Kritisk Revy

Historisk afregning på afveje

Af Susan Neiman

Oversat fra engelsk af Niels Frølich med tilladelse efter Historical Reckoning Gone Haywire, New York Review of Books, 19. oktober 2023.

Tyskernes bestræbelser på at konfrontere deres lands kriminelle historie og udrydde antisemitismen er skiftet fra årvågenhed til en filosemitisk¹ McCarthyisme, der truer deres rige kulturliv.

Hvordan husker vi de dele af vores historie, som vi helst vil glemme? Her er undertrykkelse og revision altid muligheder. Få vil gå så langt som Ron DeSantis, der har omskrevet amerikansk slaveri til en form for erhvervsskole, men de, der er ærlige. vil bemærke, hvordan deres egne fortællinger udvikler sig. Det at fremhæve succeser, mens man glemmer fiaskoer, er lige så almindeligt som at skrive et CV. Nationer er formentlig ikke mindre tilbøjelige end enkeltpersoner til at pynte på deres fortid. Historikerne kan knokle i arkiverne for at finde noget, der ligner sandheden, men den offentlige hukommelse er et politisk projekt, hvis forhold til fakta er mere usikkert.

Så det er ikke overraskende, at amerikanske skolebørn indtil for ganske nylig lærte at recitere begyndelsen af Uafhængighedserklæringen uden nogensinde at lære, at grundlovsfædrene ignorerede afroamerikanernes ret til frihed og indianernes ret til liv. Den offentlige hukommelse er designet til at skabe identiteter, som folk er stolte af at opretholde. Hvorfor lære skolebørn, at amerikanske realiteter krænkede amerikanske idealer fra landets begyndelse, noget der kun kan fremkalde skam?

USA er næppe ene om at foretrække en heroisk version af sin fortid. Hvis man opdrager børn med Magna Carta og slaget om Storbritannien, så vil de være glade for at tage del i den britiske nations ære. Hvorfor forvirre dem med historier om imperiet? Franske skolebørn kan være stolte af at blive borgere i det land, der gav verden menneskerettigheds erklæringen; behøver de at få at vide, at den blev ignoreret få år efter, at den inspirerede revolutionen i Haiti, hvis leder, Toussaint Louverture, blev sendt i døden i et fransk fængsel?

Når nationale fiaskoer er for store til at blive ignoreret, vender individer og nationer sig mod offerfortællinger: Vi ville have været helte, hvis ikke historien havde været så hård ved vores indsats. Nogle nationer vakler mellem heroiske og offerbaserede erindringer – man kan tænke på Polen og Israel. Men indtil for ganske nylig har ingen nation nogensinde baseret sin historiske fortælling på at have været gerningsmand til verdensomvæltende forbrydelser. Hvem kunne forestille sig, at det kunne være en måde at konstruere en national identitet på?

Men i løbet af de seneste par årtier har Tyskland gjort netop det. Det er let at sige, at landet ikke havde noget valg, at grusomhederne under Anden Verdenskrig skreg på oprejsning. Men i 40 år var der meget få (vest)tyskere, der så sådan på det: I stedet dyrkede de en fortælling, der fremstillede dem som krigens primære ofre. Det var en fortælling, der afspejlede de amerikanske forsvarere af den tabte sag [den amerikanske borgerkrig, red.]: Vi tabte krigen, vores byer lå i ruiner, vores mænd var døde eller sad i krigsfangelejre. Vi var sultne, kun lige akkurat i live - og oven i det hele havde yankee'erne den frækhed at beskylde os for at have startet krigen.

Denne litani er ikke helt forkert, selv om den udelader det større perspektiv, der gør den slags følelser til den uærlige, selviske apologi, de er. Men for at forstå ikke bare nutidens Tyskland, men også de måder, hvorpå de fleste stater tackler de sværeste dele af deres historie, må man vide, at følelsen af at være offer var lige så dyb og stærk i efterkrigstidens Tyskland som alle andre steder, der har oplevet krigens ødelæggelser. Hvilken bedre måde at undgå ansvaret for andres lidelser på end at fokusere på sine egne?

Engang imellem vidste tyskerne, at de burde gøre noget for at modtage verdens nåde. Men de erstatninger, der i første omgang blev betalt til overlevende fra Holocaust og staten Israel, var ikke kun modvillige og magre; de var også ledsaget af en antagelse om, at regningen dermed var betalt. Der ville ikke være behov for yderligere angrende handlinger. Vesttyskerne kunne udelade årene 1933-1945 fra deres historietimer og beholde nazisterne i deres offentlige stillinger, så skoler, universiteter og regeringer kunne bemandes med folk, der var meget mere ivrige efter at huske bombningen af Dresden end massemordet i Auschwitz.

Få uden for Tyskland vidste, hvor uvilligt landet oprindeligt var til at anerkende sine forbrydelser: De fleste så den vesttyske kansler Willy Brandt knæle i skam foran mindesmærket for Warszawa-ghettoen i 1970. Brandt gjorde bod for sine landsmænd, selvom han ikke selv havde noget at sone, da han havde forladt Tyskland for at gå i eksil i Norge nogle måneder efter nazisternes magtovertagelse. For udenforstående gav hans gestus perfekt mening, men de fleste af hans medborgere var rystede over hans undskyldningsturné. Deres modstand skulle bidrage til, at hans periode som kansler blev kort. På det tidspunkt var kun få vesttyskere ivrige efter at anerkende, endsige sone, deres nations forbrydelser. Men langsomt og ujævnt begyndte de at gøre det.

Østtyskland var anderledes. Pastor Martin Niemöllers linjer er trykt på plakater over hele verden:

Først kom de efter kommunisterne

Og jeg sagde ikke fra

For jeg var ikke kommunist

Så kom de efter socialisterne

Og jeg sagde ikke fra

Fordi jeg ikke var socialist

Så kom de efter fagforeningsfolkene

Og jeg sagde ikke noget

Fordi jeg ikke var fagforeningsmand

Så kom de efter jøderne

Og jeg sagde ikke noget

Fordi jeg ikke var jøde

Så kom de efter mig

Og der var ingen tilbage

Til at tale for mig

Det er et fint udsagn om, at hvis man ikke kæmper for alles borgerrettigheder, er der måske ingen til at kæmpe for ens egne. Men man glemmer ofte, at Niemöllers linjer også er en fastslåen af en historisk kendsgerning: Først kom de efter kommunisterne og så videre. Som et resultat var de fleste af Østtysklands politiske og kulturelle ledere engagerede antifascister. Nogle havde lidt i nazisternes koncentrationslejre, andre var flygtet for deres liv. Mange, som forfatterne Bertolt Brecht, Stefan Heym og Anna Seghers, vendte tilbage fra eksil ivrige efter at bygge et antifascistisk Tyskland op af ruinerne. Da statssocialismens undertrykkelse blev for meget at bære, rejste nogle som filosoffen Ernst Bloch igen til Vesten.

Alligevel gjorde Østtyskland mere, på alle niveauer, for at afnazificere end sin antikommunistiske nabo i vest². Flere nazister blev retsforfulgt, dømt og fjernet fra deres embeder. Der blev bygget mindesmærker for ofrene, og der blev komponeret en ny nationalsang. I Østtyskland understregede skoletimerne, film og tv-programmer nazismens ondskab; i Vesttyskland undgik uddannelsen og populærkulturen helt emnet. I vest blev den 8. maj dagen, hvor krigen sluttede, og hed ’Dagen for den Betingelsesløse Kapitulation’; i øst blev den fejret som Befrielsesdagen. Selvfølgelig instrumentaliserede den østtyske regering sin antifascistiske fortælling, som var ufuldstændig og tendentiøs. Men dens grundtone var en, som resten af verden kunne dele. Nazisterne var onde, og det var godt at besejre dem - det var der aldrig tvivl om på den ene side af muren. I Vesten var denne enkle påstand derimod gennemsyret af ambivalens.

Østtysklands gentagne henvisninger til antallet af nazister i den vesttyske regering blev afvist som kommunistisk propaganda, men vesttyskerne vidste, at det også var sandt. Det var en af kilderne til det pres, der i sidste ende fik Vesttyskland til at gøre mere alvor af at afnazificere sig selv - efter at USA og Storbritannien indstillede deres egne uduelige afnazificeringsprogrammer, da den kolde krig blev varmere ³.

(Tidligere nazister var for værdifulde i konfrontationen med Sovjetunionen til at sygne hen i fængsel eller glemsel).

Men det meste af det hårde arbejde med at se den nazistiske fortid i øjnene blev udført af vesttyske intellektuelle, kirkegrupper og studerende, hvis vrede over deres nazistiske forældre og lærere gjorde 1960'erne mere voldelige i Berlin, end de var i Berkeley. Sammen skubbede disse grupper civilsamfundet til en ny selvforståelse. I 1985, da præsident Richard von Weizsäcker holdt en tale til minde om 40-årsdagen for krigens afslutning, var der en begyndende konsensus: Tyskerne havde lidt, men andre havde lidt mere, og deres lidelser var Tysklands skyld. Denne indsigt var kun bemærkelsesværdig, fordi den var så længe undervejs, men Weizsäckers tale fremmede et nyt selvbillede. Glem skammen over Versailles-traktaten, nederlaget ved Stalingrad og Potsdam-konferencen; tyskerne skulle ikke længere se sig selv som det 20. århundredes ofre. Deres kollektive identitet var nu historisk unik: Tyskerne ville først og fremmest se sig selv som gerningsmænd.

En række bøger, heriblandt en af mine egne, Learning from the Germans, har beskrevet den proces, hvor tyskerne forvandlede sig fra ofre til gerningsmænd, men på det seneste er det blevet moderne at hævde, at der ikke fandt nogen egentlig forvandling sted. De mange årlige ritualer og mindehøjtideligheder for nazisternes forbrydelser er blevet afvist som "erindringsteater". Kritikere hævder, at personlige diskussioner om skyld og skam sjældent trænger ind i familiekredse, hvor de fleste foretrækker at tro, at uanset hvad naboerne måtte have gjort, var bedstefar ikke nazist. Er Tyskland desuden ikke stadig et racistisk samfund? Og hvorfor har man fokuseret på nazisternes forbrydelser, mens man har ignoreret folkemordet i begyndelsen af det 20. århundrede på Nama- og Herero-folkene i tysk Sydvestafrika (det nuværende Namibia)?

Der er svar på alle disse spørgsmål, som normalt rejses af dem, der er for unge til at huske den åbenlyse antisemitisme og andre former for racisme, der stadig var offentligt acceptabel i 1980'ernes Tyskland. De, der ikke har gennemlevet en epokegørende forandring, kan næppe se dens resultater som banebrydende; resultaterne bliver den nye norm. Men de af os, der husker de tider, hvor tyskerne skamløst gentog antisemitiske klichéer, mens de betragtede sig selv som ofre, bemærker dramatiske forskelle.

Vi ved også, at for mange er ønsket om at sone deres forfædres forbrydelser ikke et spørgsmål om teater, men ægte - om end ofte hjælpeløst. Den beredvillighed, hvormed Tyskland for nyligt reagerede på de krav om at gøre op med forbrydelserne i kolonierne, viser, at landet i modsætning til Storbritannien og Frankrig har udviklet en praksis for historisk opgør, som måske nok begyndte med naziforbrydelserne, men som kan anvendes på andre ⁴. De, der hævder, at erstatningerne for folkedrab i Namibia eller tilbageleveringen af stjålen kunst til Nigeria er for lidt og for sent, bør spørge sig selv, hvad Spanien har gjort for at anerkende, endsige sone, historiens blodigste koloniregime.

Ingen indfødt tysker ville rejse dette spørgsmål, i hvert fald ikke offentligt. Selvom det i en række artikler for nylig er blevet hævdet, at Tyskland ikke længere kan betragte sig selv som "verdensmester i erindring", har jeg aldrig mødt en tysker, der betragtede sig selv på den måde, eller som overhovedet var parat til at rose processen. Tværtimod er tyskerne deres egne skarpeste kritikere, dem der er mest ivrige efter at fortælle en, at antisemitismen stadig florerer. Det er et vidnesbyrd om oprigtigheden i deres bestræbelser på historisk opgør. Men som et tysk ordsprog minder os om, er det modsatte af "godt" "god hensigt".

Så det er ikke fraværet af et historisk opgør med Holocaust, men en drejning af det, der har ført nutidens Tyskland ud i en filosemitisk McCarthyisme, som truer med at kvæle landets rige kulturliv. I de sidste tre år er den tyske historiske erkendelse gået amok, da viljen til at udrydde antisemitismen er skiftet fra årvågenhed til hysteri. Hver eneste ansøgning om tilskud eller job bliver gransket for tegn. Beskyldninger om antisemitisme, uanset kilden, tjener som begrundelse for at tilbagekalde priser og jobkontrakter eller aflyse udstillinger og forestillinger. Selvom politiets statistikker viser, at over 90 procent af antisemitiske hadforbrydelser begås af hvide, højreorienterede tyskere, har muslimer og farvede været de hårdeste mål for mediekampagner, der har kostet adskillige deres job.

Det mest forbløffende ved dette filosemitiske raseri er den måde, det er blevet brugt til at angribe jøder i Tyskland, herunder nogle efterkommere af Holocaust-overlevende og de anslåede 40.000 israelere, der nu bor der. I et forsøg på at sone deres forældres og bedsteforældres forbrydelser beskylder ikke-jødiske tyskere offentligt jødiske forfattere, kunstnere og aktivister for antisemitisme. Det giver meget lidt mening, eftersom det vigtigste, som årtiers historiske opgør har lært tyskerne om jøder, er: De var vores ofre. Som den tysk-jødiske forfatter Nele Pollatschek for nylig skrev, er det kun en person, der har lidt og mistet mindst halvdelen af sin familie i Holocaust, der betragtes som en rigtig jøde.

Man kan gå et skridt videre: For tyskere er en rigtig jøde en person, hvis liv er konstitueret af Holocaust. Selv om det nu er et århundrede siden, at den indflydelsesrige jødiske historiker Salo Baron kritiserede det, han kaldte den larmende opfattelse af jødisk historie som en uendelig fortælling om elendighed, er det den opfattelse, som de fleste tyskere holder fast ved. Derfor er jøder, hvis liv ikke er fokuseret på jødisk lidelse, i bedste fald forvirrende og i værste fald lidt mistænkelige.

Dette ignorerer hele traditionen for jødisk universalisme, som er lige så gammel som det bibelske vers, der påbyder jøder at huske, at vi var fremmede i Egypten - og derfor har en særlig forpligtelse til at tage sig af dem, der er fremmede overalt - selv hvis de tilfældigvis er palæstinensere. Jødisk universalisme er svaret på jødisk nationalisme. Det er traditionen fra profeterne såvel som de tysk-jødiske koryfæer, fra Moses Mendelssohn til Karl Marx til Albert Einstein til Hannah Arendt, hvis fravær fra Forbundsrepublikken jævnligt beklages. Det er lettere at sætte billeder af døde jøder på frimærker end at udforske de ideer, der gjorde dem berømte, og jøder, der nægter at sætte jødisk lidelse i forgrunden, passer ikke ind i efterkrigstidens lektionsplan. Ifølge tysk logik kan sådanne jøder minimere betydningen af Holocaust og dermed tyskernes egen skyld.

Angela Merkels erklæring fra 2008 om, at Israels sikkerhed var en del af den tyske Staatsräson (nationale interesse), var for vag til at være en udenrigspolitisk erklæring. Betød det, at Tyskland ville sende tropper til Golan, hvis Israel blev angrebet? Den slags spørgsmål blev aldrig besvaret, men hendes udtalelse udtrykte en følelse, som de foregående årtier havde udkrystalliseret. Det er ikke ualmindeligt, at tyskere omtaler deres land som Täternation (en nation af gerningsmænd). Det synes at følge heraf, at jøder udgør en evig offernation. I så fald er den eneste måde at vaske fædrenes synder væk på at støtte det potentielle offer über alles.

Hvis dette er et problem for den enkelte jøde, er det uendeligt meget mere bekymrende, når man tænker på Israel, den stat, der hævder at repræsentere dem. Der er gået mere end et halvt århundrede, siden den højteknologiske atommagt kunne passere som lille David med en slangebøsse. Men Tysklands gennemgribende engagement i historiske opgørelser har givet landet én vished: Vi myrdede millioner af jøder. Alle emner, der involverer jøder, vil blive læst gennem den tyske fortids linse. Resultatet er, at et land, der regeres af en centrum-venstre-koalition, har en udenrigspolitik, der ligger et sted til højre for AIPAC [amerikansk zionistisk lobbyorganisation, red.].

I 2019 vedtog det tyske parlament en resolution, der erklærede, at enhver, der støttede BDS-bevægelsen (Boycott, Divestment and Sanctions) eller dens mål, var antisemit og derfor ikke kunne optræde i noget statsfinansieret teater, museum, foredragssal eller anden kulturinstitution. BDS er en palæstinensisk ledet bevægelse, der blev grundlagt i 2005 for at bekæmpe besættelsen af Palæstina ved at erstatte terrorisme med boykot. Da resolutionen blev vedtaget, havde den en marginal tilstedeværelse i Tyskland, hvor man stadig er nødt til at fortælle de fleste, hvad initialerne repræsenterer. Men da næsten alle kulturinstitutioner i Tyskland modtager en eller anden form for statsstøtte, betød det reelt et forbud mod alle, der mistænkes for at stå BDS nær, et begreb, der er helt uklart.

Der er ingen tvivl om, at nogle BDS-tilhængere er antisemitter. Men i stedet for at forsøge at fastslå omfanget af en persons engagement i den løst organiserede bevægelse, finder tyskerne det tilstrækkeligt at henvise til deres egen plettede historie. I 1933 opfordrede nazisterne til boykot af jødiske forretninger, et af de første diskriminerende skridt, der førte til den gule stjerne og senere til Auschwitz. Ergo er enhver, der overvejer nogen form for boykot af Israel, fortaler for den første i en række handlinger, der kan ende i gaskammeret. Hvis denne kæde af ræsonnementer blev gjort eksplicit, ville dens fejl være åbenlyse. Men der er ikke meget fornuft at spore i de aktuelle diskussioner.

I Berlin kan ordet "apartheid" få en udelukket hurtigere, end N-ordet vil få en udelukket i New York. I modsætning til N-ordet er "apartheid" ikke et racistisk skældsord, men et teknisk juridisk udtryk, der betegner forskellige retssystemer for forskellige folkeslag. I Israel og USA diskuterer juristerne stadig, om det gælder for de dele af Israel, der ligger inden for den grønne linje, men de fleste er enige om, at det er en helt præcis beskrivelse af forholdene på Vestbredden. Israelske menneskerettighedsorganisationer har sammen med Human Rights Watch og Amnesty International argumenteret for brugen af begrebet. Men da Amnesty udgav "Israel's Apartheid Against Palestinians" i 2022, tog Amnestys tyske afdeling offentligt afstand fra rapporten og nægtede at diskutere den.

Tyskere, der viger tilbage for ordet, tænker ikke på de besatte områder, som kun få af dem nogensinde har besøgt. Ordet "apartheid" får nogle tyskere til at tænke på boykotten af Sydafrika; men oftere tænker de på nazistiske plakater i jødiske butiksvinduer: Køb ikke fra jøder. Fastfrosne billeder af fortidens skam forhindrer dem i at tænke klart om nutiden, selv når tidligere israelske ambassadører, der er oprørte over den nylige lovgivning, som begrænser landets højesterets autoritet, opfordrer deres tyske kolleger til, at tiden for boykot er kommet: Den tyske regering bør i det mindste holde op med at invitere premierminister Benjamin Netanyahu og hans kabinet og holde fælles arrangementer, som den tidligere har gjort.

Det er sjældent, at den slags appeller når de tyske medier, da detaljeret rapportering fra Israel er omvendt proportionalt med den plads, landet indtager i den tyske psyke. Under den korte, men dødbringende israelske krig mod Gaza i 2021 trykte New York Times billeder af de 67 børn, der blev dræbt dér, på forsiden. Den tyske presse var derimod betaget af en demonstration mod krigen i Gelsenkirchen, hvor nogle (overvejende muslimske) borgere råbte antisemitiske skældsord. Når det drejer sig om jøder, tænker tyskerne først på sig selv: Er der (stadig) antisemitisme i Tyskland?

Så det er ikke overraskende, at de tyske medier i ugerne efter, at Israel havde valgt den mest højreorienterede regering i landets historie, fokuserede på påstået antisemitisme i München. I november 2022 anklagede to jødiske universitetsstuderende et teaterstykke for at være antisemitisk. Da de afviste instruktørens tilbud om at være vært for en anden forestilling, hvor den påståede antisemitisme kunne diskuteres, truede de studerende med at kræve, at byen trak støtten til Metropol Theater tilbage, hvis stykket ikke blev aflyst. Det blev behørigt aflyst, og en debat begyndte.

Det omtalte stykke, Birds, er skrevet af den libanesisk-canadiske forfatter Wajdi Mouawad i samråd med den fremtrædende historiker Natalie Zemon Davis, som er jøde. Den fortæller historien om to studerende, der forelsker sig i hinanden i Columbia Universitys bibliotek. Det, der gør dem til de moderne Romeo og Julie, er det faktum, at Eitan, en ung genetiker, nedstammer fra Holocaust-overlevende, mens Wahida, en ung historiker, beskriver sig selv som araber af marokkansk afstamning. Historien om deres romance bliver historien om et familietraume: Den unge mands far, som er stærkt fjendtlig over for enhver forbindelse mellem jøde og araber, viser sig at være adopteret palæstinenser. Slutningen er et ekko af Nathan den vise, Gotthold Ephraim Lessings opfordring til religiøs tolerance fra det 18. århundrede, som var det første stykke, Den røde Hær som besættelsesmagt tillod, at man opførte i Berlins sønderbombede ruiner efter krigen.

Hvordan kunne denne historie opfattes som noget antisemitisk, der var for farligt til at opføres på en tysk scene? Den statsfinansierede vagthund mod antisemitisme, RIAS, gav en forklaring. Stykket skildrer jøder med negative egenskaber, lød anklagen. Det viser jøder, der er neurotiske, og jøder, der er racistiske. Det portrætterer en Holocaust-overlever, som laver en vits om at have overlevet. På den baggrund ville RIAS formentlig forbyde Philip Roth, Woody Allen og endda Heinrich Heine.

Men efterhånden som organisationens kritik bliver mere detaljeret, bliver dens metoder tydeligere. Det faktum, at den jødiske studerende er genetiker, er antisemitisk, fordi "kombinationen af genetik, jøder og Tyskland får én til at tænke på nazisternes eutanasi og Shoah." Hans fars bemærkning om, at han ikke ville bryde sig om at være palæstinenser, "minder om Hermann Görings udtalelse efter Krystalnatten om, at 'jeg ville ikke bryde mig om at være jøde i Tyskland i dag'." Rapporten fortsætter i samme dur på sytten sider med enkelt linjeafstand, men kritikkens form er klar: Hvis en påstand om jøder får en tysker til at tænke på nazister, er den ipso facto antisemitisk. Problemet er, at næsten enhver påstand om jøder får tyskere til at tænke på nazister.

Davis skrev en artikel, hvor hun tilbageviste anklagerne om antisemitisme og konkluderede, at kritikerne havde et "restriktivt, skræmt og hjerteløst syn på, hvad det vil sige at være jøde." RIAS svarede igen ved at kalde hende BDS-aktivist, en anklage, der slet ikke har noget grundlag. Debatten fortsatte i månedsvis, mens nogle støttede Davis' opfordring til at lade stykket blive opført, så publikum selv kunne bedømme dets indhold, og andre opfordrede til, at kunstnerisk frihed aldrig bør gå forud for kampen mod antisemitisme. Det rejser spørgsmålet, om stykket rent faktisk er antisemitisk, men påstanden er nok til i dagens Tyskland at sætte en skræk i livet på enhver, hvis arbejde er offentligt finansieret. Efter mange overvejelser besluttede Metropol Theater at fjerne et par af de replikker, der havde provokeret kritikerne, og genopsætte stykket. Når alt kommer til alt, skærer teatre regelmæssigt dele af de stykker, de producerer, fra; hvordan kan man ellers få et publikum til at blive siddende gennem hele Kong Lear?

Mouawad afsluttede debatten med at insistere på, at teatret skulle opføre stykket i sin helhed eller slet ikke. Det blev ikke opført. Men det mærkeligste element i historien kom ikke med i diskussionen. Tre år før skandalen brød ud, blev Birds spillet og fik begejstrede anmeldelser i fjorten tyske byer efter berømmede forestillinger i Frankrig, Canada og Israel. "Tidens drama" er titlen på en tysk anmeldelse fra 2019, som forsikrer læserne om, at stykket vil blive på scenen i mange år, da det indeholder alt, hvad en instruktør kan ønske sig. I 2020 tildelte den tyske delstat Baden-Württemberg Mouawad sin første europæiske dramapris.

Nogle nylige udviklinger i tysk politik forklarer, hvordan kulturen ændrede sig så hurtigt. I 2017 blev Alternative für Deutschland (AfD) det første parti på den yderste højrefløj siden krigen, der fik stemmer nok til at komme ind i parlamentet. Partiet var drevet af den indvandrerfjendtlige glød, som driver andre højreekstreme partier i Europa og USA, samt af en meget tysk mærkesag. AfD's ledere kritiserede det historiske opgør, som nu er en central del af borgeruddannelsen, for at være en "skyldkult". Set i lyset af Tysklands historie, erklærede de, var det tolv år lange nazistyre "en lille klat fuglelort." Anstændige tyskere var forståeligt nok bestyrtede.

I sin bestyrtelse begik regeringen en række fejl. Den første var at etablere et forbundskontor til bekæmpelse af antisemitisme, som hurtigt blev efterfulgt af kontorer på delstatsniveau. Ingen af kommissærerne er opvokset som jøder, selv om én konverterede kort efter sin udnævnelse; de fleste har ringe forståelse for jødisk kompleksitet eller tradition. (Forbundskommissæren blev fotograferet, da han marcherede med en af de kristne zionistgrupper, hvis mission er at antænde en apokalypse i det forjættede land, som enten vil omvende eller udslette jøderne. ​​ Hans deltagelse var uskyldig; han så blot et israelsk flag og syntes, at han burde deltage). Kommissærerne støtter sig for at kompensere for deres uvidenhed til to kilder til information om jøder, israelere og palæstinensere: Den israelske ambassade og Centralrådet for Jøder i Tyskland, en af de mere højreorienterede jødiske organisationer i verden. Endnu vigtigere er det, at de stoler på, hvad de har lært af Tysklands årtier lange historiske opgør, som ser alle jødiske anliggender gennem prismet af tysk skyld.

Det gør Tyskland sårbart over for alle former for manipulation, og den anden store fejl viste sig i 2019. Det radikale højre vedtog inspireret af Steve Bannon, som AfD's ledere jævnligt mødes med, en strategi, som nu er fælles for højrefløjspartier fra Dallas til Delhi. Racisme over for andre grupper kan skjules ved at fordømme antisemitisme og sværge støtte til den til enhver tid siddende israelske regering. Når alt kommer til alt, kan nogen, der gør det, jo ikke være nazist. I 2020 optrådte Netanyahus ældste søn, Yair, som frontfigur for en AfD-reklame, hvor han kaldte EU en "ond, globalistisk" organisation og håbede, at "Europa vil vende tilbage til at være frit, demokratisk og kristent." For yderligere at modbevise mistanken om nynazisme begyndte AfD at forsøge at rekruttere jøder i Tyskland, inklusive mig, ved hjælp af historier om morderiske muslimer. Langt mere succesfuldt var dets forslag til parlamentet i 2019: BDS skal forbydes i Tyskland.

Som politisk strategi var det genialt, for det lod de andre tyske partier sidde overraskede tilbage. Da AfD kom ind i parlamentet, nægtede deres parlamentsmedlemmer at sidde ved siden af AfD’s deputerede og var i princippet imod alt, hvad AfD foreslog. Men hvordan kunne de tillade AfD at overgå dem i filosemitisme? Deres løsning var at gå sammen om at støtte beslutningen om at forbyde alle, der er "tæt på BDS", at tale, udstille eller optræde på statsfinansierede steder. I modsætning til AfD's resolution virkede denne lidt anderledes resolution forenelig med den forfatningsmæssige beskyttelse af ytringsfriheden, selvom alle domstole, hvor den blev udfordret, erklærede den forfatningsstridig.

Forfatningsstridig eller ej, resolutionen bliver jævnligt brugt. Dens første offer var den internationalt anerkendte jødiske forsker Peter Schäfer, som blev presset til at træde tilbage som direktør for Berlins jødiske museum, efter at Netanyahu havde klaget over ham til Tysklands kulturminister. For nylig blev det brugt til at fyre Matondo Castlo, en 29-årig tysker af congolesisk oprindelse, fra hans job som vært på et tv-show for børn. Hans forbrydelse? At have deltaget i en økologisk festival for børn på Vestbredden.

Jo mere forholdene forværres i Israel/Palæstina, jo mere ivrigt søger de tyske medier efter eksempler på antisemitisme, som de kan fordømme. I juli 2023 blev Netanyahus vellykkede underminering af det israelske retssystem behørigt - om end kortvarigt - omtalt i de store aviser. Men det, der virkelig fyldte de tyske sendeflader i ugerne efter, var rapporter om, hvad der højst burde have været en mindre skandale, da en ung tysk journalist, Fabian Wolff, erkendte, at han - i modsætning til hvad han havde formodet - ikke var jøde.

Der er ikke noget mere tysk end ønsket om at være jøde. Kort efter krigen opfandt mange nazister jødiske identiteter for at undgå at blive opdaget, som glimrende beskrevet i Edgar Hilsenraths satiriske roman The Nazi and the Barber (1971). Oftere var ønsket mindre et spørgsmål om opportunisme end om længsel. Hvem vil ikke hellere have offerblod end gerningsmandsblod i årerne?

Wolffs tilbøjelighed til at tro på sin afdøde mors vage referencer til formodede jødiske forfædre var næppe usædvanlig; der er tyskere, som er blevet synagogeledere og endda rabbinere ved at gøre noget lignende. Wolffs fatale fejl, hvad angik de tyske medier, var, at han blev venstreorienteret jødisk universalist, der kritiserede den israelske regering og skrev essays om Tony Judt og Isaac Deutscher. Det raseri, hvormed alle større aviser angreb ham, havde intet at gøre med det faktum, at han havde forestillet sig at have jødiske aner, som mange tyskere før ham, men med det faktum, at han havde kritiseret israelsk politik fra denne position.

For tyskere er det let at udtrykke forargelse over tyske ugerninger. De, der fristes til forargelse over jødiske ugerninger, vil frygte, at vreden er atavistisk, født af antisemitisme, som de må have arvet. Selv om det næppe er foreneligt med hans egne teorier om kommunikativ handling, har Tysklands store, gamle filosof Jürgen Habermas sagt det på tryk: Tyskere fra hans generation har ingen ret til at kritisere Israel, hvilket ikke ligefrem har opmuntret yngre tyskere til at sige fra. Emily Dische-Becker, den jødiske direktør for den tyske afdeling af Diaspora Alliance, en lille NGO, der bekæmper antisemitisme og misbrug af beskyldninger for antisemitisme, fortalte mig, at de fleste tyskere ikke kan klare at se sandheden i øjnene: "De ønskede, at Israel skulle være den lykkelige slutning på Holocaust. De kan ikke acceptere det faktum, at der ikke er nogen lykkelig slutning."

Flere eksempler

De tilfælde, jeg har beskrevet, er på ingen måde udtømmende, men blot eksemplariske. Nye eksempel på filosemitisk undertrykkelse når mig den uge efter den anden. Diaspora Alliance har verificeret 59 aflysninger - af diskussioner, forestillinger, udstillinger eller jobs - i de seneste to år. Det, der ikke kan verificeres, er det, der foregår bag lukkede døre. Juryer ville overtræde deres tavshedspligt, hvis de afslørede, hvor ofte nogen på grund af beskyldninger om antisemitisme fra den ene eller den anden tredjerangsblogger, som blev fremsat uden beviser, blev nægtet en pris eller et job. Jeg kender til fire sager, der involverede fremtrædende personer, som aldrig blev offentliggjort. Man kan heller ikke tælle antallet af dem, der censurerer sig selv, før de bliver anklaget, eller antallet af dem, der løb ind i problemer, men afstod fra at gå offentligt ud af frygt for yderligere repressalier.

Mens truslerne om at skære ned på støtten til venstreorienterede grupper fortsætter, begyndte en anden slags skandale i slutningen af august 2023, da Süddeutsche Zeitung afslørede, at Bayerns vicestatsminister og finansminister, Hubert Aiwanger, i 1987 blev sat i forbindelse med en giftig pamflet, da han var teenager. Den indeholdt en konkurrence om at "finde den største forræder mod fædrelandet", hvor førstepræmien var "en gratis flyvetur op gennem skorstenen i Auschwitz", andenpræmien var "et livslangt ophold i en massegrav" og så videre. Om Aiwanger selv skrev pamfletten, som blev fundet i hans skoletaske, eller om den var skrevet af hans storebror, som han påstod, får vi aldrig at vide, da hans svar på de efterfølgende spørgsmål var så undvigende, at kun få tog dem alvorligt. Nationale ledere af venstreorienterede partier opfordrede ham til at træde tilbage.

Hvis Aiwanger havde udtrykt ægte skam eller fortrydelse, ville affæren være endt stille og roligt. Hvem af os fortryder ikke noget, vi gjorde som 17-årige? Men endnu værre end løbesedlen var Aiwangers reaktion. Han fremstillede sig selv som både et offer for den liberale presse og en oprører mod det, som politikere, der støttede ham, kaldte "kollektiv skyldneurose" og "giftig moralisme", og han stod fast på sin trods, selv da tidligere klassekammerater rapporterede om flere eksempler på at han havde benyttet sig af nazistisk sprogbrug og symboler i gymnasiet. Die Zeit sammenlignede hans reaktioner på anklagerne mod ham med, hvordan Donald Trump har opført sig ⁵. Aiwangers lille parti, Frie Vælgere, fik hurtigt 5 procent i meningsmålingerne forud for det delstatsvalget i oktober.

I modsætning til Matondo Castlo, den congolesisk-tyske mand, der mistede sit job efter at have besøgt en palæstinensisk børnefestival, eller Nemi El-Hassan, en palæstinensisk-tysk læge, hvis aftale om at være vært på et videnskabeligt tv-show blev aflyst på trods af hendes overbevisende beklagelse af at have deltaget i en islamistisk demonstration ni år tidligere, beholdt Aiwanger sin stilling. Og selvom mange tyske politikere og journalister var oprørte over den bayerske premierministers afvisning af at afskedige ham, argumenterede andre for, at det var den eneste mulighed. Et politisk martyrium ville kun skabe mere støtte til hans stadig mere højreorienterede parti. "Nu er det nok med skyldfølelsen" er den slags instinkt, der trækker stemmer, og ikke kun i Bayern. Et Facebook-foto af premierministeren med et lille skilt, hvor der står "Vi husker", blev genoplivet. At poste på engelsk er et underforstået signal til hans vælgere: Vi ved, hvordan vi skal tale til udlændingene, men vi ved godt, hvad vi tænker i Bayern. Tysklands forbundsantisemitisme-kommissær foreslog, at Aiwanger besøgte Dachau-mindesmærket. Den eneste kilde til trøst i denne elendige affære var, at de mennesker, der driver stedet, bad ham om ikke at komme.

Hvad kan vi lære af tyskernes bestræbelser på at konfrontere deres lands kriminelle historie? For fire år siden troede jeg, at de kunne tjene som model for andre lande, der forsøger at se deres egne fejl i øjnene og arbejder på at opbygge ærligere versioner af deres historie. Modellen har aldrig været perfekt, men ingen nation havde nogensinde prøvet noget lignende. Hvordan kunne tyskerne så håbe på at gøre alting rigtigt?

De seneste tre år har dog fået mig til at gentage en sætning, som min meget savnede ven og kollega Tony Judt yndede at citere: "Når fakta ændrer sig, ændrer jeg mening. Hvad gør De, sir?" Kendsgerningerne har ændret sig så dramatisk i Tyskland, at jeg nu har mistanke om, at det bedste, vi kan lære af det, er en advarsel. Det er ganske vist kun AfD, der ville foreslå at vende tilbage til tiden, før tyskerne erkendte, at de var gerningsmændene bag Anden Verdenskrig, ligesom det kun er hvide racister, der holder fast i fortællingen om Sydstaterne som ulykkeligt offer. Men siden den forsinkede erkendelse af, at Amerika bør se de mørke sider af sin historie i øjnene, har mange røster antydet, at der kun er mørke sider i amerikansk historie.

Der er ingen tvivl om, at højrefløjens kampagne for at forbyde alt, der kan skabe ubehag, i amerikanske klasseværelser er farlig. Enhver bør være stolt af at tilhøre en nation, hvis helte inkluderer Martin Luther King Jr. og Toni Morrison, to forfattere, som flere skolebestyrelser har forbudt. Ud over en historie med dyb uretfærdighed har USA også en lang historie med mennesker, der har kæmpet imod den. Uden eksempler på modige mænd og kvinder, der arbejdede sammen for at gøre fremskridt mod retfærdighed, vil vi aldrig få viljen til at gøre mere. De, der ikke kan anerkende fortidens fremskridt, er dømt til kynisme eller resignation. At fremstille hele den amerikanske historie som en motor for hvidt overherredømme, eller hele den tyske historie som uigenkaldeligt forgiftet af antisemitisme, vil med sikkerhed fremkalde modreaktioner, og det har det allerede gjort. Men selv hvis det ikke gjorde, ville det ikke være sandt - og er kravet om et historisk opgør ikke i sig selv et krav om sandhed?

Dette blev jeg gjort opmærksom på af Bryan Stevenson, som jeg interviewede, mens jeg skrev Learning from the Germans. Stevenson er grundlæggeren af National Memorial for Peace and Justice, almindeligvis kendt som ’Lynching Memorial’, som blev til, efter at han havde set eksempler på Tysklands historiske opgør. Da jeg besøgte ham i Montgomery, fortalte han mig blandt andet:

Man skal være stolt af de hvide sydstatsfolk i Mississippi, Louisiana og Alabama, som i 1850'erne argumenterede for, at slaveri var forkert. Der var hvide sydstatsfolk i 1920'erne, som forsøgte at stoppe lynchningerne, og man kender ikke deres navne.

Stevenson mener, at det at mindes disse navne ville hjælpe USA med at vende skammen til stolthed:

Vi kunne faktisk hævde en arv, der har sine rødder i mod og trods mod at gøre det, der er let, og foretrække det, der er rigtigt. Vi kan gøre det til den norm, vi ønsker at hylde som vor sydstatshistorie, -arv og -kultur.

Når jeg år senere tænker tilbage på det besøg, kommer jeg til at tænke på de tyskere, hvis fortælling om deres historie er så ubarmhjertigt dyster, at de nægter at anerkende noget fremskridt i den og insisterer på, at deres lands forsøg på at gøre op med sine forbrydelser har været en falsk farce. Denne forsimplede tese ser ikke fejlene i den tyske erindringskultur. En del af problemet er strukturelt. Når borgere kræver, at deres nationer ser en racistisk fortid i øjnene, som siges at sikre, at en racistisk politik fortsætter, søger de at ændre den nationale bevidsthed. Og når det i vid udstrækning lykkes, som det er sket i Tyskland, ønsker de, at ændringen i bevidstheden skal føre til ændringer i politikken. Datoer og begivenheder, der engang helst blev glemt, er nu indskrevet som officielle mindedage. Krystalnatten, attentatforsøget på Hitler i 1944, befrielsen af Auschwitz og andre milepæle bliver regelmæssigt mindet nogle på forbundsniveau og andre på delstatsniveau med højtidelige politikere iført kippa, en aldrende Holocaust-overlever og mindst én klezmer-musiker.

Men regeringspolitik er ... regeringspolitik. Den er ikke følsom over for subtilitet. Hvis den ikke ligefrem er baseret på algoritmer, risikerer den at blive baseret på formler, der let bliver forstenede og automatiske. Det var det, der skete med DDR's doktrin om antifascisme.

Et resultat af den formelagtige tilgang til historiske opgør er tendensen til at betragte grupper, der er blevet undertrykt, som om de talte med en monolitisk stemme, der for evigt er fikseret på deres egen undertrykkelse. Hvis Tyskland kun betragter de jøder, der fokuserer på antisemitisme, som autentiske, så er Amerika i fare for kun at betragte de farvede, der ser racismen som kilden til alt ondt, som ægte. Den tårevædede opfattelse af jødisk historie er ikke langt fra den afropessimistiske opfattelse af historien, som forfattere som Frank B. Wilderson III står for. Er der en måde at anerkende racisme og antisemitisme på -uden at reducere dem, der oplever dem, til evige ofre?

I sidste ende burde det være muligt at undersøge historiske forbrydelser med omhu og nuancer, selvom vi ved, at disse kvaliteter er en mangelvare. En lektie, amerikanerne kan lære af tyskerne, er, hvor galt det kan gå, når omhu og nuancer mangler. I de seneste år har vi set et enormt opgør med USA's racehistorie, men opgøret med den politiske historie er endnu ikke begyndt, på trods af professionelle historikeres indsats. Den systematiske og voldelige undertrykkelse af arbejderbevægelsen, som overlevede McCarthyismen, efterlod amerikanerne med færre rettigheder end borgerne i alle sammenlignelige, rige demokratier. At undersøge USA's glemte politiske historie er en afgørende del af arbejdet hen mod en fremtid, hvor stræben efter lykke kan blive en realitet for alle. Men til det formål er vi nødt til at bevare en forestilling om fremskridtet - sammen med den viden, at det sjældent forløber i en lige linje.

Susan Neiman er direktør for Einstein Forum i Tyskland. Hendes seneste bog er Left Is Not Woke. Hendes første skønlitterære værk, Nine Stories: A Berlin Novel, udkommer næste år. (Oktober 2023)