Kritisk Revy

Hvad nu hvis det er fascisme?

Af Fred Glass

Oversat med tilladelse fra ‘What If It Is Fascism?’, Jacobin, 29. april 2025

Når man diskuterer, om Trumpismen er fascistisk, mister man ofte den politiske betydning i spørgsmålet af syne. Men ligesom den italienske og tyske fascisme afspejler MAGA et politisk system, som ikke formår at håndtere den kapitalistiske krise.

På én måde er det ligegyldigt, om Donald Trump og de andre MAGA-ledere i forbundsregeringen er fascister eller blot korrupte, autoritære oligarker - det er skidt uanset hvad, og vi er nødt til at skille os af med dem og deres politik og vende de sociale kræfter, der har skabt dem.

Men at hævde, som Daniel Bessner gør i »Det her er Amerika« i en artikel, der blev offentliggjort i dette tidsskrift den 27. marts (på Kritisk Revy 5. april 2025), at »brugen af udtrykket tilslører både det, der lige nu er på spil og dettes natur«, er forkert. Det kan diskuteres, hvad fascisme er, og som Bessner bemærker, er der en lang tradition for videnskabelig diskussion omkring dens definition. Men for at kunne benægte, at trumpismen er en moderne form for fascisme, må man fremlægge mindst én af disse plausible definitioner og bevise, hvordan MAGA ikke passer ind. Det gør Bessner ikke.

Og det er netop det, han kalder »det der lige nu er på spil og dettes natur«, der kræver, at man forstår, at en fascistisk bevægelse er ved at tage magten i vores land.

Det er amerikansk

Bessner skriver:

Der ligger en grundlæggende sandhed i hjertet af trumpismen, som gør sammenligninger med europæisk fascisme vanskelige at opretholde. Kort sagt bygger Trump og hans medløbere på mangeårige amerikanske traditioner og bruger den amerikanske regerings normale værktøjer til at afvikle demokratiet. Trumpismen er ikke importeret fra udlandet. Den er i udpræget grad hjemmelavet.

Den antagelse, der ikke argumenteres for, er her, at det kun er i sammenligning med den europæiske variant fra før krigen, at Trumps program med rette kan betragtes som fascistisk. Det er måske en del af historien, men fascismen har ifølge standardværket på området, Robert Paxtons The Anatomy of Fascism, fælles træk - uanset hvor og hvornår den dukker op.

Den består af fem faser (selv om de ikke behøver at opstå i samme rækkefølge hver gang): Skabelsen af en bevægelse, dens forankring i det politiske system, erobringen af magten, udøvelsen af magt og et valg mellem enten radikalisering eller entropi. Paxton beskriver fascismen som:

en form for politisk adfærd, der er præget af en tvangstankemæssig optagethed af samfundets forfald, ydmygelser eller offerroller og af kompenserende kulter baseret på enhed, energi og renhed, hvor et massebaseret parti af engagerede nationalistiske aktivister, der arbejder i et usikkert, men effektivt samarbejde med traditionelle eliter, opgiver demokratiske frihedsrettigheder og med forløsende vold og uden etiske eller juridiske begrænsninger forfølger mål om intern udrensning og ekstern ekspansion.

Hvis man accepterer denne definition, er det svært at overse de overordnede forbindelser med Trump og det, der sker lige nu. Jeg tror, der mangler nogle nøgleelementer: Klassedynamik i stedet for det svagere sociologiske begreb »eliter«, den karismatiske, alvidende leders rolle, og når man først er ved magten ødelæggelsen af de dele af statsapparatet, der skal hjælpe [befolkningen], mens man opbygger det undertrykkende apparat.

Paxton giver også plads til forskelle, der hviler på variationer i nationale forhold og kulturer. Med andre ord behøver trumpismen ikke at være »noget, der er importeret fra udlandet« for at være en form for fascisme. For at bruge Bessners ord: »Den er udpræget hjemmelavet.«

Man behøver ikke at være helt overbevist af Paxtons definition for at se den som et godt udgangspunkt for at forstå det, der hver gang, det dukker op, er et bevægeligt mål. Bessner tilbyder os ingen definition med tilsvarende analytisk kraft.

Et af hans argumenter er, at analogier mellem i dag og 1920'erne og 30'erne ikke holder. Tyskland og Italien led i disse år under efterkrigstidens krise med socialt sammenbrud. Denne krise skabte bander af unge veteraner med kamperfaring, der strejfede rundt i gaderne, en stærk kommunistisk bevægelse og hyperinflation. Fordi USA ikke har disse forudsætninger, er trumpismen derfor ikke fascistisk.

Bessner har ret i, at overfladiske analogier ikke er tilstrækkelige til at bevise, at USA oplever fascisme. Men hvad nu, hvis de forhold, han fokuserer på som bevis på forskellen mellem dengang og nu, ikke er tilstrækkelige markører for fascisme? For eksempel havde Italien i 1920'erne og Tyskland i 1930'erne et polariseret, blokeret demokrati, hvor hverken de traditionelle centrum-venstre- eller centrum-højre- koalitionskræfter var i stand til at besejre de andre. Det førte til en manglende evne til på afgørende vis at tage fat på de vigtigste udfordringer i samfundet gennem de sædvanlige politiske mekanismer.

Nøglen til fascismen er blokeringen, ikke de særlige tids- og stedbundne spørgsmål. Fascismen repræsenterer en løsning i form af et gennembrud (i den forkerte retning, mod de mest reaktionære sektorer af kapitalen) for at kunne løse grundlæggende spørgsmål omkring kapitalistismens udvikling. I Italien var fascismen en løsning på moderniseringen af økonomien i landdistrikterne, i Tyskland et svar på krigsgældens knusende byrde, og her i USA de forældede politiske strukturer, som grundlæggernes indrømmelser til slavokratiet og den fossile brændstofkapitals dødsgreb om vores planets fremtid har efterladt.

Bessners andet punkt er efter min mening et godt argument for hans modstandere. Han bemærker korrekt deres udforskning af nogle eksempler på det, der med nogen ret kan kaldes hjemmelavet amerikansk fascisme fra revolutionen til i dag: Slaveriet, deportationen og folkemordet på indfødte folk, Ku Klux Klan, Jim Crow, japanernes indespærring under Anden Verdenskrig, militaristisk politipraksis og så videre. (Jeg vil hævde, at disse foreteelser mere er protofascistiske end fascistiske, da de hver især udviser, men også mangler nogle elementer, der normalt optræder i et fuldt udbygget fascistisk samfund, men det er tæt nok på). Han indrømmer, at der i denne henseende »er en dybe kontinuitet mellem nutiden og USA's historie«.

Men så siger han, at »for fortalerne for tesen om amerikansk fascisme beviser alt dette, at en ubrudt linje af fascisme strækker sig tilbage til nationens grundlæggelse.« Jeg ved ikke, hvem han tilskriver denne vidtgående holdning; han nævner ikke nogen. Forskere, der argumenterer for fascistiske fortilfælde i amerikansk historie, som f.eks. fremkomsten af det første KKK under genopbygningen [efter borgerkrigen], er ret omhyggelige med at undgå generelle udsagn af denne art. I sin artikel »Fascism Has an American History, Too«, som blev trykt i 2021 i tidsskriftet Reviews in American History, citerer Olivier Burtin Paxton, som kommer med et overbevisende argument for, at Klanen tilbød »en bemærkelsesværdig forsmag på den måde, fascistiske bevægelser skulle komme til at fungere på i mellemkrigstidens Europa«. Dette er ikke en argumentation for »en ubrudt linje« af amerikansk fascisme fra [statens] begyndelsen. Det fremhæver snarere enkeltstående bevægelser eller begivenheder, som underminerer det traditionelle amerikanske exceptionalistiske¹ synspunkt om, at der ikke i USA's historie har eksisteret perioder med fascisme, der er opstået hjemme.

Bessners tredje argument er rettet mod folk, der mener, at det er politisk nyttigt at bruge udtrykket, og som tror, at det at kalde Trump »fascist« motiverer til modstand mod ham. Han henviser til Kamala Harris' forsøg på at samle støtte i de sidste dage af sin præsidentkampagne. Han mener, at dette var hendes »slutargument«. Det er en mærkelig påstand. Siger Bessner, at vi ikke skal tale om fascisme, fordi Kamala Harris tabte sin valgkamp? Mener han, at dette er den centrale årsag til, at hun tabte? Og betyder det, at folk, der bruger begrebet, mener, at fascisme bare er en etiket?

Det er der uden tvivl nogle, der gør. De fleste seriøse fascismeforskere gør det ikke. Paxton fortalte i et interview med New York Times før valget, hvordan han efter Trumps første valg afstod fra at bruge udtrykket til at beskrive Trumps politik. Han følte, at det var blevet degraderet af dets udbredte brug som synonym for »bølle« eller alle, der opfører sig dårligt. Men i interviewet fra 2024 måtte han indrømme, at han havde taget fejl.

Trump og især hans bevægelse - for det er en af hovedelementerne i fænomenet – kan sagtens være med. Hvad fik Paxton til offentligt at skifte mening? Det var oprøret i januar 2021, der for ham gjorde udslaget; han mente ikke længere, at akademisk kævl om etiketter eller forbehold baseret på et udbredt brug opvejede, den fare som virkeligheden udgjorde.

Bessner afviser »ekstrem højreorienteret ideologi« som en alt for bred definition, men han tilbyder intetsteds nogen erstatning for sin egen eller andres definitioner, som han er enig i. I stedet ser han tilsyneladende mest fascismen som en misforstået analogi af tre grunde: Dens analoge fænomener er Italien og Tyskland, det er ideologi, der kun forekommer i udlandet, og fordi trumpismen er født og opvokset i Amerika, kan den derfor ikke være fascisme. Disse argumenter bider sig selv i halen og er ikke overbevisende.

Det fjerde argument er, at »nogle af dem, der tager analogien til sig« mener, at »fascismens rammer« kan forudsige Trumps adfærd. Bessner afviser denne holdning med den begrundelse, at hverken samfunds- eller historie-videnskaben kan forudsige noget som helst; det, disse discipliner kan gøre, siger han, er at »finde strukturer, processer, diskurser og mønstre«.

Fascismen giver os en historie, som vi kan lære af og lære os selv, hvor vores samfund bør og ikke bør bevæge sig hen. Kan vi endegyldigt forudsige, at Trumps handelskrige vil føre til egentlig krig, sådan som handelskrige tidligere har gjort? Nej, men historien viser, at det er en stor mulighed, ligesom det at fjerne kommunister og jøder fra gaden og køre dem i umærkede biler til koncentrationslejre sender en advarsel om, at når højreekstreme regeringer i dag går efter indvandrere og transpersoner, vil det sandsynligvis ikke stoppe med dem. Hvorfor ikke? Fordi »strukturer, processer, diskurser og mønstre« viser os, hvilke veje historien kan tage - ikke så vi kan kigge i vores krystalkugler og forudsige den præcise gentagelse af fortidens begivenheder i nutiden, men så vi kan mestre den kritiske evne til at se, hvad manden bag forhænget ²​​ forsøger at narre os til - og så forhindre det i at ske.

Det sidste argument, Bessner går i rette med, er, siger han, det mest politisk betydningsfulde. Tilhængere af det synspunkt, at Trump er fascist, overvurderer »i hvor høj grad trumpismen afspejler en virkelig nyskabelse i amerikansk politik.« Det er vigtigt, hævder han, fordi det sammen med liberale og venstreorienterede har flyttet republikanere som Liz Cheney over i Never Trumper-lejren. Han hævder, at hvis det at stemple Trump som fascist giver folk som hende mulighed for at fremstå som demokratisk, så skjuler det deres rolle i forsvaret af den amerikanske imperialismes og neoliberalismens værste forbrydelser. Det er sandt, men jeg har svært ved at se, hvordan det gør fascisme til den forkerte kategori til at beskrive Trump med.

Stråmænd

Gennem hele artiklen opstiller Bessner den ene stråmand efter den anden og slår dem ned. Han fortæller os: »De kræfter, som Trump bruger, og de love og teorier, som han bygger sit forsøg på at omforme den amerikanske stat og det amerikanske samfund på, er ikke fascistiske. De er amerikanske ...« Antagelsen om at »fascisme« og »amerikansk« ikke er overlappende kategorier, beviser Bessner ikke på noget tidspunkt eller argumenterer for. Tværtimod er mit argument, at de finder sammen: Amerikansk fascisme.

”Hvad fik Paxton til offentligt at skifte mening? Det var oprøret i januar 2021, der for ham gjorde udslaget.”

Fascismen er en ideologi, en type af massebevægelse og en form for kapitalistisk regeringsmagt. Den følger ikke en forudbestemt vej, fordi den dukker op forskellige steder på forskellige tidspunkter og tilpasser sig omstændighederne. Men den har fælles træk, og en forståelse af dem hjælper os med at afgøre, hvordan vi bekæmper den. Jeg ville ikke bruge udtrykket i alle situationer, hvor jeg taler om den. Afhængigt af hvem jeg taler med, vil jeg måske sige »autoritær« eller »oligarkisk« eller »hvidt overherredømme« eller bare »forfejlet«. Politisk argumentation og retorik afhænger til dels af konteksten. Men det ændrer ikke på karakteren af det dyr, vi diskuterer.

Jeg sætter pris på Bessners modstand mod Trump og trumpismen og hans ønske om at bekæmpe dem gennem en afklaring af, hvad de betyder. I den forstand er vi bestemt på samme side i denne kamp. På det praktiske plan om, hvordan vi besejrer fjenden, kommer vi ikke langt med at argumentere for, at Trump ikke er fascist. Når folk forstår, hvad fascisme er - og det gør de hver dag - vil en antifascistisk koalition blive stor og bred, som demonstrationerne den 5. april og andre siden er begyndt at vise. Vi står i et lærerigt øjeblik, og vi bør bruge det til at lære.

Mange gange og for alle, der ved noget om Anden Verdenskrig, kan analogien med Italien og Tyskland være nyttig til at vise paralleller; det betyder ikke, at vi skal reducere amerikansk fascisme til analogierne. Protofascistiske fortilfælde i amerikansk historie betyder ikke, at amerikansk historie marcherer i samme strækmarch som fascismen, men at disse tendenser i lang tid har eksisteret i kapitalismen, og at disse tendenser til nogle tider og for nogle grupper af mennesker kommer op til overfladen.

Er det politisk nyttigt at kalde Trump for fascist? Jeg ville ikke begynde med det over for en Trump-tilhænger, men hvis jeg taler med en, der er bange for, hvad der sker, og som ønsker at gøre noget for at forhindre, at tingene bliver værre, giver det en fælles - og præcis - forståelse af, hvad vi er oppe imod.

Fred Glass har skrevet “From Mission to Microchip: A History of the California Labor Movement”. Hans seneste film er “We Mean to Make Things Over: A History of May Day”.