Dømt til døden for at desertere efter krigens ophør
Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion
Den tyske hærs henrettelser af egne soldater for desertering eller mytteri efter kapitulationen i maj 1945 er et fortiet kapitel af Flensborgs historie.
Glæden og jublen var overvældende blandt de fleste danskere, da den dansksprogede nyhedsudsendelse fra BBC 4. maj 1945 klokken 20.30 videregav meldingen om, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark overgav sig med virkning fra næste morgen klokken 8.
Afslutningen på fem forbandede år blev fejret med at rive de forhadte mørklægningsgardiner ned og tænde levende lys i vinduerne. Overalt i landet strømmede folk syngende ud på gader og veje, pladser og parker og i haverne. Al denne virak kunne de 200.000 tyske besættelsestropper ikke undgå at se og høre. Selv kunne de på den tyske rigsradio høre budskabet i en version, hvor udlægningen af den tyske delkapitulation lød på indgåelse af en våbenhvile.
På østfronten fortsatte krigen endnu nogle dage med den hensigt fra tysk side at evakuere så mange soldater og civile som muligt fra den fremrykkende Røde Hær til områder, der ville komme under vestlig kontrol ved en krigsafslutning. Hitlers efterfølger som leder af det stærkt indskrumpede tyske nazi-rige, storadmiral Karl Dönitz, rykkede 3. maj sit hovedkvarter nordpå til marinekasernen Mørvig ved Flensborg Fjord – få kilometer syd for grænsen til Danmark.
Den samlede tyske kapitulation blev først underskrevet af højtstående repræsentanter for den tyske værnemagt og for de britiske og amerikanske tropper den 7. maj samt to dage senere for også de sovjetiske styrker med ikrafttræden 9. maj. De sidste tyske tropper overgav sig dog først til russerne 14. maj.
Holdningerne til overgivelsen var delte blandt de tyske soldater i Danmark. De var en broget gruppe af både mange ældre og meget unge soldater suppleret med blandt andet ungarske og østrigske soldater i tysk uniform. Hos nogle var forbitrelsen over nederlaget i krigen stort. Andre var sørgmodige, men også godt krigstrætte og glade for, at krigen endelig var slut .
I Svendborg oplevede de glade borgere opgivenheden hos de tyske soldater, der indtil for nylig havde kujoneret byens befolkning, men nu var sat ud af spillet. Som det hed i en øjenvidneberetning, fik man ”næsten medlidenhed med fem sølle duknakkede gamle soldater” på en vogn forspændt to heste midt i menneskemængden. Og næsten endnu mere absurd var oplevelsen af at høre krigstrætte tyske soldater i deres forlægning istemme Kong Christian, der ligesom andre nationale sange lød i byens gader.
Ville hjem til familien
Fire unge tyske marinesoldater stationeret med deres enhed i Svendborg var dog ikke blot krigstrætte og glade for freden, men besluttede sig også for 6. maj at begive sig på vej hjem for at finde den længe savnede familie. De havde ganske vist ligesom alle andre tyske soldater aflagt faneed over for føreren, Adolf Hitler. Men da han ikke længere levede, opfattede de sig ikke mere bundet af denne ed – og krigen var jo forbi for deres vedkommende, troede de.
De fire soldaterkammerater Alfred Gail (20 år), Martin Schilling (22 år), Fritz Wehrmann (26 år) og Kurt Schwalenberg (alder ukendt) begav sig på vej hjemad, men blev på deres færd hen over Fyn standset og pågrebet af formodentlig en gruppe medlemmer af Hipo-korpset. Dette korps var en form for hjælpepoliti (Hilfspolizei) oprettet efter interneringen af det danske politi i september 1944 og bemandet med tysksympatiserende danskere af ofte et meget fanatisk tilsnit. Mens overgivelse og afvæbning af de tyske soldater stort set gik gnidningsløst med kun enkelte konfrontationer opstået i forvirring og ved misforståelser, kom frihedskæmpere og danske soldater 5. maj og i dagene derefter flere gange i ildkamp med medlemmer af Hipo-korpset, der ikke ville overgive sig - med flere døde og sårede til følge på begge sider.
Ifølge nogle udsagn var det dog danske frihedskæmpere, der pågreb de fire tyske soldater. Under alle omstændigheder blev de bragt tilbage til Svendborg, som fortsat summede af glæde over befrielsen, og overdraget til den tyske kommandør. De blev først låst inde i en kælder i tyskernes forlægning og kom derefter under lås og slå på den tidligere Bornholmsfærge Hammershus, som nu under navnet Buéa var moderskib for tyske ubåde.
Dagen efter lettede skibet anker med de fire som fanger ombord og satte kursen sydpå mod tyske farvande og ankrede først op i Gelting Bugt, men sejlede derfra videre til Flensborg Fjord, hvor der 9. maj på skibet blev gjort klar til at indlede en lynretssag imod de fire soldater - selv om den endelige tyske kapitulation trådte i kraft lige netop denne dag.
Dødsstraf for desertering
Anklagen imod dem lød på højforræderi og desertering med krav om dødsstraf. Retssagen blev forestået af kaptajn Rudolf Jesper Petersen, der var født og opvokset på Als, var en del af det tyske mindretal i Sønderjylland og stærkt loyal over for Tyskland og dets nazistiske styre. Han var kendt for at være en hård og kompromisløs mand, hvilket også kom til udtryk ved retssagen imod de fire soldater med hjemve. Som dommer udnævntes en tidligere retsassessor fra Pommern, mens en kaptajnløjtnant uden erfaring med militære retssager blev udpeget som anklager. De fire anklagede fik ingen forsvarere, selv om sådanne kunne have været tilkaldt.
Dommeren opfattede den delvise kapitulation aftalt den 4. maj som en våbenhvile og inddrog slet ikke den samlede kapitulation, der var trådt i kraft på dagen for nedsættelsen af krigsretten. Anklageren krævede dødsstraf i henhold til den militære straffelov. Dommeren fulgte anklagerens indstilling for tre af de anklagede, mens Schwalenberg slap med tre års fængsel, fordi han angrede sin desertering og hævdede, at han var blevet lokket af de andre til at desertere. Dommeren underskrev dødsdommen 10. maj, og den blev eksekveret kort efter. De tre dødsdømte blev bundet sammen og skudt for øjnene af mandskabet, hvoraf en del var deres egne kammerater. Ligene blev kastet i Flensborg Fjord med tunge lodder bundet til kroppen for at tynge dem ned.
Disse tre marinesoldater var dog ikke de eneste, som blev dødsdømt og henrettet efter den tyske kapitulation. Samme skæbne led 11 soldater, der gjorde tjeneste på minestrygeren M 612. Den befandt sig 5. maj om morgenen i Fredericia for at tanke brændstof, men fik ordre til at sejle til Litauen for i konvoj med andre skibe at evakuere tyske soldater, der var omringet af og i kamp mod den sovjetiske hær. I den delvise kapitulation indgik også alle tyske flådefartøjer, der lå i havn. Kaptajnen på et søsterskib havde derfor besluttet sig for ikke at udføre ordren, som han anså for meningsløs i modsætning til kaptajnen på M 612, der ville afsted.
Mytteri på åbent hav
En halv time efter afgangen fra Fredericia begik en større gruppe af besætningsmedlemmerne mytteri og låste kaptajnen inde i hans kahyt, mens de øvrige officerer med våben blev holdt op. Mytteristerne havde hørt om den tyske delkapitulation. De var lettede og glædede sig til at kunne vende hjem til familien og havde ikke lyst til at sætte livet på spil i en farefuld mission på tærsklen til krigens afslutning, der for dem formelt set var slut.
Med én af mytteristerne på kommandobroen satte minestrygeren kurs imod Flensborg. Mandskab på andre tyske flådefartøjer fattede dog mistanke om, at der var noget på færde på minestrygeren, der blev bordet og tvunget til at ankre op i Alssund, mens mandskabet blev afvæbnet. En hurtig standret blev i Sønderborg nedsat på foranledning af minestrygerens kaptajn.
Anklageren var den samme retsassessor, der få dage senere var dommer i sagen imod de fire desertører fra Svendborg, mens en konstabel optrådte som forsvarer for de 20 besætningsmedlemmer, der var under anklage for mytteri. Baseret på vidneudsagn fra primært en løjtnant på minestrygeren faldt dommen efter omkring en times rettergang. Fem besætningsmedlemmer blev frifundet, fire blev idømt tre års fængsel og de øvrige 11 – i alderen 20-24 år - blev dømt til døden.
Kort før midnat blev de dødsdømte bundet til hinanden og skudt. Ligene blev sænket i vandet ved Møllebugten ud for Sønderborg med tunge jernklodser bundet til kroppen, hvorefter minestrygeren sejlede til Sønderborg og lagde til kaj. Den sejlede efterfølgende til Flensborg, hvor resten af besætningen blev fængslet. Senere i 1945 blev syv af ligene bjærget af fiskere og først bisat anonymt, men senere efter at affæren kom til offentlighedens kendskab, blev tre af de henrettede bisat på kirkegården ved Christianskirken i Sønderborg.
Også tre andre matroser på et andet flådefartøj blev dødsdømt og henrettet, fordi de ikke ville begive sig ud på endnu en sejlads til Kurland for at hente tyskere på flugt. De smadrede derfor kompasset 3. maj, mens fartøjet lå i Gelting Bugt. De blev dagen efter ved en krigsret dødsdømt og henrettet 5. maj på en skydebane ved Flensborg, selv om delkapitulationen var trådt i kraft. En sidste henrettelse skete 11. maj, hvor en menig soldat var blevet dødsdømt efter en uoverensstemmelse med en kommandant og en anklage om at undergrave disciplinen. Soldaten havde afvist at modtage befalinger, da han efter kapitulationen opfattede sig som civilist og ikke længere bundet af sin faneed til Hitler.
Hård kurs fastholdes til det sidste
De eksekverede dødsdomme kan opfattes som en videreførelse af den hårde linje, der blev ført af en del af den politiske og militære top i Nazityskland i foråret 1945. Selv om de nok havde indset, at krigen var tabt, skulle krigen fortsættes til den bitre ende. Med nidkær magtudøvelse blev der slået hårdt ned på alle former for brud på det nazistiske overherredømme, herunder udstedelse og eksekvering af dødsdomme, hvilket også danske modstandsfolk oplevede kun få uger før krigens afslutning. Så sent som 19. april blev ni modstandskæmpere fra Fredericia og Taulov henrettet i Ryvangen – de fleste af dem unge mænd i 20-års alderen.
Dele af nazi-apparatet med gauleiter Kaufmann fra Hamburg i centrum havde dog siden midten af april forsøgt at opnå en aftale med briterne om en hurtig og fredelig krigsafslutning og kapitulation i Nordtyskland og Danmark med den hensigt at undgå, at Den Røde Hær kom først. Der blev taget underhåndskontakter til den øverstkommanderende for de britiske styrker Montgomery, der dog tøvede i 10 dage med at overskride Elben og fortsætte nord på.
Vigtige personer i disse bestræbelser var den tyske gesandt i Danmark Duckwits og den rigsbefuldmægtigede Best, der forsøgte at få den militære øverstkommanderende i Danmark, general Lindemann, til at følge trop. Han afviste dog blankt med besked om, at han ville forsvare sig ”mod ethvert angreb, fra hvilken side det måtte komme, til sidste patron og til sidste åndedrag”. Disse bestræbelser på en hurtig kapitulation løb derfor ud i sandet, men kunne måske ellers have reddet nogle af de dødsdømtes liv.
Totalt kaos i Flensborg
Henrettelserne skete på trods og på tværs af det totale kaos, der herskede de første dage i maj før og efter kapitulationen i og omkring Flensborg, hvortil tusindvis af mennesker strømmede fra øst, syd og vest. Udmattede og udhungrede flygtninge fra de østligste tyske områder kom især ad søvejen til Flensborg og til andre havnebyer i Nordtyskland såvel som Danmark og skulle skaffes indkvartering, mad og pleje. En transport af fanger fra kz-lejrene Stutthof og Neuengamme på dødens rand havnede også i Flensborg og blev efterladt indespærret i et godstog uden mad og drikke i fire dage og derefter flyttet til et skib, indtil de 9. maj blev befriet af britiske soldater. Ud over alle disse civile i en elendig forfatning kom fra fronten længere syd og vest på sårede soldater samt soldater evakueret i forbindelse med tilbagetoget i øst.
En hel særlig gruppe flygtninge var en række ledende nazister som den øverstbefalende for SS, Heinrich Himler, Auschwitz-lejrens kommandant Rudolf Höss og lejrkommandant fra Stutthof Paul Werner Hoppe samt flere andre lejrkommandanter og SS-generaler. De søgte mod Flensborg og omegn, som ikke blot var det næsten eneste tilbageværende område under tysk kontrol og relativt ubeskadiget af krigen, men også var et område med stor opbakning bag nazisterne.
Ved valget, der bragte Hitler og nazisterne til magten i 1933, havde nazisterne fået to tredjedele af stemmerne i Slesvig, hvilket var næsten dobbelt så mange stemmer som på landsplan - og ved nogle valgsteder endda 85 procent af stemmerne. De flygtende topnazister håbede derfor på at kunne få hjælp til at skjule sig og med falske papirer få en ny identitet til enten at glide ind i det tyske efterkrigssamfund eller flygte videre til udlandet via det, som sidenhen kaldtes rottelinjen.
For nogle lykkedes forehavendet og en del af dem undslap, mens andre blev opdaget og fanget af særlige enheder fra de fremrykkende britiske styrker, som efter 5. maj rykkede ind i Flensborg for at afvæbne de tyske styrker og kontrollere såvel militære installationer som vigtig civil infrastruktur. Det gjaldt blandt andet den tyske rigsradio, der fra en høj sendemast i Flensborg fik lov til at fortsætte sine udsendelser, hvis de blot ikke indeholdt nazistisk propaganda eller musik af Wagner!
Dobbeltmagt i 18 dage
I noget, der lignede en dobbeltmagt-situation, forsøgte briterne i både mod- og samarbejde med tyske myndigheder og militær at styre og forvalte Flensborg og området deromkring. Under disse helt specielle og kaotiske tilstande havde både det britiske og det tyske militær nok at se til. Dönitz residerede helt frem til 23. maj med sin stab på marinebasen Mörvig som det tredje riges sidste overhoved og havde en række beføjelser over de tyske tropper, herunder opretholdelse af orden og disciplin frem til afvæbning og hjemsendelse af soldaterne.
Det er uvist, om Dönitz kendte til og eventuelt godkendte dødsdomme og henrettelser af de soldater, der var anklaget for desertering eller mytteri. Der kan dog næppe være tvivl om, at dødsdommene kunne opfattes som værende i hans ånd. Dönitz havde tilbage i 1943 udtalt, at han under alle omstændigheder ville ”sige nej til et nådesbrev til en soldat, der begår faneflugt”. Han opfattede faneflugt som et ”tillidsbrud over for føreren, kammeraterne og hjemlandet”. Han var tilhænger af Hitlers dolkestødslegende, der gik på, at matrosernes oprør i Kiel i november 1918 sammen med socialistiske og jødiske kræfter var skyld i, at Tyskland tabte første verdenskrig. Hitler og andre topnazister nærede en vis mistro til flådens loyalitet, hvorfor Dönitz lagde stor vægt på at sikre fuldkommen lydighed og gik ind for at slå hårdt ned på opsætsighed.
Det var tillige vigtigt for Dönitz at fuldføre Hitlers ordre om at evakuere tysk personel og civile fra Østpreussen og derfor undgå, at noget kom på tværs af denne opgave, og operationen blev aldrig afblæst. Ved Nürnberg-processen, hvor de ledende nazister var på anklagebænken, baserede Dönitz en stor del af sit forsvar på, at den store evakuering var en civil operation. Mens en del af hans partifæller blev dømt til døden og hængt, slap Dönitz med ti års fængsel og blev ikke stillet til ansvar for militærets henrettelser efter kapitulationen. Heller ingen andre blev gjort ansvarlig, men klarede frisag ved flere retssager rejst af familie til de henrettede.
Frikendt for udstedelse af dødsdomme
Pårørende til de 11 dødsdømte fra M 612 rejste sag ved retten i Lübeck, som afgjorde, at der var tale om åbent mytteri, men dog tilkendte familierne ret til krigsskadeerstatning. Ved en anden retssag anlagt imod den officer, der havde kommandoen over eksekutionen, blev denne frikendt. Han henviste til, at disciplinen skulle overholdes også efter kapitulationen. Da en slægtning til én af de 11 forsøgte at rejse en sag ved retten i Lüneburg, blev det en afvisning med den begrundelse fra dommeren, at udførelsen af dødsdommene ikke var en fejl.
Meget bedre gik det ikke, da familiemedlemmer til de tre desertører fra Svendborg forsøgte at gå rettens vej. Ganske vist fik Fritz Wehrmanns mor i 1948 ved et nævningeting i Hamburg medhold i, at dommeren ved standretten, Adolf Holzwig, og hans bisidder havde overtrådt de allieredes kontrolrådsregler, men var blevet presset af deres overordnede, Rudolf Petersen, hvilket blev betragtet som formildende omstændigheder. De to blev derfor kun idømt en fængselsstraf på to år; men den blev et halvt år senere underkendt af højesteretten i den britiske besættelseszone, og sagen blev sendt tilbage til nævnetinget. Det besluttede i 1949 at skærpe straffen af Holzwig til fem års fængsel, ligesom også Petersen og en stabslæge blev idømt fængselsstraffe på henholdsvis to og ét år for forbrydelser mod menneskeheden og hensynsløshed ved at henrette de tre for at opretholde disciplinen. Det blev påpeget i domsafgørelsen, at det ved standretten fuldstændigt var blevet overset, at krigen var slut.
Denne dom blev dog også underkendt, da den i 1952 blev behandlet ved højesteretten i den i mellemtiden dannede Tyske Forbundsrepublik – Vesttyskland. En ledende dommer ved højesteretten besluttede at sende sagen retur til Hamburg. Han havde selv været medlem af nazipartiet og medvirket ved militære retssager i nazitiden og mente, at standretten blot havde fulgt de på tidspunktet gældende regler. Med samme begrundelse og det argument, at der var blevet handlet ud fra en ansvarlighedsfølelse med henblik på at opretholdelse af disciplinen, blev de anklagede officerer pure frifundet ved genoptagelsen af retssagen i Hamburg. Rudolf Petersen blev senere ansat i det vesttyske forbundsværn, men døde efter at være blevet overfaldet med fyrværkeri i sit hjem nytårsaften 1982. Det er aldrig blevet opklaret, om det var en hævnaktion eller en tilfældig hændelse.
Ikke før end 2004 efter den tyske genforening blev dødsdommene underkendt, idet den tyske forbundsdag ophævede alle dommene og betegnede dem som uretmæssige. Så længe efter var en del af de dødsdømtes slægtninge selv døde og oplevede ikke denne sene genoprejsning.
Nazistiske dommere fortsatte deres virke
Det lange juridiske tovtrækkeri og udfaldet af retssagerne afspejler formodentlig det faktum, at mange dommere med en nazistisk fortid var forblevet i eller vendt tilbage til deres embeder. Umiddelbart efter krigens afslutning iværksattes ellers af sejrsmagterne en større afnazificering; men den blev tonet kraftigt ned i de vestlige zoner i takt med den kolde krig. Storbritannien og USA accepterede, at en lang række nazistiske embedsmænd fortsat kom til at virke i den nye tyske forbundsrepublik.
I 1960 blev det anslået, at 70 procent af de vesttyske dommere og anklagere havde beklædt dommersæder og anklageposter i det nazistiske Tyskland, ligesom 80 procent af de overordnede i det vesttyske indenrigsministerium i sin tid var udnævnt af Hitler. Ifølge oplysninger indsamlet af østtyske myndigheder beklædte tidligere SS- og Gestapo-medlemmer ind i 1960´erne ledende stillinger inden for vesttysk politi og retsvæsen, hvilket tilsyneladende også afspejlede sig i en række efterforskninger og retsafgørelser. Højreorienteredes chikane af og overfald på jøder, der efter krigen var vendt tilbage til Vesttyskland, førte enten til ingen retsforfølgelse eller til meget milde straffe.
Retsforfølgelsen af nazitidens udøvere af og ansvarlige for mord, overgreb og forfølgelser har været skånsom, så mange slap med enten milde straffe eller blev frikendt. Tilsammen er der i Vesttyskland og fra 1990 det genforenede Tyskland ifølge den britiske historiker Mary Fullbrook blevet indledt 107.000 efterforskninger mod tidligere nazister, hvilket kun har ført til 6.500 domfældelser. Langtidsstraffe er ofte sidenhen blevet forkortet; men en del gamle nazister slap helt uden om retsforfølgelse i Vesttyskland. Risikoen for retsforfølgelse var 6-7 gange højere i DDR end i forbundsrepublikken, har Mary Fullbrook anslået (ifølge Jyllands-Posten, 25.12.22).
DDR har også haft et andet syn på deserteringerne og mytteriet. Tre landgangsfartøjer hos den østtyske marine blev opkaldt efter tre af mytteristerne på M 612. I Vesttyskland kom der først lidt lys på mytteriet på M 612, da forfatteren Siegfried Lenz i 1984 i novellen Ein Kriegsende hentede inspiration fra denne hændelse. Novellen blev senere filmatiseret af vesttysk tv og vist på tv. I Sønderborg opsattes en mindstesten for de 11 henrettede. Den fik i 2020 under overværelse af to søstre til én af de henrettede påsat en mindeplade over de henrettede med blandt andet ordene, at ”de var blandt de sidste meningsløse ofre i den krig, der fra 1939 - 1945 hærgede verden”.
Fortiden forties
I Flensborg var der også kræfter, som gerne ville mindes de henrettede; men det blev en lang og sej kamp at få det gennemført. At etablere et mindesmærke var ikke nogen folkesag, og i det hele taget var der ikke den store lyst til at sætte mere lys på den nazistiske periode og de kaotiske dage omkring kapitulationen. Der skulle ikke rippes for meget op i den brune fortid.
Mange borgere i byens bedrestillede kvarter levede i stiltiende accept af at have naboer med en nazistisk fortid og alvorlige forbrydelser mod menneskeheden på samvittigheden. Det var for eksempel personer som SS-officeren Carl Oberg, der var ansvarlig for drab på og deportation af polske jøder, og lægen Werner Heyde, som var én af hovedkræfterne i det nazistiske euthanasie-program til udryddelse af fysisk og psykisk syge mennesker i tusindvis.
Besøgende i byen skulle heller ikke have alt for meget at vide om, hvad der var foregået i Flensborg under nazitiden. Byens museum har kun et mindre afsnit om nazitiden, krigen og dens afslutning, selv om der på også forskningsmæssig basis efterhånden er skabt en omfattende dokumentation heraf. På ture med fjordbådene, hvor guiden fortalte om seværdighederne undervejs på turen, blev der som regel ikke sagt et eneste ord om marinekasernen Mørvig, hvor Dönitz havde resideret, selv om der blev sejlet tæt forbi.
I 1994 lykkedes det i Flensborg Byråd at opnå et flertal bestående af Socialdemokratiet og De Grønne for etablering i bymidten af et mindesmærke for de henrettede soldater; men socialdemokraterne sprang fra aftalen. Der blev blot opsat et relief i en baggård, som næsten ingen kom i.
Politisk kamp om mindesmærke
Det borgerlige parti CDU var imod et mindesmærke; men ved aktiv medvirken af Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), partiet for det danske og frisiske mindretal, lykkedes det omsider at få opsat et relief på et mere synligt sted i byen, nemlig i Rote Strasse. Blandt deltagerne ved afsløringen af mindesmærket var én, der som tysk soldat selv var deserteret kort før krigens slutning og flygtet til Danmark, nemlig det mangeårige medlem for SSW i Slesvig-Holstens delstatsparlament - Karl Otto Meyer.
Hans efterfølger og i en periode også minister i Slesvig-Holsten, Anke Spoorendonk har sammen med en gruppe antifascister og medlemmer af Die Linke ihærdigt arbejdet på at skabe opmærksomhed om, hvad der skete af forbrydelser under nazitiden og om nazismens ofre ved blandt andet ved at få nedlagt såkaldte snublesten til minde om nazismens ofre.
Knap 50 sådanne sten er nu lagt rundt om i Flensborg ud for de steder, hvor mennesker havde boet, indtil de blev arresteret, deporteret og slået ihjel. På snublestene står typisk navnet på personen, oplysninger om fødselstidspunktet og skæbnen under det nazistiske styre sammen med datoen for deportation og dødstidspunktet, hvis det kendes. Èn af de senest anbragte snublesten er for den dansksindede Carl Hoeg, der var medlem af det tyske kommunistiske parti, KPD.
Der arbejdes også på at få opsat informationstavler ved nogle af de steder i byen, hvor der udspillede sig alvorlige hændelser under krigen og ved dens afslutning. Det kunne blandt andet være ved det sted, hvor godstoget med de udsultede kz-lejrfanger var hensat i fire dage. Der er også ønsker om at få oprettet et dokumentations- og informations-center, der kan formidle viden om nazitidens forbrydelser i Flensborg.
Oplysning om nazismens ugerninger er blevet ekstra aktuelt i lyset af den yderligtgående højrefløjs fremmarch i Tyskland. Partiet AfD, der rummer personer og grupper med nazistiske sympatier og kontakt til militante nynazister, blev ved valget til Forbundsdagen i februar i år det næststørste parti med hver femte tysker vælger bag sig og står i en meningsmåling fra 9. april til at blive Tysklands største parti. ”Nie Wieder – aldrig igen”, har det lydt fra bekymrede tyskere, som i vinteren 2024 samledes til store demonstrationer i mange tyske byer imod højredrejningen. Også i Flensborg samledes flere tusinde til demonstration under parolen ”Sammen imod højre”.
For nok gentager historien sig aldrig på samme måde; men alligevel er det vigtigt ikke at glemme eller fortie og tværtimod lære af, hvad der tidligere er sket.
Kilder:
Hans Christian Davidsen: Nazisternes sidste tilflugt, Forlaget Hovedland, 2023
Jørgen Hæstrup (redaktør) m.fl.: Besættelsens hvem hvad hvor, Politikens Forlag 1979
Ivor Montagu: Ny-nazismen i Tyskland, Branner og Korch Winthers Forlag 1967
Svendborghistorie.dk
Grænseforeningen.dk
Jyllands-Posten
Flensborg Avis