Klasserne i Kina
Af Peer Møller Christensen, medlem af Kritisk Revys redaktion
Den siddende kinesiske parti- og statsledelse holder fast på, at Kina er et socialistisk land – ganske vist “med særlige kinesiske kendetegn” - men fortsat under ledelse af et kommunistparti, der repræsenterer det arbejdende folks interesser. Det kan være svært at forstå, når landet på få årtier fra at være et af de lande i verden, der havde den højeste grad af lighed, er blevet et af de mest ulige. Hvilke klassemodsætninger har denne udvikling skabt i Kina og gør den kinesiske klassestruktur det muligt at karakterisere Kina som socialistisk?
Over for påstanden om, at Kina stadig er et socialistisk samfund, står en række kinesiske samfundsforskere, som gennem analyser har påvist, at Kina i dag ledes af en ny herskende klasse - et nyt borgerskab - der har sit udspring i netop kommunistpartiet og derfor dårligt kan kaldes socialistisk. I det følgende vil jeg præsentere disse samfundsforskeres analyser og forsøge at koble dem sammen, så der kan dannes et samlet billede af, hvordan denne nye herskende klasse er vokset frem, og hvordan klassemodsætningerne ser ud i Kina i dag. For at forstå denne udvikling er det imidlertid nødvendigt at se tilbage på den kinesiske historie fra kommunistpartiets sejr i 1949, over Kulturrevolutionen og frem til den “socialisme med særlige kinesiske kendetegn”, som er vokset ud af de økonomiske reformer efter Kulturrevolutionen - og som mest af alt ligner en form for kapitalisme.
Kina efter 1949 - den socialistiske sociale kontrakt
I den socialistiske stat, der blev etableret efter sejren i borgerkrigen i 1949, fandtes en implicit social kontrakt mellem på den ene side staten og på den anden befolkningsflertallet. Ifølge denne sociale kontrakt skulle arbejderne og bønderne bidrage til opbygningen af socialismen ved at acceptere en forholdsvis lav materiel levestandard og afstå fra at forbedre deres vilkår ved at oprette uafhængige fagforeninger eller bondeorganisationer. Til gengæld skulle den socialistiske stat sikre dem grundlæggende velfærdsrettigheder som social sikkerhed, sundhed og uddannelse.
Produktionsenhederne i både industri og landbrug udgjorde også de grundlæggende rammer for velfærdssystemet. I industrien var den økonomiske enhed - den såkaldte “danwei” - ansvarlig for at yde de ansatte livslang beskæftigelse, pensioner, gratis sundhedsvæsen, børnepasning og uddannelse; og i landdistrikterne havde folkekommunerne de samme forpligtelser over for deres medlemmer. Dette system var baseret på, hvad der er blevet beskrevet som en socialistisk social kontrakt (Lee, 2007). I den industrielle sektor i Kina accepterede arbejderne i henhold til denne sociale kontrakt ingen ret at have til at etablere uafhængige fagforeninger, som kunne kæmpe for forbedringer af deres arbejdsvilkår og lønninger. Den eneste fagforening, som var tilladt af partistaten, var All-China Federation of Trade Unions (ACFTU), som var - og stadig er - tæt forbundet med kommunistpartiet, og som i overensstemmelse med den oven for nævnte socialistiske sociale kontrakt var aktivt involveret i ledelsen af virksomhederne med det formål at øge produktionen. Økonomisk vækst blev opfattet som hele det kinesiske samfunds fælles interesse, og arbejderne og bønderne var villige til at ofre deres organisatoriske frihed på denne fælles interesses alter.
Kadrer var til gengæld forpligtede til ikke at skabe materielle privilegier til sig selv. Den sociale kontrakt var derfor baseret på materiel tilbageholdenhed fra alle sociale grupper i landet og havde som mål at etablere det materielle grundlag for det endelige kommunistiske samfund.
Den sociale kontrakt og klassemodsætningerne
Den sociale kontrakt blev imidlertid undermineret allerede under implementeringen af den første femårsplan, hvor kadrernes materielle privilegier blev udvidet, men først med de økonomiske reformer efter 1978 blev den sociale kontrakt sat ud af kraft, uden at arbejdere og bønder til gengæld fik lov til at etablere egne interesseorganisationer (Lee, 2007, og Li Minqi, 2016).
Ifølge Wang Shaoguang (Wang Shaoguang 1995), fandtes i Kina før Kulturrevolutionen tre grundlæggende sociale modsætninger:
En modsætning mellem kadreklassen og arbejderklassen
Modsætninger inden for kadreklassen
Modsætninger inden for arbejderklassen
Modsætningen mellem kadreklassen og arbejderklassen har sit udgangspunkt i, at statens overtagelse af ejendomsretten til produktionsmidlerne ikke gav alle samfundsmedlemmer lige ret til at disponere over produktionsmidlerne. Der fandtes som følge heraf grundlæggende to klasser inden for det socialistiske system i Kina: Kadreklassen og arbejderklassen (som også inkluderer bønderne). Modsætninger mellem disse to klasser er uundgåelige, men i Kina før Kulturrevolutionen blev antagonismen imellem dem i høj grad skjult af interne konflikter både inden for kadreklassen og inden for arbejderklassen.
Kadreklassen bestod indtil midten af 1960rne af to eliter:
- den nye politiske elite, politiske funktionærer som sædvanligvis kom fra arbejderklassen eller havde en fattigbonde-baggrund, og kun ringe formel uddannelse
- den gamle professionelle elite, teknokraterne som typisk havde en ikke- proletarisk baggrund og gode uddannelser bag sig
Forskelle i social oprindelse og erfaringer skabte uundgåeligt spændinger mellem disse grupper, ikke mindst fordi den kinesiske ledelse umiddelbart efter 1949 - på grund af det akutte behov for stabilisering af samfundet og for at bevare de grundlæggende servicefunktioner - var nødt til i udstrakt grad at støtte sig på det administrative og tekniske personel fra den slagne nationalistregering.
Den nye regering anerkendte også i vid udstrækning de tidligere kapitalisters viden om virksomhedsdrift, og de fleste af de tidligere kapitalister - som var blevet placeret i administrative stillinger på virksomheder efter nationaliseringerne i 1956 - sad stadig på disse stillinger ved starten på Kulturrevolutionen I 1966. De fleste af de intellektuelle stammede fra de tidligere privilegerede klasser.
Eftersom de personer, der indgik i disse eliter, havde så forskellig baggrund og til daglig oplevede indbyrdes konkurrence om fordelingen af magt, status og indkomst, var spændinger mellem de to eliter uundgåelige. De professionelle kadrer opfattede på grund af deres uddannelser sig selv som de bedst kvalificerede til at sidde på samfundets betydningsfulde poster og følte, at de burde have den politiske autoritet i stedet for medlemmerne af den politiske elite, som de mente manglede de tekniske og moralske kvaliteter, der krævedes for at lede landet. Dette ønske kom dramatisk til udtryk under De Hundrede Blomsters bevægelse i 1957, hvor tidligere kapitalister krævede, at staten trak sine repræsentanter i de statslige virksomheder ud, fordi de mente, at de revolutionære kadrer og nys forfremmede arbejdere manglede de uddannelsesmæssige forudsætninger og den erfaring, der var nødvendig for at administrere økonomien. De intellektuelle gjorde nar af gamle, revolutionære kadrer og kadrer med arbejder- og bondebaggrund, og kaldte dem ”eksperter i klassekamp”. Det som Kina ifølge de intellektuelle havde brug for var ”eksperter i økonomisk opbygning”, og derfor mente de, at den eksisterende politik for sammensætning af kadrestyrken og rekrutteringen til denne skulle ændres. Hovedkriteriet i rekrutteringen burde være kvalifikationer i stedet for holdning.
De politiske kadrers svar på udfordringen fra de professionelle kadrer var at etablere deres egen strategi. De var godt klar over, at de manglede kvalifikationer og erfaringer, men mente, at deres ydmyge, men ”revolutionære” baggrund var en lige så vigtig kvalifikation i det nye socialistiske samfund. “Klasseetiketter”, som var blevet tildelt alle kinesere umiddelbart efter revolutionen, skulle derfor bruges som våben mod de professionelle kadrer.
Udfordringen fra den gamle elite under bevægelsen De Hundrede Blomster forskrækkede kommunistpartiet, og inden for partiet blev man derfor endnu mere overbevist om, at en persons familiebaggrund og personlige klassestatus havde en afgørende indflydelse på personens politiske synspunkter og adfærd. Partiet besluttede derfor, at “klassestatus” burde tillægges endnu større betydning end tidligere, og det var helt i overensstemmelse med de politiske kadrers gruppeinteresser.
Inden for arbejderklassen fandtes også klart definerede grupper, som stod over for hinanden. Arbejdsstyrken var overalt, dvs. både inden for den statslige og den kollektive sektor af økonomien, stort set opdelt i tre kategorier:
- aktivister
- mellemgruppen
- “tilbagestående elementer”
Denne inddeling var en følgevirkning af den massemobilisering, som var nødvendig pga. ressourceknapheden. Hemmeligheden bag massemobiliseringen lå i, at differentiere masserne og mobilisere aktivisterne først.
Aktivisterne blev anvendt som spydspidser, lederne kunne stole på, og som kunne udgøre rollemodeller for deres kolleger. Man kan sige, at de skulle hjælpe lederne med at presse mere arbejde ud af de andre arbejdere.
De “tilbagestående elementer” bestod hovedsageligt af dem, der ikke kunne opfylde deres produktionsmål, ikke gjorde nok for at dygtiggøre sig, ikke arbejdede så hårdt som de egentlig kunne, eller ikke overholdt arbejdsdisciplinen.
Efter 1957 kom den enkeltes politiske adfærd til at betyde mere. Under den asketiske atmosfære i begyndelsen af 1960rne kunne man blive erklæret for tilbagestående, hvis et eller andet aspekt i ens livsstil var ualmindeligt – hvis man gik i spraglet eller kraftigt farvet tøj, brugte hårolie, gik på restaurant, dyrkede blomster, holdt guldfisk eller spillede skak. De tilbagestående elementer blev ofte udsat for diskrimination på deres arbejdspladser.
”Mellemgruppen” af arbejdere opførte sig respektfuldt over for deres overordnede og opfattede sig selv som placeret i en legitim, underordnet position. De deltog i en vis udstrækning i politiske og produktionsmæssige aktiviteter, men uden den store entusiasme. Politiseringen af samfundslivet i de tidlige 1960ere lagde et stigende pres på denne ”mellemgruppe”.
Under Hundrede Blomster-bevægelsen i 1957 var der “undertrykte, tilbagestående elementer”, der åbent angreb aktivisterne, men kampagnen mod højrefløjen fik snart lagt låg på disse protester.
Selv om aktivisterne lagde vægt på at hjælpe deres kolleger, opfattede de dem også som potentielle konkurrenter. Eftersom det var i deres interesse, at holde aktivistgruppen så eksklusiv som muligt, var de ofte tilbageholdende med at åbne aktivistrækkerne for nye medlemmer. Denne strategi fastholdt adskillelsen mellem aktivisterne og de “tilbagestående elementer”.
Wang Shaoguang mener derimod ikke, at økonomisk ulighed mellem kadreklassen og masserne var årsag til Kulturrevolutionen. I virkeligheden var de økonomiske forskelle ikke så store, som mange har troet. De rige i det kinesiske samfund før Kulturrevolutionen fandtes i den gamle elite. Da man i 1956 omdannede de kapitalistiske virksomheder til statslige virksomheder, garanterede man nemlig samtidig, at kapitalisternes levestandard ikke skulle forringes, så teknokraterne tjente før Kulturrevolutionen ofte mere end partibosserne i deres enhed. Dertil kom, at der ikke fandtes nogen besiddende klasse, og at de generelle indkomstforskelle var små. Kun i politisk forstand kunne de politiske kadrer siges at være den mest privilegerede socialgruppe i det kinesiske samfund. Med hensyn til materiel levestandard var den gamle elite væsentligt bedre stillet end den nye.
Denne indkomstforskel afspejlede sig også i rekrutteringen til uddannelsessystemet. I 1956 havde kun 34 % af universitetsstudenterne en ”god” familiebaggrund, og på de mest eftertragtede universiteter udgjorde de kun 10-20 % af studenterne. I hele perioden 1949 – 1956 var der flere pladser på universitetsniveau, end der var kandidater fra gymnasiet (højere mellemskole), men i 1957 havde antallet af afgangselever fra gymnasiet vokset sig større end antallet af studiepladser på universiteterne. Man måtte derfor vælge mellem ansøgerne, og regeringen besluttede at give positiv særbehandling til ansøgere med “god” familiebaggrund, og derfor steg optagelsen af universitetsstuderende fra arbejder- eller bondefamilier kraftigt i de følgende år.
På trods af alle disse bestræbelser svarede antallet af studenter på gymnasier og universiteter, som havde ”god” familiebaggrund, ikke til andelen af ”gode” familier i samfundet som helhed. Det betød altså, at de kinesiske kommunister kun havde begrænset succes i deres bestræbelser på at ændre fordelingen af social status i samfundet. Ikke desto mindre truede den positive særbehandling af studenter med ”god” baggrund de studenter, som havde ”dårlig” baggrund eller mellemgruppebaggrund, og denne politik skubbede i stadig højere grad studenterne ind i selvbevidste sociale grupperinger.
Strukturelt set var den første af de tre sociale modsætninger - nemlig modsætningen mellem kadreklassen og arbejderklassen - den mest fundamentale. Men modsætningen mellem eliten på den ene side og masserne på den anden var endnu ikke blevet den politisk set mest relevante kløft i det kinesiske samfund. Det var snarere sådan i den daglige politik, at konflikter mellem den politiske elite og aktivisterne på den ene side, og den funktionelle elite og de” tilbagestående elementer” på den anden side, var alvorligere. Arbejderaktivister havde en tendens til at alliere sig med politiske kadrer for at forsvare status quo, og eftersom både de “tilbagestående elementer“ og den gamle elite med jævne mellemrum var blevet gjort til ofre i forskellige politiske kampagner af de politiske kadrer og de politiske aktivister, så havde de en fælles interesse i at indgå i en alliance og udfordre det bestående.
Sammenstødene mellem de to alliancer afspejlede i en vis forstand sammenstødene mellem kadreklassen og arbejderklassen. Det, som arbejderaktivisterne hadede, var den gamle elites økonomiske og kulturelle privilegier, mens de “tilbagestående” arbejdere hadede de politiske kadrers politiske privilegier. Selv om disse alliancer altså eksisterede før Kulturrevolutionen, var det først, da den brød ud, at de for alvor blev synlige.
Kulturrevolutionen og klassemodsætningerne
Den umiddelbare reaktion på Maos opfordring til at starte en ”kulturrevolution” blandt de studerende på landets læreanstalter var, at der måtte være tale om en gentagelse af mønsteret fra de tidligere kampagner, hvor den gamle elite og de tilbagestående elementer i arbejderklassen var målet. Derfor organiserede unge med en “god “ familiebaggrund, og det vil især sige børn af den politiske elite, de første eksklusive rødgardistorganisationer (kun unge med “god” familiebaggrund kunne deltage), som rettede deres skyts mod de sædvanlige ofre for massekampagnerne - tidligere kapitalister, godsejere og “tilbagestående elementer” inden for arbejderklassen. Da det havde stået på i en periode, greb Mao ind og gjorde det klart, at målet for denne “kulturrevolution” ikke var den gamle elite, men derimod “de partimedlemmer, som går den kapitalistiske vej” - dvs. “det nye borgerskab inden for kommunistpartiet”. For at tilhøre denne gruppe måtte man jo nødvendigvis være medlem af kommunistpartiet, og specielt højtstående partimedlemmer måtte være kampagnens mål. Så begyndte unge med “dårlig “ familiebaggrund, der som følge af deres marginaliserede position var tilhængere af forandringer af den herskende orden, at organisere nye rødgardistbevægelser, de såkaldte “rebeller”, som stemplede de første rødgardistorganisationer som “ konservative” og rettede skytset mod dem og deres familier.
Mao og hans allierede I den kulturrevolutionære fløj af kommunistpartiet støttede i første omgang de nye organisationer, “rebellerne”, men de oprindelige rødgardistorganisationer holdt fast ved, at de var “født revoutionære” og derfor repræsenterede den korrekte politiske linje. De voldsomme fraktionskampe mellem studenter- og arbejder-organisationer, der fulgte, og nær havde bragt Kina ud i regulær borgerkrig, havde, ifølge Wang Shaoguang, deres rod i modsætningen mellem “den gamle elite” og de “tilbagestående elementer” på den ene side og på den anden side “den politiske elite” og “aktivisterne” i arbejderklassen.
Mao var nødt til at gribe ind og afslutte disse kampe, først ved at indsætte hæren og standse de voldelige stridigheder og derefter ved at sende rødgardister og rebeller ud i landområderne. De kulturrevolutionæres kamp var tilsyneladende endt i en politisk blindgyde, og dele af den kulturrevolutionære fløj fortsatte derfor kampen mod det nye borgerskab på et mere teoretisk plan.
Socialismens politiske økonomi
Det var vigtigt for den kulturrevolutionære fløj at få sat Kulturrevolutionens erklærede hovedformål – kampen mod det nye borgerskab inden for kommunistpartiet – ind I en teoretisk ramme.
Med dette mål for øje foregik der i perioden fra 1971 til 1976 et intenst arbejde med at udforme en selvstændig, kinesisk teori om socialismen I form af en “Socialismens politiske økonomi”, der kunne give en teoretisk forklaring på, hvordan et nyt borgerskab kunne udvikle sig inden for kommunistpartiet i en socialistisk stat. Bogen skulle dermed fungere som et korrektiv til den sovjetiske opfattelse af socialismen, som den blev udformet under Stalin og i kinesisk oversættelse dannede grundlaget for de teoretiske diskussioner om socialismebegrebet i Kina før Kulturrevolutionen.
I de sovjetiske lærebøger blev socialismen opfattet som en samfundsformation, hvis vigtigste karaktertræk var, at den private ejendomsret til produktionsmidlerne var afskaffet, og at man havde etableret en planøkonomi. Det betød, at det kapitalistiske samfunds klasseforskelle ikke længere eksisterede, og at de økonomiske kategorier, som varer, penge og løn, var fundamentalt forskellige fra de samme kategorier under kapitalismen, fordi de nu optrådte i et socialistiske samfund. Målet for den socialistiske planøkonomi var at skabe økonomisk vækst ved at udvikle produktivkræfterne, som, når de havde nået et vist niveau, ville kunne sikre overgangen til det kommunistiske samfund.
Ganske vist havde Mao tidligere skarpt kritiseret den sovjetiske opfattelse, bl.a. var han uenig i, at der ikke fandtes klasser og klassekamp i det socialistiske samfund, og at det var nok at udvikle produktivkræfterne for at træde ind I det kommunistiske samfund. Det var, efter Maos mening, lige så vigtigt at revolutionere produktionsforholdene.
Men med Kulturrevolutionen og den grundlæggende opfattelse, at der var vokset et nyt borgerskab op inden for kommunistpartiet, blev et omfattende opgør med den sovjetiske ortodoksi uomgængeligt. Derfor startede en gruppe økonomer fra Institut for Politisk Økonomi på Fudan-universitetet i Shanghai et arbejde med at udforme en “Socialismens politiske økonomi”. Jeg har i forskellige sammenhænge kaldt denne gruppe økonomer for “Shanghaiskolen” (Peer Møller Christensen, 1983). Arbejdet med udformningen af denne bog strakte sig over hele perioden fra 1971 til 1976, hvor forfatterne efter fem revisioner af det oprindelige udkast fik etableret en sammenhængende teori om, hvad der kunne være det økonomiske grundlag for udviklingen af et borgerskab inden for kommunistpartiet.
Socialismen er, ifølge bogen, en overgangsfase, hvor samfundet består af både kommunistiske og kapitalistiske elementer. Baggrunden for fremkomsten af det nye borgerskab inden for kommunistpartiet må søges i de ufuldstændigt omformede strukturer i det socialistiske samfund – de kapitalistiske elementer, dvs. varer, penge, løn og ækvivalentbyttet som økonomisk styringsprincip.
Det centrale begreb i bogens analyse er begrebet “borgerlig ret”, som Marx formulerede i sin “Kritik af Gothaprogrammet”, hvor han bl.a. om samfundet umiddelbart efter en socialistisk revolution skrev:
“Det vi har at gøre med her er ikke et sådant kommunistisk samfund, som har uudviklet sig på sit eget grundlag, men tværtimod et sådant, som lige udgår fra netop det kapitalistiske samfund, og som altså i enhver henseende, økonomisk, moralsk og åndeligt endnu er behæftet med modermærkerne fra det gamle samfund….Her hersker åbenbart samme princip, som det, der regulerer vareudvekslingen, for så vidt som det drejer sig om udveksling af lige store værdier … Den lige ret er derfor her endnu stadig i princippet den borgerlige ret…” (Karl Marx, 1952)
Ganske vist er det socialistiske samfund skabt ved, at man formelt har afskaffet den private ejendomsret til produktionsmidlerne og indført en planøkonomi, men den socialistiske produktion er stadig en vareproduktion baseret på ækvivalentbyttet, og det skyldes, at produktionsenhederne fra såvel den kollektive som den statslige sektor i realiteten er private.
Det er åbenlyst, at de kollektive produktionsvirksomheder ikke er statslig ejendom, men ejes i fællesskab af en gruppe privatpersoner, og deres produktion derfor er privatproduktion.
Inden for den statslige sektor udfører de enkelte selskaber et selvstændigt regnskab og forholder sig til hinanden som forskellige ejere. Produktionen inden for den statslige sektor vil derfor også have karakter af privatproduktion, og det er denne karakter af reel privatproduktion, som gør det muligt for det nye borgerskab at igangsætte en kapitalistisk produktion.
De statslige virksomheder er ganske vist underlagt planøkonomien og bliver derfor tildelt produktionskvoter, som de er forpligtede til at opfylde – og helst skal “overopfylde”. Men de ressourcer, de har brug for i produktionen for at opfylde produktionskvoterne, er varer, som de må købe fra andre virksomheder til en pris, som er fastsat af planmyndighederne, og de betaler arbejderne en løn, som er fastlagt inden for et nationalt lønsystem med otte trin. De kan så sælge deres produkter igen til priser, der er fastsat af planmyndighederne. Hvis de statslige virksomheder skaber et økonomisk overskud, skal dette overføres til staten.
Det er klart, at der ikke skal store ændringer til for, at ledelsen af de statslige virksomheder - dvs. de politiske kadrer og de teknokratiske funktionærer - vil kunne igangsætte en egentlig kapitalistisk akkumulation. For eksempel hvis virksomheden fik lov til selv at administrere sit eventuelle overskud. I virkeligheden var det en af de vigtigste reformer, der blev gennemført i starten af reformperioden efter Kulturrevolutionen.
Den endelige udgave af bogen kom aldrig ud i offentligheden.
Den 9. september 1976 døde Mao, og kort efter Maos død startede trykningen, der imidlertid aldrig blev færdig. Maos død afslørede, i hvor høj grad den kulturrevolutionære fløj inden for kommunistpartiet var afhængig af Maos støtte og beskyttelse. Den 6. oktober gennemførtes et statskup, der førte til arrestation af hele den kulturrevolutionære fløj af kommunistpartiet. Manuskriptet til “Socialismens Politiske Økonomi” blev beslaglagt og blev i de kinesiske medier udsat for en skarp kritik ledsaget af en lang række citater fra manuskriptet, der ifølge kritikerne skulle fungere som en slags politisk program for de kulturrevolutionæres “kontrarevolution”.
Klasserne under de økonomiske reformer efter Kulturrevolutionen
Mao opnåede ikke sit mål med Kulturrevolutionen, som eksplicit var, at bekæmpe det nye borgerskab inden for kommunistpartiet. Allerede i begyndelsen af 1970rne var mange af hans tidligere modstandere vendt tilbage til deres poster efter at være blevet udrenset under Kulturrevolutionen, og så snart Mao døde, overtog de - med Deng Xiaoping i spidsen - kontrollen med kommunistpartiet og landets ledelse.
Den nye kinesiske ledelse, som etablerede sig efter 1978, var en alliance mellem det, som Wang Shaoguang kalder den nye politiske elite og den gamle professionelle elite. Den nye ledelse besluttede, at Kulturrevolutionens klassekampe ikke skulle gentage sig, og 1978 blev klasseetiketterne afskaffet, og siden da har kinesiske samfundsforskere erstattet begrebet klassedeling med det sociologiske begreb “stratifikation” (lagdeling).
Man vendte desuden tilbage til den opfattelse af socialismen, som i overensstemmelse med den sovjetiske ortodoksi havde været gældende før Kulturrevolutionen, hvor socialismen blev opfattet som et samfund uden klasser, som gennem økonomisk vækst gradvist skulle blive et kommunistisk samfund. Ganske vist kunne denne overgang til kommunismen ifølge Deng Xiaoping godt komme til at tage hundrede år, men målet var stadig klart.
Snart gik den kinesiske ledelse imidlertid over til at beskrive socialismen som en markedssocialisme, hvor markedet spillede en vigtig rolle I økonomien, men de socialistiske træk dominerede. Efterhånden kom markedets rolle imidlertid – både teoretisk og i praksis - til at overdøve de socialistiske aspekter af samfundet, og en “socialisme med kinesiske særtræk”, som mere og mere lignede kapitalisme, voksede frem. Denne udvikling gjorde det muligt for personer inden for eller i nærheden af kommunistpartiet at benytte deres politiske magt til at tilegne sig den samfundsmæssige rigdom, som før havde været offentligt ejet og under forskellige former gøre den til deres private ejendom.
He Qinglian og “magtkapitalen”
Den kinesiske økonom He Qinglian har i bogen “Moderniseringens Faldgruber” (He Qinglian, 1998) beskrevet, hvordan det, hun kalder “magtkapitalen” inden for kommunistpartiet, gennem forskellige faser af de økonomiske reformer gradvist kunne bruge sin politiske magt til at opnå kontrol med samfundets økonomiske ressourcer og i praksis gøre dem til sin private ejendom.
Første fase: Folkekommunerne nedlægges
Den første fase af reformerne bestod i, at folkekommunerne som produktionsenheder blev nedlagt. Den kollektive landbrugsproduktion blev afløst af et såkaldt ansvarssystem, hvor individuelle bønder kunne tegne produktionskontrakter med kollektivet, og det blev med det nye system muligt for bønderne at etablere familielandbrug og familievirksomheder - de såkaldte getihu, og denne proces skabte en vældig vækst i landbrugsproduktionen. Sloganet for indførelsen af ansvarlighedssystemet inden for landbrugssektoren og etableringen af mindre håndværks- og industrivirksomheder i landområderne var “Det er i orden at nogle bliver rige først,” underforstået, at det ikke gør noget, at indkomstforskellene bliver større, fordi de nyrige ville hale de andre med sig, og deres øgede økonomiske aktivitet ville skabe en økonomisk dynamik, som ville hæve levestandarden generelt. Begge dele skete: der opstod en hel række velhavende bønder “10.000 yuan-familier”, og velstanden steg generelt i landområderne. Ansvarssystemet medførte en kraftig akkumulation af kapital i landbruget og serviceerhverv med tilknytning til landbruget. Dertil kom, at en del af arbejdskraften i landområderne frisattes ved, at rige bønder lejede jorden fra mindre succesrige familier. He Qinglian anslår, at 25 % af arbejdsstyrken ved udgangen af 1984 havde valgt sig en anden hovedbeskæftigelse - i de nye små virksomheder eller i den egentlige industri på egnen. Frisættelsen af arbejdskraft i landområderne er siden fortsat, og det har skabt grundlag for dannelsen af gruppen af migrantarbejdere, som især efter 1990 søgte mod kystbyerne for at søge arbejde i de nye virksomheder – især udenlandsk ejede - som efter oprettelsen af de økonomiske zoner blev etableret her.
Sideløbende med etableringen af familielandbrug i landområderne foregik der i begyndelsen af firserne en etablering af private virksomheder i byerne. Denne proces kaldte kineserne selv xiahai, hvilket betyder “at kaste sig i havet”, dvs. opgive sin sikre indkomst i en statsejet virksomhed for selv at prøve lykken som iværksætter. Især teknikere fra statsejede virksomheder sagde deres arbejde op for at starte nye, private virksomheder baseret på deres tekniske kvalifikationer.
Den akkumulation, der foregik i denne første fase af de økonomiske reformer, kan således siges at være i overensstemmelse med det liberalistiske idealbillede dvs. at det var de dygtigste og de mest sparsommelige, der akkumulerede rigdom. Der var ifølge He Qinglian, tale om personer, som for de flestes vedkommende befandt sig uden for de etablerede magtstrukturer. Man kan sige, at fordelingen skete efter forskelle i produktivitet - de mest produktive blandt de bønder, som arbejdede efter kontrakter, tjente flest penge. De dygtigste teknikere tjente mest. Dette forhold skulle ændre sig i de følgende faser af de økonomiske reformer, hvor især personer inden for magtstrukturen - politiske kadrer og virksomhedsledere - berigede sig ved at benytte sig af deres magtkapital og etablerede den klasse, som So kalder “kadrekapitalistklassen”. (So, Alvin Y. 2013)
Anden fase: Det tostrengede prissystem indføres
Næste fase af de økonomiske reformer startede i 1985 og tog udgangspunkt i “det tostrengede prissystem” (se nedenfor) og industrivirksomhedernes øgede selvstændighed. Der blev gennemført en række reformer i administrationen af de statsejede virksomheder, som først og fremmest gav øget selvstændighed til virksomhederne. 1981-82 indførte man ansvarssystemer, som betød, at virksomhederne selv skulle være ansvarlige for overskud og tab. Samtidig bortfaldt virksomhedernes pligt til at varetage velfærdsfunktioner over for deres ansatte, så arbejderne mistede den ret til bolig, pension, lægehjælp og gratis undervisning til deres børn, der var indeholdt i den oprindelige sociale kontrakt. Argumentationen for dette bortfald af forpligtelser over for de ansatte var, at det stillede de statsejede virksomheder ringere i konkurrencen med de private virksomheder, der ikke havde tilsvarende forpligtelser.
1983 begyndte man at eksperimenter med et system, hvor hele overskuddet blev i virksomheden, som så til gengæld skulle betale skat til staten. I 1985 gennemførte man en prisreform, hvor man etablerede det såkaldte tostrengede prissystem som et forsøg på gradvist at nærme sig en markedsbestemt prisfastsættelse. Det er et system, hvor der for den samme vare findes to forskellige priser: en statspris, som er gældende inden for den statslige sektor og holdes kunstigt lavt og en markedspris, som fastsættes af markedets udbud og efterspørgsel. Det tostrengede prissystem skabte enorme muligheder for, at virksomheder kunne profitere af prisforskellene mellem de to systemer. Ledelsen i de statsejede virksomheder kunne f.eks. købe bestemte varer til lave priser inden for det statslige distributionssystem og derefter sælge varerne videre til de langt højere markedspriser uden for systemet og uden større besvær kanalisere forskellen mellem de to priser som profit til private virksomheder. Den mere lemfældige kontrol førte til et voldsomt svind i virksomhedernes værdier, og resultatet var, at virksomhedsledelserne i mange tilfælde kunne bruge deres politisk-administrative magt til at tilegne sig kapital fra virksomhederne. Det var det første skridt i magtkapitalens - kadrekapitalistklassens - berigelse af sig selv på samfundets bekostning.
Tredje fase: Enclosure-bevægelsen tilegner sig fællesjorden
Kadrekapitalistklassen udbyggede sin rigdom yderligere gennem den proces, som He Qinglian kalder Enclosure-bevægelsen. Processen bestod i, at en del af magtkapitalen tilegnede sig en del af landets jordressourcer ved at indhegne dem og udnævne dem til særlige industrielle udviklingszoner, og He Qinglian sammenligner denne proces med det, som Marx kaldte ”oprindelig akkumulation” og ”enclosure”.
Med begrebet ”oprindelig akkumulation” forstod Marx den proces, hvor fælleseje med magt rives ud af hænderne på fællesskabet, for derefter at udgøre grundlaget for den kapitalistiske produktionsproces. I England skete denne oprindelige akkumulation ved, at adelen brugte sin politiske magt til at indhegne (deraf begrebet ”enclosure”, som betyder indhegning) den jord, som bønderne indtil da havde kunnet disponere over i fællesskab, og benyttede de indhegnede arealer til græsning for får, som kom til at udgøre et væsentligt råstof i den kapitalistiske tekstilproduktion i England. Samtidig betød indhegningen, at en del bønder mistede deres eksistensgrundlag, og derfor blev nødt til at sælge deres arbejdskraft i den kapitalistiske akkumulationsproces.
På samme måde mener He Qinglian, at politikerne i lokalregeringer rundt om i Kina har brugt deres politiske magt til at indhegne jordarealer, som ellers var fælleseje, og udstykke dem til byggegrunde. Processen startede i 1987, og bygherrer overalt i Kina er på denne måde blevet forsynet med jord til deres projekter, lokale politikere har kunnet høste formuer til sig selv eller deres venner gennem salg af jord, og bønder er blevet tvunget til at søge ind til kystbyerne som migrantarbejdere i de nyetablerede virksomheder, som enten var kinesiske, udenlandske eller joint ventures mellem kinesiske og udenlandske virksomheder.
Fjerde fase: Privatisering af statsejede virksomheder
Det næste trin i magtkapitalens tilegnelse af den kinesiske samfundsejendom foregik fra begyndelsen af 1990rne gennem omdannelsen af statsejede virksomheder til aktieselskaber.
De første eksperimenter med aktieselskabssystemet startede i 1990, men allerede i oktober 1993 fandtes i Kina 3.800 virksomheder, der fungerede som aktieselskaber. En stor del af aktieudstedelserne blev foretaget i form af medarbejderaktier, som virksomhedernes arbejdere kun i ringe omfang fik del i. ’Medarbejderaktierne’ skiftede nemlig snart form til såkaldt MBO, Management Buy-out, hvor ledelsen i virksomhederne fik fortrinsret til at købe aktier i virksomhederne på særdeles fordelagtige vilkår. I mange tilfælde var der slet ikke tale om pengeoverførsler, når ledelsen købte aktier i virksomheden, der blev blot registreret en ejendomsoverførsel. En stor del af de ledende i virksomhederne havde desuden, som allerede nævnt, i forbindelse med de tidligere faser af de økonomiske reformer skabt sig selv formuer, som kunne investeres i aktier i deres egne virksomheder. Aktieposter har også været anvendt som belønning til virksomhedsledere, så slutresultatet af de statsejede virksomheders overgang til status som aktieselskaber blev, at virksomhedsledelserne kunne tilegne sig ejendomsretten til de virksomheder, som de tidligere kun havde ledet.
En stor del af den samfundsmæssige rigdom i Kina blev ved hjælp af disse forskellige reformer koncentreret hos en samfundsmæssige elite, som var tæt knyttet til det politiske system.
De kinesiske kronprinser
I 2006 fandtes således i Kina omkring 3.200 personer med en personlig formue på over 100 millioner yuan (ca. 100 millioner kr.). Af de 3.200 var 2.900 eller 90 % børn af højtstående parti- eller statsfunktionærer. Deres samlede formue svarede til størrelsen af Kinas BNP samme år (Li Minqi, 2016).
Denne socialgruppe kaldes i Kina oftest “kronprinserne”, dvs. sønner og døtre af højtstående partifunktionærer. Som vist oven for havde denne gruppe allerede under Kulturrevolutionen en opfattelse af sig selv som retmæssige arvtagere til samfundets ledelsesposter. Da den kinesiske ledelse i starten af reformperioden besluttede, at politiske ledere skulle træde tilbage fra deres stillinger, når de nåede en alder af 70 år, blev det som modydelse besluttet, at de berørte familier skulle have lov til at vælge et familiemedlem, som kunne varetage familiens interesser ved at indtage en ledende post. I slutningen af 1980rne var der derfor opstået en ny gruppe ledere, som var børn af tidligere højtstående ledere (Brown, K. 2014).
1992 udformede en gruppe af kronprinser - i forskrækkelse over hvad der efter Sovjetunionens sammenbrud skete med det sovjetiske kommunistparti - en strategi, der havde til formål at styrke det kinesiske kommunistpartis kontrol med landets økonomi. Kommunistpartiet skulle overtage ejendomsretten til den statsejede økonomi I Kina. Derudover skulle man finde tilbage til Kinas kulturelle rødder, dvs. konfucianismen. Nogle vil mene, at det er deres politik, som i et vist omfang føres ud I livet af Xi Jinping, som selv er søn af en tidligere højt rangerende leder i kommunistpartiet, Xi Zhongcun, og således også kan opfattes som en del af kommunistpartiets arvelige elite. Tæt knyttet til gruppen af kronprinser befandt sig desuden universitetsprofessoren Wang Huning, som senere skulle blive chefideolog i partiledelsen under Xi Jinping.
Social uro efter de økonomiske reformer
Der har i hele reformperioden været udbredte sociale uroligheder over hele Kina. Ulovlig konfiskation af jord førte til konfrontationer mellem de berørte bønder og lokale kadrer. Ca. 34 millioner bønder har mistet deres jord siden 1987. Hovedparten af indtægterne ved salget af landbrugsjord går til township-regeringen (60-70 %) og landsbyledelsen (25-30 %) (So, Alvin.Y 2013).
Antallet af tilfælde af social uro i Kina er steget støt, og den kinesiske stat bruger nu flere penge på intern sikkerhed i landet end til det militære forsvar af landet. Den sociale uro har både haft sit udspring i de ulovlige konfiskationer af landbrugsjord og i arbejderuroligheder på industriarbejdspladser. Særligt har migrantarbejderne været udsat for problemer i forbindelse med deres arbejde i kystbyerne. Der har været tale om manglende lønudbetalinger, vold mod arbejdere og urimelige arbejdsforhold, som har ført til strejker og uroligheder på en del arbejdspladser, som beskæftiger migrantarbejdere. Kinesiske samfundsforskere skelner mellem to generationer af migrantarbejdere. Den første generation følte sig primært som bønder, der midlertidigt tog arbejde i kystbyerne for derefter at vende hjem til deres landsby. Når de skulle løse arbejdskonflikter, tyede de først og fremmest til domstolene. Anden generation, som nu udgør ca. halvdelen af migrantarbejderne, adskiller sig på forskellige måder fra første generation. De er bedre uddannede og opfatter sig i højere grad som arbejdere og er mere tilbøjelige til at ty til kollektive aktioner i forbindelse med arbejdstvister. De vil formentlig i fremtiden udgøre en mere integreret del af den kinesiske arbejderklasse, end den første generation af migrantarbejderne gjorde.
Arbejderklassen og de økonomiske reformer
For den kinesiske arbejderklasse betød reformerne inden for industrisektoren en voldsom forringelse af deres vilkår. De moralske incitamenter, der havde været drivkraften under den socialistiske sociale kontrakt, var erstattet af materielle incitamenter, og dermed forsvandt modsætningerne mellem de grupper, som Wang Shaogang har kaldt aktivister, mellemgruppe og tilbagestående. Arbejderne blev på denne måde ligestillede i deres relationer til virksomhedsledelsen, fordi aktivisternes privilegier faldt bort.
I 1986 blev der indført en kontraktlov, der betød, at nyansatte arbejdere skulle ansættes på midlertidig kontrakt og dermed mistede de den ret til livsvarig ansættelse, som havde været en del af den socialistiske sociale kontrakt. I 1987 indførtes desuden en konkurslov, som muliggjorde, at statsejede virksomheder kunne gå konkurs. Før det nåede så vidt, havde de dog ret til at “omorganisere arbejdsstyrken” for at rette op på økonomien, og retten til at afskedige folk var dermed kommet ind ad bagdøren, hvilket betød en yderligere svækkelse af den sociale kontrakt.
Bortfaldet af den sociale kontrakt, ligestillingen inden for arbejderklassen og elitens enhed betød, at den grundlæggende modsætning i det kinesiske samfund mellem kadreklassen og det nye borgerskab og arbejderklassen endeligt var faldet på plads og var åbenbar for alle. Arbejderklassens modsætning til kadreklassen manifesterede sig konkret omkring studenterdemonstrationerne for demokrati og den efterfølgende massakre i 1989. Arbejderne deltog aktivt i demonstrationerne med baggrund i tre klagepunkter: stigende inflation, udbredt korruption og arbejderklassens faldende status. De deltagende arbejdere organiserede uafhængige fagforeninger og truede med generalstrejke. Dagen efter fremsættelsen af denne trussel blev der erklæret undtagelsestilstand - det første skridt i udviklingen frem mod massakren. Ifølge Wang Shaoguang var de straffe, arbejdere blandt demonstrationsdeltagerne modtog, meget strengere end studenterdeltagernes (Wang Shaoguang, 1992).
Klasserne i Xi Jinpings Kina
I 2012 blev Xi Jinping på kommunistpartiets 18. kongres valgt til generalsekretær og i 2013 til Kinas præsident. Som søn af en tidligere vicepremierminister er Xi en typisk repræsentant for gruppen af kronprinser. Det er bemærkelsesværdigt, at Xi i 2012 kunne blive generalsekretær. På den femtende partikongres i 1997 lykkedes det ham end ikke at blive medlem af kommunistpartiets 167 mand store centralkomite, men måtte nøjes med at blive kandidatmedlem. På 15 år har han således gjort lynkarriere i partiet og nået op på dets allerøverste top.
Da Xi Jinping i opløbet til partikongressen i 2012 fremstod som en af kandidaterne til den allerøverste post i kommunistpartiet, var en af hans vigtigste konkurrenter Bo Xilai, der ligesom Xi Jinping på dette tidspunkt var medlem af Politbureauets Stående Udvalg, kommunistpartiets mest magtfulde organ. Bo Xilai var en anden arving til kommunistpartiets magtpositioner og rigdom. Han var søn af Bo Yibo, et tidligere højtstående medlem af kommunistpartiets ledelse, som i anseelse rangerede over Xi Jinpings far. Bo Xilai blev opfattet som den eneste i kommunistpartiet, som reelt kunne true Xi Jinpings valg til posten som kommunistpartiets leder. Til alt held for Xi Jinping blev Bo Xilai og hans kone kort før den 18. partikongres arresteret og idømt langvarige fængselsstraffe - Bo Xilai for korruption og hans kone for medvirken til mordet på en britisk forretningsmand.
Forandringer af det kinesiske samfund under Xi Jinping
Da Xi Jinping trådte til som leder af kommunistpartiet, sørgede han for, at Wang Huning blev partiets chefideolog, og Xi har gennemført to af de vigtigste punkter på kronprinsernes politiske program: kommunistpartiets kontrol over økonomien og reetableringen af konfucianismen som en slags kinesiske statsideologi.
I de første mange år efter indledningen på den kinesiske reformperiode var det en vigtig politik for Deng Xiaoping at gennemføre en adskillelse mellem parti og stat, så de statslige institutioner og ministerierne kunne arbejde frit uden indblanding fra partiorganisationer. Xi Jinping har forladt denne politik og reetableret partiets kontrol med alle sider af det kinesiske samfund. Partiet skal ifølge Xi ”koordinere arbejdet på alle områder” og have rollen som ”den ledende kerne blandt alle organisationer på tilsvarende niveau.”
I alle statslige virksomheder og organisationer i det kinesiske samfund findes en tostrenget struktur, hvor parti og faglighed udgør de to strenge. I de statslige virksomheder, som ikke er blevet privatiserede, fordi de er af central betydning for den kinesiske økonomi, har partikomiteerne genindtaget rollen som beslutningstagere.
Under Xi Jinping er en række af disse fortsat statsejede virksomheder, som altså reelt er under kommunistpartiets kontrol, desuden blevet slået sammen, så de er kommet til at udgøre nogle meget store, monopolagtige enheder i den kinesiske økonomi. De statslige monopoler findes i sektorer som telekommunikation, jernbaner, forsvarsindustri, tobak, olie og energiforsyning. Der er også statslig deltagelse i joint ventures med udenlandske bilproducenter. Samlet står de statsejede virksomheder for næsten 30 % af det kinesiske BNP.
Partiets kontrol med samfundet og økonomien er således vokset betragteligt under Xi Jinpings ledelse. I den forbindelse skal man huske på, at kommunistpartiet - som har et næsten totalt monopol på politisk beslutningstagning i Kina - kun har en medlemsskare på 6-8 % af befolkningen.
Der findes imidlertid også en stor sektor af private firmaer i Kina, som er vokset frem af de økonomiske reformer. Da folkekommunerne blev opløst, blev der dannet en række produktions- og transportfirmaer på landet som stadig eksisterer; mange af de kinesiske tech-giganter blev grundlagt under “xia hai”-bevægelsen; ud af “enclosure- bevægelsen” voksede en byggebranche, som – med følgeindustrier - efterhånden er nået op på at stå for 30 % af BNP. Alle disse private virksomheder ejes og ledes af privatkapitalister.
Modsætninger inden for klassen af kapitalister
Den siddende kinesiske ledelse er baseret på det nye borgerskab inden for kommunistpartiet eller “magtkapitalen”, som He Qinglian kaldte dem. Der er naturligvis modsætninger inden for denne herskende klasse, eksempelvis mellem på den ene side kronprinserne og på den anden side de partiledere, der som Hu Jintao, Wen Jiabao og Li Keqiang har gjort karriere inden for Det Kommunistiske Ungdomsforbund. Alle har de imidlertid tilegnet sig deres del af samfundskagen. Den tidligere premierminister Wen Jiabaos familie er blandt Kinas rigeste, og også Hu Jintaos og Li Keqiangs familier tilhører den økonomiske elite i Kina. Den nuværende kinesiske præsident Xi Jinpings søster ejer en række ejendomme i Hong Kong, og hans datter har gennemført en universitetsuddannelse på det dyre Harvard-universitet.
For at stække indflydelsen fra Det Kommunistiske Ungdomsforbund har Xi Jinping nedlagt det universitet, China Youth University of Political Studies, som ungdomsforbundet ejede og brugte som uddannelsescenter for ungdomsforbundets medlemmer. Universitetet, som havde eksisteret siden 1985, blev af den kinesiske ledelse nedlagt som institution og dets bygninger overført til Kinas Samfundsvidenskabelige Akademi.
Forholdet mellem det nye borgerskab inden for partiet og klassen af privatkapitalister er præget af både modsætninger og gensidighed. Kommunistpartiets ledelse har på flere måder stræbt efter at skabe rammerne for et positivt samarbejde mellem de to klasser. 1. juli 2001 erklærede KKPs daværende leder, at ejere af private virksomheder kunne blive medlem af kommunistpartiet, og dette blev stadfæstet i kommunistpartiets statutter september samme år. En række private virksomhedsejere er som medlemmer af kommunistpartiet blevet valgt til Den nationale Folkekongres, som formelt er det kinesiske parlament, og virksomhedsejere har været medlemmer af Folkets Politiske Konsultative Konference (CPPCC), som er et politisk rådgivende organ. Der har imidlertid været spændinger mellem kommunistpartiet og de to vigtige økonomiske sektorer: byggebranchen og techindustrien.
Det er lykkedes den kinesiske ledelse gennem de økonomiske reformer at trække 100 millioner kinesere ud af fattigdommen. Men reformerne har også medført en generelt stigende ulighed, hvad angår indkomst og formue. Den kinesiske gini-koefficient for indkomster er på næsten 0.5, et stykke over den grænse på 0.4 som normalt betragtes som faresignal om social uro. Koefficienten for formuer ligger endnu højere, nemlig på 0.7. Den rigeste 1 % af kineserne ejer 30 % af formuerne I landet.
I 2020 følte den kinesiske ledelse, at man måtte gøre noget for at mindske den voldsomme ulighed I indkomster og formue. Man startede derfor en kampagne for “Fælles velstand” (Common Prosperity). Et af initiativerne i projektet var at forbyde de private virksomheder, som tjente penge på at yde lektiehjælp til rige kineseres børn, som dermed fik fordele i uddannelsessystemet, børn af fattige kinesere ikke kunne opnå. Det var med til at øge den sociale ulighed i uddannelsessystemet, og derfor greb den kinesiske ledelse ind. Til gengæld betød forbuddet, at det blev sværere at finde beskæftigelse for nyligt uddannede kandidater fra de kinesiske universiteter, som indtil da havde stået for en stor del af denne undervisning. Desuden forsøgte den kinesiske ledelse at begrænse monopoldannelsen og den voldsomt stigende indtjening inden for byggebranchen og techindustrien.
Byggebranchen fik pålagt begrænsninger på, hvor stor en gæld man måtte opbygge, og de nye regler skabte store problemer for de mægtige kinesiske byggevirksomheder. I 2021 meldte det største kinesiske byggefirma, Evergrande, at man måtte gå konkurs, fordi man ikke længere kunne tilbagebetale sin gæld. En masse kinesere havde købt lejligheder hos firmaet, før boligerne var blevet opført, og de måtte se i øjnene, at de ikke ville komme til at se noget til hverken lejlighederne eller de penge, de havde betalt. Problemerne bredte sig til andre af de enorme kinesiske byggefirmaer, og den krise i byggebranchen, som startede med Evergrandes konkurs, er det stadig ikke lykkedes kommunistpartiet at finde en løsning på.
I oktober 2020 igangsatte kommunistpartiets ledelse en bølge af regulering af de kinesiske techgiganter fra monopolbekæmpelsesi-nititiativer til regler for databehandling og arbejdsvilkår i virksomhederne. Reguleringsinitiativerne var rettede mod alle sider af techbranchen: e-handel, sociale medier, madlevering, taxakørsel og undervisning. I 2021 idømte monopolbekæmplses -myndighederne betragtelige bøder til Kinas største e-handels virksomhed, Alibaba, og den største madleverandør, Meituan. De stramme regler og bøderne førte til et voldsomt fald i techgiganternes aktier – i nogle tilfælde op til 50 %. Som svar på monopolanklagerne opdelte Alibaba sig i flere uafhængige enheder og virksomhedens ejer, Jack Ma, trak sig fra sine poster I firmaet. I september i år vendte han imidlertid tilbage til firmaet, og det lader til, at Alibaba og de andre techvirksomheder har affundet sig med den nye strengere regulering. Desuden har nogle kinesiske myndigheder købt aktier I techgiganterne og har dermed opnået indflydelse på driften af disse virksomheder. På denne måde har klassen af kadrekapitalister ved hjælp af sin kontrol med det politiske system og dermed lovgivningen markeret sin kontrol med de private virksomheder. Men samtidig ser det ud til, at den kinesiske ledelse har lempet reguleringen af techgiganterne, som de offentlige myndigheder i ikke ringe grad er afhængige af. Techgiganter leverer dataydelser til ministerier og domstole, og de har også været den tekniske drivkraft i den kinesiske ledelses omfattende overvågningsprogrammer.
Middelklassen i Kina
De økonomiske reformer har også ført til fremkomsten af, hvad man betegner som en ny middelklasse, og mange uden for Kina har sat deres lid til, at middelklassen kunne skubbe på for at fremme en udvikling af demokrati I Kina.
I dag er middelklassen vokset til at udgøre ca. 30 % af den kinesiske befolkning.
Middelklassens status er ikke baseret på privat ejendom, men på uddannelse, kvalifikationer og magtfulde positioner. Der er tale om professioner som læger, ingeniører, universitetslærere og mellemledere i partistatens institutioner. De kinesiske myndigheder definerer middelklassen som individer med en årlig indkomst over 100.000 yuan, hvilket også er grænsen for, hvornår man som kineser skal betale indkomstskat.
Den kinesiske middelklasse har imidlertid ikke presset på for at ændre det politiske system i en mere demokratisk retning, fordi det nuværende system faktisk har givet dem den stigning i velstand, som de har oplevet.
I de senere år er den kinesiske middelklasse faktisk skrumpet. Nogle har mistet deres job på grund af den globale finanskrise, og det er blevet stadig vanskeligere for universitetskandidater at finde beskæftigelse. I 2021 havde over 70 % af arbejdsløse mellem 16 og 24 år i kinesiske byer en universitetsuddannelse. Desuden har middelklassen været hårdt ramt af boligkrisen. Mange har mistet penge, de havde investeret i ikke-opførte boliger, og desuden har boligkrisen ført til et fald I boligpriserne, som især har ramt middelklassen og barberet af deres formuer.
Det er vel i det hele taget et spørgsmål, om det giver nogen mening at bruge et begreb som “middelklasse”. Det man kalder middelklasse er veluddannede, højt lønnede lønarbejdere, som er lige så afhængige af en ansættelse – af at sælge deres arbejdskraft – som andre lønarbejdere.
Kan Kina så stadig kaldes socialistisk?
Hvis man skal tage de analyser, jeg her har gennemgået for pålydende, må man vel erkende, at Mao fik ret i sin spådom om, at et nyt borgerskab inden for kommunistpartiet ville overtage den politiske og økonomiske magt i Kina og føre landet i en kapitalistisk retning. Det er svært at se forskellen mellem kapitalisme og “socialisme med kinesiske særtræk”, og det ser ud til, at de udviklingstræk og lovmæssigheder, der er karakteristiske for en kapitalistisk økonomi, også gør sig gældende for Kina. Men det kinesiske system mangler nogle af de positive træk ved den vestlige kapitalisme: demokrati, uafhængige fagforeninger og et socialt velfærdssystem.
Zhang Xudong, en kinesisk samfundsforsker, som jeg ikke har behandlet her, har engang udtalt “Vi troede engang, at kapitalismen skulle skabe forudsætningerne for socialismen, men i Kina er det socialismen, der har skabt forudsætningerne for kapitalismen.”
Litteraturliste:
K. Brown (2014): The New Emperors, Power and the Princelings in China. I.B. Taurus.
Peer Møller Christensen (1983): “The Shanghai School and its Rejection.” i S. Feuchtwang and A.Hussain (eds.): The Chinese Economic Reforms. Croom Helm Ltd. Genoptrykt 2019 af Routledge som Volume 5. Routledge Library Editions: China Under Mao.
He Qinglian (1998): 现代化的陷阱 Xiandaihua de xianjing. (Moderniseringens Faldgruber), Jinri Zhongguo Chubanshe.
Karl Marx: “Kritik af Gothaprogrammet”, i Karl Marx og Friedrich Engels Udvalgte Skrifter Bind II, Forlaget Tiden, København 1952.
Li Minqi: China and the 21st Century Crisis, PlutoPress, 2016.
So, Alvin (2010) “Post-Socialist State, Transnational Corporations, and the Battle for Labor Rights in China at the Turn of the 21st Century”, Development and Society, 39 (1): 97-117.
So, Alvin Y. (2013): Classes and Class Conflict in China. World Scientific.
Wang Shaoguang (1992: “Deng Xiaoping’s Reform and the Chinese Worker’s Participation in the Protest Movement of 1989.” in Paul Zarembka, ed. Research in Political Economy Vol. 13, pp. 163-197.
Wang Shaoguang (1995): Failure of Charisma.The Cultural Revolution in Wuhan. Oxford University Press.
Wang Shaoguang (1996): The Structural Sources of the Cultural Revolution, Department of Political Science, Yale University.
Wang Shaoguang (2008): “The Great Transformation: The Double Movement in China,” Boundary 2, 35 (2): 15—47.
Darrell M. West (2014): Billionaires, Brooking Institution Press, 2014.
Zhang, Angela Huyue (2024): High Wire. How China regulates Big Tech and Governs Its Economy. Oxford University Press 2024