Kritisk Revy

Sæt fart på nedrivningen!

Af Quinn Slobodian 

Oprindeligt udgivet som "Speed Up the Breakdown", The New York Review of Books, 15. februar 2025. Copyright © 2025 Quinn Slobodian  ​​​​ 

Den amerikanske regeringens fremtid afhænger af, hvor langt omkring DOGE-dynamoen får lov at bevæge sig.

I den sidste måned har den amerikanske klasse af meningsdannere måbende stirret på, at Elon Musk og hans håndlangere har stormet forbundsstatens maskinrum. Unge mænd med selvtilfredse profilbilleder og skandaløst tynde CV'er er blevet stødtropper for det såkaldte Department of Government Efficiency (DOGE). De går rundt i magtens korridorer, sender beskeder til forbundsstatens medarbejdere en masse om at blive hjemme og skaffer sig adgang til interne efterretningsrapporter. Ifølge Wired havde en DOGE-medarbejder, som senere sagde op på grund af sine racistiske opslag på de sociale medier, både læse- og skriveadgang til finansministeriets betalingssystemer i mindst en dag. For tre år siden var en anden som 16-årig praktikant blevet fyret fra et datasikkerhedsfirma for angiveligt at have lækket oplysninger til en konkurrent. Ligesom QAnon-shamanen på senatets talerstol den 6. januar er dette marionetteater en forestilling, der på en gang er alvorlig og latterlig. For anden gang på fem år er folk tvunget til at spørge: Er det et kup, eller er det bare noget, de klæder sig ud som?

Forvirrede tilskuere har famlet i blinde efter fortilfælde. Teknologikritikeren Cory Doctorow har beskrevet disse mænd som ’brunskjorter med broccolihår fra generation Z’, der bekæmper fjendtlige institutioner som en slags Tesla Jugend. Sociologen Ho-Fung Hung foreslog, at opfatte dem som rødgardister i en stor Github-kulturrevolution, der stormede hovedkvarteret og konfronterede partiet for en renere læsning af mesterens tekster. Økonomen J.W. Mason sammenlignede deres handlinger med opsplitningen af den tidligere sovjetstat i 1990'erne: Udplyndring for egen vinding under udenlandsk opsyn. Musk selv refererede til et meme, der er elsket på den ekstreme højrefløj, da han skrev, at ’der ikke er brug for mange spartanere for at vinde slag’.

Ingen af analogierne er særligt overbevisende. Det skyldes, at vi er vidne til noget nyt: Det at tre politiske retninger, som aldrig har været så tæt på magten på samme tid, flyder sammen. Projekterne er opstået på forskellige, men beslægtede steder: I Wall ​​ Street-SiliconValley -miljøet omkring opkøb af nødstedt gæld¹ og startup-kulturen, konservative tænketanke, der er imod New Deal og anarko-kapitalismens og den højreorienterede accelerationismes² [fremskyndelse af et samfundssammenbrud, o.a.] verden, der i ekstrem grad lever online. I den nye regering stræber hver retning efter at opnå det resultat, den selv ønsker. Den første retning ønsker en slank stat, der med skyklapper for øjnene søger at maksimere investeringsafkastet; den anden en stat i lænker, der ikke er i stand til at fremme social retfærdighed; og den tredje - den mest dramatiske - en smadret stat, der overdrager regeringsmyndigheden til konkurrerende projekter under decentraliseret privat styre. Det, vi ser, er, hvor gode de er til at samarbejde for at forstærke hinanden. Statens fremtidige tilstand - og i forlængelse heraf landets - afhænger af, hvor langt omkring dynamoen får lov at bevæge sig.

*

Det klareste fortilfælde for det, der sker i dag i Washington, er det, der skete i Twitters hovedkvarter på Market Street i San Francisco for to et halvt år siden. Da Musk blev tvunget til at forvandle det, der sandsynligvis havde været en spøg, til en stor og besværlig virksomhedsovertagelse, trådte han ind i forhallen hos det sociale medie med en vask (på engelsk ’sink’) - en onkelvits, der gik ud på, at de skulle ’lade det synke ind’. Der er skrevet flere bøger om, hvad der derefter skete. Den korte version er, at han afskedigede de fleste af platformens medarbejdere, noget der førte til forudsigelser om et snarligt kollaps. Han indskrænkede moderationen af indholdet på en måde, der i høj grad øgede mængden af hadtale på platformen, gjorde algoritmen til en pengemaskine ved at omdanne den til en abonnementsmodel, åbnede sluserne for pornobots og skræmte i almindelighed et stort antal vigtige annoncører væk. Og alligevel holdt folk ikke op med at scrolle. Twitter gik ikke i sort.

Købet af Twitter - der på papiret var en dårlig forretning – både forgiftede et sted for offentlige samtaler (der allerede i forvejen tit var omstridte) og gav forud for valget Musk en megafon for sine egne politiske holdninger. Selvom virksomhedens værdi faldt kraftigt, bidrog det også til det skær af pengebegærlighed, som Musk havde opbygget i de sidste ti år ved at styre mindst en halv snes virksomheder efter princippet om, at man godt kan holde tjenester kørende, selv om man ’sletter’ (hans yndlingsord) mange af de involverede mennesker.

Afarter af denne praksis – der går under betegnelsen ’rightsizing’ - har nu i nogen tid været almindelige i amerikansk kapitalisme. Det indebærer, at man opkøber en virksomhed og derefter fjerner og sælger alle dens værdifulde dele, herunder fast ejendom og intellektuel ejendomsret, så den kører med minimal kapacitet. 1980'erne, hvor Donald Trump skabte sig et navn, var højdepunktet for den slags virksomhedsfusioner, lånefinansierede opkøb og fjendtlige overtagelser. Antallet af private kapitalfonde steg også på dette tidspunkt. Da Trump i 1987 for første gang overvejede at stille op til præsidentvalget, sagde han til Larry King³, at hvis USA ’havde været et firma, ville det gå konkurs’. I et andet interview samme år sagde han: ’Hvis en virksomhed eller et land nogensinde kørte på samme måde som USA, så kan man lige så godt glemme det’.

Det første Trump-kabinet bestod af veteraner fra sektoren for opkøb af nødstedt gæld, herunder handelsminister Wilbur Ross - som Fortune udnævnte til ’Kong Kurs’ - og finansminister Steve Mnuchin. Denne gang er den næstkommanderende i Pentagon milliardæren Steve Feinberg, som er medstifter af den store private kapitalfond Cerberus Capital Management. Bill Pulte, hvis private kapitalfond investerer i boliger og ejendomsudvikling, er blevet udnævnt til øverste boligregulator. Den afgående FTC-⁴chef Lina Khan advarede om, at de private kapitalfonde ville gå amok i en ny Trump-periode og forfølge ’roll-ups’⁵ og ’strip and flips’⁶ i sundhedssektoren noget, som ville føre til ’dårligere kvalitet i sundhedsplejen og højere priser’.

Musks lejesvende er i det lys mindre moderne squadristi [den italienske fascismes stormpropper, o.a.] end radikaliserede ledelseskonsulenter. I stedet for kasteskyts og Luger-pistoler svinger de med røde kuglepenne for at markere afskedigelser og slippe af med lagerbeholdninger. Vi kan tage Musks ord for gode varer, da han i 2021 sagde, at regeringen er en virksomhed, men en særlig slags virksomhed, der har monopol på vold og ikke kan gå konkurs. Hvis private aktører, som han har påstået, er bedre til at allokere ressourcer end offentlige aktører, er det indlysende, at en stat skal skaffe sig af med overflødige medarbejdere og tjenesteydelser.

Man kunne stoppe her og konkludere, at Musk simpelthen ønsker at forvandle staten fra at være et usædvanligt dårligt firma til et, der er lidt mindre dårligt – det ville ganske vist være et ledelsesdiktatur, men et midlertidigt et af slagsen. Det er den version af historien, der overbeviste lovgivere i Det demokratiske Parti og økonomiske klummeskrivere - som længe havde søgt at promovere, at der er en analogi mellem det at være borger og det at være forbruger - om, at DOGE kunne være en god idé. ’At strømline offentlige processer og nedbringe ineffektive offentlige udgifter bør ikke være et partipolitisk spørgsmål’, sagde kongresmedlem Jared Moskovitz (D-FL), da han sluttede sig til [Kongressens] gruppe for DOGE i december. ’Hvis DOGE rent faktisk kan sætte gang i en digital reform af den amerikanske stat og det på en måde, der ikke var ødelæggende, ville det uden for al tvivl være godt’, skrev Gillian Tett i sidste måned i Financial Times. Denne model er også i overensstemmelse med [oprettelsen af] den statslige investeringsfond a la Singapore, der blev givet meddelelse om i sidste uge, og med forbundsstatens sikkerhedsnet under enorme AI-infrastrukturfonde som Stargate Project, der omfatter OpenAI, Oracle og SoftBank, der blev offentliggjort for to uger siden. Musk angreb staten for at redde den.

*

Den anden måde at forstå DOGE-uvejret på er ikke gennem Musk, men snarere gennem den mere systematiske tilgang som Russell Vought har, der sidder i Office of Management and Budget og Consumer Financial Protection Bureau, hvis aktiviteter han satte en stopper for sidste weekend og fyrede i snesevis. Vought er grundlægger af en højreorienteret, kristen tænketank, Center for Renewing America, og har skrevet kapitlet om den udøvende magt i Project 2025 – et værk sammensat af stjerner fra tænketankenes himmelhvælv som Heritage Foundation, Heartland Institute og Pacific Research Institute sammen med nyere organisationer som Moms for Liberty, Turning Point USA og CRA. Vought og hans medforfattere ser staten som et kampområde, der er domineret af venstreorienterede. De mener, at den moderne amerikanske stat er blevet indtaget af venstrefløjen for at sikre det, han kalder dens ’kulturelle herredømme ved hjælp af bureaukratiet’ og ’et regime, der bruges som våben mod sine fjender [for] at holde gang i strømmen af dollars’.

For folk i de konservative tænketanke har den svulmende mængde af krav fra offentligheden siden New Deal i 1930'erne og Great Society-programmerne i 1960'erne udgjort det, som Vought kalder en ’stille revolution’, der deler forbundsstatens indtægter mellem grupper i samfundet ved hjælp af rettighedsprogrammer, positiv særbehandling og alle mulige former for særønsker. Staten vrimler med ikke-produktive særinteresser: Liberale eliter, fortalere for mindretalsrettigheder, udokumenterede immigranter og deres allierede, som alle er drevet af ønsket om at forsørge sig uden egen indsats. Staten har forvandlet sig til et monstrum, der suger private iværksætteres rigdom til sig og opmuntrer en lederklasse, der går ind for en sekulær, rodløs homogenitet. Vought har sagt, at USA er i ’det sene stadium af en fuldstændig marxistisk overtagelse’, som aggressivt skal vendes ved at give offentligt ansatte ’traumer’, behandle dem som ’skurke’ og fjerne ’magten fra Washington og give den tilbage til USAs familier, trossamfund, lokale myndigheder og delstater’. Transpersoners rettigheder er især en udløsende faktor: Vought har fordømt det ’transkønnede kloakvand, der pumpes ind i vores skoler og institutioner’.

Dataforskere ringer med alarmklokkerne og gør opmærksom på de potentielt uoprettelige skader på forbundsstatens databaser. Hvis tænketankene får deres vilje, vil staten ikke længere være i stand til at indsamle oplysninger og fordele skattekroner til samfundsmæssigt ønskværdige mål. Deres forestilling om en ideel stat er ikke et strømlinet supplement til den private sektor. Det er snarere et uhyre i lænker, der skal forhindres i at reagere fuldt ud på befolkningens krav. En forfatningsændring om et afbalanceret budget er overflødigt, hvis man fyrer karrieremedarbejdere, smadrer den institutionelle hukommelse og sletter dens harddiske. Det viser sig, at Michael Lewis' The Fifth Risk (2018), som handler om nødvendigheden af anonyme, kedelige embedsmænd, kan læses omvendt som en opskrift.

Som Steve Bannon i årevis har understreget, er meningen at dekonstruere den administrative stat for i stedet at stå med en regering, der regerer intensivt, men ikke ekstensivt. Dette projekt har intellektuelt været ret stabilt fra filosoffen James Burnham over skatteaktivisten Grover Norquist til politologen Mancur Olson, som i 1990'erne beskrev staten som en bandit, der altid er til stede, og som beskatter befolkningen for at berige sig selv og til gengæld leverer stabilitet og beskyttelse. (Musk er også inspireret af denne frygt for den stadigt voksende stat. Han videresender ofte Milton Friedman-memes, kommer med alarmistiske udtalelser om forbundsstatens gæld og hævder, at regler og forordninger forkalker ’civilisationens pulsårer’ - en metafor, der er hentet direkte fra Olson, som brugte ’sklerose’ til at beskrive den måde, hvorpå demokratier udhuler den økonomiske frihed). Denne linje er fortsat af Arthur Laffer og Stephen Moore, den duo, der designede Trumps skattelettelser i 2017, og op til den nuværende regering.

*

Det tredje program, som understøtter det, der sker for øjeblikket, beskrives ofte som et højreorienteret accelerationisme-projekt. Udtrykket forbindes normalt med Curtis Yarvin, den tidligere computerprogrammør og amatørdigter, som blev begunstiget med et langt interview i New York Times lige efter valget (hans idé om RAGE - Retire All Government Employees - minder meget om DOGEs). Skikkelser som han og den britiske filosof Nick Land er fritsvævende intellektuelle uden institutionel base ud over deres sporadiske nyhedsbreve, artikler og blogs. Yarvin har sat spørgsmålstegn ved sin egen indflydelse og antydet, at hans ideer finder vej til det republikanske økosystem gennem medarbejdere, der svømmer i en ’meget online suppe’. Men selv om deres direkte indflydelse ikke kan spores ved hjælp af et simpelt flowdiagram, indfanger deres arbejde mere præcist den teknologiske højrefløjs ånd end en Burnham-baseret konservatisme⁷, chefgangens vampyrmetoder eller det Jesus-indfedtede sprog, der ledsager den kamp, de der tror på tusindårsrigets komme, udkæmper.

Hvad ser de så for sig? De højreorienterede accelerationister forestiller sig, at den eksisterende suverænitet splintres i det, som Yarvin, der skriver under pseudonymet Mencius Moldbug, kalder et ’kludetæppe’ af private enheder, der ideelt set styres af noget, man kunne kalde teknomonarkier. Eksisterende autokratiske stater som Dubai fungerer som omtrentlige prototyper på, hvordan nationer kan opløses i ’et globalt spindelvæv af titusinder, ja endda hundredtusinder, af suveræne og uafhængige minilande, som hver især styres af deres eget aktieselskab uden hensyntagen til indbyggernes meninger’. De ville udgøre decentraliserede øgrupper: befæstede knudepunkter der er forbundet med hinanden via finansiering, handel og kommunikation. Man skal forestille sig år 1000 i Mellemeuropa, men med taxaer, der starter og lander lodret og Starlink-forbundet internet. Yarvin udtrykte for nylig essensen af dette verdensbillede, da han begejstret talte om Trumps forslag om at gennemføre en etnisk udrensning af Gazastriben og genopbygge den som en koloni, der har USA i ryggen, som sættes på aktier og sælges til investorer – det han kaldte ’den første by med et frihedsbrev⁸ og med amerikansk legitimitet i ryggen: Gaza, Inc. Børssymbol: GAZA’.

Accelerationisterne ønsker ikke blot at gøre regeringen mere effektiv eller at forhindre den i at stræbe efter omfordeling eller udbrede progressive værdier. ’Sæt fart på nedbrydningen!’ er mantraet. Deres mål er ikke at tæmme eller udsulte udyret, men at dræbe det. Tilhængerne af denne ekstreme ideologi er naturligvis et mindretal, og det er slet ikke sikkert, at Musk selv går ind for den, for slet ikke at tale om Trump. Men selv hvis de ikke gør, er DOGEs handlinger med til at forrykke skillelinjen mellem offentlig og privat myndighed. De libertære har længe set gated communities⁹ som laboratorier for den private stat og tænkt tilbage på den lov og orden, der herskede i Det vilde Vestens grænseland, hvor der angiveligt ingen stat var. Musks forsøg på forny konceptet om firmabyen ved at omdanne Starbase¹⁰, Texas, til et aktieselskab, kan ses som et første skridt mod en verden, hvor private aktører laver love og områder med egen ret, der passer til deres personlige behov.

Bliver Grønland, Panama og måske endda Canada nyt opland for befæstede forposter og eksperimenter med privat lovgivning og private investeringer? Trumps ambassadør i Danmark, Ken Howery, er medlem af ’PayPal-mafiaen, og han og Peter Thiel var med til at grundlægge både dette betalingssystem og venturekapitalfirmaet Founders Fund, og han blev efter sigende tiltrukket af stillingen på grund af udsigten til erhvervelsen af Grønland. ’Hjælp Amerika med at få fat i Grønland’, skrev Musk, da Howery blev udnævnt. Som insidere i branchen har påpeget, tyder Palantirs nylige partnerskab med Voyager Space på, at jordstationer i polarområdet kan gøre Arktis vigtigere for kommercielle forbindelser mellem satellitter og jorden.

Inden for det paradigme, der kunne kaldes et kontraktbaseret imperium, udsteder staten koncessioner til mine- eller satellit-firmaer. Det ville være en tilbagevenden til det 19. århundrede, hvor fribytteren William Walker invaderede Honduras, englænderen James Brooke blev ’Raj af Sarawak’, og, som Atossa Araxia Abrahamian har beskrevet, John Munro Longyear fra Michigan opmærkede et stykke Arktis og gjorde sig selv til ’Kongen af Spitsbergen’ i det, der nu er Svalbard. ’Countrypreneurship’ har allerede fået fodfæste i den private enklave Próspera i Honduras. Balaji Srinivasan, tidligere partner i Andreessen Horowitz, har på X skitseret tegninger til ’netværksstaten’ for sine 1,1 millioner følgere og beskriver ’startup-samfund’ som kollektiver, man melder sig ind i, hvor ens stemmevægt bestemmes af, hvor mange aktier man har, og med direktører som ledere. Han har rost Trumps første bekendtgørelser som ’en salve af krydsermissiler med loven som sprængstof’, der var ’omhyggeligt planlagt til samtidigt at ramme hver eneste kilde til blå magt både i USA og i udlandet’.

Den amerikanske stats suverænitet vil til en vis grad være blevet udhulet, når støvet har lagt sig efter Silicon Valley-leninismen, og bureaukratiets computere starter op med en tom skærm. Udsigten til dette vil med rette bekymre dem, der tror på de begrænsninger, som ligger i forfatningen, og behovet for en stat, der gør mere end at finansiere våbensystemer, finansiere AI-datacentre og udbetale løn til grænsepolitiet. For iagttagere med sympati for udviklingen vækker begivenhederne i Washington imidlertid den samme begejstring, som den anarkokapitalistiske økonom Murray Rothbard følte, da han iagttog Sovjetunionens opløsning. Han sagde, at det var ’særligt vidunderligt at se en stats død udfolde sig for øjnene af os’.

Quinn Slobodian er professor i international historie ved Boston University. Hans bøger omfatter Crack-Up Capitalism: Market Radicals and the Dream of a World Without Democracy og den kommende Hayek's Bastards: Race, Gold, IQ and the Capitalism of the Far Right, som udkommer i april. (Februar 2025)