Krig forstærker klimakrisen
Ikke blot de igangværende krige, men også den stigende oprustning har negative konsekvenser for klima og miljø.
Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion.
Krig koster ikke kun menneskeliv og medfører massiv ødelæggelse, men øger også klima- og miljøudfordringerne. Både forberedelse til og udførelse af krig såvel som genopbygning efter krig medfører en omfattende udledning af CO2 samt forurening af jord og vand med kemikalier og andre giftstoffer.
Hvor meget krigsførelse, øvelse i krig og drift af militæret globalt belaster klimaet findes der ikke en samlet opgørelse over. Militærets udledninger af CO2 indgår stort set ikke i landenes indberetninger til FN´s klimaorgan. På foranledning af USA blev det ved vedtagelsen Kyoto-protokollen i 1997 besluttet, at de militære udledninger ikke skulle indregnes. De indgår heller ikke i Paris-aftalen og er heller ikke senere blevet en del af landenes opgørelser, selv om over 300 NGO´er i en appel ved COP27 i 2022 opfordrede til, at de militære CO2-udledninger ikke mere skulle undtages fra FN´s klimaaftaler. Lande kan dog frivilligt indrapportere udledninger fra deres militær, hvilket dog kun fire lande gjorde i 2023. Blandt disse lande var ingen af de 25, der bruger flest penge på militær.
Nogle lande opgør i et vist omfang militærets udledninger, heriblandt Danmark. Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse opgør hvert år, hvor meget CO2 der bliver udledt på Forsvarsministeriets område – herunder militæret. Af klimaregnskabet for 2020 fremgår det, at der på Forsvarsministeriets område blev udledt 230.000 ton CO2 i 2020. Dette tal omfatter dog ikke udledninger ved forsvarets operationer uden for Danmark. Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse vurderer nemlig, at “op imod en sjettedel af Forsvarsministeriets udledning, som følge af anvendelse af drivmidler, foregår uden for Danmarks grænser og dermed ikke er omfattet af de danske reduktionsmål”, oplyste daværende forsvarsminister Morten Bødskov i et svar til Folketinget i marts 2022.
Af svaret fremgik også, at det ikke vil være ”muligt at vurdere Forsvarets klimaaftryk frem mod 2030”, da det ikke indgik i det nationale kompromis om oprustning af det danske forsvar. Det vides dog, at de nye F-35-kampfly bruger 60 procent mere brændstof og udleder 60 procent mere CO2 pr. flyvetime end de F-16-fly, som de afløser og som står for omkring en fjerdedel af forsvarets udledninger. ”De nye F-35 flyver ikke på grøn energi”, konstateres det i en rapport fra det af regeringen i 2021 etablerede klimapartnerskab på forsvarsområdet med repræsentanter for forsvaret, Dansk Industri og Dansk Erhverv samt leverandører af udstyr og materiel til forsvaret. Partnerskabet skulle undersøge, hvilke klimavenlige løsninger der er under udvikling på forsvarsområdet samt hvilke civile, grønne løsninger, der kan bruges i forsvaret.
Ifølge rapporten udgør det danske forsvars CO2 -udledninger cirka en halv procent af Danmarks samlede udledning. 82 procent stammer fra drivmidler i særligt søværnet og flyvevåbenet, 15 procent stammer fra bygninger og de sidste cirka 2 procent fra tjenesterejser med videre.
Rapporten slår også fast, at ”en grøn omstilling af forsvarsområdet vil kræve betydelig finansiering. Finansiering som alternativt kunne være brugt til at erhverve operative kapaciteter. Derfor vil der være behov for en ressource- og prioriteringsdebat, som bl.a. må berøre ambitionen, implementeringstakten og evt. nye former for finansiering”. Det understreges, at ”den grønne indsats skal gå hånd i hånd med vores kerneopgave. Indsatsen skal understøtte og ikke begrænse den operative opgaveløsning”. CO2-udledning i forbindelse med forsvarets aktiviteter uden for Danmark vil ikke være omfattet af danske reduktionsmål, oplyste daværende forsvarsminister Morten Bødskov i et svar til Folketinget om dansk militærs CO2-udledning. Når danske militære enheder med tungt materiel udstationeres i for eksempel Letland, vil denne aktivitet derfor formodentlig ikke være underlagt reduktionsmål.
Siden rapporten udkom, er det politiske fokus på forsvaret øget med krav om markant flere midler til oprustning. ”Køb, køb, køb”, lød parolen fra statsminister Mette Frederiksen. Og det danske forsvar er da også gået i gang med indkøb af forskellige nye våbensystemer, hvoraf det første er blevet leveret af en norsk våbenproducent op til jul. Udover denne julegave til hæren bestilles der flere F35-jagerfly til luftvåbnet og anskaffes flere fregatter til flåden. Der bliver ikke i denne indkøbsrus sagt mange ord om grøn omstilling. Så sandsynligheden er steget betragteligt for, at rapporten får ret i sin forudsigelse om, at vi ser ”ind i en tid, hvor potentiel udledning kan blive større, end den har været”.
Omfattende udledninger fra militære aktiviteter
Og udledningerne fra også andre landes militær og ikke mindst det amerikanske skønnes at være ganske store. En gruppe amerikanske og britiske forskere vurderer i en rapport med titlen Hidden Carbon Costs of the ‘Everywhere War’, at det amerikanske forsvar er verdens største enkeltudleder og ville være blandt verdens 50 største CO2-udledere. De samlede udledninger fra alle landes militær svarer efter forskernes opfattelse til en placering som den fjerdestørste CO2-udleder i verden.
Det amerikanske militær bruger mere flydende brændstof og udsender flere klimaændrende gasser end de fleste mellemstore lande. Hvis det amerikanske militær var et land, ville dets brændstofforbrug alene sikre en 47. plads mellem Peru og Portugal på listen over verdens største udledere af drivhusgasser. I 2017 købte det amerikanske militær cirka 269.230 tønder olie om dagen og udledte mere end 25.000 kiloton CO2 gennem afbrændingen af brændstoffer.
Det amerikanske militær er selv klar over, at dets aktiviteter bidrager til klimaproblemerne. En underafdeling kaldet the US Defense Logistics Agency – Energy (DLA-E) inden for logistikenheden har haft fokus på de klimabelastende konsekvenser af militære CO2-udledninger med oversvømmelser, orkaner, tørke og andre følger, der også har konsekvenser for militære operationer, men også skabe spændinger og konfliktsituationer.
Der er blevet gjort forsøg på grøn omstilling inden for USA's militær, der dog fortsat er den største enkeltstående forbruger af fossile brændstoffer og er fastlåst på en afhængighed af disse energiformer i størsteparten af sit materiel og udstyr både til lands, vand og i luften. Med præsident Trumps store begejstring for olie og benzin og forkastelse af vedvarende energi er der næppe udsigt til, at der vil ske en grøn omstilling af det amerikanske militær.
Der er heller ikke udsigt til, at USA vil beskære sit militær, men tværtimod fortsat vil bruge flere penge på militær end de syv lande, der ellers følger efter på militærbudgetternes størrelse, heriblandt lande som Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig, selv om disse lande også opruster ligesom blandt andet Polen, Tyskland og Danmark. De militære aktiviteter er stigende næsten overalt på kloden og dermed også trykket på klima og miljø.
Ikke blot på den logistiske front, men også af militær træning og manøvrer samt ikke mindst egentlige krigshandlinger belastes klimaet. I flere tusinde år og helt frem til første verdenskrig foregik krig til fods og på hest på landjorden og med årer og sejl på havet, men op til og under Anden Verdenskrig blev krigen motoriseret og industrialiseret baseret på energikrævende, fossilt drevet materiel i både hær, flåde og luftvåben, hvilket indebar stor mobilitet og massiv ildkraft – og dermed stærkt forøget mulighed for at ramme såvel militære som civile mål langt inde på modstanderens jord.
Ødelæggelse og genopbygning
Krige har altid medført ødelæggelse af byer – både boliger, virksomheder, offentlige bygninger og infrastruktur. Englændernes bombardement i 1807 af København førte til hel eller delvis ødelæggelse af knap 2.000 huse, så store dele af hovedstaden lå hen i ruiner og først ad åre blev genopbygget. Noget lignende i blot mindre skala gjorde sig gældende ved den prøjsiske hærs bombardement af Sønderborg i 1864.
De helt store ødelæggelser af byer fandt dog først sted under Første og især Anden Verdenskrig, hvor også store landbrugs- og naturområder led stor skade og var mere eller mindre svedet af. Med massiv indsættelse af bombefly lagde Tyskland i begyndelsen af Anden Verdenskrig store dele af først Warszawa og derefter Rotterdam og London øde ligesom efterfølgende også Stalingrad, mens britiske og amerikanske bombefly i de sidste måneder af krigen tæppebombede Dresden, Berlin, Hamburg samt flere andre tyske byer med omfattende brug af brandbomber.
De mange brændende bygninger sendte store mængder af CO2 ud i atmosfæren, men ikke nok med det. Forskere ved universitetet i Zürich har beregnet, at brandbombning af byer med flere hundrede tusinder indbyggere skaber direkte udledninger på 10-20 millioner CO2 svarende til de årlige udledninger fra et mellemstort land. Oprydning og nedrivning af ruinerne såvel som genopbygning eller opførelse af nyt byggeri har også været belastende for klimaet.
Det samme forskerteam har beregnet, at de indirekte udledninger ved genopbygning af 50.000 bygninger vil komme op på 10 millioner tons. For hurtigt at få opført nye boliger efter Nazitysklands undergang blev mange af disse i både Vest- og Østtyskland bygget i beton – som såkaldt plattenbau – og er mange steder nedrivningsmodent eller trænger til en omfattende renovering. Begge dele vil dog forårsage betydelige CO2-udledninger og derfor være klimabelastende. Både nedrivning af og opførsel af cementkonstruktioner udleder store mængde af CO2.
Også i krige udført rundt om i verden siden 1945 er bebyggelse i forskelligt omfang blevet ødelagt med klimamæssige konsekvenser – ikke mindst i de seneste år hvor antallet af krige rundt om på kloden har været stigende. I 2023 blev der registreret 59 igangværende væbnede konflikter på verdensplan, hvilket er det største antal siden 1946 med over 33.000 af FN registrerede civile dødsfald til følge og store materielle ødelæggelser. Mest voldsomst går det for sig i de for tiden førte krige i Ukraine og Gaza, hvor tusindvis af bygninger smadres eller går op i røg.
Ni ud af ti boliger ødelagt i Gaza
Uhyre massive er ødelæggelserne i Gaza, hvor meget store dele af alle former for bygninger er jævnet med jorden såvel boliger som skoler, hospitaler og andre offentlige institutioner. 92 procent af skolerne er jævnet med jorden ligesom også 92 procent af boligerne, så langt hovedparten af indbyggerne er boligløse. 61 procent af hospitalerne er totalskadet, og de øvrige hospitaler samt sundhedsklinikker er skadet i forskelligt omfang. Ikke mange bygninger står tilbage i Gazastriben.
Smadringen af bygninger foregår ikke kun ved krigshandlinger, bombardementer fra luften, med artilleri eller kampvogne. Endnu ikke ødelagte huse bliver også jævnet med jorden af bulldozere, der med inspiration fra lignende aktioner på Vestbredden, sættes systematisk ind. Mindre grupper af soldater sætter også ild til forladte boliger som spontan vandalisme efter først at have smadret al inventar. Disse hændelser er beskrevet i en dokumentar med titlen Breaking ranks: Inside Israel's war, hvor israelske soldater fortæller om disse overgreb og mulige krigsforbrydelser – nogle med stolthed og andre med afsky.
En gruppe forskere fra USA og Storbritannien har beregnet, at der i løbet af de første 60 dage af Israels krigsførelse med indsættelse af jetfly, artilleri, raketter og missiler imod Gaza blev udledt 281.000 tons CO2 svarende til de årlige udledninger fra 20 forskellige mindre lande og territorier, eller lige så meget som 400.000 indbyggere i Belize udleder på et år. Hvor store de samlede CO2-udledninger er nået op på nu efter mere end to års krig med kun få pauser under to våbenhviler, er der ikke kvalificerede beregninger af, men kan formodentlig forsigtigt skønnes at være på mindst 3 millioner tons - og sandsynligvis væsentligt højere på grund af det israelske militærs eskalerende destruktion af bygninger og infrastruktur i Gaza.
Oveni kommer så CO2-udledninger forårsaget af betoninfrastrukturer opført at både Israel i form af den såkaldte jernmur og af Hamas i form af et omfattende tunnelsystem. Disse konstruktioner er af forskergruppen beregnet til i alt at udgøre 450.000 tons CO2 svarende til udledninger fra 33 lande og territorier. Dertil skal så lægges de udledninger, der vil være ved oprydning og nedbrydning af de tusindvis af ødelagte bygninger og opførelse af nye over en periode på op imod en snes år. Det er svært at forudse, hvor store udledninger genopbygningen vil medføre; men forskergruppen skønner, at det vil dreje sig om 30.000.000 tons CO2.
175 millioner tons CO2 udledt på to år i Ukraine
Krigen i Ukraine medfører også destruktion af bygninger og infrastruktur. Dels i kampzonerne i de østlige områder, hvor kamphandlinger efterlader bygninger og nogle steder hele bydele som ruinhobe. Beregninger foretaget af Lennard de Klerk fra Initiative on GHG Emissions of War anslår, at der i krigens to første år har været udledning af 175 millioner tons CO2, hvilket er mere end de årlige drivhusgasudledninger fra et land som Belgien. 29 procent heraf hidrører fra selve krigsførelsen og 13 procent fra krigsskabte brande i landskabet, mens en tredjedel opstår i forbindelse med den løbende genopbygning. Efter yderligere over halvandet års fortsat krig kan udledningerne formodes at være nær på fordoblet og fortsat øges, da der ikke umiddelbart et hverken en fredsløsning eller blot våbenhvile i sigte.
Relativt set er skaderne i det arealmæssigt langt større Ukraine mindre end i Gaza, hvor der stort set er tale om totalødelæggelse, mens det i Ukraine i højere grad er enkeltbygninger og installationer, der rammes og ødelægges helt eller delvist. I Gaza skal derfor næsten alt genopbygges fra grunden efter fjernelse af de ruiner, der står tilbage, mens det i Ukraine – og i de russisk okkuperede områder – formodentlig vil være en kombination af nyopførelse og reparation af beskadigede ejendomme. Men destruktionen af så store dele af bygningsmassen i begge lande og den nødvendige reetablering af bygninger og infrastruktur vil medføre store CO2-udledninger og øge klimabelastningen. Samme negative konsekvenser får den eskalerende oprustning rundt om på kloden, herunder i Europa.
Øget oprustning og lempede miljøregler
Foranlediget af et krav fra Donald Trump i hans første præsidentperiode om et øget forsvarsbidrag fra de europæiske NATO-lande og Lissabontraktatens formuleringer om udvikling af en forsvars- og sikkerhedspolitik i EU har EU i koordinering med NATO indledt en genoprustning af Europa – ”Rearm Europe” – med tilskud til udbygning af forsvarsindustrien og øget våbenproduktion. Oprustningen er forstærket efter Ruslands invasion af Ukraine, hvilket også har været begrundelsen for at iværksætte en større våbenproduktion i Danmark kombineret med et øget samarbejde mellem forsvar, forskningsinstitutioner og våbenproducenter. I Sæby genåbnes en ellers nedlagt krudtfabrik, og i Vojens etableres en fabrik til produktion af brændstof til ukrainske missiler.
Dansk våbenproduktion vokser
Dansk våbenproduktion forventes at vokse stærkt i fremtiden og to- til tredobles de kommende år ifølge forventningerne i Dansk Industri (DI), og den årlige våbenmesse i Ballerup i august havde da også flere udstillere end tidligere – også fra Danmark. Også de årlige våbenmesser i London har oplevet stærkt stigende interesse med over 1500 udstillere de seneste par år. Ordrer kommer hurtigt i hus, og – som det blev bemærket af en repræsentant for DI på messen i 2023 - er det ikke længere de udstillende virksomheder, der kæmper om at få ordrer, men regeringerne som kæmper om at få lov til at afgive ordrer.
Der sættes da også i disse år rekordmange penge af til militær oprustning, som i 2024 ifølge data fra Det Svenske Fredsforskningsinstitut i 2024 globalt var på 2.7 trillioner dollars. Og EU hæver sit forsvarsbudget i den indeværende fireårige budgetperiode med 123 procent. Såvel danske våbenproducenter som det danske forsvar har de seneste år mødt talstærkt op på messen i London for at kunne være med i kapløbet om våbenkøb.
Virksomheden Terma har på en fabrik i Grenaa allerede i årevis produceret komponenter til først F16- og nu også F35-jagerfly, ligesom virksomheden Weibel beliggende på en landejendom i en årrække har produceret blandt andet radarudstyr, der i dag også skal kunne bruges til at opdage og derved afværge droneangreb. Derfor testes droner også på virksomhedens område i Hørsholm til gene for naboer, der i 2023 klagede til kommunen over høj støj og kraftig belysning fra testområdet, der ligger i landzone.
Hørsholm Kommune erklærede derfor efter inspektion af grunden i oktober testområdet for ulovligt, da etablering af et sådant testområde kræver en såkaldt landzonetilladelse, hvis der opføres konstruktioner og bygninger. Og det er ifølge kommunen sket uden indhentelse af nødvendig tilladelse. Derfor udstedte kommunen et påbud om at fjerne hovedparten af de etablerede konstruktioner og bygninger. Ved et besøg på grunden konstaterede kommunen tillige, at der var igangsat yderligere aktiviteter i form af yderligere to testområder samt en vejrstation og et GPS-anlæg. En ansøgning til kommunen var afsendt, men endnu ikke færdigbehandlet. Derfor krævede kommunen også denne aktivitet standset og de fysiske installationer fjernet. Hvis ikke ville sagen blive overdraget til politiet, hvilket er sket, da virksomheden ikke overholdt de af kommunen fastsatte frister for lovliggørelse.
Som modtræk har virksomheden henvendt sig til Forsvarsministeriet med håb om, at testcenteret kan lovliggøres og udvides med de to nye testområder samt hegn og lys hele vejen rundt om grunden. I kraft af en lov vedtaget i foråret 2025 kan ministeriet nemlig dispensere fra en lang række love, hvis det tjener nationens forsvar og beredskab. Med den begrundelse kan der ses bort fra miljøloven, planloven og naturbeskyttelsesloven, hvis der for eksempel skal bygges en ny våbenfabrik eller foretages udvidelse af militære installationer. Ifølge loven kan en minister overtage kompetencen fra en kommune og give dispensationer til projekter. Det vil betyde, at sager kan afgøres hurtigere. I næste instans kan en minister beslutte, at regler på plan- og miljøområdet tilsidesættes for et konkret byggeri eller en konkret aktivitet på forsvarsområdet.
Loven ligger på linje med EU´s dereguleringspolitik, der med afsæt i blandt andet Draghi-rapporten fra sidste efterår består i at lempe eller fjerne regler, der opfattes som byrder for erhvervslivet. Det gælder også våbenproducenterne. I foråret 2025 afholdt EU-Kommissionen en høring om forenkling af reglerne for våbenproduktion. På høringen, hvortil kun repræsentanter for våbenindustrien deltog, var der enighed om blandt andet at undtage våbenproducenterne fra en række miljøkrav samt slække på reglerne for våbeneksport. Våbenindustriens interesser varetages af erhvervsorganisationen Aerospace and Defense Industries Associattion of Europe (ASD), men også en række regeringer presser over for EU-Kommissionen på for at lempe regler vedrørende våbenproduktion.
Weibels henvendelse til Forsvarsministeriet bliver en første afprøvning af, hvordan den danske lov i praksis kan fortolkes og eventuelt blive taget i anvendelse. Den gælder indtil udgangen af 2028 og blev vedtaget med et bredt flertal i Folketinget, men skabte en betydelig debat. En del naboer til både krudtfabrikken i Sæby og til brændstoffabrikken i Vojens ret tæt på flyvestation Skødstrup, der er base for F13-jagerne, var bekymrede. Udover frygt for at være potentielle bombemål var de også nervøse for de miljømæssige konsekvenser af disse installationer. Begge fabrikker er kemiske fabrikker, der i værste fald kan springe i luften med alvorlige konsekvenser for omgivelserne, som det var tilfældet, da en fyrværkerifabrik i Seest i 2004 sprang i luften, har nogle borgere peget på. Men også udsivning af farlige kemiske stoffer til jord og vandløb kan være en risiko fra såvel denne type virksomheder som fra flybaser, kaserner, værksteder og depoter. Sporene fra fortidens militære oprustning skræmmer.
Stor udfordring med oprydning efter militærets forurening
Oprydning i forbindelse med nedlæggelse eller omlægning af militære installationer i 1990´erne som led i nedrustning efter Sovjetunionens sammenbrud og nedlæggelse af Warszawa-pagten afdækkede et betydeligt omfang af forurening, der lå tilbage som en efterregning fra tidligere års massive oprustning. Det amerikanske forsvar producerede hvert år flere tons giftigt affald end USA's fem største kemiske virksomheder tilsammen. Blot den allermest nødtørftige oprensning af dette affald ville ifølge USA's forsvarsministerium tage 20 år og koste 20 milliarder dollars.
Oprydning på de amerikanske baser, der blev overflødige, blev vurderet til at koste mere, end hvad der blev sparet ved selve lukningen. Et af de værste eksempler var et område i Indiana, hvor militæret siden 1941 havde foretaget prøveaffyringer af alle typer af ammunition, herunder kemisk ladede granater. I det naturskønne områder blev der anslået at ligge 1,4 millioner ueksploderede granater, som det ville koste en halv milliard dollars at fjerne, mens der kunne spares 7 millioner årligt ved at lukke anlægget.
På grund af den langvarige og omkostningstunge oprydning har nogle områder med tidligere militærinstallationer været afspærret og helt lukket af for offentlig adgang. Også på baser i udlandet har amerikansk militær opbevaret farligt indhold. Da det amerikanske militær forlod de fleste af sine baser i Grønland var det ikke blot bilvrag og nedslidte huse, der blev efterladt, men også forskellige former for kemisk affald og bunker af olietønder.
I 1991 offentliggjorde den tyske tv-station ARD i magasinet Monitor en fortrolig rapport fra det amerikanske forsvarsministerium med beskrivelser af 358 militære områder rummende store mængder kemikalier, spildolie, metaller og andre former for giftigt affald. Ifølge tv-programmet forsøgte USA bevidst over for den vesttyske regering at skjule omfanget af forureningen på en række militære installationer, der stod til at blive lukket. Der blev blandt andet beskrevet et tilfælde, hvor et amerikansk laboratorium havde lavet to versioner af en rapport, hvor den ene viste, at området var blevet renset, mens den anden detaljeret beskrev en omfattende forurening til stor fare for et nært liggende vandløb. En amerikansk miljøingeniør fortalte også i tv-udsendelsen, at der ved adskillige baser var sket ukontrollerede udslip af olie og andre affaldsprodukter.
Da Den Røde Hær efter Warszawa-pagtens opløsning forlod en række baser i de østeuropæiske lande, efterlod den ikke blot nedslidte og ødelagte bygninger og køretøjer, men også en hel del giftigt affald i form af spildolie, kemikalier og ammunitionsrester dumpet rundt om på kaserne - og øvelsesområder. Ved de sovjetiske troppers hovedkvarter i Milovice nær Prag blev der konstateret olieforurening af grundvandet. Udrangerede tanks og biler havde tilsyneladende i årevis fået lov til at lække olie med det resultat, at jorden lige over de vandbærende lag blev gennemvædet af olie. Ved flere andre tjekkiske byer blev der konstateret lignende problemer, ligesom andre lande også stod med betydelige forureningsproblemer efter de sovjetiske troppers tilbagetrækning.
I det tidligere DDR havde både den sovjetiske og landets egen hær efterladt store mængder ammunition og sprængstof, der skulle destrueres, da kun en mindre del heraf var anvendeligt i NATO-våben. Opgaven blev ikke mindre af, at der ikke fandtes varedeklarationer på de primært sovjetisk producerede våben. Også i det nuværende Rusland er der givetvis en række tilfælde af stærk forurening af jord og vand fra militære aktiviteter, herunder også med atomaffald. Sovjettidens kernevåbenafprøvninger har ødelagt områder som Novaja Zemla i Arktis og Kazakhstan i Centralasien samt dele af det vestlige Estland.
Oprydningen efter årtiers tidligere massive oprustning er knap nok helt overstået, inden en ny oprustning ruller afsted med stor risiko for at skabe nye miljøproblemer udover de klimabelastninger, som oprustningen medfører. For udover egentlig krig kan forberedelse til krig ligesom øvelser, der angiveligt skal afskrække fra og indøve forsvar imod fjendtlig militær invasion, føre til forurening af jord og vand med spildolie, kemikalier, sprængstof og af luften ved afbrænding af materialer. Derudover kan skove, vådområder og andre økosystemer blive ødelagt til skade for den naturlige opsamling af CO2. Også en udvidet våbenproduktion har konsekvenser for miljø og klima.
Våbenproduktion er ofte mere belastende end mange andre former for industriproduktion og udgør to tredjedele af den klimabelastning, som oprustning medfører. For fabrikanterne er våbenproduktion til gengæld ganske profitabel og en produktion, som findes attraktiv nok til at omprioritere på bekostning af andre mere fredelige og mere klimavenlige produkter. Tyske Porsche har for eksempel besluttet at skrotte et projekt til udvikling af batteridrevne biler til fordel for våbenproduktion.
I en verden med større eller mindre væbnede konflikter flere steder og en eskalerende oprustning står klima og miljø til at tabe. Klima- og miljøproblemerne forstærkes frem for at mindskes. Milliardbeløb bruges på våben og på at genoprette de skader, som brug af våben forårsager, frem for at understøtte grøn omstilling og de andre af FN fastsatte verdensmål for bæredygtighed.
Kilder:
Riko – Rådet for International Konfliktforskning
Benjamin Neimark m.fl.: Confronting Military Greenhouse Gas Emissions, Queen Mary University, London
Frederick Out-Larbi, Lancaster University
Lennard de Klerk, Initiative on GHG Emissions of War
Axel Michaelowa, University of Zurich
The Royal Geographical Society
International Trade Union Confederation (ITUC)
The Conversation.com
Videnskab.dk
Forsvarsministeriet
Newsweek
Politiken
DR
Tv-dokumentar: Breaking ranks: Inside Israel's war (vist på SVT2 30.11.25)