Palæstina - Er ny Intifada på vej? Ser vi konturerne af et Stor-Israel?
Af Inger V. Johansen
Lang tids optrapning af volden på den israelsk besatte Vestbred er yderligere taget til med den nye højreekstremistiske regering i Israel efter det seneste parlamentsvalg den 1. november sidste år. Over 60 palæstinensere er blevet dræbt alene i år. Tallet er ca. 10 på den israelske side.
Samtidig vokser demonstrationerne i Israel selv – nu oppe på 120.000 demonstranter - vendt imod højreregeringens forsøg på at stække den israelske højesterets magt og med udsigt til en skærpelse af undertrykkelsen i Israel. Desværre handler disse demonstrationer ikke om besættelsen. Men en stækkelse af højesterets magt vil givetvis også få betydning for, både hvordan Israels andenklasses borgere – dvs. de 20 % palæstinensere i Israel – behandles, samt Israels fremfærd på Vestbredden.
Uventet sejr for Netanyahu – venstrefløjens tilbagegang
Uventet lykkedes det Israels tidligere premierminister Benjamin Netanyahu igen at erobre magten ved parlamentsvalget den 1. november sidste år - trods korruptionsanklager m.v. hængende over hovedet. Dette skete ved hjælp af en ny alliance med bl.a. to højreekstremistiske partier – det ene et fundamentalistisk religiøst parti – Religiøs Zionisme – det andet Forenet Torah Judæisme eller Jødisk Magt. Partiernes ledere indtager sikkerhedsmæssigt betydningsfulde poster i den nye regering. Fx bestrider Itamar Ben-Gvir fra Jødisk Magt nu posten som sikkerhedsminister. Han er en fan af terroristen Baruch Goldstein, der i 1994 dræbte 29 palæstinensere i en moské i Hebron på Vestbredden. Den anden højreekstremistiske leder Bezalel Smotrich, erklæret som jødisk terrorist af den israelske efterretningstjeneste Shin Bet, er ud over at indtage finansministerposten også blevet ansvarlig for Vestbredden.
Forklaringen på at et parlamentsvalg i Israel nu for første gang har ført til en højreekstremistisk regering, skyldes imidlertid også mange års højreudvikling i det israelske samfund. Den brede israelske venstrefløj: Det israelske kommunistparti, den bredere venstrealliance Hadash, Meretz-partiet og Labour (de to sidste også zionistiske partier) er nærmest parlamentarisk udraderet. En udvikling der må tilskrives den sociale og mentale påvirkning af den jødiske befolkning i Israel som følge af besættelsen. Politikens gamle redaktør Herbert Pundik, der hverken var venstreorienteret eller anti-zionistisk, men liberal demokrat, udtalte engang med beklagelse, at denne udvikling netop havde sin rod i den israelske besættelse af Vestbredden og Gaza i krigen i 1967 - og havde taget fart med udvidelsen af bosættelser på Vestbredden fra 1970’erne og frem.
Med et regeringsgrundlag der afviser to-statsløsningen, som er FNs og EU's linje, og slår fast, at det jødiske folk har en ”eksklusiv og umistelig ret til alle dele af landet Israel”, dvs. reelt en annoncering af massive udvidelser af bosættelserne med henblik på en kolonisering af HELE Vestbredden, altså reelt at skabe et ”Stor-Israel”- er jorden gødet for endnu en eskalering af israelsk militær og bosætter-vold på Vestbredden. Hvor længe vil palæstinenserne holde til dette uden at situationen eskalerer i en ny Intifada?
Vestlige reaktioner
Dette samtidig med at FN’s Sikkerhedsråd (inkl. USA) den 20. februar i år vedtog en såkaldt ”Præsidentiel erklæring”, hvor man udtalte, at de israelske bosættelser ”på en farlig måde bringer levedygtigheden af to-statsløsningen baseret på 1967-linjerne i fare”. Men Israel vil netop ikke stoppe for sin planlagte kraftige udvidelse af de ulovlige israelske bosættelser (10.000 nye boliger på Vestbredden), og trække sine tropper tilbage fra de besatte områder, men har i stedet kritiseret Sikkerhedsrådet for ensidighed og at lukke øjnene for palæstinensisk terrorisme.
I samme åndedrag angreb kort efter israelsk militær igen - denne gang i byen Nablus i den nordlige del af den palæstinensiske Vestbred - og dræbte 11 palæstinensere, hvilket umiddelbart blev fulgt op af israelske luftangreb på Gaza.
Denne udvikling førte til et uventet og hasteindkaldt nyligt møde i Aqaba i Jordan mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre, og med repræsentanter fra Jordan, Egypten og USA, hvor israelere og palæstinensere endnu engang lovede hinanden at forebygge nye voldelige sammenstød.
Mødet viste i sig selv, at der nu i hvert fald er øget vestlig opmærksomhed på den farlige eskalering af volden, som man frygter konsekvenserne af. Men intet i Vestens politik lægger op til reelle forandringer, hvad angår opfattelsen eller behandlingen af Israel (der nærmest ses som en del af NATO). Ej heller lægges der et konkret pres på Israel, som man fx kunne gøre ved at true med/eller konkret at suspendere EU’s begunstigede associeringsaftale med Israel, som er en mulighed, når Israel overtræder menneskerettighederne, som alle ved at Israel gør. Det har således længe været en reel mulighed, kun forhindret af Vestens fortsatte alliance med Israel.
Vestens samhørighed med og forsvar af Israel, som til dels skal forstås på baggrund af jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig, men i dag især afspejler sikkerhedsmæssige vestlige interesser (NATO), er i konflikt med den virkelighed, man ser i Israel og Palæstina: at Israel agerer som en koloni- og besættelsesmagt på Vestbredden; og at højreregeringen slægter fx Orban i Ungarn på med hensyn til forsøg på at underminere retsstaten i Israel selv. Hvor længe kan fx EU og EU-landenes regeringer lade hånt om denne virkelighed.
Tydelige eksempler på disse træk i Vesten opleves fx i Danmark, hvor regeringen for kort tid siden besluttede at indkøbe våben til oprustningen for 1,7 mia. kroner hos den israelske våbenproducent Elbit systems, der er med til at opretholde Israels ulovlige besættelse af Vestbredden og dermed overtræder menneskerettighederne. Et andet fantastisk eksempel er Mette Frederiksens mærkværdige besøg i Israel i marts 2021 under en tidligere israelsk valgkamp for at forhandle et tættere samarbejde om covid-19 og vacciner med Netanyahu, der dengang også var israelsk premierminister. En rejse der dermed netop var en PR stunt for Netanyahu i hans daværende valgkamp op til det israelske parlamentsvalg den 23. marts 2021.
Venstrefløjen, solidaritetsbevægelsen og Palæstina
Der er brug for et massivt pres på Israel, hvis man skal undgå en større katastrofe. Ironisk nok er det netop i år 75 år siden for palæstinensernes Nakba – den store katastrofe i 1948, hvor 700 – 800.000 palæstinensere blev fordrevet fra Palæstina for at skabe plads til Israel. Vil det overhovedet kunne lade sig gøre i en periode at forhindre Israel i at udvide bosættelserne? Dette må betragtes som det maksimale, der kan opnås her og nu. Et sådant pres kan komme i hvert fald to steder fra – fra solidaritetsbevægelsen og venstrefløjen som er klar over truslen om en eskalering af en voldelig storkonflikt i Palæstina-området, og som mobiliserer for at presse fx de europæiske regeringer og EU til at øge presset på Israel. Men også selve eskaleringen af volden kan tvinge Vesten til at forhandle og måske handle. Samtidig må man undre sig over, at Vesten - selv med en så højreekstremistisk ny regering i Israel - ikke kan se konsekvenserne. Det vil blive en katastrofe, fordi alle ved - at det stærkt militært oprustede Israel over for en på mange måder forsvarsløs palæstinensisk befolkning meget let kan føre til et nyt blodbad.
Solidaritetsbevægelsen og venstrefløjen har ikke altid været enige om perspektivet for et fremtidens Palæstina: Er perspektivet en to-statsløsning eller en demokratisk en-statsløsning? Begge dele afvises jo af Israel. Men der har været enighed om protesten mod overgrebene fra den ekspanderende israelske kolonimagt. Officielt støtter mange den to-statsløsning med Israel på den ene side og et selvstændigt Palæstina på den anden, som talrige FN-resolutioner baserer sig på.
Det lyder også som en retfærdig løsning, men da den hele vejen igennem har været undergravet af Israel, giver den ikke længere mening. Og slet ikke nu hvor en ny 4-årig israelsk regering erklærer to-statsløsningen død. Vi står nu i realiteternes verden praktisk talt med et Stor-Israel baseret på et apartheid-system, hvor jøder er begunstigede og palæstinensere diskrimineret. Denne opfattelse har fx Amnesty International skrevet under på.
Men hvordan formulere og konkretisere et perspektiv om en demokratisk en-statsløsning, der ikke har nogen gang på jorden i en israelsk optik. Det er det store spørgsmål, som venstrefløjen og solidaritetsbevægelsen står over for.