Kritisk Revy

Teknologiudvikling og indkomstfordeling – teori og historisk udvikling i USA efter 2. verdenskrig ​​ 

Af Jørgen Lindgaard Pedersen

1. Indledning

Siden 1980’erne har indkomstfordelingen i de industrialiserede kapitalistiske lande især i Nordamerika, Europa og i Japan og enkelte andre lande udviklet sig til fordel for kapitalindkomster (profitter, renter, jordrente, afkast af boligydelse m.v.) på bekostning af lønindkomster. For at finde mulige forklaringer på en sådan langvarig udvikling i indkomstfordelingen kan det være relevant at se på fortiden for at undersøge, om der kan findes andre langvarige perioder med mønstre med ensartede udviklingstendenser i indkomstfordelingen. I den økonomisk-historiske litteratur udviklede den amerikanske historiker Robert C. Allen i en artikel fra 2009 begrebet ”Engels’ pause” efter den tyske politiker, samfundsforsker og virksomhedsleder Friedrich Engels, som i dag er mest kendt som Karl Marx’ livsvarige samarbejdspartner ⁱ. Denne pause udgøres af tidsrummet 1790-1840 i Storbritannien. Der er fire tendenser, som Allen understreger: 1) reallønnen er stagnerende i perioden, men 2) produktionen pr. arbejder vokser gennem hele perioden, 3) profitraten fordobles og 4) profittens andel af nationalindkomsten vokser på bekostning af lønningerne og jordrenten ⁱⁱ. I den efterfølgende periode 1840 og indtil 1. verdenskrig voksede lønningerne hurtigere end produktiviteten, hvilket indebærer, at indkomstfordelingen ændrer sig til fordel for arbejderklassen. Den lange krigsperiode fra starten på 1. verdenskrig til afslutningen af 2. verdenskrig, 1914-45, ser meget forskellig ud i forskellige lande og i forskellige delperioder (Italien, Tyskland og Spanien får fascisme; der opstår en verdensdepression 1929-39, som markant svækker den internationale samhandel). Perioden passer ikke ind i et simpelt skema.

I den debat om ”Engels’ pause”, der opstod efter Allens artikel udkom i 2009, er der gjort forsøg på at undersøge udviklingen af indkomstfordelingen i USA siden afslutningen af 2. verdenskrig. De fleste bidrag er enige om, at perioden 1945-79 er væsensforskellig fra perioden 1979-2025. I den første periode vokser lønandelen, mens den falder i den anden periode. Selv om ”Engels’ pause” strengt taget kun vedrører tidsrummet 1790-1840 og kun i Storbritannien, så synes der at kunne lokaliseres 50-årige perioder med en usikkerhed på +/- 20 år i indkomstfordelingen i det mest udviklede kapitalistiske samfund i de knap 235 år, vi ser på. ​​ I nogle af disse perioder vokser profitandelen på bekostning af lønandelen, hvorefter tidevandet skifter, således at lønandelen vokser, mens profitandelen falder. ​​ 

Hvilke forklaringer gives der for sådanne forskellige perioder, herunder deres afløsning af perioder med modsatrettede udviklingsforløb? Der synes at være to hovedtyper af forklaring. Den første lokaliserer drivkraften i klassekampen, nærmere bestemt i arbejderklassens organisatoriske formåen og ressourcer i kampen for stigende realløn, som kan resultere i voksende lønandel, hvis den stiger mere end produktivitetsvæksten. Denne klassekampsforklaring er imidlertid ikke den eneste mulige – mange økonomer vil se en mulig forklaring på stigende profitandel i det forhold, at der i perioder kan iagttages en permanent stigning i kapitalintensiteten i de anvendte produktionsprocesser. Dog er det også nødvendigt at se nærmere på den fysiske sammensætning af den faste kapital, dvs. maskiner, udstyr og bygninger opgjort i priser. Denne anden forklaring kan man kalde den økonomiske forklaring. De to forklaringstyper behøver ikke at udelukke hinanden, men kan supplere hinanden.

2. Teori

Perioden 1790-1840 var i Storbritannien kendetegnet ved ret forskelligartede delperioder: 1) Napoleonskrigene 1803-15 mellem Frankrig og Storbritannien var en fortsættelse af revolutionskrigene mellem Frankrig og adskillige europæiske magter efter 1792; 2) den reaktionære periode efter Wiener-kongressen i 1815 med den britiske magthavende klasses fortsættelse af krigen mod den franske revolutions fremskridt på kontinentet og dens videreførelse internt i Storbritannien med maskinstormer-perioden mod massearbejdsløsheden i tekstilindustrienⁱⁱⁱ; samt 3) korntoldens fortsættelse indtil 1844, som gavnede den britiske godsejerklasse og skadede arbejderklassen og den øvrige jævne befolkning, især fordi disse klassers fødevareforbrug som andel af det samlede forbrug var meget stort sammenlignet med overklassens forbrugssammensætning.

Datidens fordelingsteori i politisk økonomi var inspireret dels af Adam Smith, dels og især af Thomas Malthus og David Ricardo, alle tre britiske økonomer, som udsendte deres hovedværker i 1776, 1798 og 1821. De opererede alle tre med en model af den moderne, britiske økonomi bestående af tre klasser - nemlig arbejderklasse, kapitalistklasse og jordejere.

2.1. Klassekampsforklaringen  ​​​​ 

Den lange krigsperiode 1792-1815 - der varede knap et kvart århundrede -udfoldede sig med den britiske og daværende irske kolonis arbejderklasse herunder landarbejdere og bønder som soldater og dermed kanonføde. Alligevel var arbejderklassen fortsat betydelig, blandt andet fordi kvinder og delvis børn i stigende omfang indgik som arbejdskraft i tekstilindustri og kulminedrift.

I 1830’erne blev de første forsøg gjort på at skabe en fagbevægelse. I 1838 blev Chartismen skabt på krav om forbedringer for den fattigste del af byarbejderklassen, blandt andet ved krav om ophævelse af kornlovene og irsk selvstændighed. Det er først i 1860’erne, at der skabes egentlige fagforeninger. Et politisk arbejderparti skabes først år 1900 på initiativ af fagbevægelsen. Det er væsentligt senere end partistiftelserne på kontinentet. Som Holger Drachmann skrev i sit digt Engelske Socialister fra 1872, var der galskab nok, men der manglede organisation og ledelse. Det danske forsøg på at skabe et arbejderparti i 1871 blev i første omgang kvalt af Estrups højreorienterede halvdiktatur (der blev regeret ved hjælp af provisoriske love uden  ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ Folketingets godkendelse – deraf navnet provisorietiden). Her var parti og fagbevægelse i starten også én organisation.

Denne manglende organisation og ledelse såvel fagligt som politisk kan muligvis forklare, hvorfor den engelske arbejderklasse ikke var i stand til at øge sin andel af nationalindkomsten i det halve århundrede fra 1790 til 1840. Dette uanset de mange forsøg på at forandre samfundet således at de fattigste dele af den britiske arbejderklasse kunne opnå forbedringer. Det skal nævnes, at den britiske herskende klasse førte en effektiv del og hersk politik, således at den bedre stillede del af arbejderklassen fik indrømmelser, som ikke blev udstrakt til det store fattige flertal.

2.2. Den økonomiske forklaring

Økonomisk teori er opbygget ud fra nogle simple, men formodet vigtige antagelser om den måde, hvorpå arbejdere, kapitalister og husholdninger bruger deres arbejdstid, indkomst og formue. Det antages ligeledes, at der er nogle mere eller mindre stabile forhold mellem individer eller klasser. ​​ 

2.2.1. Optimal faktorsammensætning ​​ 

Lad os antage, at et bestemt produkt produceres med indsats af kun to produktionsinputs: arbejdskraft og maskiner. Det antages ligeledes, at det er muligt at fremstille en bestemt mængde af produktet ved at formindske mængden af det ene input og samtidig øge mængden af det andet input. Ved en meget arbejdsintensiv produktionsproces skal 1 arbejdstime kun erstattes med en beskeden mængde maskinydelse. Efterhånden som processen bliver meget mekaniseret og automatiseret, kræver erstatningen af 1 arbejdstime imidlertid en større maskinydelse end tidligere. Det ene yderpunkt er således en proces, der hviler på ren arbejdskraft, og det andet en fuldautomatiseret proces. Langt det overvejende antal produktionsprocesser befinder sig mellem disse to ekstremer.

For at bestemme den kombination af arbejdskraft og maskiner, som virksomhedsejeren eller hans ansatte leder vil vælge, skal man kende timeløn og maskinpris (eller rettere prisen for at leje maskinen i 1 time). Ved den kombination hvor besparelsen ved at erstatte 1 arbejdstime er netop lig med prisen på det antal ekstra maskintimer, der skal købes for at producere det samme som hidtil, har vi den bedst mulige, den optimale, kombination af de to slags produktionsinput.

Hvis man antager, at timelønnen permanent stiger mere end prisen på 1 maskintime, så vil man umiddelbart tro, at arbejdskraft permanent bliver erstattet af maskiner. Men det skal her erindres, at jo mere produktionsprocessen allerede er mekaniseret og automatiseret, desto flere maskintimer kræves for at spare 1 arbejdstime.

2.2.2. Produktionsomfang og fast kapital

Imidlertid er der et yderligere forhold, som påvirker den optimale kombination af de to produktionsfaktorer. Dette forhold består i, at kombinationen af fast kapital eller maskinparken, der er uafhængig af produktionsomfanget, og variable produktionsinputs som arbejdskraft, energi og råstoffer, der vokser med produktionsomfanget, er forskellig for forskellige produktionsprocesser. Typisk vil en produktionsproces med relativt stort indhold af faste produktionsmidler og tilsvarende lavt indhold af variable inputs (arbejdskraft, råstoffer og energi) give lavere stykomkostninger ved et stort produktionsomfang, mens relativt arbejdsintensive processer vil give lave stykomkostninger ved lavt produktionsomfang.

Når der er økonomisk vækst, vil der på mange produktmarkeder være et incitament til at erstatte lavt produktionsomfang med et højere produktionsomfang. Dette vil stimulere udviklingen i retning af at erstatte arbejdskraft og andre variable inputs med fast kapital.

2. 2. 3. Delkonklusioner og diskussion

En udvikling som beskrevet ovenfor vil resultere i:

1) Jo højere prisen er på arbejdskraften i forhold til maskinydelsesprisen, desto mere spares der på den relativt dyre produktionsfaktor (arbejdskraft) ved at erstatte den med den relativt billige produktionsfaktor (maskinydelse).

2) Jo større produktionsomfang, desto mere konkurrencedygtig bliver produktionsprocesser med relativt høje andele af fast kapital (maskiner) i forhold til variabel kapital (arbejdskraft, energi og råstoffer).

Det skal understreges, at selv i tilfælde med stigende kapitalintensitet og stigende profitandel af nationalindkomsten er det ikke givet, at realtimelønnen eller realårsindkomsten med uændret antal arbejdstimer på årsbasis vil være faldende. Og antallet af arbejdstimer udført af den enkelte arbejder på årsniveau kan også stige i et forsøg på at opretholde realindkomsten, hvis realtimelønnen falder. Hvorvidt den samlede beskæftigelse vil falde eller stige afhænger af vækstraterne for investeringsomfang og nationalindkomst.  ​​​​ 

Det kan ikke teoretisk forudsiges, at prisen på arbejdskraft på langt sigt vil stige i forhold til prisen på maskintimer. Selv om der er lange perioder, hvor lønningerne vokser mere end prisen på maskintimer, så er der også perioder, hvor disse relative priser bevæger sig i modsat retning. Det afhænger af udviklingen i arbejdsløshed og pengelønnens udvikling i forhold til inflationen.

Derimod er det mere sandsynligt, at virksomhederne vil bestræbe sig på generelt at erstatte variable inputs med faste inputs for at opnå lavere stykomkostninger ved højere produktionsmængder. Det kan opnås, hvis de variable stykomkostninger (arbejdslønningerne pr. produceret enhed) ved den relativt kapitalintensive teknologi (maskinpriserne pr. produceret enhed) er mindre end ved den hidtidig anvendte teknologi. Dog er det værd at iagttage, at i en periode, hvor lønningerne falder i forhold til kapitalomkostningerne, er det ikke sikkert, at virksomhedsledelsen skifter til en mere arbejdsintensiv proces. Det kan være rationelt at beholde den ”for kapitalintensive” teknologi og i stedet investere i at øge afsætning og markedsandel og herved ovenikøbet opnå en monopolistisk fordel, hvor virksomheden inden for visse grænser selv kan fastsætte salgsprisen.

Hvis vi ser på de faktiske forhold i tidsrummet 1790-1840, er det bemærkelsesværdigt, at perioden indledes med, at tekstilindustrien, der er periodens dominerende industri, tager tre meget vigtige teknologier i udbredt brug: 1) Spinning Jenny, en spindemaskine fra 1764, der tillod sammenspinding af op til 100 tråde, 2) Watts dampmaskine fra 1775, og 3) Jacquards væv, der tillod vævning af mønstret stof ved hjælp af hulkort. Det centrale ved disse nye teknologier var, at de tillod voldsom ekspansion af produktionen og blandt andet bidrog til at udkonkurrere den indiske tekstilindustri, som var underkastet den britiske kolonimagts bestræbelse på at give den britiske tekstilindustri et fortrin over for den indiske.

3. To delperioder i USA efter 1945

I perioden efter 1840 og frem til 1. verdenskrig var forløbet i indkomstfordelingen inden for industrien i Storbritannien meget anderledes end i den ovenfor nævnte periode 1790-1840. Efterhånden voksede lønandelen på bekostning af profitandelen. Dette hang sammen med, at arbejderklassen blev mere effektivt fagligt organiseret, men også at de britiske koloniprofitter i nogen grad gik til bedre aflønning af især den faglærte del af arbejderklassen.

Når fokus neden for skifter fra Storbritannien til USA ligger forklaringen i det forhold, at USA i slutningen af 1800-tallet overhaler Storbritannien med hensyn til BNP og produktivitet. Perioderne 1840-1914 og1914-1945 vil ikke blive behandlet her, fordi det vil sprænge de pladsmæssige rammer for denne artikel. Ligeledes er det vigtigt at bruge tankegangene fra Engels på vor tid.

Amerikansk økonomi efter 2. verdenskrigs afslutning kan inddeles i to perioder.  ​​ ​​​​ Den første bestod af en knap 35-årig periode 1945-79, hvor reallønnen steg med omkring 2 % om året; lønandelen, der er lønsummens andel af bruttonationalproduktet, steg eller var konstant. Den efterfølgende indtil nu godt og vel 45-årige periode 1979-2025 har været kendetegnet ved faldende eller konstant realløn og faldende lønandel. Dette synes umiddelbart at være meget lig med udviklingen i Storbritannien i henholdsvis 1790-1840 og 1840-1913 - blot i omvendt rækkefølge.

Det er så heldigt, at der i USA findes to forskellige typer af statistik for produktivitet, vækst og fordeling. Hvor den ene fokuserer på alle lønmodtagere, undersøger den anden arbejderklassen i en mere snæver og præcis forstand. Ved at se på resultaterne af de to typer statistik er det muligt at få et mere retvisende billede af udviklingen i den amerikanske arbejderklasses levevilkår siden 2. verdenskrig og dens andel af frugterne fra produktivitetsvæksten. Den officielle statistik for arbejdsmarkedsforhold publiceres af U.S. Bureau of Labor Statistics (BLS). Den mere arbejderklassefokuserede statistik udsendes af Economic Policy Institute (EPI).

EPI blev skabt i slutningen af 1980’erne som et modsvar til den nyliberalistiske strømning i økonomisk tænkning og politik, der blev udviklet som modvægt til keynesianismen, som i efterkrigstiden etablerede sig som mainstream i USA både i universitetsverden og i offentligheden. Præsident Nixons velkendte udsagn i 1971 om, at nu er vi alle keynesianere, var i virkeligheden en gentagelse af den ledende liberalistiske økonom Milton Friedmans udsagn med samme indhold to gange i 1960’erne (1965 og 1968). Friedman gjorde det klart, at alle økonomer ganske vidst accepterede brug af Keynes’ begreber og modeller, men så sandelig ikke hans anvisninger på hvad der skulle gøres for at kurere tidens store økonomiske sygdomme som inflation, arbejdsløshed og konjunktursvingninger. Den nyliberalistiske strømning, som i sin mere videnskabelige version blev kendt som monetarisme, slog også igennem i Det demokratiske Parti og ikke blot hos Det republikanske Parti, hvor den hele tiden havde været dominerende. Nyliberalismens politiske implikationer var blandt andet en forestilling om, at indkomstfordelingen i det store og hele var konstant. Hvis reallønsstigningerne blev mindre, var forklaringen, at produktivitetsvæksten var faldet. Reallønningerne kunne kun bringes tilbage på et højere vækstniveau ved stigende vækstrate i produktiviteten. De dominerende kræfter i Det demokratiske Parti accepterede denne forståelse af sammenhængen mellem realløn og produktivitet. ​​ Det var denne forståelse folkene bag etableringen af EPI opponerede imod. De kunne nemlig se, hvad arbejdere og fagforeningsfolk også oplevede: at der siden 1970 var tale om - at lønudviklingen for den amerikanske arbejderklasse ikke længere kunne følge med udviklingen i arbejdsproduktiviteten. ​​ 

3.1. Perioden 1945-79

Meget af teknologien ved indgangen til perioden 1945-79 var blevet udviklet i årene forud, ikke mindst under krigen. Udgifterne til disse teknologiske nyskabelser var allerede betalt direkte eller indirekte af den amerikanske stat for at effektivisere våbenproduktionen under krigen og stod nu mere eller mindre gratis til rådighed for virksomheder og forretningsfolk, blandt andet fordi de patenter, der måtte være udtaget, enten var udløbet eller stod over for udløb. Det gjaldt jetmotoren og den herpå baserede flyindustri, transistoren som dog først blev offentligt tilgængelig tre år efter krigsafslutningen altså i 1948 og blev kernen i hele den digitaliserede IT-industris brug af mikrochips med radio, TV og computere, og endelig var der den oliebaserede plastik; de to sidstnævnte teknologier var såkaldte General Purpose Technologies (GPT), som kan bruges i store dele af produktionen og forbruget. Hertil kom byggeriets mekanisering med industrielt fremstillede betonelementer og maskineri som kraner samt landbrugsteknologi lige fra traktorer til gødning og skadedyrs- og sygdoms-bekæmpelsesmidler. Olieprisen var stort set konstant målt i løbende priser, men faldt i inflationskorrigerede priser i perioden 1953-73, især takket være det af USA og Storbritannien sponsorerede kup i Iran i 1953, der bragte shahen tilbage til magten. Perioden fra midt-1960’erne til 1973 var kendetegnet ved forholdsvis høj inflation foranlediget af den kun delvist finansierede, amerikanske Vietnamkrig. De faldende realpriser på olie var afgørende for ekspansionen i privatbilismen med tilhørende parcelhuslivsform og masseturisme. Periodens afslutning kendetegnes ved fremkomsten af den moderne bioteknologi med gensplejsning som flagskibet, men også nye materialer med anvendelse først i rumfartsindustrien, siden udbredt til resten af samfundet. Disse udviklingstendenser skabte en stærk efterspørgsel efter højt uddannet, specialiseret arbejdskraft til udvikling af nye teknologier og fremstilling af nye produkter og sidenhen uddannelse af specialarbejdere, der magtede at betjene de nye processer med brug af computere og andet IT-udstyr. Dette bidrog til øget løndifferentiering mellem højtuddannede specialister og laverelønnede specialarbejdere, mens den faglærte del af arbejderklassen blev klemt på beskæftigelse og løn.

Hvad skete der med lønandelen i USA fra krigsafslutningen frem til 1979? Her er det værd at se på begge statistikkilder, såvel den officielle BLS-statistik som EPI-statistikken.

I det følgende ses der først på lønudviklingen for alle lønmodtagere. I BLS-materialet angives reallønsstigningen til 2,5 % årligt i perioden 1948-70, som er de år, hvor reallønsstigningen var størst. I det meste af perioden var der tale om en lønindkomst-indsnævring, hvor lønningerne steg mere for lavindkomstgrupper end de gjorde for højindkomstgrupperne blandt lønmodtagere. I 1970’erne skiftede denne udvikling i modsat retning. Det er nu den faglærte arbejderklasse i USA, som klemmes mellem stigende beskæftigelse og lønninger for ingeniørerne og lavtlønnede specialarbejdere i fremstillingserhvervene og væksten i simple serviceerhverv i butikker og fastfood. Når vi ser skiftet i reallønningerne i 1979, kan det dog også hænge sammen med, at det er i 1979, at den anden energipriskrise opstår i forbindelse med shahens flugt fra Iran 16. januar 1979 og ayatollah Khomeinis magtovertagelse i den nyudråbte islamiske republik. Oliepriserne steg i perioden 1979-82 med 100 %, efter at de var firedoblet under den første energipriskrise, 1973-74. I begge tilfælde førte det til mærkbare prisstigninger og lønningerne kunne ikke følge med på kort sigt.

Et forhold der skal undersøges nærmere, er forholdet mellem den inflationskorrigerede timeløn, antal arbejdstimer pr. år og den inflationskorrigerede årsindkomst for lønmodtagere. Dette forhold er vigtigt, fordi en del tyder på, at i perioder med faldende realtimeløn har lønmodtagere øget deres arbejdsudbud og deres reale årsindkomst for at kunne opretholde deres levestandard f.eks. i henseende til bolig og bil. ​​ 

EPI-tallene for den amerikanske arbejderklasses levevilkår i perioden 1948-79 viser en vækst i arbejdsproduktiviteten (bruttonationalproduktet divideret med antal præsterede arbejdstimer i løbet af samme år) for den samlede økonomi på 2,5 % om året og en stigning i løn og tillæg for arbejderklassen på 2,1 % årligt. Det erindres, at arbejderklassen i EPI-statistikken er defineret som lønmodtagere uden opsynsopgaver, og disse udgør ca. 80 % af lønmodtagerne. Den ekskluderer således i betydeligt omfang personer med mellemlange og lange uddannelser. Det er bemærkelsesværdigt, at selv i denne guldalder for lønmodtagerne som helhed er reallønsstigningen for arbejderklassen mindre end stigningen i arbejdsproduktiviteten.  ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

Her er det vigtigt som en gentagelse af det, der blev nævnt ovenfor, at fastholde betydningen af den store pulje af allerede eksisterende teknologier, der var blevet udviklet under krigen og oprustningsøkonomien under den kolde krig. Roosevelts reformpolitik 1933-45 havde styrket den amerikanske arbejderklasse især fagbevægelsen. Det er også vigtigt at nævne, at de amerikanske reallønninger i december 1946 var 96 % over det gennemsnitlige niveau for 1936-38. Dette skyldtes blandt andet, at soldaterlønningerne steg forholdsvis kraftigt under krigen, et fænomen der skyldtes, at statsmagten anså det for vigtigt at højne motivation og moral hos det militære personel og deres familier. ​​ Denne udvikling har formodentlig haft en afsmittende virkning på industriens lønninger, idet industrien i høj grad var sporet ind på at levere til militæret herunder hjælp til de allierede Storbritannien og Sovjetunionen. Endelig skal det bemærkes, at der ikke indtrådte en stigende arbejdsløshed i 1945 til forskel fra situationen umiddelbart efter afslutningen på 1. verdenskrig. Denne fulde beskæftigelse skyldtes flere forhold. Et var, at der ikke blev tale om en kraftig nedrustning, som det var tilfældet efter 1. verdenskrig. Tværtom startede den kolde krig mellem Sovjetunionen og USA allerede i 1946 med genoprustning. Dernæst udgjorde Marshallhjælpen 1949-53 en betydelig ressourceoverførsel fra USA til Vesteuropa. Denne ressourceoverførsel medførte en tilsvarende efterspørgsel efter amerikansk fremstillede varer.

EPI-statistikken er opbygget på den måde, at den beregner væksten i arbejdsproduktiviteten ved at se på den samlede produktion af varer og tjenester i hele den amerikanske økonomi altså inklusive fremstilling af offentlige aktiviteter samt landbrugsproduktion. Værdien af denne samlede produktion fratrækkes et beregnet tal, der angiver afskrivningerne på produktionsapparatet. Herefter divideres med det samlede antal udførte arbejdstimer inklusive timerne præsteret af ledere og selvstændige landmænd. Dette tal angiver arbejdsproduktiviteten i den samlede amerikanske økonomi.

Det andet relevante begreb er den kompensation, der udbetales til arbejderne. Kompensation angiver løn plus tillæg. Hvad der er vigtigt at bemærke her, er afgrænsningen af arbejderklassen. Den foretages ved at indføre en sondring mellem på den ene side lønmodtagere, der har opsynsopgaver, hvilket vel skal forstås som ledelseskompetence, og på den anden side lønmodtagere, der ikke har opsynsopgaver. Det angives, at 20 % af lønmodtageren har opsynsopgaver, mens 80 % ikke har sådanne opgaver. Det er disse 80 %, EPI definerer som arbejdere.

For perioden 1948-79 beregnes væksten i arbejdsproduktiviteten til at udgøre 2,5 % pr. år. Kompensationen til arbejderne beregnes til 2,1 % pr. år. Det vil sige, at selv i efterkrigstidens vækstmirakelperiode frem til og med 1979 var væksten i arbejderklassens lønninger mindre - 0,4 % årligt - end stigningen i arbejdsproduktiviteten. Dette forhold, der strider mod tallet for kompensationsvæksten for alle lønmodtagere, som vil blive anført nedenfor, kan sandsynligvis forklares ved, at væksten heri var højere for lønmodtagere med opsynsopgaver - de 20 % nævnt ovenfor - end for den del, der ikke havde opsynsopgaver.  ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

Det skal for god ordens skyld nævnes, at i industrikapitalismens gennembrudsår under den industrielle revolution i Storbritannien efter 1760, var offentlige tilskud og skatter af langt mindre betydning, end tilfældet er i dag. Ligeledes er den offentlige sektors betydning i økonomien i dag ret forskellig i den dominerende kapitalistiske magt USA sammenholdt med en nordvesteuropæisk småstat med en betydelig velfærdsstat som Danmark. Problematikken bliver mere interessant end som så ^iv. Det viser sig nemlig, at i perioden 1989-2019 var væksten i de 500 største amerikanske industrielle selskabers overskud på 5,5 % årligt, mens det amerikanske BNP voksede med 2,5 % årligt i perioden. Denne mervækst i S & Ps 500 største, ikke-finansielle virksomheder var bestemt af rentefald og skattelettelser for 40 % vedkommende. Det er her det såkaldte EBIT-begreb kommer ind. EBIT er forbogstaverne i Earnings Before Interest and Taxes.  ​​​​ Resten af væksten i overskuddet kom fra stigning i Price-Earning forholdet, P/E-foholdet, et forhold der angiver, hvor mange gange kursværdien af en aktie er større end firmaets årlige overskud. Her for aktier i de samme Standard & Poors 500 ikke-finansielle selskaber foranlediget af fald i renten på risikofrie lån, typisk tiårige amerikanske statsobligationer. Hvis dette P/E-forhold vokser, betyder det, at selskabets aktier kan sælges til en højere aktiekurs. Budskabet er, at skattelettelser og rentefald ikke kan forventes at bidrage til fremtidig vækst i USA. I perioden 1962-89 var EBIT-stigningen 2,4 % om året mod 2,2 % om året i tidsrummet 1989-2019. Endelig udgjorde renter og skatter 54 % af EBIT i 1989 og 27 % i 2019. En vigtig pointe er, at i den første periode udgjorde væksten i profitterne i de nævnte store selskaber omkring 2 % årligt mod 3,8 % årligt i anden periode, altså efter at fordelene for aktionærerne ved faldende renter og selskabsskatter er indregnet. P/E-forholdet kan heller ikke vokse uden grænser. Smolyansky skønner, at væksten i fremtiden ikke kan være på mere end 2 % om året, fordi den inflationskorrigerede vækst i profitten ikke kan være over 2 % om året, og en vækst i P/E-forholdet på over 2 % årligt ikke vil være bæredygtigt, fordi en vækst i aktiernes kursværdi på mere end 2% årligt ud over deres indtjening/overskud vil betyde indhug i virksomhedernes egenkapital. Konklusionen er således, at de største amerikanske selskaber i perioden 1989-2019 havde en vækst på mere end 150 % årligt over den generelle vækst i det amerikanske BNP. Og denne mervækst stammede for knap halvdelens vedkommende direkte fra den økonomiske politik (selskabsskatter). Resten var indirekte skabt af politiske tiltag som f.eks. rentesænkninger.

Hvad kan så tænkes at generere økonomisk vækst under Trump 2? Tyveri af ressourcer inklusive naturressourcer i andre lande (Grønland, Panama, Canada, Venezuela, Nigeria…) er en mulighed. Venezuela har verdens største oliereserver, som vil kunne understøtte Trumps forsøg på at opretholde den fossile økonomi. Hvis det nuværende amerikanske regime kan tilegne sig disse, vil det være muligt for USA at genoprette sin dominerende rolle i verdens energiforsyning - i hvert fald for så vidt angår dens fossile del. Problemet med Trump 2-politikken er imidlertid, at hans uforudsigelighed og vilkårlighed i toldpolitikken betyder, at renten stiger, fordi der skal indregnes en risikopræmie til at kompensere for den stigende usikkerhed. Denne rentestigning kan ganske vidst sænkes af centralbanken, The Fed, men i så fald trækker udenlandske ejere af dollarfordringer som statsobligationer deres penge ud af landet - og dollarkursen falder, hvilket truer dollarens funktion som global reservevaluta. En anden mulighed, som forekommer mere fantasifuld end realistisk, er at overtale ejere af amerikanske statsobligationer til at indløse disse mod kryptovaluta. I perioder med muligheder for spekulationsgevinster kan dette være realistisk. Nogle af Trumps mere skøre rådgivere har foreslået, at udenlandske kreditorer - der sidder med disse statsobligationer - skal binde dem i 100 år uden forrentning samt betale en stor afgift, hvis de vil hjemtage provenuet i dollars vekslet til kreditorvaluta.

3.2. Perioden 1979-2025

Det er måske forståeligt, at 1970’ernes to energipriskriser, 1973-74 og 1979-82, kunne ryste den ellers lange periode med stigende reallønninger og en mere eller mindre konstant fordeling af nationalindkomsten mellem løn og profit. Men disse forhold kan ikke forklare, at man her 45 år senere fortsat har stagnerende gennemsnitlig realløn for de bedre betalte dele af lønmodtagerne (specialister i teknologi, ledelse og finans) og lave lønninger for resten af lønmodtagerne. Der er ingen tegn på, at denne tendens er på vej til skifte i retning af mere lighed i lønforskelle. Måske er der mere forklaringskraft i den ovenfor fremførte hypotese om den mere kontinuerlige udvikling af ny teknologi, som øger behovet for uddannelse af innovativ arbejdskraft på den ene side og efterspørgsel efter specialarbejdskraft til driften af de nye teknologier på den anden. I dag er det især AI-teknologien, der fremføres som fremtidsteknologien. Men perioden har tidligere været kendetegnet af en tilsvarende hype omkring gensplejsning og bioteknologi og internettet.

Selvom meget af perioden efter 1979 i USA har været kendetegnet ved en konservativ og siden højrepopulistisk offensiv mod den amerikanske venstrefløj og fagbevægelse, er det interessant at iagttage, at der i den sidste halve snes år har været en stigende opslutning til erklærede socialistiske bevægelser og personer startende med senator Bernie Sanders ved optakten til præsidentvalgene i 2016 og 2020, men også imellem disse valgkampagner. Zohran Mamdanis kampagne og sejr ved borgmestervalget i New York i 2025 falder ind i samme tendens. Det bemærkes, at slutningen af ”Engels’ pause” 1790-1840 ligeledes var kendetegnet ved en tilsvarende fremvækst af socialistiske bevægelser, som vel at mærke fokuserede på den brede befolknings basale behov.

4. Diskussion og sammenfatning

Hvad er betydningen så af teknologiudviklingen i samspil med øgede indkomst- og formueforskelle? Efterkrigsperioden 1945-2025 er i USA kendetegnet ved et brud i indkomstfordelingen i 1980. I den første delperiode holdt lønudviklingen takt med produktivitetsudviklingen og for visse grupper mere den det. Men i anden delperiode efter 1980 er udviklingen vendt til ugunst for den brede arbejderklasse. Disse forhold hænger delvis samen med teknologiudviklingen. Specielt på den måde, at i den første periode var teknologien gratis for kapitalen fordi den var udviklet og betalt under krigen. Derfor kunne arbejderklassen opnå en vigtig del af produktivitetsgevinsterne uden at skulle kæmpe alt for voldsomt med kapitalen. Dette forhold ændrede sig efter 1980. Men her er det centralt, at lavt uddannet arbejdskraft ikke står alt for stærkt i lønkampen, fordi deres jobs kunne automatiseres eller flyttes ud til Asien specielt Kina fra 1980-erne. Selv om der blev skabt en del lavtlønsjobs i USA i perioden kunne folk ikke leve af ét job. En lang periode var eksperter og specialister dog gunstigt stillet.

 ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​