Kritisk Revy

Våbenkapløb i Ukraine – droner mod raketter

Af Tim Judah

Oversat med tilladelse fra Tim Judah, Arms Race in Ukraine, New York Review of Books, 12. Juni 2025

Ny droneteknologi forandrer slagmarken i Ukraine - og viser, at mange vestlige våben er forældede. Noget, der understreger, at hovedløs oprustning kan være spildt mælk, når milliarddyre og sofistikerede, men sårbare våbensystemer kan sættes ud af spillet af køkkenbords- og garage-teknologi. Det kaster et skarpt lys på Mette Frederiksens ’Køb! Køb! Køb!’ - og underbygger den holdning, der går ud på, at forsvarsudgifter ikke handler om procentsatser, men om hvad pengene skal bruges til.

Da jeg ventede uden for Kievs største militærhospital i slutningen af april, så jeg en mand i kørestol komme ud af hovedporten. Han snoede sig forsigtigt forbi syv »pindsvin« - de store panserværnsfælder af metal, som blev opstillet i hovedstadens gader i begyndelsen af Ruslands omfattende invasion i februar 2022. Nu er de næsten alle fjernet. Mens besøgende gik ind, kom soldater ud ad porten med poser med medicin og store, flade omslag med deres røntgenbilleder.

380.000 sårede ukrainere

Midt i morgentravlheden trillede manden hen til enden af den korte, spærrede vej, der fører ud til gaden. Der tændte han en cigaret og så verden passere forbi. Han var iført en T-shirt i de gule og lyseblå ukrainske farver. Hans ene ben var blevet amputeret under knæet, og det andet var helt væk. Begge stumper var stadig pakket ind i forbindinger. Måske led han af fantomsmerter. Om et par uger vil han måske være ude af kørestolen og lære at gå igen på benproteser.

Manden var næsten helt sikkert en af de 380.000 ukrainere, som præsident Volodymyr Zelensky i februar sagde var blevet såret i denne krig. Et par dage tidligere havde jeg været i en bunker og talt med en ukrainsk kommandant. Vi så droneoptagelser i realtid fra frontlinjen, og han viste mig et grynet billede, hvor der var zoomet ind på en såret russisk soldat. »Se, han har mistet sit ben,« sagde han. »Har De tænkt Dem at gøre det af med ham?« spurgte jeg naivt. »Nej, nej!« svarede han. En hårdt såret soldat var værre for Rusland end en død, forklarede han. I første omgang ville han udsætte de mænd, der forsøgte at redde ham, for livsfare, for de måtte forlade deres stillinger, og i sidste ende ville han få brug for langvarig pleje, rehabilitering og pension, ligesom manden på hospitalet i Kiev.

Ukrainere og russere er tvillinger

Næste dag mødte jeg en højtstående ukrainsk sikkerhedsofficer, som fortalte mig noget, han aldrig ville sige offentligt. Vi talte om krigen, og hvordan den havde konsolideret den ukrainske identitet for mange, for hvem det at være russer eller ukrainer ikke havde betydet så meget før. Han sagde, at russerne så sig selv som arvtagere af den kejserlige og sovjetiske arv, men at ukrainerne også gjorde det. Så sagde han til mig: »Jeg vil fortælle dig noget meget mærkeligt: Vi er tvillinger!«

Ligesom manden uden ben, der røg en cigaret, spekulerer alle ukrainere på, hvad fremtiden bringer. De har mistet en femtedel af deres land til russerne, og lige nu er der ingen udsigt til at få noget af det tilbage. De føler fantomsmerten ved tabet af hjem, familier og minder, for ikke at tale om virksomheder og ressourcer i de russiskbesatte områder i øst og syd. Men mens soldater og civile fortsat dør hver dag, er landet - ligesom den mand - stadig meget levende.

Trumps humørsvingninger

Da præsident Donald Trump i foråret forsøgte at sikre en våbenhvile i en krig, som han engang pralede med ville være så let at afslutte, at han kunne gøre det på 24 timer, blev ukrainerne forvirrede over hans humørsvingninger og hans og hans teams efterplapring af Kremls propaganda om Ukraine. Det ene øjeblik overøste amerikanske embedsmænd Zelensky med galde og beskyldte ham for at være ansvarlig for præsident Vladimir Putins invasion, og det næste øjeblik brokkede Trump sig over Putins »meget dårlige timing«, når han dræbte tretten civile under et missilangreb på Kiev natten til den 24. april. Han kom ikke ind på, hvordan timingen for disse angreb kunne forbedres.

Da Zelensky bad om at måtte købe flere Patriot-missiler, som er afgørende for at forsvare Ukraines byer mod langtrækkende russiske droner og missiler, hånede Trump ham. Antagelsen i Kiev havde været, at uanset om der kom en våbenhvile eller ej, ville USA ikke længere levere våben og vigtige efterretninger til Ukraine. Den 30. april underskrev Kiev og Washington så en aftale, der giver USA fortrinsret til fremtidig udnyttelse af ukrainske mineraler - noget, der måske aldrig vil ske. Trumps argument er, at en »amerikansk tilstedeværelse på udvindingsstedet vil hjælpe med at beskytte landet.« Men da aftalen ikke indeholder nogen sikkerhedsgarantier, vil ingen store virksomheder investere, før Ukraine rent faktisk er sikkert.

En kilde i det ukrainske erhvervsliv beskrev aftalen som en »performativ politisk handling«, fordi den gav Trump noget, som kunne præsenteres som en succes for de sande MAGA-troende. Hvis det gjorde Trump glad, var det fint med ham. I begyndelsen af maj begyndte Trump at sælge våben til Ukraine igen, og det blev rapporteret, at et ekstra Patriot-missilbatteri var ved at blive overført. Alt dette var en stor overraskelse. Russiske kommentatorer begyndte at spekulere på, om Trump - som de havde skreget op om var deres mand i Det Hvide Hus -alligevel ikke ville levere varen.

Jeg kan godt lide at besøge sikkerhedsofficeren, for i de ti år, jeg har kendt ham, har han altid haft et klart perspektiv på, hvad fremtiden bringer. Nu sagde han til mig: »Det er lettere at forudsige, hvordan Ukraine vil se ud om ti år end om ti dage!« I flere dage før denne artikel gik i trykken, spekulerede alle på, om Putin ville dukke op til fredsforhandlingerne med Zelensky i Istanbul den 15. maj. Det gjorde han ikke.

Museet for Ukraines atommissiler

I Pobuzke, tre timers kørsel syd for Kiev, kan man besøge Museet for de Strategiske Missilstyrker. På en grå og regnfuld aprildag kan det være svært at begejstres for gamle, rustne sovjetiske krigsfly med døde hvepse klistret til cockpittets vinduer eller parkeringspladser fulde af smadrede russiske panserværn fra denne krig. Men det er egentlig ikke derfor, folk kommer her. I den sovjetiske periode var omkring en tredjedel af USSR's interkontinentale, ballistiske missiler (ICBM) opstillet i Ukraine. Da jeg kommer ind i bunkeren, trykker Yurii - den 67-årige guide, som har gjort tjeneste i de sovjetiske styrker i nærheden - på en kontakt for at tænde for klimaanlægget. Så klemmer man sig ind i en lille elevator sammen med ham og kravler til sidst ned ad en stige til det lille kontrolrum, hvorfra missilerne i siloerne i denne del af Ukraine ville være blevet affyret. Der er køjer, et toilet, en samovar, en tekande, tekopper og en elektrisk kogeplade til en gryde. Seks mænd kunne overleve Armageddon i dette kompleks i femogfyrre dage.

Alt er perfekt bevaret, og Yurii remser tal op om missiler og nyttelast. Man sidder bag et skrivebord med kontakter og knapper: Yurii forklarer, at når ordren om affyring kom fra Moskva, skulle to personer i rummet begge trykke på en knap, hvilket min kollega og jeg blev inviteret til at gøre. På en skærm så vi missiler blive affyret, cirkle rundt om planeten og ødelægge byer.

I 1994 hjalp USA Ukraine med at skille sig af med sine atommissiler. Alle atten kommandocentre - undtagen dette, som blev bevaret som museum - blev ødelagt. Da Sovjetunionen kollapsede, kunne missilerne i Ukraine ikke affyres af landets regering, fordi kommando- og kontrolsystemerne stadig befandt sig i Moskva. De kunne være blevet genskabt i Ukraine, men det ville have taget mange år og kostet mange penge. ICBM'erne blev sendt til Rusland, og til gengæld underskrev USA, Rusland og Storbritannien Budapest-memorandummet, som forpligtede landene til at sikre Ukraines territoriale integritet. De blev enige om at søge FN's Sikkerhedsråd om hjælp til Ukraine, hvis landet »blev offer for en aggressiv handling«. Måske blev tanken om, at Rusland kunne finde på at erobre og annektere dele af sit naboland, på det tidspunkt anset for så langt ude, at det absurde i at gå til Sikkerhedsrådet, hvor Rusland har vetoret, aldrig syntes vigtigt. Det ville være lige så meningsløst som at bede FN-Sikkerhedsrådet om at handle, hvis USA forsøgte at bruge magt til at annektere Canada eller Grønland.

Ukrainerne har stadig masser af kort på hånden

Da vi igen var oppe på jorden, spurgte jeg Yurii, om han mente, at det havde været en fejl, at Ukraine havde opgivet sine missiler. Ville Rusland have vovet at erobre Krim i 2014 og derefter have forsøgt at ødelægge Ukraine som stat, hvis landet stadig havde dem? Ja, sagde han, det faktum, at Ukraine frivilligt havde opgivet missilerne, »gør mig lidt deprimeret.« Når demilitariseringen af Ukraine nu er et af Putins hovedkrav sammen med opgivelsen af alle de områder i de fire provinser i øst og syd - som Rusland hævder at have annekteret, men endnu ikke har besat - kaster Budapest-memorandummet og atomnedrustningen i 1990'erne en mørk skygge.

Den lære, de fleste ukrainere drager af dette, er, at man ikke kan stole på allierede, at Rusland under Putin og sandsynligvis også under hans efterfølgere aldrig vil opgive ønsket om at underlægge sig deres land, og at deres land er nødt til at være bevæbnet til tænderne for at kunne forsvare sig selv. Men hvordan gør man det? Uden at forhandle har Trump allerede imødekommet Putins krav om, at Ukraine aldrig kommer med i NATO, og han siger, at ukrainerne ikke har nogen kort at spille ud med. Det tager han fejl i. De har måske ikke så stærke kort på hånden som russerne lige nu, men de har stadig masser af kort på hånden, og de har planer om at få mange flere.

Da Sovjetunionen kollapsede, gik Ukraines formidable militærindustri kraftigt tilbage. Nu rammer ukrainske missiler russiske militære mål og mål i olieindustrien dybt inde i landet. Siden begyndelsen af den russiske invasion i 2014 og især siden 2022 har Ukraines militærindustri rejst sig som en fugl Føniks, og hvis der var flere penge, kunne den producere endnu flere våben. I 2024 lå landets militære produktion ifølge Herman Smetanin, den ukrainske minister for strategiske industrier, på 35 milliarder dollars - 35 gange så meget som den russiske.

Kherson: Fra raketter til dronekrig

I efteråret 2022 drev ukrainske styrker russerne på flugt og jog dem ud af en stor del af det område, de havde besat efter det første angreb i februar. I november blev russerne tvunget til at trække sig tilbage fra byen Kherson, som ligger ved bredden af den mægtige flod Dnepr. Jeg skrev om jublen i byen et par dage senere.

Folk strømmede til den centrale Frihedsplads, og Zelensky kom for at holde en triumferende tale. Det hele er meget anderledes i dag. Russerne har trukket sig tilbage på den anden side af floden, og selv om de fortsat beskyder byen, er det først og fremmest en dronekrig, der foregår her.

En ukrainsk soldat, Artem, kørte mig gennem byens næsten øde gader. Tæt på floden kørte vi uden om et område, som er blevet for farligt at bo i. Da vi passerede Frihedspladsen, var den eneste person en ensom pensionist med en indkøbspose. Under træerne på en tom boulevard satte en kvinde mad ud til fugle eller katte. I en nærliggende landsby, i en skoles kælder, som nu er blevet omdannet til klasseværelser, beskrev Oleksandr Prokudin, lederen af regionens militære administration, kampen om Kherson som »Star Wars«. Begge sider tester deres nyeste droner. Artem sagde, at der var blevet hængt et »elektronisk gardin« op langs denne del af floden for at jamme [dvs. at dronen ikke længere kan opretholde sin radioforbindelse til basen, o.a.] og spoofe droner. Når en drone bliver jammet, kan den skydes ned eller simpelthen gå tabt. Spoofing betyder, at fjenden kan ændre dronens hjemmebase [der er indkodet i dronen, o.a.] og derefter omdirigere den »hjem« til sin egen ødelæggelse. Mens vi talte, viste han mig på sin telefon en live-transmission fra en hacket russisk drone, som befandt sig et sted i nærheden. Han sagde, at det i teorien betød det, at man kunne se den flyve mod sig og dræbe en.

I februar 2022 havde ukrainerne stort set ingen militære droner. Sidste år fremstillede de 2,2 millioner, og i år håber de at fremstille 4,5 millioner. Størstedelen af disse er »first-person view« (FPV) droner - hvilket betyder, at operatøren bærer briller eller styrer dem fra en skærm. Ifølge Yevhen Hlibovytsky, leder af tænketanken Frontier Institute, har de ukrainske styrker haft rekrutteringsproblemer, og det har tvunget landet til at »vende sig mod teknologien for at kompensere for dette underskud.« Den hastighed, hvormed droner er blevet det førende våben i krigen, er et direkte resultat af manglen på mandskab og af, at man har en egen industriel kapacitet til at fremstille dem.

Men jamming, ulykker og mangel på dygtige piloter betyder, at to tredjedele eller mere af de ukrainske og sandsynligvis russiske FPV- og andre droner ikke rammer deres mål. Våbenkapløbet går dog så hurtigt, at tingene allerede er ved at ændre sig som reaktion på disse problemer. Omkring 70 procent af tabene på slagmarken rapporteres nu at være forårsaget af droner. Den nye generation af droner styres af en op til femten kilometer lang fiberoptisk tråd – af samme tykkelse som en fiskeline - så de har ikke noget radiosignal, der kan blokeres. De giver også piloten et billede af højere kvalitet. Men selv hvis fiberoptiske droner sidst på sommeren vil beherske slagmarken, er de kun en løsning på kort sigt.

Næste skridt: Lasere og kunstig intelligens

Så nu er kapløbet i gang om lasere, der kan blænde fjendens droner, og kunstig intelligens, der kan gøre de ukrainske droner selvstyrende. Da jeg første gang mødte Yaroslav Azhnyuk for mere end to år siden, fortalte han mig om Petcube, en succesfuld virksomhed, som han havde startet i 2012. Et af virksomhedens produkter gav mulighed for på en skærm at se, hvordan ens hund sprang op for at få fat i en godbid, som lige var blevet droppet fra en fjernstyret, flyvende beholder. Der er vel en logisk udvikling fra flyvende hundekiks til flyvende droner, formoder jeg. Azhnyuk sagde, at hans nye firma, The Fourth Law, arbejder med droneautonomi, herunder autonome bombemissioner, autonom målgenkendelse og autonom navigation mod en ’drabszone’ - ’kill zone’. Det er et område, hvor der ikke opholder sig egne tropper og civile, og som er dødbringende for fjenden. Han forudser, at »hver operatør i sidste ende vil betjene i måske tusindvis af droner i en ’kill zone’.« Autonome droner vil forandre slagmarken, ligesom FPV-droner har gjort det.

Ukraine har testet laservåben, og kill zones er allerede en realitet. Line of Drones er et program, der har til formål at gøre det næsten umuligt for russerne at bevæge sig i et bælte på op til femten kilometer langs frontlinjen. Ivan, en soldat jeg mødte, hvis enhed har kæmpet i Toretsk, gav mig et illustrativt eksempel på, hvad det betød, når de befandt sig i drabszonen og ikke kunne bevæge sig. To uger tidligere havde de ukrainske tropper her måttet give op, men fem soldater var strandet under murbrokkerne af et hus to en halv kilometer bag den nye frontlinje og 70 meter fra en ny russisk stilling. Mændene var desorienterede, sårede og bad om at blive reddet. Ukrainske droner kastede mad og batterier ned til dem og bombede den russiske stilling, men ellers var der ingen mulighed for at krydse det stykke land for at redde dem.

Selv om det er nemt at smide små mængder forsyninger ned til en stilling som denne, bliver logistikken stadig sværere. Kamikaze-droner kan lande og vente ved en vej, og når en overvågningsdrone får øje på et mål, f.eks. et køretøj, kan de lette og lægge sig i baghold. Illia var soldat, men nu er han ingeniør og arbejder for SkyLab, en virksomhed, der er gået fra at lave store bombedroner til mindre landdroner. Det er små ubemandede køretøjer (UGV'er), som kan transportere gods på tværs af en kill zone. Tidligere i krigen kunne man laste en bil eller et pansret køretøj med ammunition og køre det til fronten, men droner har gjort det for farligt. En af grundene til, at russerne i marts var i stand til at drive ukrainske styrker ud af den del af Ruslands Kursk-region, som de havde besat, var, at fiberoptiske droner havde givet dem en fordel.

Illia og Yevhenii Rvachov, lederen af SkyLab, tog mig med ud til et ujævnt terræn uden for Kiev, læssede en af deres meterlange UGV'er af og sendte den af sted ud i terrænet. Den havde et beslag, hvori de havde anbragt fire landminer, som den lagde ud. Da den kom tilbage, tog de beslaget af. Nu var den klar til at transportere 200 kg ammunition eller noget andet. De sagde, at de troede, at der måske var to tusinde landdroner ved fronten i øjeblikket, men ved årets udgang kunne der være i titusindvis. Jeg bemærkede, at de kunne få samme rolle som æsler i tidligere krige, og de viste mig en video af russiske tropper, der bruger æsler i dag. En drone skal ikke fordres, bemærkede de, den skal bare oplades i to timer. De arbejdede nu på AI til den næste generation af UGV'er, som vil være udstyret med seks lidar-sensorer (laserbaserede afstandsmålere, o.a.), der skal hjælpe dem med at navigere uden om forhindringer. Det smukke ved disse landdroner er, at de er så små, at de er svære at få øje på fra luften, og de bevæger sig så hurtigt, at de er svære at ramme. Hvis de bliver ødelagt, går der dog ingen liv tabt, og de koster kun, hvad der svarer til en billig bil.

Olena, som leder militærets evakueringsenheder for sårede, fortalte mig, at de var i gang med at teste større UGV'er til at hente sårede fra fronten. Men de ville vel være synlige og kunne blive mål for angreb? spurgte jeg. Det er rigtigt, svarede hun, men hvis nogen hurtigt ville forbløde, hvis ikke vedkommende hurtigt blev hentet, var det en risiko, der var værd at løbe.

Gør ”miltech” dyre, konventionelle våben forældede?

I Kiev hersker der en følelse af ekstrem begejstring over denne udvikling af »miltech«. Jeg mødte SkyLabs folk på en konference arrangeret af Brave1, en regeringsplatform, der sætter nystartede virksomheder og udviklere i forbindelse med militæret. Et par dage senere var en begivenhed arrangeret af en NGO ved navn Invest in Bravery, fyldt med investorer, opfindere og iværksættere. I talerne understregede de, at Ukraine med mere end en million mand under våben nu havde den største og mest erfarne hær i Europa (bortset fra Rusland, selvfølgelig), og folk klappede, da det blev påpeget, at de vestlige lande havde mere brug for Ukraine, end Ukraine havde brug for dem. Umiddelbart er det lidt bizart, da landet ikke selv producerer nok udstyr til at overleve, men pointen er denne: Krigen har vist, at meget dyrt isenkram i vestlige våbenlagre er ved at blive forældet. Det, der betyder noget nu, bortset fra teknologi, er erfaring. Siden den omfattende invasion begyndte, har vestlige hære trænet titusinder af ukrainske tropper i udlandet. Men, siger ukrainerne, en stor del af deres instruktørers erfaring har, som Olena spidst udtrykte det, været »at kæmpe mod mænd i bjerge med kalashnikover.« Erfaringer fra Afghanistan eller Irak hjælper ikke meget her. Det budskab er måske begyndt at trænge igennem.

I slutningen af april blev det rapporteret, at britiske tropper nu blev trænet i dronekrigsførelse af ukrainske soldater!

Men lad os nu ikke blive revet for meget med af teknologien. Den er vigtig, den har ændret krigsførelsen, og den har hjulpet ukrainerne med at holde russerne tilbage. Men spørgsmålet er ikke, om man skal give afkald på et Patriot-missil til 4 millioner dollars og købe 10.000 FPV-droner i stedet - men om man skal finde den rette blanding af våben. Det er også vigtigt ikke at tabe de menneskelige omkostninger ved krigen af syne. Jeg var på militærhospitalet i Kiev, fordi jeg ventede på Anastasiia Savova, en seksogtyveårig kvinde, der leder organisationen ”Altid trofast”, som fører kampagner til fordel for de krigsfanger fra flåden, der sidder fanget i Rusland. Hendes far var blevet taget til fange i maj 2022, da Azovstal - det store stålværk, der udgjorde den sidste ukrainske skanse i Mariupol - blev indtaget. I to år havde hun ikke hørt fra ham og vidste ikke, om han overhovedet var i live. Den 19. marts var han med i en fangeudveksling, og hun tog mig med for at møde ham.

Før vi mødtes, sendte hun mig billeder af ham på WhatsApp. Oleksandr Savov, 46 år, var kommet hjem afkræftet og syg af tuberkulose. Da jeg så ham første gang, kunne jeg ikke genkende ham, fordi han havde taget så meget på i de seks uger, der var gået, siden han blev løsladt. Som fange, sagde han, havde han kun tænkt på to ting: mad og søvn. Krigsfangerne var blevet banket konstant, og derfor havde han altid smerter. Fysisk var han ved at komme sig, men psykisk ville det tage meget længere tid. Den morgen vi mødtes, sagde han, at han havde drømt, at han sad i fængselskasernen iført militæruniform og medaljer, og en kollega sagde til ham: »Tag dem af! Hvis russerne ser dig, banker de os alle sammen!« Voldtægt var hyppigt forekommende. Russerne overfaldt fangerne med loddekolber og fugepistoler af den type, der bruges til at presse silikone rundt i kanten af et brusebad for at forsegle den. »De vil være vores fjender for evigt,« sagde han. Gik han ind for en våbenhvile? spurgte jeg. Hvis Rusland ikke giver de besatte områder tilbage, sagde han, »Synes jeg, vi skal kæmpe. Der er ingen vej tilbage.«

Våbenhvile er Sudeterlandet 1938 v.2.0

Mange, og måske de fleste, er ikke enige med ham. Russificeringen af de besatte områder og udvandringen af pro-ukrainske beboere fra dem betyder, at de allerede er »et andet land«, sagde en forretningsmand, som ikke ønskede at fremstå med navn. Det var »bedst at være ærlig« og »glemme dem«. I så fald ville resten af Ukraine have en bedre chance for at komme sig og blive integreret med resten af Europa. »Ellers ser jeg ikke engang en chance.« Han afviste dog også en juridisk anerkendelse af den russiske annektering, som ville være politisk uacceptabel for Ukraine. Et lækket udkast til en amerikansk våbenhvileplan antydede, at USA ville anerkende Putins annektering af Krim, hvilket ville blive betragtet som et dolkestød i ryggen af de fleste europæere og en slags Sudeterlandet 1938 2.0. I 1940 annekterede Sovjetunionen de baltiske stater, og det anerkendte USA aldrig officielt.

Soldaterne fortalte mig, at manglen på mandskab betød, at de ikke blev udroteret til hvile og rekreation, som de burde, og selv om Putin stadig ønskede at knuse Ukraine, ville en våbenhvile redde liv. Olena, som leder evakueringsenhederne, mener, at for mange mennesker allerede har meldt sig ud af krigen, og at en våbenhvile vil føre til demobilisering og gøre landet selvtilfreds og sårbart over for angreb igen. En våbenhvile ville betyde en tilbagevenden til den form for fastfrosset konflikt, der eksisterede mellem 2015 og 2022, og russerne ville kun vente på den dag, hvor de var klar til at forsøge at indtage mere af landet.

Tingene kan ændre sig, men ingen af de ukrainere, jeg mødte, troede på, at Putin overhovedet ønskede en våbenhvile. »Det kommer ikke til at ske,« sagde Hlibovytsky, lederen af Frontier Institute.

Russerne tror, at de har overtaget. De prøver måske nogle taktiske træk som en tredages våbenhvile eller lignende for at få nogle sanktioner ophævet, men ellers er der ingen holdningsændring. Den russiske imperiale tankegang er ikke svækket.

Ifølge den politiske analytiker Andrii Buzarov vil konflikten ikke være overstået, hvis der kommer en våbenhvile, og det normale politiske liv vender tilbage til Ukraine. Desinformation og propaganda vil blive brugt til at splitte samfundet, siger han. I modsætning til tidligere er der i dag ikke noget levedygtigt »pro-russisk« alternativ, men russisk soft power i landet handler ikke kun om sprog og religiøse spørgsmål, som splitter de ortodokse troende. »Det handler også om historie og helte,« siger han. Russerne vil arbejde på at destabilisere et traumatiseret samfund, hvor folk hurtigt vil beskyldes for det, de gjorde eller ikke gjorde under krigen. De vil også bruge emner som homoseksuelles rettigheder til at fremstille Vesten som degenereret. Hvis det viser sig, at Trump definitivt har forrådt Ukraine, hvilket allerede er den udbredte opfattelse, og Europa ikke kan eller vil gøre nok for at tage over, så vil spørgsmålet være: »Hvad gav Vesten jer så, hvad har I?«

I taxaen på vej til stationen for at tage nattoget fra Kiev til Polen sludrede jeg med Andrii, min chauffør. Han sagde, at han var 60 år gammel, at »krigen vil vare resten af mit liv«, og at ligesom araberne efter hans mening havde ønsket at ødelægge Israel i 80 år, selv om konflikten havde bølget frem og tilbage, ville Rusland ødelægge Ukraine. Så fortalte han mig, at hans daglige arbejde var som astrolog, og at forretningen gik rigtig godt, fordi folk gerne vil vide, hvad fremtiden bringer.

-15. maj 2025

Dansk overskrift, manchet og mellemrubrikker er Kritisk Revys ansvar (red.)

Tim Judah er forfatter til bogen ”In Wartime: Stories from Ukraine”. Han har rapporteret for The New York Review fra Ukraine, Balkan, Niger, Armenien, Afghanistan og Irak. (Juni 2025)