Farvel til Podemos – hvorfor jeg besluttede at forlade politik i en alder af 31
Af Lilith Verstrynge
Oversat med tilladelse fra Farewell to Podemos, Equator, 25. oktober 2025
Jeg havde aldrig forventet at gå på pension i 30-årsalderen, men politik er vel kunsten at gøre det umulige muligt: det, den lover, det, den udnytter. Et årti i centrum af Spaniens dristigste, moderne politiske eksperiment har ældet mig på måder, jeg først nu er begyndt at forstå.
I maj 2014, kun fire måneder efter det blev grundlagt, vandt det venstreorienterede spanske parti Podemos (»Vi kan«) fem pladser i Europa-Parlamentet. Som nyuddannet universitetsstuderende, der havde været en del af en lokal Podemos-gruppe (eller círculo, som de blev kaldt) i Paris, blev jeg ansat til at arbejde for partiets MEP'er. Vi kom til Bruxelles som fuldstændige grønskollinger og måtte lære alt, mens vi arbejdede. Men vi var motiverede af løftet om at lave det, vi plejede at kalde »rigtig politik« – det vil sige ikke de interne magtkampe og ideologiske vejrmønstre i bevægelsen (som der altid var rigeligt af) - men de faktiske problemer, såsom kønsdiskrimination og arbejdsløshed.
I løbet af de næste par år fortsatte Podemos med at forstyrre Spaniens forkalkede topartisystem. Ved parlamentsvalget i november 2019 vandt vi nok mandater til at blive en del af Spaniens første koalitionsregering nogensinde som juniorpartner til det centrum-venstreorienterede socialistiske, spanske arbejderparti (PSOE).
Kort efter valget blev jeg ringet op fra Madrid: Det var Pablo Iglesias Turrión, den karismatiske politolog og grundlægger af Podemos, som snart skulle blive Spaniens anden vicepremierminister og minister for sociale rettigheder.
»Jeg synes, du skal komme tilbage til Madrid,« sagde han. Han tilbød mig et job i ministeriet for sociale rettigheder, hvor jeg skulle lave meget af det samme, som jeg lavede for de EU-deputerede: hjælpe med taler, kommunikation og politiske forhandlinger. Selvfølgelig sagde jeg ja.
Vi skulle lære næsten alt fra bunden igen. Nogle af de gamle embedsmænd havde allerede bedt om at blive forflyttet, fordi de ikke ville arbejde for de her unge radikale. Men andre fortalte os begejstret, at de havde stemt på os, at regeringen havde brug for nyt blod. Også dette føltes som ægte politik; et var at sige, at topartisystemet var brudt sammen, og noget andet at finde ud af, hvordan man kunne regere sammen med dem.
Da jeg vendte tilbage til Madrid, var jeg forberedt på angreb fra højrefløjen, der hævdede, at jeg kun havde fået jobbet på grund af min far, Jorge Verstrynge, der engang havde været med til at lede Spaniens største konservative parti efter Franco. (Dette var en af grundene til, at jeg havde brugt så mange år på at studere og arbejde i udlandet.) Men højrefløjen overrasker altid en.
I marts 2020 to uger efter jeg var begyndt – mens jeg stadig var på udkig efter en lejlighed, jeg kunne leje, og midlertidigt var flyttet tilbage på mit barndomsværelse – begyndte jeg at modtage sms'er, hvor jeg blev spurgt, om jeg havde været online den dag. Fra den ene dag til den anden havde der rejst sig en storm af overskrifter i de højreorienterede aviser, der påstod, at jeg var blevet ansat i ministeriet for sociale rettigheder, fordi jeg var Iglesias' elskerinde. Så var det ligegyldigt, at jeg knap nok havde mødt ham personligt. Da halvdelen af landet nu sad klistret til deres computere under pandemiens første lockdown, spredte rygtet sig.
Min intuition havde vist sig i hovedtrækkene at holde stik: For visse mennesker var den eneste måde, en ung kvinde kunne få det job på, gennem et forhold til en mand – dog ikke min far, men min chef. Angrebet var beregnet på at forårsage skade på flere måder, fordi Iglesias' partner var Irene Montero, et mangeårigt parlamentsmedlem for Podemos, der netop var blevet udnævnt til ligestillingsminister i den nye koalitionsregering.
Kolleger, journalister og advokater rådede mig alle til at ignorere det. Først et par måneder senere, da vi stod med endnu en valgkamp foran os, tog vi os tid til offentligt at benægte det. Under alle omstændigheder havde Podemos længe troet, at falske nyheder til tider kunne vendes til dets fordel. Partiet var besat af at få sit budskab ud gennem ligegyldigt hvilke medier og anså fjernsynet som en vigtig arena for politisk kamp. I 2015 havde Iglesias skrevet: »Folk engagerer sig ikke længere politisk gennem partier ... men gennem medierne.«
»Du er kendt, og det kan vi bruge,« forklarede partiledere mig. Da støvet havde lagt sig, oplevede jeg på levende vis en bekræftelse af tanken om, at der ikke findes noget, der hedder dårlig omtale. Grundlæggende gav angrebet bagslag. Kort tid efter blev jeg føjet til listen over kandidater til regionalvalget i Madrid og placeret som nummer 14 – højt nok til at have en reel chance for at vinde en plads. Jeg var 29 år.
Jeg blev født i 1992 i Madrid. Min far var søn af en falleret, belgisk forretningsmand i den internationale zone i Tanger, erklærede sig som fascist som teenager, blev generalsekretær for Alianza Popular (AP) – forgængeren til det nuværende konservative parti – og blev ekskluderet fra partiet, da han var 40 år. I dag stemmer han på venstrefløjen og underviser på et offentligt ejet universitet. Han mødte min mor - en journalist, der blev boligrettighedsaktivist - i APs ungdomsorganisation. Hun forlod partiet som den første. Jeg voksede op med den overordnede forståelse, at mennesker forandrer sig, ideer udvikler sig, og kollektiv kamp er værdifuld.
Jeg er den tredje af deres fire børn og den eneste datter. Hjemme talte alle om politik, og mine forældre var kritiske over for de to største partiers kvælende greb. Men jeg modsatte mig oprindeligt at blande mig i politik. I 2011 studerede jeg historie og internationale relationer på Paris’ universitet, da 15-M-bevægelsen brød ud over hele Spanien. Det økonomiske pres kvalte millioner af mennesker. En generation, der var vokset op med opfordringen til at studere, uddanne sig, lære sprog og forberede sig på en lovende fremtid, så nu sine forventninger knust af finanskrisen. I min studenterlejlighed så jeg, hvordan alle nyhedsmedier blev oversvømmet med billeder af nedskæringer og fattigdom – unge uden arbejde, stadig flere hjemløse, familier og ældre der blev sat på gaden.
Som reaktion herpå samledes over 50.000 demonstranter den 15. maj 2011 på Puerta del Sol, en af Madrids største pladser, og mangetusinder andre gik på gaden i Barcelona, Granada, Santiago de Compostela og mange flere steder. For unge mennesker blev politik påtrængende og personlig fra den ene dag til den anden.
Et par dage senere fløj jeg fra Paris til Madrid. Mange af mine venner camperede på Puerta del Sol, og jeg sov på gaden sammen med dem i to nætter. Der var mennesker i alle aldre, hvoraf mange ikke havde noget tidligere ideologisk eller politisk engagement. Denne rå populistiske stemning gjorde stort indtryk på mig. Det virkede, som om Spaniens forstenede politiske system kunne brydes op gennem ren og skær kollektiv vilje. Energien var berusende, når folk, der ikke kendte hinanden, til sent ud på natten diskuterede, hvordan man kunne genopbygge demokratiet fra bunden. Jeg sprang nogle af mine timer over resten af semesteret. Men til sidst måtte jeg vende tilbage til mine studier.
De protesterende begyndte at organisere sig i forskellige sektorer og forsvare sundhed, boliger og arbejderne. Min mor var så påvirket af billederne af mennesker, der blev sat på gaden, at hun begyndte at deltage i møder om en boligreform. Min far fortalte mig, at nogle af professorerne på hans universitet hviskede om at oprette et nyt parti, der kunne bringe 15-M's ideer til stemmeurnerne. I januar 2014 grundlagde Pablo Iglesias Podemos, og jeg meldte mig straks ind. I praksis betød det, at jeg blev medlem af en Podemos círculo i Paris. Vi var omkring 50 medlemmer, herunder nogle ældre eksilspaniere, unge mennesker fra Spanien og Frankrig samt franske journalister og aktivister. Vi mødtes i en bar på venstre bred.
Det romantiske ved Podemos var, at så mange unge pludselig engagerede sig i politik, fordi partiets budskaber føltes mindre som bare ord og mere som sund fornuft. Vi troede pludselig på, at vi havde del i fremtiden. Før det var den spanske venstrefløj blevet defineret i opposition til frankismen – men Iglesias sagde, at vi ikke engang skulle snakke om venstre eller højre. I stedet talte han om folket og de økonomiske eliter – og insisterede på, at offentlig sundhed og garanteret bolig ikke var radikale idéer. Der var ingen som os i Europa i denne periode – før Syriza kom til magten i Grækenland, før La France Insoumise. I maj 2014 chokerede partiet alle ved at vinde fem ud af 54 pladser i Europa-Parlamentet.
Den sommer blev jeg técnico eller rådgiver for to af de deputerede i Bruxelles. Inden min første dag havde Podemos undergået en udvikling, der overgik alle parodier på venstrefløjens splittelse, og var allerede brækket midtover over spørgsmål om politisk strategi. Skulle vi differentiere os fra socialisterne eller forsøge at nå til enighed med dem? Der opstod to store fraktioner: Den ene under ledelse af Iglesias argumenterede for, at Podemos skulle alliere sig med den traditionelle venstrefløj, mens den anden under ledelse af Íñigo Errejón, partiets første kampagneleder, pressede på for en »populistisk« tilgang, der ikke allierede sig med noget traditionelt arbejderparti. Vores parlamentsmedlemmer var fra begge sider, og nogle af de ansatte, der holdt med den ene eller den anden fløj, ville ikke engang tale med hinanden i kantinen.
Jeg brugte timer på at studere rapporter om emner, der spænder fra medicinsk marihuana og geopolitik til landbrugsskadedyr i Sydeuropa. Vi var en ung, uerfaren gruppe, men ivrige efter at gøre tingene rigtigt. Som de fleste på vores alder havde vi aldrig haft »rigtige jobs« eller ejet huse, men pludselig arbejdede vi side om side med erfarne statsmænd. Vi kom ind i parlamentet, når dørene åbnede kl. 8.30, og gik langt efter midnat, efter at have gennemgået de hundredvis af ændringsforslag, vi havde indsendt til hver eneste rapport, der passerede vores hænder. Vi svingede voldsomt mellem at føle os guddommelige og at indse, hvor lidt vi vidste om at få tingene gjort i EU's eneste direkte valgte institution.
Det var ikke mange af vores kolleger i Bruxelles, der var kommet ind i politik på samme måde som os – ved at banke på døre, lave valgkampagner og protestere – men mange var tydeligvis velinformerede, og vi havde meget at lære af dem. Noget af det, vi lærte, var, at man begynder at drive politik med følelser, men at man skal omdanne disse til handling.
Iglesias, den unge professor med hestehale, der blev et kendt navn gennem tv-debatter, var en helt ny type spansk politiker. Han kombinerede sofistikeret strategisk tænkning med en intuition for at skabe kontakt til de masser, der var blevet indignerede – »Indignados« var et andet navn for 15-M – over ulighed og nedskæringspolitik. Hans ledelsesstil blev betingelsen og begrænsningen for vores projekt.
Cirka et år efter jeg vendte tilbage til Spanien, trådte Iglesias i marts 2021 pludselig tilbage som anden vicepremierminister, efter at han var kommet til den konklusion, at det var afgørende for ham at sikre partiets overlevelse i Madrids regionalvalg. Han erklærede, at en venstrefløjsalliance endelig kunne gøre en ende på det konservative Folkepartis årtier lange styre i regionen. Hans satsning var stort set en fiasko: Han formåede at øge partiets antal mandater i Madrid, men med kun 7 % af stemmerne nåede han langt fra sit mål om at bringe venstrefløjen til magten. Som følge heraf trådte han også tilbage fra ledelsen af Podemos efter at have foreslået, at vores venstrefløjskoalition skulle fortsætte under ledelse af arbejdsminister Yolanda Díaz. Selvom Díaz havde været medlem af kommunistpartiet siden sin ungdom, var hun mindre kompromisløs og mere villig til at forhandle end Iglesias, hvilket hun havde vist ved at indføre beskyttelse af arbejdstagere under pandemien. Podemos var på vej ind i en ny æra.
I juni 2021 udpegede generalsekretær Ione Belarra mig til partisekretær – reelt den tredje højeste position i Podemos. Nu var det mig, der forhandlede om de lister over personer, vi stillede op til valg, og som styrede vores aldrig kedelige relationer til andre politiske organisationer og medierne.
Mit nye job krævede, at jeg skabte forbindelse mellem vores splittede regionale afdelinger og den nationale ledelse. Men hvad Podemos værdsatte langt mere end organisation var kommunikation – eller måske ville »sendetid« være mere præcist. Vores ledere var, ligesom Syrizas, dybt påvirket af den argentinske politiske teoretiker Ernesto Laclau, der argumenterede for, at populistiske bevægelser kunne undgå at opbygge traditionelle partistrukturer ved udspekuleret brug af medierne. Den idé var naturligvis fristende: hvorfor investere i det langsommelige organisationsarbejde, når man kunne nå ud til millioner gennem fjernsynet? Men der var en faldgrube, som vi ikke rigtig så på det tidspunkt: man kunne vinde magten gennem sendetid, men man kunne ikke regere med den. Og måske var vores egen ændring fra opkomlinge til magthavere sket for hurtigt til, at vores ledere kunne tage vores succes til sig.
Kort efter jeg var tiltrådt min nye stilling, foreslog en partiansat, at vi simpelthen kunne lukke alle lokale afdelinger og omdanne Podemos til et parti med kun ti stærke, nationale ledere. Det havde ingen gang på jorden, og jeg kunne næsten ikke tro, at en person så højt oppe i Podemos faktisk gik ind for sådan noget, men hans holdning var typisk for et parti, der grundlæggende ikke var interesseret i struktur – i det kedelige arbejde med at opbygge lokale afdelinger, uddanne organisatorer, afholde regelmæssige møder og vedligeholde den infrastruktur, der holder et parti i live mellem valgperioderne.
Vi havde heller ikke registreret, hvordan vores base var ved at ændre sig. Podemos' oprindelige styrke var, at det fik hundredtusinder af mennesker ud af deres apati og ovenikøbet tiltrak tilhængere i andre lande. Men i 2020erne var den vigtigste erfaring med at arbejde i Podemos, at den politiske debat var aftagende, og den interne paranoia voksende.
I juli 2022 tiltrådte jeg som statssekretær for Agenda 2030 i socialministeriet. Men Podemos var ved at gå i opløsning. Selvom Iglesias havde håbet, at Díaz ville overtage Unidas Podemos, vores bredere venstrefløjskoalition, havde hun andre planer. Samme måned, som jeg tiltrådte ministeriet, lancerede hun en ny progressiv koalition ved navn Sumar for at præsentere vælgerne for et nyt ansigt uden den nu betydelige bagage, som Podemos slæbte rundt på. Dette blev fremstillet som en måde at bevare en venstrefløjs tilstedeværelse på i regeringen, men det risikerede at gøre Podemos irrelevant. Truslen syntes at motivere Iglesias, trods hans nominelle fratræden som leder af Podemos i 2021. (I virkeligheden var han konstant tilstede i de spanske medier, hvor han næsten dagligt kom med politiske kommentarer i radio- og tv-programmer, ofte forud for partiets officielle holdninger og satte dermed i virkeligheden vores dagsorden – for ikke at tale om hans allestedsnærværende deltagelse i gruppechats.)
Et par måneder senere besluttede han at holde en tale, hvor han modsatte sig Díaz' nye alliance, og spurgte, om jeg kunne samle en menneskemængde på 40.000. Det var umuligt. På det tidspunkt kunne vi måske have mobiliseret 2.000, hvis vejret var perfekt. Hvorfor forstod han ikke, at Podemos ikke længere var et parti, der kunne samle 40.000 mennesker til en hvilken som helst begivenhed, endsige en begivenhed, der handlede om en yderligere splittelse på venstrefløjen?
Kritik udefra ramte os også. På bare få år havde Podemos været udsat for så mange falske angreb – beskyldninger om korruption, brug af konti i skattely, modtagelse af penge fra Iran og Venezuela – at mange medlemmer mistede deres oprindelige idealisme. Den kampvillige holdning, der engang havde gjort min tabloid-skandale til valgkamp-brændstof, havde sine begrænsninger. Der blev snart rejst alle mulige former for retssager mod næsten alle vigtigere Podemos-personer – mange af dem var opdigtede og falske, men alligevel udmattende. Flere år i træk med politik i en tilstand af permanent beredskab skubbede os mod venstrefløjens traditionelle komfortzone: offerrollen.
I foråret 2023 stod det klart, at Podemos ikke længere styrede Unidas Podemos, som havde dannet en koalitionsregering med PSOE i 2019, og vi blev tvunget til at forhandle med Díaz. I juni accepterede Podemos en aftale, der ville have været utænkelig for bare få år siden, og sluttede sig til Sumar-koalitionen. Den nye magtbalance var smertefuld, og vores kandidater stod længere nede på listen, end nogen havde forventet. På trods af min voksende desillusionering fokuserede jeg på at fuldføre alle de opgaver, jeg fik tildelt. Og da Podemos formåede at vinde fem af Sumars 31 pladser ved valget i juli 2023, var en af dem min.
Da Pedro Sánchez skulle danne sin tredje regering, måtte han skabe en koalition med Sumar, ikke med Podemos. Den almindelige opfattelse var, at Podemos ikke længere skaffede stemmer, så partiets tilstedeværelse burde reduceres. Trods dette blev der gjort forsøg på at række hånden ud, f.eks. med tilbud om at inkludere nogle Podemos-medlemmer, herunder Nacho Álvarez og Ione Belarra, i det nye kabinet. Podemos havde imidlertid besluttet, at vores ufravigelige krav var, at Irene Montero skulle forblive som ligestillingsminister. Den 35-årige kvinde var uden tvivl partiets mest synlige figur, trods striden om en lov om samtykke fra 2022, som hun var initiativtager til, og hun var også blevet vores de facto leder. PSOE nægtede at lade hende blive på posten, og Podemos blev helt udelukket fra det nye kabinet. Det var vendepunktet, der konsoliderede vores nye oppositionsstrategi. Et par måneder senere brød vi også med Sumar.
Både Belarra og Montero måtte forlade deres ministerposter, og de holdt begge vrede, ligefremme taler: Podemos-kollegerne havde handlet på en »bekymrende og foragtelig« måde, sagde Montero, mens Belarra sagde, at vores modstandere havde »forsøgt at ødelægge os, men det kunne de ikke, og det eneste, de har opnået, er at gøre os stærkere«. Denne partilinje lød nu hul. På mindre end et årti var Podemos blevet et parti, der frygtede verden og faktisk også frygtede sit eget land. Hvordan kunne det ske?
Vi var holdt op med at tale med folk. I stedet for at vise vælgerne, at Podemos stadig kunne lave politik – ved at kæmpe for vores vælgeres interesser – besluttede vi at stemme imod eller true med at stemme imod alt, hvad Sánchez' regering foreslog. Dette omfattede tilsyneladende spørgsmål, der var centrale for partiet, såsom rettigheder for arbejdsløse. Og selv det kunne have virket, hvis vi havde forklaret vælgerne, at vi bevidst blokerede, fordi vi havde en plan – men det havde vi ikke.
Vi var begyndt at tale med spøgelser. Fascismens konstante, truende tilstedeværelse og jagten på indre fjender gjorde politik til en øvelse i blind loyalitet. Konspirationsteorier var udbredte, og vi gav journalister og medier skylden over en bank til det punkt, hvor vi åbent erklærede, at det var bedre at have vælgere, der slet ikke læste nyheder. Medierne var ikke længere et redskab, men en fjende.
I løbet af vores korte tid ved magten opnåede vi nogle konkrete politiske og lovgivningsmæssige succeser, herunder en bedre mindsteløn, en progressiv lov om dødshjælp, forbedret adgang til abort og arbejdstagerrettigheder samt en hotline for vold i hjemmet. Men jeg følte, at måden, vi forlod magten på, overskyggede disse sejre.
Den enkleste måde at beskrive, hvad der skete i disse sidste måneder, er måske, at jeg mistede interessen. Pludselig føltes de sidste ni år meget lange; jeg følte mig meget ældre end mine venner, selv om jeg var en af de eneste, der stadig var ugift og uden børn. Selvom jeg havde lært så meget i en organisation, der havde bidraget til at omdefinere Europa efter finanskrisen, var jeg også blevet hårdere og mere kynisk og var kommet til at føle en vis forventning om politisk forældreløshed.
Men politik tilhører ikke os. Den tilhører alle dem, hvis liv formes af den. Og én ting vidste jeg med sikkerhed: Ingen bør blive i politik alene af frygt for at miste sin plads.
Derfor meddelte jeg i januar 2024 i en alder af 31 år min tilbagetræden. Hele min erklæring blev offentliggjort på X: »At sige farvel er svært og trist. Jeg forlader mine politiske ansvarsområder og også min plads som parlamentsmedlem. Tusind tak til Podemos-aktivisterne og til de mennesker, der har vist mig tillid gennem disse år.«
Jeg holdt det kort, fordi jeg tænkte på alle dem, der stadig støttede et projekt, jeg ikke længere troede på. Jeg troede, måske naivt, at min tavshed – om de interne stridigheder, personlighedskonflikterne, den måde vi havde forrådt nogle af vores grundlæggende principper på – ville beskytte dem. Men næsten to år senere er det muligt at reflektere med en vis afstand, og jeg tror, det er vigtigt at gøre det, om ikke andet så for at efterlade et spor til fremtidige politiske iværksættere.
Når jeg ser tilbage, står det klart, at Podemos aldrig rigtig ønskede at være et parti, endsige et bedre parti. Fra begyndelsen mente partiets ledere, at partier var forældede, og at sociale bevægelser var den egentlige drivkraft bag politisk forandring. Med udgangspunkt i disse præmisser var det bedste, vi formåede at skabe, et onlineparti – et parti, der lød nyt, men som arvede mange gamle unoder og ikke formåede at indføre nogen meningsfuld organisatorisk fornyelse. Alligevel ville jeg ønske, at vi havde prøvet hårdere – eller måske at vi kunne prøve igen med den viden, vi har i dag.
Jeg har ingen planer om at vende tilbage til politik. For at gøre det skulle jeg være sikker på, at jeg havde lært nok til at gøre tingene bedre – og at jeg igen kunne stole så meget på et projekt, nok til at tro på det. Ingen af disse betingelser er i dag opfyldt.
Partipolitik er ikke perfekt og er krævende, men jeg mener stadig, at partier er livsnerven i parlamentariske demokratier. Nyere projekter som Your Party i Storbritannien søger at udløse lignende venstrepopulistiske oprør mod de forstenede etablissementer i deres lande. Men hvis de ikke opbygger den organisatoriske kapacitet og det interne demokrati, som vi forsømte, kan jeg ikke se meget fremtid for dem. Og de må aldrig holde op med at tale med deres tilhængere. Når folk begynder at føle, at deres deltagelse ikke betyder noget, glider de væk. Podemos forandrede Spaniens topartisystem – det er ubestrideligt. Men reel politik handler om at skabe noget, der er holdbart nok til at overleve ens eget oprør.
Mit liv er meget roligere nu. Jeg læser, skriver og underviser i international relationsteori på Sciences Po i Paris. Jeg underviser ikke i noget, jeg henter fra min personlige erfaring, selvom mange studerende er nysgerrige efter at høre om Podemos' tidlige år. Når folk spørger mig, hvad der skete med partiet, siger jeg normalt, at dets ledere har andre interesser. Efter at have trukket sig i 2021 lancerede Iglesias et medie, der blev hovedvåbnet i hans aktivisme – selvom det ikke ville have givet mening uden Podemos. Han åbnede også en bar i Madrid. Han bad om crowdfundede vælgerbidrag til baren, som ifølge ham var et sted, hvor man kunne kæmpe mod fascismen. Íñigo Errejón blev Sumars talsmand, men forlod i oktober 2024 politik efter beskyldninger om seksuelle overgreb.
Da jeg fortalte mine nærmeste, at jeg havde planer om at sige op, opfordrede nogle af dem mig til ikke at gøre det. Min far gentog hele tiden det samme: »Når du først forlader politik, lader de dig aldrig komme tilbage.«
Jeg er ikke i tvivl om, at det var sandt på hans tid. På en måde var det en klassisk generationskonflikt om huller i ens CV. Men det afspejler også, hvordan politik for hans samtidige næsten var en religion. Jeg mener, at tingene bør være anderledes nu. Jeg ved, at min far forsøgte at beskytte mig. Men jeg huskede også, at hvis man ser bort fra den svimlende beslutning, var det hjemme, jeg først lærte, at institutionaliseret politik er noget, man passerer igennem, ikke et bestemmelsessted. Jeg mener stadig, at alle på et eller andet tidspunkt i deres liv bør have mulighed for at engagere sig i politik. Men politik bør netop være det: en scene, ikke et livslangt projekt. Vi må vide, hvornår vi stadig kan bidrage – og hvornår det er på tide at lade andre tage føringen.