Droner over Danmark – russerne vandt første halvleg
Statsministerens krigsretorik har provokeret Rusland til at forstærke hybridkrigen, men også skabt utryghed blandt danskerne.
Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion
Man ligger som man har redt, hedder et ordsprog. Det kan også gælde, når det drejer sig om dronerne over Danmark – endda i dobbelt forstand.
Den danske regerings beslutning om at oprette en fabrik i Vojens til produktion af brændstof til det ukrainske militærs missiler og Mette Frederiksens udtalelser om at bruge offensive våben til at ramme langt ind i Rusland samt statsministerens i øvrigt krigsretorik har tirret den russiske bjørn. For der kan næppe være tvivl om, at Rusland stod bag de droner, der dukkede op ved lufthavnene i både Kastrup og Aalborg samt flyvestation Skødstrup og måske også flere andre steder. Uanset regeringen og myndighedernes mummespil om ikke at sætte afsender på dronerne, samtidigt med at både ministre og efterretningstjenester talte om, at Rusland fører hybridkrig mod Danmark og andre vestlige lande.
Rusland er reelt den eneste aktør, der har kapacitet og motiv til en sådan koordineret specialoperation. Teoretisk kunne der ganske vist være andre bagmænd til dronerne over det danske luftrum. I modsætning til Putin i Rusland har Trump i USA truet med militær intervention for at få kontrollen med Grønland, hvilket dog mere kan ses som en retorisk trussel, der næppe føres ud i livet og slet ikke på denne måde. Såkaldte slyngelstater som Iran, Nordkorea og Huti-bevægelsen i Yemen kunne måske have lyst til at provokere vestlige lande, der for ensidigt støtter Ukraine og Israel, men har næppe praktisk mulighed for at gennemføre større droneaktiviteter på vore breddegrader. Endelig kunne store kriminelle organisationer stå bag som for eksempel sydamerikanske narkokarteller, der givetvis er irriterede over, at danske myndigheder har opsnappet en del kokaintransporter og smuglere; men det er ikke særlig sandsynligt, at de vil have kræfter og motiv nok til den type operationer.
Pilen kan derfor kun pege på Rusland, der svarer igen på, hvad landets ledelse med Putin i spidsen opfatter som en militær trussel og en optrapning af den danske støtte til Ukraines krigsførelse, der i stigende grad også rammer mål i Rusland. På den vis kan den danske regering og Folketinget siges selv at have lagt an til, at der ville komme en reaktion fra russisk side. Men har samtidigt forsømt at etablere et funktionsdueligt værn imod en dronebaseret aktion over dansk territorium på trods af, at indikationer og advarsler pegede på droner som en alvorlig udfordring.
Advaret imod droner
Den britiske tidligere forbindelsesofficer på Flyvestation Karup Gordon Fotheringham gjorde ifølge Politiken d. 26. september ved et foredrag i 2021 for den danske hærledelse opmærksom på betydningen af droner på baggrund af erfaringer fra krigen mellem Armenien og Aserbajdsjan uden at opleve lydhørhed, som han udtalte til avisen. Siden har erfaringer fra andre krige og ikke mindst krigen i Ukraine vist, hvor vigtigt et redskab droner er blevet i krigsførelse – både til observationer og til kamphandlinger. Dronerne har på mange måder ændret måden at udføre krig på – ligesom indsættelsen af fly gjorde det i første og ikke mindst anden verdenskrig.
I bogen Hjemmefronten udgivet i 2024, der i antologiens form forsøger at tegne et samlet billede af vilkår og muligheder for Forsvarets nationale opgaveløsning frem mod år 2035, beskrives hvordan droner kan placere sig over en lufthavn og genere eller lamme flytrafikken.
Det har heller ikke fra andre sider skortet på advarsler om dronernes betydning, hvilket udstiller, at Danmark ikke har været forberedt på en længe kendt trussel, som det udtrykkes i samme udgave af Politiken af Rasmus Dahlberg, der er lektor på RUC med en fortid på Forsvarsakademiet. ”Den danske befolkning må føle sig til grin”, var hans kommentar til avisen.
En lignende opfattelse er blevet udtrykt af oppositionspolitikere, der brugte vendinger som svigt, pinligt og ydmygende. Kritikken lød fra begge sider af det politiske spektrum – konservative Mona Juul, Liberal Alliances Alex Vanopslagh og Enhedslistens Pelle Dragsted. Også ved pressemøder med ministre, topchefer i forsvar, politi og efterretningstjenester er kritiske spørgsmål fløjet gennem luften og kun delvist blevet besvaret.
En type af spørgsmål er gået på, hvorfor dronerne ikke var blevet opdaget, før de lige pludselig befandt sig over forskellige lufthavne og heller ikke kunne spores bagefter. Svarene gik på, at dronerne er små og derfor svære at detektere, som det blev kaldt. Udfordringen er da også, at dronernes radartværsnit - den lethed med hvilken en radar kan 'se' dem - er så lille; de drukner ganske enkelt i alle mulige andre smågenstande i luften. hvortiltil kommer deres manøvreevne og hastighed.
At noget kan bevæge sig ind i dansk luftrum uden at blive opdaget, er da heller ikke helt nyt og har historiske fortilfælde. Ved bombardementet d. 21. marts 1945 af Gestapos hovedkvarter i Shell-huset i København var en formation af lette britiske bombefly og deres eskorte af jagere sluppet udenom de tyske radarsystemer placeret på den jyske vestkyst ved at flyve kun få meter over Nordsøens bølgetoppe under turen fra flybaserne i England. Soldaterne på de tyske luftmeldestationer i Vestjylland blev totalt overraskede over pludseligt at have de mange flyvere susende lige hen over hovederne. Selv om overflyvningen blev meldt ind, havde den tyske flyverkommando svært ved at finde ud af, hvor flyene var på vej hen. Da flyene nåede København, var antiluftskytsstillingerne på blandt andet Shell-huset ikke bemandet, og kun fra panserkrydseren Nürnberg i Københavns havn blev flyene beskudt og enkelte af dem ramt.
Ligesom tyskernes radarsystemer ikke havde opfanget de britiske i 1945, kunne det danske forsvars nuværende radarsystemer ikke opfange dronerne over det danske luftrum. For at gardere sig imod uønsket droneaktivitet over København ved topmøderne d. 1. og 2. oktober måtte forsvaret derfor have hjælp af både svensk og tysk militær med det rette udstyr placeret på blandt andet den tyske fregat FGS Hamburg, der ligesom Nürnberg 80 år tidligere var lagt til kaj i havnen for at danne luftforsvar.
En anden type af spørgsmål har drejet sig om, hvorfor dronerne ikke blev skudt ned. Forsvarschefen gav to begrundelser. Den ene var træfsikkerheden. Da dronerne er ret små, hurtigt kan skifte kurs og nogle af dem stå stille i luften, er de svære at ramme. Erfaringen fra Ukraine-krigen er, at en del droner sendt afsted fra begge sider af fronten slipper igennem, hvilket blandt andet har bevirket, at lufthavne i Rusland har været lukket i perioder. Det andet argument var risikoen for, at en nedskudt drone kan forårsage større eller mindre skader, når de falder ned over beboede områder, som det skete ved nedskydningen af en russisk drone over Polen. Menneskeliv og materielle skader er derfor en risiko ved nedskydning af droner og har ført til overvejelser over andre metoder til at uskadeliggøre dronerne. Det kan være ved at jamme dronernes elektronik, fange dem i net eller ved at træne ørne eller andre store rovfugle til at gribe dem med deres kløer.
Svært at følge med i udviklingen af dronteteknologi
Både statsministeren og forsvarsministeren understregede flere gange, at droneteknologien udvikles konstant og så hurtigt, at det er svært at hamle op med. Flere militæreksperter peger da også på, at der ikke vil kunne udvikles et værn, der fuldt ud vil kunne afværge indtrængende droner – heller ikke en såkaldt dronemur, som EU lægger op til at etablere inden for et års tid på øst-flanken. En sådan mur vil dog kun virke, hvis teknologien taler sammen, og data deles på tværs af grænser, har eksperter sagt til Altinget. Tanken er, at en sådan virtuel mur mod øst skal have “flere lag” og hurtigt kunne opdage, følge og ødelægge russiske droner.
I modsætning til en fysisk mur, der er besværlig og dyr at rejse, men relativ billig i drift, er en dronemur nok hurtigere og billigere at etablere, men dyrere i drift. Den skal løbende opdateres og udvikles i takt med udviklingen af droneteknologien og risikerer at halte bagefter. Det vil formodentlig også være muligt at finde smuthuller, hvor især mindre droner kan listes eller smugles ind på positioner bag dronemuren, hvorfra de kan sendes op. Udover tvivl om effekten af en dronemur rejser der sig også nogle praktiske og etiske spørgsmål. Hvordan sikres det, at civile, ufarlige droner ikke skydes ned? Og skal detekterede, russiske droner automatisk og rutinemæssigt uskadeliggøres, eller skal der i hvert tilfælde ved menneskelig beslutning og/eller via kunstig intelligens tages stilling til nedskydning under hensyntagen til risikoen for skader på mennesker eller materiel på nedfaldsstedet?
Medier i selvsving
Selv om det af myndighederne blev understreget, at dronerne over Danmark kun var i luften for at blive set og ikke for at forvolde skade, og selv om lignende dronefænomener er set over andre europæiske lande og først på året også over Køge Havn, tiltrak dronerne stor opmærksomhed fra både politikere og i medierne, der nærmest gik i selvsving. Nyheder, analyser og kommentarer fyldte tv-skærme, avisspalter og nyhedsformidleres sociale medier på bekostning af andre nyheder. Rusland som den formodede afsender af dronerne opnåede dermed lige nøjagtigt det, som var formålet med dronerne. Der blev spredt forvirring, usikkerhed og utryghed samt til en vis grad splittelse. Oppositionspolitikeres kritik haglede ned over regeringen og handlede nok primært om at profilere sig op til et kommende folketingsvalg, men afslørede revner i det brede politiske sammenhold i landet.
Den radikale leder Martin Lidegaard benyttede anledningen til at gentage sin kritik gående på, at der nok hellere skulle bruges mere krudt på at nedkæmpe droner end på at anskaffe langtrækkende missiler. Han berørte dermed en uenighed, der også deler befolkningen. For nok strømmer det ind med frivillige i Hjemmeværnet og generelt er forsvarsviljen også stor, men for mange størst i forhold til at forsvare selve Danmark og rigsfællesskabet i øvrigt - og mindre, når det gælder offensiv militært engagement uden for kongeriget. Uenigheden afspejler sig også i holdningerne til oprettelse af krudtfabrikken ved Sæby og fabrikken til fremstilling af missilbrændstof ved Vojens, hvor der både lokalt og på landsplan er delte meninger om det fornuftige i disse våbenproduktioner.
Der lyder også kritiske røster fra klimabekymrede. De frygter at klimaindsatsen kommer til at stå i skyggen af den militære oprustning og blive nedprioriteret. Ligesom oprustning i øvrigt er klimabelastende, og klimaproblemerne kan skabe nød samt flygtningestrømme og deraf følgende spændinger.
En dronemur kan langt fra dæmme op for den hybridkrig, som Rusland ifølge efterretningstjenesterne og statsministeren har iværksat over for EU- og NATO-landene. Krigen omfatter også ødelæggelse af søkabler, hacking af infrastruktur, virksomheder og offentlige myndigheder, ligesom russiske kampfly og orlogsskibe gentagne gange bevæger sig tæt på eller kortvarigt ind over andre landes territorium. Som med dronerne kan disse aktiviteter ses som led i psykologisk krigsførelse og som advarsler til Vesten; men ifølge gentagne udmeldinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste – senest ved et pressemøde d. 3. oktober – er der ikke nogen fare for, at Rusland vil gennemføre en militær invasion af Danmark.
Hvor vidt Rusland har intentioner om at invadere sine nærmeste nabolande, Estland, Letland og Litauen samt Polen, hersker der uenigheder om. Indtil videre har Rusland ikke efter mere end tre år militært kunne besejre Ukraine og ser heller ikke ud til at gøre det snart. Svaret fra EU og NATO er at afskrække Rusland fra at invadere andre lande gennem massiv oprustning, der kan føre til en oprustningsspiral og eliminere forsøg på at finde politiske eller diplomatiske veje til at afslutte krigen i Ukraine.
Oprustning i stedet for forhandling
Disse veje burde i højere grad forsøges, lyder anbefalingen fra freds- og konfliktforsker ved Lunds Universitet Isabel Bramsen, der mener, at der skal sættes mere fokus på at få de stridende parter til at tale sammen. ”Vi er nødt til at acceptere, at vi skal forholde os til Rusland. Vi er nødt til at igangsætte forhandlinger, sætte os sammen og lave en længere møderække for at få stoppet krigen”. Sådan lød hendes bud i tv-programmet Debatten på DR2 25. september på en anden vej end øget oprustning, der har været Vestens modspil til Ruslands invasion af Ukraine, påpeges det af Peter Ernstved Rasmussen, der er redaktør af forsvarsmagasinet OLFI: ”Siden krigens udbrud har jeg ikke set nogen skridt mod nedtrapning. Alt har været en eskalation”, siger han i et interview med Kristeligt Dagblad 3. oktober.
Den vestlige oprustning og den markante krigsretorik fra blandt andet Mette Frederiksen har bidraget til at skabe den spændte situation, som Mette Frederiksen har karakteriseret som hverken fred eller krig og senest sammenlignet med situationen op til anden verdenskrig. Den har også lighedstræk med situationen op til første verdenskrig, hvor gensidig mistro og forsømmelse af en diplomatisk indsats førte til krig.
Statsministerens krigsretorik har ikke blot provokeret russerne, men har også skabt frygt hos en del af danskerne. Det udtrykker Peter Ernstved Rasmussen således i interviewet i Kristeligt Dagblad: ”Det er min opfattelse, at der er en voksende bekymring blandt danskerne for, hvordan det her ender. Jeg tror at mange er begyndt at frygte, at vi har kurs mod tredje verdenskrig.” I samme avis vurderer tidligere forsvarsminister Hans Engell, at den brede opbakning til oprustning er ved at svinde, idet ”dronerne kan blive et vendepunkt i danskernes opbakning til den mere konfrontatoriske retorik, fordi det kan skabe en reel frygt for, at vi bliver et krigsmål for russerne, når vi stiller os så meget i front”. De peger i øvrigt begge to på, at Danmark ikke en stor nation med et stærkt militær, men en småstat med en begrænset militær kapacitet.
Historisk har landets herskere ved overmodige dispositioner da også gentagne gange overvurderet Danmarks militære kapaciteter og undervurderet fjenders evne til at udnytte overraskelsesmomentet. Svenskekrigene i 1600-tallet blev alle tabt, fordi den svenske konges hære – baseret på både værnepligtige bønder og udenlandske lejesoldater – var stærkere end den danske hær, ligesom det ikke var forudset, at svenskerne takket være en meget kold vinter i 1657 kunne marchere på isen først over Lillebælt fra Jylland til Fyn, dernæst via Langeland over Storebælt til Lolland-Falster og derfra via Storstrømmen til Sjælland. På grund af opbrud i isen var kun en mindre del af den svenske hær med kongen i spidsen nået Sjælland, hvilket en væsentlig større, men panikslagen dansk styrke ikke havde opdaget. I stedet for at slå svenskerne tilbage blev der indledt fredsforhandlinger i Roskilde. De endte med, at Skåne, Halland og Blekinge blev afstået til Sverige.
Bæredygtig is var også medvirkende årsag til nederlaget i krigen i 1864, da hård vinter bevirkede, at den prøjsiske hær på tilfrosne vådområder kunne marchere uden om Dannevirke, som den danske hær i hast måtte rømme for at trække nord på. Bedre blev det så ikke af, at de danske soldater var bevæbnet med gamle forladegeværer, mens prøjserne havde moderne bagladegeværer og langt rækkende kanoner, der skød skanserne ved Dybbøl og byen Sønderborg i grus. Krigens resultat var afståelse af hertugdømmerne Holsten og Slesvig, hvoraf den nordlige del blev dansk igen i 1920.
Under Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet havde Danmark satset på den forkerte hest. Briterne var fortørnede over den danske alliance med Frankrig og sendte tropper til Danmark, hvor de omringede København, som blev bombarderet med nyopfundne ildpile, der strøg ind over byen og satte ild i mange bygninger – formodentlig historiens første terrorbombardement. Resultatet blev tab af den danske flåde og efterfølgende afståelsen af Norge, der indgik i en union med Sverige.
Det forsmædelige nederlag i 1864 har Danmark i de seneste år forsøgt at tørre af sig ved at sætte danske tropper ind i Afghanistan sammen med britiske og amerikanske tropper, hvilket endte som en total fiasko, hvor danske soldater kom hjem i ligpose eller med ar på sår og sind eller i alt fald bitterhed over, at hele indsatsen havde været forgæves. Samtidigt var det hjemlige forsvar blevet forsømt med blandt andet forfaldne kaserner og for lidt krudt og kugler til følge. I en sådan situation er det, som både Peter Ernstved Rasmussen og Hans Engell peger på, dristigt at føre sig frem med en så voldsom krigsretorik, som statsministeren har benyttet sig af. For man ligger, som man reder.