I skyggen af 9. april
Den tyske besættelse i 1940 førte til fem forbandede år med stigende modstand imod besætterne; men 85 år efter besættelsen godkender det danske folketing nu permanent tilstedeværelse i landet af en fremmed militærmagt.
Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion
Det havde været frostvejr om natten og var stadig koldt i luften, da én af drengeklasserne på Vejle Kommunale Gymnasium blev sendt ud på grønsværen for at spille fodbold tirsdag d. 9. april 1940. Det var nu ikke så meget forårskulden, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på drengene. Det var synet af en tysk militærkolonne på vej gennem Vejle og videre nordpå. Nogle tyske soldater var dog stoppet op i Vejle, hvor de opstillede maskingeværreder i strategiske vejkryds, samtidigt med at tyske officerer krævede indkvartering på først ét af byens hoteller og senere også inddrog alle byens gymnastiksale til samme formål.
Nogle af drengene var blevet vækket allerede ved 6-tiden om morgenen af lyden fra lavtgående fly over byens tage og havde på fornemmelsen, at noget var på færde. Og det var der. Klokken 4 om morgenen havde tyske tropper overskredet grænsen fra syd og efter et par timers kamp med nogle få danske soldater på cykel og med Madsen-maskingeværer nedkæmpet de forsvarende danskere. I København mødtes kongen og de vigtigste ministre i hast, mens tyske fly kredsede over hovedstaden, og tyske soldater gik i land på Langelinie og indtog Kastellet samt resten af København uden modstand.
Snart efter lød via radio og opslag, at Danmark havde kapituleret og ”i den givne situation besluttet sig til at regulere forholdene her i landet under hensyntagen til den skete besættelse”. Befolkningen blev opfordret til at indtage ”en rolig og behersket holdning”.
Også Norge blev invaderet tidligt om morgenen d. 9. april, hvilket førte til flere ugers kamp mellem tyske og norske soldater, mens den – danskfødte – norske konge sammen med ledende ministre og embedsmænd flygtede nordpå med tyskerne lige i hælene og kun med nød og næppe undgik tyskernes kugleregn. Det lykkedes konge og hans følge at nå til England, hvor der blev dannet en eksilregering og forberedt kamp imod de tyske besættere, mens tyskerne indsatte en tyskvenlig regering ledet af den norske nazist Quisling.
Samarbejdsregering træder til
I Danmark fortsatte de parlamentariske og politiske institutioner deres virke. Den socialdemokratisk-radikale regering blev udvidet med repræsentanter for Venstre og Konservative under betegnelsen en samlingsregering, men også kaldet samarbejdsregering. Den betegnelse gik oprindeligt på samarbejde på tværs af parti-skel i de for landet så alvorlige tider, men blev senere opfattet som gående på samarbejdet med den tyske besættelsesmagt, hvilket i høj grad prægede de første tre år af besættelsen. Som det også blev påpeget i regeringens budskab til befolkningen d. 9. april, gjaldt det om at udvise ”en fuldt ud korrekt og værdi optræden, da enhver uoverlagt handling eller ytring kan have de alvorligste følger”.
Mens medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland begejstret hilste de tyske soldater med blomster og heil-hilsner som befriere, var der absolut ingen begejstring blandt drengene på fodboldbanen. Ligesom de fleste andre i Vejle og det øvrige Danmark blev tyskerne opfattet som besættere og ikke som beskyttere, hvilket tyskerne ellers udråbte sig selv til at være. Harmen var lige så stor som bekymringen. Det var ikke til at vide, hvad den tyske såkaldte beskyttelse af Danmark ville få af konsekvenser, og hvor længe den ville vare. Det blev til det, som senere kaldtes de fem forbandede år.
Den tyske besættelse fra april 1940 til maj 1945 blev da også det mest omfattende og dramatiske kapitel i Danmarkshistorien siden svenskekrigene i 1600-tallet, hvor store dele af landet var besat af svenske tropper og lejesoldater fra fortrinsvis Tyskland, mens krigene med England i begyndelsen af 1800-tallet næsten kun foregik på Sjælland og omkring København, og de to slesvigske krige primært udkæmpedes i Jylland. Den tyske besættelse har da også været kilde til og genstand for en række film, tv-serier, romaner og ikke mindst fagbøger. Og interessen for besættelsen er ikke blevet mindre de seneste år, hvilket afspejles i såvel dette som de seneste års Historiske Dage i Øksnehallen, hvor anden verdenskrig i almindelighed og den danske besættelse i særdeleshed udgør en væsentlig del af programmet.
De første af de fem forbandede år betød dog ikke umiddelbart de helt store forandringer i de fleste danskere hverdag - heller ikke for gymnasiedrengene i Vejle. Èn af dem var Paul, der var familiens første til at gå på gymnasiet. Storebroren måtte nøjes med en realeksamen, der førte ham til lærerseminariet og en livslang gerning som folkeskolelærer. Paul havde en lønligt håb om, at en studentereksamen kunne føre videre til en akademisk uddannelse; men økonomien var ikke til det. Familiens indkomst kom fra farens job som lavtlønnet funktionær ved det kommunale belysningsvæsen i Vejle. Selv om kommunen var arbejderstyret, var byrådet ligesom i mange andre kommuner ikke indstillet på at indgå overenskomst med HK, hvilket kunne have givet en lidt bedre løn. Desuden var det ikke oplagt i en tid med tysk besættelse og krig i Europa at drage til en usikker tilværelse i København eller Aarhus for at gå på universitetet. Så Paul fik efter studentereksamen ansættelse som kontorassistent ved politistationen i Vejle.
Hverdag med rationering
Arbejds- og studieliv fortsatte for mange uden de store forandringer i hverdagen med besættelsen som en truende skygge. Dog kunne danskerne glæde sig over, at julen i 1940 som noget også den gang ret sjældent var med masser af sne, der lyste op i en ellers mørk tid. Og sommeren 1941 slog hele to varmerekorder med op til 35 grader. I fritiden tog Paul ligesom mange andre i det gode sommervejr ofte en tur med Vejle Dampbaades rutebåde til destinationer som Skyttehuset, Fakkegrav og Tirsbæk. I vinterhalvåret var én af fornøjelserne foreningsballer, hvor Konservativ Ungdom og HK Ungdom af Paul og andre blev regnet som de bedste af slagsen.
Så der var også plads til at nyde livet, selv om konsekvenserne af verdenskrig og besættelse blev stadig mere mærkbare. Især rationering og mangel på visse varer prægede i stigende grad dagligdagen. Udenlandske produkter som kaffe, te og tobak blev stadig sværere at opdrive, så der kom danske varianter af disse nydelsesmidler på markedet og blev indtaget mere af nød end af lyst.
Tøj og sko kom det også til at knibe med af to årsager. Den ene var, at en del råvarer skulle importeres fra udlandet. Den anden årsag var, at den danske regering havde indgået aftale med tyskerne om, at en del af den relativt store danske tekstilproduktion skulle bestå i at fabrikere uniformer til den mange millioner mand store tyske hær, der et par år inde i krigen måtte sande, at lette sommeruniformer ikke battede meget i den iskolde russiske vinter.
Til gengæld fik Danmark mulighed for at købe kul i Tyskland. Ikke kun af venlighed over for danskerne, men i høj grad også fordi kul var nødvendig for at sikre danske virksomheders fremstilling af produkter og ydelser til den tyske krigsførelse. Der skulle også være brændsel til de tog, som transporterede tropper og materiel gennem Jylland på vejen til og fra Norge. De tyske kulleverancer var ikke tilstrækkelige til at sikre danskerne varmen i de kolde krigsvintre, hvor der i 1942 blev slået kulderekord, men måtte suppleres med brunkul, der især blev gravet op i store brunkulslejer i Midtjylland og gav arbejde til mange.
Også fødevarer blev i stort omfang eksporteret til Tyskland, så Danmark i høj grad blev Tysklands spisekammer – og af tyske soldater blev kaldt flødeskumsfronten. Der var dog også mad nok til danskerne, men kun med brug af rationeringskort og til forhøjede priser. For mange blev det dyrtid, da lønningerne ikke kunne følge med prisudviklingen.
Reallønsfald og arbejdsløshed
Allerede kort efter den tyske besættelse havde den udvidede regering gennemført et større lovkompleks, der blandt andet suspenderede pristalsreguleringen, ligesom alle lønarbejdere uden for landbruget blev pålagt en lønskat til finansiering af en godtgørelse til ansatte, der blev sendt på arbejdsfordeling.
Lidt senere i 1940 gennemførtes tillige en lov om arbejdsforhold, som både ophævede konfliktretten ved overenskomstforhandlinger på arbejdsmarkedet og Forligsinstitutionen, som blev erstattet et arbejds- og forligsnævn ledet af et formandskab, der skulle være neutrale sagkyndige, men havde tætte forbindelser til erhvervsliv og borgerlige kredse. Dermed var fagbevægelsen stækket med den konsekvens, at reallønnen faldt med omkring 20 procent de to første år af besættelsen, hvilket også afspejledes i, at omsætningen i detailhandelen faldt, ligesom der blev konstateret en stigende fejl- og underernæring.
Værst ramt var de mange arbejdsløse, der måtte leve af en lav understøttelse. I årene 1940-41 var den gennemsnitlige arbejdsløshed på 25 procent svarende til knap 200.000 ledige; men mere end hver anden arbejder var i kortere eller længere tid arbejdsløs i perioden, hvortil kom 100.000 på arbejdsfordeling, der indebar en lavere indtjening. Mens mange arbejdere, lavere funktionærer, husmænd og mindre erhvervsdrivende bar dyrtidens byrder, var der andre som tjente kassen. Det var fabrikanter i en række industrigrene og entreprenører samt godsejere og storbønder, som derfor kunne skaffe sig varer, som andre ikke havde mulighed for. Som Hans Scherfig skrev i romanen Frydenholm:
”I sulekarrene boblede de halve grise. Der var værst i byerne, hvor man ikke havde kælder og ikke var kyndig i saltning. Grisene tålte ikke godt centralvarmen. Forrådene og lagrene var de velhavendes bekymring. Fattigfolk levede lettere”.
Arbejde i Tyskland
Et par år inde i besættelsen faldt arbejdsløsheden ifølge de officielle statistikker. Stadig flere var på arbejdsfordeling eller var beskæftiget med at bygge bunkers, flyvepladser og andre militære installationer for tyskerne. En del var også mere eller mindre frivilligt rejst til Tyskland for at arbejde inden for industri og håndværk som erstatning for de tyskere, der var sendt til fronten. Allerede i juli 1940 havde Arbejds- og Socialministeriet udsendt et cirkulære, der bestemte, at arbejdere, som nægtede at tage arbejde i Tyskland, kunne nægtes hjælp fra det offentlige. Under pres fra flere kommuner og tilskyndet af nogle fagforeninger valgte en del danskere derfor at blive Tysklandsarbejdere, hvilket for mange blev en ubehagelig oplevelse.
Arbejdsforholdene i det nazistiske Tyskland var helt anderledes end i Danmark. Det var hårdt arbejde i højt tempo og med lange arbejdsdage samt kæft, trit og retning. Der blev slået hårdt ned på kritik og utilfredshed og absolut ingen strejkeret, selv om det kom til enkelte korte strejker. Opsætsige danske arbejdere blev straffet hårdt og sendt i særlige lejre, hvor man på grund af ringe kost og dårlig behandling kun med nød og næppe overlevede.
Efter hjemkomst var deres fortællinger til familie og venner med til at give danskere et indblik i forholdene i Tyskland – ikke blot den omfattende undertrykkelse, men også krigens omkostninger. Udover sult og savn oplevede tyskerne i stigende grad krigens gru, når allierede bombefly smed deres dødelig last over tyske byer med også civile som ofre. Samtidigt begyndte der at tegne sig et billede af, at en tysk sejr ikke længere var så sikker. Tyskernes nederlag ved Stalingrad i 1942 og året efter ved panserslaget om Kursk såvel som britiske og amerikanske styrkers landgang på Sicilien pegede på, at krigslykken var ved at vende. Krigens gang var dog svær at følge på grund af den omfattende censur af danske medier og et mere retvisende billede kunne kun fås ved at høre britisk eller svensk radio.
Illegale blade og bomber over byen
Derfor var det kærkomment, da illegale danske blade begyndte at cirkulere med nyt om udviklingen i krigen – og ikke mindst de mere lokale illegale blade var efterspurgte. Det første lokale illegale blad i Vejle blev i januar 1942 under navnet Folkets Røst udgivet af Kommunisterne, der også distribuerede det illegale Land og Folk. Kort efter fulgte en lokal udgave af Frit Danmark og andre kom senere til. Udover opinionsdannende artikler indeholdt disse lokale blade oplysninger om, hvem der arbejdede for og med tyskerne som værnemagere, stikkere eller kollaboratører. Disse oplysninger vakte stor interesse, men var også kontroversielle. Selv om der blev gjort et stort arbejde for at dokumentere oplysningerne, kunne det være svært at skelne mellem løse rygter og holdbare kendsgerninger - mellem fup og fakta.
Ikke blot gennem de illegale blade rykkede krigen tættere på. Også på anden måde oplevede Vejles borgere, at ”det brænder derude i natten”, som det med skjulte undertoner lød i et digt af Tove Ditlevsen offentliggjort i Arbejdernes Almanak 1944. På mørke, klare nætter kunne i syd anes skæret af de voldsomme brande, der hærgede Kiel efter allierede bombardementer. Og på vej hjem fra bombetogt fløj de britiske og amerikanske fly ofte over Vejle. Ved en sådan overflyvning en iskold vinternat smed et fly, der ikke havde fået kastet sine bomber over målet i Tyskland, sine bomber over Vejle Fjord for at lette flyet med henblik på at nå tilbage til hjembasen. Ingen mennesker eller bygninger blev ramt af bomberne; men trykbølgen fra de eksploderende bomber knuste mange ruder i byens huse. Glarmestrene fik travlt med at sætte nye ruder i; men natten efter gentog det samme sig med knuste ruder til følge og glarmestre, der var ved at løbe tør for glas og frysende borgere rundt om i byen.
Også i selve Vejle lød der bombebrag. Modstandskampen var trådt ind i en ny fase, så den udover de illegale blade også bestod i sabotage rettet imod danske virksomheder, der leverede til tyskerne, og imod transportmidler benyttet af den tyske værnemagt. Sabotagen var begyndt som individuelle handlinger udført at enkeltpersoner eller små grupper, men blev i krigens sidste to år en langt mere styret og koordineret indsats under en lokal by-ledelse, der stod i forbindelse med modstandsbevægelsens centrale ledelse i København, hvorfra der med jævne mellemrum blev sendt en repræsentant til Vejle. Èn af dem var kommunisten Ib Nørlund, der flere gange var i byen, men på et tidspunkt i Fredericia blev fanget af Gestapo og ført til Gestapos sydjyske hovedkvarter i Staldgården i Kolding og udsat for et tæskehold sammensat af tyske Gestapo-folk og danske medløbere. Han overlevede og blev senere som fremtrædende medlem af DKP valgt til Folketinget.
Sabotagen i Vejle ramte bredt lige fra et vaskeri, som vaskede uniformer for tyskerne til en marmeladefabrik, der leverede fødevarer til den tyske værnemagt. Også busser til transport af arbejdere til bygningen af en militær flyveplads i Vandel blev saboteret; men de største og vigtigste sabotageaktioner rettede sig mod jernbanen, hvor tyske troppetransporttog jævnligt passerede Vejle.
Via politibetjente, der var med i modstandsbevægelsen, og på politistationen i Vejle nødtvungen måtte samarbejde med tyskerne, skaffede sabotagegrupperne sig information om, hvornår disse tog var på banen. Til den første større jernbanesabotage – ved Tirsbækdæmningen – blev store mængder sprængstof nedkastet med faldskærm fra et britisk transportfly et stykke tid forinden i politistationens salatfad fragtet tæt på stedet for eksplosionen, der trods skærpet tysk bevogtning lykkedes efterladende siget krater på 6-7 meters dybde og cirka 15 meter i diameter.
Al togtrafik var derfor ved både denne og senere aktioner indstillet i op til flere dage til stor gene for de tyske transporter. Ved én af disse sabotager benyttede modstandsbevægelsen sprængstof stjålet fra Gestapo, der ville have brugt det i et terroranslag – kaldet Schalburgtage – imod FDB (nuværende COOP); men bombemagerne havde været så berusede, at de ikke var i stand til at tænde lunterne! Normalt var det dog sprængstof, der ligesom våben var modtaget fra luften og med stor risiko for opdagelse bragt videre til modstandsgrupper rundt om i hele landet.
I kløerne på Gestapo
Ved mange af de forskellige sabotagehandlinger i og omkring Vejle lykkedes det sabotørerne at slippe mere eller mindre helskindet væk; men nogle blev fanget af tyskerne og som regel ført til afhøring hos Gestapo i Kolding. Det skete også for Paul, der ligesom flere af hans uniformerede kolleger på Vejle Politistation var nået væk i tide, da tyskerne i september 1944 arresterede det danske politi og sendte mange af betjentene i tysk kz-lejr. Han slap dog ligesom nogle andre ud af Gestapos kløer og var under jorden resten af krigen. Opholdet i hos Gestapo i Staldgården var ikke af behagelig art; men hvad han oplevede både der og i modstandsbevægelsen har han kun ganske flygtigt og fragmentarisk siden hen fortalt om.
Ligesom mange andre udsat for barske oplevelser i løbet af besættelsestiden fik Paul at vide, at det skulle han bare glemme og komme videre. Siden hen har det for de fleste af disse mennesker vist sig ikke at være så nemt at slette det skete fra hukommelsen. Oplevelserne har i forskellig grad kastet en skygge over det videre liv og ikke blot belastet den enkelte, men til tider også samlivet med familie, venner og kolleger. Først i de senere år er der kommet fokus på disse følgevirkninger af oplevelser fra besættelsestiden. Selv om mange er forblevet tavse resten af livet, er nogle af de efterhånden få, der endnu er i live, begyndt at fortælle. En af dem er den nu 99-årige Ejler Borch, der som ung maskinarbejderlærling i København lidt tilfældigt kom med i modstandsgruppen BOPA.
Egentlig ville Ejler Borch heller ikke fortælle om sine oplevelser i modstandskampen, men da et ungt familiemedlem bad om hans hjælp til at få et kollegieværelse med fortrinsret for studerende med slægtninge, der havde været frihedskæmpere, blødte han op. Han fik sin gamle – og nu afdøde – gruppeleder i BOPA til at dokumentere, at han havde været med i modstandskampen.
Derefter begyndte han at åbne lidt op for sine fortællinger, hvilket kom journalisten Anders Hauch Fenger for øre. Det blev efter en række samtaler mellem de to til bogen Den sidste sabotør, som udkom i februar i år. Ejler Borch har ved flere offentlige møder fortalt om sine oplevelser og samlede ved Historiske Dage i Øksnehallen den 30. marts i år et stort publikum til en snak om bogen og om, hvorfor han gik ind i modstandskampen. Udover almindelig modvilje mod den tyske besættelse var det for spændingens skyld, indrømmede han, men tilføjede, at det viste sig også at være farligt!
Ved samtalens afslutning kvitterede det talstærke publikum i alle aldre med nok dagens længste, stående klapsalver. Nok ikke blot en hyldest til én af de allersidste endnu levende frihedskæmpere, men til alle de mange mænd og kvinder, der på hver sin vis tog del i modstandskampen. Ligesom i Vejle var det rundt i hele landet helt almindelige danskere, der gik til modstand og satte liv og lemmer på spil.
Modstandsbevægelsens betydning har i de senere år været sat til debat og er af nogle historikere blevet opfattet som overvurderet. Samtidigt er samarbejdspolitikken i besættelsens første tre år blevet sat under et andet og mere positivt lys og udnævnt som hovedårsagen til, at Danmark slap så relativt let gennem anden verdenskrig sammenlignet med de fleste andre lande.
På den rigtige side
Under de givne omstændigheder kunne Danmark måske heller ikke have gjort så meget andet end at kapitulere den 9. april om morgenen, da den danske geografi ganske enkelt ikke giver mulighed for forsvarskamp på samme måde som i Norge. Længerevarende modstand imod den indtrængende fjende ville nok mest have haft symbolsk karakter. Til gengæld kan modstandskampen i besættelsens sidste år ikke opfattes som blot symbolsk. Den blev ført engageret under stor risiko og med mange ofre, men betød, at Danmark endte med at blive opfattet som en del af de allierede, der kæmpede imod det nazistiske Tyskland – vi endte som nation på den rigtige side takket være i høj grad modstandsbevægelsen.
I befrielsesdagene i maj 1945 var danskerne glæde da også stor, og frihedskæmperne blev hyldet og tiljublet. Men deres lige så store glæde var for en del af dem også forbundet med en vis bitterhed, da de opdagede, at samarbejdspolitikkerne genindtog deres gamle pladser som landets politiske ledelse som det naturligste i verden. Mange havde forventet og håbet på, at disse politikeres tid var forbi. Paul i lighed med mange andre var forbitret over, at Vilhelm Buhl som statsminister i 1942 i en radiotale havde appelleret til at stoppe sabotage og hjælpe politiet med at opklare den, men nu igen kom til ære og værdighed. Ganske vist var Frihedsrådet repræsenteret i den første regering efter befrielsen, men de gamle politikere fik dem hurtigt kørt ud på et sidespor og sad tilbage med magten og satte i store træk dagsordenen for fremtidens Danmark.
Mange af modstandskæmperne vendte tilbage til dagens dont så godt, som de nu kunne. Paul genoptog et arbejdsliv inden for den offentlig forvaltning og var gennem årene ansat i forskellige kommuner rundt om i landet. I et par af disse varetog han også opgaver for Civilforsvaret og var en overgang leder af CF i en af de mindre sjællandske kommuner. Som led heri deltog han i kurser om civilbeskyttelse, hvor der i stort omfang blev taget udgangspunkt i erfaringer fra anden verdenskrig. Et stort indtryk gjorde det på ham at blive fortalt om de ildstorme, som de allieredes bombardementer forårsagede over flere store tyske byer, hvor tusindvis af civile – kvinder, børn og gamle – omkom i flammehavet. Han havde jo selv tidligere i det fjerne anet ildskæret fra dette inferno. Denne uddannelse i civil beskyttelse skete på samme tid, som pjecen Hvis krigen kommer blev uddelt til alle husstande i 1962. Den kolde krig var tæt på at blive varm, hvilket først i næsten sidste øjeblik blev afværget.
Aldrig mere en 9. april
Med den angivelige trussel om krig lurende om hjørnet blev parolen Aldrig mere en 9. april brugt igen og igen som belæg for at opruste militært. Parolen blev lanceret kort efter befrielsen i 1945 og var en del af grundlaget for oprettelsen af Hjemmeværnet, der delvist udsprang af modstandsbevægelsen. Mænd og kvinder kunne tilmelde sig Hjemmeværnet som et bidrag til at forsvare landet imod en fremmed nations invasion, men har også udført andre mere eller mindre militære opgaver lige fra grænsebevogtning til dirigering af trafikken ved dyrskuer, musikfestivaler og lignende større arrangementer.
Hjemmeværnsfolk er blevet kaldt weekend-krigere og har måttet acceptere restriktioner i adgangen til våben, da hjemmeværnsvåben har været anvendt i flere drabssager. Interessen for at indgå i Hjemmeværnet har været svingende fra over 70.000 medlemmer til under 50.000 de senere år; men for tiden strømmer det ind med nye medlemmer til værnet.
Efter anden verdenskrig var der bred politisk enighed om, at det egentlige forsvar skulle styrkes. Mange røster talte for at etablere et fælles nordisk forsvarssamarbejde; men Sverige foretrak at fortsætte sin mangeårige neutralitet, hvor en vigtig faktor i den svenske beslutning var Finlands situation. De svenske politikere mente, at Finland bedre kunne beskyttes, hvis Sovjetunionen ikke blev tirret med svensk deltagelse i et forsvarssamarbejde med andre lande. Det forhindrede dog ikke Sverige i at have et tæt, men uformelt og højest hemmeligt samarbejde med USA og andre NATO-lande, især på efterretningsområdet.
Norge foretrak at vende øjnene imod vest og samarbejde med briterne, der ved den tyske invasion havde sendt tropper til hjælp for nordmændene og senere hen i krigen også havde et tæt samarbejde med nordmændene via eksilregeringen i London. Finland som nabo til Sovjetunionen og en form for bro mellem øst og vest valgte også neutralitet, mens Island opfattede sig som forsvarsmæssigt sikret af den amerikanske flybase Keflavik. Resultatet blev, at Danmark ligesom Norge og Island tilsluttede sig NATO, som Finland og Sverige først er blevet medlemmer af for nylig. Det danske NATO-medlemskab skabte dog fortsat debat blandt andet ved Vesttysklands optagelse i forsvarsalliancen og ved den første deltagelse af tyske soldater på dansk grund, ligesom der på Færøerne var protester imod opførelse af NATO-installationer.
Forsvaret nåede op på en stående styrke på omkring 70.000 professionelle og værnepligtige soldater suppleret med flere tusinde i reserven; men det samlede forsvar blev senere omlagt og beskåret. Fra at forestå et forsvar af Rigsfællesskabets territorie blev forsvaret transformeret til at indgå i internationale missioner – med eller uden FN-mandat – og blev indsat i militære operationer i Balkan, Irak, Libyen og Afghanistan.
I disse indsatser lå også en intention om at rette op på dansk militærs sløje renomme efter nederlaget i 1864 og den hurtige kapitulation i 1940; men de tre sidstnævnte indsatser endte mere i forstærket krig og kaos frem for fred og stabilitet i områderne samt døde, sårede og traumatiserede udsendte danske soldater. Forsvaret blev samtidigt beskåret med nedlæggelse af forter, kaserner og flyvestationer efter Berlinmurens fald samt opløsningen af Sovjetunionen og Warszawapagten. Den militære trussel fra øst var væk, og fredsdividenden kunne høstes.
Fra vision om fælles europæisk hus til massiv oprustning
Den sidste sovjetiske præsident Gorbatjov´s tanker om et fælles europæisk hus vakte bred sympati hos danskerne – også hos Paul, der ellers var tilhænger af et stærkt forsvar. I de sidste af sine 80 leveår så han med glæde, at der nu tegnede sig et billede af fred, frihed og forsoning i hele Europa. Fremtiden så lys ud, og mange mente ligesom den tjekkoslovakiske præsident Havel, at militærpagter hørte fortiden til.
Bortset fra en blodig borgerkrig i kølvandet på opløsningen af Jugoslavien, hvor fronterne mellem øst og vest så småt tegnede sig, var et konstruktivt samarbejde på tværs af hele kontinentet ved at udvikle sig, men blev sat over styr af vestlige politikeres iver efter at udvide NATO og EU mod øst. Russerne følte, at vestlige løfter om afspænding og sikkerhedsgarantier blev svigtet samtidigt med en frustration over ikke længere at være den ene af to supermagter og af at have mistet rollen som stormagt med indflydelse gennem flere hundrede år på krig og fred i Europa.
Skridt for skridt blev det ene mistillidsskabende skridt efter det andet taget og er indtil videre kulmineret med mere end tre års krig i Ukraine af et omfang, der ikke er set i Europa siden anden verdenskrig med næsten daglige billeder af død og ødelæggelse. Samtidigt er en oprustningsbølge sat i gang delvist på foranledning af Donald Trump, der i sin første præsidentperiode i USA krævede, at europæerne i højere grad selv bidrog økonomisk til Europas forsvar og brugte mindst 2 procent af bruttonationalproduktet (BNP) på forsvaret. Mens flere sydeuropæiske lande fortsat bruger mindre end 2 procent, har andre lande skruet op for forsvarsudgifterne. Danmark bruger i år mere end 3 procent og lægger op til at bruge mellem 3,5 og 4 procent afhængig af, hvad NATO senere på året fastsætter som styrkemålet.
EU-Kommissionen ligger også op til en massiv oprustning under overskriften Rearm Europe. 6000 milliarder kr. skal i løbet af en kort periode bruges på oprustning – hvordan er nærmere beskrevet i en såkaldt hvidbog om opbygningen af en ”en ægte forsvarsunion”, som Ursula von der Leyen har formuleret det. En forsvars- og sikkerhedspolitik i EU skal afværge russisk militær aggression, der af EU-Kommissionens formand ligesom af kommissærerne for udenrigspolitik og forsvar opfattes som en overhængende trussel. Samtidigt har EU-Kommissionen fremlagt en beredskabsplan, der skal forberede EU-borgerne på krig og katastrofer. Den foreskriver blandt andet, at alle skal sørge for at have en overlevelsespakke med vand, mad, medicin, lys, tændstikker og en radio samt identitetspapirer i en vandtæt pose.
I stedet for at berolige skaber disse tiltag snarere frygt, lyder kritikken fra blandt andet teologen Peter Lodberg der i et interview i Kristeligt Dagblad d. 4. april formulerer sit synspunkt således: ”Men når svaret på frygten så ikke er fred, men sikkerhed i form af oprustning, ja så er det lige før, man kan blive bange for en selvopfyldende profeti”. Han peger også på, at der nærmest har ”bredt sig en forestilling om, at hvis vi skal opretholde freden, så må vi forberede krigen”.
Andre har peget på, at når Rusland på tre år ikke har kunnet besejre Ukraine militært, kan og vil Rusland nok heller ikke kaste sig ud i en krig med Vesten, hvilket ligger på linje med, at Forsvarets Efterretningstjeneste tidligere har beroliget danskerne med, at vi ikke ville blive invaderet af russerne. Tjenesten har dog på det seneste ændret signaler og vurderet, at Rusland ad åre vil opbygge kapacitet til krig i storskala, hvad det så end mere præcist betyder, men må formodes at være mere end hybridkrig rettet imod kritisk infrastruktur og også omfatte fysisk krig til vands, til lands og i luften. Vurderingen tilnærmer sig Mette Frederiksens udsagn om, at vi ikke har krig og ikke har fred – underforstået at vi skal forberede os på krig med Rusland.
Truslen fra Trump
Set fra en dansk vinkel virker den største trussel aktuelt dog ikke at komme øst fra, men fra vest. Præsident Trump vil ikke blot gøre USA storslået igen, men også gøre USA's territorie større og ønsker at annektere Canada og Grønland. Trump har gentagne gange givet udtryk for, at USA af hensyn til den nationale sikkerhed vil benytte alle midler for at få kontrol med Grønland og vil ikke udelukke militære midler. Denne insisteren på at få Grønland har bragt Danmark og Rigsfællesskabet i den største udenrigspolitiske krise siden anden verdenskrig og skabt stor utryghed ikke mindst i Grønland.
På trods heraf vil regeringen købe flere amerikanske F35-fly. Og et stort flertal i Folketinget vil samtidigt med 85-året for den tyske besættelse for første gang siden da give en fremmed magt adgang til permanent militær tilstedeværelse på dansk jord. Amerikansk krigsmateriel og mandskab skal stationeres på de tre jyske flyvestationer Skrydstrup, Karup og Aalborg.
De amerikanske soldater kommer ikke blot til at præge lokalområdet med deres tilstedeværelse, men får tillige ret store magtbeføjelser også over for danske borgere. Jyllands-Posten har ved gennemgang af et høringsnotat udarbejdet af Forsvarsministeriet afdækket, at amerikanerne får ”beføjelser over for civile personer på dansk territorium, hvis det er nødvendigt for de amerikanske styrkers brug, drift og forsvar af samt kontrol over de aftalte anlæg og områder.”
Med ret til magtanvendelse
Seniorforsker Peter Vedel Kessing fra Institut for Menneskerettigheder fortæller til avisen, at ”soldaterne og militærpolitiet får mulighed for at lave magtanvendelse, hvis det er nødvendigt for at beskytte deres styrker og drift”. Det lyder næsten som en mulighed, soldater fra en fremmed magt også fik for 85 år siden.
De amerikanske soldater vil ikke kunne retsforfølges, hvis de uden for baserne overtræder dansk lovgivning og er på baserne underlagt det amerikanske militærs retssystem. Ifølge Jyllands-Postens afdækning får ikke blot amerikanske soldater, men også medarbejdere fra private sikkerhedsfirmaer hyret af det amerikanske militær ret til i et vist omfang at bære våben og er undtaget fra reglerne i våben- og knivloven.
Samarbejdsaftalen med USA om tropper på dansk jord vil løbe i ti år og kan derefter opsiges med et års varsel. Aftalen regulerer ikke antallet af amerikanske styrker og udstyr. ”Men man vil komme til at se amerikanske soldater på dansk jord. Det vil man også kunne høre, når man går ned og handler i Brugsen”, lovede Mette Frederiksen ved præsentationen af aftalen. Reaktionerne fra naboerne til de tre flyvestationer har været blandede; men en del er mere bekymrede end begejstrede. I det hele tager er danskerne bredt set for tiden ikke særlig venligt stemt over for USA og dets præsident.
For Trump har også iværksat en handelsmæssig verdenskrig. Udover en allerede indført generel told på 10 procent på alle importvarer skulle en række lande fra og med den 9. april påføres straftold af forskellig højde. Men op ad dagen meldte Trump ud, at der ville blive indført en 90 dages pause for de mange lande, der havde bedt om en forhandling vedrørende denne ekstra told uden præcisering af, hvilke lande det gjaldt. Kina var i alt fald udelukket, da landet svarede igen med forhøjet told på amerikanske varer, hvilket udløste en eskalation med yderligere forhøjelser af toldsatserne fra begge stridende parter.
Dagen startede også med fortsatte fald på aktiekurserne, der siden rettede sig lidt op; men aktiemarkedet er fortsat præget af store udsving og usikkerhed, som giver store dønninger i hele verdensøkonomien med højere priser og større arbejdsløshed som følgevirkning mange steder på kloden. Hvad der vil følge de kommende uger og måneder er ikke til at forudsige; men mange ville nok kunne genbruge udsagnet om aldrig mere en 9. april i en lidt ny forstand og gældende det meste af verden.
For handelskrigen er langt fra slut endnu, og hvad der kommer ud af de 90 dages forhandlinger mellem USA og op til 75 forskellige lande er uvist. EU håber på et positivt forhandlingsresultat, så unionen ikke udsættes for en amerikansk toldmur på de 20 procent, der var lagt op til. På de indre linjer vil EU ruste op ved at sætte øget fokus på konkurrenceevne med en bølge af deregulering med henblik på at lette virksomhedernes byrder med deraf følgende negative konsekvenser for løn- og arbejdsforhold, forbrugerbeskyttelse, miljø og klimaindsatsen.
Ligesom under den tyske besættelse af Danmark kommer arbejderklassen til at bære de største byrder ved militær oprustning og handelskrig. Om det bliver til fem forbandede år, er ikke til at forudse. For historien gentager sig ikke – heller ikke meteorologisk set med frost om natten op til 9. april i år som for 85 år siden. Alligevel er det en kold tid, vi lever i.
Den i artiklen gennemgående figur Paul er en autentisk person, hvis mundtlige overlevering af sine oplevelser under og efter den tyske besættelse tegner et billede af en helt almindelig danskers liv i perioden sammen med de øvrige anvendte kilder:
Jørgen Munch Christensen: Undergrunden i Vejle, Eigil Knudsens Boghandel, 1945
Hans Kirchhoff m.fl.: Besættelsestidens historie, DR/Forlaget Fremad 1964
Hans Jørn Nielsen: Besættelse og befrielse, Modtryk 1977
Vejle Stadsarkiv, vejlestadsarkiv.dk