Kritisk Revy

Bag Ruslands krig mod Ukraine ligger 30 års post-sovjetiske klassekonflikter

af ​​ Volodymyr Ishchenko, sociolog, Kyiv i Ukraine

Oversat af Peer Møller Christensen. Artiklen er oprindeligt bragt i Jacobin med titlen ”Behind Russia’s War Is Thirty Years of Post- Soviet Class Conflict”

​​ https://jacobin.com/2022/10/russia-ukraine-war-explanation-class-conflict

Invasionen af Ukraine er ikke blot resultatet af Vladimir Putins ekspansionistiske ambitioner. Den udspringer af et projekt for den russiske kapitalisme, som han og hans allierede har haft siden Sovjetunionens sammenbrud.

Siden russiske styrker invaderede Ukraine den 24. februar i år, har analytikere på tværs af det politiske spektrum kæmpet for at identificere præcist hvad - eller hvem, der førte os til denne situation. Der er blevet spillet bold med udtryk som "Rusland", "Ukraine", "Vesten" eller "det globale syd", som om de betegnede forenede politiske aktører. Selv på venstrefløjen bliver udtalelser fra Vladimir Putin, Volodymyr Zelensky, Joe Biden og andre verdensledere om "sikkerhedsbekymringer", "selvbestemmelse", "civilisationsvalg", "suverænitet", "imperialisme" eller "anti-imperialisme” ofte taget for pålydende, som om de repræsenterede sammenhængende nationale interesser.

Specifikt har debatten om russiske - eller mere præcist den russiske herskende klikes - interesser i at indlede krigen en tendens til at blive polariseret omkring tvivlsomme yderpositioner. Mange tager det, Putin siger, bogstaveligt, og undlader overhovedet at sætte spørgsmålstegn ved, om Putins ”besættelse” af NATO-udvidelsen eller hans insisteren på, at ukrainere og russere udgør ”ét folk”, repræsenterer russiske nationale interesser eller deles af det russiske samfund som helhed. På den anden side afviser mange hans bemærkninger som dristige løgne og strategisk kommunikation - uden nogen relation til hans "rigtige" mål i Ukraine.

På hver deres måde tjener begge disse positioner til at mystificere Kremls motiver i stedet for at afklare dem. Dagens diskussioner om russisk ideologi føles ofte som en tilbagevenden til dengang, da den unge Karl Marx og Friedrich Engels for omkring 175 år siden skrev Den Tyske Ideologi. For nogle er den dominerende ideologi i det russiske samfund en sand repræsentation af den sociale og politiske orden. Andre mener, at blot det at erklære, at kejseren ikke har noget på, vil være nok til at få den frit svævende ideologiske boble til at briste.

Desværre er den virkelige verden mere kompleks. Nøglen til at forstå, "hvad Putin virkelig ønsker", er ikke at plukke obskure sætninger fra hans taler og artikler, der passer ind i iagttagernes forudfattede meninger, men snarere at udføre en systematisk analyse af de strukturelt bestemte materielle interesser, den politiske organisering og den ideologiske legitimering af den samfundsklasse, han repræsenterer.

I det følgende forsøger jeg at identificere nogle grundlæggende elementer i en sådan analyse af den russiske kontekst. Det betyder ikke, at en lignende analyse af de vestlige eller ukrainske herskende klassers interesser i denne konflikt er irrelevant eller upassende, men jeg fokuserer på Rusland dels af praktiske årsager, dels fordi det er det mest kontroversielle spørgsmål i øjeblikket, og derudover fordi Ruslands herskende klasse bærer det primære ansvar for krigen. Ved at forstå dens materielle interesser, kan vi bevæge os ud over spinkle forklaringer, der tager magthavernes påstande for pålydende og komme frem til et mere sammenhængende billede af, hvordan krigen er forankret i det økonomiske og politiske tomrum, der åbnede sig med det sovjetiske sammenbrud i 1991.

Hvad ligger der i et navn?

Under den nuværende krig har de fleste marxister henvist til begrebet ”imperialisme” for at teoretisere Kremls interesser. Det er selvfølgelig vigtigt at nærme sig ethvert analytisk puslespil med alle tilgængelige værktøjer. Det er dog lige så vigtigt at bruge dem rigtigt.

Problemet her er, at begrebet imperialisme praktisk talt ikke har gennemgået nogen videre udvikling i anvendelsen af det på den post-sovjetiske tilstand. Hverken Vladimir Lenin eller nogen anden klassisk marxistisk teoretiker kunne have forestillet sig den fundamentalt nye situation, der opstod med den sovjetiske socialismes sammenbrud. Deres generation analyserede imperialismen som resultatet af kapitalistisk ekspansion og modernisering. Den post-sovjetiske tilstand er derimod en permanent krise med tilbagegang, af-modernisering og marginalisering.

Det betyder ikke, at en analyse af russisk imperialisme i dag er meningsløs som sådan, men vi er nødt til at foretage en hel del konceptuelt hjemmearbejde for at gøre den frugtbar. At diskutere om vore dages Rusland er et imperialistisk land ved at henvise til nogle lærebogsdefinitioner fra det tyvende århundrede har kun skolastisk værdi. Fra et forklarende begreb bliver "imperialisme" til en ahistorisk og tautologisk beskrivende etikette: "Rusland er imperialistisk, fordi det angreb en svagere nabo"; "Rusland angreb en svagere nabo, fordi det er imperialistisk," og så videre.

Når det ikke lykkes dem at finde frem til den russiske finanskapitals ekspansionisme ¹, erobring af nye markeder ², kontrol over strategiske ressourcer ³, eller andre typiske imperialistiske årsager bag den russiske invasion, hævder nogle analytikere, at krigen må have den autonome rationalitet som en "politisk" eller "kulturel" imperialisme. Det er i sidste ende en eklektisk forklaring. Vores opgave er netop at forklare, hvordan de politiske og ideologiske begrundelser for invasionen afspejler den herskende klasses interesser. Ellers ender vi uundgåeligt med rå teorier om magt for magtens eller den ideologiske fanatismes skyld. Desuden ville det betyde, at den russiske herskende klasse enten er blevet taget som gidsel af en magtsyg, gal og nationalchauvinistisk person, der er besat af en "historisk mission" om at genoprette russisk storhed, eller den lider af en ekstrem form for falsk bevidsthed – idet de deler Putins ideer om truslen fra NATO og hans benægtelse af eksistensen af en ukrainsk stat, hvilket fører til politik, der objektivt set er i modstrid med deres interesser.

Jeg tror, det er forkert. Putin er hverken magtsyg, en ideologisk ildsjæl (denne form for politik har været marginal i hele det postsovjetiske rum) eller en galning. Ved at indlede krigen i Ukraine beskytter han den russiske herskende klasses rationelle kollektive interesser. Det er ikke ualmindeligt, at kollektive klasseinteresser kun delvist overlapper med interesserne hos individuelle repræsentanter for den pågældende klasse, eller endda er i modstrid med dem. Men hvilken slags klasse styrer egentlig Rusland - og hvad er dens kollektive interesser?

Politisk kapitalisme i Rusland og andre steder

På spørgsmålet om hvilken klasse der styrer Rusland, ville de fleste mennesker på venstrefløjen sandsynligvis svare næsten instinktivt: kapitalister. Den gennemsnitlige borger i det post-sovjetiske rum ville sandsynligvis kalde dem tyve, skurke eller mafiosi. Et lidt mere højtravende svar ville være "oligarker." Det er let at afvise sådanne svar som den falske bevidsthed hos dem, der ikke begriber deres herskere i "ordentlige" marxistiske termer. En mere produktiv analyse-vej ville dog være at tænke over, hvorfor post-sovjetiske borgere understreger begrebet tyveri og den tætte gensidige afhængighed mellem privat erhvervsliv og staten, som ordet "oligark" indebærer.

Som med diskussionen om moderne imperialisme, er vi nødt til at tage det specifikke ved den post-sovjetiske tilstand alvorligt. Historisk set skete den "primitive akkumulation" her i processen med den sovjetiske stats og økonomiens centrifugale opløsning. Det beskrev politologen Steven Solnick som en ​​ proces, der bestod i at ​​ "stjæle staten". Medlemmer af den nye herskende klasse privatiserede enten statsejendom (ofte for småører) eller fik rigelige muligheder for at trække overskud fra formelt offentlige enheder over i private hænder. De udnyttede uformelle relationer til statsembedsmænd og de ofte bevidst udformede juridiske smuthuller til massive skatteunddragelser og kapitalflugt, alt imens de udførte fjendtlige virksomhedsovertagelser for at opnå hurtige profitter med en kortsigtet horisont.

Den russiske marxistiske økonom Ruslan Dzarasov fangede denne praksis med begrebet "insider-rente", som understreger den rente-lignende karakter af indkomst, der erhverves af insidere takket være deres kontrol over virksomhedernes pengestrømme, som afhænger af forbindelser til magthaverne. Denne praksis kan bestemt også findes i andre dele af verden, men dens rolle i dannelsen og reproduktionen af den russiske herskende klasse er langt vigtigere på grund af arten af den post-sovjetiske transformation, som begyndte med stats-socialismens centrifugale kollaps og den efterfølgende politisk-økonomiske rekonsolidering ​​ baseret på protektionisme.

Andre fremtrædende tænkere, såsom den ungarske sociolog Iván Szelényi, beskriver et lignende fænomen som "politisk kapitalisme". Ifølge Max Weber er politisk kapitalisme kendetegnet ved udnyttelse af politiske embeder til akkumulation af privat rigdom. Jeg vil kalde de politiske kapitalister den del af kapitalistklassen, hvis største konkurrencefordel er dens særlige forbindelser til statsapparatet, i modsætning til kapitalister hvis konkurrencefordel er forankret i teknologiske innovationer eller en særligt billig arbejdsstyrke. Politiske kapitalister er ikke unikke for de post-sovjetiske lande, men de er i stand til at blomstre netop i de områder, hvor staten historisk har spillet den dominerende rolle i økonomien og akkumuleret en enorm kapital, der nu er tilgængelig for privat udnyttelse.

Eksistensen af den politiske kapitalisme er afgørende for at forstå, hvorfor det - når Kreml taler om "suverænitet" eller "indflydelsessfærer" - på ingen måde er et produkt af en irrationel besættelse af forældede begreber. Samtidig er en sådan retorik ikke nødvendigvis en artikulation af Ruslands nationale interesser, men snarere en direkte afspejling af russiske politiske kapitalisters klasseinteresser. Hvis de særlige fordele ved forbindelser til statsapparatet er fundamentale for akkumulationen af deres rigdom, har disse kapitalister intet andet valg end at afskærme det territorium, hvor de udøver monopolkontrol - kontrollen skal ikke deles med nogen anden fraktion af kapitalistklassen.

Denne interesse i at "markere territorium" deles ikke af, eller er i det mindste ikke så vigtig for, andre typer kapitalister. En langvarig polemik i marxistisk teori centrerede sig om spørgsmålet om, at parafrasere Göran Therborn, "hvad den herskende klasse faktisk gør, når den hersker." Gåden bestod i, at bourgeoisiet i kapitalistiske stater normalt ikke styrer staten direkte. Statsbureaukratiet nyder sædvanligvis betydelig autonomi fra kapitalistklassen, men tjener den ved at etablere og håndhæve regler, som gavner den kapitalistiske akkumulation. Politiske kapitalister kræver derimod ikke generelle regler, men meget strammere kontrol over politiske beslutningstagere. Alternativt indtager de selv politiske embeder og udnytter dem til privat berigelse.

Mange ikoner for den klassiske iværksætter-kapitalisme nød godt af statstilskud, skatteordninger, der gav dem særlige fordele, eller forskellige protektionistiske foranstaltninger. Men i modsætning til politiske kapitalister afhang deres overlevelse og ekspansion på markedet kun sjældent af det specifikke sæt af individer, der havde specifikke embeder, de specifikke partier ved magten eller specifikke politiske regimer. Transnational kapital kunne og ville overleve uden de nationalstater, hvori deres hovedkvarter er ​​ placeret – tænk bare på det kystnære projekt med flydende iværksætterbyer uafhængige af en ​​ nationalstat, som bliver boostet af Silicon Valley-magnater som Peter Thiel. Politiske kapitalister kan ikke overleve i global konkurrence uden i det mindste et område, hvor de kan høste insider-renter uden indblanding udefra.

Klassekonflikt i den postsovjetiske periferi

Det er fortsat et åbent spørgsmål, om politisk kapitalisme vil være bæredygtig på længere sigt. Staten skal jo udtrække ressourcer et eller andet sted fra for at kunne omfordele dem til de politiske kapitalister. Som Branko Milanovic bemærker, er korruption endda et endemisk problem for politisk kapitalisme, når den styres af et effektivt, teknokratisk og selvstændigt bureaukrati. I modsætning til det mest succesrige tilfælde af politisk kapitalisme, Kina, gik det sovjetiske kommunistpartis institutioner i opløsning og blev erstattet af regimer baseret på personlige protektions-netværk, der bøjede det liberale demokratis formelle facade til sin egen fordel. Det modvirker ofte impulser til at modernisere og professionalisere økonomien. For at sige det groft, kan man ikke blive ved med at stjæle fra den samme kilde. Man er nødt til at transformere sig til en anden kapitalistisk model for at opretholde profitraten, enten via kapitalinvesteringer eller intensiveret arbejdsudnyttelse, eller ved at ekspandere for at opnå flere kilder til at udvinde insider-rente.

Men både reinvestering og udbytning af arbejde står over for strukturelle forhindringer i den post-sovjetiske politiske kapitalisme. På den ene side tøver mange med at engagere sig i langsigtede investeringer, når deres forretningsmodel og endda ejendomsbesiddelse grundlæggende afhænger af specifikke magthavere. Det har generelt vist sig mere belejligt blot at flytte overskud til offshore-konti. På den anden side var post-sovjetisk arbejdskraft urbaniseret, uddannet og ikke billig. Regionens relativt lave lønninger var kun mulige på grund af den omfattende materielle infrastruktur og velfærdsinstitutioner, Sovjetunionen efterlod som en arv. Den arv udgør en massiv byrde for staten, som det ikke er så let at gøre op med uden at underminere støtten fra centrale vælgergrupper. I et forsøg på at afslutte den voldsomme rivalisering mellem politiske kapitalister, der karakteriserede 1990'erne, mildnede bonapartistiske ledere som Putin og andre post-sovjetiske autokrater alles krig mod alle ved at afbalancere nogle elitefraktioners interesser og undertrykke andres - uden at ændre grundlaget for den politiske kapitalisme.

Da den voldsomme ekspansion begyndte at løbe ind i interne begrænsninger, forsøgte russiske eliter at flytte ekspansionen ud i verden, så man kunne opretholde insider-renten ved at øge mulighederne for at tilegne sig den. Derfor intensiverede man russisk-ledede integrationsprojekter som Den Eurasiske Økonomiske Union. Projekterne mødte to forhindringer. Den ene var forholdsvis begrænset: lokale politiske kapitalister. I Ukraine var de for eksempel interesserede i billig russisk energi, men også i deres egen suveræne ret til at høste insider-rente inden for deres territorium. De kunne instrumentalisere anti-russisk nationalisme til at legitimere deres krav på den ukrainske del af den opløste sovjetstat, men det lykkedes ikke at udvikle et særskilt nationalt udviklingsprojekt.

Titlen på den berømte bog af den anden ukrainske præsident, Leonid Kutjma, Ukraine er ikke Rusland, er en god illustration af dette problem. Hvis Ukraine ikke er Rusland, hvad er det så? De ikke-russiske post-sovjetiske politiske kapitalisters universelle fiasko med at overvinde krisen i deres hegemoni gjorde deres styre skrøbeligt og i sidste ende afhængigt af russisk støtte, som vi for nylig har set det i Hviderusland og Kasakhstan.

Alliancen mellem transnational kapital og den professionelle middelklasse i det post-sovjetiske rum, repræsenteret politisk af pro-vestlige, ngo-baserede civilsamfund, gav et mere overbevisende svar på spørgsmålet om, hvad der helt præcist skulle vokse på ruinerne af den nedbrudte og opløste stats-socialisme og udgjorde en større hindring for den russisk-ledede post-sovjetiske integration. Det var den vigtigste politiske konflikt i det post-sovjetiske rum, der kulminerede med invasionen af Ukraine.

Den bonapartistiske stabilisering, som blev gennemført af Putin og andre post-sovjetiske ledere, fremmede væksten i den professionelle middelklasse. En del af dem havde andel i nogle af fordelene ved systemet, for eksempel ved at være ansat i bureaukratiet eller i strategiske statsvirksomheder. En stor del af dem var dog udelukket fra den politiske kapitalisme. Deres vigtigste muligheder for indkomst, karriere og udvikling af politisk indflydelse lå i udsigterne til intensiverede politiske, økonomiske og kulturelle forbindelser med Vesten. Samtidig var de fortrop for den vestlige ”bløde magt”. Integration i EU- og USA-ledede institutioner repræsenterede for dem en slags erstatnings-modernisering, der gik ud på at slutte sig til både "rigtig" kapitalisme og den "civiliserede verden" mere generelt. Det var nødvendigvis ensbetydende med et brud med de post-sovjetiske eliter, institutioner og den indgroede mentalitet fra den socialistiske æra hos de "tilbagestående" plebejiske masser, der holdt fast ved i det mindste en vis stabilitet efter 1990'ernes katastrofe.

Den dybt elitære karakter af dette projekt er grunden til, at det aldrig virkelig blev dominerende i noget post-sovjetisk land, selv når det blev boostet af historisk anti-russisk nationalisme, som det blev i Ukraine. - Selv nu betyder den negative koalition mobiliseret mod den russiske invasion ikke, at ukrainerne er forenet omkring nogen bestemt positiv dagsorden. Samtidig er det med til at forklare det Globale Syds skeptiske neutralitet, når man opfordres til at solidarisere sig med enten en wannabe-stormagt på linje med andre vestlige stormagter (Rusland) eller en wannabe-periferi af de samme stormagter, der ikke søger at afskaffe imperialismen, men at slutte sig til en bedre en af slagsen(Ukraine). For de fleste ukrainere er dette en selvforsvarskrig. I erkendelse af dette, bør vi heller ikke glemme kløften mellem deres interesser og interesserne hos dem, der hævder at tale på deres vegne, og som præsenterer nogle særlige politiske og ideologiske dagsordener, som var de universelle for hele nationen – og bruger begrebet ​​ "selvbestemmelse" på en meget klassespecifik måde.

Diskussionen om Vestens rolle i at bane vejen for den russiske invasion er typisk fokuseret på NATOs truende holdning over for Rusland. Men tager man fænomenet politisk kapitalisme i betragtning, kan vi se klassekonflikten bag den vestlige ekspansion, og hvorfor vestlig integration af Rusland uden en grundlæggende transformation af landet aldrig kunne have fungeret. Det var ikke muligt at integrere post-sovjetiske politiske kapitalister i vestligt ledede institutioner, der eksplicit forsøgte at eliminere dem som en klasse ved at fratage dem deres vigtigste konkurrencefordel: særlige ​​ fordele i de postsovjetiske stater. Den såkaldte "antikorruptions"- dagsorden har været en vital, hvis ikke den vigtigste, del af de vestlige institutioners vision for det post-sovjetiske rum,og den deles ​​ i vidt omfang af den pro-vestlige middelklasse i regionen. For politiske kapitalister ville succes med denne dagsorden betyde deres politiske og økonomiske endeligt.

I offentligheden forsøger Kreml at præsentere krigen som en kamp for Ruslands overlevelse som suveræn nation. Det vigtigste mål er imidlertid at redde den russiske herskende klasse og dens model for politisk kapitalisme. En "multipolær" omstrukturering af verdensordenen ville løse problemet i nogen tid. Det er grunden til, at Kreml forsøger at sælge deres specifikke klasseprojekt til de globale syd-eliter, der så ville få deres egne suveræne "indflydelsessfærer" baseret på et krav om at repræsentere en "civilisation."

Krisen for den postsovjetiske bonapartisme

De modstridende interesser hos post-sovjetiske politiske kapitalister, den professionelle middelklasse og den transnationale kapital udgjorde strukturen i den politiske konflikt, der i sidste ende førte til den nuværende krig. Krisen i de politiske kapitalisters politiske organisation forværrede imidlertid truslen mod dem.

Bonapartistiske regimer som Putins eller Alexander Lukashenkos i Hviderusland er afhængige af passiv, afpolitiseret støtte og henter legitimitet ved at afbøde de katastrofale virkninger af det post-sovjetiske sammenbrud, ikke fra den form for aktivt samtykke, der sikrer den herskende klasses politiske hegemoni. Et sådant personligt autoritært styre er grundlæggende skrøbeligt på grund af problemet med arvefølgen. Der er ingen klare regler eller traditioner for overdragelse af magt, ingen artikuleret ideologi en ny leder skal overholde, intet parti eller bevægelse, hvori en ny leder kunne socialiseres. Arvefølgen repræsenterer det sårbarhedspunkt, hvor interne konflikter inden for eliten kan eskalere i en farlig grad, og hvor opstande nedefra har bedre chancer for at lykkes.

Sådanne opstande har været voksende ​​ i Ruslands periferi i de seneste år, herunder ikke kun Euro-Maidan-revolutionen i Ukraine i 2014, men også revolutionerne i Armenien, den tredje revolution i Kirgisistan, den mislykkede 2020-opstand i Hviderusland, og senest opstanden i Kasakhstan. I de to sidste tilfælde viste russisk støtte sig afgørende for at sikre det lokale regimes overlevelse. I selve Rusland var demonstrationerne "For Fair Valg" som fandt sted i 2011 og 2012, samt senere mobiliseringer inspireret af Alexei Navalnyj, ikke ubetydelige. På tærsklen til invasionen voksede antallet af arbejdskonflikter, mens meningsmålinger viste faldende tillid til Putin, og at et stigende antal mennesker ​​ ønskede, at han skulle gå på pension. Særligt truende var det, at modstanden mod Putin var større, jo yngre respondenterne var.

Ingen af de post-sovjetiske, såkaldte Maidan-revolutioner har udgjort en eksistentiel trussel mod de post-sovjetiske politiske kapitalister som en klasse for sig selv. De betød kun, at brøkdele af den magthavende klasse blev fjernet og forstærkede derfor kun krisen med den politiske repræsentation, som de var en reaktion på i første omgang. Det er derfor, disse protester opstår igen og igen.

Maidan-revolutionerne er typiske moderne, by-baserede borger-revolutioner, som politolog Mark Beissinger kaldte dem. Ud fra et omfattende statistisk materiale viser han, at ​​ i modsætning til sociale revolutioner tidligere i historien svækker de by-baserede borgerrevolutioner kun midlertidigt det autoritære styre og styrker middelklassens civilsamfund. De fremtvinger ikke en stærkere eller mere ligeværdig politisk orden eller varige demokratiske ændringer. I post-sovjetiske lande svækkede Maidan-revolutionerne typisk kun staten og gjorde lokale politiske kapitalister mere sårbare over for pres fra transnational kapital - både direkte og indirekte via pro-vestlige ngo'er. For eksempel blev i Ukraine - efter Euromaidan-revolutionen - ​​ et sæt "anti-korruptions"-institutioner stædigt promoveret af IMF, G7 og civilsamfundet. Man har ikke afsløret nogen større korruptions-sager i de seneste otte år. Alligevel har de institutionaliserede tilsyn med centrale statsvirksomheder og udenlandske statsborgere og anti-korruptionsaktivister presset indenrigspolitiske kapitalisters muligheder for at høste insider-renter. Russiske politiske kapitalister ville have en god grund til at være nervøse over problemerne for Ukraines engang så magtfulde oligarker.

De utilsigtede konsekvenser af konsolideringen af den herskende klasse

Flere faktorer kan være med til at forklare tidspunktet for invasionen samt Putins fejlberegning om en hurtig og nem sejr: Ruslands midlertidige fordel i hypersoniske våben, Europas afhængighed af russisk energi, undertrykkelsen af den såkaldte pro-russiske opposition i Ukraine, stagnationen af Minsk-aftalerne fra 2015 efter krigen i Donbas, eller den russiske efterretningstjenestes fiasko i Ukraine. Jeg har her forsøgt i meget store træk at skitsere klassekonflikten bag invasionen, nemlig mellem på den ene side politiske kapitalister, der var interesserede i territorial ekspansion for at opretholde renten, ​​ og på den anden side transnational kapital allieret med den professionelle middelklasse - som var udelukket fra den politiske kapitalisme.

Det marxistiske imperialisme-begreb kan kun anvendes på den aktuelle krig, hvis vi kan identificere de materielle interesser bag den. Samtidig handler konflikten om mere end blot russisk imperialisme. Konflikten, der nu løses i Ukraine med tanks, artilleri og raketter, er den samme konflikt, som politibatallioner har undertrykt i Belarus og Rusland selv. Intensiveringen af den post-sovjetiske hegemonikrise - den herskende klasses manglende evne til at udvikle vedvarende politisk, moralsk og intellektuelt lederskab - er den grundlæggende årsag til den eskalerende vold.

Den russiske herskende klasse er ikke ensartet. Nogle dele af den lider store tab som følge af vestlige sanktioner. Det russiske regimes delvise autonomi fra den herskende klasse gør det imidlertid muligt for regimet at forfølge langsigtede kollektive interesser uafhængigt af individuelle repræsentanters eller gruppers tab. Samtidig forværrer krisen i lignende regimer i den russiske periferi den eksistentielle trussel mod den russiske herskende klasse som helhed. De mere suverænistiske fraktioner af de russiske politiske kapitalister tager overhånd over de mere komprador-agtige, men selv sidstnævnte forstår sandsynligvis, at hvis regimet falder, taber de alle.

Ved at indlede krigen forsøgte Kreml at afbøde denne trussel i en overskuelig fremtid, med det ultimative mål at fremme den "multipolære" omstrukturering af verdensordenen. Som Branko Milanovic antyder, giver krigen – på trods af de høje omkostninger - ​​ legitimitet til den russiske afkobling fra Vesten, og gør det samtidig ekstremt vanskeligt at afslutte den efter annekteringen af endnu mere ukrainsk territorium. Samtidig løfter den russiske herskende klike den herskende klasses politiske organisation og ideologiske legitimering op på et højere niveau. Der er allerede tegn på en transformation mod et mere konsolideret, ideologisk og mobiliserende autoritært politisk regime i Rusland, med eksplicitte antydninger af, at Kinas mere effektive politiske kapitalisme kan tjene som rollemodel. For Putin er dette i det væsentlige endnu et trin i den post-sovjetiske konsolideringsproces, som han startede i begyndelsen af 2000'erne ved at tæmme Ruslands oligarker. Den løse fortælling om at forhindre katastrofer og genoprette "stabilitet" i første fase efterfølges nu af en mere artikuleret konservativ nationalisme i anden fase (rettet til udlandet mod ukrainere og Vesten, men også i Rusland mod kosmopolitiske "forrædere") - som den eneste ideologiske sprogbrug, der er bredt tilgængeligt i sammenhæng med den post-sovjetiske ideologikrise.

Nogle forfattere, som sociologen Dylan John Riley, hævder, at en stærkere hegemonisk politik fra oven kan være med til at fremme væksten af en stærkere anti-hegemonisk politik nedefra. Hvis dette er sandt, kan Kremls skifte mod en mere ideologisk og mobiliserende politik skabe forudsætningen for en mere organiseret, bevidst, massepolitisk opposition med rod i de folkelige klasser, end noget post-sovjetisk land nogensinde har set - og i sidste ende for en ny social-revolutionær bølge. En sådan udvikling kan til gengæld fundamentalt ændre balancen mellem sociale og politiske kræfter i denne del af verden og potentielt sætte en stopper for den onde cirkel, der har plaget verden, siden Sovjetunionen kollapsede for omkring tre årtier siden.

Dette essay, som bidrager til den løbende debat om årsagerne til og konsekvenserne af krigen i Ukraine, er i fællesskab bestilt af Alameda, et nyt center for social forskning og strategi, der skal lanceres i 2023.

Volodymyr Ishchenko er sociolog med base i Kiev. Han har publiceret artikler og interviews i the Guardian og New Left Review.

Noter