Israels 75 årsdag og Al Nakba:
"Livets bakke" og Khirbet el-Manshiyya
Af Jonathan Ofir
Manuskript til tale afholdt ved Palæstina-demonstrationen på Den røde Plads i København i anledning af 75 årsdagen for Israels oprettelse og Palæstinas Al Nakba. Oversat fra engelsk med forfatterens tilladelse fra The ‘hill of life’ and Khirbet el-Manshiyya.
Jonathan Ofir voksede op i en kibbutz og blev aldrig fortalt om den ødelagte palæstinensiske landsby, som den var bygget ovenpå. Men der er stadig tegn tilbage, som f.eks. de kaktusser, som israelerne har forsøgt at tilegne sig, men som er tegn på palæstinensernes dybe bånd til landet.
Kaktusserne i Givat Haim Ichud er en rest af Khirbet el-Manshiyya, den palæstinensiske landsby, kibbutzen blev bygget ovenpå (foto: Jonathan Ofir).
"Der blev bygget jødiske landsbyer i stedet for arabiske landsbyer. Man kender ikke engang navnene på disse arabiske landsbyer, og det bebrejder jeg ingen, fordi geografibøgerne ikke længere eksisterer, ikke alene findes bøgerne ikke mere, de arabiske landsbyer er der heller ikke. Nahlal opstod i stedet for Mahlul, Kibbutz Gvat i stedet for Jibta, Kibbutz Sarid i stedet for i stedet for Huneifis og Kefar Yehushu'a i stedet for Tal al-Shuman. Der er ikke et eneste sted, der er bygget i dette land, som ikke tidligere har haft en arabisk befolkning."
- Israels forsvarsminister Moshe Dayan, tale på Haifa Technion, den 4. april 1969, citeret af Haaretz.
Man kan tilføje endnu et navn til Dayans liste - kibbutzen Givat Haim Ichud blev bygget i stedet for Khirbet el-Manshiyya.
Jeg blev født i denne kibbutz i det centrale Israel i 1972.
Givat Haim betyder bogstaveligt talt "livets bakke" på hebraisk. Den blev navngivet efter Haim Arlosoroff, en embedsmand fra Jewish Agency, der blev myrdet i 1933 i Tel Aviv, sandsynligvis af revisionistiske zionister (fra Abba Ahimeirs Brit Habiryonim, eller "Banditternes pagt", en undergruppe af Jabotinskys revisionister). Arlosoroff var netop vendt tilbage fra Nazi-Tyskland efter at have forhandlet en aftale med nazisterne, der kaldes Overførselsaftalen, hvorved for det meste velhavende tyske jøder kunne deponere penge, med hvilke landbrugsudstyr kunne købes i Palæstina, og de selv kunne flytte til Palæstina. Aftalen tjente nazisternes mål om at slippe af med jøderne, men også, og det var vigtigt, at bryde den antinazistiske boykot, der var indledt tidligere samme år.
Under alle omstændigheder var der tale om interne zionistiske kampe og drab. Men Arlosoroff var arbejderzionist og repræsenterede den bevægelse, de fleste kibbutzim var tilknyttet. Så den første Givat Haim blev i 1933 opkaldt efter ham. Jeg ved ikke, hvor mange mennesker i kibbutzen, der faktisk kender denne historie. Den mere populære forståelse af ordet "Haim" i navnet er dets enkle betydning på hebraisk – ”liv”. Så Givat Haim blev opfattet som "livets bakke".
I min ungdom og mange år senere vidste jeg stort set intet om stedets historie - en historie, der var direkte forbundet med Al Nakba. Min opvågnen, hvad angår Palæstina, skete i 2007, da jeg læste Ilan Pappes skelsættende The Ethnic Cleansing of Palestine (da.: Den etniske udrensning i Palæstina, Klim, 2012, o.a.). Det var et chok, og jeg begyndte at spekulere på, hvad jeg ellers var gået glip af. Men selv dengang undrede jeg mig ikke rigtig over, hvordan min barndoms kibbutz var forbundet med Al Nakba. Jeg tog bare den større fortælling om ødelæggelse til mig og blev chokeret over min uvidenhed. Men efter nogle år sporede jeg mere specifikt Al Nakba til det sted, hvor jeg blev født og voksede op. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke gjorde det med det samme - var jeg bange for at vide det? Kom det for tæt på?
Det er kun to år siden, jeg for første gang i kibbutz-materialer stødte på en officiel omtale af den palæstinensiske by, som Givat Haim Ichud blev bygget ovenpå. Det var tilfældigvis noget min bedstemor havde nævnt, da hun blev interviewet til et kibbutz-arkiv i 1991. Da jeg læste udskriften, havde min bedstemor allerede været død i mange år, og jeg havde allerede selv undersøgt sagen et par år tidligere. Mennesker som Eitan Bronstein, der havde oprettet den israelske organisation Zochrot og senere De-Colonizer (dedikeret til opmærksomhed om Al Nakba), Salman Abu-Sitta og hans Palestine Land Society, og andre er gennem årene blevet gode venner, og de hjalp mig med at spore de ruiner, der lå under min barndoms kibbutz.
Christoph Bugel gjorde mig opmærksom på Palestine Open Maps, hvor man kan se historiske kort, hvor de nuværende bosættelser er lagt ind over. Herunder er et kort fra dette websted, som viser, hvordan kibbutzen ligger lige oven på Khirbet el-Manshiyya (forkortet Manshiyya).
Kort fra Palestine Open Maps, der viser placeringen af kibbutzen Givat Haim Ichud på ruinerne af Khirbet el-Manshiyya (Billede: palopenmaps.org)
Men i kibbutzen blev der aldrig talt om det. Ingen fra kibbutzen har nogensinde nævnt det direkte overfor mig. Sådan sagde min bedstemor (bemærk, at hendes kibbutz delte sig i 1951, og den nye del, som hun flyttede til, var bygget oven på Manshiyya):
"I nærheden af os lå landsbyen Manshiyya, jeg kan ikke huske, at jeg var bange for dem. Forholdet til landsbyen var godt, venligt ... I det daglige liv følte jeg ingen frygt for araberne. Det er ikke som nu i Intifadaen. Under uafhængighedskrigen forlod araberne i Manshiyya. Landsbyen Manshiyya blev udslettet. Efter opdelingen byggede vi det nye på det sted, hvor Manshiyya lå."*
Så klinisk er det. Selv når det nævntes i den lange interview, var det meget kort og i forbifarten. De rejste væk. Landsbyen blev udslettet - slut på den historie.
Hvorfor var der ingen, der fortalte mig det? Var det ikke relevant? Kibbutzen huser et museum, Beit Theresienstadt til minde om Holocaust-ofrene fra denne ghetto - et sted der ligger omkring 3.000 km væk. Var det ikke relevant at nævne den etnisk udrensede landsby Manshiyy, som museet er bygget ovenpå? Ikke et ord. Det er bare ”livets bakke”, og så taler vi ikke mere om det.
Ikke alt fra Manshiyya blev imidlertid udryddet. De kaktusser, som på så mange lignende steder i Israel vidner om den historie, som zionisterne forsøgte at få til at forsvinde, er der stadig.
Sidste år tog jeg fotoet ovenfor af kaktusserne fra Manshiyyas tid. De står der stadig i nærheden af stadion i den sydøstlige ende af kibbutz Givat Haim Ichud nær hovedvejen, hvor markerne og citrusplantagerne begynder.
Kaktusser har meget stærke rødder, og disse var vanskeligere at rykke op med rode end de hundredtusindvis af palæstinensiske indbyggere (over en million, når man medregner de etniske udrensningskampagner i 1948 og 1967), og tilsyneladende vanskeligere end de over 131.000 palæstinensiske hjem, der er blevet revet ned siden 1947.
Men nu kommer den store og sørgelige ironi: Ikke alene har israelerne stjålet landet, men de har også kulturelt tilegnet sig begrebet kaktus - saber på arabisk - og er begyndt at kalde sig "sabra". Dette udtryk bruges til at betegne dem, der er født i det, som zionisterne kaldte Eretz Israel - Israels land - da det stadig var Palæstina. De antydede hermed, at de er det oprindelige folk og romantiserede også kaktussens natur ved at sige, at de er som kaktusser - de "har torne på ydersiden, men er bløde og søde indeni", fordi disse kaktusser har søde frugter.
Man skal have en vis frækhed for at gøre den slags. Man bruger netop det, som symboliserer Nakba, berøvelsen, den smule, der er tilbage af den - og gør det til dit, man erstatter det oprindelige folk og dets symboler med sig selv. Og så kalder man sig selv sød indeni.
På arabisk har disse kaktusser og deres modstandsdygtighed også givet anledning til det parallelle udtryk for "tålmodighed" - også saber på arabisk - og i sammenhæng med berøvelsen af palæstinenserne ville dette også betyde noget i retning af sumud - at opretholde modstandsdygtighed i modgang.
Kaktusser og "sabraer" som kulturel tilegnelse er karakteristisk for den kolonialistiske bosætterlogik, der går ud på at eliminere og erstatte det indfødte. Så mange kibbutzim og byer er blevet bygget på ruiner af etnisk udrensede palæstinensiske landsbyer. Tavsheden om dette og det, man kunne kalde institutionaliseret uvidenhed om denne historie repræsenterer Israel som helhed.
Khirbet el-Manshiyya er måske udslettet (selv om dens kaktusser ikke vil slippe jorden). Men dens folk, og de millioner af mennesker, der enten blev direkte etnisk udrenset eller nedstammer fra dem, har ikke glemt. Det er en del af deres arv og identitet at huske.
Vi skal huske, at mennesker ikke kan udslettes. Prisen for bare at prøve er meget stor, ikke kun for dem, men også for dem, der begår den handling, og det vil hjemsøge dem. Det er et zionistisk credo at forhindre denne regnskabets time, fordi Al Nakba er grundlaget for Israels jødiske overherredømme. Men Israel må se det i øjnene, for det er ikke kun en katastrofe for palæstinenserne, men for os alle - også israelerne. Den eneste måde at helbrede det på er at se det i øjnene - ikke blot at mindes det, men at arbejde på at udbedre det.
I talen sagde Ofir, at hans bedstemor videre havde sagt, at de arabiske indbyggere i landsbyen inden de flygtede havde bedt kibbutzen om at passe på deres ting til de kom tilbage.