Bertolt Brecht og flygtninge
Af John Graversgaard, medlem af Kritisk Revys redaktion.
Dette er ikke en analyse af Brechts digte, men der trækkes nogle linjer til den brutale virkelighed i dansk asylpolitik. At være flygtning kan medføre både fortvivlelse, håb og rodløshed. Kan jeg komme hjem, vil jeg tilbage til landet, jeg flygtede fra? Eller kan jeg blive her, eller vil jeg for altid være på flugt. I sit digt om eksilets varighed skriver Brecht bl.a.: ”Slå intet søm i væggen, smid frakken på stolen! Hvorfor plante et træ?” Digtet blev også fremført af sanger og musiker Søren Huss på Baggårdsteatrets Brecht forestilling i 2018.
Digtene er gengivet med tilladelse af Forlaget Multivers, som har udgivet ”Svendborgdigte” i 2017 og er en oversættelse af ”Svendborger Gedichte”, som Bertolt Brecht fik trykt i 1939 i København. Brecht boede 1933-39 i Skovsbostrand ved Svendborg som flygtning.
Flygtning før og nu
2. Verdenskrig varede fem smertefulde år og drev millioner på flugt. Siden er krigene nærmest blevet permanente, tænk bare på Afghanistan og Irak. Eller landene er blevet så ødelagte, at livet er blevet så utåleligt og håbløst, at man flygter til lande, hvor der er fred og ingen krigsherrer, som terroriserer befolkningen. Men hvor det er svært at se en fremtid, hvis man vender tilbage.
Flygtninge diskuteres voldsomt i Danmark, og regeringens udlændingeminister Mattias Tesfaye udtaler, at ”Målet er nul asylansøgere”. Partier konkurrerer om at være hårde i retorikken. Der fremsættes ekstreme lovforslag, som begrænser flygtninges rettigheder. FNs konventioner om retten til asyl angribes og undergraves i foragt for de smertefulde erfaringer, man gjorde under og efter 2. Verdenskrig.
Regeringen har oprettet en ’Hjemsendelsesstyrelse’ og lægger øget pres på flygtninge, for at de skal vende hjem. Selv om de ikke har noget at vende hjem til. En udvikling vi ser over hele EU, hvor deportationer er blevet hverdag. Brecht skriver om at vende tilbage til hjemlandet, men var også antifascist og politisk flygtning. Der var håb om at kunne genopbygge Tyskland efter krigen, som havde lagt landet i ruiner. I dag skal man se langt for at få øje på genopbygning i de krigshærgede lande. For ikke at nævne flygtninge fra lande, hvor undertrykkelsen har betydet, at man har brudt op og søgt beskyttelse i andre lande. Blandt nutidens flygtninge breder angsten og nervøsiteten sig. Flygtninge, som har levet i Danmark i mange år og er blevet integreret, spørger i angst: Skal jeg nu lade jakken være på stolen?
Udvalgte flygtningedigte – Bertolt Brecht
TANKER OM EKSILETS VARIGHED
Slå intet søm i væggen
smid frakken på stolen!
Hvorfor tænke fire dage frem?
Du vender hjem i morgen!
Vand ikke det lille træ!
Hvorfor plante et træ?
Før det er så højt som et trappetrin
går du glad væk herfra!
Træk kasketten ned i panden, når folk går forbi!
Hvorfor blade i en fremmed grammatik?
Den besked, der kalder dig hjem,
er skrevet på et sprog, du kender.
Ligesom kalken skaller af bjælkerne
(Gør intet imod det!)
vil voldens plankeværk
som er rejst ved grænsen mod retfærdigheden
rådne op.
Se sømmet i væggen, som du har slået i!
Hvornår tror du, vil du vende tilbage?
Vil du vide, hvad du inderst inde tror?
Dag for dag
arbejder du på befrielsen
siddende i kammeret, skriver du
Vil du vide, hvad du mener om dit arbejde?
Se det lille kastanjetræ i hjørnet af gården
Som du slæbte en kandefuld vand hen til!
OM BETEGNELSEN EMIGRANTER
Altid fandt jeg den betegnelse forkert, som man gav os: emigranter.
Det betyder jo udvandrere. Men vi
vandrede jo ikke ud af egen beslutning og valgte
et andet land. Vi vandrede heller ikke
ind i et land for at blive der, muligvis for altid.
Men vi flygtede. Fordrevne er vi, bortjagede.
Og intet hjem, et eksil skal det land være, som modtog os.
Uroligt sidder vi, så tæt på grænserne som muligt
og venter på tilbagekomstens dag, mens vi iagttager
de mindste forandringer på den anden side af grænsen og ivrigt udspørger
enhver nyankommen. Vi glemmer intet, vi opgiver intet
og vi tilgiver heller intet af det, som skete, intet tilgiver vi.
Ak, sundenes stilhed bedrager os ikke! Vi hører skrigene
fra deres lejre helt hertil. Er vi dog selv
næsten som rygter om ugerninger, der slap
over grænserne. Enhver af os
der går gennem mængden i udslidte sko
vidner om den skam, der nu besudler vores land.
Men ingen af os
vil blive her. Det sidste ord
er endnu ikke sagt