Sahra Wagenknechts parti er et dårligt eksempel for venstrefløjen
Af Pablo Castaño
Oversat fra engelsk Sahra Wagenknecht’s Party Is a Bad Example for the Left, Jacobin, 27. september 2024
I Tyskland har Sahra Wagenknechts nye alliance klaret sig godt i sin første valgprøve. At partiet har begravet klassepolitikken og efterligner højreorienterede holdninger til migration viser, hvorfor dets fremgang ikke er godt nyt for venstrefløjen.
De gode resultater for Sahra Wagenknechts alliance (BSW, Bündnis Sahra Wagenknecht) ved de seneste tyske regionalvalg har internationalt tiltrukket sig venstrefløjens opmærksomhed. Under ledelse af den tidligere talskvinde for Die Linke af samme navn fik BSW over 10 procent opbakning i delstaterne Sachsen, Thüringen og Brandenburg og kan nu endda muligvis komme i regering i disse tre østlige områder.
Men hvis dette nye selvdefinerede »venstrefløjskonservative« parti opnår en relativ valgsucces - og udkonkurrerer sine tidligere Die Linke-kammerater - er det så et godt eksempel for venstreorienterede partier andre steder? Nej, det er det med et enkelt ord ikke. BSW kopierer både den politiske ramme og de vigtigste politiske forslag fra det yderste højre og højrefløjen, især hvad angår migration, men også på områder som økonomi, klima og ytringsfrihed.
Vækst hos vælgerne, men det yderste højre stoppes ikke
Der er ingen tvivl om selve vælgerfremgangen. Ved valget til Europa-Parlamentet i juni stillede BSW op for første gang og fik 6,2 procent - bedre end både Die Linke og de neoliberale Frie Demokrater (FDP), det mindste parti i kansler Olaf Scholz' forbundsregering.
BSW's leder, Wagenknecht, var engang en af de mest synlige skikkelser i Die Linke, men hun kritiserede ofte partiets ledelse. Hun kritiserede især partiets økologiske drejning, dets støtte til Angela Merkels åbne indvandringspolitik i 2015-16 og dets holdning til pandemien, hvor Wagenknecht i stedet gentog en skepsis over for vacciner. Efter fiaskoen for den kortvarige Aufstehen-»bevægelse«, som Wagenknecht stod bag i 2018, brød den erfarne politiker til sidst med Die Linke og tog en stor del af partiets ledere og parlamentarikere med sig.
BSWs fødsel har været ledsaget af betydelig medieopmærksomhed, noget der også var motiveret af håbet om, at det ville hjælpe med til at stoppe fremgangen for det højreekstreme Alternative für Deutschland (AfD). Desværre er disse forudsigelser ikke gået i opfyldelse. Faktisk vandt AfD valget i Thüringen og kom på en tæt andenplads i Sachsen og Brandenburg og opnåede alt i alt sine bedste resultater nogensinde.
Alligevel ser BSWs vælgere ud til at komme fra andre lejre. Meningsmålinger efter valget viste, at den vigtigste kilde til BSWs stemmer i Thüringen og Sachsen var Die Linke, et parti, der var i krise, længe før Wagenknecht besluttede sig for at bryde med det. Die Linke, der blev grundlagt i 2007 i kølvandet på det socialdemokratiske partis (SPD) neoliberale drejning og var dybt forankret i sociale bevægelser, mistede tilslutning ved valget i 2021. I løbet af valgkampen virkede venstrefløjspartiet mere fokuseret på at danne en koalition med SPD og De Grønne end på at forklare sin egen platform. Krigen i Ukraine forværrede de allerede eksisterende interne stridigheder i Die Linke, hvor ledelsen støttede koalitionsregeringens støtte til Kiev, mens Wagenknechts fløj gav udtryk for en voksende modstand.
Kritikken af sanktionerne mod Rusland og Berlins militære støtte til Ukraine har faktisk været et af de mest attraktive elementer i BSWs platform for vælgerne: Wagenknecht har overbevist en betydelig del af vælgerne om, at regeringens pro-ukrainske holdning er katastrofal for den tyske økonomi, som er stærkt afhængig af russisk gas. I den forbindelse har Wagenknecht med succes kopieret AfD, som tidligere var det eneste parti, der klart kritiserede sanktionerne mod Rusland og den militære støtte til Kiev. Det er også en af grundene til det yderste højres vælgerfremgang, især i de forbundslande, der ligger i det tidligere Østtyskland.
Men Wagenknecht formåede ikke at tiltrække mange AfD-vælgere ved delstatsvalgene i september. BSW fik mere støtte fra vælgere, der tidligere havde stemt på Die Linke, kristendemokraterne og SPD og tidligere sofavælgere end fra vælgere, der tidligere havde stemt højreekstremt. Partiet har således indtil videre stået for en omorganisering af en bred venstreorienteret vælgerskare mere end været en rival til AfD.
En venstreorienteret ordoliberalisme
Det meste af energien bag venstrefløjens kritik af BSW drejer sig om dets holdninger til migration. Men der er flere grunde til at betragte det nye parti som en trussel snarere end en mulighed for den radikale venstrefløj.
Den første er Wagenknechts økonomiske holdninger. Partiet har arvet Die Linkes venstreorienterede holdninger til beskatning og til statens og arbejdstagernes kontrol med strategiske virksomheder. Derudover udtrykker Wagenknecht en nødvendig kritik af EU's neoliberale natur: Hun har kritiseret den såkaldte stabilitets- og vækstpagt - som hindrer offentlige investeringer - og går ind for afskaffelse af skattely, som EU faktisk tolererer selv inden for sine egne grænser. Men det er ikke det hele. For den tidligere kommunist Wagenknecht har rost repræsentanter for ordoliberal budgettilbageholdenhed som den konservative Ludwig Erhard. Hendes beundring for den tyske version af neoliberalismen udmønter sig i en økonomisk diskurs, hvor hovedemnet ikke er arbejderklassen, men de små og mellemstore virksomheder (Mittelstand).
»De har deres egen form for erhvervskultur, der fokuserer på det lange sigt, den næste generation, snarere end kvartalsvise afkast. De er forankret i deres lokalsamfund og handler ofte indbyrdes,« sagde Wagenknecht for nylig i et interview med New Left Review. For dette tidligere medlem af det socialistiske enhedsparti (SED) er »det, der betyder noget i Tyskland, Mittelstand, den stærke blok af mindre virksomheder, der kan positionere sig over for de store selskaber. Den opposition er lige så vigtig som modsætningen mellem kapital og arbejde.«
Dette synspunkt adskiller sig med sikkerhed fra Die Linkes egen »sociale« retorik, der tager udgangspunkt i de lavtlønnedes interesser. Alligevel er BSWs linje også i tråd med en bestemt tradition i efterkrigstidens Vesttyskland, som placerede middelklassen som omdrejningspunkt for demokratiet og det såkaldte sociale markedssystem. I mangel af en stærk og kæmpende arbejderbevægelse er dette idealiserede syn på social konsensus, der er bygget op omkring små virksomheder, tilsyneladende i stand til at appellere til dele af arbejderklassen selv og især til mange tidligere socialdemokratiske og kristendemokratiske vælgere. Men BSW udfordrer ikke denne ideologi, som går på tværs af klasserne, men fremmer den aktivt.
Den nye politiske formation er også langt fra venstrefløjen i klimapolitikken. BSWs program siger, at partiet håber at opnå klimaneutralitet ved hjælp af »udvikling af innovative nøgleteknologier«, mens dets platform for valget til Europa-Parlamentet gik ind for udvikling af »klimaneutrale brændstoffer«. Alligevel bekræftes svagheden i Wagenknecht miljøengagement af, at hendes parti er imod afskaffelsen af forbrændingsmotorer inden 2035 (noget som EU i øjeblikket planlægger).
Hendes holdning hænger sammen med en stærk modvilje mod De Grønne, som for Wagenknecht er de vigtigste repræsentanter for den progressive liberalisme, som hun forsøger at bekæmpe. De tyske Grønnes neoliberale og militaristiske kurs har helt sikkert for længst distanceret dem fra venstrefløjen. Men det kan næppe konkluderes, at deres individualistiske, forbrugerfokuserede grønne dagsorden faktisk er grænsen for kravet om klimaretfærdighed. BSW viser dog ingen interesse i at udvikle en socialistisk politik for miljøet.
»Bizarre minoriteter«?
En af BSWs programmatiske akser er »ytringsfrihed«, et klassisk krav på venstrefløjen. Men i BSWs insisterende retorik er den store trussel den venstreorienterede »slettekultur« [cancel culture]. Partiets valgprogram fordømmer en »fremadskridende indsnævring af det tilladte ytringsfelt«, mens Wagenknecht i sin bog Die Selbstgerechten (udkommet på dansk som De selvretfærdige) fordømmer progressive, der bekymrer sig om »stadig mindre og stadig mere bizarre minoriteter«, overfor hvem hun går ind for »normalitet«.
BSWs program sigter mod at bekæmpe en »ny politisk autoritær holdning, der tiltager sig magten til at belære folk og regulere deres livsstil eller deres sprog«, mens partiets leder i sin bog tager den højreorienterede retorik om »venstreorienteret liberal kønsteori« op, som foragter den kamp, som feminister og queer fører.
Ved at sætte forsvaret af minoriteter op mod forsvaret af folket ser Wagenknecht bort fra, at venstrefløjen gennem historien ofte har kombineret begge dele. Faktisk har nyere venstrepopulistiske ledere som Bernie Sanders, Jeremy Corbyn og Pablo Iglesias gjort det til et 13-tal. Wagenknechts kommentarer præsenterer i stedet truslerne mod ytringsfriheden på en måde, der næsten ikke kan skelnes fra den yderste højrefløj, i stedet for at angribe staternes og de digitale monopolers faktiske censurpolitik.
Endnu mere bekymrende er det, at BSW ligger så tæt på AfD på migrationsområdet. Wagenknecht er enig med det yderste højre i at pege på ankomsten af udenlandske arbejdere som et stort socialt problem. Denne ramme er ganske vist også blevet vedtaget af forbundsregeringens partier (SPD, De Grønne og FDP), som for nylig bekendtgjorde indførelse af landsdækkende grænsekontrol og begrænsning af retten til asyl. Wagenknecht har forsøgt at skabe et samfundsmæssigt grundlag for sin anti-immigrationsposition og argumenterer i sin bog De Selvretfærdige for, at immigranter »konkurrerer direkte med tyske ansatte«, hvilket presser lønningerne ned og øger huslejerne. Denne retorik forudsætter, at den liberale ramme for udbud og efterspørgsel er uundgåelig, i stedet for at gå ind for en stærk offentlig politik for at begrænse huslejen eller hæve lønningerne. Måske har Wagenknechts overgivelse til markedets usynlige hånd noget at gøre med hendes beundring for grundlæggerne af den tyske ordoliberalisme.
BSWs europæiske program følger en diagnose, der giver migrantbefolkningen skylden for de uligheder, der er afgørende for den neoliberale kapitalisme, og forsvarer et »stop for ukontrolleret indvandring til EU«, en retorik, der ikke kan skelnes fra det yderste højre, og som omsættes til forslaget om at flytte asylansøgningsprocedurer uden for de europæiske grænser, ligesom AfD går ind for. Wagenknecht har defineret »åbne grænser« som »hulheden i den neoliberale indvandringspolitik«. I virkeligheden har det neoliberale EU gjort præcis det modsatte: Det har befæstet sine ydre grænser, hvilket har kostet mere end 30.000 mennesker livet i Middelhavet i løbet af det sidste årti. I BSWs program er der ingen spor af en politik for at åbne lovlige og sikre migrationsruter, en mangel, der deles med både det yderste højre og de europæiske mainstream-partier.
Selvom Wagenknecht erklærer sin modstand mod racisme, kammer hendes retorik nogle gange over i fremmedhad, som da hun udbrød: »Tyskland er overvældet, Tyskland har ikke mere plads.« BSW's EU-valgprogram hævdede, at der i Frankrig og Tyskland er »islamistisk påvirkede parallelsamfund«, hvor »børn vokser op og hader vestlig kultur« - en alarmistisk beskrivelse, som virker som om, den er kopieret fra Marine Le Pens drejebog. BSWs leder har også tyet til det, som forskere kalder »femonationalisme«, hvor patriarkatet fremstilles som et fænomen, der blot er importeret til Tyskland udefra: »Især kvinderne i vores gruppe [BSW] er glade for at leve i et land, der stort set har overvundet patriarkatet, og de ønsker ikke at se det blive genindført ad bagdøren«, dvs. ved indvandring.
Wagenknechts intention om at tiltrække AfD-vælgere betyder en mere end forsigtig holdning til det fremmedfjendske parti. BSW-lederen nægtede at deltage i de massive antifascistiske demonstrationer, der fandt sted tidligere i år, og har nægtet at betegne AfD som højreekstremistisk, selv om det er en almindeligt accepteret betegnelse. Den tidligere kommunists blødsødenhed over for AfD skaffede hende i 2022 en forside på Compact, det konservative magasin, der er åbent over for visse former for socialdemokrati, og en invitation til at melde sig ind i AfD fra Björn Höcke, dets leder i Thüringen.
Højreorienterede rammer gavner det yderste højre
Et kig på Wagenknechts forslag og taler viser, at hun i høj grad har kopieret det yderste højres politiske rammer. Den »venstreorienterede konservatisme«, som Wagenknecht ønsker at repræsentere, skjuler modsætningen mellem kapital og arbejde under en sammensmeltning af klasserne, præsenterer social mangfoldighed som en trussel og splitter arbejderklassen ved primært at fremstille befolkningen af udenlandsk oprindelse som migranter og ikke som arbejdere. På dette grundlag vil BSW ikke udfordre eller konkurrere med de højreekstreme ideers fremmarch i tysk politik, men give dem næring.
BSW fremkommer med en nødvendig kritik af EUs neoliberale arkitektur og er en stærk stemme mod NATO og den voksende europæiske militarisme. Men overtagelsen af det yderste højres foretrukne skillelinjer forhindrer Wagenknechts parti i at blive en værdifuld inspiration for venstrefløjen i andre lande. Det er langt fra det politiske eksempel på Jean-Luc Mélenchons France Insoumise, som har ført venstrefløjen til en historisk succes, samtidig med at det eksplicit appellerer til vælgere af udenlandsk oprindelse og åbent udfordrer Le Pen og Emmanuel Macrons fremmedfjendske og antisociale politik. Dets resultater fortæller os, at det ikke er nødvendigt at overgive sig til den yderste højrefløjs syn på samfundet for at vinde.
Pablo Castaño er freelancejournalist og politolog. Han har en ph.d. i statskundskabk fra det autonome universitet i Barcelona og har skrevet for Ctxt, Público, Regards og The Independent.