Grønlandsk i Folketinget: Intet om os uden os og vort sprog
Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion
Fredag d.12 maj skulle Folketinget diskutere Rigsfællesskabet. Det benyttede Siumuts medlem af tinget Aki-Matilda Høegh-Dam til at holde sin tale på grønlandsk til stor forvirring hos mange og misfornøjelse hos enkelte. Men Aki-Matilda spejlede blot den virkelighed grønlændere befinder sig i: I deres eget land foregår forhandlingerne i landstinget både på dansk og grønlandsk og mange embedsmænd og offentligt ansatte taler enten kun dansk eller et meget mangelfuldt grønlandsk. Så hvorfor gælder ikke det omvendte, nemlig at grønlandsk og færøsk er ligeberettigede sprog i det fælles parlament, Folketinget. Eller er Rigsfællesskabet kun fælles, når det tjener danske interesser og ellers et skab, hvor man kan gemme de andre rigsdeles interesser i?
Det var virkeligt et humoristisk indslag af stor munterhedsværdi, da Aki-Mathilda i indledningen til sin grønlandsksprogede tale med stor tydelighed langsomt udtalte nogle af de mange danske ord, der er optaget i det grønlandske sprog, mens resten for de få folketingsmedlemmer, der overværede debatten, var uforståeligt. For det er faktisk sådan – same, same but different – mange grønlændere forstår dansk: Ikke eller næsten ikke. Men sure folketingsmedlemmer kan jo blot øve sig i at være sat sprogligt udenfor - prøv bare at lytte til KNRs udsendelser på nettet, så får man en tydelig fornemmelse af, hvordan det er at stå udenfor døren, mens de voksne taler – om en.
Der var også en anden, der under debatten optrådte humoristisk, men denne gang ufrivilligt. Det var såmænd vores egen Karsten Hønge fra SF, som ellers plejer at være så nogenlunde lydhør overfor Grønland, der nu blev fornærmet og ikke ville deltage ’i et stunt rettet mod et grønlandsk publikum’. Men søde Karsten hvor mange gange tror du ikke, man i Grønland har opfattet det, der foregår i Folketinget som et stunt rettet mod et publikum i den etnisk danske rigsdel? Aki-Matildas ’stunt’ var naturligvis også rettet mod et grønlandsk publikum, men det var tillige et meget fint og velanbragt spejl af den ulighed, der eksisterer i det såkaldte Rigs’fællesskab’: Der er ingen tvivl om, hvem der sidder for bordenden og hvis interesser, der i sidste ende varetages – det er den tidligere kolonimagts.
Men alt er ikke som det var. Utålmodigheden i Grønland er voksende og Lars Løkkes klodsede og ufølsomme måde at tackle det ømtålelige spørgsmål om arktisk ambassadør på ved med syvtommersøm at fastslå og støbt i beton, at sikkerheds- og udenrigspolitik er et dansk anliggende, hælder blot benzin på det bål.
Også den nyligt genopblussede konflikt om bieffekterne ved udvinding af sjældne jordarter i Kuannersuit (Kvanefjeldet) ved Narssak har potentiale til at komme salt i såret. Det grønlandske parlament har i 2021 vedtaget, at man ikke ønsker uranudvinding i Grønland, heller ikke som ’bifangst’. Det har betydet, at det australske selskab, Energy Transition Minerals, der som Greenland Minerals i 2007 fik en efterforskningstilladelse fra Danmark nu mener at have ret til en udnyttelsestilladelse, kræver denne og har lagt sag an mod Danmark og Grønland for at få den. Adgangen til sjældne jordarter opfattes overalt som strategisk vigtig både for den grønne omstilling og for sikkerhedspolitikken generelt – det gælder EU, det gælder USA og det gælder Danmark. Så Danmark har en stærk interesse i at udvindingen kan starte, også selv man er nødt til at oplagre store mængder uran- og thoriummalm så tæt ved minen til stor fare for den lokale befolkning og dens livsgrundlag – derfor den store modstand mod udvindingen.
Det nuværende Rigs’fællesskab’ er en reminiscens fra en tid, hvor Danmark på amerikansk nåde var en nordatlantisk stormagt i kraft af sin suverænitet og politiske dominans over Grønland og Færøerne – en reminiscens, der med anvendelse af udtrykket ’fællesskab’ skulle bilde sig selv og omverdenen ind, at nu var der andre demokratiske boller på suppen. Naturligvis med den stilfærdige dagsorden, ikke at rokke ved den bestående orden. På samme måde som fyrstens nevø, der i Lampedusas roman om det moderne Italiens opståen, ”Leoparden”, kæmper sammen med Garibaldi for Italiens forening, svarer sin onkel, da denne spørger ham om, hvorfor han kæmper med folk, hvis mål netop er at fjerne hans egen klasse: ”Onkel, for at bevare alt, må man ødelægge alt.”
Men de tider er ved at være ovre, hvor man kan nøjes med at flage med de andre rigsdeles flag på deres nationaldage eller på festlige dage i salvelsesfulde vendinger omtale Rigs’fællesskabet’. Der er ingen, der siger, at den nuværende statskonstruktion skal fortsætte som den nu er. Også selvom garvede grønlandske politikere med grønlandsk realisme har formuleret Grønlands situation sådan: ”Vi bor i et kæmpe stort land, der er underlagt en lilleputstat og hvis suverænitet varetages af en supermagt”. Noget der formentligt betyder, at forandringer i forholdet til Danmark vil ske indenfor de eksisterede rammer.
En ny grønlandsk generation, der er veluddannet og velartikuleret er på vej ind i institutionerne og det offentlige liv og denne generation er ikke til sinds at forblive marginaliseret, for den udtrykker et udbredt ønske om en anden form for ’fællesskab’, Rigs- eller ej.
Aja Chemnitz’ udsagn ”Intet om os uden os” fra oktober 2022 kunne passende have været overskriften på Aki-Matildas tale fredag d. 12. maj 2023. Så står tilbage at se, om hun som Peter Hiorth-Lorentzen, der som den første talte dansk i den slesvig-holstenske landdag i Kiel i 1843, også som han vedbliver at tale sit smukke modersmål.
Mere om mineraludvindingen i Kvanefjeldet i f.eks.: Louise Voller, ’Mineselskab stiller Grønland ultimatum: Grønt lys til kontroversiel mine eller 15 milliarder i erstatning’, Danwatch, 10.maj 2023
Mere om arktisk sikkerhedspolitik i f.eks.: Niels Frølich, ’Arktis, Nordatlanten og sikkerhedspolitikken’ i bogen ”Er NATO sikker? – en sikkerhedspolitisk antologi”, Solidaritets forlag, 2023