Krigen mod erindringen: Lær af Bund, det jødiske arbejderforbund
Af Molly Crabapple
Oversat med venlig tilladelse fra forfatteren og The Funambulist, The War on Memory: Learning from the Jewish Labor Bund, 17. december 2024
I en tid, hvor mange jøder i diasporaen organiserer sig mod den israelske stat og dens bosætterkoloniale massemord på palæstinensere begået i et påstået umisteligt forhold mellem zionisme og jødiskhed, bør vi huske det jødiske Bund og dets historie med kamp mod europæisk antisemitisme, zionisme og kapitalisme. Vi bad Molly Crabapple om at genoplive denne erindring for os, og hvad vi kan lære af den til nutidens kampe.
Dahmash-moskeen i Lydda, hvor en massakre blev begået af den zionistiske Palmach-milits i 1948 (2024). / Illustration af Molly Crabapple for The Funambulist (© Copyright Mary Crabapple).
Når dette nummer af The Funambulist udkommer, vil Israel have begået folkemord i Gaza i et år. Det er et folkemord, der er så grundigt, at det har givet anledning til nye ord: Scholasticid, eller mord på vidensbærende institutioner og vidensformidlere; urbanicid, mord på en by. For det israelske militær er det ikke nok at myrde levende palæstinensere, man har også gravet kirkegårde op, beslaglagt lig og kørt sine tanks hen over gravene, så sporene danner en Davidsstjerne, en blasfemisk handling først og fremmest mod palæstinenserne, men også mod jødisk historie. Min historie.
’Den eneste historiker, der er i stand til at tænde en gnist af håb i fortiden, er den, der er fast overbevist om, at selv de døde ikke vil være i sikkerhed for fjenden, hvis han sejrer,’ skrev Walter Benjamin, den store tysk-jødiske intellektuelle, der begik selvmord i stedet for deportation til det nazibesatte Frankrig, i Om historiebegrebet (1945). Jeg har ofte siden den 7. oktober 2023 tænkt på dette citat. Derfor vil jeg se tilbage på Rusland-Polen, den blodige halvmåne af land, som var fødestedet for de fleste af zionismens store ledere og for deres store rivaler, Bund, det sekulære, socialistiske og antizionistiske revolutionære arbejderparti, som har været genstand for mit arbejde de sidste fem år.
Den zaristiske lovgivning forbød jøder adgang til det russiske kerneland og begrænsede dem til ophold i byer i imperiets vestligste provinser, Bosættelsesområdet, og satte strenge grænser for deres ret til uddannelse, jordeje og bopæl. Som forsøg på at aflede befolkningens frustration iscenesatte domstolene retssager om ritualmord, og det hemmelige politi lavede en forfalskning, Zions Vises Protokoller, som gav jøderne skylden for revolutionen. Når pogromer brød ud, deltog politi og soldater ofte.
Lige fra starten afviste Bund tanken om, at jøder skulle forlade deres hjem for at skabe en etnostat i Palæstina. ’Vi er ikke fremmede her og ikke gæster, selv om den russiske regering betragter os som sådan,’ skrev en lokal Bund-afdeling i 1903. ’Landets rigdom er gennemvædet af vores blod, […] vi kræver og kæmper for det, der tilhører os, for menneskerettigheder og borgerlige og politiske rettigheder.’ For Bund var zionismen en underkastelse under de samme fanatikere, som ville smide jøderne ud af deres hjem. Bund mente, at de østeuropæiske jøder havde ret til at blive i Østeuropa. At rejse betød at lade deres plageånder vinde. Bund opfandt et ord for denne stædige insisteren på at blive: Doikayt (’herhed’) [altså at være ’her’] i modsætning til ’der’ i Palæstina. Bundisterne kæmpede for frihed og sikkerhed på de steder, hvor de boede, i trods mod alle dem der ønskede dem døde. Man kan i dette jiddische udtryk se en forløber for det palæstinensiske begreb Sumoud, den standhaftige vilje til at blive i sit land på trods af den zionistiske stats overgreb.
Jeg opdagede Bund gennem min oldefar Samuel Rothborts malerier. Som en udbyttet ung læderarbejder i en lille by ikke langt fra Bialystok havde Sam meldt sig ind i Bund for at kæmpe for bedre arbejdsforhold. Han kastede sig hurtigt ud i et liv med strejker, industrisabotage og flugter fra fængsler, der førte ham ud af det konservative, religiøse samfund, hvor han var født. Da ’revolutionsbølgen kom’, skrev han senere, ’blev jeg en verdensbroder.’ Der var ’ingen jøde, ingen goy og ingen Gud’. Til sidst sendte politisk forfølgelse ham på flugt over havet. Han ankom til New York i 1904, hvor han blev kunstner, ligesom min mor, ligesom mig.
Sams forløb var typisk. Med sine 30.000 medlemmer var Bund det mest populære politiske parti i zarriget i 1904 og overgik både mensjevikkerne og bolsjevikkerne. Disse bevæbnede idealister organiserede fagforeninger, bekæmpede pogromer og kæmpede derefter på barrikaderne under revolutionerne i 1905 og 1917. Bolsjevikkerne forbød dem efter oktoberrevolutionen, men de omgrupperede sig i det nyligt uafhængige Polen.
For børn af jødiske socialistiske forældre var der SKIF (Sotsyalistishe Kinder Farband) med slagsangen ’Vi er unge, og verden står åben’. Teenagere sluttede sig til ungdomsbevægelsen Tsukunft, og den bundistiske kvindebevægelse kæmpede for fødselskontrol og gratis børnepasning. Gennem sit netværk af skoler, kor, sommerlejre og aviser præsenterede Bund Polens forarmede jødiske arbejderklasse for kunst af høj kvalitet og en internationalistisk socialisme. Bubd ophøjede jiddisch, det meget oversete jødiske folkesprog, til et redskab for transnational litterær kultur – et mobilt hjemland, man kunne tage med på sin tunge. I troen på at de undertrykte skulle skrive deres egen historie, skabte intellektuelle fra arbejderklassen, der var udelukket fra den akademiske verden, YIVO [Yidisher Visnshaftlekher Institut], et institut for studier af østeuropæiske jøder, der blev grundlagt i samme ånd som afdelinger for etniske studier, som unge sorte og puertoricanske radikale som min far skabte i 1970’ernes New York. De organiserede folk i de kummerlige fabrikker og kæmpede mod udsættelser. Hver 1. maj marcherede titusinder af jødiske socialister gennem Warszawa under Bunds banner. ’Mama Bund’ kaldte aktivisterne partiet. Deres slogan var ’Her, hvor vi bor, ligger vores land’, og med deres handlinger forsøgte de at bevise det.
En sådan ’herhed’ var svær at opnå i mellemkrigstidens Polen. Store dele af det polske samfund var voldsomt racistisk og betragtede jøder som en svulst, der skulle bortskæres fra samfundslegemet. Nationaldemokraterne, der var et af landets mest populære politiske partier, krævede, at alle jøder skulle deporteres til enten Madagaskar, der var en koloni, eller Palæstina. Tingene blev værre, da Polens grundlægger, marskal Josef Pilsudski, døde i 1935. De, der erstattede ham, var militære blærerøve, der ikke magtede så meget som en smule af fars karisma. De forsøgte at bruge antisemitismen som et samlende princip og tolererede pogromer, finansierede terroristiske paramilitære ungdomsgrupper, organiserede landsomfattende boykotter af jødiske virksomheder og indførte raceadskillelse på de polske universiteter. Under ledelse af en arret slagsbror ved navn Bernard Goldstein organiserede Bund et væbnet forsvar af sine sammenslutninger, nogle gange med støtte fra kammerater i det polske socialistparti. Dette samarbejde var til tider vanskeligt – polske arbejdere var lige så modtagelige for racisme som alle andre, og Bund kunne være vanvittig sekterisk – men efterhånden som 1930’erne skred frem, kæmpede de to grupper side om side. Den zionistiske bevægelse valgte en anden vej.
Haganah, Irgun og den afsporede Stern-bande modtog alle maskingeværer og militær træning fra den giftige, antisemitiske polske regering, som de derefter brugte til at myrde i hundredvis af palæstinensere med under den store arabiske opstand (1936-1939). De der modtog uddannelse [i våbenbrug] skulle skrive under på, at de ville forlade Polen umiddelbart efter uddannelsen, så de ikke kunne bruge deres færdigheder til at forsvare deres egne samfund. Mens den polske regering råbte op om massedeportation af jødiske borgere, spankulerede zionistiske ledere som David Ben Gurion og Ze’ev Jabotinsky rundt på polske scener og var enige. Zionister og europæiske racister var enige om én ting: ’Jøder til Palæstina.’
Bundistisk gadedemonstration i 1930’ernes Polen (2024). / Kunstværk af Molly Crabapple for The Funambulist. (© Copyright Mary Crabapple).
Alt dette fyldte bundisterne med afsky. Selv om Bund havde udelukket zionister fra medlemskab i 1901, nåede dets modstand mod zionisternes ideologi sit højdepunkt i mellemkrigstidens Polen. Bund afskyede zionismens nationalisme, dens racisme, dens foragt for den jødiske diaspora og dens slaviske afhængighed af den britiske imperialisme. Da der udbrød uroligheder i Palæstina i 1929, hvor snesevis af jødiske indbyggere blev dræbt, sank jødiske samfund over hele verden ned i sorg, som hurtigt blev forvandlet til opfordringer til blodig hævn. Kun Bund nægtede at deltage og gav den zionisme, som samarbejdede med den britiske besættelsesmagt om at nægte palæstinenserne deres politiske rettigheder, skylden for optøjerne. I stedet afholdt Bund et massemøde med 3.000 deltagere i Warszawas Splendid-teater under parolen ’Likvidér Zionismen’. Resolutionen fra mødet lød:
’De nationalistiske demonstrationer, som zionisterne har organiseret, udnytter ofrene for disse tragiske begivenheder og den forståelige oprørthed i det jødiske samfund […]. Dette møde opfordrer jødiske arbejdere til at bekæmpe den storm af nationalisme og chauvinisme, som zionisterne slipper løs i det jødiske samfund. Svaret på tragisk, men meningsløst spildt blod ligger ikke i mere nationalt had, som uundgåeligt vil føre til flere sammenstød mellem nationale grupper, men i international solidaritet og den socialistiske bevægelses vækst.’
På grund af sin indædte modstand mod nationalismen var Bund mere ambivalent over for den store arabiske opstand i 1936-1939, men man lagde stadig den egentlige skyld for opstanden på den zionistiske bevægelse, der, som Bunds avis Naye Folktsaytung skrev i 1937, ’har påtaget sig at bosætte folk i et hjem, der for størstedelen er beboet af andre, for at overtage kontrollen med hele huset ved hjælp fra husets vicevært.’
I 1938 forsøgte polske zionister at oprette en koordinerende komité af jødiske grupper for at kæmpe mod den forværrede situation i landet. Bund nægtede at deltage. For at forklare beslutningen beskrev Bunds leder Henryk Erlich, hvordan zionismen samarbejdede med den racistiske polske regering, som forsøgte at fordrive jøderne fra landet:
’Zionismen har faktisk altid været antisemitismens siamesiske tvilling,’ skrev Erlich. ’Zionismen har altid betragtet loven om magt, om nationalistisk-baseret handling, som historiens normale lov, og på denne lov har den baseret sine perspektiver for det jødiske liv. I de fyrre år, den har eksisteret, har den altid fremstået fortabt og hjælpeløs over for alle sejrrige frihedsbevægelser […]. Zionisterne betragter sig selv som andenrangsborgere i Polen. Deres mål er at blive førsterangs borgere i Palæstina og gøre araberne til andenrangs borgere.’
Oprettelsen af Israel ville føre til evig krig med landets naboer og de mennesker, det var blevet fordrevet, skrev Erlich.
’Hvis der skulle opstå en jødisk stat i Palæstina, vil dens åndelige klima være en evig frygt for den ydre fjende (araberne), en evig kamp om hver eneste bid af jorden med den indre fjende (araberne) og en utrættelig kamp for at udrydde sproget og kulturen hos de ikke-hebraiserede jøder i Palæstina […]. Er det et klima, hvor frihed, demokrati og fremskridt kan vokse?’ spurgte Erlich. ’Er det ikke præcis det klima, som reaktionen og chauvinismen normalt blomstrer i?’
I 1939 havde Bunds selvforsvar gjort det til det mest populære, jødiske politiske parti i Polen. Nazisterne invaderede landet den 1. september. Bund fortsatte både sin fysiske og åndelige modstand under besættelsen, hvor man underviste børn i undergrundsskoler, udgav illegale aviser og sang sine oprørssange. Jeg ser den samme ånd i de videoer, som palæstinensiske kunstnere, digtere, journalister og lærere sender fra det udbombede og belejrede Gaza.
I 1943 gik unge bundister, zionister og kommunister i Warszawas ghetto endelig sammen om at starte den legendariske opstand. Det var det første oprør i en by i det besatte Europa, men det mod, der blev udvist, ændrede ikke ved magtens realiteter. Nazisterne myrdede 90 procent af Polens jøder, og Sovjetunionen myrdede Bunds ledere, som var flygtet dertil for at komme i sikkerhed. Efter krigen fortsatte pogromerne i det decimerede Polen, hvor nationalister myrdede mindst tusind jøder. Størstedelen af de overlevende flygtede til usle lejre for fordrevne i den del af Vesttyskland, der var besat af USA. Her rådnede de op i årevis, mens de søgte om visum til de vestlige demokratier, som nægtede at tage imod dem. Den zionistiske bevægelse overtog hurtigt kontrollen med administrationen af lejrene for fordrevne og brugte sin magt til at overbevise og nogle gange tvinge tusindvis af jødiske overlevende til at gå om bord på smuglerskibe til Palæstina.
Trods alt dette fastholdt Bund sin modstand mod en jødisk stat:
’Det jødiske folks masser, der var dybt bedrøvet og rystet over mordet på seks millioner af sine brødre, blev suget ind i stærke nationalistiske strømninger, som […] næret af dygtig zionistisk propaganda frembragte en psykose af zionistiske og messianske illusioner blandt jøderne,’ skrev Bunds koordinationsudvalg i 1948. ’Det ser ud til, at 2.000 års lidelser og utallige vanskeligheder forårsaget af den elendighed, talrige deportationer medførte, blev helt glemt, så snart omstændighederne gjorde, at en brøkdel af den jødiske befolkning blev placeret i en position med selvstyre,’ skrev Bunds Bulletin. ’Den jødiske regering i staten Israel synes tro mod sit zionistiske jeg at være klar til at sætte de moralske rettigheder for de jødiske fordrevne i Europa og andre steder over styr ved at nægte at lade de arabiske flygtninge vende tilbage til deres hjem i Palæstina.«
Israel havde selvfølgelig ikke til hensigt [at lade de palæstinensiske flygtninge vende tilbage]. For at Israel kunne eksistere, kunne Palæstina ikke. Den israelske hær torturerede palæstinensere, som forsøgte at vende tilbage, eller skød dem som ’infiltratorer’. Deres ejendom blev bytte for den nye israelske stat.
Bund syntes i mellemtiden at svinde ind til irrelevans. Dets spredte grupper var hovedsageligt støttegrupper for Holocaust-overlevende, og dets internationale koordinationskomité nedlagde i 2003 til sidst sig selv, selv om der stadig er en afdeling i Melbourne. Alt dette ændrede sig, da Israel begyndte folkedrabet i Gaza. På de sociale medier afslørede palæstinenserne den vold, der er fortsat siden Nakba, med hvert hus som bosætterne stjæler, hver gruppevoldtægt i en israelsk fangelejr, hvert krater som israelske bomber har lavet. Bunds antizionisme, som havde marginaliseret det i de mange årtier, hvor Israel havde domineret [de jødiske samfund], ramte på de sociale medier plet og fik en ny generation til at tage den til sig. I Berlin, New York og selv i Bunds hjemland, Polen, har unge mennesker hejst Bunds banner for at støtte ’herhed’, demokratiske socialisme og palæstinensernes rettigheder.
Henryk Erlich, leder af Bund i mellemkrigstidens Polen (2024). / Kunstværk af Molly Crabapple for The Funambulist. (© Copyright Mary Crabapple).
Zionismen er inspireret af den onde nationalisme i Østeuropa. Som denne ligger den i krig med erindringen. Det blev afsløret i Gaza. De israelske besættelsesstyrkers mord på digteren Refaat Alareer, de 170 dræbte journalister, moskeerne, kirkerne, basarerne, museerne og arkiverne, der er bombet til aske, osv. er alt sammen et forsøg på at slette og ødelægge enhver mulighed for, at fremtiden kan forstå fortiden.
Men jeg så det samme had i Lyd, hvor jeg havde æren af at deltage i en rundvisning ledet af Zochrot, en fælles palæstinensisk og jødisk gruppe, der mindes Nakba. Mens den lærde taler beskrev en massakre, som den zionistiske Palmach-milits udførte mod palæstinensere, der søgte tilflugt i en moské, svævede en skulende, lyserød mand rundt i periferien. Til sidst stormede han hen til taleren for at forsøge at afbryde foredraget. Manden var skaldet, havde spejlglasbriller og den pølse af fedt i nakken, jeg forbinder med politiet i New York, og han talte med et raseri, som jeg godt kan genkende fra Østeuropa, fra den sårede indbildskhed hos de nationalister, der tager deres hunde med, så de kan pisse på jødernes massegrave i Ponar-skoven uden for Vilna og nægter at indrømme, at deres bedstefædre havde noget at gøre med, hvordan ligene endte der. Slet fortiden, skriger fascisterne. Erindringen skal dø.
Når jeg skriver om Bund på de sociale medier, minder zionisterne mig ofte om, at mange af deres medlemmer blev gasset i Auschwitz. Nogle gange ønsker de mig samme skæbne. Det får mig til at tænke på fascismens første form for glemsel. Før fascismen udsletter den anden, må den rense sig selv. Den må fjerne de afvigende, kosmopolitiske og solidariske dele af sit eget folks historie for at kunne udelukke andre, mulige fremtider. Dette forklarer Bunds udslettelse og den vrede, som den blotte omtale af det fremkalder.
De døde oprørere er ikke så lette at bringe til tavshed. Hverken i Østeuropas skove eller i det lemlæstede Gaza. Deres ord bløder ind i nutiden, hvor de kan bruges af de levende til at skabe en anden verden.