Trumps triumf bygger på utilfredse arbejdere
Mange amerikaneres trængte økonomi var afsæt for, at Donald Trump vandt præsidentvalget, hvilket skabte både begejstring og bekymring i Europa
Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion
Taylor Swift, Lady Gaga og Beyonce var ligesom adskillige tv- og filmstjerner på podiet med Kamala Harris ved vælgermøder for at støtte den demokratiske præsidentkandidat - hvilket lige så lidt som store pengedonationer fra velbeslåede støtter sikrede hende præsidentposten.
Et flertal af de amerikanske vælgere foretrak Donald Trump og lod sig ikke imponere af superstjernernes optræden til fordel for Harris. De blev af mange opfattet som del af en privilegeret elite, der flyver verden rundt i privatfly, indlogerer sig i luksuriøse hotelsuiter, går på dyre restauranter og bor i smagfulde, velindrettede boliger. De står sjældent i køen i supermarkedet eller – som en ung mandlig Trump-vælger med danske aner udtalte til TV2 News – er selv ude af tanke benzin, det har de folk til. Derfor kender de slet ikke prisen på benzin eller dagligvarer, der fortsat er høj.
Ganske vist er inflationen fladet ud og ligger på omkring to procent, og alle nøgletal viser, at det går ganske godt med den amerikanske økonomi. Det er bare ikke, hvad mange amerikanere oplever i dagligdagen, hvor det er svært at få pengene til at slå til. ”Almindelige amerikanere lever fra lønseddel til lønseddel”, som det hed i et opslag på X fra den genvalgte venstrefløjssenator Bernie Sanders fra Vermont.
Priserne på fødevarer, energi, beklædning og mange andre varer er stadig på mindst samme niveau som for 2-3 år siden, da inflationen var højest. Leveomkostninger for en arbejder er i gennemsnit steget med 36 procent de seneste to år. Kun hver fjerde vælger, som CNN spurgte på valgdagen, sagde, at de personligt havde det bedre end for fire år siden, mens knap halvdelen sagde, at de havde det værre. Så med genbrug af et Ronald Reagan-citat har Trumf ved sine vælgermøder bare kunnet spørge de fremmødte, om de havde fået det bedre end for fire år siden vel vidende - at svaret ville blive et rungende nej!
Kamala Harris og hendes stab har nok i et vist omfang haft øje for, at mange amerikanere er økonomisk presset og har derfor talt for blandt andet tilskud til børnefamilier. På valgmøder og i medierne har hun gentaget, at der skal ske forbedringer for, hvad hun kalder middelklassen. Det er et bredt og diffust begreb, som de fleste økonomisk og socialt dårligt stillede ikke føler sig omfattet af. Der er ikke meget middelklasse over et hårdt og lavt lønnet job på Amazons højlager eller i en McDonalds. Mange – også tidligere relativt godt lønnede industriarbejdere – må ernære sig ved lavtlønnede job i servicesektoren, hvor mange er afhængige af de drikkepenge, som ofte er en betydelig del af indtægten. Derfor har Trumps løfte om at afskaffe skat på drikkepenge appelleret til mange i servicesektoren.
Skarp kritik fra Bernie Sanders
Harris og Demokraterne har ikke fattet, hvor hårdt trængt mange arbejdere er. Sådan lyder det fra flere valganalytikere og fra Bernie Sander. Han har gang på gang givet udtryk for, at Demokraterne risikerer at miste deres traditionelle vælgere, hvis partiet ikke viser, at det tager mange almindelige amerikaneres bekymringer alvorligt. Han peger efter partiets valgnederlag på især økonomien og inflationen som årsag til, at mange vælgere fra arbejderklassen har fravalgt Demokraterne. ”Det bør ikke være en overraskelse, at et demokratisk parti, der har vendt arbejderklassen ryggen, opdager, at arbejderklassen har vendt partiet ryggen”, skriver han i sit opslag på X.
I en pressemeddelelse peger Sanders tillige på, at Demokraterne har mistet støtten fra en del af minoritetsvælgerne i arbejderklassen. ”Først var det den hvide arbejderklasse, og nu er det også latinoer og sorte arbejdere. Mens den demokratiske ledelse forsvarer status quo, er det amerikanske folk vredt og ønsker forandring. Og de har ret”, skriver han i pressemeddelelsen.
Ifølge exit-polls øgede Republikanerne antallet af stemmer fra latinoer med 14 procent sammenlignet med valget i 2020, ligesom også andelen af stemmer fra sorte vælgere var steget. I sin sejrstale natten efter valget kunne Trump derfor jublende erklære, at stemmerne kom fra alle sider – afroamerikanere og hispano-amerikanere – ”den største, den bredeste og den mest forenede koalition” i amerikansk historie, lød det fra Trump. Også en del vælgere med palæstinensisk eller arabisk baggrund stemte på Trump til trods for, at han har erklæret Netanyahu og Israel sin uforbeholdne støtte og højest i vage vendinger talt om at skabe fred i Mellemøsten. Økonomien var ifølge udtalelser i medierne fra disse vælgere årsagen til at give Trump deres stemme.
Økonomi var tilsyneladende også årsagen til, at flere kvinder end forventet og satset på fra Demokraterne stemte på Trump - på trods af hans tvetydige holdning til abortspørgsmålet, hvilket ellers mange også republikansk orienterede kvinder vægtede højt og frygtede indskrænkninger i retten til abort. Den enkeltes økonomisk trængte situation talte højest på trods af, at de overordnede økonomiske nøgletal pegede på, at USA var på vej mod bedre tider. Og på trods af at Biden-regeringen har iværksat gennemførelsen af en omfattende økonomisk hjælpepakke, der skal modvirke inflation og kombinerer grøn omstilling med jobskabelse.
Omfattende hjælpepakke skal sikre lavere inflation og flere job
Med den såkaldte Inflation Reduction Act fra 2022 skal der over ti år pumpes 370 milliarder dollars – knap 2.530 milliarder kroner – ud til vedvarende energiprojekter via både skatterabatter og statsstøtte til virksomheder i USA kombineret med klausuler om at købe amerikansk med det formål at få ekstra ordrer i bogen i lokale virksomheder. Hensigten er at skabe et stort antal nye arbejdspladser, og ifølge en analyse fra BlueGreen Alliance fra det politisk-økonomiske forskningsinstitut ved universitetet i Massachusetts vil over 100 investeringer inden for energi, miljø og klima skabe over 9 millioner job over den ti-årige periode via tilskud og lån.
For at få del i disse ydelser skal der være tale om job med ordentlige løn- og arbejdsforhold samt respekt for faglige rettigheder – såkaldte union jobs. Dette krav adresserer den udfordring, at mens der i den traditionelle energisektor er en ret stor overenskomstdækning og relativt høje lønninger, kniber det i de nye grønne energiselskaber. Det lykkedes dog for nogle år siden ved en stærk faglig indsats at opnå overenskomst på en vindmøllepark bygget og drevet af daværende DONG – nuværende Ørsted. Blandt andre krav er oprettelse af lærepladser og nødvendig uddannelse af arbejderne, ligesom der skal gøres en særlig indsats for at rekruttere folk med lavindkomstjob og af forskellig etnisk baggrund.
Den amerikanske fagbevægelse har med egne ord entusiastisk hilst satsningen på at skabe gode job velkommen og set hjælpepakken som et løfte om økonomisk retfærdighed ved at indrette skattesystemet, så de mest velstående og største virksomheder betaler en fair del af skatten, hed det i en udtalelse fra hovedorganisationen AFL-CIO ved lanceringen af udspillet. Håbet var, at pakken ville skabe nye, gode job; men effekten af hjælpepakken er endnu kun slået igennem i begrænset omfang, så det indtil videre kun er blevet til få nye job. Effekten vil først vise sig på lidt længere sigt, hvor Trump så vil kunne høste æren for den øgede beskæftigelse.
For mange amerikanere er Bidens initiativ derfor ret abstrakt og ikke noget, der umiddelbart giver et vellønnet job på hånden. Så håber de hellere på Trumps evner til at forbedre økonomien og foretrækker hans løfter om at sænke benzinpriserne og gennemføre skattelettelser som de rette midler til at gøre USA stort igen. Ud fra en økonomisk betragtning bakker de også op om et par af Trumps andre mærkesager, der skal tjene det formål.
Mere grænsekontrol og mindre støtte til Ukraine
Den omfattende indvandring til USA opfatter mange som en trussel imod deres muligheder for job og som en stor omkostning i de offentlige budgetter, der skal sørge for sagsbehandling, indkvartering og underhold af migranterne. indtil de enten får opholdstilladelse eller bliver udvist. Derfor støtter mange vælgere Trumps krav om skærpet grænsekontrol og udvisning af – måske flere millioner – af migranter, selv om en del af disse varetager en række job, der ellers ikke ville blive udført og dermed bidrager til den samlede samfundsøkonomi.
Også den milliardstore økonomiske støtte til andre lande og ikke mindst Ukraine finder mange amerikanere alt for omfattende og tyngende på de offentlige budgetter og så helst, at disse penge blev brugt på øget grænsekontrol og forbedret velfærd, herunder et styrket sundhedsvæsen – eller på skattelettelser. Kun lidt over halvdelen af amerikanerne, nemlig 53 procent, går ind for at sende mere militær hjælp til Ukraine, mens 42 procent er imod, viser en meningsmåling gennemført af Quinnipiac University kort før valget. Blandt republikanske vælgere er to ud af tre imod yderligere hjælp og blandt demokratiske hver femte. Ifølge samme måling er 84 procent af amerikanerne bekymrede for, at USA bliver inddraget i en krig i Mellemøsten. Andre lande må i højere grad klare sig selv, og krigen i og støtten til Ukraine må være et europæisk anliggende, mener mange i lighed med Trump.
En sådan isolationistisk holdning er historisk ikke noget nyt. Allerede ved grundlæggelsen af USA advarede ledende politikere i den nye statsdannelse imod at blande sig i konflikter i det krigshærgede Europa. Og i den såkaldte Monroedoktrin fra 1823 lovede præsident Janes Monroe, at USA ville holde sig neutral i europæisk politik og respektere etablerede kolonier. Heri lå dog samtidigt, at USA ville forbeholde sig retten til at blande sig i forhold i Mellem- og Sydamerika, hvilket blev klargjort med Roosevelttilføjelsen fra 1904 og flere gange også er kommet til udfoldelse.
Både 1. og 2. verdenskrig kom USA da også først nølende og sent ind i, selv om Frankrig og Storbritannien pressede på for at inddrage USA som aktiv part i krigen imod Tyskland frem for blot at være leverandør af våben, hvilket amerikanske våbenproducenter tjente gode penge på. USA gik først ind i 1. verdenskrig i foråret 1917, da Tyskland indførte uindskrænket ubådskrig og dermed afbrød tidligere indgåede aftaler med USA og bragte amerikanske skibe med våbenforsyninger i fare for at blive sænket. Samtidigt lagde Tyskland op til at indgå en alliance med Mexico med den lokkemad at skaffe Mexico områder tilbage, som USA havde erobret i 1800-tallet.
2. verdenskrig gik USA først ind i, da Japan overraskende angreb flådebasen Pearl Harbor i december 1941, hvilket trak USA ind i krigen på de allieredes side, da en amerikansk krigserklæring til Japan fik Hitler til at erklære USA krig. USA fik derfor en central rolle i besejringen af Nazityskland og oprettede efter krigen militærbaser i Vesttyskland og som led i NATO også baser i andre europæiske lande – efter Sovjetunionen og Warszawapagtens opløsning også baser i blandt andet Polen.
Udgifterne til militær tilstedeværelse i Europa lægger Trump op til at reducere med krav om øget europæisk egenbetaling af forsvaret, ligesom USA´s militære engagementer også andre steder i verden angiveligt skal begrænses, så rollen som verdens politimand nedtones. Det synes der at være en bred klangbund for i den amerikanske befolkning efter de senere års fejlslagne interventioner i Irak, Libyen og Afghanistan, der ikke har bragt fred og frihed til områderne, men har sendt tusindvis af unge amerikanere hjem i ligposer eller som krigsinvalider.
Begejstring og bekymring i Europa
Valget af Donald Trump med ovenikøbet et republikansk flertal bag sig både i Senatet og Repræsentanternes hus får betydning for det meste af verden og ikke mindst Europa. Europæiske regeringsledere har lykønsket Trump med sejren og flere, heri blandt Mette Frederiksen, talt med ham i telefon. Lykønskningerne er normal kutyme, og bag de høflige fraser ligger mere bekymring end begejstring. Bekymringen illustreres af, at der flere uger før valget blev nedsat en beredskabsgruppe, der direkte under EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen mødtes dagligt med repræsentanter for medlemslandene for at lægge en strategi i forhold til, at Trump vandt præsidentvalget.
Fra nogle politikere blev dog udtrykt ægte begejstring. Ungarns premierminister kaldte Trumps valg til præsidentposten for ”en sejr verden virkelig trængte til”. Uden at formulere det helt så klart burde Italiens premierminister Giorgia Meloni også være ganske godt tilfreds med valget af Trump. Hun har i alt fald tidligere i USA deltaget i flere møder, hvor Trump deltog som taler og har rosende omtalt ham som inspirator for italiensk politik. Hun inviterede også i 2018 Trumps tidligere strategiske rådgiver Steve Bannon til at tale ved en konference i hendes parti, Italiens Brødre.
Efter sit valg til premierminister har Meloni dog modereret sin politik og tilpasset den til EU´s politiske hovedlinje – og er ikke mere helt så åbenlyst begejstret for alt, hvad der kommer fra Trumps mund. Hun satser dog på efter flere iagttageres mening at få er rolle som stødpude eller bro mellem USA og EU, som Trump aldrig har haft megen tiltro til.
Til gengæld vil Trump måske kunne lade sig inspirere af den italienske migrationspolitik, der blandt andet rummer etablering af modtagecentre for flygtninge uden for landets egne grænser. Det mener i alt fald Antonio Giordano, der er generalsekretær for ECR, den politiske gruppe i EU-parlamentet, hvori Italiens Brødre indgår.
Meloni og Musk hånd i hånd
Med i billedet skal også, at Meloni for nylig har styrket forbindelsen med Tesladirektøren Elon Musk, der står Trump nært og var den næststørste økonomiske bidrager til Trumps valgkamp. Musk deltog som gæst på sidste års landsmøde i Italiens Brødre, hvor han udtrykte støtte til tankerne bag Meloni´s migrationspolitik. Musk er af Trump udset til at stå i spidsen for en omfattende reform af det amerikanske regeringsapparat – med måske inspiration fra de tilsvarende omlægninger under gennemførelse i Italien. Meloni og Musk har offentligt beskrevet deres store respekt for hinanden, og de tilsyneladende tætte relationer mellem de to har også ført til antydninger i medierne af, at de ligefrem har haft en affære, hvilket begge har benægtet.
I en telefonsamtale mellem Meloni og Trump kort efter præsidentvalget bekræftede de to deres intention om ”at styrke de allerede udmærkede bilaterale relationer, der er baseret på at dele de samme værdier og principper” og holde en tæt kontakt, hedder det i en pressemeddelelse fra den italienske premierministers kontor. I opslag på sociale medier har Meloni tillige udtrykt sin tiltro til, at de tætte bånd til Trump vil blive styrket og udviklet.
Også den italienske vicepremierminister Matteo Salvini fra paritet Lega har lykønsket Trump og udtrykt sin begejstring over valget af Trump. Han understreger, at de deler de samme konservative værdier, herunder kampen imod illegal indvandring og behovet for skattelettelser.
Ikke blot Meloni føler sig politisk beslægtet med Trump. Det gør også andre europæiske nationalkonservative partier. Det franske National Samlings leder Marine Le Pen og ledende partimedlemmer har tidligere rost Trump og hans politik som præsident, ligesom Steve Bannon deltog på partiets kongres i 2018. Op til dette års præsidentvalg har Le Pen dog været mere tilbageholdende med at udtale sig om Trump, og andre partimedlemmer har fået mundkurv på i forhold til at udtale sig om det amerikanske præsidentvalg. Le Pen sendte først sin gratulation til Trump, efter præsident Macron havde sendt sin lykønskning og formulerede den ret kort og neutralt.
Ligesom kollegaen – og i europæisk sammenhæng konkurrenten Meloni – er Le Pen ved at strømline sit parti, så det fremstår mere moderat i håbet om at det kan give hende præsidentembedet ved det næste præsidentvalg. Medvirkende årsag til den noget afdæmpede gratulation var nok også, at et flertal af den franske befolkning ifølge meningsmålinger ikke bryder sig om Trump, heriblandt også en del af National Samlings vælgere.
I sin hilsen til Trump skrev Le Pen, at denne nye æra må bruges til at styrke bilaterale relationer og en konstruktiv dialog. Lidt mere entusiastisk lød det i et opslag på X fra partiets formand, Jordan Bardella. Han betegnede valget af Trump som et ”wake-up call” for både amerikanere, franskmænd og europæere, og det burde føre til ”at gentænke vores forhold til magt og strategisk autonomi”. Inden Biden havde trukket sit kandidatur tilbage, havde Bardella til mediet Politico udtalt, at han i hjertet hældede imod Trump.
Trump som forbillede
Langt mere begejstret lød lykønskningen fra hollandske højrefløjspolitiker Gert Wilders, der er blevet kaldt den hollandske Trump. På det sociale medie X hyldede han sit forbillede med blandt ordene: ”Aldrig stoppe, altid blive ved med at kæmpe og vinde valg”!
Også formanden for det tyske højrefløjsparti AfD, Alice Weidel, lykønskede Trump, som hun kaldte ”et forbillede for AfD”, der ved forbundsdagsvalget næste år står til at vinde næsten hver femte stemme. Ved valg i tre østlige delstater fik Afd i efteråret op imod hver tredje stemme baseret på ikke mindst mange vælgeres utilfredshed med en økonomisk trængt hverdag.
Lønninger er stadig lavere og arbejdsløsheden højere i det tidligere DDR 35 år efter Berlinmurens fald og den efterfølgende genforening. De østtyske områder blev ikke som lovet af daværende kansler Kohl et blomstrende landskab; men i de senere år er det også gået tilbage for økonomien i det øvrige Tyskland med stigende ulighed til følge. Selv om der er indført en lovfastsat mindsteløn, har mange tyskere svært ved at få økonomien til at hænge sammen, selv om de er i job, og en del endda må have flere job – ”Arm trotz Arbeit” kaldes fænomenet.
Tysk industri med bilfabrikkerne og Volkswagen i spidsen har mistet konkurrenceevne og svært ved at hamle op med blandt billige el-biler importeret fra Kina. Volkswagen har opgivet en mangeårig beskæftigelsesgaranti og står over for massefyringer, der har ført til protester fra fagbevægelsen og også vil få beskæftigelsesmæssige konsekvenser for underleverandører – også i Danmark. De offentlige budgetter er hårdt presset på grund af en grundlovsfastsat gældsbremse, der har betydet, at finanslovsforslaget for 2025 rummer omfattende offentlige besparelser. Trepartsregeringen har været så splittet på den økonomiske politik, at den socialdemokratiske kansler Olaf Scholz dagen efter det amerikanske præsidentvalg smed regeringspartneren, det liberale FDP, på porten. Vandene skiltes på blandt et krav fra FDP om skattelettelser.
Regeringen bestående af nu kun SPD og De Grønne har dermed mistet flertallet, hvilket vil fremskynde et valg til forbundsdagen til at finde sted først i 2025. Det efterlader ikke blot Tyskland selv, men også i betydelig grad resten af EU i en kaotisk og svær situation, da Tyskland betragtes som det økonomiske lokomotiv i Europa. Med en forventet stor vælgermæssig tilbagegang for både SPD og De Grønne vil de borgerlige partier CDU og CSU overtage regeringsmagten, men være afhængig af andre partiers deltagelse i dannelse af en ny regeringskoalition. Det store spørgsmål er, om det kan ske uden brug af stemmer fra AfD, som hidtil er blevet holdt uden for indflydelse via en såkaldt brandmur.
Ret sikkert er dog, at valget vil føre til en mere traditionel borgerlig politik med skattelettelser og offentlige nedskæringer samt stramninger af migrationsreglerne. Samme medicin vil en ny tysk regering forsøge at eksportere til de øvrige EU-lande – også som modforanstaltninger til Trumps forventede udspil, der blandt vil indebære, at de europæiske lande selv skal stå for en større del af udgifterne til forsvaret og støtten til Ukraines krigsførelse. Det kan meget vel føre til omprioriteringer i de offentlige budgetter med færre penge til velfærd og klimainitiativer.
I Danmark har ingen ledende politikere klart vedkendt sig politisk slægtskab med Trump eller åbenlyst jublet over valget af ham som præsident. Partier som Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne rummer politiske synspunkter, der også findes hos Trump, og partiernes ledere bruger en retorik, der til tider Trumps måde at udtrykke sig på. Det er ikke helt det sammen; men det ligner, når Inger Støjberg i sin modstand mod solcelleparker taler om, at der skal være kornmarker og ikke jernmarker eller jævnligt harcelerer over de københavnske saloner. Danmarksdemokraternes rally i foråret med peptalks garneret med øl, pølser og rodeotyr har hentet åbenlys inspiration i Republikanernes måder at føre valgkamp på.
Mens europæiske socialliberale politikere i tidens løb har haft John F. Kennedy, Bill Clinton og Barack Obama som forbilleder og inspiratorer, er Trump det store fyrtårn for mange af højrefløjens liberalistiske og nationalkonservative kræfter. De er måske ikke enige med Trump i alt, men synes, at Trump i hovedlinjerne er på rette vej i at rette op på et land med en skrantende økonomi. Og indtil videre har effekten af valget af Trump da også været positiv – i alt fald for spekulanter og andre aktieejere.
Skattelettelser og fyring af offentligt ansatte
De amerikanske aktier er strøget i vejret og Tesla endda med 40 procent, selv om salget af Teslabiler er faldet – måske fordi en del mennesker med et ønske om at medvirke til grøn omstilling ikke vil købe en bil af Musk, som er tæt forbundet med Trump, der kalder klimaproblemerne for et fupnummer. Om de positive reaktioner på aktiemarkederne er forbigående eller af mere varig karakter, kan kun fremtiden vise. Det er tillige ganske usikkert, om en gennemførelse af Trumps valgløfter vil fremme eller spænde ben for at styrke den både den amerikanske samfundsøkonomi og den enkelte amerikaners økonomi.
Mange af Trumps valgløfter har været på overskriftsplanet og ikke særligt detaljerede, samtidigt med at Trump er uforudsigelig. Ret sikkert er dog, at der vil blive tale om nogle traditionelle greb i den liberalistiske værktøjskasse. Der vil ligesom i Trumps første præsidentperiode blive givet skattelettelser, selv om det indebærer risikoen for en ophedning af økonomien og dermed øget inflation med stigende priser til følge.
Skattelettelserne under Trumps første periode som præsident kom dem med de høje indtægter til gode og blev finansieret med nedskæringer i de offentlige budgetter til mest skade for dem med små indtægter. Også fyring af offentligt ansatte stod den gang på programmet og vil gøre det igen. Trump har udnævnt Elon Musk til at stå i spidsen for et effektiviseringsministerie, der skal fjerne bureaukrati i centraladministrationen. Musk skal bruge sin erfaring med effektivisering af private virksomheder, hvilket gav sig udtryk i, at flere tusinde medarbejdere blev afskediget ved hans overtagelse af det sociale medie Twitter. Den kommende effektivisering af den føderale administration kan blive enorm. Ved et valgmøde i Madison Square Garden den 27. oktober sagde Musk, at han ønsker at skære to billioner af det føderale budget uden at uddybe, hvad der skal skæres væk; men hele undervisningsministeriet har senere været nævnt som et ministerområde, der kan lukkes ved at overlade hele undervisningsområdet til delstaterne.
Der vil ligeledes som under Trumps første præsidentskab komme deregulering på dagsordenen, hvilket den gang betød afskaffelse eller lempelse af blandt andet en række miljøregler. Det har Trump allerede proklameret som ét af midlerne til at få sat mere gang i industrien og derigennem skabelse af flere arbejdspladser.
Et mere – også set med en del liberalistiske økonomers øjne – kontroversielt værktøj er indførelsen af toldmure, hvilket er en torpedo direkte rettet imod de senere års bestræbelser på at indgå internationale frihandelsaftaler. Trump har gentagne gange slået fast, at han elsker ordet ”toldtariffer” og vil pålægge varer fra Kina en told på 60 procent, mens der skal indføres en tarif på 10 eller måske 20 procent på varer fra andre lande, herunder de europæiske lande. Formålet er at presse udenlandske virksomheder til at flytte deres produktion af varer beregnet på det amerikanske marked til at foregå i USA. Når det drejer sig om komponenter til militæret har Trump endda meldt ud, at underleverandører skal flytte deres produktion til USA, så den ikke foregår i andre lande som for eksempel på danske Terma´s fabrik i Grenaa.
Usikker beskæftigelsesmæssig effekt
En flytning til og udvidelse af produktionen i USA er dog langt fra nogen nem og hurtig operation. For moderne industriproduktion er ofte meget avanceret og specialiseret, så det kan tage tid at fabrikere og opstille nye produktionsanlæg samt uddanne arbejdskraft til at have de nødvendige faglige kvalifikationer. Derfor vil denne manøvre blive et flerårigt projekt, som formodentlig kun delvist vil kunne gennemføres inden for Trumps regeringsperiode.
I flere år vil en række både hel- og halvfabrikata skulle importeres og med pålagt told fordyre de produkter, som skal fremstilles og sælges i USA med mindre, der enten gives en lang række dispensationer eller besluttes en flerårig indfasning af toldtarifferne. En del råvarer vil også fortsat skulle importeres, da de ikke findes eller kun i begrænset grad er til stede i USA. Det kan være forskellige former for mineraler og metaller eller råvarer til fødevareindustrien som kaffe- og kakaobønner, der er steget markant i pris på grund af en reduceret høst forårsaget af tørke eller oversvømmelser skabt af klimaforandringer – og ikke forventes af falde i pris.
Skabelsen af millionvis af nye industriarbejdspladser kan derfor trække ud og vil måske mest udspringe af Biden-regeringens hjælpepakke til nedbringelse af inflationen. Antallet af arbejdspladser vil måske heller ikke blive så stor, da en del af produktionen vil kunne ske med robotbaseret automatiseringsteknologi. Og samtidigt med at der oprettes et større eller mindre antal nye arbejdspladser i industrien, vil der blive fyret offentligt ansatte som led i effektiviseringen af den offentlige administration. Selv om amerikanerne er kendt for at være mobile og villige til at flytte langt for at få et job, vil næppe mange af de afskedigede i de føderale ministerier og myndigheder søge til andre egne af USA for et nyt industrijob. Ligesom det vil kunne blive svært at få et kvalifikationsmæssigt passende job i den private sektor, der med brug af kunstig intelligens (AI) også effektiviserer og bortrationaliserer medarbejdere, som det ses i techindustrien, finanssektoren og inden for advokat- og konsulentbranchen.
Selv om der oprettes nye arbejdspladser, bliver de ikke nødvendigvis med gode løn- og arbejdsforhold. Udover udflagning af mange industrijob fra det såkaldte rustbælte til Latinamerika og Kina er nogle job flyttet til de sydlige amerikanske delstater – de såkaldte solskinsstater. Men for mange af de ansatte i disse job er der ikke så meget solskin over hverdagen. For lønningerne er lave, da fagbevægelsen står svagt i disse dele af USA. Med den fagforeningsfjendske Elon Musk som Trumps nære støtte og samarbejdspartner vil en deregulering givetvis også rumme indskrænkning af de faglige rettigheder og fagbevægelsens muligheder for at kæmpe for ordentlige løn- og arbejdsvilkår.
Hvor mange, hvor meget og hvornår er derfor åbne spørgsmål i forhold til en opfyldelse af Trumps løfte om at lette mange amerikaneres betrængte økonomi. Mange vil skulle væbne sig med tålmodighed og opleve, at det ikke bliver så let at gøre Amerika stort igen. Både amerikanske og europæiske arbejdere såvel som arbejdere i andre verdensdele vil opleve, at en handelskrig mellem USA og resten af verden har sine ofre og kan betyde, at job flyttes fra det ene land til det andet og efterlader arbejdsløshed og forringede løn- og arbejdsvilkår.
I den såkaldte Draghi-rapport om EU´s konkurrenceevne udarbejdet af den tidligere direktør for den Europæiske Central Mario Draghi påpeges, at der skal iværksættes en række markante tiltag for at rette op på EU-landenes svigtende konkurrenceevne over for USA og Kina, hvilket meget vel kan indebære krav om en lavere lønudvikling og lempelse af regler, der sikrer arbejdstagerrettigheder. Det er netop den kur, som Trump i tæt samarbejde med oligarker som Musk vil foreskrive og dermed presse andre lande til også at følge. Arbejdere på tværs af landegrænser risikerer at blive kanonføde i en kommende handelskrig, der vil forstærke det ræs mod bunden, som allerede gennem flere år har tegnet sig som udviklingsretningen med stadig større økonomisk og social ulighed til følge i det meste af verden.
Med et sådant truende scenarie foran sig, vil ikke blot de slagne Demokrater i USA, men progressive og socialistiske kræfter sammen med fagbevægelsen i mange lande have behov for at analysere, hvorfor det gik så galt ved det amerikanske præsidentvalg og blive langt bedre til at læse vælgerbefolkningen – forstå og handle på den almindelige borgers situation. Det nytter ikke meget blot at stille sig forundret op, som den demokratiske vicepræsidentkandidat Tim Waltz gjorde ved et møde få dage efter valget og konstatere, at det var uforståeligt, hvordan valget kunne ende sådan!
For selv om det virker paradoksalt, at så mange lavtlønnede amerikanere foretrækker milliardæren og spekulanten Donald Trump, der ovenikøbet er dømt og sigtet for lovovertrædelser, så er der forklaringer på deres valg. Det er forklaringer, der må tages højde for i fremtiden, hvis trumpismen ikke skal sejre en gang til.
Kilder:
Euractiv,com, Blue Green Alliance, Politico, Time Magazine, Le Monde, Altinget, DR, TV2 News, SVT, Politiken
Læs mere:
https://www.bluegreenalliance.org/site/9-million-good-jobs-from-climate-action-the-inflation-reduction-act/
https://kritiskrevy.solidaritet.dk/2024/01/05/hoejrefloejen-paa-fremmarch-i-europa/