Kritisk Revy

Vi stjæler populismen tilbage

Af Carsten Jensen

​​ 

Inden Donald Trump sværtede ordet til, var ”populismen” en til tider progressiv politisk kraft i Latinamerika. Det gjorde den argentinske venstrefløjsdebattør Ernesto Laclau bl.a. opmærksom på i sine tekster. Det er i år 10 år siden, Laclau døde, og Solidaritet bruger anledningen til at gøre opmærksom på hans værker.

Ernesto Laclau og Argentinas præsident Christina Fernandes, 2012.

(Kilde: Murió Ernesto Laclau, el filósofo preferido del kirchnerismo)

I starten af december 1964 blev det argentinske venstrefløjsblad Lucha Obrera (Arbejderkamp) udsat for et bombeattentat. Ingen kom noget til, men det var selvfølgelig et vink med en vognstang om, at højrefløjsgrupper havde bladet under lidt mere end opsyn. Og at de var voldsparate.

Den senere populisme-forsker Ernesto Laclau (1935-2014) var bladets redaktør, og han skrev i lederen til første nummer efter attentatet, at netop det, at angrebet kom, var et tegn på bladets succes! Hvis Lucha Obrera havde været ufarligt, havde det fået lov at være i fred.

Den omtalte leder kan også ses som den egentlige debut for Laclau som intellektuel i Antonio Gramscis forstand: det vil sige en, der på 'organisk' vis forbinder kritikken af kapitalismens konkrete aktuelle former med arbejderbevægelsens politiske krav. Så 2024 året er også 60-året for denne debut og for den sags skyld 10-året for Laclaus død. Den følgende tekst er den første i en lille række af artikler med udgangspunkt i den argentinske politiske filosof Ernesto Laclau (1935-2014).

Ernesto Laclau og Lucha Obrera

I december 1964 udkom Beatles-albummet For Sale. I det hele taget var beatlemania et udtryk for den optimistiske zeitgeist, der prægede store dele af USA og Vesteuropa i starten af 1960’erne. I det globale syd var de åbne sociale konflikter generelt større. I Argentina brugte det yderste højre åbenlyst vold mod arbejderbevægelsens organisationer og det nationale venstres politikere.

Et af eksemplerne på denne reaktionære vold var bombeangrebet på Lucha Obreras lokaler i Buenos Aires i netop december 1964. Ingen blev dræbt, men angrebet forsinkede udgivelsen af næste nummer.

Magasinet blev til sidst udgivet med en leder af dets unge redaktør Ernesto Laclau, som var universitetslærer i politik. Denne leder markerede starten på hans mere offentlige virke som debattør. I teksten reflekterer Laclau over meningen med det yderste højres vold og ikke mindst over forholdet mellem teori og praksis. Lederen bringes i afslutningen af denne artikel.

Ernesto Laclau fortsatte sit virke i Argentina i de næste fem år, men efterhånden blev truslerne fra højrefløjen større, især efter militærkuppet i 1966, og han begyndte at bruge dæknavnet Sebastian Ferrer til sine artikler.

I 1969 tog Laclau imod et tilbud fra universitetet i Oxford om at blive ph.d.-studerende der. I 1976 tog militæret igen magten i Argentina ved et kup, der kostede mange tusinde mennesker livet, og først et lille tiår senere kunne Laclau vende tilbage til landet på besøg.

I 1985 udkom bogen Hegemony and Socialist Strategy, som han skrev sammen med Chantal Mouffe. Bogen fik et enormt fagligt og politisk gennemslag, er blevet solgt i adskillige oplag og oversat til de fleste større sprog. Dens hovedpointer kunne sammenfattes i ideen om, at socialistisk kamp er et eksempel på kampen for uddybelsen af demokratiet, og at denne kamp for radikalisering af demokratiet går forud for kampen for socialisme.

I dag kan denne pointe forekomme temmelig ufarlig, men for fyrre år siden startede den en vældig debat, der fik adskillige modsvar, og hele bøger blev skrevet for at modbevise den.

Forløberen for Hegemony and Socialist Strategy var artiklen ‘Socialist Strategy. Where Next’, der kom i tidsskriftet Marxism Today i 1981. I 1985 kom artiklen ‘The New Social Movements and the Plurality of the Social’, der uddybede nogle af bogens synspunkter på de nye sociale bevægelser, især med henblik på latinamerikanske forhold. Begge tekster blev udbredte og var med til at cementere ideen om den såkaldte ‘diskursteori’, som et bidrag til såvel det akademiske som det politiske liv i Vesteuropa.

Tilbage til aktivismen

Med tekster som disse blev Laclau med andre ord fra midten af 1980erne en fremtrædende figur i debatten om marxismen og ikke mindst dens krise. Han udviklede sine ideer om hegemoni, diskursteori, postmarxisme, populisme med meget mere i det efterfølgende forfatterskab. Dette blev som regel udfoldet i tidsskriftartikler, og først i 2005 udkom hans første egentlige, selvstændige monografi: On Populist Reason (Den populistiske fornuft), der også blev den sidste.

Da Laclau trådte fra som professor på University of Essex, hvor han i mange årtier arbejdede, startede en ny mere aktivistisk fase. Han grundlagde fx et tidsskrift, Combates y debates, sammen med Paula Biglieri, der var professor på universitetet i Buenos Aires. Det skulle være en ramme om faglige og politiske debatter om Latinamerikas politiske udfordringer og konflikter.

Desuden gav han en lang række interviews, der havde forskellige politiske omdrejningspunkter, men alligevel pegede i samme retning: mod en fornyet venstrepopulistisk tilgang i såvel Latinamerika som Europa. Interview ogartikler om populismen og den latinamerikanske venstrefløj repræsenterer disse bidrag.

“Vi stjæler populismen tilbage”

I artiklen El legado de Nestor Kirchner fra 2010 fremstillede han, hvordan en af netop venstrepopulismens store ledere fra starten af det nye årtusinde havde drevet venstrepolitikken fremad under sit præsidentskab i Argentina fra 2003 - 2007. Kirchner blev set som et eksempel på det populistiske lederskab, som Laclau havde analyseret forudsætningerne for i den nævnte bog.

I en artikel fra netop Combates y debates, diskuterede Laclau, Chantal Mouffe og en venstrepopulistisk leder med præsidentambitioner, franske Jean-Luc Mélenchon, hvad der skulle til for at overføre fx Kirchners erfaringer med at vinde og bruge magten fra Latinamerika til Europa.

Formålet med den serie, som dette er den første artikel i, er for det første at bruge den nævnte anledning til at forsætte debatten om udveksling af ideer til den fortsatte udvikling af demokratisk socialisme på tværs af kontinenter. I konkret form: fra Argentina til fx Danmark. Det globale syd er ikke længere ‘afhængigt’ eller ‘perifært’ som i 1960’erne. Det gør selvstændige politiske erfaringer, som også kan belyse vejen frem i andre regioner.

For det andet at bruge anledningen til at genoplive debatten om, hvad man kan bruge 1960’ernes politiske erfaringer til. Tiåret var mere end The Beatles og de nye sjove tobakker. Der var fx 1968 og de dagsordensændrende erfaringer med de nye sociale bevægelser. Socialistisk strategi og demokratisk socialisme har ikke været det samme siden kvinde- og miljø-bevægelsernes fremkomst.

For det tredje at runde forestillingen om populisme. I tiåret efter Kirchner og den lyserøde bølge i Latinamerika kom Donald Trump til og gav populisme i Amerika et dårligt navn.

På U2’s album Rattle and Hum fra 1988 kan man høre Bono sige før første nummer, ‘Helter Skelter’, at “Charles Manson stole this song from the Beatles, we’re stealing it back!” Med den allerede nævnte anledning er der hermed formidlet nogle argumenter for at stjæle populismen tilbage.

Angrebet på Lucha Obrera

Af Ernesto Laclau, Lucha Obrera bind 1, nr. 7, december 1964

Angrebet på Lucha Obrerasⁱ lokaler - der udførtes af de grupper, der bruges som afskrækkelsesmiddel, og som forhindrede os i at udkomme i sidste uge - var oligarkiets og imperialismens logiske svar på seks ugers offentlig fordømmelse og ubarmhjertig og kompromisløs kamp mod landets fjender. At svaret er logisk betyder ikke, at det ikke er jammerligt: Jammerlige svar er i mange tilfælde det eneste, man logisk kan forvente.

I revolutionær politik måles graden af seriøsitet i høj grad på denne politiks evne til at koncentrere det dybe og afgørende had fra alle de sektorer, der er knyttet til det herskende system, mod sig. Både fra dem, der eksplicit holder fast i systemet, og dem, der både er i åbenlys opposition til det og hemmeligt afhængige af det. En ægte revolutionær politik må regne med dette had og vide, at det vil være en uadskillelig følgesvend i alle kampe. En virkelig revolutionær søger ikke en eller anden form for konsensus som en forsikring for sine handlinger, netop fordi han bygger sine handlinger på historiske processers dybe betydning. En revolutionære må på forhånd give afkald på enhver konsensus, der vedrører det, som udspiller sig på overfladen. Det første en revolutionær politiker, der ikke bare leger revolutionær, må gøre, er at opbygge et lag elefanthud, som gør det muligt for ham at modstå bagtalelse og vold uden at fortrække en mine og vænne sig til at gå gennem verden uden beskyttelse.

Årsagen er klar: I det omfang en politik med hud og hår er engageret i et projekt, der drejer sig om revolutionær forvandling, blotlægger den til det inderste den objektive virkelighed i alle sektorer af den omgivende politiske og sociale verden. Derimod består indsatsen fra alle de sektorer, der på den ene eller anden måde er knyttet til det herskende system, i at fordreje deres handlingers objektive betydning, i at skabe et ideologisk røgslør, der forhindrer alle i at genkende hinanden ud fra, hvordan de i virkeligheden ser ud. Når de, der skaber mystifikationerne, derfor udsættes for et ubarmhjertigt lys, der udstiller dem for offentligheden i al deres jammerlige nøgenhed, griber et grænseløst raseri dem, og de påkalder i deres irrationalitet den ultimative yderlighed: Volden. Det er alene det, der er meningen med den brandbombe, som blev kastet mod »Lucha Obrera«. Vi har fortjent reaktionens had. Der går sjældent røg af en brand uden ild.

Oligarkiets vold skal skræmme os

Men måske er det [også] nødvendigt at analysere, hvorfor oligarkiets vold er blevet rettet mod os. Når teorien ophører med at være noget, der ligger ude i en fjern horisont, at være noget for ideologer, og begynder at præge massernes handlinger, manifesterer den først og fremmest dette i sin evne til at bevæge sig fra de fjerneste teoretiske niveauer til forklaringen af de mindste politiske fakta. Det umiddelbare og konkrete plan, hvor den politiske handling efterprøves, er ikke en verden uden fælles mål med den teoretiske tanke - men mellem de to hersker der en permanent gensidig påvirkning og berigelse. Og det er netop det, der irriterer oligarkiets følsomme organer, som udmærket ved, at når politisk teori præger massernes handlinger, nærmer stormfulde tider sig for de etablerede kræfter.

Derimod er oligarkiet slet ikke bange for venstrefløjen, når denne lever saligt i et fjernt teoretisk limbo og kun bedømmer sine handlinger og grundlaget for sin magt på et abstrakt niveau. Oligarkiet kan tolerere alle venstreorienterede grupperinger af personer, der er blevet en del af systemet, uden at blive alt for ophidset: Lige fra de allerede noget falmede stalinistiske vogtere af den hellige ild i Den demokratiske Union ⁱⁱ​​ til de ubeskrivelige atomkrigsprædikanter i »Den planetære Stemme«. Det abstrakte niveau i kritik af herskende fra den venstrefløj, der er blevet en del af systemet, er blot et supplement til den konkrete dominans, disse udøver. Derfor tolererer oligarkiet dem og tildeler dem endda deres lille andel af respektabilitet, når der skal uddeles godbidder: Ligesom der er dem, der har en svaghed for skak, spiritualisme eller Palito Ortegaⁱⁱⁱ, er der afblomstrede skikkelser, som er akademisk optaget af Lenin eller Mao eller Trotskij eller Gramsci. Oligarkiet tager deres eksistens til efterretning som blot endnu en ingrediens i kosmos: De eksisterer på samme måde som stenene og stjernerne.

Derimod kan oligarkiet ikke passivt acceptere eksistensen af Det nationale Venstrefløjsparti^iv

fordi konkretiseringen af dets analyse i hver eneste linje minder oligarkiet om, at ideerne er i færd med at komme ned på jorden. Så længe der bare var tale om en ideologisk strømning, kunne oligarkiet uden at få snavsede hænder nøjes med at undlade at integrere partiet i sit verdensbillede og nægte det respektabilitet. Men i dag, hvor partiet er ved at blive en politisk kraft, der er i stand til at påvirke masserne, er oligarkiet nødt til at fornægte det med kraftigere metoder. Svaret var bomben. Oligarkiets sarte hypofyse kunne ikke tåle at se sit eget virkelige billede seks uger i træk, sit spøgelsesagtige og rådne jeg. Og det havde fuldstændig ret: Hvis irrationel vold er dødsdømte gruppers udtryk på tærsklen til deres historiske sammenbrud, er ideer, der udtrykker massernes historiske fremgang, også en første form for vold over for et regime i forfald. Vi får se, hvilken af de to der sejrer.

Læs videre

Der findes samlinger og uddrag af Ernesto Laclaus tidlige politiske tekster i:

Demokrati og hegemoni. Af Ernesto Laclau og Chantal Mouffe. Redigeret af Carsten Jensen. Akademisk Forlag, København, 1997

og

Radikalt demokrati. Diskursteoriens poliske teori. Ernesto Laclau og Chantal Mouffe. Rediget af Allan Dreyer Hansen med flere. Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg 2002.

Blandt Ernesto Laclaus øvrige udgivelser kan nævnes den fælles

Contingency, Hegemony, Universality. Contemporary Dialogues on the the Left. Af Judith Butler, Slavoj Zizek og Ernesto Laclau. Verson, London.

Senere tekster er samlet i fx

Debates y combates. Por un nuevo horisonte de la politica. Ernesto Laclau. Fondo de Cultura Economica, Mexico. 2008/2011.

The Rethorical Foundations of Society. Ernesto Laclau. Verson, London, 2015.

Ernesto Laclau. Post-marxism, populism and critique. Redigeret af David Howarth. Routledge, London. 2015.