Kritisk Revy

Anmeldelser: ”Spion blandt venner – statshemmeligheden, der ændrede Danmark”,

”Spionchefen – erindringer fra celle 18”

Af Jens Hansen

Er der en sag, der har optaget sindene her til lands de seneste år, er det – udover Mink-sagen – formentlig den såkaldte FE-sag, der drejer sig om forhold i Forsvarets Efterretningstjeneste. Det er første gang i Danmarkshistorien, at en efterretningschef og flere andre embedsmænd i tjenesterne ikke alene omgående og i fuld offentlighed er blevet hjemsendt af ministeren, men også står anklaget for at lække statshemmeligheder. Det har Politikens Hans Davidsen-Nielsen sat sig for at skrive en bog om, ’Spion blandt venner’. Og der er sandelig nok at skrive om. Næsten samtidigt har en af sagens absolutte hovedpersoner, den hjemsendte FE-chef, Lars Findsen, sendt sin egen version af sagen ud i form af den selvbiografiske bog ’Spionchefen – erindringer fra celle 18’.

FE-sagen – en kinesisk æske

FE-sagen er ikke blot en sag, der handler om Lars Findsen. Den består af adskillige lag:

• Kabelaflytnings-samarbejdet med USA

• Formodede ulovligheder i forbindelse med dette samarbejde og andre forhold i FE

• Statsminister Mette Frederiksens kamp for at vise embedsværket, hvem der bestemmer

• Rivaliseringen mellem FE og PET

• Interne magtkampe i tjenesten mellem ’fornyere’ og ’traditionalister’

• Den socialdemokratiske partiledelses nære forhold til USA og dermed forbundne forsøg på ’damage control’

Spion blandt venner er inddelt i to sektioner. Første del behandler oprindelsen til sagen, nemlig den hidtil alvorligste kritik, der er rejst mod FE, og som Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) under forsæde af dommer Kistrup i sommeren 2020 rejste. Andel del omhandler lækagesagen mod Lars Findsen, den nu hjemsendte FE-chef.

Kritikken drejede sig om formodede ulovligheder i FE i forbindelse med et yderst hemmeligt samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste NSA (National Security Agency), om at aflytte undersøiske kabler, der går i land på Amager.¹ Tilsynets kritik var sammenfattet i seks punkter (Spion ..., s. 112):

• Tilbageholdelse af ”centrale og afgørende oplysninger” og afgivelse af ”urigtige oplysninger” i perioden 2014-2020

   

• Risiko for ”uberettiget” brug af indhentningsfunktionen mod danske statsborgere

• Undladelse af at undersøge ”indikationer på spionage inden for forsvarsministeriets område”

• Eksistensen af en ”uhensigtsmæssig legalitetskultur”, altså forsøg på fortielser over for tilsynet

• Før tilsynets oprettelse i 2014 ”operationelle aktiviteter i strid med dansk lovgivning, herunder ved indhentning og videregivelse af en betydelig mængde oplysninger om danske statsborgere”, dvs. til NSA

   

• Uberettiget behandling af oplysninger om en ansat i tilsynet

Tilsynet baserede sine anklager på et meget omfattende materiale, som en eller flere whistleblowere havde indsamlet og videregivet til TET. ​​ På baggrund af tilsynets rapport hjemsendte forsvarsminister Trine Bramsen FEs chef Lars Findsen og en række andre højtstående efterretningsfolk.

TET blev ført bag lyset af regeringen

Efter hjemsendelsen af Findsen og andre begyndte der især i Weekendavisen og på DRs hjemmeside at dukke endda meget detaljerede oplysninger op om FEs indhentningsfunktioner, interne sager og et kabeltapnings-samarbejde med NSA (National security Agency) ​​ – oplysninger der kun kunne stamme fra endog særdeles velunderrettede kilder.² Medierne var ikke sene til at sammenholde de nye oplysninger med de oplysninger om et uspecificeret aflytningssamarbejde med Danmark, der var fremkommet ved Edward Snowdens tidligere afsløringer af et globalt aflytningsnetværk under ledelse af NSA - hvor det kom frem, at NSA havde benytte adgangen til danske indhentningsfaciliteter til ikke alene at spionere mod andre vestallierede, men også mod Danmark. En parallel sag, der næsten til forveksling ligner den danske, opstod for en del år siden i Tyskland, hvor et samarbejde mellem Bundesnachrichtendienst (BND) og NSA også blev brugt på en sådan måde, at forbundsdagen nedsatte et undersøgelsesudvalg.³

Det stod nu klart, at kabelsamarbejdet var oprettet i Nyrups tid som statsminister, fordi ’man’ (NSA) var blevet opmærksom på, at der gennem Danmark løb telekabler, der bl.a. bar trafik til og fra Rusland, og at de forskellige forsvarsministre kendte til aftalen og ved deres tiltrædelse havde underskrevet det eneste eksemplar af aftaleteksten, som lå i en boks i FEs hovedkvarter på Kastellet i København.

Regeringen var derfor nødt til at oprette en undersøgelseskommission bestående af tre dommere med hemmeligt mandat, og hvor afhøringerne og præmisserne - der førte frem til pure frifindelse af de hjemsendte funktionærer i efteråret 2020 - også var hemmelige. ​​ 

Davidsen-Nielsen oplyser i øvrigt, at Enhedslistens Pernille Skipper, der tidligere havde været medlem af Folketingets kontroludvalg vedrørende efterretningstjenesterne, angiveligt ”på et tidligt tidspunkt [var] blevet gjort bekendt med Dunhammer-rapportens indhold og whistleblowerens kritik af kabelsamarbejdet med NSA. Det gjorde hende i stand til at stille nogle kvalificerede og præcise spørgsmål i det lukkede folketingsudvalg, der kom bag på både forsvarsministeren og efterretningstjenesten.” (Spion..., s. ​​ 117). Operation Dunhammer var navnet på den interne FE-undersøgelse af whistleblowerens klager.

Sagens kerne: to sæt instrukser

Nu stod man med den virkelige skandale. Hvordan kunne det gå til, at tilsynet - der havde rettet den mest alvorlige kritik nogensinde mod FE - blev direkte underkendt af undersøgelseskommissionens pure frifindelse af FEs topembedsmænd? Det kan der kun være en forklaring på, nemlig det gæt som to medlemmer af den tidligere PET-kommission, Morten Heiberg og Rasmus Mariager, kom med i Politiken: ”At der de facto gælder nogle andre regler end dem, kontrolorganer får forelagt af regeringen, og at der altid har været et politisk godkendt dobbeltspil i efterretningsverdenen. ” (Spion ..., s. ​​ 118). Videre skriver forfatteren (Spion ..., s. ​​ 118-119):

”Der eksisterer en intim forbindelse mellem efterretningstjenesten og ministeren, men problemet er, at FE samtidig efter loven har pligt til at orientere tilsynet. Og her er vi inde ved problemets kerne. Den særlige politiske logik tilsiger, at tilsynet ikke skal informeres fuldt ud, for ”da vil det være kontrolorganerne og ikke regeringen, der i realiteten sætter grænserne for tjenesternes virke”, skrev Morten Heiberg og Rasmus Mariager, der gennem ti år var kolleger med Michael Kistrup i PET-kommissionen og tog landsdommeren i forsvar:

”Umiddelbart kan afgørelsen fra den hemmelige kommissionsdomstol, der for nylig pure frikendte efterretningscheferne, læses som en desavouering af Tilsynet, der havde udtrykt en sønderlemmende kritik af forholdene i FE, inden efterretningscheferne blev smidt på porten i sensommeren 2020. Men det vil være en forhastet læsning.”

FE-kommissionen havde haft adgang til de samme oplysninger som tilsynet, skrev den. Men derudover havde Forsvarets Efterretningstjeneste leveret et stort materiale, som kommissionen også havde gennemgået i sin undersøgelse.”

På dansk betyder det, at tilsynet er blevet taget noget så eftertrykkeligt i rumpen af regeringen, og at regeringen og Trine Bramsen har optrådt mod bedre vidende. I FE-sagen reagerede tilsynet naturligvis på den uhørte desavouering ved at indstille sit kontrolarbejde, indtil der foreligger nye politiske instrukser - fordi man anser det for umuligt at opfylde sine kontrolforpligtelser under de givne forhold.

Det hele kan minde om den måde, den daværende regering og politikere for mange år siden optrådte på, da en af landets på det tidspunkt bedst bevarede hemmeligheder - en aflytningscentral under Københavns Universitets bygning i Kejsergade - blev afsløret. Man havde givet det daværende Forsvarets Central Radio (FCR) mere eller mindre frie hænder. Da stationen blev afsløret, spillede det politiske lag uvidende og sendte aben videre til FCR, der på det tidspunkt var en selvstændig indhentningsfunktion på samme niveau som FE. Resultatet blev, at FCR blev lagt ind under FE, noget der vakte stor vrede hos FCRs chefer (læs mere i Hans Davidsen-Nielsens Spionernes krig – historien om Forsvarets Efterretningstjeneste, Politikens Forlag, 2008).

Lars Findsen skriver i sin egen bog, at han ved sin hjemsendelse havde en samtale med den daværende, socialdemokratiske forsvarsminister, Trine Bramsen, der fortalte ham, at hun ikke mente, der var noget at bebrejde Findsen og hans kolleger, men at hun jo skulle kunne ”tælle til 90” (Spionchefen…, s. 214). Dvs. regeringen var bange for at miste opbakning fra støttepartierne i denne sag - og det kan jo i den forbindelse tænkes, at regeringen allerede da vidste, at Pernille Skipper sad inde med oplysninger, der i givet fald kunne bruges mod regeringen (se ovenfor).

Under alle omstændigheder kom kommissionens frifindelse regeringen godt tilpas. Socialdemokratiets ledelse har lige siden optagelsen i NATO i 1949 været opfattet som superatlanticister, der aldrig ville lægge sig ud med USA, men altid har lagt sig umiddelbart i kølvandet af stormagten. Det indtryk forstærkedes kendeligt, da en forsker i 1995 ved en tilfældighed i amerikanske arkiver fandt et hemmeligt brev fra 16. november 1957 fra daværende statsminister H.C. Hansen til den amerikanske ambassadør, der de facto tillod USA at stationere atomvåben i Grønland i strid med Danmarks officielle politik om, at der i fredstid ikke måtte findes atomvåben på dansk område. Dette dobbeltspil fortsatte helt til et amerikansk fly med brintbomber styrtede ned i Thule 21. januar 1968.

​​ 

Det offentlige postyr om forholdene i FE, hjemsendelsen af dets chef og afsløringen af kabelsamarbejdet skabte usikkerhed om Danmarks evne til at holde på hemmeligheder og dermed positionen som en af USA's mest trofaste allierede. Det var derfor magtpåliggende for regeringen, at kunne vise handlekraft for at få stoppet lækagerne over for USA. Er der noget europæiske politikere er rædde for, er det at miste adgangen til amerikansk efterretningsmateriale. De europæiske lande er nemlig helt afhængige af efterretningssamarbejdet med USA og den amerikanske atomparaply. ​​ 

Modernister og traditionalister

At Lars Findsen faldt kom sikkert mange af hans fjender i FE og i forsvarets top – og PET – tilpas. Fjender han havde skabt sig ved dels at være civil og ikke militær embedsmand og dels på grund af sine arbejdsvaner og sine holdninger, men især den fremsynethed han havde udvist ved at modernisere de to efterretningstjenester.

Den kolde krigs ophør havde efterladt efterretningstjenesterne i vildrede. På en måde havde deres opgaver været lettere under Den kolde Krig. Der skulle holdes øje med ​​ indenlandske modstandere på venstrefløjen og med Warszawapagt-landenes militær. Nu var den militære trussel væk – i hvert fald for en tid, skulle det vise sig - men andre og langt mere diffuse trusler dukkede op i form af terror, accentueret af angrebene i New York 11. september 2001. At imødegå den slags trusler krævede en anden type efterretningstjeneste, der havde brug for offentlighedens øjne og ører, fordi man simpelthen ikke havde ressourcer til i eget regi at løfte den opgave. Findsen indså, at hvis man ønskede borgernes hjælp og agtpågivenhed, måtte tjenesterne åbne sig så meget det overhovedet var muligt for at oparbejde den fornødne legitimitet hos borgerne i et demokratisk land. Han indså også, at moderniseringsopgaven krævede et godt forhold til medierne. Det skaffede ham modstand fra de folk i tjenesterne, der i modsætning til åbenheden mente, at alt skulle skjules så godt som muligt.

I sin bog, der skiftevis er en selvbiografisk beretning om Findsens embedsmandskarriere og scener fra hans anholdelse, fængselsophold og retssagerne, bekræfter Findsen den ovenstående begrundelse for moderniseringsprocessen i PET, som lige så godt kunne gælde FE (Spionchefen … s. 74):

”Når det var vigtigt for mig at få skabt en større opbakning i befolkningen, handlede det også om, et en efterretningstjeneste er dybt afhængig af omverdenen. Det er ganske simpelt: Hvis samfundet kender til og stoler på PET, er der større sandsynlighed for, at en togpassager gør konduktøren opmærksom på en efterladt kuffert … Desuden mente jeg, at danskerne havde krav på at vide, hvad millioner af skattekroner blev brugt på.”

​​ 

At moderniseringen ikke var lige vellidt illustrerer Findsen med at citat fra et fællesmøde mellem FE og PET, hvor FE-repræsentanten siger: ”I er sgu også så åbne” (Spionchefen, s. 98).

Da Findsen så lige før nytår 2016 blev chef for FE fortsatte han sit moderniseringsspor: ”Igen var min langsigtede dagsorden, at åbenhed og tilgængelighed ville skabe tillid til tjenesten” (Spionchefen…, s. 173).

Forsvarsreformerne skaber fjender

Inden Findsen endte som FEs chef, havde han også været en tur rundt om forsvarsministeriet som departementschef. Han fik her til opgave sammen med forsvarsministeren i den socialdemokratiske Thorning-regering, Nick Hækkerup, at stå for at effektivisere forsvaret, der var præget af silotænkning og manglende forbindelse mellem forsvarets øverste ledelse og ministeriet. Det politiske lags opfattede af den måde, forsvaret hidtil havde været organiseret på, som grunden til en række meget uheldige sager. Ønsket var skrevet ind i regeringsgrundlaget fra 2011 (Spionchefen …, s. 151):

”Regeringen vil modernisere ledelsen af Forsvaret … I den forbindelse skal det overvejes, om en grundlæggende ændret struktur i forsvarets top samt en reform af forsvarets personalestruktur vil kunne bidrage til et mere effektivt forsvar.”

Reformen gik ud på at forsvarets forskellige funktioner skulle udskilles i styrelser, mens ministeriet skulle stå for økonomistyringen. De hidtidige selvstændige operative kommandoer for de tre værn skulle samles i en ny fælleskommando og forsvarschefen og staben skulle fysisk flyttes til ministeriet for at være tæt på den politiske beslutningsproces (Spionchefen…, s. 152).

Både Hækkerup og Findsen skaffede sig ved reformen stærke fjender ikke alene i officerskorpset, men også bag de kontraktansatte befalingsmænd og menige. Desuden var Findsen besluttet på at vise at forsvarets ledelse var under politisk kommando. Derfor fik han også tidligt som departementschef lagt sig ud med forsvarscafeen, der mente, at han havde direkte adgang til forsvarsministeren udenom departementschefen, eller da han gav udtryk for, at stillingerne som forsvarschef og chef for forsvarsstaben fremover skulle besættes efter kvalifikationer. Og det hjalp naturligvis heller ikke, at Findsen fik stoppet, at de højeste officerer for en latterligt lille beløb kunne benytte store og fint beliggende tjenesteboliger eller kunne benytte forsvarets øvelsesområder til privat jagt (Spionchefen…, s. 126-128).

Selv da reformen endelig var blevet til noget i 2014 fortsatte modsætningerne, og da en venstreledet regering tiltrådte i 2015 med venstremænd som forsvarsministre (først Carl Holst og derefter Peter Christensen), blev det hurtigt klart, at man ville af med Findsen – højere officerer holdt møder med deres venner i Venstre og lagde gift ud for reformen og for Findsen, der anede at hans dage som departementschef var talte. Og helt klart blev det, da Peter Christensen bad Findsen om et notat, der skulle beskrive hvorledes man kunne rulle reformerne tilbage (Spionchefen…, s. 158). Men i stedet for at ende som kommitteret i Rigspolitiet endte han med at bytte plads med FE-chefen, Thomas Ahrenkiel, og overtage dennes stilling. Findsen følte sig alligevel fyret.

Det nye FE: kritiske og selvstændige IT-folk

Den nye tid viste sig for FEs vedkommende også i den fornyelse af rekrutteringsgrundlaget for personalet, der indledtes. Hvor f.eks. indhentningspersonalet førhen havde været telegrafister, fordi indhentningen i så høj grad var baseret på aflytning af radiosignaler, krævede den teknologiske udvikling, at det var IT-kyndige, man ansatte. Derfor oprettede FE ’Hackerakademiet’, hvor man kunne se potentielle talenter an til påfølgende ansættelse (Spionchefen…, s. 171). Og her ligger nok forbindelsen til whistlebloweren, der henvendte sig til TET.

Fra et samfund, hvor autoritetstro og kollektivitet var langt mere udbredt, havde det udviklet sig til et samfund, hvor individet på godt og ondt var kommet i centrum og ikke stillede sig tilfreds med et hvilket som helst svar eller intet svar. Og det gjaldt slet ikke de moderne IT-folk, hvis kreativitet var så efterspurgt af det nye FE. Så det er nok ikke helt ved siden af at antage, at TETs whistleblower tilhørte den nye garde i FE.

Findsen var fast besluttet på at åbne FE, som han havde gjort PET – ”heller ikke FE måtte være en sort boks i samfundet” og de ”mange hundrede millioner skattekroner” skulle legitimeres, men åbningen skulle også bruges til at ændre og udvide rekrutteringsgrundlaget (Spionchefen…, s. 172).

Samtidig med at undersøgelseskommissionen arbejdede, fortsatte som tidligere beskrevet afsløringerne af detaljer om kabelsamarbejdet med NSA i medierne. Det er nærliggende at antage, at de embedsmænd - der var blevet hjemsendt - ville være meget vrede på en regering, der på den ene side hævdede, at den vidste, at de intet forkert havde gjort, og på den anden side var parat til ofre dem, deres ry og deres karrierer af angst for at miste magten. Det er derfor ikke utænkeligt, at en eller flere af disse embedsmænd har udnyttet det gode forhold til medierne til at forsøge at retfærdiggøre sig. F.eks. ved at antyde at samtlige forsvarsministre siden kabelsamarbejdet indledtes som en af deres første embedshandlinger havde underskrevet kabelsamarbejdsaftalen; eller ved at pege på, at der er instrukser som et tilsyn får kendskab til - og så er der de rigtige instrukser, som de jo netop havde fulgt. I lyset af sagens forløb kan det derfor heller ikke undre, at statsministeren, Mette Frederiksen, ​​ benyttede sig af de først givne lejligheder til skille sig af med ​​ både justitsminister Nick Hækkerup og forsvarsminister Trina Bramsen - Hækkerup trådte helt ud af politik, og Bramsen forflyttedes.

Man kan i forbindelse med de to ministre som en sidebemærkning kun gisne om, at deres ændrede positioner udover FE-skandalen også har forbindelse med det felttog - Mette Frederiksen mod embedsværket - som Mette Frederiksen havde indledt i sin tid som justitsminister i Thorning-regeringen. Et felttog der forstærkedes, da hun blev statsminister, og koncentrerede magten i statsministeriet. Findsen citerer i sin bog fra Thomas Larsens bog om Mette Frederiksen hende for denne udtalelse (Spionchefen…, s.197): ”Embedsværket i Danmark er fagligt dygtigt. Men der er en magtkamp. Hvis ikke ministeren sætter sig for bordenden, gør departementschefen eller systemet det”.⁴ Allerede da Mette Frederiksen i Thorning-regeringen var justitsminister havde hun haft sammenstød med topembedsmændene i ministeriet og hendes temperament havde givet hende øgenavnet ”skrigeskinken”, så måske stammer hedes beslutning om få bragt embedsværket under kontrol fra den tid. Den detaljestyring og centralisering af magten i statsministeriet, som Mette Frederiksen indledte i samme øjeblik hun tiltrådte som statsminister ved at oprette et politisk sekretariat og gøre Findsens gamle fjende, Barbara Bertelsen til sin departementschef, var bestemt ikke Lars Findsens kop the – han syntes det var uretfærdigt at behandle embedsværket med mistillid.

Lars Findsen havde tidligere i sin karriere haft flere temmelig alvorlige sammenstød med Barbara Bertelsen, selvom Findsen i bogen slår det lidt hen.

Udnævnelsen af Trine Bramsen var et tydeligt signal til forsvaret om, at der nu skulle andre boller på suppen efter en række skandaler. Forsvarsministeren fik hurtigt lagt sig ud med forsvarets ansatte, især da hun kaldte forsvaret en ’styrelse’. ​​ Og tilsyneladende gik Bramsen ud af kampen med forsvaret som taber. De to ministres håndtering af FE-sagen kan altså have medvirket deres ’fald’. ​​ 

I mellemtiden er den socialdemokratiske mindretalsregering afløst af en SVM-regering, og det kan da meget vel tænkes, at en af betingelserne fra Venstres side for at deltage i regeringen har været, at sagen mod Claus Hjorth Frederiksen - der også er tiltalt for at røbe statshemmeligheder, og tilsyneladende med rette – frafaldes. Er det tilfældet, er det vanskeligt at se, at sagen mod Findsen kan opretholdes. Med mindre USA, der jo hele tiden spøger i baggrunden, insisterer.

Lars Findsens bog er – naturligvis – anderledes end Davidsen-Nielsens bog – det er Lars Findsens syn på Danmarkshistoriens formentlig største efterretningsskandale. Et syn, der nødvendigvis må været præget af, at han er den ene af skandalens to hovedpersoner - den anden er naturligvis whistlebloweren, der gik til TET. Derfor får man heller ikke ret meget at vide om sagens indhold – Findsen er jo dels bundet af sit tavshedsløfte og skal som sigtet naturligvis ikke have ørerne endnu mere i maskinen. Men han forbliver også embedsmanden hele vejen igennem. Men udover det står klart, at Findsen har rigtig gode forbindelser i medieverdenen, er der heller ikke meget at hente på det område. Igen: Han ville jo risikere for - uden at ville det - at give PET spor, der kunne bruges imod ham.⁵

Bogens styrker ligger imidlertid andre steder: Man får et usædvanligt indblik i forholdet mellem de øverste lag i dansk embedsværk og politik. Beskrivelserne af fængselsopholdet virker mere som en slags smørelse, der skal danne overgangene mellem bogens forskellige kapitler. Det umiddelbare indtryk er af en embedsmand, der er kommet i klemme fordi han var for åbenmundet og moderne indstillet. Men at der også kan være en anden Findsen under den sympatiske overflade, antydes måske af hans overførsel af det åbne politis AKS (Aktionsstyrke) til PET – en styrke der bruges ved særligt farlige anholdelser – faktisk gav PET sin egen ’hær’, selvom Findsen siger: ”Jeg vidste godt, at ideen var kontroversiel … Personligt opdagede jeg ikke altid, hvordan nogen reagerede negativt på mine udviklingsideer” (Spionchefen…, 101). Måske kunne man – uden nogen forbindelse i øvrigt - på Findsen bruge salig Aksel Larsens udsagn om, at man ”skal passe på ikke at løfte fanen så højt, at man ikke kan nå jorden”.  ​​ ​​​​ 

Davidsen-Nielsens bog er, som de andre bøger Davidsen-Nielsen har skrevet om efterretningstjenesterne, yderst velskrevet med en flydende fremstilling af stoffet, der umiddelbart fastholder læseren; men bogen kan også udmærket bruges som opslagsværk. Man må i den forbindelse håbe, at bogen udsendes i revideret oplag, når den nye midterregerings bebudede – og kraftigt indskrænkede - undersøgelse af sagen foreligger. I mellemtiden var det nok værd at grave yderligere i sagens kernepunkt:

Hvorfor rejste tilsynet så yderst alvorlige anklager, hvis der - som ministeren sagde, og undersøgelseskommissionen fandt - overhovedet intet var at komme efter? For hvad foregik der egentlig i kabelaflytnings-samarbejdet med NSA?

Hans Davidsen-Nielsen ”Spion blandt venner - Statshemmeligheden, der ændrede Danmark”, 255 s., Gyldendal, 2022, 240 kr.

Lars Findsen (i samarbejde med Mette Mayli Albæk), ”Spionchefen – erindringer fra celle 18”, 251 s., Politikens Forlag, 2022, ​​