selvstændige stater. Selv om politiske kræfter i Vesten gerne vil svække og stække Rusland, er det dog næppe et drømmescenarie for de fleste vestlige politikere og militære ledere med et kludetæppe af nye stater med et overvejende muslimsk befolkningsflertal under et mere eller mindre fundamentalistisk, despotisk styre. Sådanne stater vil kunne udvikle tætte forbindelser til Iran, Afghanistan og Hizbollah og blive arena for rekruttering til islamitiske militser og terrorgrupper. En del terroranslag eller forsøg herpå i Vesten har været udført af tjetjenere.
Putins påstande
En række muslimsk dominerede områder i det nuværende Rusland er et produkt af Zar-Ruslands imperiale ambitioner ansporet af de vesteuropæiske imperialistiske staters ekspansionstrang. Men er også udtryk for den krig mellem kristendom og islam, der i århundreder har udfoldet sig i en del af Europa især efter det osmanniske riges ekspansion imod vest i 1500-tallet. Derved kom områder, der dækkede det antikke Grækenland, under muslimsk styre, hvilket også omfattede Konstantinopel og andre centrale steder for den ortodokse, katolske kirke, som var og er den dominerende religion i Rusland.
Derfor har det været anset som nærmest en hellig pligt at modvirke muslimsk dominans som en et centralt element i Ruslands historie ligesom ikke mindst kampen imod vestlig indflydelse og angreb på Rusland, der i historiens løb har været invaderet af både Sverige, Frankrig og Tyskland. Denne frygt for Vesten har Putin – med Ruslandsekspert Flemming Splidsboels ord – udnyttet behændigt til opnå store dele af befolkningens opbakning til krigen, som han tillige betegner som en kamp imod et nazistisk styre i Ukraine. At denne begrundelse virker absurd i betragtning af, at Zelenskyi har jødiske rødder, fæstner mange russere sig øjensynligt ikke ved eller er ikke klar over.
Putins påstand om et nazistisk styre ved magten i Ukraine kan næres af, at mange ukrainere under anden verdenskrig jublende bød Nazitysklands soldater velkomne som befriere, hvilket dog skal ses i lyset af mange ukraineres død af hungersnød under den af Stalin iværksatte tvangskollektivisering af landbruget i 1930´erne. Tiljublingen af de nazistiske befriere hørte dog snart op, og mange ukrainere deltog som partisaner eller soldater i Den røde hær i kampen mod tyskerne og medvirkede til besejringen af den tyske nazisme. I Ukraine var og er der dog stadig stærkt højre-nationalistiske kræfter, der især var på banen under Maidan-revolutionen i 2014, hvor de fik følgeskab af blandt andet svenske nynazister.
Hvad der er fup og fakta om årsagen til Ruslands invasion af Ukraine og af krigens gang kan være svært for den menige russer at gennemskue, da stort set alle uafhængige medier er blevet lukket. Det mest retvisende billede af krigens gang gives af de såkaldte krigsbloggere, hvoraf de fleste ikke er imod krigen som sådan, men kritiske over for selve udførelsen, der ikke altid tildeles topkarakter. De færreste russere følger nok med på krigsbloggene, men er henvist til de statsdrevne medier, som giver et fortegnet billede af krigen og først og fremmest virker som propagandaorganer for regeringen, hvilket ikke er et ukendt fænomen for et land i krig, herunder også Ukraine
Ikke blot skævvrides information om krigen i de russiske medier over for landets egen befolkning, men forsøges også anbragt i Vesten via især sociale medier og hvervning af influencere, lyder det advarende fra efterretningstjenester i såvel Danmark som flere andre lande. Forsøg på at afsløre og stække såkaldte russiske påvirkningsagenter fører imidlertid til et klima, der minder om tidligere tiders kolde krig, hvor forsøg på at sætte sig ind i eller forklare russernes syn på sagen mistænkeliggøres, hvilket den unge kandidat til EU-parlamentet for Venstre Alexandra Sasha oplevede i foråret.
Koldkrigsklima genopstår
I en serie artikler i BT fulgt op af Ekstra Bladet og DR blev Alexandra Sasha beskyldt for at være påvirkningsagent med afsæt i, at hun i årene efter Ruslands annektering i 2014 af Krim, men inden den russiske invasion af Ukraine i 2022 havde deltaget i et Europæisk-russisk ungdomsforum. Hun afviste beskyldningen med henvisning til, at dette forum primært var finansieret af EU-parlamentet, at alle møder blev holdt i parlamentets lokaler i Bruxelles og alene handlede om dialog gennem udveksling af synspunkter. I mediernes kritik af hendes medvirken indgik, at et lettisk EU-parlamentsmedlem, der deltog i dette forum, angiveligt skulle være agent for den russiske efterretningstjeneste FSB. Det kvindelige parlamentsmedlem er dog aldrig blevet dømt for at være russisk agent.
Et andet angrebspunkt var, at Sasha under sit universitetsstudium i London på opfordring fra en underviser havde deltaget i en forelæsning holdt af en russisk erhvervsmand med tætte forbindelser til Putin og havde ladet sig fotografere sammen med ham til et opslag på sociale medier, som hun i øvrigt senere slettede.
Mediernes kritiske artikler, som Sasha i et interview i DR´s Deadline (23. september 2024) selv kaldte en smædekampagne, førte til at, hun efter drøftelser med Venstre trak sig som kandidat til EU-parlamentsvalget og forlod partiet, men stadig er første suppleant til Folketinget. I beskyldningerne om at tale Ruslands sag indgik også, at hendes mor er født i Rusland. Slægtskab med russere har også for andre fået konsekvenser.
En yngre mand ansat som tekniker i det danske luftvåben er blevet fyret med henvisning til, at hans onkel bor i Moskva og i sin tid gjorde tjeneste som soldat i Afghanistan. Den fyrede tekniker har i tv-interviews klart afvis at have sympatier for Rusland og udgøre en sikkerhedstrussel. Hans fagforening opfatter afskedigelsen som usaglig og vil rejse krav om erstatning. Ifølge medierne er der også et par andre eksempler på, at ansatte i det danske forsvar er blevet opsagt på grund af familiære relationer til russere.
Frygten for russerne spøger også i sagen om fragtskibet Ruby, der angiveligt havde kurs imod danske farvande med en sprængfarlig last af kemiske stoffer. Ved afsejlingen fra en havn i det nordlige Rusland pådrog skibet – sejlende under maltesisk flag - sig en skade og søgte havn i Tromsø for reparation, men blev afvist og sejlede videre sydpå trukket af en hollandsk slæbebåd. Danske og svenske medier fulgte intenst skibets sejlads og fremsatte formodninger om, at skibet med en noget skiftende kurs nok var led i en russisk hybridkrig med det formål at skræmme de nordiske lande. Til Jyllands-Posten (24. september) udtalte tre danske analytikere med tilknytning til forsvaret – Kaarsbo, With og Splidsboel – at der kunne være sandsynlighed for, at skibets færd var en del af russisk hybridkrig. I samme artikel gav chefen for den norske søfartsstyrelse, Dag Ivert Aarhus, udtryk for, at sagen i Danmark og Sverige var blæst helt ud af dimensioner og var skeptisk over for formodningen om skibets deltagelse i hybridkrig.
Er fredsforhandlinger muligt?
I en tid præget af kold krigs-klima, et oprustningsorienteret EU, et insisterende ukrainsk pres for langtrækkende våben til beskydning af mål langt inde i Rusland og et Rusland med momentum i krigen kan det se svært ud for bestræbelser på at iværksætte fredsforhandlinger, og Modi´s forsøg på at agere brobygger mellem Ukraine og Rusland kan virke håbløst. Nogle fredsforskere øjner alligevel muligheder, der dog kan indebære, at Ukraine må acceptere at afgive dele af sit territorium.
Danske Isabel Bramsen, der er lektor i freds- og konfliktstudier ved Lunds Universitet peger i et interview med Kristeligt Dagblad (17. maj 2024) på med udgangspunkt i studier af forskellige fredsforhandlingsforløb, at sådanne forhandlinger tager tid, og at parterne selv skal finde en løsning, selv om dele af løsningen synes uspiselig. Men ”selve forhandlingsprocessen gør noget ved konflikten, og det at man kan mødes fysisk over længere tid, kan være med til at opbløde fastlåste positioner”. Hun ser tillige en mulighed i at udvide kredsen af forhandlings-parter med mæglere for hver af parterne eller medlemmer af FN´s sikkerhedsråd, hvilket efter hendes opfattelse vil kunne gøre Rusland som medlem af rådet mere interesseret i at indgå i forhandling.
Isabel Bramsen afviser teorien om, at fredsforhandlinger først kan føres, når krigstrætheden er blevet tilstrækkelig stor hos begge krigende parter, da det vil udskyde fredsprocessen. I stedet for bør forhandlinger iværksættes hurtigst muligt og foregå uafhængigt af krigshandlingerne og heller ikke være afhængig af en eventuel våbenhvile og dens overholdelse. På den måde kan gennemføres en stabil forhandling uden at blive for påvirket af krigens varierende gang. At intens krig og forhandlinger kan forløbe sideløbende og alligevel føre til fred har hun set udført i praksis i Columbia efter årelang konflikt mellem regeringen og oprørsgruppen FARC.
Julie Wilhelmsen, der er forsker ved Norsk Udenrigspolitisk Institut, er inde på samme spor og kritiserer Vestens ledere for ikke tidligere at have forsøgt at facilitere fredsforhandlinger og ikke klart har defineret, hvordan en ukrainsk sejr må se ud, men har ladet sig trække mere og mere ind i krigen. Hun finder det uansvarligt, at NATO´s daværende generalsekretær Jens Stoltenberg har sagt, at våben er den eneste vej til fred, hvilket binder NATO til en våbenbaseret konfliktløsning. Samtidigt har Vesten forsømt at etablere kanaler til Putin ud fra en moralsk holdning om ikke at ville tale med ham. Hun advarer også om at afskære alle kontakter til Rusland og dets indbyggere, da det trods alt er russere, der skal udgøre fremtidens Rusland og ser et problem i, at mistænkeliggørelse og stempling som russisk påvirkningsagent breder sig og kan føre til afbrydelse af enhver kontakt med en russer. Hendes bekymring er, at en uforsonlig adfærd overfor Rusland forlænger krigen og lidelserne i Ukraine.
Også den amerikanske forsker John Paul Lederach fra instituttet for internationale fredsstudier ved Notre Dame University i Indiana advarer mod at opbygge firkantede fjendebilleder. Han mener, at ”bedre fjendskab” kan forandre konflikter og skabe forståelse for, at vi som lande og mennesker lever i et spind af relationer, og at vores fremtid er forbundet til dem, vi anser som fjender og frygter. Derfor bør løsninger i høj grad komme nedefra og ikke være overladt til overordnede ledere, der låser sig fast i nogle positioner. Sådan opsummerer han sin erfaring som mangeårig facilitator af konfliktløsning og mener, at den også gælder i krigen mellem Rusland og Ukraine, der raser mellem to lande med traditionelt tætte forbindelser.
Om et forhandlingsinitiativ på den ene eller anden måde kan sættes i søen og blive bæredygtigt for en krigsafslutning og en holdbar fred samt bibringe et stop for den eskalerende oprustning kan kun fremtiden vise. FN har måske taget et lille skridt i den retning, da der som optakt til årets generalforsamling i verdensorganisationen blev vedtaget en såkaldt fremtidspagt, som organisationen selv kalder banebrydende. Blandt 56 ”handlinger”, som verdens lande opfordres til at gennemføre er fredsindsatser og global nedrustning. Et stort flertal af landene godkendte den relativt uforpligtende pagt, mens et mindre antal lande stemte imod. Blandt disse var Rusland, der mente, at pagten blandede sig i landenes interne forhold, hvilket udløste kritik af Rusland fra nogle af landets ellers ofre allierede i Den Afrikanske Union.
Ruslands nej til FN´s fremtidspagt får dog næppe nogen reel betydning for, om forhandlinger mellem Rusland og Ukraine kan komme i stand. Så det er fortsat efter to et halvt års krig uvist, om freden gives en chance, som det hedder i John Lennon og Yoko Ono´s sang fra 1969, da en anden krig rasede og bragte hundredtusindvis af mennesker på gaden med sangens budskab. Først flere år senere efter længere fredsforhandlinger sluttede den krig og skabte fred i Vietnam. En sådan fred har russere og ukrainere fortsat til gode at opleve, mens en fredelig sameksistens mellem russere og vesterlændinge dog praktiseres på nogle få kvadratmeter næsten 400 kilometer oven over vores plagede planet, der på den afstand ser ganske fredelig ud.
Kilder:
DK4 Udenrigs med Ehrenreich, DR Krigens døgn og Deadline, TV2 News, ZDF, ARD, Altinget, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad, The Guardian, Hindustan Times, European Council on Foreign Relations (ECFR)
Læs mere:
FNs fremtidspagt: https://www.un.org/sites/un2.un.org/files/sotf-pact_for_the_future_adopted.pdf