Kritisk Revy

Kinas overproduktionskrise vil bringe landet i normaltilstand

Af Jørgen Lindgaard Pedersen

Den aktuelle økonomiske krise i Kina, som bl.a. kommer til ​​ udtryk i overproduktion i mange brancher betyder, at den fase med høj økonomisk vækst, som landet – på linje med Japan og Sovjetunionen før dem – har gennemløbet, afløses af en økonomisk vækst, som ligger på niveau med væksten i resten af verden.

Kina er ikke det første land, der går i lavvækst efter en langvarig højvækstperiode

Kinas økonomiske udvikling siden Folkerepublikkens (PRC) etablering 1. oktober 1949 kan inddeles i tre faser:

1949 - 1978, vækst i bruttonationalproduktet (BNP) pr. indbygger (per capita), pr. år (p.a.) omkring 6 %, voldsomme svingninger især omkring Det Store Spring Fremad 1958 - 60 og Kulturrevolutionen 1966 – 78.

1978 - 2019, BNP pr. indbygger, p.a. omkring 9 %, ret stabile vækstrater.

2020 - 2024, BNP pr. indbygger, p.a. omkring 4 %, Covid – 19, en del svingninger fra år til år.

Dette mønster i økonomisk vækst: Først en ikke-prangende vækstrate, dernæst en markant højere vækstrate i flere årtier samt endelig en tilbagevenden til en væsentlig lavere vækst end i de brølende højvækstår, genfinder man i de fleste andre samfund i de sidste par hundrede år, og det gælder både industrialiserede og samfund undervejs mod industrialisering som f.eks. Storbritannien, Tyskland, USA, Sovjetunionen eller Japan.

To andre lande, Sovjetunionen og Japan, gik begge efter at deres lange højvækstperioder ophørte ind i langvarige stagnationsperioder eller rettere svagvækstperioder med årlige BNP-vækstrater 2 – 3 %. Dette ligger omkring amerikanske og europæiske vækstrater siden ca. 1980 og synes at være vækstniveauet, når væksten skal ske gennem indførelse af ny teknologi. ​​ 

To eksempler: Japan og Sovjet

For Japan er vækstraterne i BNP efter 2. verdenskrig 1946 – 73 (27 år) opgjort til 9, 6 % p.a.¹ Altså på niveau med de kinesiske tal for 1978 – 2019 (41 år) , hvor væksten i BNP ligger på 9 % p.a. Fra 1975 ligger vækstraterne indtil ca. 1995 på omkring 5 % p.a. Herefter og til i dag ligger vækstraterne på omkring 2 % p.a., hvoraf flere år med direkte fald i BNP. Hovedbudskabet er altså, at Japan i flere årtier havde meget høje vækstrater endog i overkanten af de kinesiske for herefter at gå ind i en trediveårig lavvækstperiode, en periode, som endnu ikke er afsluttet ². På efterspørgselssiden var Japan efter anden verdenskrig begunstiget af i begyndelsen at kunne eksportere til USA, især til det amerikanske militær i Korea under Koreakrigen 1950 - 53. Desuden havde landet et stort behov for genopbygning efter anden verdenskrig; det var ikke alene Hiroshima og Nagasaki, som var blevet totalødelagt af de to amerikanske atombomber. Også Tokyo og andre store japanske byer havde været udsat for voldsomme amerikanske luftbombardementer. Et særtræk ved den japanske genopbygning og igangsættelsen af en lang højvækstperiode var, at landet købte licenser til påkrævet og avanceret teknologi, især fra USA. Dvs. Japan kunne starte med et yderst moderne produktionsapparat og produktsortiment. Befolkningens uddannelsesniveau var ligeledes højt ikke alene i en asiatisk sammenhæng, men også internationalt set. Endelig var årene 1953 - 73 en periode med faldende realpriser på olie under USA’s dominans. USA havde med Storbritannien som juniorpartnere i 1953 sponsoreret kuppet mod den nationalistiske, iranske ministerpræsident Mohammad Mossadegh, som ønskede at hæve oliepriserne. Kuppet afsatte ham og bragte shahen tilbage på tronen, indtil han måtte flygte i 1979. De nye magthavere tilsluttede sig de øvrige oliestater, der allerede i 1973 havde firedoblet oliepriserne. Sluttelig skal det nævnes, at Japans valuta, yen, var undervurderet indtil slut 1970’erne, hvorefter en langvarig revalueringsproces satte ind, som er fortsat indtil i dag. Konsekvensen heraf er, at den japanske priskonkurrenceevne er blev relativt forringet. ​​ 

Figur 1. Japans BNP, per capita og årlig procentvise ændring, 1960 - 2022

Kilde: Se note 2.

Som det fremgår af graferne stopper denne lange højvækstperiode markant i 1973 - 74. Det var inden for et halvt år, at verden oplevede den første energipriskrise, da oliekartellet OPEC firedoblede oliepriserne, hvilket slog i gennem på energipriserne i almindelighed. I 1979 - 81 fik vi anden energipriskrise ved den islamiske revolution i Iran. Det yderligere fald i BNP fra begyndelsen af 90’erne skyldtes umiddelbart voldsomme prisfald på aktier, fast ejendom og jord, der fulgte efter en boble på aktier, fast ejendom og jord i årene 1986 – 91, og som efter krakket medførte nul- eller minusinflation (deflation) og nul- eller minusrenter.

Det samme kan ses i den sovjetiske udvikling med forholdsvis høje vækstrater på ca. 5, 5 % p. a. i perioden 1929 - 70 for derefter at opleve fald og svag vækst i nogenlunde samme tidsrum som Japan ³. Den lavere vækstrate i landets højvækstperiode sammenlignet med Japan og Kina skyldes i høj grad anden verdenskrig med dens store tab af menneskeliv og de stalinistiske masseudryddelser med hungersnød som politisk våben under kollektiviseringen i første del af 1930’erne, især i Ukraine, men også overgrebene på landets eliter i periodens sidste del. Dog var den sovjetiske efterspørgsel ikke international, men intern. Teknologien var i nogen grad international eller tilgængelig allerede i det zaristiske Rusland. Men i 1930’erne købte Sovjetunionen i 1930’erne og sidenhen teknologi fra Vesten. En blanding af selvudviklet teknologi og kopiering af vestlig teknologi var dog dominerende. Den stærke oprustning under den kolde krig 1946 - 1991 betød imidlertid, at en stor del af landets betydelige forsknings- og udviklingsressourcer blev anvendt på militære formål. Til forskel fra USA blev disse teknologiske resultater ikke overført til den civile sektor.

Mulige forklaringer

En forklaring på den japanske højvækst, men i nogen grad også de tilsvarende perioder i Sovjetunionen og Kina er, som det vil blive påvist nedenfor, at højvækstperioderne har været drevet af inddragelse af arbejdsløse eller lavproduktive arbejdere typisk i landbrug og husarbejde i beskæftigelse i industri og visse serviceerhverv. Dertil kom for Japans vedkommende en langvarig revaluering af yen over for den amerikanske dollar, der startede omkring første energipriskrise og endnu ikke er ophørt. Fra en kurs på 360,0 i årene op til 1980 steg yenen til 80,0 i 1995 og samme niveau i 2012, men faldt siden til 140,5 i 2023. Men prisen på japanske varer, der eksporteres til, USA fastsættes på det amerikanske marked i dollars. Med revalueringen af yenen fik de japanske producenter efter omveksling fra dollars i 1995 kun 25 % af det, de fik i 1980 ⁴​​ . Kursen på yen fastsættes ikke alene ud fra varehandlen, men også ud fra renteniveauet i Japan i forhold til det amerikanske renteniveau. Forskellen mellem de japanske og amerikanske renter kan meget vel bevæge sig anderledes end handelsbalanceudviklingen de to lande i mellem.

Figur 2. Valutakurs japanske Yen pr. USD, 1970 - 2023

Kilde: Dollar Yen Exchange Rate (USD JPY) - Historical Chart | MacroTrends

I Sovjetunionen, hvor lavproduktive bønder blev sat ind som arbejdskraft i industrigrene som fremstilling af jernbanemateriel eller kulbrydning uden, at der samtidigt foregik nogen videre teknologiudvikling i disse erhverv, var produktivitetsniveauet så meget højere, at alene overflytningen førte til et betydeligt produktivitetshop i samfundsøkonomien som helhed. Det samme gjorde opskaleringen af kendt teknologi eller udnyttelsen af stordriftsfordele.

Men hvorfor ophørte denne type såkaldt ekstensiv og strukturforandringsvækst efter nogle ti år med høje vækstrater på omkring 5 % p.a.? Svaret er formodentlig det simple, at de rigelige ressourcer af arbejdskraft, naturressourcer og produktionsmidler på et tidspunkt bliver af dårligere kvalitet end tidligere eller også, at der må betales mere for disse. F.eks. må der betales for bedre boliger for at tiltrække arbejdere og funktionærer til nyoprettede fabrikker og kulminer eller oliefelter i eksempelvis Sibirien langt fra de gamle befolkningscentre vest for Ural. ​​ Folk begynder at klage over miljø- og sundhedsskader. Og hvad, der er værre for de økonomiske magthavere er, at profit eller overskud trues eller direkte falder. Det gælder såvel ejerkapitalister som direktører i aktieselskaber som sovjetiske Gosplanledere, direktører i statsejede selskaber og Sovjetunionen partiledere. Under et sådant pres må der skabes en ny økonomisk og teknologisk model. Det er ikke nok at effektivisere den hidtil så succesrige version.  ​​ ​​​​ 

At dette ikke er simpelt, viser såvel den sovjetiske som den japanske historie, mens den kinesiske historie vil blive præsenteret neden for.

Mao’s Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen 1949 - 1978

Den 1. oktober 1949 blev Folkerepublikken Kina udråbt af Mao Zedong. Efter mere end 20 års borgerkrig og krig mod de japanske invasionsstyrker 1937 - 45 var landets økonomi delvis ødelagt og nedslidt, og der manglede såvel investeringer i moderne teknologi som en veluddannet arbejdskraft.

Det sejrende Kinas Kommunistiske Parti (KKP) havde som målsætning at skabe et socialistisk samfund. Men hvordan? Omkring 10 % af befolkningen levede i byerne, resten boede på landet og levede i overvejende grad af landbrug. Den eneste erfaring, partiledelsen under Mao kunne se hen til og måske lade sig inspirere af, var Sovjetunionen, som havde gennemført sin revolution i 1917 og som fra 1928 havde påbegyndt opbygningen af en socialistisk industriøkonomi. Kollektiviseringen af landbruget 1929 - 34 kostede millioner af bønder livet ikke mindst i Ukraine, hvor 3 - 4 millioner mennesker omkom som følge af hungersnød, hvortil kommer deportation af andre millioner til andre dele af landet. I nogen grad førte kollektiviseringen til overførsel af ressourcer til opbygningen af en sværindustri blandt andet takket være eksport af korn til vesten, som betalte for importen af maskiner fra de højtudviklede kapitalistiske lande. ​​ 

I Kina ville Mao gerne opbygge en sværindustri med stål og elektricitet som fundament. Frem til 1960 modtog Kina hjælp fra tusindvis af sovjetiske eksperter. Desuden blev der uddannet et betydeligt antal kinesere ved sovjetiske universiteter. Med erfaringerne fra de sovjetiske bønders modstand mod kollektiviseringen forsøgte ledelsen sig med en anden politik; Det Store Spring Fremad 1958 - 60 var et forsøg på at gennemføre en industrialisering på landet. Den skulle finde sted ved at bønderne skulle arbejde som deltidsindustriarbejdere i de nyetablerede folkekommuner, der typisk omfattede en halv snes landsbyer. Kvinderne blev også inddraget i arbejdet i højere grad end hidtil. ​​ Økonomisk og socialt var springet dog overordnet set en fiasko. Landbruget blev forsømt og mere eller mindre analfabetiske bønder magtede ikke at fungere som industriarbejdere. De fleste kilder mener, at den hungersnød, eksperimentet udløste, kostede 30 millioner mennesker livet. ​​ 

Efter at landet havde overvundet de værste skader fra Det Store Spring Fremad, iværksatte Mao Den Store Proletariske Kulturrevolution i 1966. Formålet var ikke primært rettet mod økonomien, men som navnet angiver mod menneskers bevidsthed, deres kultur. Nærmere bestemt mod konfutsianismen, der siden år 500 f.Kr. havde været de kinesiske herskerende klasser eller eliters dominerende ideologi og dermed også befolkningens; Konfutse argumenterede for værdien af et hierarkisk liv, hvor kejseren skal være kejser og undersåtten være undersåt. Dens styrke lå i dens fremhæven af værdier, som havde været dominerende i Kina fra tidernes morgen undtagen når kejseren tabte himlens mandat, fordi han ikke løste kejserens opgaver såsom at oprense floderne for at hindre oversvømmelser og vedligeholde forsvarsværkerne mod landets fjender. Når kejseren ikke varetog sine forpligtelser over for folket, var dette berettiget til at gøre oprør og indsætte en ny kejser. Denne lære var ikke en religion, men en konservativ moralfilosofi. Af betydning for samfundslivet var Kulturrevolutionens formål at nedbryde respekten for denne hierarkiske samfundslære. Derfor skulle byernes akademikere og studerende ud på landet og hjælpe bønderne og lære af dem. Kulturrevolutionen skabte naturligvis afbrydelse i produktion og undervisning. I økonomisk henseende var den dog ikke nær så katastrofal som Det Store Spring Fremad. Mao erklærede Kulturrevolutionen for afsluttet i 1969, men de store grupper af unge rødgardister, der rejste rundt og argumenterede for revolutionære forandringer, var ikke til sinds at indstille deres kamp. Så det var først med Maos død i 1976, at revolutionen formelt blev stoppet og Firebanden, der omfattede Maos kone Jiang Qing og tre andre fremtrædende partiledere, arresteret. Efter en retssag 1980 – 81 blev de dødsdømt (senere benådet til livsvarigt fængsel) eller fik livsvarigt fængsel. I lighed med Det Store Spring Fremad kostede Kulturrevolutionen også flere millioner mennesker livet. Økonomien stagnerede, men der var dog ikke tale om en ligeså alvorlig tilbagegang som i 1958 - 60. ​​ Selv om Kulturrevolutionen primært var en kamp om sjælene, så drejede den sig også om den økonomiske model. Men her havde Firebanden ikke meget at byde på.

Perioden fra begyndelsen af 1950’erne og frem til 1960 var stærkt inspireret af Sovjetunionen. Dvs. opbygning af en sværindustri baseret på stål og elektrificering af samfundet. Dog med større vægt på forbrugsvarer og fødevarer end i Sovjetunionen og med større respekt for regionerne. Der blev udarbejdet en første femårsplan 1953 – 57, hvor Kinas Nationale Udviklings- og Reformkommission (NDRC), der svarede til det sovjetiske Gosplan, og som siden oprettelsen i 1952 har haft mange navne, udarbejdede materialestrømme virksomhederne i mellem og fastsatte priserne ⁵. I denne periode sendte Sovjetunionen tusindvis af tekniske og andre eksperter til Kina samtidig med, at mange kinesere blev sendt til Sovjetunionen for at blive uddannet på de vigtige tekniske områder.

I de sidste par år op mod 1960 begyndte spændingerne mellem Sovjetunionen og Kina at manifestere sig. Anstødsstenen var Khrusjtjovs opgør på SUKP’s 20. partikongres i 1956 med Stalins magtmisbrug gennem det meste af sin periode som partileder fra Lenins død i 1924 frem til sin død i 1953. Selvom Mao havde en del kritik af Stalins politik, blev opgøret i SUKP set som en indirekte kritik af Mao og udviklingen i Kina. Hertil kom andre forhold som det zaristiske Ruslands tyveri af en million km2 af Kinas areal ved nogle af de ulige traktater omkring den anden Opiumskrig 1856 – 60. En krig der førtes mellem Kina på den ene side og Storbritannien og Frankrig med Rusland på sidelinjen på den anden side. ​​ 

Hvilken økonomisk model og herunder hvilke mål, instrumenter og ressourcer kan der identificeres i Kina i perioden 1949 - 78? Der er næppe nogen tvivl om, at partiledelsen var særdeles optaget af at skabe forudsætningerne for en senere gennemgribende industrialisering, der kunne skabe forbrug bredt i samfundet. Men også et militært forsvar primært vendt mod USA, som jo først anerkendte Kina diplomatisk i 1979 i kølvandet på den amerikanske præsident Nixons besøg i 1972. Den måde man mente denne industrialisering kunne og burde ske på var primært ved at maksimere fremstillingen af stål og elektricitet. Der var altså ikke tale om at lade profitmaksimering styre ressourceallokeringen i samfundet. Denne maksimering af centrale inputs for resten af økonomien var i overensstemmelse med den sovjetiske vej omsat til kinesiske forhold.

Anti-maoisternes magtovertagelse i 1978: Ned med ideologien og op med økonomien  ​​​​ 

I 1978 blev den hidtidige maoistiske partiledelse, Firebanden, afsat og fængslet. En ny partiledelse med Deng Xiaoping i spidsen tog over. Nu var opgaven at få gang i økonomien og nedtone ideologien. Det ene hovedelement var en åbning af den kinesiske økonomi mod verdensmarkedet på både import- og eksportsiden, ikke mindst mod USA og Vesteuropa. Det andet hovedelement var at fremme markedstænkning og -adfærd i befolkningen som helhed, men i særdeleshed ved at stimulere trivslen hos en klasse af kapitalister eller i hvert fald af selvstændige erhvervsdrivende. Der er intet, der er bedre til at fremme denne trivsel end voksende profit uanset hvordan den fremkommer!

Det, der skete i Kina på rekordtid efter Kinas åbning i 1978 var udnyttelsen af millioner af unge menneskers arbejdskraft startende i Stillehavsregionerne i Østkina, men hurtigt udvidet med en folkevandring fra de vestlige og centrale dele af landet ud til det østlige og især det sydøstlige Kina, hvor industrien ekspanderede. I begyndelsen skete væksten inden for tekstil- og beklædningsindustrien, men snart også med montage af elektronik og IT. Fra at komponenterne blev importeret fra Vesten blev de snart massefremstillet i landet. Bilindustrien startede ligeledes som montage af vestlige komponenter, men blev snart baseret på en højere grad af kinesiske fremstillede dele.

Fra det første årti af 2000-tallet gik partiledelsen ind for at Kina skulle være i stand til udvikle egne versioner af centrale industriprodukter som biler, elektronik og IT, men efterhånden også af avancerede produkter som medicin og bioteknologiske produkter, vindmøller og solceller. I dag er Kunstig Intelligens (AI) kommet til som et nøgleområde.

Udviklingen siden 1978 målt ved årlige vækstrater i BNP minder om såvel den sovjetiske 1929 - 70 som den japanske 1950 – 73, nærmere bestemt ved 9 % vækst p.a. Dog med tre væsentlige bemærkninger. For det første var den kinesiske befolkning langt større end den sovjetiske, 5 - 6 gange større, og 10 gange større end den japanske. ​​ Desuden var det japanske udgangspunkt væsentligt højere. For det tredje var indkomstfordelingen i begyndelsen forholdsvis uændret i Kina. Dette har dog ændret sig markant i retning af en mere ulige fordeling i slutningen af perioden.

Figur 3. Kinas BNP per capita og årlige procentvise ændring, 1960 – 2024

Kilde: World GDP Per Capita 1960 – 2024 | MacroTren

Teori for den reformerede økonomi

Hvad der er særdeles vigtigt for en forståelse af den kinesiske økonomis udvikling er, at den afgørende målsætning for prioritetsområderne fortsat er maksimering af produktionsmængden uanset, at der også i dag lægges større vægt på god kvalitet. Til forskel fra en lærebogskapitalisme i vesten findes der i Kina tilsyneladende ikke en stærk økonomisk bremse som profit og fallit til at bremse væksten i produktionsomfanget, når dette bliver tabsgivende. Denne overkapacitet er med til at skabe økonomiske spændinger i forhold til de højtudviklede vestlige industrisamfund, som naturligvis ikke ønsker deres kritiske erhverv udkonkurreret af kinesiske . Det gør heller ikke sagen lettere, at det er ekstremt vanskeligt at finde ud af hvilke former for subsidier, de kinesiske virksomheder modtager.

En af de mere inspirerende og empirisk baserede fremstillinger af moderne kinesisk økonomi er skrevet af Zongyuan Zoe Liu (ZZL)⁶og udsendt i 2024. Hun understreger, at problemerne med overkapacitet i det moderne Kina ikke kan forklares ud fra den aktuelle rivalisering mellem USA og Kina endsige præsident Xi’s personlighed. Der er tale om strukturelle forhold i den måde, den kinesiske økonomi fungerer på og dens forhold til det politiske system. Disse forhold går tilbage til reformerne under Deng Xiaoping i 1978.

Overkapacitetsfænomenet viser sig fra midten af 1990’erne, og ZZL’s hovedtese er, at det er Kinas industripolitik, der har ført til overinvesteringer i råmaterialer som f.eks. sjældne jordarter til fremtidsteknologier som batterier og robotter samt mange andre hightech-teknologier. Denne overinvestering har givet byer, der ofte kautionerer for lån givet af lokale banker til lokale virksomheder, og virksomheder meget store gældsbyrder. Partiledelsen har opprioriteret visse former for industri og infrastruktur og samtidig nedprioriteret det private forbrug og visse former for offentligt forbrug. Første gang overproduktion blev et større tema i Kina og bemærket uden for landets grænser var inden for stålproduktionen i midten af 1990’erne og fortsat i de første år af 2000-tallet. Senere og aktuelt bemærkes denne overkapacitet på områder som aluminium, glas, cement, industrirobotter, batterier til elbiler og andre materialer. På solpanelområdet kan der i dag produceres det dobbelte af, hvad resten af verden kan bruge. Men overkapaciteten som et stort samfundsmæssigt problem viste sig først med manglende betalingsevne i de store boligudviklingsselskaber, hvoraf Evergrande er blevet det mest omtalte.

Et vigtigt forhold er, at de centrale myndigheder løbende bekendtgør, at landet har behov for, at der i de kommende år sker udvikling og iværksættes produktion af det, der anses for at være strategisk vigtige produkter og teknologier. De regionale og lavere partimyndigheder tager disse mere eller mindre klare udtalelser og signaler op og kontakter relevante virksomheder og ikke mindst lokale banker, således at der kan iværksættes effektive initiativer. De lokale by- og regionsmyndigheder er i nogen grad kautionister for de virksomheder, der optager lånene. Dette bliver ofte et stort problem, fordi mange regioner, der som det vil vides undertiden er på størrelse med Tyskland og Frankrig, går ind på de samme områder, som de centrale myndigheder bekendtgør som fremtidsteknologier. Derfor opstår der hurtigt overkapacitet. Når det indenlandske marked ikke kan opsuge udbuddet, forsøger virksomhederne at komme ud på verdensmarkedet. Selv om virksomhederne ikke opnår profit, kan de dog opnå indtægtsstrømme, der tillader dem at betale de mest presserende kreditorer og deres ansatte og leverandører af energi og råmaterialer. Eller også hjælper de centrale myndigheder med kreditlempelser eller nye kreditter.

Det er således lokale myndigheder, der får såvel en del af frugterne af ekspansionen af nye teknologiområder som en væsentlig del af problemerne omkring overkapacitet, der bygges op som følge af vejledning til at støtte udviklingen af nye fremtidsteknologier. Det er de lokale partimyndigheder, hvis lederes succes eller fiasko afhænger af, at de følger de centrale anvisninger. Et problem er som sagt, at der hurtigt opbygges overkapacitet. Et andet problem er, at der ikke sættes ressourcer af til at udvikle differentierede produkter med høj kvalitet på et snævert område. Forfatteren nævner som eksempel industrirobotter, der ikke kommer over det internationale niveau. Hvis der havde været ført politik gående ud på en produktdifferentiering, ville kinesiske industrirobotter sandsynligvis kunne have opnået en stærk placering på de rige landes markeder.

Denne udvikling er kendt af politikerne, men overkapacitetsmekanismerne benægtes i offentlige udtalelser. I den faglige debat, der primært føres blandt økonomer, er problemet velkendt ⁷. Tilsyneladende skal der en større debat til i kølvandet på overkapaciteten i boligbyggeriet samt de internationale forviklinger omkring elbiler, batterier osv. før politikerne træffer mere dramatiske beslutninger rettet mod den strukturelle overkapacitets gener. Dette kan imidlertid ikke indskrænkes til en teknokratisk reform, fordi partiets magt er så involveret som tilfældet er. De lokale partilederes succes eller fiasko måles oftest på kort sigt. Det minder lidt om amerikanske virksomhedsledere, der plages fra kortsigtede aktiekursers svingninger.

Mulige veje for den fremtidige udvikling

På den ene side er det højst sandsynligt, at partiledelsen i KKP forstår faren fra den kinesiske arbejderklasse og dele af middelklassen. Det så man i den meget abrupte åbning af samfundet den 7. december 2022, nogle få dage efter demonstrationer i adskillige storbyer rettet mod indespærringen i lejlighederne efter en meget restriktiv nedlukning fra begyndelsen af 2020 med baggrund i Covid - 19. På den anden side er der grænser for partiets smidighed, når der stilles spørgsmål ved dets monopol på at lede samfundspolitikken. Erfaringerne fra Sovjetunionens åbning op under Mikhail Gorbatjov 1985 - 91, hvor partimonopolet blev brudt, blev af KKP’s ledelse fortolket som en kraftig advarsel til Kina. Det studenter- og arbejderoprør i Beijing, der fulgte i kølvandet på perestrojkaen i Sovjet, blev slået ned 4. juli 1989 af militæret med Deng Xiaopings støtte.  ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

Det mest sandsynlige er nok, at de påtrængende reformer vil blive forsøgt afgrænset til økonomien. Umiddelbart kan det være svært ud fra en vestlig betragters perspektiv at forstå, hvorfor det skal være så vanskeligt at erstatte mængdemæssig maksimering af prioriteret industriel med profitmaksimering. Fremkomsten af en milliardærklasse er jo allerede sket samtidig med voksende ulighed i indkomster og formuer. Og det er jo allerede blevet tilladt at kapitalister kan blive partimedlemmer. Imidlertid er der ikke tale om tekniske vanskeligheder, men derimod problemer med at afgive centrale beslutningsmæssige kompetencer i virksomhederne til direktører, bestyrelser og repræsentanter for de ansatte. Kompetencer, der i dag ligger hos partiledelsen. Hvis man tvivler, så kan man blot tænke på det historiske kompromis mellem ejere-ledere og arbejdere-lønmodtagere i Danmark afsluttet ved Septemberforliget fra 1899, hvor det blev fastslået, at retten til at lede og fordele arbejdet i virksomhederne ligge hos ejerne og ledelsen. Denne ledelsesret er den eneste arbejdsgiverne, aldrig har villet forhandle om. Men i en kinesisk sammenhæng vil en overdragelse af centrale økonomiske beslutninger fra parti til virksomhedsledelse formodentlig blive mødt af krav om accept af arbejdernes ret til at danne landsdækkende autonome fagforeninger, altså fagforeninger uafhængige af partiet.

Et problem det ikke har været formålet at behandle i denne artikel er, hvilken virkning det har for klima og miljø på globalt niveau at en betydelig del af Kinas overkapacitet er lokaliseret i den grønne industri (solpaneler, batterier og elbiler). Ikke så meget fordi Kina har været specielt orienteret mod at løse disse globale udfordringer, men fordi det har været partiledelsens analyse, at det er her, at Kina kan opnå en stærk nærmest monopolagtig stilling med tilhørende monopolprofitter. Men der er vigtige dele af overkapaciteten, der bestemt ikke har denne betydning; der tænkes her især på overkapaciteten i boligsektoren og det bagvedliggende byggeri. Det er klart, at de grønne produkter umiddelbart bidrager til at mindske klimabelastningen. Og dette er selvfølgelig positivt. Men der er formodentlig tale om en kortvarig tilstand, fordi USA og EU ikke vil acceptere, at Kina sætter sig på disse grønne, energibesparende produkter, der anses for at være kritisk infrastruktur. Erfaringerne med den europæiske, især tyske, afhængighed af russisk gas fra slutningen af det 20. århundrede har haft sin effekt.  ​​ ​​​​ 

​​