Arktiske folk overses ved klimaforhandlinger
Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion
Temperaturstigningerne slår hurtigere igennem i Arktis og skaber store udfordringer for befolkningen, der er stærkt utilfreds med resultaterne af klimatopmøderne.
På et bagtæppe af stadig mere vildt vejr rundt om i verden i 2024 fandt årets klimatopmøde COP29 sted i Baku med skuffede delegationer fra især den sydlige halvkugle, der følte sig svigtet af de rige lande i nord. Klimaforandringerne skaber mærkbare udfordringer i takt med, at den globale opvarmning stiger. Parisaftalens mål om en gennemsnitlig global temperaturstigning på højest 1,5 grader er nu passeret og er på vej imod de to grader.
Ifølge EU’s klimatjeneste Copernicus har hver måned siden juni 2023 sat ny varmerekord, så hver måned i mere end et år har sat global varmerekord. 2024 tegner til at blive det varmeste år, siden temperaturer verden over er blevet målt. Ikke kun lufttemperaturen sætter rekorder.
Målinger af den globale havoverflade fra NOAA, USA’s nationale havtjeneste, viser, at havtemperaturen også har ligget på et rekordhøjt niveau i over et år siden marts 2023 med fortsat stigende hav-temperaturer. De stigende havvandstemperaturer skyldes delvist vejrfænomenet El Nino og er ikke kun menneskeskabte; men den nærmere sammenhæng mellem naturlige og menneskeskabte fænomener er endnu usikker, når det gælder højere temperaturer i verdenshavene.
Det er forskelligt, hvor meget og hvordan temperaturstigningerne slår igennem rundt om på kloden. Især i Europa stiger temperaturerne, hvilket har givet sig udslag i, at der natten mellem 24. og 25. november - en måned før juleaften – blev målt temperaturer på op til 16 grader i Danmark og en middeltemperatur på 13,3 grader, hvilket er højere end gennemsnitstemperaturen for et sommerdøgn. Et par uger før var der varmerekord for november måned i Island med en temperatur på 23,8 grader i Kvisker, ligesom der på Færøerne blev målt for årstiden meget høje temperaturer på op til 17 grader.
Enkeltstående varmerekorder er ikke noget nyt. Varmerekorden på 30.5 grader i Island ligger helt tilbage til juni 1939, mens den svenske rekord på 38 grader på en sommerdag er målt i både 1933 og 1947. En række varmerekorder er dog blevet sat inden for de seneste 20 år, blandt andet 37 grader i det nordlige Finland i juli 2010. Tendensen de seneste år er, at der bliver flere rekordvarme eller i alt fald meget varme dage, så de gennemsnitlige temperaturer målt over længere perioder stiger.
Store temperaturstigninger højt mod nord
Sommeren 2024 satte i Europa varmerekord; men endnu mere stiger temperaturen længere nordpå, i de arktiske lande. Det bekymrer befolkningerne i disse lande, der føler sig overset, mener Sara Olsvig. Hun deltog som leder af Inuit Circumpolar Council (ICC) i første del af COP29 og oplevede, at næsten al fokus var på klimaproblemerne i det globale syd.
Det bekymrede budskab fra ICC er, at Arktis opvarmes tre til fire gange hurtigere end resten af kloden, hvilket især skyldes, at havisen smelter. Derfor opstår der større mørke havflader, som absorberer mere af solens stråling og derigennem fører til en øget opvarmning af atmosfæren, hvilket bevirker yderligere smeltning af både havis og den grønlandske indlandsis – en selvforstærkende proces er i gang.
Observationer viser tillige, at der gennem flere år har flydt stadig mindre drivis i farvandene øst for Grønland, hvilket giver mere åbent vand om sommeren. Disse observationer fik i 2022 forskere fra Grønlands Naturinstitut og DTU til at vurdere, at havområdet har passeret et vendepunkt, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage.
Hvis det kunne lykkes at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader, ville der alligevel ifølge FN's miljøprogram UNEP's udledningsrapport fortsat være sat kurs mod en global gennemsnitlig temperaturstigning på 2,6 til 3,1 grader i løbet af dette århundrede. Der vil være en multiplikationseffekt, påpeger Arktisk Råds arbejdsgruppe for monitoreringsprogrammer AMAP. Og den kan forårsage en yderligere opvarmning på mellem otte og 12 grader i Arktis.
Data fra Ruslands Meteorologiske Institut viste, at temperaturen flere steder på halvøen Taimyr i efteråret 2022 var op til otte grader højere end normalt. Og at både halvøen og havområder nord for Rusland på samme tid var seks grader varmere end normalt, mens gennemsnitstemperaturen for hele det russiske Arktis var fire grader højere end normalt for årstiden.
Disse temperaturstigninger kan få store konsekvenser for de nordligste områder på kloden. I Island medførte de usædvanligt høje varmegrader midt i november 30 jordskred især i den vestlige del af landet, Vestfjordene, hvilket førte til lukning af flere veje. Hvis højere temperaturer bliver den nye normal, vil det efter islandske eksperters vurdering øge risikoen for ler- og jordskred. Der ses også på, om en forøget vulkansk aktivitet hænger sammen med stigende temperaturer. Omkring 45 ikke-aktive vulkaner befinder sig under et isdække, der kan smelte helt eller delvist bort ved højere gennemsnitstemperaturer.
Dyr og mennesker rammes
I de arktiske områder vil temperaturstigninger også få voldsomme følger for infrastruktur og påvirke såvel samfundsudviklingen som mange menneskers levevis og kultur. Ikke blot indlandsisen, men også havis tør med udfordringer for både dyreliv og mennesker, der lever af jagt og fiskeri. Der bliver færre sæler, og det er sværere at jage dem på traditionel vis, hvilket påvirker både fødegrundlaget og det økonomiske grundlag for en del grønlænderne og andre inuit. Det bliver tillige vanskeligere at oplære nye fangere, hvorfor de gennem mange generationer opnåede kvalifikationer som fangere mistes blandt de unge.
Klimaforandringerne betyder ikke blot stigende temperaturer, men også mere omskifteligt vejr med hurtige ændringer, så der uforudset opstår snestorme. Får på græs når så ikke at blive bragt i hus, men dør af kulde. Hvis samtidigt havisen kommer senere på året, mister de lokale beboere fangstmuligheder i de første vintermåneder, hvilket forekom sidste vinter. Også samer i det nordlige Finland oplever, at klimaforandringer kan få drastiske følger for de dyr, som de lever af. På alene den finske side af Samernes Land (Sápmi) er 15.000 rensdyr døde inden for få år på grund af isslag på jorden, hvilket begrænser adgangen til føde.
Også de vilde dyr påvirkes af klimaforandringerne. Isbjørne er for at komme tæt på deres bytte afhængige af havisen, der i stigende grad svinder ind og ikke blot medfører tyndere isbjørne, men også flere konfrontationer mellem mennesker og bjørne, som søger ind mod byerne i jagten på føde.
Det forekommer også i stigende omfang, at stormflod slår ind og oversvømmer lavtliggende, kystnære områder med betydelige skader og evakuering af beboere til følge. Byen Kotzebue i Alaska blev i oktober under en kraftig storm oversvømmet af høje bølger, der både nåede byens landingsbane og trak flere bygninger og fangstudstyr med sig. Voldsomheden skyldtes erosion af kysten som følge af, at permafrosten var forsvundet. Højere temperaturer kan få permafrost til at tø op, hvilket kan give drastiske følger for veje, jernbaner, olie- og gasrørledninger og andre former for installationer. De vil synke og blive ustabile med risiko for ulykker, hvor mennesker, natur og miljø kommer i fare. Derudover vil temperaturstigningerne føre til udslip af den meget potente drivhusgas metan, der har været bundet i den frosne jord.
Oven i kommer så, at i takt med at havisen forsvinder i en del af Arktis, øges skibsfarten i området. Det kan belaste miljøet, især hvis der også iværksættes en større udvinding af råstoffer med intens besejling af flere fjorde og øget flytrafik. En sådan øget aktivitet vil også give flere klimabelastende udledninger, da en del eller måske endda hovedparten af aktiviteten vil være baseret på aktiviteter drevet ved hjælp af fossile brændstoffer.
Selv om der på klimatopmøder i tidens løb er indgået aftaler om og lagt op til at begrænse brugen af fossile brændstoffer og udledningen af CO2, tyder intet på, at der for alvor vil ske en reduktion inden for de kommende år, snarere tværtimod – ikke mindst efter valget af Donald Trump til USA´s præsident. Han har tidligere betegnet klimaproblemerne som fup og under valgkampen talt for at øge udvindingen af olie og gas fra blandt andet Alaska.
Et skridt tilbage ved klimatopmøde
Efter at have deltaget i første del af COP 29 var Sara Olsvig bekymret. Hendes bekymring var ikke mindre efter afslutningen af klimatopmødet, men var steget yderligere. I en pressemeddelelse udsendt lige efter afslutningen af COP 29 betegnede hun mødet som dysfunktionelt og kritiserede verdenslederne for at efterlade oprindelige folk i hele verden med store klimaskabte byrder.
Forhalingstaktikker og henvisninger til den geopolitiske ustabilitet skal ikke være den nye standard for klimaforhandlinger og bremse de nødvendige finansielle forpligtelser, hed det tillige fra Sara Olsvig i pressemeddelelsen.
COP 29 var et skridt tilbage, sagde hun ved et offentligt møde i København den 4. december – lidt over en uge efter det forlængede COP 29. Den forlængede spilletid for mødet gjorde det ikke bedre. Der var efter hendes opfattelse tale om store tab og skader. De olieproducerende lande havde haft alt for stor indflydelse på det netop overståede klimatopmøde såvel som det forrige COP 28, hvor det dog lykkedes at få de oprindelige folk nævnt i slutteksten.
Sara Olsvig gav over for Kritisk Revys udsendte medarbejder udtryk for lidt større optimisme i forhold til COP 30, der i 2025 holdes i Brasilien. Ganske vist er Brasilien blandt de ti største producenter af olie, men rummer også forskellige grupper af oprindelig befolkning og har en præsident, der angiveligt vil handle mere aktivt i forhold til klimaindsatsen og blandt andet begrænse landets egen klimaskadelige fældning af regnskov.
Behov for ny finansieringsmekanisme
Sara Olsvig og ICC finder det vigtigt, at de arktiske områder og deres befolkninger ikke blot opfattes som en del af det – velstående – globale nord, men at inuit, samer og de øvrige oprindelige folk højt mod nord anerkendes som folk med egne behov og interesser på tværs af landegrænser, som de ikke selv har fastlagt.
Fordi der tænkes i udviklede lande i nord og udviklingslande i syd, er de aftalte finansieringsmekanismer alt for snævre og beløbene alt for små, selv om det på COP 29 blev aftalt, at de rige lande skal levere 300 milliarder dollars til grøn omstilling, klimatilpasning og håndtering af klimakatastrofer frem mod 2035, hvilket er tre gange så meget som tidligere aftalt. Men en ekspertgruppe nedsat ved COP 28 vurderer det reelle behov til at være på 1000 milliarder. Det er også uklart, hvor de 300 milliarder skal komme fra, da de delvist skal baseres på lån og private bidragydere.
Fra Mellemfolkeligt Samvirke lyder konklusionen derfor således: ”Vi står tilbage med en finansieringsaftale, som lyder af mere end den er, hvor det bliver sværere at holde nogen til ansvar, og hvor alt muligt kan tælle med, når regnskabet skal gøres op.” Og kun en brøkdel af det aftalte beløb vil tilfalde de arktiske folk.
Derfor ønsker ICC finansieringsmekanismerne ændret, så flere midler kan gå til oprindelige folk, der bor på tværs af opdelingen i nord og syd. ICC har derfor på de seneste klimatopmøder forsøgt at få verdens ledere til at ændre på udmøntningen af finansieringen og til at modvirke den ulighed, som de oprindelige folk lider under.
Siden Rio-topmødet i 1992 har ICC deltaget i udviklingen af FN´s traktater om klimaforandringer og biodiversitet i samarbejde med samerne i den arktiske regions sammenslutning af oprindelige folk og derigennem fået sat nogle fingeraftryk på konventionerne om klima og biodiversitet.
Også i Arktisk Råd arbejder ICC for at sikre en bæredygtig udvikling i bred forstand og beskyttelse af det arktiske miljø. ICC var i 1996 med til at stifte rådet som et mellemstatsligt forum bestående af de otte arktiske stater Canada, Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige, USA og rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland samt seks organisationer, der på tværs af landegrænser repræsenterer oprindelige folk i det arktiske område. Disse organisationer indgår som permanente deltagere, hvilket er unikt inden for internationalt samarbejde.
ICC har været en central aktør i at sikre de arktiske folks fremtid, som i stadig stigende grad udfordres af de eskalerende klimaforandringer og både er et kapløb med tiden og et forhindringsløb ved klimatopmøderne.
Kilder:
ICC, DMI, Polarportalen, WWF, SVT/Videnskabens verden, Mellemfolkeligt Samvirke, Altinget