Kritisk Revy

Folkefront på Københavns rådhus?

Af Niels Frølich, Kritisk Revys redaktion

Regeringsrokaden ​​ - Københavns socialdemokratiske overborgmester Sophie Hæstorp Andersen sparkes op ad – dvs. fyres – og overtager tidligere Enhedslistemedlem Pernille Rosenkrantz-Theils post som social- og boligminister, mens Rosenkrantz-Theil vil forsøge sig som overborgmesterkandidat.

SMV-regeringens rokade frembyder ikke mange overraskelser, men udstiller måske snarer de tiltagende uenigheder i en regering, vælgerne aldrig har ønsket sig. Men én overraskelse var der nu, nemlig at Københavns socialdemokratiske overborgmester Sophie Hæstorp Andersen sparkes op ad – dvs. fyres – og overtager tidligere Enhedslistemedlem Pernille Rosenkrantz-Theils post som social- og boligminister, mens Rosenkrantz-Theil vil forsøge sig som overborgmesterkandidat. Den driftsikre socialdemokratiske partisoldat og gruppeformand på rådhuset, Lars Weiss, konstitueres endnu engang som fungerende overborgmester.

Ud og op – for Hæstorp kan ikke vinde kommunalvalget om et år

Grunden til, at Hæstorp blev fjernet, var naturligvis, at Socialdemokratiets ledelse ikke mener, at hun kan vinde kommunalvalget i november 2025. Carsten Mai, der er (socialdemokratisk) politisk kommentator, skriver 29. august på lokalavisen ”KøbenhavnLiv”, at ”Sophie Hæstorp har ført Socialdemokratiet i knæ” og ikke vil kunne vinde valget for partiet. I samme avis skrev Mai allerede i april i år ved Hæstorps genvalg som spidskandidat for S til kommunalvalget under overskriften ”Sophie Hæstorp genvalgt som spidskandidat: - Der er ikke nogen, der vil sidde med 'aben'”, at man ikke havde kunnet finde andre, der ville stille op, men at det var et stort problem, at Hæstorp ikke var særlig kendt. Og det er ingen hemmelighed, at tilfredsheden med Hæstorp Andersen i Socialdemokratiet har kunnet ligge på et lille sted, så beskedent et sted, at Mette Frederiksen - stadig ifølge Carsten Mai ​​ - ”var tvunget til at udskifte Sophie Hæstorp”, hvis ”chancer af hendes eget parti vurderes til at være tæt på nul”.

Ved kommunalvalget i 2021 indkasserede S et stort nederlag og blev for første gang i 100 år ikke kommunens største parti, det blev Ehl. Også ved EP-valget i år fik S i København en øretæve med omkring 15,6 % af stemmerne - og man spåede, at partiet ville gå mindst 2-3 procent tilbage ved det kommende kommunalvalg. Derimod fik Enhedslisten et kanonvalg og sidder nu med 15 ud af borgerrepræsentationens 55 pladser og to borgmesterposter.

Manøvren tjener formentligt to formål, der er indbyrdes forbundne: Det første er at løse Socialdemokratiets problemer i hovedstaden, det andet at forberede S på tiden efter SVM-regeringen, hvis udløbsdato synes at nærme sig. I hvilken grad den lokale partiafdeling er blevet spurgt vides ikke, men det kunne jo tænkes, at den havde andre kandidater på bedding end en, der muligvis er blevet den påduttet, eller at nogle mener, at man behandler Hæstorp uretfærdigt. Der er ingen tvivl om, at det er meget vigtigt for S ikke at miste overborgmesterposten i landets hovedstad. Og slet ikke med en upopulær SVM-regering, der knirker voldsomt i sømmene, og hvis berettigelse og politik der stilles endog store spørgsmålstegn ved i det socialdemokratiske bagland. Kanske Mette Frederiksen har ment, at Rosenkrantz-Theils fortid som medlem af Enhedslisten, som hun forlod i 2008, gør hende i stand til at genstarte Socialdemokratiet i byen?

Kan Rosenkrantz-Theil mon skaffe flere almindelige lejligheder?

På Facebook løfter Pernille Rosenkranz-Theil ifølge DR Nyt ”sløret for nogle af sine drømme for Danmarks hovedstad. - Jeg drømmer om en by, der har lige så mange smukke legepladser og brede fortove som Barcelona. Med lige så mange blomstrende grønne altaner som en sydfransk landsby. Lige så megen gadekunst som i Brooklyn, New York. En by med lige så effektiv en metro som London. Og med lige så fantastisk et natteliv som Paris, lyder det” og ”er er rigtig meget, der ikke fungerer. Det er tydeligt som borger og som minister, at København på mange områder sakker bagud, når vi taler velfærd og service. Der er andre steder, der er noget længere fremme i bussen, når det kommer til at være borger-minded”, siger den nu afgående minister”. Desuden har Rosenkrantz-Theil til DR udtalt, at forvaltningen i København er ’gammeldags’, når det f.eks. ”tager halvandet år at få tilladelse til at installere en altan”. Eftersom både den slags og en hel del af velfærdsydelserne hører under Enhedslistens borgmesterområder, Teknik & Miljø og Socialområdet, kunne det tyde på, at man går direkte efter ELs strube. Naturligt nok, fordi S’ angreb på de store byers veluddannede unge var en af de store årsager til S’s katastrofale nederlag i netop disse byer.

Måske har Rosenkrantz-Theil lidt med i posen, hvis hun skulle blive overborgmester: I sin tid som boligminister har hun, som Altinget skrev, arbejdet med to sager, der indgår i et boligpolitisk udspil, regeringen er på vej med: Et indgreb over for private udlejningsboliger og en forhøjelse af maksimumsbeløbet, der sætter grænsen for, hvor dyrt alment byggeri må blive. Disse udspil kan hun nu måske høste fordel af som overborgmesterkandidat, fordi boligpriserne nok er Københavns største problem.

Men også her drysser Carsten Mai salt i såret og spørger, om den nye socialdemokratiske spidskandidat vil kunne redde sit parti i København? Og svarer selv, at det nok er et åbent spørgsmål. Hvis han med det bl.a. mener det ringe resultat, Rosenkrantz-Theil ved folketingsvalget i 2022 opnåede målt i personlige stemmer: Omkring 5.300 imod de 13.000, hun fik ved forrige folketingsvalg, så kan der være noget om det. Og det forlyder på vandrørene, at hun ikke er lige vellidt alle steder i Socialdemokratiet, fordi hun opfattes som arrogant.

Venstrefløj i spredt fægtning

Venstrefløjen (EL, SF og Alternativet) på rådhuset udgør ikke nogen enig front, slet ikke. Enhedslisten svækkes af, at mange vælgere efterlyser større synlighed og ikke i nævneværdig grad har gennemført de nødvendige, strategiske diskussioner af, hvordan man som et parti, der ønsker radikale samfundsforandringer, udnytter sin størrelse og sine borgmesterposter til at fremme det mål. Vanskelighederne med at trænge i gennem til offentligheden skyldes vel sagtens til dels, at det er svært som EL at komme i medierne, men også at man måske ikke rigtig har en strategi for at kommunikere med sine vælgere, der slår igennem og endelig måske også, at en hel del af ELs arbejde på rådhuset er bagpostfægtninger, der skal forhindre de værste udskejelser, mens nytænkningen har haft trangere vilkår.

SF ser ud til sammen med et eller flere borgerlige partier helst at ville sikre S overborgmesterposten, og Alternativet zigzagger. Så hvad stiller venstrefløjen på rådhuset op i den nye situation? Kan man enes om noget? Og hvad stiller man op med S?

En præmis for i hvert fald Enhedslisten er den indsigt, partiet efter mange års ’samliv’ med et principløst Socialdemokrati har - nemlig at det eneste Socialdemokratiet har respekt for, er frygten for at miste magten, og det vil i den københavnske virkelighed sige endnu et ydmygende vælgernederlag, hvor overborgmesterposten forsvinder ud af partiets hænder. Kunne denne angst være et udgangspunkt for en ny konstellation på rådhuset?

De faktiske forhold i jernindustrien er: Enhedslisten og til dels Alternativet står for en ganske anden udviklingspolitik i København end S, SF og de borgerlige partier. Det gælder først og fremmest modstanden mod den kapitalistiske udviklingsmodel, som manifesterer sig i Lynetteholmen - flertallets monstrøse udviklingsprojekt - det gælder vampyrblæksprutten By&Havns pyramidespil med byens byggeri, der skal finansiere et evigt voksende metrobyggeri, og det gælder manglen på en integreret, regional planlægning. Så skal man noget sammen med S, må det tage udgangspunkt i disse, faktiske forhold.

Folkefront eller centrum-højre magtalliance?

Enhedslistens Pelle Dragsted har i flere omgange slået på tromme for en ’Håbets akse’ i folketinget af SF, Alternativet og EL, der baseret på gode valgtal skulle sætte S stolen for døren, altså en slags dansk udgave af den franske nye folkefront. Kunne man forestille sig en generalprøve på en sådan folkefront på Københavns rådhus? Hvis man nu bare som tankeeksperiment kunne forestille sig et udfald af kommunalvalget, der gjorde, at venstrefløjen konsoliderede eller forbedrede sine mandattal, kunne prisen for at støtte et stækket S på overborgmesterposten være, at S måtte indgå en kontrakt med venstrefløjen om et begrænset antal politiske spørgsmål, man kunne blive enige om, men lod partierne stå frit i andre spørgsmål, som f.eks. dem, der blev remset op ovenfor. ​​ Det forlyder i hvert fald, at de fleste partier på rådhuset er godt trætte af S’s ejerfornemmelser til kommunen og dens overborgmesterpost. Hvorvidt konstruktionen overhovedet kan lade sig gøre, er naturligvis et åbent spørgsmål, men her kunne man lade sig inspirere af de aftaler (med underskrifter) – ikke forståelsespapirer - som ELs søsterparti i Portugal, Venstreblokken, og det portugisiske kommunistparti indgik med socialistpartiet (socialdemokraterne) som betaling for at udgøre det parlamentariske grundlag for en socialdemokratisk regering.

Men måske kommer udviklingen på landsplan udviklingen på Københavns rådhus i forkøbet. Regeringen virker i stigende grad som om, den er ved at gå op i limningen. Finanslovsforslaget peger i den retning, og den seneste skandale i Moderaterne (klage til Arbejdstilsynet over dårligt arbejdsmiljø i partiet) kan gøre, at korthuset falder sammen inden for det næste års tid. Derfor kan Mette F måske se en fordel i et valg inden for det næste år og inden kommunalvalget for på den måde at komme et ydmygende nederlag i København i forkøbet. Og så vil SF formentlig stå på spring for at komme i regering og også indrette sine kommunale ambitioner efter dette. Partiet kan i lyset heraf tænkes at ville støtte Pernille Rosenkrantz-Theil som overborgmester frem for selv at gå efter posten. Også selv om partiet – i hvert fald efter de seneste meningsmålinger - formodentlig vil gå væsentligt frem i København på bekostning af EL, der som sagt ikke har været voldsomt synlig og markant i sin kommunalpolitik og forvaltning af to borgmesterposter. Så selv om EL, SF og Alternativet måske tilsammen vil få flertal i borgerrepræsentationen, er det langt fra sikkert, at det skaber en fælles alliance som afsæt for at vippe S fra overborgmesterposten. Derfor er spørgsmålet måske, om de borgerlige partier vil være interesseret i at vippe S fra posten, hvis de sammen med EL og Alternativet kan samle et flertal, og vil EL hoppe med på den under forudsætning af at få overborgmesterposten? Line Barfoed er jo oplagt som emne og almindeligt vellidt. Eller omvendt kunne SF få overborgmesterposten med et slagent S som støtte.

Det er derfor forventeligt, at EL i sine københavnske afdelinger gennemfører koordinerede diskussioner af alle scenarier og først og fremmest sætter fuld damp under kedlerne, når det gælder synlighed: Mindst en gang om dagen i hvilken som helst medie. Selv et svækket Socialdemokrati er en formidabel og nådesløs modstander, så også her gælder, at et angreb er det bedste forsvar, hvis man vil sætte sig i respekt.