Danmarks Naturfredningsforening og medlemsdemokratiet
Af Peer Møller Christensen, medlem af Kritisk Revys redaktion.
Danmarks Naturfredningsforening har på vegne af sine 135.000 medlemmer underskrevet en ”historisk” grøn trepartsaftale, men de 135.000 medlemmer af den erklæret ”medlemsdemokratiske” organisation blev ikke undervejs orienteret om, hvordan forhandlingerne forløb og heller ikke inddraget i den endelige beslutning.
Den 24. juni i år underskrev Præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening - sammen med
repræsentanter for regeringspartierne og en række interesseorganisationer - den såkaldte ”Aftale om et Grønt Danmark”, kendt som Trepartsaftalen og af Lars Trier Mogensen døbt ”Axelborg-aftalen”.
Forhandlingerne om den grønne trepart startede i begyndelsen af 2024, fordi det nu ikke længere var muligt at udskyde den endelige beslutning om det, som var forhandlingernes egentlige emne – en CO2 afgift på landbruget. Det såkaldte Svarer-udvalg, som regeringen nedsatte i februar 2021, og som havde til opgave, at beregne, hvordan en CO2- afgift på landbruget ville kunne se ud, havde netop præsenteret tre mulige løsninger, hvoraf den dyreste for landbruget ville være den billigste for resten af befolkningen og omvendt ville den billigste for landbruget blive den dyreste for skatteyderne.
Inden forhandlingerne i Den Grønne Trepart gik i gang, forsikrede Præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, at DNF ikke ville gå med til andre løsninger end det af Svarer-udvalgets forslag, som var dyrest for landbruget.
Det lykkedes imidlertid de øvrige forhandlere, at få DNF med på en beslutning om at lægge en CO2- afgift på landbruget, som i realiteten var endnu billigere for landmændene, end den billigste af Svarer-udvalgets forslag og dermed endnu dyrere for skatteyderne end den dyreste af Svarer-udvalgets forslag.
Den grønne trepartsaftale har - med god grund - været udsat for kritik fra mange sider, det er imidlertid ikke aftalens indhold, jeg her vil kommentere, men den beslutningsproces i Danmarks Naturfredningsforening, som har ledt frem til underskriften på den ”historiske” aftale.
Som menigt medlem af Danmarks Naturfredningsforening undrer det mig, at jeg ikke undervejs i forhandlingerne er blevet orienteret om, at Danmarks Naturfredningsforenings forhandler overvejede at droppe det krav, man havde formuleret, før man startede på forhandlingerne, eller blev bedt om at tage stilling til det endelige resultat af forhandlingerne, selv om det af DNFs forhandler blev kaldt ”historisk”.
Det ser ud til at forklaringen skal findes i den beslutningsstruktur, som DNF beskriver med ordene: ” Vores sag er dybt forankret i et levende medlemsdemokrati.”
Hvordan ser dette ”medlemsdemokrati” så ud ?
Medlemsdemokratiet i Danmarks Naturfredningsforening er ikke bygget op som vi kender det fra de sædvanlige politiske institutioner i Danmark.
I et repræsentativt demokrati med direkte valg har de enkelte personer, der omfattes af demokratiet, ret til med jævne mellemrum at vælge ( stemme på) de personer, de ønsker skal repræsentere dem, når de politiske beslutninger skal tages. I selve beslutningsprocessen har repræsentanterne så suverænt ret til at beslutte, hvad de vil. Men når den gældende valgperiode er overstået, har vælgerne mulighed for at lade være med at vælge de repræsentanter, de ikke synes har repræsenteret dem på rette måde.
I DNFs demokratiske struktur er valg indirekte. Beslutningsmyndigheden er delt op på forskellige niveauer i en hierarkisk orden, så medlemmerne på hvert niveau vælger repræsentanter til det næste niveau i hierarkiet. Beslutningsmyndigheden ligger så hos den øverste ledelse, som kan have forskellige betegnelser.
De ”indirekte valg” hos Danmarks Naturfredningsforenings organisation tager udgangspunkt i lokalafdelinger, som vælger en lokalbestyrelse, som vælger et repræsentantskab, som vælger en hovedbestyrelse og foreningens øverste ledelse, som består af en Præsident og en Vicepræsident.
Denne struktur ligner det, vi kender fra bl.a fagforeninger, som også har et hierarki af kompetente forsamlinger, der hver for sig vælger repræsentanter på niveauet over.
Men når fagforeninger skal afslutte endelige aftaler – eksempelvis forslag til overenskomster -
har forhandlerne ikke noget mandat til på fagforeningens vegne uden videre at acceptere forslaget. Det sendes til urafstemning, så hvert enkelt medlem af fagforeningen har mulighed for at tage stilling til forslaget.
Sådan fungerer det ikke i Danmarks Naturfredningsforening. Her har medlemmerne ingen direkte indflydelse på, hvem der kommer til at sidde på de ledende poster og dermed får retten til at føre forhandlinger på medlemmernes vegne, og medlemmerne har heller ikke mulighed for at tage stilling til forslag, som den øverste ledelse har forhandlet sig frem til.
I eksemplet med Den Grønne Trepart udgør det endelige forslag et kompromis, som ligger umådeligt langt fra, hvad forhandlerne havde stillet medlemmerne i udsigt, at man ville acceptere. Alligevel giver beslutningsstrukturen i Danmarks Naturfredningsforening foreningens forhandlere mandat til at underskrive det indgåede kompromis. I dette tilfælde er det vel egentlig kun Præsidenten der er involveret. Hvis andre fra DNF har haft indsigt i og medvirket i beslutningen, er det under alle omstændigheder uigennemsigtigt for foreningens medlemmer.
Der blev 26-28. april i år afholdt et Repræsentantskabsmøde, hvor de igangværende forhandlinger om Den Grønne Trepart ikke var på dagsordenen.
6. september er der indkaldt til møde i Hovedbestyrelsen. På mødets dagorden kan man finde punktet ”Opfølgning på Grøn Trepart”. Til diskussionen om dette punkt fremlægges et bilag med titlen ”Sagsfremstilling”, som er stemplet ”fortroligt”. Sagsfremstillingen skal altså ikke videreformidles til DNF’s menige medlemmer, som stadig holdes hen i uvidenhed om de forhandlinger om Den Grønne Trepart, som førte til Præsidentens underskrift på aftalen. Sagsfremstillingen er mørkelagt!
Bør der ikke startes et demokratisk oprør i Danmarks Naturfredningsforening ?
Kan DNFs medlemmer være tilfredse med, at deres forening nu står som medansvarlig for en aftale med store konsekvenser for klima og miljø i Danmark, en aftale som de enkelte medlemmer ikke har haft nogen mulighed for at øve indflydelse på, og som en del – måske et flertal – af medlemmerne synes er dårlig ?
Bør Danmarks Naturfredningsforening ikke forpligte sig til at sende vigtige beslutninger ud til urafstemning blandt medlemmerne før de godkendes?
Hvis DNF havde sendt kompromisforslaget til Den Grønne Trepart til urafstemning blandt medlemmerne, er det slet ikke sikkert, at aftalen var blevet godkendt.