Kritisk Revy

Konkurrence - og markedsformer i moderne kapitalisme

Af Jørgen Lindgaard Pedersen

’Monopoler’, ’fuldkommen konkurrence’, ’profit’, ’marginale omkostninger’ er volapyk for de fleste. Ikke desto mindre har udtrykkenes indhold stor, for ikke at sige afgørende indflydelse på vort daglige liv, som diskussionerne om Novo Nordisks og de store tech-virksomheders superprofitter viser. Jørgen Lindgaard forsøger i denne minihåndbog at blæse lidt af de fagøkonomiske tåger væk.

Løn kan enten være opgjort som pengeløn eller som realløn. Pengelønnen er det beløb opgjort i kroner, lønmodtagerne modtager før skatten er trukket. Reallønnen er købekraften af pengelønnen. Hvis priserne på lønmodtagernes private forbrug siden sidste lønudbetaling er steget med præcis samme procent som lønningerne, så er reallønnen konstant. Hvis priserne er steget mere end pengelønningerne, så er reallønnen faldet. Omvendt hvis priserne er steget mindre end pengelønningerne. Reallønnen er selvfølgelig vigtig for velstand og velfærd hos alle - men især for lavindkomstmodtagere.

Lønninger og forbrugspriser

Mens danske lønmodtagere i kraft af overenskomstforhandlinger og lokale forhandlinger har en vis indflydelse på pengelønningerne, så er det anderledes med reallønningerne. Her vil vi se på de forhold, der bestemmer udviklingen i forbrugsvarepriserne. De danske forbrugsvarepriser er de næsthøjeste i EU, dog med de irske en smule over, og ligger 46 % over EU-gennemsnittet i 2022. I Danmark bruger befolkningen 20 % af sin indkomst på basale forbrugsvarer og tjenesteydelser (fødevarer, tøj og fodtøj). De mindre nordvesteuropæiske lande har de højeste priser, de store lande ligger tættere på gennemsnittet, mens de sydlige og de øst- og centraleuropæiske lande ligger under. Mens prisudviklingen er ens for ansatte i privat og offentlig ansættelse, så er pengelønningernes udvikling forskellig for de to grupper. Dette fører til forskellig reallønsudvikling. I parentes bemærket har arbejdsløse og pensionister en endnu lavere stigning i deres pengeindkomster og dermed realindkomster.

Men hvordan hænger løndannelse og forbrugsvarepriser sammen med konkurrence- og markeds-former? Svaret er ganske simpelt – forbrugsvarepriserne er sædvanligvis højere, når konkurrencehæmmende markedsformer optræder end i en situation med fuldkommen konkurrence. Desuden er virksomheder, der f.eks. opererer under oligopolistiske markedsforhold svære at tvinge overenskomstaftaler og lønforhøjelser ud af. Det kan man f.eks. se af kampen i Sverige mellem fagbevægelse og Tesla.

Konkurrence- og markedsformer er vigtige samfundsproblemer

Novo Nordisk var indtil for tre–fire år siden et mellemstort europæisk medicinalfirma. I dag efter at selskabet har sendt vægttabsmidlerne Ozempic og Wygovy på markedet, er Novo Nordisk opgjort på børsværdien i Europa største selskab og nummer 12 på verdensplan. Det er selvfølgelig vigtigt for aktionærerne, men også for Danmark som samfund - for selskabet påvirker vækst, eksport og skattebetaling, men også forskningens omfang og indhold, fordi den fond, der er en af Novo Nordisks hovedejere, betaler en stor del af dansk forskning inden for sundhed og medicin.

Det er selvfølgelig nærliggende at formode, at fremtidens vægtregulerings-behandling bliver skabt af de superprofitter, som er opstået ved dagens konkurrence- og markedsforhold på de to produkter. Men nu opstår profitter jo ikke ud af den blå luft. Ozempic er receptpligtig og betales i Danmark i overvejende grad af skatteyderne, mens udskrivning af Wygovy ganske vist skal ske efter samtale med læge, men betragtes som et slankemiddel, der anskaffes til markedsprisen på omkring 1.500 kr. pr. måned. Det aktive stof i de to midler er det samme. Prisen bestemmes i hovedsagen ud fra det forhold, at så længe patentet er gyldigt, så er der kun to udbydere: Novo Nordisk og den amerikanske konkurrent Eli Lilly. De to har nogenlunde ens priser og ingen interesse i at sætte en priskrig i gang, som vil skade dem begge.

Selv om forholdene på området for vægttabsmedicin er ekstreme, så gælder de samme mekanismer for hele medicinalområdet, i hvert fald så længe man ser på receptpligtig medicin.

Uden for medicinalområdet ser man andre forhold, der skaber muligheder for, at virksomheder kan fastsætte høje priser og opnå store profitter. Eksempelvis firmaet ASML Holding NV ("Advanced Semiconductor Materials Lithography"). Det er en nederlandsk multinational virksomhed, der udvikler og producerer fotolitografiske systemer til brug ved fremstillingen af mikrochips. ASML er det eneste firma, der kan fremstille de systemer, som bruges til at producere de mest avancerede chips til brug i såvel militært udstyr som ved krævende civile anvendelser. Her er det beherskelse af teknologien, der hindrer konkurrenter i at true ASMLs monopol.

På lignende måde har det amerikanske firma Nvidia på området for fremstilling af kritiske AI-chips en førende position, som tillader det at fastsætte priserne, som det passer firmaet, hvilket betyder, at Nvidia opnår den maksimale profit.

Konkurrencen mellem de store firmaer øges

En blot overfladisk avislæsning eller følgen med i fjernsynets nyhedsudsendelser vil vise, at der er stort fokus på vigtige markeder. Her skal blot nævnes:

1) Konkurrencen mellem Novo Nordisk og Eli Lilly på markederne for vægttabsmedicin.

2) Konkurrencen mellem kinesiske og især europæiske firmaer på grønne teknologier som solceller, elbiler og batterier.

3) De komplekse konkurrence- og markedsforhold mellem sociale medier og internethandels-platforme.

4) Kampen mellem Airbus og Boeing om verdensmarkedet for store kommercielle fly.

5) Energimarkederne, hvor krigen mellem Rusland og Ukraine har ført til konkurrence- og markedsforhold, der tillader betydelige merprofitter. Amerikanske udvindere og købere af skifergas har nydt godt af krigen på det europæiske marked for naturgas.

Hertil kommer slagsmål mellem firmaer om telekommunikationsteknologi og mikrochips, hvor statslig rivalisering mellem primært USA og Kina overskygger firmaernes konkurrence. EU, Japan og Sydkorea er også modvilligt blevet deltagere i denne rivalisering.

Men selvfølgelig har vi fortsat frugt- og grøntsags-markeder, hvor der er mange udbydere, og priserne svinger fra time til time.

Jeg vil i det følgende koncentrere mig om de økonomiske dimensioner og ikke de geopolitiske forhold. Det kan også være vigtigt at se på markeder, hvor militære eller sundhedsmæssige forhold er betydningsfulde som Covid–19 situationen for nogle få år siden. Rivaliseringen mellem de store stater om afgørende teknologier er imidlertid så omfattende en problematik, at det kræver en større og selvstændig artikel.

Fuldkommen konkurrence

Den liberale økonomis første store systematiker, Adam Smith, skabte for 250 år siden en idealiseret model af en vareøkonomi som kernen i sin analyse af det nye, kapitalistiske markedssamfund, han kunne se udvikle sig for sine øjne; i dag kalder vi modellen fuldkommen konkurrence. På markedssiden kendetegnes den ved et stort antal små virksomheder, mange små forbrugere samt uorganiserede arbejdere og virksomhedsejerne. I modellen er det vigtigt, at kapitalister, arbejdere og forbrugere har et godt overblik over priser og varekvaliteter. Selvom Smith skriver, at når forretningsfolk mødes, endog i selskabelig sammenhæng, så forsøger de at konspirere mod almenvellet ved indbyrdes at aftale priser og aftale hvem, der må byde ind på entrepriser ved eksempelvis større byggeopgaver - så antager man alligevel, at de ideelle forudsætninger er opfyldt.

Smiths begejstring for den frie markedsøkonomi – kapitalismen - byggede på, at når disse forudsætninger var til stede, og forretningsfolkene ikke havde held med deres konspirationer mod almenvellet, ville markedet af sig selv skabe en balance, hvor prisen på en vare er lig med grænseomkostningerne, der betegner omkostningerne ved at producere én ekstra enhed, når man går ud fra, at disse grænseomkostninger fra en vis produktionsmængde vokser.

Dette gælder også på et andet marked, arbejdsmarkedet, hvor der ville være fuld beskæftigelse og samfundsnytten, dvs. summen af individernes oplevede nytte, uanset det problematiske i at betragte individerne som ensartede, maksimeres. Det sker i Smiths idealmodel, uden at en konge eller en stat skal ind over samfundets ressourcer af arbejdskraft, maskiner og råstoffer og løse den komplekse opgave, det er at indsamle behov og opstille prioriteringer set i forhold til individernes ulyst til at arbejde – en ulyst som antages at opstå på grund af det slid og slæb, der er forbundet med det at arbejde. Alt dette opnås ved, at alle virksomhedsejere, forbrugere og arbejdere på et oplyst grundlag blot søger at maksimere deres egen lykke. ​​ 

Karl Marx var ikke uenig med Adam Smith i, at fuldkommen konkurrence er en interessant model at bruge til forståelse af en vareøkonomi. Marx brugte i de første tre kapitler af Kapitalens første bind en vareøkonomi uden kapitalisme som model, fordi der ikke blev købt arbejdskraft - det kaldte han den simple vareøkonomi. Denne model beskrives som Adam i Paradisets Have! Den har måske tilnærmelsesvis eksisteret i visse bonde- og håndværker-samfund før kapitalismen. Men begrebet bruges først og fremmest til at vise forskellen mellem denne type vareøkonomi og kapitalismen.

I kapitalismen så Marx derimod en samfundsform, der var baseret på en produktions- og teknologifunderet udviklingslov bestående i, at virksomhederne med tiden blev større (koncentration), og at de største virksomheders andel af produktionen inden for en given branche ligeledes voksede med tiden (centralisering). Koncentrationen skyldes, at maskiner, anlæg og teknologisk viden målt i værdi eller priser vokser mere, end arbejdskraften falder målt i værdi eller priser. Dette øger produktiviteten, hvis produktionsomfanget vel at mærke kan bringes på et højt niveau og i fortsat vækst. Centraliseringen består i, at det er fordelagtigt for de større virksomheders profit at blive så store, at de selv kan fastsætte prisen på deres produkter. Det sker, fordi de tre–fire største virksomheder i en branche råder over så stor en del af produktionskapaciteten, at de kan holde noget af denne i reserve, hvis mindre konkurrenter skulle få lyst til at starte en priskrig.

Det rene monopol

Den direkte modsætning til fuldkommen konkurrence har man i det rene monopol. Her er der kun én udbyder af et produkt, som ikke har nære substitutter, dvs. varer som kan erstatte dette produkt i forbrug eller anvendelse. Selv om Volkswagen kan siges at have monopol på Folkevognen, så har virksomheden ikke monopol på firepersoners personbiler, fordi der findes et betydeligt antal andre firepersoners bilmodeller. Spørgsmålet er så, om der undtagen i korte tidsrum findes rene monopoler, bortset fra naturlige monopoler (se herunder).

Ligevægten mellem udbud og efterspørgsel i et monopol findes, hvor salget af én ekstra enhed er lig med omkostningerne ved at producere denne enhed. Anderledes formuleret, så er grænseomsætningen (omsætningsforøgelsen ved at sælge én enhed mere) lig med grænseomkostningerne; det vigtige ved prisen på produktet i monopolet er, at den er højere end grænseomkostningerne. F.eks. var Novo Nordisk fra 2018 og indtil 2022 den eneste medicinalvirksomhed, der fremstillede og markedsførte de to identiske appetitdæmpende produkter Ozempic og Wegovy. I fire – fem år havde Novo Nordisk altså et monopol på disse midler. Men Novo Nordisks evige konkurrent på diabetesområdet, det amerikanske Eli Lilly, udviklede lidt senere sin lidt anderledes version, Tirzepatid, som også er appetitdæmpende, men virker på en lidt anden fysiologisk og biologisk måde end Novo Nordisk-produkterne. Hermed opstod et duopol (se nedenfor).

Det naturlige monopol

En særlig type monopol finder man i det såkaldte naturlige monopol, der kendetegnes ved at have en meget stor fast kapital investeret i forhold til afsætningsmarkedet. Det betyder, at de gennemsnitlige omkostninger falder med stigende produktion til forskel fra den formodede normaltilstand, hvor grænse- og gennemsnits-omkostningerne stiger med stigende produktion. Et naturligt monopol kan findes i el-distributionsnettet med master, ledninger og transformatorstationer eller i jernbanenettet samt i mange andre teknologier som f.eks. telefonsystemer. Det karakteristiske ved et naturligt monopol er, at de gennemsnitlige omkostninger er mindre, end de ville være, ved at to nogenlunde lige store virksomheder med samme teknologi forestod produktionen. Derfor vil der i demokratiske, kapitalistiske samfund ofte ske en statsovertagelse eller en regulering eksempelvis ved hjælp af koncessioner eller en prisfastsættelse på produkterne eller ydelserne.

Oligopol

De to yderpoler inden for markedsformerne - med fuldkommen konkurrence i den ene ende og det rene monopol i den anden – er mest af intellektuel interesse. De tjener til at orientere tanken, når man undersøger de mange markedsformer, der er dominerende i det virkelige liv.

Det oligopole marked¹ kendetegnes ved, at der kun er nogle ganske få store virksomheder, som producerer ensartede varer og tjenesteydelser, der kan erstatte hinanden. Det er typisk 3-4 virksomheder, som hver for sig har 15 - 25 % af det samlede marked. Det er karakteristisk for den oligopole markedsform, at de enkelte store virksomheder påvirkes af de andre store beslutningstageres handlinger og påvirker de øvrige, mindre virksomheder. Et særligt oligopol, hvor der kun er to betydningsfulde virksomheder, kan man eksempelvis se på området for store passagerfly, hvor Airbus og Boeing deler verdensmarkedet. Et andet område er appetitdæmpende medicin, hvor Novo Nordisk og Eli Lilly indtil videre deler markedet. Dette særlige oligopol med to aktører kaldes duopol.

Oligopolisterne kan lave hemmelige aftaler om at begrænse udbuddet af og/eller hæve priserne på deres produkter. Den slags aftaler holdes hemmelige, fordi de formindsker samfundets eller almenhedens nytte, hvorfor staten i demokratiske samfund ofte forbyder dem og griber ind med bøder til deltagerne. Dette sker i EU med konkurrencekommissær Margrethe Vestager som frontfigur. Hun har i de senere år har fået medhold ved EU-domstolen, der har udstedt forbud mod, at Google eller andre sammenknytninger af softwareteknologier ejet af samme firma på firmaernes søgemaskiner eller operativsystemer giver firmaernes andre produkter fortrinsplacering - og idømt amerikanske tech-virksomheder som Amazon og Google store bøder.

Men der behøver ikke at være tale om egentlige aftaler de oligopolistiske virksomheder imellem. Da der jo kun er ganske få virksomheder på markedet, ved de så meget om hinanden, herunder omfanget af konkurrenternes ledige produktionskapacitet og andre ressourcer, at de kan vurdere, om markedssituationen er stabil - eller om de kan iværksætte og gennemføre en kamp om markedsandele, når de vurderer, at tiden er inde til at forsøge at ændre situationen til egen fordel. Et eksempel er Teslas prisnedsættelse på sine elbiler for et par år siden.

Monopolistisk konkurrence

På de fleste markeder er det ganske vist nogle få virksomheder, der er de bestemmende aktører. Men på en anden måde end det ofte er på oligopolistiske markeder. Markeder med såkaldt monopolistisk konkurrence karakteriseres ved, at der er adskillige udbydere af et produkt eller en tjenesteydelse. De er ikke identiske, men anses af forbrugerne for at være af forskellig kvalitet og at kunne erstatte hinanden. Her er det ofte vigtigt at inddrage den geografiske dimension, fordi f.eks. et bilværksted tæt på bilejerens bopæl anses af ham/hende for at være en bedre leverandør end den, der bor langt væk. Det kan f.eks. være restauranter, bilværksteder eller store virksomheder, som producerer personbiler, øl eller computere. Det karakteristiske er, at de enkelte virksomheder besidder en vis markedsmagt til at fastsætte prisen på deres produkt.

Reklamer kan i visse tilfælde medføre at der efterspørges en større mængde end tilfældet var uden reklameindsats. Medicinalbranchen er særligt kendt for den slags. Denne forskydning kan ske ved diverse afsætningsfremmende foranstaltninger spændende fra almindelig reklame til bestikkelseslignende initiativer som medicinalfirmaers velkendte kombinerede faglige møder og ophold på luksushoteller, gerne på eksotiske lokaliteter. Som tænkt eksempel kunne man her forestille sig, at en reklameindsats får læger til at udskrive et bestemt appetitdæmpende middel som f.eks. Ozempic, fordi lægen har deltaget i en konferencerejse til et feriested på Mallorca, hvad konkurrenten Eli Lilly ikke har tilbudt. Det bliver herved muligt at forskyde ligevægten mellem udbud og efterspørgsel ved store faste omkostninger i retning af større mængde og måske lavere pris, så længe der opnås dækning for de variable omkostninger - uden at der bliver tale om naturlige monopoler. Dvs. at målsætningen for virksomheden i sådanne tilfælde kan være outputmaksimering snarere end profitmaksimering, i det mindste på kortere sigt.

Det skal bemærkes, at variable omkostninger er de omkostninger, der afhænger af, hvor mange enheder der fremstilles, altså løn, råmaterialer og energi.

Hvordan etableres og opretholdes monopolistiske markedspositioner?

Selv om der blandt erhvervsdrivende og andre tilhængere af kapitalisme høres mange skåltaler om den fuldkomne konkurrences velsignelser, så anses den især for at være gavnlig på alle andre markeder end det, hvor den pågældende virksomhed selv befinder sig. Det skyldes fundamentalt, at under den fuldkomne konkurrence forsvinder profitten på grund af konkurrencen - det er kun normalforrentningen² af den investerede kapital, der tilfalder ejeren.

Derimod har ejerne under alle andre markedsformer end den fuldkomne konkurrence mulighed for at tilegne sig en profit ud over normalforrentningen. Der er altså gode grunde til, at Adam Smith kunne konstatere, at forretningsfolk endog i selskabelige sammenhænge havde travlt med at konspirere mod almenvellet ved at aftale priser og aftale, hvem der måtte byde ind på byggeentrepriser. Selv om der kan gennemføres investeringer, uden at virksomheden selv skal råde over akkumulerede profitter, der dækker investeringsbeløbet, så er profitten et mål for virksomhedens soliditet, seriøsitet og ejerens og ledelsens dygtighed eller held, ja selve dens eksistensberettigelse. ​​ 

Hvordan og med hvilke midler kan virksomheden opnå profit? Det er der to forskellige metoder til. For det første er der de omkostningssænkende tiltag i forhold til konkurrenter, for det andet udnyttelsen af markedspositionen. Omkostningssænkning giver en midlertidig fordel, indtil konkurrenterne har erhvervet sig samme eller en endnu mere effektiv teknologi. Markedsposition kan opnås på mangfoldige måder: Patentering og brug af andre former for intellektuelle ejendomsrettigheder (mærkevarerettigheder, forædlerrettigheder mv.) er velkendte statsunderstøttede instrumenter. Hemmeligholdelse er mindre velkendt, men bestemt ikke mindre betydningsfuld. Opbygning af barrierer mod konkurrenters etablering som f.eks. besværlige og kostbare godkendelsesprocedurer og idømmelse af store bøder, hvis nøglemedarbejdere skifter til den nye virksomhed, er vigtige former. Reklamer og opbygning af varemærkekendskab er også velkendte metoder.

Det er vigtigt at bemærke, at der ikke findes metoder, som sikrer profitten i det meget lange løb. En teknologi som f.eks. dampmaskinen, der engang var ny og blev patenteret, blev overhalet af forbrændings- og elmotoren. Der skal hele tiden arbejdes med ny teknologi, nye produkter eller ydelser og ikke mindst beskyttelse af disse nyskabelser. Ellers lurer fallitten, der er lige så vigtig som drømmen om profitten. Hvis man f.eks. ser på de største virksomheder ved afslutningen af 2. verdenskrig i de store kapitalistiske lande, så er de i dag enten forsvundet eller har langt mindre produktion af det oprindelige produkt, ja, måske producerer de noget ganske andet.

Markeds- og konkurrenceformerne er af politisk betydning ​​  ​​​​ 

Det er længe siden, konkurrencepolitik har stået højt på den politiske dagsorden i Danmark. Sidste gang var i årene umiddelbart efter 2. verdenskrig, da Socialdemokratiet ville have undersøgt konkurrencevilkårene i de af datidens erhverv, der var specielt vigtige for levevilkårene for den brede befolkning som f.eks. byggeriet. Det var i en periode efter besættelsen med regulær bolignød, som især ramte de unge, og der var stort behov for reformer. Det samme gjaldt sundhedsvæsenet. Derfor nedsattes den såkaldte Trustkommission i 1949 - nedlagt i 1959 - der først undersøgte byggemateriale-industrierne (cement, mursten, træ mv.) og fandt, at der var rigeligt med konkurrencehæmmende forhold³. Meningen var, at der dernæst skulle foretages en undersøgelse af den farmaceutiske industri. Men nu havde de borgerlige erhvervspartier fået nok og fik kommissionen nedlagt. Siden har Socialdemokratiet ikke villet eller turdet nedsætte en ny.

I dag er de fleste vigtige opgaver, når det gælder kampen mod konkurrencebegrænsninger i EU-landene, gået over til EU-myndigheder. Det er interessant at iagttage, at konkurrencen blev et vigtigt spørgsmål i den amerikanske præsident- og kongresvalgkamp i 2024 med offentlige høringer i sommeren 2024 i Kongressen om priserne på de nye slankemidler, specielt Ozempic til diabetes 2-patienter uden sundhedsforsikring. Offentlighed og medier er også blevet optaget af emnet især på grund af de usædvanligt høje profitter, der høstes af tech-virksomheder som Google, Apple, Facebook, Amazon og Microsoft og de farmaceutiske virksomheder som Novo Nordisk og Eli Lilly. Disse superprofitter er ekstremt provokerende for almindelige arbejdere og andre lavindkomstgrupper i USA i en periode, hvor den generelle lønudvikling ikke har kunnet følge med inflationen. ​​ 

Indgreb mod monopolprofitter

Hvad kan der tænkes at være af mulige instrumenter mod monopolistiske virksomheders profitter? Den ene mulighed er principielt at gribe ind mod prisdannelsen; en anden kunne være at beskatte profitterne. Der findes eksempler på, at prisstop faktisk kan virke. Et velkendt eksempel med generel udbredelse har man fra USA under 2. verdenskrig 1941–45. Et andet eksempel fra Danmark har man på lejeboligområdet, der trods alle undtagelser og fortolkninger dog har været gældende i adskillige tiår. De problemer, der vil opstå med ejerne på markedet for det private udlejningsbyggeri, imødegås ved fri prisdannelse på huslejen i nybyggede udlejningsboliger.

Generelt synes det i dag med en langt mere åben økonomi end tidligere at være svært at gribe ind i prisdannelsen. EUs indre marked gør det bestemt heller ikke lettere.

Den anden og væsentligere mulighed, hvor der gribes ind mod profitter, som anses for at være uacceptabelt høje, kan være ved hjælp af beskatning. Historisk har der været forskellige beskatningssatser på arbejdsindkomster og på afkast på aktiver som værdipapirer, produktionsvirksomhed eller ejerbolig - de såkaldte besiddelsesindkomster. Den store danske indkomstbeskatningsreform i 1903 - gennemført på foranledning af partiet Venstre, der ved Systemskiftet i 1901 fik indført ensartet beskatningssats på al kapitalafkast, inklusive lejeværdi af egen bolig - var effektiv og retfærdig også ud fra datidens forhold. Efter 2. verdenskrig med opkomsten af store funktionærgrupper, som havde råd til at anskaffe sig et parcelhus, har politisk kamp om denne store og hastigt voksende vælgergruppe forvredet den ellers effektive og retfærdige beskatningsmodel til gavn for de besiddende grupper og på bekostning af lejerne.

Splittelsen mellem ejere og lejere har i arbejderklassen været en politisk katastrofe. At Socialdemokratiet efter nederlaget ved jordlovsafstemningerne i 1963 har accepteret deltagelse i denne splittelsespolitik er sørgeligt, men ikke uventet med partiets traditionelle opportunisme. Men at SF og delvis EL kun i beskedent omfang har søgt at skabe en mobilisering mod uretfærdighederne er uforståeligt, fordi disse to partier har vidst, hvad konsekvenserne ville blive. Læseren vil måske undre sig over, at jeg sammenligner beskatning af profitter med baggrund i monopolistiske forhold på markeder med beskatning af afkast fra ejerboliger. Det gør jeg, fordi en ejerbolig kan betragtes som havende en særlig kvalitet, nemlig at afkastet beskattes lempeligere end andet formueafkast. Herved bliver huspriserne såvel som efterspørgslen efter boliger højere end i det tidligere boligbeskatningssystem. Altså samme type forskydning som blev nævnt ovenfor foranlediget af reklameindsats. ​​ 

En politik rettet mod superprofitter

Hvis der kun foretages indgreb mod virksomhedernes profit, uden at der ses nærmere på investeringerne, så vil det sandsynligvis igangsættes en nedadgående spiral. Altså en politik der hurtigt ender i en dødsfælde, startende med fald i erhvervsinvesteringerne, faldende beskæftigelse, faldende forbrugsvare-efterspørgsel og stigende arbejdsløshed. Det har venstrefløjspartierne og fagbevægelsen ofte haft svært ved at acceptere intellektuelt endsige lave praktisk politik på, eksempelvis i form af indkomstpolitik med prisstop.

Et relevant politisk indgreb mod uacceptable profitter må efter min analyse indeholde en reel investeringspolitik. Hvad siger S, SF og EL til en sådan politik? Ressourcerne til denne skal jo i nogen grad tages fra lønmodtagerne, eftersom profitten til dels er blevet politisk konfiskeret. Og måske vigtigere er det, hvilket svar arbejdere og andre lønmodtagergrupper vil fremkomme med. De får højere beskæftigelse og måske højere reallønninger end under profitmaksimering, men til gengæld forsvinder investeringerne, der hidtil er blevet foretaget af kapitalisterne (private eller staten). Her kunne staten konfiskere en del af lønningerne som en investeringsskat. Afhængig af om arbejdere og andre lønmodtagergrupper har reel indflydelse på investeringerne - og især om der tages hensyn til reelle velfærdsdimensioner i investeringsbeslutningerne - må det formodes, at dette påvirker arbejderklassens politiske stillingtagen.

Investeringspolitik

ØD-forslagene fra 1960’erne og frem til begyndelsen af 1990’erne skulle være et svar på investeringsproblematikken. Men store dele af arbejderklassen afviste ØD-fondene, sandsynligvis fordi man anså dem for at være en ny økonomisk magtkoncentration i lighed med banker og andre finansielle magtcentre nu blot styret af et lag af fagforeningspampere. Samtidig med at fagforeningerne herved ville blive svækket som lønkampsorganisationer. Denne problematik eksisterer fortsat. I dag drejer diskussionen sig dog især om placeringen af pengene i de store arbejdsmarkedspensionskasser. Midlerne i disse stammer fra arbejdsgivere og fra lønmodtagere. Her skal der tages to legitime hensyn – for det første hensynet til de nuværende og de kommende par tiårs pensionistinteresse i værdien af den udbetalte pension, og for det andet hensynet til den eller de kommende generationers overlevelse i lyset af en truende klimakatastrofe. Men også spørgsmål om placering af investeringsmidler i våbenproduktion eller i virksomheder, der har økonomiske interesser i israelske virksomheder i de besatte områder eller deltager i statens overgreb på den palæstinensiske befolkning, er vigtigt at forholde sig til, når spørgsmålene ikke blot kan vurderes som økonomisk optimering.  ​​​​ 

Klimabevarende investeringer er ikke blot i arbejderklassens interesse, men hele befolkningens. Dette betyder ikke, at omkostningerne ved disse investeringer ligger uden for det politiske slagsmål og klassekampen, jævnfør landbrugets ret succesfyldte bestræbelse på at læsse omkostningerne over på alle andre end sig selv. Tværtimod er interesse for og indflydelse på disse investeringers indhold og omfang af afgørende betydning, hvis arbejderklassen skal varetage sine interesser.

Her ligger en oplagt arbejdsopgave for venstrefløjen og fagbevægelsen til at formulere forslag til system-gennembrydende eller -overskridende reformer, der har potentiale til at ændre styrkeforholdet mellem arbejde og kapital i klimaforandringernes æra.