Welcome to ”Original Inuit Reservation”! - Drejebog for USAs annektering af Grønland
Af Jens Hansen
USA's har mange års erfaring i at undergrave andre lande også uden åbenlys anvendelse af militær magt. Her kommer drejebogen til, hvordan optakten til en sådan overtagelse kunne se ud.
Mange husker sikkert endnu, hvordan Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet i 1968, blev fremstillet som om Sovjet var blevet inviteret til ’hjælpe’ Tjekkoslovakiet efter en intens kampagne. Med det voksende pres, som USA siden Trumps valgsejr har lagt på Grønland og Danmark er det nærliggende at forestille sig drejebogen for USA's ikke-militære overtagelse af Grønland kunne følge samme mønster.
Dette pres viser ikke tegn på at aftage. Og der er heller ingen tegn på, at man ønsker at forhandle hverken med selvstyret eller den danske regering. For det står efterhånden klart, at det ikke handler eller har handlet om at udvide USA's militære eller økonomiske tilstedeværelse i Grønland, noget man kunne have klaret via de mekanismer, der er indeholdt i forsvarsaftalen af 1951 og dennes udvidelse med selvstyret som tredje part i 2004, og normale investeringer. Det handler om statsretlige status, dvs. suveræniteten om området, og den kan der i sagens natur ikke forhandles om.
USA's holder ikke op
Efter at forsøget på ved hjælp af vicepræsidentens kones soft power gennem diskret finansiering af hundeslædevæddeløb i Sisimiut og – forgæves forsøg på - besøg hos familier og virksomheder i Nuuk slog så eftertrykkeligt fejl, skruede USA bissen på og sendte både sikkerhedsrådgiver Waltz og vicepræsident J.D. Vance på et tretimersbesøg på Pituffik Space Base – den tidligere Thule-base. Besøget fandt helt uden for sædvane sted uden deltagelse af grønlandske eller danske regeringsrepræsentanter eller embedsmænd, skønt basen jo ligger på grønlandsk territorium. Under besøget kritiserede Vance i stærke og udiplomatiske vendinger Danmark og forsøgte at drive en kile ind mellem Grønland og Danmark ved at påstå, at Danmark intet godt havde gjort for Grønland og gentage sine tidligere påstande om, at Danmark var en dårlig allieret og endnu engang slå fast, at USA støtter grønlændernes ret til selvbestemmelse.
Samme dag gentog Trump sit ønske i en podcast med ordene: ”Jeg hader at sige det, men vi er nødt til at have Grønland.” Det fik langt om længe den danske regering til efter at have skubbet den grønlandske regering foran sig for ikke at tirre Danmarks ”tætteste allierede” at tage bladet fra munden, noget både den grønlandske regering og mange danskere har ventet længe på. Men dog ikke mere end at forsvarsministeren samtidig bekendtgjorde, at man ville købe flere F-35-fly i USA, og regeringen end ikke vil overveje blot at udskyde afstemningen i Folketinget om amerikanske baser i Danmark, skønt et flertal – og counting - i befolkningen tilsyneladende er imod baserne.
USA fortsætter med at skrue op for presset. Nu med en svulstig propagandafilm, America Stands With Greenland, der forsøger at fremstille USA som grønlændernes bedste ven i deres vej til selvstændigheden. Og Washington Post beretter 2. april i artiklen White House studying cost of Greenland takeover, long in Trump’s sights, at Trump-regeringen har sat Office of Management and Buget til at regne på, hvor meget det ville koste USA at overbyde Danmark med hensyn til bloktilskuddet og de andre ydelser, Danmark bekoster som fx politi og domstole, der tilsammen udgør udgifter på 5-6 milliarder kr. årligt (man skal naturligvis herfra trække de mange penge, der vender tilbage til det danske samfund i form af udsendtes forbrug i Danmark og den store grønlandske import af danske varer og tjenesteydelser. DRs dokumentar ”Det hvide guld” tog heldigvis hul på dette åbenbart for mange i Danmarks magtelite meget ømtålelige emne om pengestrømmene begge veje i det dansk-grønlandske forhold, så nu venter vi spændt på opfølgeren ”Nuuk-guldet”).
Mette Frederiksen udtalelse 3. april ved besøget i Nuuk, om at ”man kan ikke annektere andre lande”, blev fulgt op først af vicepræsident J.D. Vance i et interview på Newsmax, der slog fast, at man ’ville beskytte Grønlands interesser for enhver pris’. Senere af USA's udenrigsminister Marc Rubio, der på en pressekonference i forbindelse med NATOs udenrigsministermøde i Bruxelles ifølge et videoindslag på DR.dk, sagde, at USA ikke vil annektere Grønland, men at Grønland har gjort det klart, at man på et tidspunkt vil være uafhængige, og Danmark bør fokusere på, at grønlænderne ikke ønsker at være en del af Danmark. Omvendt vil USA heller ikke stiltiende se på, hvis fx Kina kommer med en stor pose penge. Trumps tidligere udsagn om ikke at ville udelukke brugen af militære midler udlagde Rubio som om, det handlede om en situation, hvor Grønland trues af fremmede magter. Han afsluttede med at sige, at USA er parat til at tilbyde partnerskab, hvis Grønland beslutter sig for selvstændighed. Dvs. at overtage Grønland.
Plan A: ’Snigende annektering’
Hvordan ville en plan for en ikke militær-overtagelse af Grønland kunne se du? Ville den som Michael Jarlner måske meget præcist beskriver det i Politiken 27. marts tage skikkelse af en ”snigende annektering”? USA har jo mange års erfaring med undergravende virksomhed for at få sin vilje, så lad os se på en tænkt drejebog for USA's overtagelse af Grønland.
Tæller man, lægger til og trækker fra, står der dette tilbage: I samme øjeblik Grønland beslutter sig for selvstændighed, står USA parat med et tilbud om partnerskab. Derfor er det gennemgående tema i alle amerikanske udtalelser den fromme støtte til grønlandsk selvbestemmelse med den underforståelse, at Danmark står i vejen for denne. Man kan derfor forvente en langsom opbygning af indflydelse på alle det grønlandske samfunds områder herunder partier, organisationer, medier og meningsdannere for at opbygge en stemning for en hurtig løsrivelse fra Danmark og for efter løsrivelsen at indgå et tæt samarbejde med USA med henblik på en statsretlig tilslutning til USA, der naturligvis helst skal ske med et overbevisende flertal i en folkeafstemning.
Den ikke-militære politiske, økonomiske og kulturelle offensiv, der allerede er sat i gang, vil formentlig i hovedtrækkene fremover forløbe således:
Puste til anti-danske holdninger (kolonitiden, manglende dansk prioritering af Grønlands forsvar, racisme, økonomisk udbytning)
Skabe usikkerhed om den danske regerings formåen i forhold til Grønland
Kortslutte den danske regering ved at forhandle og interagere direkte med selvstyreregeringen
Støtte organisationer og partier, der ønsker hurtig selvstændighed og at båndene til Danmark løsnes
Økonomisk infiltration (investeringer i infrastruktur, minedrift, turisme, forøget samhandel, sænkelse af toldsatser)
Generøs økonomisk støtte til selvstyret og private virksomheder (lavt forrentede lån med lang løbetid)
Udbygning af den kulturelle offensiv (oprettelse af nye medier under åbenlys eller skjult amerikansk kontrol og finansiering, stipendiater i USA til unge grønlændere, engelskundervisning, gratis computere til skolerne)
Udbygning af amerikanske militære og videnskabelige baser
Det fysiske centrum for disse parallelle tiltag vil være det stærkt udvidede amerikanske konsulat, der er ved at flytte fra et lille træhus til 3.000 m2 store lokaler i stueetagen af et nybygget kontorhus i Nuuk. Til DR siger tidligere chefanalytiker i FE, Jacob Kaarsbo, om udvidelsen: ”Det viser, at USA sandsynligvis vil optrappe sin tilstedeværelse diplomatisk deroppe, men muligvis også efterretningsmæssigt … Risikoen er, at de nu vil forstærke den indsats endnu mere med øget tilstedeværelse.” De Konservatives grønlandsordfører, Rasmus Jarlov, kræver, at konsulatet lukkes hurtigst muligt fordi, ”det står klart, at konsulatet spiller en hovedrolle i den undergravning af Grønland, som amerikanerne foretager sig” og ”fordi konsulatet direkte arbejder på at undergrave Grønland. Det gør den russiske ambassade i København trods alt ikke. Vi har i hvert fald ikke taget dem i det på samme måde, som konsulatet i Nuuk bliver taget i det. De lægger ikke engang skjul på det.”
Også den nyligt indviede lufthavn i Nuuk for store fly, der giver mulighed for direkte forbindelser til og fra Nordamerika, vil spille en vigtig rolle som indfaldsvej for amerikansk påvirkning og indflydelse.
Modforanstaltninger
Hvordan kan Grønland og Danmark imødegå den forstærkede amerikanske indsats?
Hurtig omdannelse af rigsfællesskabet til et forbund af ligeværdige stater
Hurtig imødekommelse af grønlandske ønsker om en forsoningskommission
Udbygning af danske statsinstitutioners delegationer i Grønland som hjælp til selvstyreforvaltningen på de forvaltningsområder, selvstyret ikke har hjemtaget, uden at Grønland straks skal betale alle omkostninger
Øget grønlandsk synlighed i danske medier og skoler
Resolut optræden af den danske regering overfor USA
Skabe eksplicit opbakning fra EU
Generøse investeringer (infrastruktur, landbrug, minedrift)
Mediemodoffensiv i USA
PR-offensiv i DK og EU
Overvågning af USAs konsulat i Nuuk og konsulatets aktiviteter i Grønland
Afvisning eller udskydelse af ratificeringen af baseaftalen i Danmark
Overvågning af NSAs adgang til FEs aflytning af telekabler, der transiterer Danmark
Installation af endnu et søkabel som backup til det ene, eksisterende søkabel Canada-Grønland-Island
Øget samarbejdet med Canada
Styrkelse af forsvarets tilstedeværelse i Grønland, herunder optag af grønlandsk personel
Styrket og uafhængig overvågning af Grønlands land- og søterritorie samt luftrum
Selvstyret bør også hurtigst muligt oprette sikre kommunikationslinjer til den danske regering og sikre sine regeringskontorer mod aflytning. Dette er faciliteter, der ikke eksisterer i skrivende stund.
Det var måske også klogt af den grønlandske regering, at forhøre sig hos den danske regering, om der skulle eksistere hemmelige tillægsprotokoller til forsvarsaftalen med USA af 1951, så man ikke kommer ud for samme ubehagelige afsløringer, som dem der viste, at den danske regering stiltiende havde tilladt USA at opmagasinere kernevåben på Thule-basen.
Givet den anspændte situation kan man sikkert også forvente, at selvstyret som en slags beskyttelse vil overveje at genindtræde i EU. Også selvom det vil medføre problemer omkring landets hovederhverv, fiskeriet.
Det er naturligvis en forudsætning for effektive modforanstaltninger, at den danske regering ser de faktiske forhold i jernindustrien i øjnene, nemlig at efterkrigstiden og den deraf opståede verdensorden definitivt er forbi. Det er naturligvis smertefuldt at vågne op af sin tornerosesøvn for at opdage, at ens elskede har forladt en, men der er ingen vej udenom. Danmark må hurtigst muligt gentænke sin internationale orientering, hvor USA siden 1945 har været hovedhjørnestenen.
Plan B: Militær overtagelse
USA så formentligt helst en fredelig overtagelse i form af en invitation fra det frihedshungrende grønlandske folk, når man først har kastet det danske åg af sig, til at yde broderlig, amerikansk assistance. Måske inspireret af Sovjet, der i 1940 lod sig ”invitere” til at beskytte de baltiske lande eller i 1968 til at beskytte Tjekkoslovakiet. Men naturligvis lader en stormagt som USA sig ikke nøje med en ikke-militær plan A. Der eksisterer derfor sandsynligvis også en militær plan B, man holder i beredskab, skulle omstændighederne kræve, at man tager fløjlshandskerne af.
Og en regulær militær besættelse vil formentlig blive ublodig og forløbe på samme måde som den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940: Samtidig landsættelse af amerikanske tropper i de større grønlandske byer, hvor man besætter vigtig infrastruktur. Der vil muligvis forekomme enkelte modstandshandlinger. Grønlandske og danske myndigheder protesterer, men arbejder videre, nu under amerikansk opsyn. Politi, offentlig service, skoler og fabrikker kører efter kort tid normalt og teleforbindelser og trafik med omverdenen genoptages.
Efter nogen tid med eller uden folkeafstemning bliver Grønland en ’selvstændig’ stat i free association med USA eller som en del af USA, der ikke er en delstat (som Puerto Rico eller Jomfruøerne), og grønlænderne bliver amerikanske statsborgere, men uden stemmeret. For at få det hele til at glide ned betaler USA et årligt tilskud mindst på størrelse med de tidligere danske ydelser og måske også en engangsydelse i dollars, der for de fleste grønlændere vil være pæn. Det varer indtil man har fået demonteret velfærdsstaten og privatiseret sundhedsvæsenet og andre dele af den offentlige forvaltning, der kan overlades til privat foretagsomhed. Det engelske sprog fortrænger langsomt, men sikkert det grønlandske og Grønland forvandles i temperaturstigningernes tegn til en tempereret resort for rige amerikanere, der gerne vil nyde godt af svalheden mod nord, når nu store dele af deres eget land på grund af rovdriften på planeten er blevet mere eller mindre ubeboelig. Grønlænderne bliver gæster i deres eget land. Grønland er fremover blevet til ”Original Inuit Reservation”.