Grøn trepart - Greenwashing af Danmarks storlandbrug
Af Esben Bøgh Sørensen
Danmarks nye CO2-skat er rettet mod en ofte overset drivhusgasproducent, landbruget. Men planen fastholder danske storlandbrugs fokus på energiineffektivt dyrehold med henblik på eksport, noget der forpurrer håbet om en virkelig nedbringelse af udledningen.
Folketinget vedtog for nylig en såkaldt grøn trepartsaftale mellem landbrugslobbyen, fagforeninger i landbrugs- og fødevaresektoren og Danmarks Naturfredningsforening. Det er især løftet om at indføre en CO2-skat på landbruget og omdanne 15 procent af landbrugsjorden til skove og naturlige levesteder, der tiltrækker sig international opmærksomhed. Den nye minister med ansvar for aftalen gav næring til hypen og hævdede, at »den danske natur vil ændre sig på en måde, som vi ikke har set, siden vådområderne blev drænet i 1864.«
Afgiften signalerer et skift i klimapolitikken, som længe har undgået at forholde sig til landbrugets bidrag til den globale opvarmning. Forståeligt nok har det primære fokus været på den primære årsag til den planetariske krise, den fossile industri. Men landbruget og fødevareproduktionen er stærkt sammenflettet med fossile industrier og infrastruktur. De udleder direkte potente drivhusgasser som metan og lattergas, der er mange gange stærkere end kuldioxid.
I dag står fødevarer og landbrug for mindst en fjerdedel af de globale udledninger. I Danmark er andelen dog over en tredjedel, og den er stigende. Det er det danske landbrugs fokus på animalsk produktion til eksport, der gør det særligt ineffektivt. For at opretholde sin betydelige eksport af svinekød og mejeriprodukter er det stærkt afhængigt af proteinrigt foder, som kræver betydelig arealanvendelse i andre lande. Landet producerer mindre protein, end det forbruger. Som den nation, der har det højeste antal svin pr. indbygger i verden, forurener dansk landbrug også vandløb og marine økosystemer gennem afstrømning af næringsstoffer forårsaget af anvendelse af animalsk gødning.
Dansk landbrug er på samme tid ineffektivt og miljøskadeligt, og det bidrager minimalt til beskæftigelsen (omkring 2 procent af arbejdsstyrken) og har en ubetydelig økonomisk betydning. På alle måder er det ikke bæredygtigt. Alligevel tager den nye grønne trepartsaftale det for givet, at landbrugets fokus fortsat skal være fastlåst på animalsk produktion til eksport.
Politikken bag CO2-afgifterne
CO2-afgiften har været undervejs i nogle år nu. Den tidligere socialdemokratiske regering nedsatte i 2021 et udvalg, der fik til opgave at komme med et forslag til en mulig CO2-skat på landbruget. Udvalgets forslag blev først præsenteret i februar 2024. I mellemtiden blev afgiften et varmt emne, der omformede den eksisterende politiske dynamik.
For venstreorienterede og grønne partier som Enhedslisten, Alternativet og Socialistisk Folkeparti var målet en afgift, der var høj nok til ikke kun at reducere udledningen af drivhusgasser på kort sigt, men også til at skabe et strukturelt skift. Disse partier og andre går ind for et skift fra intensivt dyrehold til en mere plantebaseret fødevareproduktion.
På den yderste højrefløj udnyttede det relativt nye parti Danmarksdemokraterne under ledelse af Inger Støjberg - som tidligere er blevet idømt to måneders fængsel af rigsretten for embedsmisbrug efter at have adskilt familier i migrantcentre - debatten om CO2-afgiften til at skabe en kløft mellem land og by. I de senere år har Danmarksdemokraterne vundet betydelig fremgang på bekostning af det tidligere førende parti på højrefløjen, Dansk Folkeparti.
Efter forslaget om CO2-afgift var blevet fremsat, lancerede Danmarksdemokraterne en højrøstet kampagne, hvor man argumenterede for, at industrielle svine- og mælkeproducenter skal have lov til at fortsætte med at forurene atmosfæren for at bevare arbejdspladser og opretholde landsbysamfund. Denne påstand er faktisk grundløs: Koncentrationen af landbrugsjord forårsaget af industrialiseringen af svine- og mælkeproduktionen har i årtier i sig selv affolket landdistrikterne.
Den nye koalitionsregering, der består af Socialdemokraterne, de liberale Moderater og det traditionelle liberale landmandsparti - af historiske årsager kaldet Venstre - stod over for betydelig intern uenighed om CO2-afgiftens størrelse. For at få has på dette problem inviterede regeringen landbrugslobbyen, fagforeninger i landbrugs- og fødevaresektoren og Danmarks Naturfredningsforening til at forhandle om en trepartsaftale, som kunne præsenteres for og forhåbentlig vedtages af parlamentet.
Ved at sikre sig støtte fra både landbrugets største lobbyorganisation og Danmarks største og ældste miljøorganisation forsøgte koalitionsregeringen at sikre både intern konsensus og parlamentarisk godkendelse. Forhandlingerne viste sig frugtbare, og trepartsaftalen blev præsenteret i juni. Efter flere diskussionsrunder blev den godkendt næsten ordret af et parlamentarisk flertal i denne måned under stort bifald.
Under forhandlingerne blev det tydeligt, at Danmarks Naturfredningsforening og landbrugslobbyen ikke kunne blive enige om CO2-afgiften alene. Der var behov for yderligere tiltag for at sikre et kompromis, hvilket førte til, at en reform af arealanvendelsen blev inkluderet. Resultatet blev, at den endelige aftale indeholdt en forpligtelse til at omdanne cirka 15 procent af den danske landbrugsjord til skove og naturlige levesteder.
På højrefløjen trak Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti sig tidligt ud af forhandlingerne. På venstrefløjen støttede Socialistisk Folkeparti den endelige aftale på trods af, at det havde ført kampagne mod den industrielle landbrugslobby, mens Enhedslisten og Alternativet forlod forhandlingerne med den begrundelse, at aftalen ikke sikrede tilstrækkelige reduktioner i udledningen af drivhusgasser og kvælstofudvaskning. Derfor har aftalen drevet en kile ind mellem venstreorienterede og grønne oppositionspartier og svækket deres evne til at danne en fælles front for en meningsfuld landbrugsreform.
Smør og bacon
Det er rigtigt, at der er et presserende behov for en omlægning af det industrielle dyrehold i Danmark. Men den nuværende aftale risikerer at fastholde dansk landbrug i en ikke-bæredygtig industriel dyreproduktion, som i løbet af få år forventes at stå for over halvdelen af landets samlede udledning af drivhusgasser.
For at forstå det, er vi nødt til kort at se på strukturen i dansk landbrug. Siden slutningen af det nittende århundrede har det været stærkt orienteret mod dyrehold til eksport. Ved at etablere andelsmejerier og slagterier sikrede danske landmænd sig en lukrativ handel med at producere og sælge smør og bacon til det britiske marked. Selv om eksportmarkederne siden har ændret sig, og landmændene har specialiseret sig, er den animalske produktion til eksport stadig dansk landbrugs primære fokus.
I dag findes der kun omkring 6.000 højt industrialiserede fuldtidslandbrug i Danmark, som er specialiseret i svine- eller mælkeproduktion. Den gennemsnitlige gård dyrker ca. 270 hektar jord, mens f.eks. den gennemsnitlige svinebedrift producerer næsten 28.000 svin om året. Men disse gennemsnit dækker over den virkelige koncentration i dansk landbrug: kun 20 procent af bedrifterne står for omkring 80 procent af sektorens samlede omsætning, og kun 30 procent af bedrifterne står for 70 procent af landbrugsjorden.
Industrielt dyrehold dominerer brugen af landbrugsjord i Danmark og dækker 60 procent af landet. Vigtige afgrøder som byg, hvede og majs bruges næsten udelukkende som foder. Alene mængden af importeret sojaskrå, der bruges til dyrefoder, kræver jord i andre lande svarende til cirka en fjerdedel af Danmarks samlede landbrugsareal.
Det er klart, at et så intensivt system for dyreproduktion udleder betydelige mængder drivhusgasser. Fordøjelsesprocesserne hos millioner af dyr i industrielle staldsystemer frigiver store mængder metan, mens opbevaringen af tusindvis af tons gylle udleder både metan og lattergas. Desuden udleder dyrkning af hundredtusindvis hektarer til foderafgrøder lattergas, når gylle og handelsgødning spredes på markerne.
Den nye CO2-afgift på dansk landbrug er rettet mod de to vigtigste processer: udledning fra dyr og gyllehåndtering. Landbrugets store lobbyorganisation spillede dog en afgørende rolle i forhandlingerne om aftalen og sikrede, at den ville blive for snæver og implementeret for sent til at få en meningsfuld effekt.
Afgiften vil blive indfaset gradvist mellem 2030 og 2035. Mange nyhedsmedier har rapporteret, at den vil starte på 300 kr. pr. ton CO2-ækvivalent og stige til 750 kr. i 2035.
Danmarks industrielle landmænd har dog sikret sig en meget mere fordelagtig aftale. De vil få en betydelig rabat og vil ikke blive beskattet af de første 60 procent af deres udledning. Rabatten betyder, at hvis en industriel svine- eller mælkeproducent reducerer sin udledning med 40 procent inden 2030 - f.eks. ved at installere et biogasanlæg - betaler de i praksis ingen afgift. Officielt vil den effektive skattesats efter rabatten kun være 120 kr, pr. ton CO2-ækvivalent i 2030 og stige til kun 300 kr. i 2035.
Rabatten begrundes af forhandlingsparterne med henvisning til de »faktiske muligheder«, som landmændene har. Udtrykket henviser til landmændenes muligheder for at investere i eksisterende teknologier i stedet for at reducere omfanget af industrielt dyrehold betydeligt. At reducere den animalske produktion til eksport og konfrontere store industrielle landmænd betragtes ikke som en »faktisk mulighed«. Så mange forurenende landmænd vil undgå at betale noget som helst.
Desuden omfatter aftalen en lang række tilskud til teknologier som metan-reducerende foder-tilsætningsstoffer og biokul samt nedsættelser af andre skatter, der påvirker svine- og slagteribranchen. Med andre ord er CO2-skatten bevidst designet til ikke at fremme et strukturelt skift fra dyre- til plantebaseret fødevareproduktion. I stedet tilskynder den landmændene til at investere endnu mere kapital i teknologier, der yderligere intensiverer den staldbaserede dyreproduktion.
Omlægning af arealanvendelse?
Mens aftalen antager, at CO2-skatten vil have en vis indvirkning på reduktionen af drivhusgas-emissioner, forventes en stor del af reduktionen at komme fra omlægning af landbrugsjord til skove og naturlige levesteder samt fra landmænd, der indarbejder biokul i deres marker. Ved at opvarme biomasse under iltfrie forhold produceres der biokul, som potentielt kan bruges til at lagre kulstof. Men biokul er i øjeblikket en upålidelig teknologi med mulige negative miljø- og sundhedseffekter - hvilket gør de forventede reduktioner fra brugen af det meget spekulative.
Aftalen har til formål at omdanne omkring 250.000 hektar landbrugsjord til nye skove og at omdanne 140.000 hektar dyrkede lavbundsjorder til naturlige levesteder. Det er primært et resultat af krav fra Danmarks Naturfredningsforening. For størstedelen af disse arealer er der dog ingen mekanisme, som sikrer, at de rent faktisk bliver omdannet. Tilskudssatsen for omlægning af landbrugsjord til skov beregnes ud fra de mindst værdifulde jorder, noget der for de fleste landmænd næsten intet incitament giver til at sælge, når de kan fortsætte med at tjene penge på business-as-usual. Hvad skulle motivere en stor industriel svine- eller mælkeproducent - som netop har modtaget øgede tilskud og investeret endnu mere i nye bygninger og teknologier - til at sælge store dele af de marker, der er nødvendige for at fodre dens dyr?
Aftalen indeholder en mekanisme for nogle af lavbundsjorderne til at håndtere både udledning af drivhusgasser og afstrømning af næringsstoffer. Intensiv dyreproduktion udleder ikke kun drivhusgasser, men bidrager også til udledning af kvælstof i floder, søer og kystvande. Kvælstofudvaskningen har i de seneste mange år skabt store problemer med eutrofiering, overgødskning i de danske marine økosystemer.
Bortset fra en ubetydelig afgift på lavbundsjorder (40 kr. pr. ton CO2-ækvivalent) forventes det, at nye regler for kvælstofudbringning på marker kan håndhæves fra 2027. Hvis de gennemføres, vil kvælstofregulering være den eneste mekanisme, der virkelig kan tilskynde landmændene til at sælge noget af deres landbrugsjord. Det er dog stadig helt uklart, hvor strenge disse regler vil blive, eller hvor meget landbrugsjord de vil påvirke. Reglerne for kvælstofgødskning af den resterende landbrugsjord kan muligvis blive endnu mere lempelige. Meget vil afhænge af de fremtidige politiske forhandlinger, som bliver endnu vanskeligere på grund af splittelsen på venstrefløjen i bred forstand og den grønne lejr.
Kort sagt vil udformningen af CO2-skatten yderligere intensivere den staldbaserede produktion og låse landbrugsproducenterne endnu mere fast i et ikke-bæredygtigt industrielt dyrehold. Der er ingen mekanisme til at sikre de nødvendige reduktioner i udledningen af drivhusgasser eller næringsstoffer. I stedet vil store industrielle landmænd modtage endnu større tilskud og kunne hævde, at de er »klimasmarte«, mens de fortsætter som hidtil.
Kampen mod jordejernes magt
Alligevel vil business as usual helt sikkert blive udfordret i den nærmeste fremtid. Danmark har støttet af et stort politisk flertal forpligtet sig til at opnå netto-nuludledning inden 2045. Til den tid vil landbruget sandsynligvis stå for langt over halvdelen af Danmarks samlede udledninger. Ved yderligere at fastholde landbrugsproducenterne i et ikke-bæredygtigt system med industrielt dyrehold lægger aftalen derfor op til en ny bølge af konflikter om landbrugspolitik i de kommende år.
På grund af aftalen vil venstreorienterede og grønne oppositionspartier imidlertid ikke være i stand til at danne en alliance, der kan presse på for de nødvendige reformer. Situationen forværres yderligere af splittelsen mellem Danmarks Naturfredningsforening, som støttede den oprindelige aftale, og næsten alle andre grønne civilsamfundsorganisationer - som Grøn Ungdom, Klimabevægelsen, Greenpeace, dyrerettighedsgrupper og den store sammenslutning af økologiske producenter - som har været meget kritiske over for aftalen.
På trods af deres uenighed om trepartsaftalen skal disse kræfter finde en måde at forene sig om to vigtige fokusområder for at kunne løse de grundlæggende problemer med det industrielle landbrug i dag.
For det første skal den animalske produktion reduceres drastisk. Den udleder store mængder metan og lattergas i atmosfæren, bidrager til kvælstofafstrømning, der forurener åer, søer og marine økosystemer - og alt i alt er en ekstremt ineffektiv metode at producere fødevarer på. Mens Danmarks industrielle landbrugssektor producerer nok protein til at brødføde ca. 16 millioner mennesker, indeholder det importerede sojaskrå nok protein til at dække behovet hos ca. 23 millioner mennesker. Målt i forhold til proteinbalancen producerer Danmarks landbrug, der er centreret om animalske produkter til eksport, derfor effektivt mad til minus syv millioner mennesker.
For det andet fremhæver trepartsaftalen den politiske og organisatoriske magt, som Danmarks jordejende bondeklasse har. Nogle få tusinde bønder kontrollerer næsten al landbrugsjord og en betydelig del af landet. For disse jordejende kapitalistiske bønder skal landbrugsjorden generere så meget profit som muligt. Selv om det er en ineffektiv måde at producere fødevarer på, er staldbaseret industrielt dyrehold stadig rentabelt for storbønder, der modtager betydelige subsidier og er stærkt investeret i det eksportorienterede produktionssystem. Siden 1960'erne har denne profitdrevne logik ansporet til massive investeringer i fast kapital som enorme staldbygninger, teknologier og store maskiner, for at understøtte stadigt stigende niveauer af dyreproduktion til eksport.
Samtidig bør man direkte konfrontere populisterne og den yderste højrefløj og afsløre deres støtte til en landbrugspolitik, der affolker landdistrikterne og forårsager omfattende skader på vores fælles natur og klima. Et venstreorienteret, grønt svar bør i stedet tage kampen op imod den koncentration af landbrugsjord, som er drivkraften bag det økologiske kollaps.
I de sidste 70 år har koncentrationen af dansk landbrugsjord i hænderne på nogle få tusinde jordbesiddende, kapitalistiske landmænd adskilt det store flertal af befolkningen fra jorden, fødevareproduktionen og dyrene, der dag og nat året rundt er indespærret i massive staldbygninger. Men det reelt jordløse flertal har en indlysende interesse i, hvordan jorden forvaltes og til hvilket formål. I takt med at landbrugets andel af udledningen af drivhusgasser fortsætter med at stige, bliver privat ejerskab af jorden i stigende grad en vigtig hindring for at løse den planetariske krise.
Esben Bøgh Sørensen er ph.d. i idehistorie fra Aarhus Universitet. Han skriver om historie og politik.