I Gaza var der en jernmur
Af Seth Ackerman
Oversat med tilladelse fra There Was an Iron Wall in Gaza, Jacobin, 4. januar 2024
Israel har, fordi landet er blevet afhængigt af at forøge sit territorium, og fordi det er omringet af fjender, som det selv har skabt, kastet alle moralske begrænsninger overbord.
I et essay fra 1948, "The Twilight of International Morality", så teoretikeren vedrørende internationale relationer Hans Morgenthau tilbage på den svundne form for diplomati, der blev praktiseret af de gamle aristokratiske stater i Europa - det man kunne kalde "traditionel Realpolitik" - og fremførte et argument, der indeholdt en modsætning: at diplomatiet bag sin amoralske facade og på trods af sit ry for kynisme og dobbeltspil hele tiden var baseret på et ukrænkeligt etisk kodeks.
Han diskuterede Otto von Bismarck, der var den tyske inkarnation af det 19. århundredes Realpolitik, og satte ham i kontrast til Adolf Hitler. Begge mænd havde stået over for det samme genstridige problem: at Tyskland var "omringet" af farlige naboer, Frankrig mod vest og Rusland mod øst.
Men hvor Bismarck "accepterede det uundgåelige i denne kendsgerning og forsøgte at vende den til Tysklands fordel" gennem et indviklet og til tider lusket realpolitisk diplomati, var Hitler, "der ikke havde de moralske skrupler, som havde tvunget Bismarck til at acceptere Frankrigs og Ruslands eksistens", ganske enkelt gået i gang med at udslette begge.
Om denne forskel virkelig kunne tilskrives "moralske skrupler" eller ej, kan diskuteres; Bismarcks udenrigspolitik var trods alt i praksis en succes, mens Hitlers tydeligvis ikke var det. Men Morgenthau havde sat fingeren på en nyttig og vigtig skelnen.
"Bismarck-metoden" og "Hitler-metoden" kan opfattes som to alternative måder at håndtere farer i verden på. Den første er den realpolitiske metode, der accepterer magtens realiteter, som de er, og går ud fra, at en sameksistens med fjender på godt og ondt er permanent og uundgåelig; og af den grund foretrækker man, hvor det er muligt, at afværge trusler ved at søge efter områder af fælles interesse og anvende det minimum af vold, der er nødvendigt for at nå vitale mål.
Den anden metode er animeret af en ideologisk drevet dæmonologi af den ene eller den anden art - en besættelse af monstre, der skal tilintetgøres - kombineret med en umættelig trang til det, Henry Kissinger med en velkendt aforisme kaldte "absolut sikkerhed": "Én magts ønske om absolut sikkerhed," skrev han i sin doktorafhandling fra 1954 om den østrigske diplomat Klemens von Metternichs diplomati, "betyder absolut usikkerhed for alle andre."
Samlet bag Israel
Siden den 7. oktober har alle autoritetens stemmer i Vesten fra Joe Biden og nedefter - i udenrigsministerierne, tænketankene, de store medier - stået sammen bag Israels erklærede mål om at "knuse og eliminere" Hamas. Kommandoangrebet gennem Israels "jernmur" i Gaza og den række af grusomheder mod civile, der ledsagede det, siges at have annulleret den legitimitet, som gruppen engang måtte have kunnet opnå. Et krav om Hamas' totale nederlag og udryddelse er - i hvert fald indtil videre - officiel politik i USA, EU og de andre G7-lande.
Problemet er imidlertid, at Hamas, som vandt 44 procent af stemmerne ved det seneste palæstinensiske parlamentsvalg, er et politisk masseparti, ikke bare en væbnet gruppe, og ingen af dem kan faktisk udryddes "militært". Så længe Hamas eksisterer, vil forsøg på permanent at udelukke det fra palæstinensisk politik ved hjælp af et diktat udefra med garanti ikke bare mislykkes, men også skabe et kaos uden ende.
Fordi Hamas-skal-væk-politikken er uopnåelig og uholdbar, er den dømt til at være midlertidig, og det eneste spørgsmål er, hvor lang tid det vil tage verdens ledere at erkende deres fejltagelse, og hvor meget skade der vil ske i mellemtiden.
I Afghanistan tog det USA tyve år og tre regeringer at samle mod til at indrømme, at man ikke kunne besejre Taliban. På trods af de næsten tre tusinde, der døde på amerikansk jord på grund af Talebans al-Qaeda-"gæster", indså USA til sidst, at man ikke havde andet valg end at tale med gruppen og indgå en aftale. Da man endelig nåede frem til et forlig i 2020, var det - på klassisk realpolitisk vis - baseret på en fælles interesse i at besejre en fælles fjende, nemlig ISIS. Til gengæld for et løfte fra Taleban om ikke at tillade at dets territorium blev brugt som base for udenlandske terroroperationer, trak USA sine styrker ud i 2021, og Taleban er nu ved magten i Kabul.
Men Gaza har ikke råd til at vente tyve år på, at Biden og Co. kommer til fornuft; med det tempo, Israels dræbermaskine kører i, vil den sidste overlevende palæstinenser til den tid for længst være død.
Hele sit liv har den israelske premierminister Benjamin Netanyahu offentligt og privat talt om sin drøm om, at Israel en dag ville få mulighed for at gøre arbejdet fra 1948 færdigt og befri Israel for massen af palæstinensiske indtrængere. Han uddybede dette tema en aften i Jerusalem i slutningen af 1970'erne over for en forfærdet middagsgæst, militærhistorikeren Max Hastings, som gengav samtalen i sine erindringer; og han vendte efter massakren på Den Himmelske Freds Plads tilbage til temaet i Knesset et årti senere, da han beklagede, at Israel ikke havde grebet chancen, mens verdens opmærksomhed var rettet mod Kina, til at gennemføre en "masseuddrivelse af araberne."
Takket være et sammenfald af omstændigheder - en hævngerrig offentlighed, en højreorienteret regeringskoalition og vigtigst af alt en føjelig amerikansk præsident - har Netanyahu fået en ny chance, og den lader han ikke gå fra sig.
Israel har i klart sprog forklaret, hvad det er, man gør. Ingen kan påstå, at de ikke vidste det. Gennem en kombination af terrorbombning med mange ofre - det Robert Pape fra University of Chicago, der er en førende forsker i anvendelsen af overmagt i luften, har kaldt "en af de mest intense afstraffelseskampagner af civile i historien" - ødelæggelse af hospitaler og anden kritisk infrastruktur og en næsten total blokade af humanitære forsyninger, arbejder Israel på "at skabe betingelser, hvor livet i Gaza bliver uholdbart," som den pensionerede generalmajor Giora Eiland, der er rådgiver for den nuværende forsvarsminister, udtrykker det.
Israel fører med andre ord Morgenthaus argument skånselsløst til sin logiske konklusion - og beviser for øjnene af verden, at det endelige og mest fundamentale alternativ til realpolitik er folkemord.
Når man taler om solen
I en artikel fra 2008, der blev offentliggjort af Israel Council on Foreign Relations, luftede Efraim Halevy , som er en af de mere pragmatiske realpolitikere i Israels sikkerhedsetablissement, sine betænkeligheder ved den fremherskende israelske tilgang til at håndtere Gaza og dets magthavere.
Som tidligere chef for Mossad, direktør for Israels nationale sikkerhedsråd og ambassadør i EU havde Halevy arbejdet med Hamas-sagen i mange år, og hans budskab var kontant: Hamas ville ikke forsvinde foreløbig. Israel ville derfor gøre klogt i at finde en måde at gøre gruppen til "en faktor i en løsning," snarere end et evigt "uoverstigeligt problem."
Da forestillingen om Hamas som en løsning på noget som helst helt sikkert ville ryste læserens forudfattede meninger, sørgede Halevy for at fremlægge nogle relevante fakta.
Han forklarede for det første, at uanset hvad der måtte stå i gruppens stiftelsesdokumenter, så havde tyve års kontakt med den virkelige verdens politik belært Hamas om magtens realiteter, og det var nu "mere end indlysende for Hamas, at man ikke har nogen jordisk chance for at blive vidne til ødelæggelsen af staten Israel." Derfor var gruppens ledere vendt tilbage til et mere opnåeligt mål: I stedet for Israels ødelæggelse ønskede de, at Israel trak sig tilbage til grænserne fra 1967, og til gengæld ville Hamas gå med til en udvidet våbenhvile - "en trediveårs-våbenhvile" kaldte Halevy det - som gruppen sagde, at den ville respektere og endda hjælpe med at håndhæve, og som i sidste ende kunne gøres permanent, hvis parterne ønskede det.
For det andet havde Hamas' ledere - selvom man stod fast på, at Hamas ikke ville anerkende Israel eller tale direkte med landet -ikke noget imod, at Mahmoud Abbas gjorde det, og de erklærede sig ifølge Halevy parate til "at acceptere en løsning, som Abbas havde forhandlet med Israel, hvis den blev godkendt ved en national palæstinensisk folkeafstemning."
To år tidligere havde Hamas vundet det palæstinensiske valg ved at understrege sin pragmatisme og vilje til at respektere den palæstinensiske offentligheds midterlinje om to stater. Den beslutning havde repræsenteret en sejr for de moderate i organisationen. En af dem, Riad Mustafa - en Hamas-parlamentariker der repræsenterer Nablus - forklarede gruppens holdning i et interview i 2006:
Lad mig sige det utvetydigt: Hamas anerkender ikke og vil aldrig anerkende Israel. En anerkendelse er en handling, der udføres af stater, ikke bevægelser eller regeringer, og Palæstina er ikke en stat. Ikke desto mindre opfordrer den [Hamas-ledede] regerings program til en afslutning på besættelsen, ikke til en ødelæggelse af Israel, og Hamas har foreslået at afslutte besættelsen og en langsigtet våbenhvile for at skabe fred i denne region.
Det er Hamas' egen holdning. Regeringen har også anerkendt præsident Abbas' ret til at føre politiske forhandlinger med Israel. Hvis han skulle fremlægge en fredsaftale, og hvis denne aftale blev godkendt af vores nationale institutioner og en folkeafstemning, så ville vi - selv hvis den omfatter en palæstinensisk anerkendelse af Israel - selvfølgelig acceptere deres dom. For at respektere folkets vilje og deres demokratiske valg er også et af vores principper.
Ifølge Halevy havde Hamas formidlet disse ideer til den israelske ledelse så langt tilbage som i 1997 - men fik aldrig noget svar. "Israel afviste blankt denne tilgang," skrev han, "og betragtede den som en honningfælde, der ville give Hamas mulighed for at konsolidere sin styrke og status indtil det tidspunkt, hvor de ville være i stand til at konfrontere Israel i kamp med en chance for at vinde."
Halevy betragtede dette som en alvorlig fejltagelse. "Er Hamas' nuværende tilgang ægte, eller er det en honningfælde?" spurgte han. "Hvem ved?” Alt ville afhænge af detaljerne - men "disse detaljer kan ikke udforskes, medmindre Hamas inddrages i en meningsfuld diskussion."
Endelig mindede han - og forudseende, står det nu klart - sine læsere om, at det at nægte at tale sammen medførte sine egne risici:
Hamas' ledelse er på ingen måde enig om, hvilken politik den skal føre. Der er pragmatikerne, de hårdnakkede ideologer, politikerne og kommandanterne i felten. Alle er nu fanget i en seriøs debat om fremtiden.
Så længe døren til dialog er lukket, er der ingen tvivl om, hvem der vil sejre i denne kontinuerlige række af overvejelser og selvransagelse.
Organiseret umenneskelighed
I stedet for at tage imod Halevys realpolitiske råd, satte Israel og USA ekstra fart på deres monsterdræbende korstog. Efter Hamas' valgsejr afbrød man hjælpen til det palæstinensiske selvstyre, boykottede dets nye regering og forsøgte at opildne til et kup mod Hamas i Gaza ved hjælp af styrker, der var loyale over for dele af Fatah. Kuppet gav imidlertid bagslag, og da støvet lettede i begyndelsen af 2007, var Fatahs styrker i Gaza blevet drevet på flugt, og Hamas havde fuld kontrol over Gazastriben.
Som reaktion på denne fiasko udpegede Israels regering Gaza som en "fjendtlig enhed" og foreskrev en hidtil uset stramning af blokaden, en foranstaltning der officielt blev kaldt "lukningen" - et omfattende system af kontrol over menneskers og varers bevægelse ind og ud af enklaven, noget der blev muliggjort af Israels fortsatte kontrol med Gazas grænser.
Lukningen af Gaza var et unikt eksperiment - en banebrydende innovation inden for organiseret umenneskelighed. FN's menneskerettighedsjurist John Dugard har kaldt det "muligvis den strengeste form for internationale sanktioner i moderne tid."
For at gøre lukningen holdbar blev den udformet, så Israel kunne finjustere det niveau af lidelser, Gazaborgerne oplevede. Målet var, som en rådgiver for premierminister Ehud Olmert formulerede det, "at sætte palæstinenserne på slankekur, men ikke at få dem til at dø af sult." På den ene side blev den produktive økonomi således udslettet ved at nægte den råvarer, brændstof og maskiner. Men på den anden side forsøgte Israel at estimere, hvor mange lastbil-læs med madleverancer om dagen, man skulle godkende, for at Gazas befolkning kunne få dækket sit minimumkaloriebehov, uden at der opstod hungersnød. Det udtryk, som Israels administratorer af lukningen brugte indbyrdes til at opsummere deres mål, var: "Ingen velstand, ingen udvikling, ingen humanitær krise." Den 7. oktober havde denne politik været gældende i seksten år, og et flertal af Gazas befolkning kunne ikke huske, at der havde været noget før den.
Jamie Stern-Weiner har opsummeret virkningerne:
Arbejdsløsheden steg til "nok den højeste i verden", fire femtedele af befolkningen blev tvunget til at være afhængig af humanitær bistand, tre fjerdedele blev afhængige af fødevarehjælp, over halvdelen stod over for "akut fødevareusikkerhed”, et ud af ti børn blev hæmmet af underernæring, og over 96 procent af drikkevandet blev uegnet for mennesker.
Lederen af FN's agentur for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, bemærkede i 2008, at "Gaza er på tærsklen til at blive det første område, der med fortsæt reduceres til en tilstand af håbløs elendighed med det internationale samfunds viden, accept og - vil nogle sige - opmuntring."
FN advarede i 2015 om, at den opsamlede virkning af denne [menneske]skabte "humanitære implosion" kunne gøre Gaza "ubeboelig" inden for fem år. Israels militære efterretningstjeneste var enig.
Som tiden gik, forsøgte Israel under Netanyahu at gøre lukningen til et redskab for tvang, der kunne anvendes i statsmandskunsten. Når Hamas var samarbejdsvillig, blev restriktionerne lempet en smule, og Gazas indbyggeres elendighed aftog en smule. Når Hamas var genstridig, satte Israel så at sige palæstinenserne på en strengere diæt.
Men selv i de mest gemytlige øjeblikke i forholdet mellem Israel og Hamas blev forholdene i Gaza holdt på et niveau af afsavn, som andre steder ville være blevet betragtet som katastrofalt. I perioden lige før den 7. oktober havde indbyggerne i Gaza kun elektricitet halvdelen af dagen. 80 procent af befolkningen var afhængige af humanitær hjælp til basale behov, 40 procent led af "alvorlig" mangel på mad, og 75 procent af befolkningen manglede adgang til drikkevand.
Det var de dårlige nyheder. Den gode nyhed var, at Israel for nylig havde antydet, at man måske ville tillade reparationer af Gazas afsaltningsanlæg - afhængigt af hvordan Hamas opførte sig.
Bismarck i Zion
Det ville være forkert at sammenligne denne situation med den gammeldags kolonialisme i det 19. århundrede. Den var meget værre end den. Det var snarere en grotesk parodi på kolonialismen - "ingen velstand, ingen udvikling, ingen humanitær krise" - en tegneserieagtig, ondskabsfuld version af det fremmedherredømme, som "nationale befrielseskrige" er blevet udkæmpet imod af folk på alle kontinenter og til alle tider - og med de mest grusomme midler.
Man kan diskutere det ene eller det andet aspekt af den akademiske venstrefløjs diskurs om Israel som en bosætter- og koloni-stat. Men den kolonialistiske dynamik, der ligger til grund for Israels konflikt med palæstinenserne, er ikke til debat; det er en historisk kendsgerning, som ikke kun anerkendes af aktivister for social retfærdighed på universiteterne, men også af den moderne zionismes ledende skikkelser.
Vladimir Jabotinsky - der er den lærde og meget misforståede zionistiske leder, som posthumt blev grundlægger af den israelske højrefløj (en af hans nærmeste medarbejdere, Benzion Netanyahu, var far til den nuværende premierminister) - forsøgte at understrege netop denne pointe i sit berømte essay "Jernmuren” fra 1923. På det tidspunkt klyngede mange på den zionistiske venstrefløj sig stadig til påstanden om, at zionismen ikke udgjorde nogen trussel mod palæstinenserne. De fortiede offentligt bevægelsens ultimative mål - oprettelsen af en stat "så jødisk, som England er engelsk," som Chaim Weizmann udtrykte det - og selv privat påstod nogle af dem, at den jødiske tilstedeværelse i Palæstina ville medføre så vidunderlige økonomiske velsignelser, at palæstinenserne selv en dag ville blive vundet for den zionistiske sag.
Denne kombination af bedrag og selvbedrag bragte hele det zionistiske projekt i fare, mente Jabotinsky, og i "Jernmuren" satte han sig i en usædvanlig klar og uforsonlig prosa for at fjerne venstrefløjens illusioner.
Det er værd at citere ham udførligt:
Mine læsere har en generel idé om koloniseringens historie i andre lande. Jeg foreslår, at de overvejer alle de fortilfælde, de kender til, og ser, om der findes et eneste eksempel på, at en kolonisering er foregået med samtykke fra den indfødte befolkning. Der findes ikke et sådant fortilfælde. De indfødte befolkninger har, hvad enten de var civiliserede eller ej, altid stædigt gjort modstand mod kolonisterne, uanset om disse var civiliserede eller vilde.
Og det gjorde ingen som helst forskel, om kolonisterne opførte sig anstændigt eller ej. Cortez' og Pizzaros følgesvende eller (som nogle vil minde os om) vores egne forfædre under Joshua Ben Nun, opførte sig som røvere; men Pilgrimsfædrene, de første virkelige pionerer i Nordamerika, var mennesker med den højeste moral, som ikke ønskede at gøre nogen fortræd, mindst af alt indianerne, og de troede oprigtigt på, at der var plads nok på prærien til både blegansigter og rødhuder. Alligevel kæmpede den indfødte befolkning med samme voldsomhed mod de gode kolonister som mod de onde.
Alle indfødte befolkninger betragter, uanset om de er civiliserede eller ej, deres landområder som deres nationale hjem, som de er eneherskere over, og de ønsker at opretholde dette herredømme; de vil afvise ikke blot nye herrer, men også nye partnere eller samarbejdspartnere.
Det gælder også for araberne. Vores fredsmæglere forsøger at overbevise os om, at araberne enten er tåber, som vi kan narre ved at maskere vores virkelige mål, eller at de er korrupte og kan bestikkes til at opgive deres krav på førsteret i Palæstina til gengæld for kulturelle og økonomiske fordele. Jeg afviser denne opfattelse af de palæstinensiske arabere. Kulturelt er de fem hundrede år bagud i forhold til os, de har hverken vores udholdenhed eller beslutsomhed; men de er lige så gode psykologer som os, og deres hjerner er ligesom vore blevet skarpe af århundreders finjusteret ordkløveri.
Vi kan fortælle dem lige, hvad vi vil, om uskylden i vores mål, udvande dem og forsøde dem med honningbelagte ord for at gøre dem spiselige, men de ved, hvad vi vil, lige så vel som vi ved, hvad de ikke vil. De føler mindst den samme instinktive jaloux kærlighed til Palæstina, som de gamle aztekere følte for det gamle Mexico, og siouxerne for deres bølgende prærier.
At forestille sig, som vores arabofile gør, at de frivilligt vil gå med til at virkeliggøre zionismen til gengæld for de moralske og materielle bekvemmeligheder, som den jødiske kolonist bringer med sig, er en barnlig forestilling, som i bund og grund er en form for foragt for det arabiske folk; det betyder, at de foragter den arabiske race, som de betragter som en korrupt hob, der kan købes og sælges, og er villige til at opgive deres fædreland for et godt jernbanesystem.
At tro det er ubegrundet. Det kan godt være, at nogle enkelte arabere tager imod bestikkelse. Men det betyder ikke, at det arabiske folk i Palæstina som helhed vil sælge den glødende patriotisme, som de vogter så nidkært over, og som selv papuanerne aldrig vil sælge. Alle indfødte befolkninger i verden gør modstand mod kolonister, så længe de har det mindste håb om at kunne slippe af med faren for at blive koloniseret.
Det er det, araberne i Palæstina gør, og det er det, de vil fortsætte med at gøre, så længe der bare en lille gnist af håb om, at de vil være i stand til at forhindre omdannelsen af "Palæstina" til ”Israels land".
Hvad skulle zionisterne så gøre, ifølge Jabotinsky? For det første, og vigtigst af alt, opfordrede han bevægelsen til at opbygge sin militære styrke - "jernmuren" i essayets titel.
For det andet skulle zionisterne i ly af deres væbnede styrker fremskynde koloniseringen af Palæstina mod det indfødte arabiske flertals vilje ved at sikre et maksimum af jødisk indvandring på et minimum af tid.
Når først et jødisk flertal var blevet et fait accompli (i 1923 udgjorde jøderne stadig kun omkring 11 procent af Palæstinas befolkning), ville det kun være et spørgsmål om tid, mente Jabotinsky, før det endelig ville trænge ind i arabernes bevidsthed, at jøderne ikke kunne jages ud af Palæstina. Så ville de indse, at de ikke havde et bedre valg end at affinde sig med zionismen.
Og på det tidspunkt konkluderede Jabotinsky: "Jeg er overbevist om, at vi jøder vil være parate til at give dem tilfredsstillende garantier" - garantier for omfattende borgerlige, politiske og endda nationale rettigheder i en jødisk stat - "så begge folk kan leve sammen i fred som gode naboer."
Uanset hvad man mener om moralen - eller oprigtigheden - i Jabotinskys strategi i "Jernmuren", gav den som realpolitik eminent mening. Den tog udgangspunkt i en realistisk vurdering af problemet: at palæstinenserne ikke kunne forventes at opgive kampen for at bevare deres hjemland. Den foreslog et program med fokuseret vold som tvangsmiddel for at forpurre deres modstand. Og i strategien fremlagdes en række forsikringer, der beskyttede palæstinensiske nøgleinteresser i forbindelse med en overordnet løsning, hvor det zionistiske hovedmål ville blive nået.
Om dette bismarckske program kunne have "virket" (set fra et zionistisk perspektiv), vil vi dog aldrig få at vide. For i årene, der fulgte, fik et helt andet scenarie en fremtrædende plads i den zionistiske ledelses tanker.
Det var det, der kaldtes "forflyttelse": en eufemisme, der betød "frivillig" eller ufrivillig fysisk fjernelse af den palæstinensiske befolkning fra "Israels land".
Da Jabotinsky i 1923 skrev "Jernmuren", var han stærk modstander af forflyttelse. "Jeg anser det for fuldstændig umuligt at smide araberne ud af Palæstina," skrev han. "Der vil altid være to nationer i Palæstina." Han fastholdt denne holdning helt frem til de sidste år af sit liv og stod fast, selv da støtten til [forflyttelses-]konceptet spredte sig stærkt både inden for den zionistiske venstrefløjs hovedretning og blandt hans egne stadigt mere radikaliserede højreorienterede tilhængere.
Den israelske historiker Benny Morris beskrev dette skift i doktrin i sin bog The Birth of the Palestinian Refugee Problem. Han opsummerede det på denne måde:
Efterhånden som den arabiske modstand herunder den voldelige modstand mod zionismen voksede i 1920'erne og 1930'erne, og da denne modstand resulterede i periodiske britiske stramninger for den jødiske indvandring, opstod der en konsensus eller næsten konsensus blandt de zionistiske ledere omkring ideen om en forflyttelse som den naturlige, effektive og endda moralske løsning på det demografiske dilemma.
I 1948 konkluderede Morris således, at "forflyttelse lå i luften."
Vi vil angribe og slå fjenden
Under den konflikt, som israelerne kalder Uafhængighedskrigen, gik i de tidlige morgentimer 9. april 1948 132 bevæbnede mænd - de fleste fra Irgun, den højreorienterede paramilitære gruppe, som Jabotinsky havde ledet indtil sin død i 1940, men også nogle få andre fra en udbrydergruppe kaldet Lehi - ind i en palæstinensisk landsby nær Jerusalem med det formål at indtage den og rekvirere forsyninger fra dens indbyggere.
Seks måneder tidligere havde FN bekendtgjort sin beslutning om at opdele Palæstina i en jødisk stat, som skulle tildeles 55 procent af territoriet, og en palæstinensisk arabisk stat på de resterende 45 procent (på det tidspunkt var der omkring 600.000 jøder og 1,3 millioner arabere i Palæstina).
Zionisterne var henrykte over at vinde den præmie, mens palæstinenserne – der var chokerede over udsigten til at få over halvdelen af deres hjemland revet fra sig - afviste planen i sin helhed. Som reaktion på bekendtgørelsen udbrød der en bølge af civile stridigheder mellem jøder og arabere, som snart eskalerede til total krig. Midt i denne vold havde den pågældende landsby, Deir Yassin, trofast respekteret en våbenhvile med de nærliggende jødiske bosættelser. "Der var ikke en eneste episode mellem Deir Yassin og jøderne," ifølge den lokale kommandant for Haganah, den zionistiske hovedstrømnings milits, som snart skulle blive kernen i de nyoprettede israelske forsvarsstyrker (IDF).
Ifølge en Irgun-officer, Ben-Zion Cohen, der deltog i planlægningen af operationen, havde de højreorienterede paramilitære på trods af dette truffet en beslutning om at gennemføre "likvideringen af alle mænd i landsbyen og alle andre kræfter, der gjorde modstand mod os, hvad enten det var gamle mennesker, kvinder eller børn." Den erklærede grund til denne beslutning var, at den ville "vise araberne, hvad der sker", når jøder står sammen og er fast besluttet på at kæmpe. (Cohens erindringer om operationen, såvel som flere andre Deir Yassin-veteraners, blev optaget og deponeret i Jabotinsky Instituttets arkiver i Tel Aviv i midten af 1950'erne, hvor de blev opdaget årtier senere af en israelsk journalist).
Den morgen vågnede indbyggerne i Deir Yassin ved lyden af granater og skud. Nogle begyndte at flygte i deres nattøj, mens andre skyndte sig at finde deres våben eller søgte tilflugt hos naboer. Angribernes oprindelige slagplan faldt hurtigt fra hinanden på grund af udstyrsfejl og kommunikationsproblemer, og de led uventet store tab på grund af de lokale mænd, der var bevæbnet med rifler. Efter et par timers kamp blev det besluttet at trække sig tilbage.
De palæstinensiske familier, som ikke havde været i stand til at flygte i tide, krøb på det tidspunkt sammen i deres hjem. Så snart de paramilitære kommandanter beordrede tilbagetrækning, blev disse landsbyboere mål for de jødiske soldaters frustrationer.
Det, der derefter skete, blev fortalt af overlevende til britiske efterforskere fra Palæstina-mandatets civile administrations politi. Tyve år senere fik to journalister, Larry Collins og Dominique Lapierre, fat i optegnelserne fra efterforskningen til deres bestseller fra 1972, O Jerusalem!
De overlevende beskrev scener som de følgende.
Fahimi Zeidan, en 12-årig pige, husker, at døren til hendes hus blev sprængt, mens hun og hendes familie gemte sig sammen med medlemmer af en nabofamilie. De paramilitære tog dem med udenfor. "Jøderne beordrede hele vores familie til at stille sig op ad muren, og så begyndte de at skyde os." Efter at de havde skudt en allerede såret mand, "skreg en af hans døtre, og de skød også hende. Så kaldte de på min bror Mahmoud og skød ham, mens vi var til stede, og da min mor skreg og bøjede sig ind over min bror (hun bar min lillesøster Khadra, som stadig blev ammet), skød de også min mor."
Haleem Eid, en 30-årig kvinde, vidnede om, at hun så "en mand skyde en kugle i halsen på min søster Salhiyeh, som var gravid i niende måned. Derefter skar han hendes mave op med en slagterkniv." Da en anden landsbykvinde, Aiesch Radwas, forsøgte at få fosteret ud af den døde mors livmoder, blev hun også skudt.
Zeinab Akkel husker, at hun forsøgte at redde sin lillebrors liv ved at tilbyde de jødiske angribere alle sine penge (omkring 400 dollars). En af dem tog pengene, og "så væltede han bare min bror omkuld og skød ham i hovedet med fem kugler."
16-årige Naaneh Khalil sagde, at hun så en mand tage "en slags sværd og kløve min nabo Jamil Hish fra top til tå og derefter gøre det samme på trappen til mit hus med min fætter Fathi."
Meir Pa'il, en efterretningsofficer fra Jewish Agency, der var på stedet, beskrev senere synet af Irgun- og Lehi-krigere, der løb febrilsk gennem landsbyen med "øjne der var blanke, fyldt af mordlyst."
Da nogle Irguni-folk opdagede et hus, hvorfra der tidligere var blevet affyret dødbringende skud mod en af deres faldne kammerater, angreb de det, og ni civile kom ud og overgav sig. En af de paramilitære råbte: "Det her er for Yiftach!" og skød dem alle ned med sit maskingevær.
Fangerne blev læsset på lastbiler og kørt gennem Jerusalems gader i "sejrsparade". Efter at en gruppe mandlige landsbyboere var blevet paraderet omkring på denne måde, blev de læsset af lastbilerne og henrettet. Meir Pa'il huskede, at han fotograferede omkring 25 mænd, der var blev skudt på den måde, som anvendes af eksekutionspelotoner.
Ifølge efterretningsdokumenter fra Haganah blev nogle af landsbyboerne ført til en nærliggende paramilitær base, hvor Lehi-krigere dræbte et af spædbørnene og derefter, da moderen besvimede af chok, også gjorde det af med hende.
En af de britiske officerer fra Criminal Investigation Division vedlagde følgende notat til efterforskningens sagsmappe:
Jeg interviewede mange af de kvindelige indbyggere for at få oplysninger om eventuelle grusomheder begået i Deir Yassin, men de fleste af disse kvinder er meget generte og tilbageholdende med at fortælle om deres oplevelser, især når det drejer sig om seksuelle overgreb, og der skal megen overtalelse til, før de vil afgive oplysninger. Optagelsen af vidneudsagn hæmmes også af kvindernes hysteriske tilstand, de bryder ofte sammen mange gange, mens udsagnet nedskrives.
Der er dog ingen tvivl om, at der blev begået mange seksuelle grusomheder af de angribende jøder. Mange unge skolepiger blev voldtaget og senere slagtet. Der blev også begået overgreb mod gamle kvinder. En historie drejer sig om et tilfælde, hvor en ung pige bogstaveligt talt blev revet over i to dele. Mange spædbørn blev også slagtet og dræbt. Jeg så også en gammel kvinde, der opgav sin alder til et hundrede og fire, som var blevet slået hårdt i hovedet med geværkolber. Kvinder fik revet armbånd af deres arme og ringe af deres fingre, og dele af nogle af kvindernes ører blev skåret af for at fjerne øreringe."
Da Haganah-styrker næste dag inspicerede landsbyen, blev en af dem chokeret over at finde jødiske guerillaer, der "med velbehag spiste ved siden af ligene." En læge, der ledsagede afdelingen, bemærkede, at "det var tydeligt, at angriberne var gået fra hus til hus og havde skudt folk på klos hold," og tilføjede: "Jeg havde været læge i den tyske hær i fem år under Første Verdenskrig, men jeg havde aldrig set et så rædselsvækkende syn."
Kommandøren for den jødiske ungdomsbrigade, der var sendt ud for at hjælpe med oprydningen, gik ind i en række af husene og rapporterede, at han fandt flere lig, der var "seksuelt lemlæstede". Et kvindeligt brigademedlem gik i chok, da hun opdagede liget af en gravid kvinde, hvis underliv så ud til at være blevet knust.
Oprydningsholdet brændte og begravede ligene i et stenbrud og fyldte det senere med jord.
Mens de gjorde det, kunne man høre en radioudsendelse i Jerusalem med følgende budskab:
Tag imod mine lykønskninger med denne pragtfulde erobring.
Overbring mine hilsner til alle kommandanter og soldater. Vi rækker jer hånden.
Vi er alle stolte af det fremragende lederskab og kampånden i dette storslåede angreb.
Vi står ret til minde om de dræbte.
Vi giver kærligt hånd til de sårede.
Sig til soldaterne: I har skrevet historie i Israel med jeres angreb og jeres erobring. Fortsæt sådan indtil sejren.
Vil vi overalt angribe og slå fjenden, som vi gjorde i Deir Yassin. Gud, Gud, du har udvalgt os til erobring.
Stemmen, der leverede budskabet, tilhørte Irguns øverstkommanderende - den fremtidige vinder af Nobels fredspris og Israels premierminister, Menachem Begin.
At sige nej til ja
"Det var Deir Yassin, der mere end nogen anden begivenhed i min erindring om den svære periode, stod frem i al sin forfærdelige og bevidste frygtelighed," mindedes den afdøde palæstinensisk-amerikanske litteraturforsker Edward Said, som på det tidspunkt var tolv år og boede i Kairo, senere - "historierne om voldtægt, børn med halsen skåret over, mødre med indvoldene flået ud og lignende. De greb fantasien, som de var designet til at gøre, og de imponerede en ung dreng mange kilometer væk med mysteriet om en så blodtørstig og tilsyneladende umotiveret vold mod palæstinensere, hvis eneste forbrydelse syntes at være, at de var der."
En anden erindring om Deir Yassin blev under en debat i 1949 i det israelske Knesset formidlet af Yaacov Meridor, en tidligere Irgun-kommandør: På en misbilligende omtale af massakren fra en venstreorienteret deputeret, svarede han: "Takket være Deir Yassin vandt vi krigen, min herre!"
På grund af den store omtale, den fik, bidrog Deir Yassin uforholdsmæssigt meget til den skrækslagne panik, der ansporede palæstinenserne til at flygte i 1948-49. Men det var kun en af flere snese massakrer begået af jødiske styrker, hvoraf de fleste havde været udført af Haganah/IDF. I nogle få tilfælde synes IDF at have matchet eller endda overgået Irguns depraverede opførsel i Deir Yassin (som for eksempel ved al-Dawayima i oktober 1948).
Jabotinskys radikaliserede arvtagere glædede sig over at minde venstrefløjen om disse detaljer. "Hvor mange Deir Yassin’er har I [venstrefløjen] været ansvarlige for?" indskød en anden højreorienteret deputeret. "Hvis man ikke ved det, kan man spørge forsvarsministeren." (Forsvarsministeren var David Ben-Gurion, som var blevet holdt orienteret om de grusomheder, hans tropper havde begået under krigen).
Resultatet var, at i midten af 1949 var størstedelen af den palæstinensiske befolkning flygtet for deres liv eller blevet fordrevet fra deres hjem af jødiske styrker og levede nu som flygtninge uden for Palæstinas grænser. Deres forladte landsbyer blev bulldozet, og de skulle aldrig få lov til at vende tilbage. I mellemtiden havde Israel udvidet sin kontrol i Palæstina fra de 55 procent af landet, som FN havde tildelt det i 1947, til de 78 procent af våbenstilstandslinjerne fra 1949.
I løbet af 1950'erne og 1960'erne var de arabiske stater og palæstinensiske organisationer enige om at erklære Israel for en illegitim "zionistisk enhed", som skulle afvikles og ødelægges, når Palæstina endelig blev befriet. Indtil da måtte arabiske regeringer ingen kontakter have med Israel - heller ikke rent økonomisk - under truslen om udstødelse fra resten af den arabiske verden. Denne holdning blev bekræftet og gentaget år efter år i taler, diplomatiske tekster og kommunikéer fra Den arabiske Liga.
Men Israel brugte disse år på tålmodigt at pleje sin jernmur, så da den anden store arabisk-israelske krig udbrød i 1967, var muren blevet så uindtagelig, at Israel var i stand til at besejre alle sine modstanderes samlede styrker på mindre end en uge og erobre store områder af egyptisk, jordansk og syrisk territorium.
Fra det øjeblik blev reglerne for konflikten ændret. Der var kun én mulig måde for de arabiske stater at genvinde de erobrede territorier på, og det var ved at komme overens med erobreren. Moshe Dayan, Israels forsvarsminister, opsummerede situationens kerne i en lakonisk bemærkning tre dage efter krigens afslutning. "Vi er ganske tilfredse med det, vi har nu. Hvis araberne ønsker ændringer, må de ringe til os."
Med den militære tvangs brutale fysik, der nu tvang araberne til at genoverveje deres gamle holdning til den jødiske stat, havde Israel en enestående mulighed for endelig at forfølge den bismarckske type bosættelse, som Jabotinsky havde advokeret for halvtreds år tidligere (om end i en meget anderledes sammenhæng). Men af årsager, der både har rod i traumerne i den jødiske historie og de politiske omstændigheder i verden efter 1967, var Israel ikke i stand til at gøre det. Efter krigen var landets politiske kultur - både på venstre- og højrefløjen, blandt de sekulære såvel som de religiøse - blevet gennemsyret af en messiansk tro på nødvendigheden af jødisk territorial ekspansion og det illegitime i territoriale kompromiser. Israelerne klyngede sig til et koncept om "absolut sikkerhed" (i Kissingers forstand), som i årenes løb skulle drive dem ud i en række militære katastrofer, især den "indtrængen", man i 1982 foretog i Libanon, som skulle have varet et par uger, men endte med at trække ud i næsten to årtier. Og et groft forvrænget mentalt billede af Israels arabiske naboer baseret på den selvopfyldende profeti om evigt fjendskab drevet af et tidløst had til jøder, blev dyrket i nationens kollektive psyke.
Den mentalitet blev skarpt indfanget af Joshua Cohen i hans roman fra 2021, The Netanyahus, en fiktiv beretning om Benzion Netanyahus og hans unge families (inklusive en teenager Binyamin) ophold i 1960 i en idyllisk amerikansk universitetsby med henblik på en jobsamtale på et fakultet.
På et tidspunkt i bogen vurderer en israelsk akademikerkollega Netanyahus fars arbejde - faren var forsker i jødisk middelalderhistorie:
[Der] kommer et punkt i næsten alle hans tekster, hvor det viser sig, at det virkelige fænomen, der diskuteres, ikke er antisemitismen i Lorraine i den tidlige middelalder eller på den iberiske halvø i den sene middelalder, men derimod antisemitismen i Nazityskland i det 20. århundrede; og pludselig bliver en beskrivelse af, hvordan en specifik tragedie påvirkede en specifik diaspora, til en tirade om den jødiske diasporas tragedie i almindelighed, og hvordan denne diaspora må slutte - som om historien ikke skal beskrive, men foreskrive - med grundlæggelsen af staten Israel.
Jeg er ikke sikker på, om denne politisering af jødisk lidelse ville have den samme indvirkning på den akademiske verden i Amerika, som den havde på vores, men i alle miljøer må det anses for at overskride grænserne for en sjusket analogi at forbinde korsfarertidens pogromer med inkvisitionen på den iberiske halvø og med nazisternes Reich for at fastslå, at jødisk historie er cyklisk, noget der kommer farligt tæt på det mystiske.
Det paradoksale resultat af alt dette var, at jo mere magtfuldt Israel blev, jo mere magt følte landet, at det havde brug for, og jo flere indrømmelser det fik fra sine fjender, jo flere indrømmelser krævede det. Jabotinsky havde rådet den zionistiske bevægelse til at opbygge sin militære styrke for at afvise sine modstanderes angreb - og Israel blev ganske dygtig til det. Men uden ydre tvang kunne det aldrig få sig selv til at gennemføre sluttrinet i Jabotinskys bismarckske program: den ultimative tilpasning til den besejrede fjende.
Sagt på en anden måde: Israel ville ikke tage et ja for et svar.
I februar 1971 blev den nye præsident i Egypten, den største og mest magtfulde arabiske stat, Anwar Sadat, den første arabiske leder, der erklærede sig villig til at underskrive en fredsaftale med Israel. Det ville han gøre, sagde han, hvis Israel forpligtede sig til at trække sig tilbage fra den egyptiske Sinai-halvø og gå med til en forhandlingsløsning på det palæstinensiske spørgsmål.
Til sidst gav Sadats vedholdenhed i forsøget på at få en aftale med Israel pote: Gennem Jimmy Carters mellemkomst blev en egyptisk-israelsk aftale om betingelserne for en fredstraktat underskrevet i Camp David i 1978 - for hvilken Sadat delte Nobels fredspris i 1978 - og Israel tilbageleverede den egyptiske Sinai-halvø i etaper, der sluttede i 1982.
Men det skulle tage otte år, en krig i hele regionen, et amerikansk-sovjetisk konfrontation, der bragte verden tæt på et atomart ragnarok, og en spektakulær diplomatisk gestus fra Sadats side - hans forbløffende besøg i Jerusalem i 1977, som førte direkte til hans mord udført af islamiske ekstremister fire år senere - for at overvinde israelsk obstruktion og gøre en egyptisk-israelsk aftale til en realitet.
I to år efter sit initiativ i februar 1971 forsøgte Sadat forgæves at fremme sit fredsforslag stillet over for Israels foragtelige afvisning. (Den israelske sociolog Uri Ben-Eliezer skriver, at Sadat på den tid stadig "i Israel blev fremstillet som en uvidende egyptisk bonde og et mål for hån.") I foråret 1973 havde han besluttet, at hans diplomatiske muligheder var udtømte, og han besluttede at gå i krig for at genvinde Egyptens tabte territorium.
Sadat vidste, at Egypten ikke kunne generobre territorierne i kamp. Hans plan var i bund og grund en slagsbrors strategi: Han ville starte et slagsmål med sin stærkere modstander, hurtigt få et par gode slag ind og så regne med, at tilskuere - i dette tilfælde USA og Sovjetunionen - ville træde til og stoppe slagsmålet, før der skete for meget skade. Ved at skabe en koldkrigskrise havde han til hensigt at tvinge USA, den eneste magt med indflydelse på Israel, til at trække israelerne til forhandlingsbordet.
Hans genialt udførte overraskelsesangreb 6. oktober 1973, som i al hemmelighed var koordineret med Syrien, tjente sit formål. Det fangede Israel intetanende og uforberedt og udløste en national tillidskrise, hvis efterdønninger man kunne mærke i hele det israelske samfund i mange år fremover. Det førte til en amerikansk-sovjetisk konfrontation, som var tæt på en nuklear optrapning. Og det tvang USA til at begynde en proces for at puffe Israel i retning af en løsning.
Da den ældre israelske statsmand Shimon Peres så tilbage på dette forløb i sine erindringer årtier senere, skrev han forsigtigt om Sadats afviste fredsbetingelser fra før krigen uden at ville dømme sine tidligere kollegers beslutninger (han havde været juniorminister i regeringen i 1971-73): "Det er svært i dag at bedømme, om fred med Sadat kunne have været muligt på det tidspunkt på de vilkår, som man endte med at blive enige om fem år senere."
Men andre embedsmænd fra den tid har været mindre forbeholdne. "Jeg mener virkelig, at det var en historisk fejltagelse" at afvise Sadats tilbud i 1971, skrev Eytan Bentsur, en af den daværende udenrigsminister Abba Ebans toprådgivere, i en vurdering, der nu gentages af mange israelske og amerikanske analytikere. "Historien vil afgøre, om en mulighed ikke var blevet forpasset - en mulighed, som kunne have forhindret Yom Kippur-krigen og foregrebet freden med Egypten" i Camp David.
"Lad jer ikke narre af den snu Sadat"
Hvis man tog livet af Sadats forslag fra 1971 ved en negativitet, der i al stilfærdighed blev formidlet via fortrolige diplomatiske kanaler, blev det også i den offentlige sfære offer for et træk i den vestlige fortælling om Mellemøsten, der er dybt forankret: den refleks, der fortolker alle arabiske fredsforslag som trick, der i dølgsmål er designet til ikke at skabe fred, men at ødelægge Israel.
Hvordan et fredsinitiativ overhovedet kan være et trick, og hvad nogen skulle håbe at vinde ved at fremsætte et "trick-fredsforslag", er spørgsmål, der ikke har noget indlysende svar. Men den dag i dag har legenden om det "falske arabiske fredsinitiativ" stadig et stærkt psykologisk greb om mange vestlige og israelske iagttagere.
Kort efter at Sadat offentliggjorde sit fredstilbud i 1971, advarede den diplomatiske historiker A.J.P. Taylor - den mest berømte britiske historiker på sin tid - i en aviskommentar for eksempel om, at den egyptiske leder forsøgte sig med et udspekuleret trick. "Lad jer ikke narre af den snu Sadat," advarede Taylor. Det afslørende spor, der udstillede Sadats virkelige hensigter, var ifølge videnskabsmanden hans insisteren på en tilbagelevering af alt besat egyptisk territorium, herunder den strategisk vigtige by Sharm el-Shaikh.
Taylor var sikker på, at Sharm el-Shaikh var "et sted, der ingen nytteværdi eller betydning havde for Egypten" bortset fra dens dominerende position ved udmundingen af Akaba-bugten. Hvis Sadat så gerne ville have det tilbage, kunne det kun betyde én ting: Han ville i virkeligheden ikke opnå en fred; han "ønskede alene at blive i stand til igen at kvæle Israel."
Historien har tydeligvis ikke været venlig over for den formodning. Tooghalvtreds år senere er Sharm el-Shaikh en eksklusiv ferieby, juvelen i Egyptens turistindustri. En egyptisk-israelsk fredsaftale har været i kraft i mere end fire årtier og er aldrig blevet brudt, hverken af den ene eller den anden part. Det er næppe nødvendigt at nævne, at Israel stadig ikke er blevet kvalt.
Mentaliteten hos Israels vestlige mediefolk blev på denne måde mere og mere løsrevet fra virkeligheden, og verdensbegivenhederne blev fortolket gennem den zionistiske dæmonologis stadig mere forvrængede linse. En leder fra 1973 i det, der dengang var den jødiske avis med det største oplag i USA - New York Jewish Week - er illustrativ. På det tidspunkt var en FN-fredskonference om Mellemøsten ved at komme i gang i Genève, og der havde for nylig været en bølge af pressekommentarer, der forsigtigt antydede, at Sadat måske alligevel ønskede fred med Israel.
Lederskribenterne på Jewish Week stillede et spørgsmål til den slags naive sjæle: Havde de ikke lært noget af Hitler?
De arabiske ledere har fortalt os, at deres mål er ret begrænsede. De siger, at de blot ønsker at genvinde de territorier, som Israel erobrede i 1967. Derefter vil de være tilfredse og anerkende Israel, så man derefter kan leve i fred for evigt.
Hvis Chamberlain og Daladier havde læst "Mein Kampf" og lyttet til dens advarsler, ville de have vidst, at Hitler skjulte sine virkelige mål.
Hvis de godtroende redaktører og statsmænd, som tror på de arabiske forsikringer om begrænsede krigsmål, læste de krigsmål, som de arabiske leder , som nu bekender sig til moderation, ikke har taget afstand fra, ville de vide, at Yom Kippur-krigen og den efterfølgende arabiske fredsoffensiv var skåret over lige den samme læst som München-forræderiet.
Set i bakspejlet og med eftertidens enorme nedladenhed er det alt for let at grine af denne form for hysteri. Efter halvtreds år kan vi nu med sikkerhed sige, at intet mellemøstligt Tjekkoslovakiet er blevet offer for den egyptiske Værnemagts bataljoner.
Men nøjagtig den samme argumentation og retorik anvendes rutinemæssigt i dag, nu blot med Hamas som erstatning for Anwar Sadats Egypten som epicenter for det truende Fjerde Rige - en drømmelogisk montage af historien, hvor et udskifteligt kor af Hitler-arabere "bekender sig til moderation" i et uhyggeligt München-lignende Genève (eller er det et Genève-lignende Oslo) for at narre godtroende vesterlændinge om deres folkemorderiske hensigter.
For at være fair over for Jewish Weeks lederskribenter, bør man huske på, at Sadat - hvis helgenagtige minde som fredsmægler i dag æres af alle i det officielle Washington lige fra seriøse taleskrivere i Det Hvide Hus til ubehøvlede kongresmedlemmer med flag i knaphullet - rutinemæssigt gav sig af med antisemitiske skældsord af en voldsomhed, som man aldrig ville kunne høre fra Hamas' topledere i dag.
I en tale i 1972 kaldte han jøderne for "en nation af løgnere og forrædere, der udtænker komplotter, et folk, der er født til forræderi," og sagde, at "det mest fantastiske, profeten Muhammed gjorde, var at drive dem ud af hele den arabiske halvø." For god ordens skyld lovede han, at han "aldrig ville føre direkte forhandlinger" med jøderne. (Som man så, gjorde han snart netop det).
Sadat tøvede heller ikke med verbalt at fremmane "Israels ødelæggelse", når det passede ham; han gjorde det rutinemæssigt, bl.a. i en tale til sit regerende parti, Den arabiske socialistiske Union, kun fire måneder efter sit fredsinitiativ i februar 1971. I denne tale i juni omtalte han sin iver efter den kommende kamp for at ødelægge den "zionistiske indtrængen".
Der var to modsatrettede måder at fortolke denne form for retorik fra Sadat på. På den ene side var der tilgangen fra lederskribenterne i den engelsksprogede Jerusalem Post - en publikation, der var dybt afhængig af legenden om det arabiske fredsfupnummer - som frydefuldt erklærede, at Sadats tale havde "revet masken af den fredssøgende for at vise krigsmagerens sande ansigt." Hans fredsinitiativ fire måneder tidligere var dermed blevet afsløret som "et velberegnet bedrageri."
Men hvordan vidste lederskribenterne, at det var fredsforslaget fra februar, der var svindlen, og ikke krigstruslen fra juni? Og hvis fredsforslaget var et "velberegnet bedrageri", hvorfor skulle Sadat så afsløre sit eget beregnede bedrageri? Teorien om det arabiske fredsbedrag har altid haft denne tendens til at køre sig selv i en logisk grøft.
En alternativ fortolkning kunne man findes i en rivaliserende israelsk avis, Al HaMishmar, organ for det lille Mapam-parti på den yderste venstrefløj, som foreslog en meget mere troværdig forklaring på Sadats krigeriske retorik. Avisen påpegede simpelthen, at hans tale havde været en valgtale, holdt på en partikonference. Avisen foreslog i en klarsynet realpolitikskeptiske ånd, at der mest sandsynligt bare havde været tale om lidt valgkamp.
Al HaMishmar havde selvfølgelig ret, og Jerusalem Post tog fejl. Sadats fredsforslag var ikke et fupnummer, og teorien om Sadats fredsfupnummer var ikke sand.
Men endnu vigtigere var det, at det var det modsatte af sandheden.
Husk på, at Sadats holdning var, at han var villig til at slutte fred med Israel, men kun på betingelse af, at Israel trak sig tilbage fra de besatte områder og accepterede en retfærdig løsning på det palæstinensiske spørgsmål. Over for et arabiske publikum lovede han igen og igen, at han altid ville insistere på begge dele - at han aldrig ville nedlade sig til noget så vanærende, så forræderisk, som at indgå en separatfred med Israel, der ikke tog højde for de lidende palæstinenseres situation.
Men i sidste ende var det præcis det, han gjorde. Da han i 1978 i Camp David var ude af stand til at få væsentlige indrømmelser fra Israel i Palæstina-sagen, gav han efter for Israels jernmur og underskrev en aftale, der gav Egypten dets tabte territorium tilbage, men ikke tilbød meget mere end et figenblad af en gestus til palæstinenserne. (Aftalen lovede, at Egypten og Israel ville fortsætte forhandlingerne om palæstinensisk "selvstyre" under israelsk suverænitet; den kortvarige strøm af proformaforhandlinger, der fulgte, løb som forventet hurtigt ud i sandet).
At Egypten, den stærkeste arabiske stat, meldte sig ud af den arabiske koalition, var en historisk katastrofe for den palæstinensiske bevægelse, som den nok aldrig kom sig over. Det betyder, at hvis Sadat rent faktisk havde haft skumle bagtanker, da han fremsatte sit fredsforslag i 1971, så var det ikke en hemmelig plan om at ødelægge den jødiske stat, som Taylor og den amerikansk-jødiske presse og en kavalkade af bevidste og ubevidste propagandister fejlagtigt proklamerede fra Det Bedstes sider til podierne i Meet the Press.
Det, Sadat faktisk skjulte, var sin skammelige villighed til at acceptere den palæstinensiske sags nederlag - og sådan gik det til, at Menachem Begin tredive år efter at have proklameret: "Vi vil vi overalt angribe og knuse fjenden ligesom i Deir Yassin" og Sadat syv år efter at have erklæret, at han "aldrig ville føre direkte forhandlinger" med Israel, men ville stræbe efter at opnå dets "fuldstændige ødelæggelse," kunne stå sammen på plænen i Det Hvide Hus og give hinanden hånden, mens en strålende Jimmy Carter kiggede på.
Det var realpolitik i aktion.
"Løgnens og forræderiets sprog"
På det tidspunkt stod den mand, der skulle blive den drivende kraft bag oprettelsen af Hamas - en 43-årig multihandikappet mand fra Gaza ved navn Ahmed Yassin - på tærsklen til en forbløffende politisk opstigning.
På tidspunktet for Camp David-aftalerne havde politik i det israelsk-besatte Gaza to poler. På venstrefløjen stod en konstellation af kræfter omkring lægen Haidar Abdel-Shafi, en tidligere kommunist, og hans lokale afdeling af Det Palæstinensiske Røde Halvmåne-selskab. Disse kræfter omfattede feministen og arbejderlederen Yusra al-Barbari fra Palæstinensiske Kvinders Almene Sammenslutning; Fayez Abu Rahmeh fra Gazas Advokatsammenslutning, som hjalp politiske fanger i Gaza og Mousa Saba, lederen af Gaza-afdelingen af KFUM, som var vært for sommerlejre og diskussionsseminarer for palæstinensere af alle trosretninger. Abdel-Shafi, som havde været med til at stifte Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) i 1960'erne, var en tidlig fortaler for en tostatsløsning, hvor en uafhængig palæstinensisk stat skulle eksistere side om side med Israel.
Den anden pol var centreret omkring Gaza-afdelingen af Det muslimske Broderskab, som var blevet grundlagt i 1946. Yassin, en from skolelærer med en tynd stemme, der som barn var blevet lammet ved en sportsulykke, sluttede sig tidligt til Broderskabet og begyndte i 1960'erne at tiltrække en hengiven lokal skare på grund af sine karismatiske lægmandsprædikener.
I slutningen af 1960'erne stod det lokale Broderskab på et lavpunkt med ikke over et par snese medlemmer. Men i løbet af 1970'erne indledte Yassin og hans tilhængere en energisk organiseringskampagne, hvis institutionelle udtryk var det, de kaldte "Mujama al-Islamiya" (det islamiske "center" eller "kollektiv"), et netværk af religiøse skoler, medborgerhuse, børnehaver og lignende.
Under hele denne institutionsopbygningsproces holdt Yassin og hans tilhængere sig strengt på afstand af anti-israelsk vold - eller nationalistisk agitation af nogen art. Jean-Pierre Filiu, en fransk forsker med den arabiske verden som speciale og forfatter til en mesterlig Gaza-historie, skriver, at Yassin "fulgte Broderskabets moraliserende linje, der prioriterede åndelig vækkelse over aktiv militans." Efter Yassins opfattelse "havde palæstinenserne mistet Palæstina, fordi de ikke var tilstrækkeligt muslimske - det var kun ved at vende tilbage til kilderne til deres tro og til deres daglige pligter som muslimer, at de i sidste ende ville være i stand til at genvinde deres land og deres rettigheder."
Som en vigtig politisk gestus deltog den israelske militærguvernør i Gaza i 1973 i indvielsen af Jura al-Shams-moskeen, det centrale punkt og udstillingsvindue for Mujama. Så sent som i 1986 kunne en israelsk guvernør i Gaza, general Yitzhak Segev, forklare, at Israel gav "økonomisk støtte til islamiske grupper via moskeer og religiøse skoler for at hjælpe med at skabe en magt, der kunne modstå de venstreorienterede kræfter, som støtter PLO."
Af og til tiltrak disse forbindelser beskyldninger fra PLO-tilhængere om, at Yassin og hans mænd var marionetter eller håndlangere for israelerne. Men islamisternes stiltiende ikke-angrebspagt med besættelsesmagten var ikke et resultat af manipulation; den afspejlede et sammenfald af interesser - et udtryk for realpolitik på begge sider.
Det, der virkelig drev Yassin og hans tilhængere, var frem for alt deres vision om en "islamisering fra neden", dvs. skabelsen af et samfund, hvor alle individer kunne vælge at være en god muslim og være omgivet af institutioner, der ville fremme dette valg. Det var essensen af Det muslimske Broderskabs ideologi overalt, og ligesom det religiøse højre i USA var dets repræsentanter meget tilpasningsdygtige, når det gjaldt midlerne til at fremme sagen. Amerikanske fundamentalister kunne skiftevis brænde Beatles-plader eller sponsorere kristne rockfestivaler, bygge megakirker i forstæderne eller prædike med langt hår på religiøse hippiers møder. Islamisterne i Gaza nærmede sig deres mission med en lignende fleksibilitet.
I 1970'erne og 1980'erne var Mujamas etos defineret ved en voldsom afvisning af al politik ("løgnens og forræderiets sprog," yndede de at sige) til fordel for prioriteter som familie, uddannelse og en tilbagevenden til traditionelle sæder. Derfor holdt islamisterne fast i at afholde sig fra den nationale kamp - et valg, der havde den ekstra fordel, at det beskyttede deres projekt mod chikane fra de israelske militærmyndigheder.
Mujamas mænd var ikke bange for at bruge vold mod andre palæstinensere for at nå deres mål: I et øjebliks hybris midt i bølgen af arabisk afsky over Sadats fredsaftale forsøgte Yassins styrker at tage kampen op mod den lokale venstrefløj - "kommunisterne", "ateisterne", som de foragteligt kaldte alle deres rivaler på venstrefløjen - ved at opstille en kandidat mod Abdel-Shafi ved valget til præsidentposten i Røde Halvmåne-selskabet.
Da den islamistiske kandidat tabte med et jordskred, "udtrykte flere hundrede islamistiske demonstranter deres vrede den 7. januar 1980 ved at plyndre Røde Halvmånes kontorer, før de fortsatte til caféer, biografer og udskænkningssteder i byens centrum," rapporterer Filiu. (Den israelske hær undlod påfaldende nok at gribe ind.) I 1980'erne blev Gaza skueplads for en ondskabsfuld og til tider voldelig kampagne fra islamisternes side for at påtvinge kvinder "ærbar" påklædning.
Det var først efter udbruddet af den første intifada i slutningen af 1987 - en spontan og massiv folkelig opstand, som PLO-kadrer hurtigt overtog ledelsen af - at Yassin tilsidesatte sine splittede rådgivere og traf en strategisk beslutning om at deltage i kampen mod Israel.
Midt i eksplosionen af massestrejker og boykotter, stenkastende demonstrationer og konfrontationer med israelske soldater, så folkene i Mujama, hvilken vej vinden blæste. De havde et produkt at sælge, og det var indlysende, hvad deres målgruppe ville have. I modstrid med alt det, de havde prædiket det foregående årti, begyndte de at udsende anonyme løbesedler, der opfordrede de troende til at gøre modstand mod besættelsen. Snart begyndte de at underskrive folderne med "Den Islamiske Modstandsbevægelse", hvis arabiske initialer staves "Hamas".
Nærmest fra den ene dag til den anden forvandlede de folk fra Gazas religiøse højrefløj, der var berømte for at gå stille med dørene, og som engang var blevet latterliggjort og fordømt af palæstinensiske nationalister for at sidde kampen mod Israel overhørig, sig til væbnede guerillaer. På tidspunktet for Oslo-aftalerne i 1993 var de blevet de usandsynlige bannerførere for kompromisløs palæstinensisk nationalisme.
Arafat giver fortabt
Hvis Oslo-aftalens underskrivelsesceremoni i 1993 lignede en genopførelse af det tidligere håndtryk på plænen foran Det Hvide Hus – i en ny opsætning af et gammelt stykke med Yassir Arafat og Yitzhak Rabin i Sadat- og Begin-rollerne og Bill Clinton som den nye Jimmy Carter - så var det ikke den eneste lighed mellem Camp David og Oslo.
Begge aftaler var biprodukter af Israels medfødte manglende evne til at tage et ja for et ja.
Hvis Egyptens "ja" kom i 1971, da Sadat første gang signalerede, at han var villig til at anerkende Israel, kom Yassir Arafats PLO's "ja" først i december 1973, lige før fredskonferencen i Genève, da Arafat sendte en hemmelig besked til Washington:
Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation søger på ingen måde at ødelægge Israel, men accepterer dets eksistens som suveræn stat; PLO's hovedmål på Genève-konferencen vil være oprettelsen af en palæstinensisk stat af den "palæstinensiske del af Jordan" [dvs. Vestbredden og Østjerusalem] plus Gaza.
Men Arafats private erklæring medførte ingen ændring i PLO's formelle, offentlige holdning: Officielt var gruppen fortsat forpligtet til med ordene i PLO's charter fra 1968 at "eliminere zionismen i Palæstina."
Årsagen til denne uoverensstemmelse skyldtes, at "anerkendelse af Israel" betød noget helt andet for palæstinenserne, end det havde gjort for Egypten.
I Sadats fredsinitiativ blev det foreslået at anerkende Israel til gengæld for en fuldstændig genoprettelse af Egyptens territoriale integritet. For palæstinenserne var anerkendelse af Israel i sig selv derimod ensbetydende med, at de gav afkald på deres ret til 78% af deres hjemlands territorium. Hvad der for Egypten blot havde været en ydmygende politisk indrømmelse til en regional militær rival, var for palæstinenserne et eksistentielt afkald.
Arafat mente, at de palæstinensiske masser ikke desto mindre ville støtte et sådant offer - men kun som en del af et historisk kompromis, hvor det at acceptere tabet af 78% af Palæstina ville blive kompenseret af forsikringer om, at de resterende 22% ville blive en palæstinensisk stat.
Han slog derfor ind på det, man kunne kalde den "amerikanske strategi". I de næste femten år jagtede Arafat en dialog med USA i håb om at indgå en aftale: Til gengæld for en formel, offentlig PLO-forpligtelse til at anerkende Israel, skulle Washington offentligt forpligte sig til at arbejde for en palæstinensisk stat og lægge det nødvendige pres på Israel.
PLO-lederen fremlagde dette koncept for alle amerikanere, der ville lytte. I en samtale i 1976 med en besøgende amerikansk senator i Beirut "sagde Arafat, at før han kunne anerkende Israels ret til at eksistere som en uafhængig stat, måtte han have noget at vise sit folk," rapporterede en indberetning fra den amerikanske ambassade til udenrigsministeriets hovedkvarter i Washington. "Dette noget kunne være en israelsk tilbagetrækning på 'nogle få kilometer' i Gazastriben og på Vestbredden", og hvor en FN-styrke overtog kontrollen med det forladte område.
Israel handlede hurtigt for at forpurre Arafats strategi. I 1975 pressede Israel udenrigsminister Henry Kissinger til at underskrive et aftalememorandum, hvori Kissinger lovede, at USA ikke ville "forhandle med Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, så længe den ikke anerkender Israels ret til at eksistere." Ved at gøre PLO's anerkendelse af Israel til en forudsætning for dialog med USA, udelukkede aftalen alle scenarier, hvor anerkendelse kunne gives til gengæld for amerikanske forpligtelser.
Kissinger havde ingen betænkeligheder ved at give afkald på muligheden for at tale med PLO. Han var overbevist om, at der ikke ville komme noget ud af sådanne samtaler - ikke fordi palæstinenserne var afvisende, men fordi israelerne var det. "Når først [PLO] er med i fredsprocessen," sagde han til et møde for amerikanske Mellemøst-ambassadører i juni 1976, "vil man rejse alle de spørgsmål, som israelerne ikke kan håndtere" - spørgsmålene om Vestbredden, Gaza og Østjerusalem.
Ifølge Kissinger ville alle, der var dumme nok til at tro, at en amerikansk regering kunne bruge sin indflydelse til at tvinge Israel til at give efter på disse områder, "totalt undervurdere, hvad det indebærer at tage kampen op mod [den israelske] lobby. De bekæmper aldrig en på selve spørgsmålet, det handler om; man er nødt til at kæmpe med ti andre spørgsmål - sin troværdighed, alt." Kort sagt: "Vi kan ikke levere på PLO's minimumskrav, så hvorfor tale med dem?"
Så snart Kissingers memorandum var underskrevet, gik Israels fixere og propagandister i gang med at forvandle det fra en simpel forståelse mellem udenrigsministre til et helligt, indenrigspolitisk totem, som alle ambitiøse amerikanske politikere måtte bøje sig for. Ved præsidentvalget i 1980 forsøgte alle de fire hovedkandidater - Ted Kennedy, Jimmy Carter, John Anderson og Ronald Reagan - at overgå hinanden i at fordømme PLO og love ikke at tale med organisationen.
Denne gang skulle der skrues helt op for den ideologiske jukebox: Det var ikke nok at fremstille PLO som en gruppe, der i øjeblikket afviste Israels eksistens (hvilket om noget kunne tjene som et argument for USA's kontakter med gruppen – i et forsøg på at overtale den til at ændre holdning).
I stedet skulle PLO fremstilles som ude af stand til at acceptere Israels eksistens eller i det hele taget sameksistere med jøder. Med datidens populære udtryk, som i det uendelige blev gentaget eller omskrevet af tilsyneladende saglige nyhedsorganisationer som Associated Press og New York Times, var PLO en organisation, der "havde svoret at ødelægge Israel". Eller som Exodus’ forfatter Leon Uris - den amerikanske zionismes Homer, dens barde og ur-mytolog - udtrykte det i et åbent brev i 1976: PLO var "følelsesmæssigt og vedtægtsmæssigt bundet til likvideringen af jødiske eksistens i Mellemøsten."
Amerikanske topembedsmænd blev tvunget til rituelt at gentage denne fiktion - at PLO var opsat på at ødelægge Israel - selv om de på første hånd vidste, at det ikke var sandt. "Vi er nødt til at overveje, hvad parternes holdning er," sagde Jimmy Carters udenrigsminister, Edmund Muskie, i juni 1980, da han forsvarede USA's stadig mere isolerede holdning mod PLO's involvering i fredsforhandlinger, "og PLO's holdning er, at man ikke er interesseret i en forhandlingsløsning med Israel. Man er kun interesseret i Israels udslettelse."
I mellemtiden fortalte CIA privat udenrigsministeriet, at PLO tværtimod at afvise at anerkende Israel, internt diskuterede, hvad man skulle kræve til gengæld for en anerkendelse: "På trods af moderate Fatah-medlemmers [som Arafat] forsøg på at overbevise resten af [PLO]-ledelsen om, at en dialog med USA indebærer tilstrækkelige fordele på lang sigt til at retfærdiggøre [anerkendelse af Israel], er PLO's ledelse stadig i høj grad overbevist om, at den må kræve mere end blot samtaler med USA, før den opgiver det, den anser for at være sit eneste store 'kort' i forhandlingsprocessen."
Ligesom A. J. P. Taylors overvejelser om Anwar Sadat, er de vurderinger af PLO, der var fremherskende i den æra, ikke ældet med ynde. Langt fra at være "følelsesmæssigt og vedtægtsmæssigt bundet til likvideringen af jødiske eksistens i Mellemøsten," anerkender PLO i dag ikke bare Israel; man har en leder, Mahmoud Abbas, hvis politik med "sikkerhedskoordinering" med besættelsesmyndighederne anses for at være så uundværlig for den israelske hær, at landets lobbyister og diplomater med jævne mellemrum må minde forvirrede højreorienterede republikanere om, at de faktisk ønsker, at USA skal fortsætte med at finansiere de palæstinensiske sikkerhedsstyrker.
Abbas, hvis endeløse indrømmelser til Israel har gjort ham politisk irrelevant hos sit eget folk, har brugt det sidste årti på at tigge om en NATO-besættelse af Vestbredden - en mærkelig måde at forfølge "likvideringen af jødisk eksistens i Mellemøsten" på.
Endelig gav Arafat i 1988 efter. Efter PLO's blodige fordrivelse fra Libanon pressede han i sit tunesiske eksil Det Palæstinensiske Nationalråd (PNC) til en ensidig anerkendelse af Israel uden sikkerhed for, at der ville komme nogen bevægelse i retning af en palæstinensisk stat. I sine erindringer opsummerede daværende udenrigsminister George Shultz glædeligt episoden på denne måde: "Arafat gav endelig fortabt."
Israel havde endelig modtaget sit "ja" fra palæstinenserne, underskrevet, bevidnet og bekræftet af notarius. Men det havde ingen som helst effekt på hverken USA's eller Israels holdning til Palæstinas status som selvstændig stat.
Mere end tredive år senere ligger den palæstinensiske beslutning fra 1988 - som opfordrede til fred mellem et Israel med 78% af landet og en palæstinensisk stat på 22% - stadig som et tilbud på bordet, som ingen israelsk regering nogensinde har udtrykt villighed til at røre ved.
Hvis Arafat var stoppet der, ville palæstinenserne, diplomatisk set, have været så fordelagtigt stillet, som man kunne forvente under de givne omstændigheder.
I stedet begik han en tragisk, historisk fejl. Han gik længere end et "ja".
I 1992 var Arafat bange for at blive kørt ud på et sidespor i det hektiske Mellemøst-diplomati efter Golfkrigen, og i hemmelighed gav han grønt lys til han forhandlinger ad bagvejen i Oslo med repræsentanter for den nyvalgte israelske regering under Yitzhak Rabin, hvor han gik med til indrømmelser, som, da de blev offentliggjort, blev mødt med forargelse og vantro af de mest opmærksomme palæstinensiske iagttagere.
I Oslo-aftalerne bekræftede Arafat ikke blot PLO's anerkendelse af Israel uden nogen gensidig israelsk anerkendelse af en palæstinensisk statsdannelse eller blot en omtale af muligheden for statsdannelse; han gav Israel vetoret over en palæstinensisk statsdannelse ("PLO ... erklærer, at alle udestående spørgsmål vedrørende permanent status vil blive løst gennem forhandlinger").
Ikke alene gav Arafat afkald på magtanvendelse mod Israel - ensidigt, uden modydelse - og indvilligede i at undertrykke modstand mod besættelsen på Israels vegne; han gjorde det uden at forpligte besættelsesmagten til at holde op med at konfiskere palæstinensisk jord for at udvide jødiske bosættelser, veje eller militære installationer. Den palæstinensisk-amerikanske historiker Rashid Khalidi har kaldt Arafats træk "en historisk fejltagelse, der gav genlyd, og med alvorlige konsekvenser for det palæstinensiske folk." Edward Said kaldte det "et instrument for palæstinensisk overgivelse, et palæstinensisk Versailles." Haidar Abdel Shafi, som ledede den officielle palæstinensiske delegation til de USA-sponsorerede fredsforhandlinger efter Golfkrigen, fordømte aftalen og dens "frygtelige ofre" og kaldte den "et fingerpeg i sig selv om den frygtelige forvirring, som palæstinenserne befinder sig i." Mahmoud Darwish, den palæstinensiske nationaldigter og forfatter til uafhængighedserklæringen fra 1988, trak sig fra PLO's ledelse i protest.
En af de mest undervurderede kendsgerninger om Oslo-aftalen, som citaterne ovenfor vidner om, er, at blandt dens heftigste, palæstinensiske kritikere var ikke bare modstanderne af tostatsløsningen, men også dens mest engagerede og mangeårige tilhængere - dem, som Khalidi, Said, Darwish eller Shafi, der helt tilbage i begyndelsen af 1970'erne havde taget det dengang ensomme skridt at opfordre til et palæstinensisk opgør med den bitre dom fra 1948.
Sandhed og konsekvenser
"Vi har lært lektien fra Oslo," sagde Khaled Meshaal, den Qatar-baserede leder af Hamas' eksterne politbureau, til en journalist fra det franske dagblad Le Figaro i slutningen af sidste måned. "I 1993 anerkendte Arafat Israel, som ikke gav ham noget til gengæld."
Han satte Arafats brøler i kontrast til det, han beskrev som Hamas' kløgtige balancegang. I 2017 vedtog gruppen et nyt charter - et projekt, som Meshaal personligt stod i spidsen for - som tog en tostatsløsning til sig og fjernede det antisemitiske sprog og den apokalyptiske krigeriskhed fra den oprindelige grundlæggelseserklæring fra 1988.
Men det skete, understregede han, "uden at nævne en Hamas' anerkendelse af Israel."
Meshaal "antyder, at når 'tiden er inde' - det vil sige med oprettelsen af en palæstinensisk stat - vil spørgsmålet om anerkendelse af Israel blive undersøgt," rapporterede Le Figaro. "Men da ikke alle i Hamas er enige, ønsker han ikke at gå længere."
Hamas' øverste politiske ledelse havde brugt årene op til den 7. oktober på at forsøge at positionere Hamas som en respektabel diplomatisk samtalepartner, som en dag kunne få held med oprettelsen af en palæstinensisk stat, hvor Arafat havde fejlet. Alt dette brød sammen med grusomhederne den 7. oktober og efterlod iagttagere forvirrede over, hvad der præcist var sket og hvorfor.
Næsten øjeblikkeligt opstod der forlydender blandt diplomater, journalister og efterretningsfolk om en slags splittelse inden for Hamas. Men kun lejlighedsvis blev sagen formuleret så direkte som af Hugh Lovatt, en ekspert i palæstinensisk politik ved European Council on Foreign Relations, der i slutningen af oktober blev citeret for at sige: "Den brutale vold, som Hamas udøver mod civile israelere, repræsenterer en magtovertagelse af radikale i den militære fløj, som har trængt moderate politikere, der gik ind for dialog og kompromis, op i et hjørne."
I løbet af de sidste to uger er der dukket flere detaljer op.
I en rapport i slutningen af sidste måned for det pro-israelske Washington Institute for Near East Policy skrev Ehud Yaari, en israelsk specialist i arabisk politik med tætte bånd til landets sikkerhedsetablissement, om "voksende interne spændinger mellem Hamas-lederne" med henvisning til "omfattende private samtaler med adskillige regionale kilder."
"De konkrete detaljer i angrebet [den 7. oktober]," rapporterede Yaari, "ser ud til at være kommet som en fuldstændig overraskelse for [Hamas-formand Ismail] Haniyeh og resten af den eksterne ledelse." De havde givet tilladelse til et grænseoverskridende angreb, men ikke et som det, der endte med at blive udført.
Kun en "kernegruppe af kommandanter" havde været involveret i den detaljerede planlægning af den 7. oktober, rapporterede Yaari. Disse inkluderede Hamas' stærke mand i Gaza, Yahya Sinwar, plus to topledere fra den militære fløj (der er kendt som Izz ad-Din al-Qassam Brigaderne), hvoraf den ene er Sinwars bror, Mohammed.
Det var denne gruppe, hævder Yaari, som i sidste øjeblik indsatte nye ordrer - om at "myrde så mange civile som muligt, tage gidsler og ødelægge israelske byer" - i slagplanen. Planen blev holdt tilbage fra Hamas' kommandanter i felten "indtil et par timer før operationen." (Operationen den 7. oktober var en fælles aktion udført af en koalition af styrker fra en række forskellige palæstinensiske væbnede grupper, ikke kun Hamas).
"Omfanget og brutaliteten af angrebet udløste kritik fra eksterne ledere" af Hamas, skrev Yaari, hvoraf nogle "skarpt fordømte Sinwars 'storhedsvanvittige' søgen efter storhed" i "private samtaler."
Ændringerne af slagplanen i sidste øjeblik kan være med til at forklare den overraskende variation i ofrenes vidnesbyrd om angribernes opførsel. I en artikel, der blev offentliggjort i Haaretz i sidste måned, fortalte en beboer i kibbutzen Nahal Oz, Lishay Idan, for eksempel om sin families prøvelser og om, hvordan der i Nahal Oz skete "meget mærkelige ting."
"En terrorist iført camouflagetøj og et grønt pandebånd, som så ud, som om han havde ledelsen, fortalte gidslerne, at han var fra Hamas' militære fløj, og at de ikke gjorde civile fortræd. "De sagde, at de kun ledte efter soldater, og at de ikke gjorde kvinder og børn fortræd," sagde Idan." Selv om andre angribere i området begik ekstremt brutale handlinger mod civile, forklarede hun, at netop disse krigere opførte sig anderledes.
"Det er ikke let for mig at sige dette," konkluderede hun, "men det ser ud til, at de celler, der kom til vores kibbutz, var bedre fokuserede. I nogle tilfælde tog de humanitære hensyn." De "bragte os et tæppe og puder og bad os lægge børnene til at sove," og når hendes barn havde brug for mad, "bad de mig skrive ned præcis, hvor [en flaske modermælkserstatning] var i huset" ved siden af. "Lishay skrev det på hebraisk," fortæller artiklen, "terroristerne brugte Google Translate, og så gik de af sted."
Nogle andre ofre fra 7. oktober har fortalt lignende afvigende vidnesbyrd.
I øjeblikket er de øverste Hamas-ledere involveret i intensive "dagen derpå"-diskussioner med kolleger fra Mahmoud Abbas' Fatah-parti om udsigterne til en national enhedsaftale - muligvis inklusive det længe diskuterede scenarie med Hamas' optagelse i PLO, det palæstinensiske folks anerkendte internationale repræsentative organ.
Ifølge Yaari forværrer disse samtaler nu splittelsen mellem Sinwar og resten af Hamas-ledelsen:
Da rapporterne om disse samtaler nåede Sinwar, fortalte han Haniyeh, at han finder denne opførsel "skandaløs", krævede, at alle kontakter med PLO og fraktioner af Fatah-afvigere blev afbrudt, og insisterede på, at ingen konsultationer eller udtalelser om "morgenen efter" finder sted, før der er opnået en permanent våbenhvile.
Den eksterne ledelse har imidlertid ignoreret Sinwars direktiv.
En kilde, der talte med Le Figaro - en velinformeret "markant personlighed i Gaza" - gik endnu længere og hævdede, at "Israel er ikke alene om at ønske, at [Sinwar] taber. Hans venner i den politiske fløj i Qatar og qatarerne selv ville ikke være utilfredse, hvis han blev dræbt af Israel."
I en anden verden - en verden, hvor Israel foretrak fred frem for erobring - kunne man forestille sig en lusket Bismarck-lignende leder i Jerusalem, der overvågede disse intriger som en skakspiller, planlagde at splitte Hamas, isolere de uforsonlige og indgå en aftale med en palæstinensisk national enhedsfront.
Eller man kunne forestille sig, at der dukkede en international mægler op og foreslog en aftale, hvor Israel ville trække sig tilbage til 1967-grænserne til gengæld for, at Hamas gik med til at ødelægge sine Gaza-tunneller under FN's opsyn.
Ville Hamas gå med til en sådan plan? Hvem kan sige det? Men det er let at gætte, hvad Netanyahus svar ville være.
For et årti siden sendte den amerikanske udenrigsminister John Kerry et hold amerikanske militærrådgivere til Jerusalem for at udarbejde en plan, der kunne tilfredsstille Israels sikkerhedsbekymringer i tilfælde af en fredsaftale med palæstinenserne og en israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden.
Netanyahu nægtede at lade sine generaler samarbejde med de amerikanske besøgende.
"Forstår du hvad en amerikansk sikkerhedsplan, som er acceptabel for os, betyder?" spurgte Netanyahu sin forsvarsminister. "I samme øjeblik bliver vi nødt til at begynde at tale om grænser."
Det er konsekvenserne af Israels årtier lange søgen efter Lebensraum. Frastødt af tanken om sikkerhed uden erobring, skrækslagen for at "tale om grænser" og omringet af fjender, som det selv har skabt, har et trængt Israel endelig frigjort sig fra sin sidste moralske forpligtelse. Det føler sig ikke længere bundet til at acceptere sine naboers fysiske eksistens. Uanset hvad der nu sker, vil Israel dele ansvaret med sine medskyldige.
Seth Ackerman er redaktør på Jacobin.