Venstrefløjens problem stikker dybere end manglen på bøger
Venstrefløjens ideer er blevet adskilt fra den folkelige aktivitet og det socialistiske perspektiv, der historisk gav dem kraft.
I kommentaren »Venstrefløjens intellektuelle er ved at tabe idékampen« i Information den 4. maj har skribenten Matthias Dressler-Bredsdorff ret i, at noget er sket i den danske idékamp. Borgerlige og konservative forfattere skriver i stigende grad de store fortolkninger af Danmark – en sammenhængende historie om nationen, folket og krisen.
Modsat hvad Dressler-Bredsdorff synes at mene, mener jeg – på lige fod med Dominique Routhier i fredagens kronik i Information – at idéproduktionen ikke er forsvundet, og at idékamp ikke kun foregår i bøger og avisspalter. På venstrefløjen findes der stadig vigtige bøger, forskere, aktivister og kommentatorer.
Spørgsmålet er snarere, hvorfor ideerne så sjældent samles i en fortælling, der forbinder daglige erfaringer med en socialistisk kritik af samfundets grundlag.
Det skyldes ikke kun, som Dressler-Bredsdorff skriver, at venstrefløjens intellektuelle er blevet for akademiske. Det stikker langt dybere:
Skal vi ikke afskaffe kapitalens herredømme?
Historisk kan venstrefløjens udvikling beskrives i tre former. Først var den primært konstitutionel: kampen for at bryde en politisk orden, hvor magten var bundet til konge, godsejere, embedsværk og ejendom. I Danmark bar bondebevægelsen, Venstre og grundtvigske miljøer denne demokratiske kamp for forfatning, stemmeret, parlamentarisme og politisk lighed.
Dernæst blev venstrefløjen primært social og økonomisk. Med arbejderbevægelsen flyttede kampens centrum sig til samfundets materielle magtforhold: løn, arbejdstid, bolig, arbejdsløshed, faglige rettigheder, velfærd og ejendomsforhold.
Men arbejderbevægelsen var ikke i sig selv socialistisk. Den var en bred social og økonomisk bevægelse for arbejderklassens interesser. Den blev socialistisk dér, hvor kampen for bedre vilkår blev forbundet med spørgsmålet om kapitalens herredømme: Skal samfundet styres af profit, konkurrence og vækst – eller indrettes efter fælles behov?
I dag, længe efter Murens fald og socialismens politiske tilbagetog, er store dele af venstrefløjen blevet kulturelt og moralsk orienteret. Man taler oftere om identitet, sprog, diskrimination, repræsentation, normer og anerkendelse end om klasse, ejendom, arbejde, kapitalmagt og samfundssystem.
Idékamp føres på borgerlige præmisser
Det er ikke en total karakteristik, men en dominerende tendens i venstrefløjens politiske sprog og praksis.
Arbejdspladsen skal være inkluderende, men magten over arbejdet anfægtes sjældnere. Ledelsen skal være mangfoldig, men ledelsesretten består. Fagforeningen bliver serviceorgan for faget snarere end social bevægelse for klassen. Krig kan accepteres, når den fremstår moralsk, juridisk eller sikkerhedspolitisk nødvendig. Klimaet håndteres med grøn omstilling og afgifter, men sjældnere med indgreb i ejendomsretten og kapitalens investeringsmagt.
Dermed kan kritikken indpasses i den eksisterende orden: Den kræver rummelighed, regelrethed, repræsentation og bæredygtighed, men ikke en radikalt anden magtfordeling.
Kulturelle spørgsmål er ikke ligegyldige. Kampen mod racisme, sexisme og diskrimination er reel. Men når de ikke forbindes med samfundets materielle struktur, ændrer de karakter: De bliver krav om anerkendelse inden for de bestående forhold, ikke led i en samlet kritik af de forhold, der producerer underordning.
Forskydningen er tydelig: Den konstitutionelle venstrefløj ville bryde en politisk orden. Den sociale venstrefløj gjorde arbejderklassens vilkår til et spørgsmål om magt og fordeling. Den socialistiske venstrefløj ville bryde kapitalens herredømme. Store dele af den nutidige venstrefløj vil regulere normer og sprog uden at udfordre det samfundssystem, der producerer ulighed, afhængighed og afmagt.
Derfor taber venstrefløjen ikke bare idékampen. Den taber, fordi forbindelsen mellem social erfaring, folkelig organisering og socialistisk perspektiv er brudt.
Venstrefløjen mangler folkelig forankring
Den venstrefløj, der historisk fik betydning, voksede ikke frem som et rent idéprojekt. Den voksede ud af folkelig aktivitet – af mennesker, der organiserede sig omkring fælles vilkår, konflikter og interesser.
Arbejderbevægelsen var ikke først en teori, der siden fik medlemmer. Den var strejker, fagforeninger, kooperativer, arbejderoplysning, partiforeninger, aviser, forsamlingshuse, sangbøger, boligforeninger, kvindeforeninger og lokale fællesskaber.
Den var mennesker, der opdagede, at deres problemer ikke var private uheld, men fælles vilkår, der kunne blive til fælles handling.
Noget tilsvarende gjaldt husmænd, kvinder, lejere, fredsbevægelser, antikoloniale bevægelser, studenteroprør og miljøbevægelser: De kunne blive en del af venstrefløjens historiske kraft, når deres konkrete kampe blev forbundet med en bredere kritik af magt, ejendom, klasse, stat, krig eller kapital.
Idékamp foregår altså ikke kun i bøger og avisspalter. Den får historisk kraft dér, hvor erfaringer organiseres, deles og omsættes til fælles handling.
I dag har store dele af venstrefløjen mistet forbindelsen til den slags folkelig forankring. De virker ofte gennem hensygnende partiapparater, svækkede fagforeninger, professionelle ngo’er, universiteter og medieoffentligheder.
De taler ofte på vegne af bestemte grupper, men sjældent ud fra levende masseorganisering. De kan være moralsk skarpe og velorienterede i tidens konflikter, men mangler ofte den sociale adressat, der kan gøre ideerne til historisk kraft.
Når ideer mister deres sociale kraft
Venstrefløjens tænkning har historisk været forbundet med sociale bevægelser. Marxismen var knyttet til arbejderbevægelsen, og Socialdemokratiets reformtænkning voksede sammen med fagbevægelsen. Den britiske marxistiske tradition med E.P. Thompson og Eric Hobsbawm havde styrke, fordi den skrev ind i en bredere politisk bevægelse.
Det afgørende var forbindelsen til sociale kræfter, der kunne handle. Tænkningen blev prøvet i organisation, konflikt og offentlig debat. Den havde en kollektiv adressat. Den skulle ikke kun cirkulere i akademiske miljøer, men gøre samfundets forhold begribelige for de mennesker, der kunne gribe ind i dem.
Når denne forbindelse svækkes, bliver tænkningen lettere optaget af sprog, moral og positionering end af strategi, organisering og materielle magtforhold. Den kan analysere normer og magtformer, men mister forbindelsen til produktion, klasse, ejendom, stat og kapital.
Her har højrefløjen en fordel. Den tilbyder en samlet fortælling om tab, orden, nation, kultur og sammenhæng. Dens styrke er, at den giver sociale erfaringer en forklaring. Dens ideologiske funktion er, at den omformer sociale modsætninger til spørgsmål om kultur, nation og folk.
Venstrefløjens svar kan ikke være en national modfortælling. Det må være en social og internationalistisk forklaring på de erfaringer, højrefløjen gør nationale.
At forklare samfundet socialt igen
Venstrefløjen burde kunne gøre det modsatte: vise, at erfaringer som arbejdspres, boligmarked, ulighed, velfærdsforringelser, klimakrise og oprustning har sociale og økonomiske årsager. Men det kræver, at venstrefløjen igen bliver social i egentlig forstand – ikke kun socialpolitisk.
Den må stille det systemspørgsmål, den i alt for høj grad har trukket sig fra: Hvorfor skal samfundets arbejde, boliger, omsorg, natur og fremtid underordnes kapitalens krav om afkast og vækst – og statens krav om konkurrenceevne, sikkerhed og oprustning?
Dressler-Bredsdorff har ret i, at venstrefløjens intellektuelle må ud af institutionerne og henvende sig til den fælles offentlighed. Men venstrefløjen må også holde op med primært at tale med sig selv.
Den må tale med alle os, der mærker arbejdspres, boligudgifter, velfærdsforringelser, utryghed, klimakrise og oprustningens omkostninger – uden at reducere vores erfaringer til kulturel uvidenhed, moralske fejl eller kommunikationsproblemer.
Venstrefløjens krise er derfor ikke først og fremmest en mangel på bøger. Den er en mangel på bevægelse – og på et socialistisk perspektiv, der kan forbinde daglige erfaringer med kampen mod kapitalens herredømme over arbejde, natur og samfundets rigdom.
Ovenstående artikel er genoptrykt fra dagbladet Information, 19. maj 2026 med forfatterens og Informations tilladelse. Artiklens manchet er KritiskRevys (red.).