Kritisk Revy

TRUMAN MOD WALLACE - et manipuleret valg for 80 år siden

Af Rolf Czeskleba-Dupont

August måneds historier om anvendelsen af atombomben i Japan er et gentaget ritual. Med god ret. Og næste år er det sørgelige jubilæum med de 80 år, der siden er gået. For at forstå kampen for et folkeretslige forbud mod atomvåben må vi gå tilbage til demokraternes konvent i Chicago i 1944, hvor et tvivlsomt systemskifte blev gennemført.

For 80 år siden var demokraternes valg af vicepræsident i Chicago 1944 ikke som i år et show af historisk kontinuitet, men en gamechanger for hele verden. Partiets magtelite udmanøvrerede præsident Roosevelts foretrukne kandidat, tidligere landbrugsminister Henry A. Wallace, til fordel for den headhuntede Harry S. Truman. Truman blev efterfølgende præsident, da den ellers genvalgte præsident Franklin D. Roosevelt (FDR) i april måned 1945 bukkede under for sin kræftsygdom – vel at mærke inden afslutningen af 2. Verdenskrig.

Sammen med Churchill og Stalin havde FDR så sent som i februar 1944 på Yalta-konferencen ikke kun lagt planer for efterkrigstidens Europa, men også fået Stalins tilsagn om efter afslutningen af krigen i Europa at hjælpe med til at nedkæmpe Japan. - Efter Tysklands betingelsesløse kapitulation mødtes Truman, Stalin og Churchill samt Attlee på Potsdam-konferencen fra 17. juli - 2. august 1945.

Trumans nye våben

Lige inden konferencens start fik Truman at vide, at Trinity-testen af en a-bombe i New Mexico var perfekt. Når han nu kunne disponere over sin nye ’Wunderwaffe’, tilkendegav han over for Stalin at USA ikke mere satsede på hans Japan-tilsagn.

I stedet for gav han kort efter Potsdam-konferencen ordre til at kaste bomberne over Hiroshima og Nagasaki. Hvilket startede den atomtidsalder, som Verden stadigvæk er fanget i: Siden ikrafttræden i 2021 af FN’s Traktat om Forbud mod Atomvåben er det gældende folkeret at det er forbudt at producere, afprøve, sprede samt bruge eller true med at bruge atomvåben.¹ Dog har hidtil kun 70 stater ratificeret traktaten. Danmark har end ikke sendt observatører til forhandlingerne. Ni stater er kendt for at have atomvåben, herunder de fem permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd. Alle ni satser stadigvæk på deres afskrækkende virkning.

Hiroshima som militærbase

Kort efter Traktatens oprindelige vedtagelse i FN’s generalforsamling i juli 2017 og igen på årets Hiroshima-dag den 6. august gjorde den canadiske forsker Michel Chossudovsky opmærksom på en detalje i præsident Trumans politik med bombningerne af Hiroshima og Nagasaki. I Harry S. Truman Bibliotek og Museum ved Kansas City (hvorfra han var blevet headhuntet) findes den radiotale, som Truman holdt 9. august 1945, kort tid inden han ofrede Nagasaki. Her udtalte han: “The World will note that the first atomic bomb was dropped on Hiroshima a military base. That was because we wished in this first attack to avoid, insofar as possible, the killing of civilians.”² Det står for Trumans egen regning at ‘ground zero’ i Hiroshima skulle have været en militærbase - og ikke Shima Hospitalet, som f.eks. udpeget i Wikipedia’s opslag ‘Hypocenter’. Den var I hvert fald ikke truende, når den havde ligget der allerede et stykke tid inden i konflikten. Derimod ville militæret afprøve ødelæggelserne netop I to uskadte byer.

Efterfølgeren Dwight D. Eisenhower

Efter sit virke som øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Europa var det Dwight D. Eisenhower, der stod for gennemførelsen af beslutningerne fra Yalta og Potsdam om Tysklands nye grænser mod Øst og indre opdeling. Da efterkrigstidens præsident Harry S. Truman i 1952 frafaldt opstillingen for en ny periode, valgtes Eisenhower som USA’s 34. præsident. Trumans arv, atomtidsalderen, gik videre i hans hænder.

Da Eisenhower i sin afskedstale i 1961 advarede mod det militært-industrielle kompleks, mente han dermed først og fremmest det konventionelle militærs omsiggribende magt med en stærk lobby i et militariseret samfund. Som led i den kolde krig anså han derimod atomvåben som effektive midler til at skabe afskrækkelse i en ’terrorbalance’. Denne var et fjernt mål efter Trumans bombning af Japan og konfrontationspolitikken over for Sovjetunionen siden Churchills Jerntæppe-tale i Missouri 1946. ’Strategisk empati’ mellem de stridende parter, som koldkrigsforskeren Poul Villaume så som forudsætning for balancen³, kom først i stand efter Cuba-krisen, der som bekendt bragte Verden på randen af en atomkrig. I 1963 indrettedes en særlig telefonlinje mellem Pentagon og Moskva, populistisk kaldt den røde koldkrigstelefon. Den nødvendige forbindelse skal huskes, når talen er om en kold krig 2.0.

Truman som omstridt figur

Det af Oppenheimer og Einstein stiftede atomkrigsur står nu tæt på kl. tolv, men det kan også vendes.⁴ Med dette mål for øje bør Verden se historisk tilbage på tilblivelsen af Harry S. Trumans karriere. Set fra en del af demokraternes magtelite var det vigtige ved ham, at han kunne fortrænge sin succesfulde rival, FDR’s vicepræsident og tidligere landbrugsminister Henry Wallace. Efter Wallace’s good-will-tur i foråret 1943 til en række latinamerikanske lande havde over et dusin af dem erklæret krig mod Tyskland og endnu flere afbrudt deres diplomatiske forbindelser.⁵ FDR ønskede Wallace’s fortsættelse som vicepræsident, men var på grund af sin kræftsygdom for svag til at kæmpe det igennem på det demokratiske partis nominerings-konvent, der fandt sted 19. - 21. juli 1944 i Chicago.⁶

I begyndelsen af dette årtusinde beskrev Informations stadigvæk aktive klummeskribent, sognepræst Henrik Gade Jensen (HGJ), dette konvent i dramatiske vendinger. I sin kronik i august 2001 vurderede han, at ’Vesten vippede’: ”Det mest kritiske punkt i Vestens historie i dette århundrede var vicepræsidentvalget i USA i 1944. Da vippede Vesten.”⁷ Gades kronik var udsmykket med fire identiske portrætter af en grinende Stalin i samtale med nogle frænder. Uden at skele til Harry S. Trumans egen erkendelse af manglende kvalifikationer til præsidentembedet betegner HGJ flere af FDR’s venner som totalt ukvalificerede. De forstod landbrugets kollektivisering i Sovjet som videnskabelig landbrugsdrift, ”bekæmpet af den borgerlige bondestand”. Kronikøren taler derimod om folkemord.

Ifølge sognepræsten bestod New-Deal-folkenes arvesynd i deres mangel på antikommunisme. Udskiftningen af FDR’s vicepræsident Henry Wallace med Harry Truman betød derimod, at ”en mand af en anden støbning” kom til magten. Han forkyndte i 1947 Truman-doktrinen om at USA måtte understøtte ”frie folkeslag, der yder modstand mod underkuelse under væbnede minoriteter eller pres udefra.” HGJ: Uden ham ingen Marshall-plan, ingen NATO; Grækenland og Tyrkiet ville være blevet Sovjet-satelliter; kommunistiske partier og fagforeninger ville have domineret Vesteuropa.

Så galt var det gået, ”hvis Roosevelt havde fulgt sit hjerte og holdt fast på vennen Wallace i 1944.” Helt for egen regning erklærer Gade Jensen, at FDR ”blev presset af den amerikanske opinion og af voksende kræfter i sit eget parti til at skifte den åbenlyst Sovjetvenlige Wallace ud med den mere skeptiske Harry Truman”.

Dramaet på valgkonventet Chicago 1944

Dette billede modsiges imidlertid af evidensen omkring demokraternes opstillingsmøde i juli 1944.⁸ Udførlige filmoptagelser fra mødet viser, hvordan et folkeligt opbrud bl.a. med støtte af flere fagforeninger (disse var i USA først blevet anerkendt under FDR) var ved at vinde indpas og føre til nominering af Wallace. Mødelederen fik imidlertid instruks oppefra om at forhindre det. Han aflyste mødet på grund af truet brandsikkerhed. Næste dag undskyldte han sig for det over for Floridas senator, Claude Pepper, som ville have sat Wallace til afstemning. Men da havde ledende demokrater i tredje omgang fået Harry Truman valgt.

Hvilken støbning Truman var af, bevidner hans egne mange udsagn om at han var chokeret over nomineringen og også i tiden fremover følte sig ukvalificeret til mange beslutninger, han skulle træffe. Hans beslutning fra august 1945 om at bombe Hiroshima og Nagasaki var i hvert fald ikke retfærdiggjort af hensyn til amerikanske soldaters liv. Under Potsdam-konferencen med Stalin og Churchill aflyste han selv Sovjets fremmarch mod Japans hoved-ø Hokkaido og de dermed forbundne territoriale indrømmelser til dem.

Militæret fik i stedet for grønt lys til at kaste bomben over fredelige byer, endda to gange. En præsident, som omtalte Hiroshima som militærbase, se ovenfor, og som selv klagede over mindreværdsfølelser, havde dermed fået sin sygelige oprejsning. Han var i 1944 blevet hentet fra et tvivlsomt miljø i Kansas City, som historikeren Gerald Horne beskrev i sin bog fra 2019 om ’Jazz and justice’: ”Der skete en opblomstring af organiseret kriminalitet i Kansas City som hang sammen med et politisk apparat, der effektivt producerede en af USA’s senatorer og præsidenter: Harry S. Truman” (s. 23). Han blev om nogen initiatoren af det amerikanske århundrede, som senere dages Neokonservative gerne ville doble op på med et nyt amerikansk århundrede: For Condoleezza Rice var Truman et forbillede.

Henry Wallace som progressiv figur

Henry Wallace ville derimod have kæmpet for et ’menigmandens århundrede’, som Stone og Kuznick siger i forordet til deres bog. Han fremførte en ”plan for en verden, der skaber rigdom baseret på videnskab og teknologi, en verden der bandlyser kolonialisme og økonomisk udbytning, en verden af fred og delt velfærd.” Men han havde tiltrukket sig vrede fra konservative kræfter i det demokratiske parti, idet han ”kæmpede for fagforeningernes, kvinders og afroamerikaneres sag samt for ofrene for den europæiske kolonialisme.”⁹

Antikommunismen som spøgelse

Er det derfor berettiget at bebrejde FDR’s New Deal’ere, at ”USA og Sovjet for dem var naturligt allierede med samme grundlæggende tro på rationel samfundsplanlægning”, som HGJ gjorde? Eller er det ikke på tide at lægge antikommunismen i graven og bagom Trumans arv at gå tilbage til visionerne om en fredelig, international New Deal, realiseret gennem fælles rød-grøn samfundsplanlægning?

Hvordan kan vi ellers gøre os håb om at realisere visionerne fra 1980’erne om en sammensmeltning af udviklings- med miljø- og klimapolitik?¹⁰ Og afmontere truslen om den atomare udslettelse af det meste af menneskeheden? Efter nedkastning af bomberne i 1945 bemærkede Wallace fuld af empati om mødet med bombens ophavsmand J. Robert Oppenheimer: ”Jeg har aldrig set nogen i en så ekstrem nervøs tilstand som Oppenheimer. Han virkede som om han følte, at ødelæggelsen af hele den menneskelige slægt var foranstående”.¹¹ I øvrigt var Wallace imod, at militæret i fredstid skulle have overopsyn med forskning i atomare spørgsmal.¹²

Da Donald J. Trump i 2017 blev USA’s 45. præsident, oplevede Verden et historisk brud, der lignede Trumans fortrængning af Wallace. Inden hans første hundrede dage i embedet var gået, anbefalede Asieneksperten Flemming Ytzen den 30.4.2017 i Politiken: ”Hjælp dog Donald J. Trump. Lær ham om Harry S. Truman”. Ytzen tillagde Truman en resultatliste for anden halvdel af det 20. århundrede som lignede Henrik Gade Jensens. - Verden i dag er imidlertid ved at være overvældet af så mange og uddybede kriser, at der skal mere omtanke til, end kun at fremhæve relative fordele ved USA’s efterkrigspolitik op til Korea-krigen. I startfasen af den kolde krig var den kendetegnet af en mangel på strategisk empati især angående brugen af atomvåben. Vi må gå et skridt længere tilbage for at genopdage det progressive USA. Som det bl.a. fremgår af det socialpsykologiske studie ’The Authoritarian Personality’ fra 1950¹³, var FRD en folkekær præsident. Han kæmpede mod nød og frygt.