Nyt og mere nuanceret syn på det delte Tyskland
af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion
Flere nye tyske tv-serier giver et mere nuanceret billede af livet i DDR og de turbulente tider ved murens fald og den tyske genforening.
Østtyskland er gråt, trist med mangel på næsten alt. Vesttyskland er liv og lys med bugnende hylder. Østtyskerne er underkuede, dovne og smådumme, mens vesttyskerne er frie, energiske og smarte. Øst er værst - vest er bedst!
Sådan er forskellen mellem det hedengangne DDR og Forbundsrepublikken – det delte Tyskland - groft sagt blevet skildret ikke blot i vestlige nyhedsmedier, men også i film og tv-dramatik produceret i Vesten både før og efter den tyske genforening. De seneste år har tysk tv dog i flere tv-serier med tv-seriens format givet et noget mere nuanceret billede af livet på hver sin side af mur og grænse-hegn. Nogle af disse serier har været bragt på DR2 og DR TV.
Charite – historien om et hospital
En af serierne handler om hospitalet Charité i det østlige Berlin. Delvist baseret på virkelige begivenheder og personer fortælles over flere sæsoner og afsnit nogle kapitler af hospitalets historie fra grundlæggelsen i 1710 og frem til i dag, hvor det med over 10.000 ansatte er ét af Europas førende inden for hjertekirurgi. En sæson skildrer perioden under det nazistiske regime, hvor mange læger og andre medarbejdere forsøgte at holde sig fri af nazisternes omklamring og hævde hospitalets uafhængighed og pligt til at behandle alle patienter, uanset deres forhold til styret.
Den efterfølgende sæson foregår i DDR-tiden op til bygningen af Berlin-muren i 1961, hvor delvist den samme ledelse kæmper for at bevare uafhængigheden, der er med til at fastholde et højt fagligt renomme, som også anerkendes i Vesten. Hospitalet har derfor mange patienter fra den vestlige del af Berlin, da de på Charité kan få en kvalificeret behandling, som ellers kun de økonomisk velstillede i Vesten har råd til. Hospitalets store udfordring er dog en stor personaleflugt vestpå, hvor der lokkes med højere lønninger til læger og sygeplejersker – og dermed et liv med flere materielle goder. Dilemmaet for mange er derfor, om de skal blive og under de givne forhold i DDR udføre det sundhedsfaglige virke, som de føler som et kald, eller de som mange andre veluddannede østtyskere skal søge lykken i det materielt bedre udrustede Vesttyskland.
Det dilemma forsvinder med rejsningen af Berlin-muren, som gør det umuligt at flytte vestpå, medmindre det sker ved at flygte med livet som indsats og efterladende sig alt. De frivilligt eller ufrivilligt tilbageværende fortsætter deres arbejde på Charité til gavn for deres østtyske medborgere, men med savn af gode, tidligere kolleger og til tider mangel på nogle former for medicin og udstyr, men formår alligevel at afværge en polioepidemi, der slår hårdt igennem i Vestberlin. Enkelte børn fra vest behandles dog på Charité med stor taknemlighed fra forældrene, og DDR tilbyder gratis vaccine til sundhedsmyndighederne i vest - som afslår med den begrundelse, at vaccinen er udviklet i Sovjetunionen.
Serien giver et bredt tegnet billede af et persongalleri og en række skæbner, hvis liv og muligheder i høj grad formes af de samfundsmæssige og politiske rammer, der også udfordrer den enkeltes værdisæt og illustrerer en række personlige og etiske dilemmaer, som ikke er helt enkle at håndtere. Det samme gør en anden tv-serie, som tager sit udgangspunkt i Berlin-murens etablering, der skiller en familie, som opbygger hver sit liv på hver sin side af muren.
Dobbeltgængere på hver sin side af muren
Serien ”Palast” - der på DR blev vist under titlen ”Dobbeltgængerne” - handler om to tveæggede tvillingesøstre, der blev skilt ad i august 1961, hvor Berlin blev delt af pigtråd og mur og derefter levede i hver sit Tyskland uden at kende til hinandens eksistens, indtil kort før murens fald i november 1989. Den ene tvilling bliver få timer før muren rejses kørt til Vestberlin af sin far, der rykker videre til selve Vesttyskland, gifter sig til et godt parti og bliver medejer og direktør for en større produktionsvirksomhed, mens datteren vokser op og uddanner sig inden for virksomhedsøkonomi og kommer til at indgå i virksomhedens ledelse. Derfor sendes hun i efteråret 1989 til Østberlin for at indgå kontrakter med forretningsforbindelser i den østtyske regering og inviteres en aften til variete-forestilling i Friedrichstadt Palast.
Den anden tvilling bliver i Østberlin hos sin mor, der med afsæt i en ingeniøruddannelse er mellemleder i en kemisk virksomhed og har en ledende rolle i partiorganisationen på virksomheden. Datteren uddanner sig til showdanser og får en solorolle på scenen i Friedrichstadt Palast, der - nærmest som en østtysk udgave af Moulin Rouge i Paris - også er et udstillingsvindue over for Vesten med sang, musik, dans og akrobatik på et højt kunstnerisk niveau. Det er ved en sådan forestilling, at tvillingen fra vest pludselig ser et spejlbillede af sig selv på scenen. De to kvinder mødes og fortæller hinanden om glæder og sorger i hvert deres liv, hvor livet i vest ikke kun er lutter lykke, og livet i øst ikke en stor tragedie. For nok har søsteren i vest råd til dyrt modetøj og andre materielle goder, men er præget af og kritisk over for skyggesiderne af det vesttyske, kapitalistiske samfund, der stadig er baseret på gamle borgerlige dyder. Hovedsynet er stadig, at kvindens plads er i hjemmet – Kinder, Küche und Kirche.
I DDR er kvinderne i stor udstrækning udearbejdende – ikke blot af rent politiske begrundelser om ligestilling, men oprindeligt også fordi mange mænd var faldet eller lemlæstet i 2. verdenskrig eller i langvarigt sovjetisk krigsfangenskab, så kvinder var nødvendige for at lade landet ”genopstå af ruiner”, som det hed i den østtyske nationalhymne, og indgå i driften af virksomheder og samfund. Mens søsteren i vest kan vælge og vrage på butikkernes hylder, er der ikke helt så meget at vælge imellem på de østtyske hylder, men til tider vareknaphed, der ofte uforudset forekommer med afsavn til følge, men også opfindsomhed ud i at finde eller selv kreere alternativer – samt tålmodighed ved store anskaffelser som en bil.
Knapheden afføder også en stor hjælpsomhed, godt sammenhold og fællesskab, der for søsteren fra det konkurrenceprægede vest er en ny oplevelse ved besøg i søsterens lejlighed – og senere da de to beslutter at bytte identitet. Det fører til flere besøg i de andres liv; men dobbeltspillet er svært at gennemføre, og det afsløres hurtigt i de to familier, at søstrene laver dette bytte og afstedkommer heftige diskussioner om, hvorfor forældrene hver især disponerede, som de gjorde i de afgørende timer. Også de østtyske grænsevagter begynder at fatte mistanke og undrer sig over den jævnlige passage mellem Øst- og Vestberlin samtidigt med de voksende demonstrationer i de større østtyske byer.
Mange fornemmer, at noget er i gære – også kollegerne på Palast. Både partimedlemmer og ikke-medlemmer ønsker forandring i en eller anden form – og ikke mindst større kunstnerisk frihed. De føler sig holdt i stramme tøjler af politiske kommissærer i et stivnet bureaukrati, der ikke bryder sig om den kunstneriske udvikling på Palast med rockmusik, topløse dansere og en instruktør fra England – det er ikke proletarisk kunst! Ved kantinebordene ligesom senere ved rundbordssamtaler rundt i hele DDR i månederne efter murens fald drøftes ivrigt, hvad fremtiden gerne skulle bringe. Fællesnævneren er mere frihed og demokrati, men ikke noget entydigt billede af håbene for fremtiden tegnede sig.
En hurtig fusion med Vesttyskland og overgang til kapitalisme er for mange ikke nødvendigvis løsningen. Nogle ønsker snarere en union mellem Øst- og Vesttyskland i alt fald i en længere overgangsperiode, og bevarelse af de kvalitative sider af DDR på ikke mindst det sociale felt er for mange et vigtigt krav. Sådan kommer det ikke til at gå. Tværtimod bliver historiens gang en hurtig genforening og transformation, hvor stort set alt fra DDR udraderes – ganske symbolsk bliver den østtyske parlamentsbygning i Berlin revet ned og erstattet af en genopbygning af det prøjsiske kongeslot, der havde ligget på samme grund, men var blevet sønderbombet under 2. verdenskrig.
Selve genforeningen indgår ikke i serien, men i det sidste afsnit rundes af med, at søstrene reddes ud af fortrædeligheder ved murens fald og kan medvirke i en bittersød genforening af deres forældre og måske en genoptagelse af de familiemæssige relationer, som murens opførelse havde kappet over.
Mord i øst og vest
Endnu en tv-serie med titlen ”ZERV – Zeit der Abrechnung”, der i DR på dansk blev kaldt ”Mord i øst og vest”, tog i krimigenrens form fat på forbrydelser begået i året efter genforeningen. Et mystisk mord i Berlin på en østtysk kunsthandler viser sig i opklaringsarbejdet at have tråde til økonomisk kriminalitet begået i fællesskab af højtstående embedsmænd fra både Østtyskland og Vesttyskland før og efter genforeningen centreret om illegal våbenhandel til parter i blandt andet borgerkrigen i Jugoslavien. Opklaringen af mordet kommer til at ske i et samarbejde mellem en afdeling af kriminalpolitiet i Berlin bemandet med tidligere østtyske betjente ledet af en kvindelig kriminalkommissær med en fortid i Volkspolizei og en fællestysk enhed kaldet ZERV, der med vesttyske specialister som medarbejdere skal varetage arbejdet med både forbrydelser begået af DDR-regimet mod dets borgere og kriminelle anliggender i forbindelse med genforeningen.
Dette samarbejde slår gnister som følge af gensidig mistro og fordomme. Vesttyskerne tiltror ikke deres østtyske kolleger mange evner og teknisk viden på det opklaringsmæssige felt, hvilket disse så sætter en ære i at bevise, samtidigt med at de føler sig talt ned til og hundset med af dem fra vest. Også den kvindelige leder og den vesttyske, mandlige leder af ZERV har voldsomme sammenstød på både det faglige og personlige plan, der også udspringer af, at de begge har noget at flygte fra. Han var årsag til en familiemæssig tragedie hjemme i Bremen, hvilket nager ham. Hun lukkede som leder øjnene for politibrutalitet over for utilpassede unge, og hendes far indtog en høj position i DDR og var muligvis involveret i en forbryderorganisation, der arbejdede på tværs af grænsen mellem DDR og Forbundsrepublikken – giver opklaringsarbejdet antydninger af. Hendes far var angiveligt død nogle år tidligere ved en trafikulykke, men viser sig at leve i bedste velgående som forretningsmand i Vesttyskland.
Seriens to hovedpersoner fremstilles ikke som helte, men som sammensatte personer præget og plaget af både personlige og samfundsmæssige forhold, der på forskellig vis påvirker menneskers liv. Ikke mindst Berlinmuren og den efterfølgende genforening har sat sine spor i mange især østtyskeres liv – og nogle gange død, hvilket også flere krimiserier i tysk tv de senere år har beskæftiget sig med.
I krimiens form
Disse serier henlagt til det tidligere Østtyskland med titler som ”Soko Leipzig”, ”Stralsund” og ”Usedom Krimi” rummer afsnit, hvor forbrydelser har deres afsæt i hændelser sket i DDR-tiden eller den turbulente tid efter genforeningen, der for mange østtyskere blev oplevet som forvirrende og utryg – og i alt fald ikke førte til det blomstrende landskab, som kansler Kohl ellers havde lovet. Millioner af østtyskere blev arbejdsløse, da mange virksomheder blev privatiseret, og produktionen helt eller delvist blev lukket eller flyttet vestpå. Samtidig scorede en del tidligere chefer eller ledende partimedlemmer ligesom pengestærke vesttyskere kassen ved disse privatiseringer, der blev gennemført af det særligt oprettede organ Treuhandanstalt, der sidenhen viste sig at rumme brodne kar, som var til fals for bestikkelse eller selv opnåede lukrative handler.
Mere end 8.000 statsejede virksomheder skulle af Treuhandanstalt omlægges i, hvad der af Business Week blev kaldt ”den største virksomhedsomstilling nogensinde” og enten gøres klar til at blive udbudt til salg på det internationale marked eller nedlægges. Da denne manøvre var afsluttet i 1994, var hver tredje virksomhed nedlagt og tre fjerdedele af de overlevende overtaget af vesttyskere. Af de fire millioner ansatte i virksomhederne, var tre millioner blevet arbejdsløse. For mange betød genforeningen derfor ikke blot en social deroute, men var også en mental udfordring, fordi de følte sig kasserede og savnede respekt og anerkendelse som mennesker med stor viden og erfaring fra det arbejde, som de i ofte årevis havde udført og været stolte ved. Det blev for mange et knæk – ikke mindst når de så nogle berige sig på andres bekostning med endda til tider meget ufine metoder. Det fører til nid og nag, hævntørst og lyst til at slå ihjel, hvilket flere afsnit af disse krimiserier tager afsæt i. Nogle af seriernes mord optræder også, når lyssky netværk af anløbne gamle Stasi- eller militærfolk eller tidligere medlemmer af Rote Arme Fraktion (RAF) i skjul i DDR føler sig i fare for at blive afsløret og retsforfulgt.
Forbrydelser med relation til hændelser i DDR-tiden kan også udgøre plottet. Et eksempel herpå er historien om en nydelig, ældre dame, som pludselig forsvinder fra det plejehjem, hun bor på. Opklaringen afdækker, at hun er blevet bortført af den kvindelige plejer, der omend noget hårdhændet tager sig af hende på plejehjemmet. Bag hendes handling ligger, at den ældre kvinde i sin tid som dommer ved en østtysk domstol idømte plejerens far en fængselsstraf for asocial, systemfjendtlig adfærd, og han døde under fængselsopholdet, fordi han ikke fik ordineret den nødvendige medicin. Det ville plejeren nu stille den forhenværende dommer til ansvar for, men denne forsvarede sig med, at hun blot loyalt fulgte landets love. Et argument som også mange andre embedsmænd har brugt og også optræder i flere af de andre tv-serier – men i øvrigt også i høj grad blev brugt i eftertidskrigen af tidligere nazistiske embedsmænd. Mens DDR dog fik udrenset hovedparten af disse, udgjorde de en stor del af embedsstanden i Vesttyskland i årtierne efter 2. verdenskrig. I 1960 ansloges antallet af vesttyske dommere og anklagere - der havde beklædt dommersæder og anklagerposter under Hitler - at udgøre 70 % af det samlede antal, hvilke også afspejlede sig i en del retsafgørelser. I flere tilfælde blev nynazister frikendt for ellers veldokumenterede trusler mod og overfald på jøder. (Ivor Montagu i ”Ny-nazismen i Tyskland”, 1967).
Skyld, straf og soning er én af ingredienserne i de tyske tv-serier ligesom dilemmaerne om efterlevelsen af egne værdisæt i en tilspidset situation. Ud over disse mere almenmenneskelige livsaspekter udgør serierne også et godt bagtæppe for også den aktuelle situation i Tyskland, hvor mange østtyskere føler sig hægtet af i forhold til det øvrige Tyskland. Selv om forholdene er blevet bedre, og den økonomiske forskel til vest er mindsket, ulmer stadig en utilfredshed, der giver grobund for nynazisme og stemmemæssigt afsæt for Alternative für Deutschland (ADF), mens venstrefløjen i form af i dag Die Linke efter stor tilslutning i de første år efter genforeningen har tabt terræn.
Serierne er ikke ren ”ostalgi”, men giver et nuanceret billede af det, der var og den turbulente ”kohlonisering”, der stadig kaster skygger over det genforenede Tyskland.