Kritisk Revy

Kvindeoprør ​​ - fra fabrikken Røde Stjerne til Hollywood

Af Vibeke Nielsen

I anledning af 75-året for den kinesiske revolution, bringer vi på Kritisk Revy her en beskrivelse af, hvordan den danske kvindebevægelse var inspireret af udviklingen i Kina.

Inspiration til aktivisme, politiske idéer og nye sociale bevægelser kan komme langvejs fra. I 1960’erne og 70’erne var der et sammenfald mellem den nye venstrefløj og en stigende interesse for det globale syd; i Danmark er det i sporadisk omfang blevet undersøgt, hvordan kvindebevægelsen også var aktivt engageret i og nysgerrig efter inspiration fra lande langt væk.

I Kvindehuset i Gothersgade står kernen af bog- og blad-samlingen, som blev overleveret af Kvindernes Bogcafé. Den bogcafé var en vigtig indgang til Kvindehuset og dermed et af kvindebevægelsens hovedkvarterer med de tanker, der var derinde i 1970’erne.

Selvom det i dag ikke er usædvanligt at høre, at rødstrømperne bare var sådan nogle hvide vestlige middelklassekvinder, der kun gik op i egne privilegier, bevidner de gamle kartotekskort fra bogsamlingen og det overleverede læsestof, at engagementet i verden langt fra villavejene ikke blot var ægte nok, men også mangfoldigt og nuanceret.

En af de centrale indgange til interessen for kvinder i det globale syd var, tilbage i 1971, maoismen og Kina. Hvad kunne unge feminister bruge Kina til i 1970’erne? Og kan man stadig i dag i mainstream-feminismen se sporene af rødstrømpernes nysgerrighed på Kina? Der er overraskende, provokerende, tåkrummende, reflekterende - og måske inspirerende - pointer at hente i den overleverede bogsamling.

En del af Kina-bøgerne fra Kvindernes Bogcafé er ren maoistisk propaganda, imens andre dele er kritiske overfor Kinas maoisme og kvindepolitik, men søger at opsamle erfaringer til brug for videre arbejde. Samlingen vil måske provokere nogle, hvor andre vil tænke tilbage og skamme sig. Andre igen - især til højre - vil måske glæde sig ved at læse om det, fordi de dermed kan affeje den internationale solidaritet som udemokratisk diktatur-romantik.

Og fra venstre vil nogle sikkert kritisere, at der slet ikke var tale om solidaritet med det globale syd, men bare løst plukket inspiration, som man kunne bruge til at bekræfte eget spejlbillede eller styrke kampen for egne rettigheder i den trygge middelklasse hjemme i Danmark.

Kvindernes Bogcafé åbnede i 1971 i tilknytning til Københavns første Kvindehus i gaden Åbenrå. Det var en bogcafé efter samme mønster som de større byers øvrige bogcaféer på det tidspunkt, men med den forskel, at den ikke var åben for mænd. Bogcaféerne kan siges at være et for studenteroprøret typisk fænomen, som adskiller denne politiske kultur fra andre perioders politiske kultur på venstrefløjen.

Kvindernes Bogcafé blev drevet af en aktivistgruppe og var fra starten interesseret i verden udenfor Danmark. Gruppen indsamlede og præsenterede materialer fra ind- og udland, og havde en oversættergruppe. Nogle af de første materialer i caféen var sendt fra kvindebogcaféen i Lund. Med tiden kom Kvindernes Bogcafé også til at distribuere kvindepolitiske materialer til andre bogcaféer og til kvindegrupper rundt om i Danmark.

Bogcafeer – bevægelsernes vinduer til den større verden

Bogcaféerne i Danmark var generelt mødesteder, refleksionsrum og udadvendte platforme, hvor folk, der ikke nødvendigvis var organiserede, kunne stifte bekendtskab med bevægelserne og tankerne i dem. Et forsøg på at skabe en alternativ litterær offentlighed, i en del tilfælde med afsæt i de fagkritiske miljøer på universiteterne eller i politiske smågrupper på venstrefløjen til venstre for Socialdemokratiet.

Mange bogcafeer havde det til fælles, at de havde en flad struktur. På en del af arbejderbevægelsens traditionelle litteraturplatforme var der kun blevet formidlet litteratur fra et enkelt partis eller med en enkelt organisations politiske linje, men sådan var det ikke her. Bogcaféerne krævede heller ikke medlemskab, som eksempelvis fagbevægelsens læsestuer ellers gjorde i perioden, før de danske folkebiblioteker blev en realitet fra 1920 og frem. Bogcafeerne var i 1970’erne og et stykke ind i 1980’erne bevægelsernes vinduer til den større verden, hvor man mere eller mindre uforpligtende kunne droppe forbi og snuse.

Ofte var café–passerne dem, der bestemte over hvad der skulle foregå i cafeen og hvilke materialer der skulle stå på hylderne, ligesom de gjorde rent, lavede regnskaber, bryggede kaffe, modtog nye manuskripter, udvalgte bøger og pamfletter til tryk, læste korrektur og producerede tryksager. Idealet var mange steder, at alle led i redaktion, produktion og salg skulle kunne varetages af alle.

Kvindehusets Bogcafe var bibliotek, bogbutik, mødested, forlag og vidensformidlere for en bevægelse. Af samme årsag er den overleverede bogstamme interessant at kigge nærmere på. Den siger noget om, hvilke tanker og idéer, der påvirkede bevægelsen. Og den siger noget om, hvordan bevægelsen ideologisk adskilte sig fra og hang sammen med andre bevægelser i tiden. At studerende fyldte en god del i bogcaféen er tydeligt, når man kigger på deres allerførste udgivelse: “Kvinder i revolutionen : hvad vi har lært af Sovjet og Kina”, oversat fra amerikansk og udgivet i samarbejde med Studenterrådet ved Københavns Universitet.

Rejsen til Kina

En stor del af de Kina-orienterede titler i samlingen bygger på analyser skrevet på grundlag af egne erfaringer fra rejser i Kina, kombineret med læsning af statslige udgivelser fra Kina.

Feminismen i den vestlige verden slutningen af 1960’erne og et godt stykke op i 1970’erne adskiller sig fra senere mainstream-feminisme ved, at der i kraft af sammenhængen med ungdomsoprøret også var en stor interesse for mere radikale samfundsforandringer end blot formel ligestilling og lige løn for lige arbejde.

Dermed var det også naturligt at kigge i retning af lande, som havde gennemløbet revolutioner, for at se, hvordan det var gået kvinderne i de lande. Samtidig var der øget interesse for solidaritet med nationale anti-koloniale kampe og med fattigere dele af verden.

Førstnævnte ses især i Kvindehusets samling i materialer fra og om Kina og Sovjet, men også enkelte om Cuba. Sidstnævnte er især tydelig i den relativt store mængde materialer om kvinder i det globale syd.

Kina var i 1970’erne i gang med at revolutionere deres samfund og derfor kunne nogle bud på praktiske tiltag til bedre vilkår for kvinder i andre samfundsformationer end det danske studeres ved at studere udviklingen i landet.

Kinas kommunistiske revolution fandt sted i slutningen af 1940’erne og i forbindelse med udviklingen af det nye kommunistiske samfund afprøvede kommunistpartiet forskellige politikker i forhold til magtstrukturer, roller, økonomiske forhold og arbejdsfordeling mellem kønnene.

Fra 1966 og frem til Maos død i 1976 fandt den såkaldte “kulturrevolution” sted, hvis formål blandt andet var et opgør med gamle traditioner. Det var i kulturrevolutionens periode, at kvindebevægelsen i den vestlige verden var særligt interesseret i Kina, selvom enkelte af de bøger, som findes i samlingen, er skrevet kort efter. Og selvom europæiske kommunistpartier har vist interesse for Kina siden 1920’erne, hvor Mongoliet blev kommunistisk.

Det er et faktum, at interessen i Kvindehuset var så stærk, at en hel gruppe fra huset drog til Kina i 1974, for at undersøge landet. Det dokumenterer filmen “Kinas kvinder bærer den halve himmel”, færdig-produceret på Filmværkstedet i 1976. Kortfilmen kan stadig ses af alle i videoteket i Cinemateket i København. Filmen dokumenterer blandt andet, hvordan læsningen af materialerne fra bogcaféen formede forståelsen af, hvad der blev oplevet på rejsen. Ingen af titlerne citeres i filmen, men det er tydeligt, at Broyelles bog har hørt til blandt inspirationskilderne.

Dele af filmens voiceover er nærmest direkte citater fra samlingens mere maoistisk orienterede bøger om Kina. De rejsende forklarer, at de drog til Kina, fordi en fjerdedel af verdens befolkning levede i Kina og dermed en ottendedel af verdens kvinder. Derfor var Kina vigtig at beskæftige sig med. I slutningen af filmen konkluderer de rejsende, at kvinder i Kina stadig ikke var fuldt ligestillede.

Deres forklaringsgrundlag bærer præg af, at filmen var optaget under kulturrevolutionen. De hævder nemlig, at årsagen til den manglende ligestilling var, at man stadig ikke havde fået gjort helt op med de gamle traditioner. At det eventuelt kunne være kommunistpartiets strategier eller politik, den kunne være gal med, nævnes karakteristisk nok ikke.

Propaganda, tegneserier og kritisk refleksion

Samlingen om Kina fordeler sig mellem politiske perspektiver og praktisk anvendelighed.

En lille håndfuld er kinesiske propaganda fra det kinesiske statsforlag Foreign Languages Press i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. De fordeler sig på nogle tegneserier og en enkelt bog om den “nye kvinde” i det “nye Kina”: New women in New China (Foreign Languages Press, 1972) og “Little sisters of the grassland” ​​ (Foreign Languages Press, 1973). “Pigen fra folkekommunen” (Demos, 1977) og “Det røde kvindekompagni” (Demos, 1975) er begge bearbejdede og oversatte udgaver af tegneserier, som oprindeligt blev udgivet af Foreign Languages Press.

En anden kategori består af mere kritisk reflekterende politiske bøger, skrevet af unge vestlige feminister i begyndelsen af 1970’erne, på baggrund af personlige politiske ståsteder. Women in China (Pathfinder, 1975) af Katie Curtin står på hylden. Pathfinder var det amerikanske Socialist Workers Party forlag. “Halve himmelen : kvinnefrigjøring i Kina” (Pax, 1975) af Claudie Broyelle og samme værk på dansk “Halvdelen af himlen : kvindebevægelse i Kina” (Tiderne Skifter, 1975) var egentlig udgivet på brede venstrefløjsforlag, men forfatteren var, da bogen blev til, medlem af en af de mange franske maoistiske smågrupper og havde som mange andre forfattere i stakken, lige været på tur til Kina for at researche til sin bog.

En tredje kategori indeholder værker, der analyserer den historiske udvikling for kvinder i Kina på baggrund af et mindre eksplicit politisk involveret grundlag: “Woman-work : women and the party in revolutionary China” (Clarendon Press, 1976) af historikeren Delia Davin er den måske mest akademiske af dem, udgivet på et forlag under Oxford University Press. Men det bør nævnes, at Davin også var oversætter for Foreign Languages Press i denne periode. Frihed, lighed - dobbeltarbejde : en bog om kvinder i Kina (GMT, 1977) skrevet af Klara Flod som er et pseudonym for en gruppe unge studerende, der ikke skrev for et bestemt parti.

Endelig er der “Kvindepolitik og klassekamp : det kinesiske kommunistpartis kvindepolitik 1921-1946” (1974) af Ebbe Lauridsen udgivet på det røde højskoleforlag Store Restrup. Her er blot tale om en tør historisk gennemgang uden refleksion i forhold til resten af verden eller feminisme, men bogen er interessant på grund af sin folkloristiske revolutionsromantiske indpakning. Jeg har ikke haft mulighed for at undersøge Lauridsens politiske tilknytning.

“Kvinna i Kina” (LT, 1973) af den svenske historiker og udenrigskorrespondent Monica Braw er en mere blandet bog, Interviews og reportager mixes med oversættelser fra Foreign Languages Press og gamle svenske artikler om kvinders rettigheder i en grad, så bogen nærmest kan kaldes kalejdoskopisk. Hendes formål med rejsen var at finde ud af, hvordan kvinder i Kina egentlig havde det og om de selv oplevede at deres situation var forandret, ikke at hente inspiration til bevægelsesarbejde.

En fjerde kategori er de mindre historisk orienterede, mere inspirationssøgende værker, skrevet ud fra devisen: Hvad kan vi lære?, men uden et klart politisk ståsted hos forfatteren. I denne kategori vil jeg placere “Kvinder i revolutionen : hvad vi har lært af Sovjet og Kina” af Janet Weitzner Salaff og Judith Merkle. Det er en oversættelse af en amerikansk artikel, som udkom første gang i 1970, i The Berkeley Journal of Sociology, vol. 15 under titlen “Women and revolution : the lessons of the Soviet Union and China”. Artiklen er udgivet som særtryk på dansk, men ukommenteret og uden forord. Den var kritisk overfor kvindernes situation i såvel Kina som Sovjet.

De to andre bøger i denne kategori er blevet til på baggrund af Kina-rejser. Den måske mest begejstrede er “Opdragelse i Kina” (Gyldendal, 1974), skrevet af den amerikanske sociolog Ruth Sidel. Som titlen antyder, handler rejsen specifikt om at finde inspiration til børneopdragelse, og udvikling af relationer mellem børn og voksne, også af hensyn til kvindernes frigørelse. Endelig er der “Kan vi lære av kineserne?” (Gyldendal, 1975) af Johan Galtung og den medrejsende oversætter Fumiko Nishimura. De var begge ansat ved Norges institut for fredsforskning,PRIO, ​​ da bogen blev til som en del af forskningsprojektet Trends in Western Civilization. Det var et såkaldt “kontraststudie”, hvis formål var at blive klogere på den vestlige civilisation ved at studere andre civilisationer. Men de er ikke ude i et feministisk ærinde. Kvinders forhold har ikke deres særlige interesse.

De militante kinesere

En femte kategori skiller sig markant ud, idet de politiske idéer i den ligger længere væk fra 1970’ernes bredt funderede Rødstrømpebevægelse. De er alle meget fokuserede på væbnet kamp.

En af disse er “Kinhua, Frauenbefreiung in China” (Roter Stern, 1971). Det er en lille tryksag på i alt 69 sider og består af to uddrag, som samlet udgør helt centrale referencer for en stor del af Kina-bøgerne i Kvindehusets samling, uanset om de er mere eller mindre militante. På forsiden er en kinesisk kvinde i en kampsport positur.

Det ene er et uddrag fra bogen “Fanshen: A documentary of revolution in a Chinese village” af den amerikanske politolog William Hinton (Monthly Review Press, New York, 1966). Han arbejdede med landboreformer for det kinesiske kommunistpart efter at have forladt en stilling som FN-ansat traktortekniker og underviser i moderne landbrugsmetoder i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne. Efter hjemkomsten til USA skrev han sine erfaringer. Det handler om de metoder, som den røde hær brugte for at omvende mænd fra at slå og undertrykke kvinder, fra ren hævn med tæsk som modydelse for tæsk og til personlig kritik med forventninger om undskyldninger. Fanshen kan løst oversættes til “omvendelse”. Bogen endte i mainstream og blev i 1972 udgivet på Penguin.

Det andet er et uddrag fra udenrigskorrespondenten Jack Beldens “China shakes the world”. Oprindeligt havde bogen, som blev skrevet i Kina under revolutionen, henligget ubemærket siden udgivelsen i 1949. Uddraget fra “China shakes the world” er et kapitel, der blev udgivet selvstændigt af det antiimperialistiske forlag Monthly Review Press i 1969 under titlen “Gold Flower’s Story”. Det er en dokumentarisk beretning om kvinden Kinhua (direkte oversat “Guldblomst”), som var fanget i et arrangeret ægteskab med en mand, der mishandlede hende. Under den kinesiske revolution deltog hun i kvinders selvorganisering med støtte fra den røde hær. Kvinderne vendte sig mod hendes mand og hans familie på militant vis og fik til sidst fordrevet manden fra landsbyen.

Begge uddrag viser nogle af de mere militante sider af inspirationen til kvindebevægelsen i 1970’erne. Desuden indeholder Kinhua fra Roter Stern et efterord fra forlaget fra 1971, hvor de slår fast, at de mener, der er paralleller mellem Kina under revolutionen og undertrykkelse af feudalisme og den japanske hær på den ene side, og undertrykkelsen i den vestlige verden af staten og kapitalismen. I begge tilfælde kan befrielsen af kvinder kun ske ved hjælp af den røde hær. Så hårdt stilles det op,

Hvilken “Rote Armee” der skal gøres brug af mod staten og kapitalen, fremgår ikke af efterordet, men det står fast, at samme forlag var tæt knyttet til væbnede byguerilla-grupper i Vesttyskland på tidspunktet for og især umiddelbart efter udgivelsen.

Til ovenstående skal straks nævnes, at selvom mange af de nævnte bøger bruger både Belden og Hinton, er der ingen af dem, der opfordrer til deltagelse i terror eller lignende. Men to øvrige værker i samlingen insisterer på kvindernes deltagelse i militæret som værende udslagsgivende for, at kvinder i Kina, ifølge disse, opnåede øget frigørelse.

Det drejer sig om to udgivelser i tidsskriftet “Far East Reporter”, hvis redaktør var Maud Russell, en tidligere missionær for KFUK i Kina i perioden 1917 til 1933, som siden 1940’erne og frem til sin død i gennem forskellige organisationer i USA var fortaler for et venskabeligt forhold til Kina frem til sin død i 1989. “Far East Reporter” blev distribueret fra New York.

Den ene er Maud Russells egen “Chinese women liberated” (1974), der som mange af de øvrige titler i samlingen, opsummerer nogle af de fremskridt, som fandt sted for kvinder i forbindelse med den kinesiske revolution, men allerede i det indledende kapitel i det indledende kapitel slår hun fast, at det var kinesiske kvinders deltagelse i den væbnede revolution, der gav dem respekt og ligestilling.

Den anden er “The ongoing revolution in women's liberation in the People's Republic of China” af Phyllis Andors (1977). Her kritiseres perioder af den kinesiske revolutions kvindepolitik, men også hun fremhæver, at den positive forskel for kvinderne blev gjort gennem kvindernes deltagelse i den væbnede kamp.

Andors var en generation yngre end Russell og oprindeligt fra 1960’erne tilknyttet Caucus of Concerned Asian Scholars, der udgav Bulletin of Concerned Asian Scholars fra 1968 og frem. Et miljø og et tidsskrift, der lå i forlængelse af den amerikanske Vietnam-bevægelse og hvis faglige indhold var en pendant til den danske fagkritik. Tidsskriftet var dog så seriøst, at det fortsat eksisterer som peer reviewed tidsskrift, blot under en ny titel: Critical Asian Studies.

De politiske idéer fra Kina

Opsummeret berører de alle forskellige sider af kvindekampen, hvor nogle har været mere indflydelsesrige end andre.

De mest afvigende fra Rødstrømpebevægelsen, som de fleste husker tænker på den i dag, ​​ er som nævnt dem, der er meget fokuseret på deltagelse i militæret eller en militsgruppe. Deltagelse i fredsbevægelser var langt mere fremherskende i miljøerne omkring 1970’ernes kvindebevægelser, også dem, der lå langt til venstre for midten. Men der er også et andet område, hvor nogle af de maoistiske bøger afviger meget, og det er i vurderingen af betydningen af seksualitet. Det sidste vender jeg tilbage til. ​​ 

De områder, hvor man til gengæld kan se en større langtrækkende betydning eller i det mindste samspil med væsentlige strømninger i den periode, hvor materialerne blev udgivet, er: Fokus på kvinders selvorganisering, fokus på metoder til selvforsvar, fra kampsport og til offentliggørelse af undertrykkelses-erfaringer fra hjemmefronten eller med overordnede, opvurdering af praksislæring, i nogle tilfælde ligefrem learning by doing og akademikeres læring fra arbejdere, fokus på egne erfaringer frem for teoretisk viden, opvurdering af subsistensøkonomi, dvs. en økonomi uden profit og fokus på kollektivisering af børneopdragelse. Desuden er der et par tidstypiske litterære genrer, som var i brug: Tegneserien som læringsmedie og den såkaldte “rapport-genre” - en fagbogs-genre, der bygger på rundspørger i befolkningsgrupper, som normalt ikke har en stemme. ​​ 

Kartoteket rummer ingen oplysninger om, hvem der har bragt de enkelte titler til huset og samlingen er så mangfoldig, at det let kan konkluderes, at bogcaféens udvalg ikke har været styret af en maoistisk gruppe af K-gruppe/ML-gruppe-typen. I danske mere rendyrkede maoistiske organisationer fandtes dengang enkelte kvindegrupper, heraf Kvindefronten i DKP-ML, som måske var den mest kendte og aktivistiske. Men overleveringen fra Kvindehusets Bogcafe er præget af en frit plukkende “anarkistisk” tilgang til ideer fra Kina.

Kvindegrupper fra danske maoistiske organisationer er således ikke direkte repræsenteret i samlingen med egne udgivelser, selvom de udgav både pjecer og blade. Det bør dog nævnes, at der kan spores enkelte direkte tråde til DKP-ML i samlingen, for eksempel et kvinde-nummer af en pjece-serie fra Venskabsforeningen Danmark-Albanien. Den er dermed udgivet efter at DKP-ML brød med Kina og valgte Albanien som foregangsland i stedet.

Samlingen har til gengæld kinesisk propaganda, enten udgivet på engelsk af Foreign Languages Press eller oversat og udgivet af danske forlag. Tegneserier og en enkelt børnebog udgør sammen med få andre titler kernen i den pro-maoistiske propaganda, som man også finder i biblioteket. Man kan betragte disse bøger og småtryk som kilder til viden om, hvordan den kinesiske regering ønskede at præsentere sig for unge i den vestlige verden i perioden. Men man kan ikke konkludere noget om, hvordan de er blevet brugt i Kvindehuset.

De historisk reflekterende værker

Det kinesiske kommunistparti skiftede kurs i kønspolitikken mange gange i løbet af Kinas revolution.

I samlingens lille bunke bøger om ligestillingspolitikkens historie i Kina finder man de mange kursskifter forskelligt repræsenteret. Hvor nogle beskriver udviklingen som entydigt positiv, eksempelvis Ebbe Lauridsen med hans fokus på den tidlige overgang fra feudalsamfundet, er andre mere nuancerede og kritiske, herunder eksempelvis “Kvinder i revolutionen : hvad vi har lært af Sovjet og Kina” og “Frihed, lighed - dobbeltarbejde : en bog om kvinder i Kina” Udviklingen beskrives som mere sammensat og ikke med et problematisk slutresultat, hvor kvinder var dårligt repræsenteret politisk, havde fået dobbeltarbejde ude og hjemme, og måtte leve med en statsstyret seksualitet, hvis formål var kontrolleret reproduktion. ​​ 

“Frihed, lighed - dobbeltarbejde : en bog om kvinder i Kina” blev udgivet i 1977 efter kulturrevolutionen var afblæst og retssagen mod den såkaldte “firebande” var indledt. Den giver et vist overblik over, hvordan den kinesiske kønspolitik ændrede sig over tid. De tre forudsætninger for kvinders ligestilling i Kina var ifølge denne bog kvinders deltagelse i produktionen, kvinders deltagelse i det politiske liv og kvinders frigørelse fra en del af det huslige arbejde. Hvor megen vægt, der blev lagt på hvert indsatsområde ændrede sig gennem perioden fra starten på den kinesiske revolution og frem til 1977. Før kulturrevolutionen lå hovedvægten på kvinders deltagelse i produktionen, men med periodiske kortvarige afstikkere til de andre områder. Efter 1966 kom der øget fokus på dels aflastning fra huslige pligter og dels mere engagement i det politiske liv.

At en stor del af den vestlige kvindebevægelse tog afstand fra Kina efter kulturrevolutionen, afspejler sig i denne tekst i den vurdering af situationen i 1977, at den kinesiske regering var holdt med at fokusere på alle tidligere spørgsmål om kvinders ligestilling, og i stedet var gået over til at mene, at kvinders ligestilling ville komme automatisk med øget mekanisering af produktionen (!)

En lignende bearbejdning tegner sig i Katie Curtins Women in China udgivet i perioden 1974 til 1975 på det amerikanske trotskistiske forlag Pathfinder. Hun bruger blandt andet Merkles og Salaffs gamle tekst, som Kvindehuset fik oversat i begyndelsen af årtiet. Hun skildrer de meget forskellige ligestillingspolitikker i faserne i den kinesiske revolution, men vurderer dem ud fra nogle klare idealer om kvindefrigørelse, som ikke matcher de maoistiske.

Ifølge hende findes en patriarkalsk hierarkisk og autoritær samfundsorden, som er stærkere end de gamle normer og den feudale samfundsorden, som den maoistiske revolution ifølge maoisterne selv brød med. Hvad forestillingen om et universelt patriarkat angår matcher hun i højere grad de radikale feminister, men med den vigtige tilføjelse, at hun også har kraftigt fokus på klassespørgsmål. Hendes agenda er at vise, at hendes eget politiske ståsted er bedre end det maoistiske og derfor leder hun ikke efter inspirerende elementer i den kinesiske praksis.

En mere akademisk bearbejdning af kvindebevægelse er Delia Davins “Women and the party in revolutionary China” fra 1977 udgivet på forskningsforlaget Clarendon Press. Davin synliggør Maos tese om undertrykkelsen af mænd i sammenligning med kvinder. Hans fokus var for mænds vedkommende tre autoritetssystemer: religiøs autoritet, politisk autoritet og klan autoritet. For kvinders vedkommende blev tilføjet et fjerde system: ægtemandens autoritet. Så den maoistiske version af undertrykkelse så lidt anderledes ud end den typiske rødstrømpeversion - hvor hverken den religiøse autoritet eller klan-autoriteten var i særlig fokus.

Hun koncentrerer sig ligesom andre om de forskellige politikker mod kvindeundertrykkelse, i forskellige faser og fra forskellige aktører i løbet af den kinesiske revolution. Hendes hovedfokus er 1950’erne. Interessant nok hævdede hun i 1977, at det kinesiske kommunistparti fortsat ikke påstod, at ligestillingen af kvinder og mænd var fuldbragt. Det brugte hun som argument for, at der fortsat var ligestillingsarbejde i gang på det tidspunkt. Men de kinesiske propagandamaterialer, som Kvindehuset også har i samlingen, viser faktisk, at partiet havde erklæret kvinderne ligestillede allerede i 1970.

Samlet set skabte de mere historisk orienterede bøger et rum for refleksion over forskellige ligestillingspolitikker, som kunne bruges af kvindebevægelsen. I nogle tilfælde for at bekræfte ens egen bedre politik. I andre tilfælde for at finde inspiration og studere effekter af mere eller mindre statsstyret ligestilling. Det hele dog med det nærmest selvindlysende benspænd, at muligheden for at studere Kina uden statsligt kinesiske filter, ikke eksisterede. Og med distancering fra kinesiske kvinders liv, idet de blev og måske bliver reduceret til ​​ studieobjekter, som etisk udfordring. At Salaff og Merkles kritisk reflekterende artikel om Kinas udvikling var den første bog, som Kvindehuset selv udgav, viser tydeligt, at der lige fra starten var en bevidsthed om, at Kina ikke var løsningen.

Fra bitterheds-sessioner til MeToo og Call Out Culture

Den mest tydelige inspiration fra kulturrevolutionen, som blev anvendt direkte af kvindebevægelsen i 1970’erne, handler om i fuld offentlighed at tale om det, der har været og måske stadig er kritisabelt i ens liv. Også det, der er foregået på hjemmefronten og i privatlivet. Eller som man er blevet udsat for fra en overordnet.

I den kulturrevolutionære kontekst kaldtes det “at tale om bitterhed”. Der går en lige linje til nutidens MeToo. Man kritiserer overfor en mindre eller større offentlighed om den undertrykkelse, man har oplevet. Med formålet at ændre på situationen. Det lyder banalt, men det var i 1970’erne et nybrud indenfor feminismen, at det blev taget op i større fællesskaber eller måske i fuld offentlighed, hvilken undertrykkelse, som den enkelte var blevet udsat for, ikke blot i forhold til en mere abstrakt rettighed, men mere konkret i forhold til bestemte personer og ovenikøbet i nogle tilfælde i ens egen organisation eller i privatlivet.

En af de bøger i samlingen, der beskriver bitterheds-sessionerne under den kinesiske revolution, er "Opdragelse i Kina” fra 1970. Den er skrevet af den amerikanske psykiatriske socialrådgiver Ruth Sidel ovenpå en kinarejse i 1970. At tale om bitterhed havde i den kinesiske variant ikke blot den betydning, at man i en større gruppe kunne dele erfaringer og blive bevidst om en fælles situation.

I den kulturrevolutionære udgave var delingen af erfaringer forbundet med direkte aktion. Man skulle handle på sin viden i fællesskab, i yderste konsekvens ved at tage hævn over for den eller de personer, som var bitterhedens årsag. Formålet med disse møder, hvor man talte om bitterhed, var at organisere landsbyerne, og det var meget effektivt. Det gav selvtillid til dem, der tog mod til og fortalte om undertrykkelsen for en stor forsamling og stimulerede aktivismen. Kvinderne følte sig som forvandlet bagefter og var klar til at organisere andre kvinder for at gøre op med feudalsamfundets gamle hierarkier og autoritære strukturer.

Den store forskel på disse stormøder og så det, der typisk foregik i en basisgruppe i f. eks. USA, var, at ikke bare en kreds af politisk ligesindede i et lukket rum, men hele offentligheden blev inddraget i problemer, der ellers blev regnet for private eller interne. Undertrykkelsen kom ud i det åbne. Det var også for et vestligt blik noget helt nyt og derfor inspirerende. Man kan måske sige, at både MeToo og den såkaldte “Call out culture” trækker direkte veksler på de metoder, som blev hentet hjem fra Kina her.

Sidels brug af Hinton og Belden er en mild variant. Hos den i Frankrig på daværende tidspunkt organiserede maoist Claudie Broyelle blev “Fanshen” oversat til “den store omvæltning”. Hendes skoleeksempel handler om fysisk vold og trusler. En kvinde fra en lokal kvindeorganisation får i eksemplet prygl af sin mand, fordi hun deltager i den lokale kvindesammenslutnings møder. Det klager kvinden over til sammenslutningens sekretær. Efterfølgende bliver han indkaldt til møde, hvor han arrogant fortæller, hvad han har gjort. Kvinderne slog ham halvt bevidstløs og det fik ham til at love, at han aldrig ville gøre sådan igen.

Mere generelt beskriver Broyelle “den store omvæltning” som forbundet med revolutions-arméens fremrykning, hvor kvinderne dels fik andre kvinder organiseret og dels lavede opsynshold, der holdt øje med hvilke familier, der behandlede kvinderne dårligt. De ansvarlige mænd blev indbudt til møder, hvor de organiserede kvinder konfronterede dem med deres dårlige opførsel, hvorefter mændene blev bedt om at forklare sig offentligt overfor de kvinder, som de havde undertrykt. Hvis de nægtede, blev de slået.

Det er interessant, at netop Broyelles bog bliver regnet for at være den mest indflydelsesrige af de materialer om Kina, der blev distribueret til kvindebevægelsen i 1970’erne. At der er noget om snakken vidner antallet af eksemplarer af bogen i Kvindehusets samling om, men også det faktum, at de har den på flere sprog, og at den lynhurtigt blev oversat til flere sprog efter udgivelsen. I Danmark blev den som nævnt udgivet på det største blandt venstrefløjsforlagene.

For hvordan blev det egentlig læst, bearbejdet og forstået? Metaforisk eller konkret? I nutiden kan man reflektere over, at der i hvert fald var en stærk bevidsthed om, at et offentligt udkald er en militant metode.

Måske blev metoden anskuet som beslægtet med fysisk selvforsvar, men vel at mærke i kollektiv forstand i modsætning til feministisk selvforsvar, hvis formål er at give det enkelte individ mulighed for at forsvare sig selv, når hun er alene. Den beskrives som en metode, der kun er rigtig effektiv, hvis man har en stor organisation eller et helt samfund, der støtter en og er enig i, at det, som man har oplevet, er vold, konkret eller billedlig talt. Altså at “omvendelsen” står mål med undertrykkelse. Og samtidig beskrives det som en metode, der styrker den enkeltes selvtillid og den fælles organisering.

Spørgsmålet er, om det ikke er det samme, man ser i dag, dog ikke med brug af fysisk vold, men dog former for social “vold”, herunder offentlig kritik, afskedigelser og dermed økonomisk tab samt social udelukkelse. Et andet spørgsmål er, hvilken langsigtet effekt den har i et samfund, der netop ikke er i en større social transformationsproces, hvor der ikke i særlig grad tænkes kollektivt eller er stærke organisationer at falde tilbage på.

Hvordan virker offentlige bitterheds-sessioner og omvendelser i et samfund, der ikke er i en revolutionær proces? Nu her mange år efter er et andet interessant spørgsmål, hvordan Hollywood og danske medie-celebrities har forvaltet den arv fra Kina og det nye venstres feminisme, som de ikke anerkender?

Praksislæring og “do it together”

Broyelle var, som mange men absolut ikke alle af de øvrige skribenter, meget begejstret for den “learning by doing” lærings-stil, som under den kinesiske kulturrevolution blev idealiseret og fremhævet i modsætning til mere teoribaserede, akademiske og boglige måder at tilegne sig viden.

Her lægger hun sig helt tæt op ad den ideologi, som man finder i samtidens udgivelser fra Foreign Languages Press, men med den helt centrale forskel, at hun fokuserer på kvindernes selvorganisering uafhængigt af mænds ledelse samt fremhæver anerkendelse af kvinders arbejde, hjemme såvel som ude. Her er hun tydeligt mere bevidst om, hvilke idéer der kunne “sælges” til kvindebevægelsen Europa, end de var på det kinesiske statsforlag, der prøvede at promovere kulturrevolution på Europas og USA’s venstrefløj.

“New women in new China” fra Foreign Languages Press fra 1972 er et eksempel, der står i samlingen. Den kan læses som en vigtig kilde til belysning af forskelle og ligheder mellem den kvindeoprørske venstrefløj i Vesten og den rene maoistiske ideologi i Kina på samme historiske tidspunkt.

I passager kan bogen næsten læses som en opskrift på Tvind-skolernes ideologi med ekstrem selvopofrelse og masser af hårdt arbejde, learning by doing og tydelig mistro til det akademiske. Samt ikke mindst personkult omkring en stærk mandlig leder. Pippi Langstrømpe i den røde garde.

Mænd er i bogen det ubetingede forbillede for kvinder. Hvad kvinder har bedrevet i tidens løb inden Mao er ikke forbillede for nogen.

“Times have changed, and today men and women are equal." " Whatever men comrades can accomplish, women comrades can too.” lyder det igen og igen gennem bogen, i et Mao-citat fremhævet med fed skrift, som så mange af de andre Mao-citater, bogen er gennemsyret af.

Kapitlerne er alle skåret efter to skabeloner.

I en skabelon bærer en kvinde, som er vokset op i det gamle samfund, vidnesbyrd om, hvordan hun ved hjælp af Maos tænkning blev befriet fra slavelignende vilkår eller borgerlig akademisk arrogance, og derfor blev i stand til at hjælpe andre med at få et bedre liv, for eksempel som ledende kadre eller som læge.

Et eksempel på det næsten naive og mytologiske skær, der præger bogen, er kapitlet “The party keeps me young”, hvor en 70-årig kvindelig læge, der ved at have en patient med en 25 kilo tung tumor, lærte at hun stadig ikke havde lært nok om fattige bønder og folk fra den lavere middelklasse. Dette kapitel er også et eksempel på “masselinjen”, hvor akademikere og mere ledende medlemmer af kommunistpartiet blev sendt ud til ​​ “masserne”, dvs. den brede kortuddannede del af befolkningen for at lære af dem med henblik på at lægge en partilinje, der afspejlede befolkningen. “Masselinjen” blev fortolket meget forskelligt på den vestlige venstrefløj, men her er altså den rendyrkede kinesiske variant, som de forekom i den til vesten eksporterede propaganda-litteratur.

Den nævnte læge lyttede til sin patient, som hun var ved at fejlbehandle og tog ved lære af hendes måde at tænke på om hendes egne behov, hendes livserfaringer og klager over ensomhed på enestuen, for bedre at kunne planlægge den korrekte behandling, med operation, kærlige håndtryk og servering af Shantung-pandekager. Kvinden fik fjernet sin tumor og blev totalt helbredt, med tak til Mao. Derefter sendte hun som tak pandekager til lægen hvert nytår. Den ellers meget akademiske læge så dette som den største ære, netop fordi kvinden var fra en lavere socialklasse og var bonde.

I en anden skabelon beskrives en gruppe kvinder, der løser en praktisk konkret arbejdsopgave, typisk noget tungt, smertefuldt, ​​ teknisk svært og i visse tilfælde livsfarligt: Bygning af en bro, luftværnsopertationer, reparation af et læk oliefyr i frostvejr, opsætning af el-kabler i master osv. Alt sammen helt fra grunden og som regel under meget primitive forhold.

Kvinderne lærer, inspireret af Mao-citater og ved at følge masselinjen, at overvinde alle forhindringer og kurere selv de mest umulige sygdomme, med stor smerte og selvopofrelse. Det lykkes dels ved at studere Maos Tsetungs skrifter, dels gennem learning by doing. Der er ingen akademisk teori. Deres bedrifter er nærmest overnaturlige, eventyrlige og iscenesættes i et mytologiske skær med Mao som en næsten gudelignende skikkelse.

Interessen for den kinesiske kvindepolitik forsvandt i løbet af 1970’erne. En grund var en generel afmatning i den vestlige venstrefløjs interesse for landet, som havde en mangfoldighed af årsager, som det fører for vidt at komme ind på her. Men en central grund for kvindebevægelsen har helt sikkert været, at det i stigende grad kom frem, hvordan det kinesiske kommunistparti i stigende grad havde afvist tidligere progressive tiltag eller simpelthen havde valgt at lade ligestillingen gå i stå.

Det private var eksempelvis IKKE det politiske i den maoistiske optik, som den blev skildret i i “New women in new China”. De kvinder, som deltager i arbejdet, er organiseret i “8. marts komiteer". 8. marts er forvandlet til en kamp for at bygge det revolutionære samfund op med ny infrastruktur og nye fabrikker.

I en sidebemærkning bør det her nævnes, at på den måde er “New women in new China” også et fantastisk eksempel på den slingrekurs i ligestillingspolitikken, som det kinesiske kommunistparti var ude på i perioden fra revolutionen i 1940’erne, og frem til og med kulturrevolutionens for omverdenen synlige afslutning i forbindelse med Maos død i 1976. Hvor Belden og Hinton kunne berette om offentliggørelse af problemer på hjemmefronten i 1940’erne, var udfordringer derhjemme pludselig i 1970’erne blevet en privatsag.

Lær af arbejderne, lær af folket, lær af kvinderne

Broyelle fremhæver opgøret med det skarpe skel mellem håndens og åndens arbejde, ​​ som hun så i Kina som en stor fordel for kvinder, idet kvinder traditionelt fortrinsvis har udført ​​ manuelt arbejde og ikke er blevet lyttet til som tænkende og vidende mennesker. Hun nævner forskellige praksisser, herunder kombinerede arbejdsdage og studiedage på arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, samt samarbejdet mellem intellektuelle og arbejdere, hvor de intellektuelle bliver bedt om at lytte til arbejderne.

Men hun nævner også skydeundervisning og fabriksarbejde til børn, som eksempler på progressive praksisser, der bygger børnene og samfundet op, og samtidig sikrer, at børnene bliver mindre afhængige af kvinderne og dermed øger kvindefrigørelsen. Det er her vigtigt at fremhæve at til trods for, at praksisnær undervisning, kollektivisering af børneopdragelsen og socialisering af de opgaver, som lå i hjemmet i den vestlige verden i starten af 1970’erne også bliver fremhævet i et positivt lys i andre værker i denne samling, er skydevåben til børn og børn på fabrik dog en undtagelse, som kun nævnes af Broyelle. Selv i kinesernes egne propaganda-materialer fra Foreign Languages Press nævnes det ikke med et ord. At Broyelles fremhævelse er en undtagelse, er ikke ensbetydende med, at det ikke fandt sted eller at andre i princippet ikke kunne have diskuteret det.

En meget stor del af “Halvdelen af himlen” består af utallige eksempler på, hvordan skellene mellem hånd og ånd, teori og praksis, barn og voksen, kvindearbejde og mandearbejde, og arbejdere og akademikere bliver brudt ned i praksis. Dette var en del af den såkaldte masselinje, som antog mange former og havde relativt stor indflydelse på den yngre venstrefløj udenfor Kina i samtiden. Man kan ikke blot finde spor af dette i feminismen i Rødstrømpebevægelsen, men også i eksempelvis Tvind-ideologien, hvor praksis og det at gå ud og lære af folk i verden blev sat højere end teoretisk skoling.

Sporene i feminismen kan ses i eksempelvis brugen af alternativ medicin og afvisningen af mandlige lægers autoritet over kvinders kroppe, hvor kvinders erfaring vejer tungere. I Kvindehusets samling finder man en stor bunke bøger og blade, der handler om netop alternativ sundhed og selvhjælp. Det er naturligvis ikke blot med inspiration fra Kina, men opvurdering af patientens egne følelser og erfaringer, og nedvurdering af lægens dom som et element i det generelle antiautoritære opgør, har fundet indflydelse her.

Selv konfliktforskerne Galtung og Nishimura, der ikke kan siges at være feministisk inspireret, fremhæver i “Kan vi lære av kineserne?” såvel den alternative medicin, mere præcist i det tilfælde akupunktur, som den erfaringsbaserede tilgang til viden om sygdom. De to rejsende opstiller modsætningsparrene horisontalitet/kollektivisme/populisme overfor vertikalitet/individualisme/professionalisme. Hvor de sidstnævnte er den vestlige verden, men også dele af det statslige område i Kina, og de førstnævnte er det fortrinsvis landlige Kina, som Galtung og Nishimura mener, at den vestlige verden kan lære af. Filosofien er, at viden opstår i kraft af kollektivt udvekslet erfaring, ikke gennem læsning af teori.

På mange måder ligner “Halvdelen af himlen” andre skildringer af vestlige Kina-rejsende og Kina-begejstrede i perioden. Der er i lighed hermed fokus på, hvordan kvinders engagement i produktionen og i den politiske samfundsudvikling er forudsætningen for egentlig ligestilling. Formelle rettigheder er ikke nok.

Broyelle kritiserer den franske kvindebevægelse for at være ensidigt fokuseret på den umiddelbare erfaring af undertrykkelse i hjemmet, idet de kun har blik for relationen til mændene, som de sætter denne undertrykkelses-erfaring op imod, som noget unikt kun kvinder kan sætte sig ind i. På baggrund af de kinesiske anekdoter fremfører hun, at det først er, når man har været ude i produktionen, at man virkelig erfarer og kan reflektere over den undertrykkelse.

Lidt som Galtung udfordrer hun en politik, som baserer sig på den umiddelbare erfaring, og som kan være et udkomme af “the personal is political”, der ligger i såvel i 70’ernes radikale feminisme, som i nutidens krav fra minoriteter om, at man kun kan have en mening om deres situation og rigtigt forstå dem, hvis man baserer sin forståelse på egen levet erfaring som minoriseret person.

Folket taler og en ny litterær genre opstår

Der voksede også en særlig litterær genre ud af arbejdet med at lære af folket. Broyelle fremhæver de rundspørger og undersøgelser, som arbejderne og skolebørnene jævnligt lavede ved at gå ud og undersøge forskellige befolkningsgruppers vilkår og praksis, og lære af dette, både med henblik på skoling og med henblik på at analysere de indsamlede erfaringer og sætte dem forhold til massernes erfaringer for at forbedre samfundet.

På fransk og engelsk kaldes denne særlige genre en “enquete” og som vandt stor udbredelse på især den franske del af venstrefløjen i slutningen af 1960’erne og 1970’erne. Selvom metoden og grundidéen tydeligt stammer fra maoistiske miljøer, er den sjældent blevet betragtet som sådan.

I Kvindehusets bibliotek finder man eksempelvis bøgerne “Kvinder på fabrik” fra 1971 og “Kvinder på fabrik 2 : 6 år efter”, som netop er blevet til på grundlag af universitetsstuderende rødstrømpe-kvinders rundspørge blandt kvindelige fabriksarbejdere. Det er karakteristisk for enqueten, at man ikke fjerner negative ytringer, men skriver direkte af fra det sagte og inkluderer alt, uanset om det er politisk opportunt eller ej; kritik af fagbevægelsen, ros af ledelsen, beretninger om svigt af egne børn og brok over kolleger kommer også med. Fabriks-enqueten udkom på mainstreamforlaget Hans Reitzel.

Det bør tilføjes, at rapportgenrens tidsbegrænsede gennemslagskraft og særlige karakter kan hænge tæt sammen med den teknologiske udvikling. I 1960’erne blev kassettebåndet opfundet, hvilket med tiden gjorde det nemt og billigt for ikke blot rejsende antropologer og etnologer at optage lyd, men også for enhver studerende, som tog ud for at opdage verden. Sidenhen blev kassettebåndet erstattet af andre teknologier til dokumentation og dermed er genren måske næsten glemt i dag. Men i 1960’erne og 70’erne var den stærk som vidnesbyrd.

Rapport-genren havde i de nordiske lande mest succes i Sverige i 1960’erne og 1970’erne. Den blev allerede beskrevet i afhandlingen “Jan Myrdal og Sara Lidman : rapportgenren i svensk 60-tals litteratur” af Marianne Thygesen. Rapport-genren lignede enqueten i sin tilgang med transskriptioner fra indsamlede optagelser af almindelige menneskers, ofte sørgelige, hverdagserfaringer, men kunne indeholde mere kunstneriske greb som mere skønlitterært prægede og metafor-prægede miljøbeskrivelser, for eksempel hos Sara Lidman, senere mere kendt for sine romaner, men dengang solidt placeret i Vietnam-bevægelsen. Hendes rapport-bog “Samtaler i Hanoi” fra 1966 gav hende stjernestatus i bevægelsen og hun lykkedes med at blive inviteret til tv-debat med Per Hækkerup som repræsentant for bevægelsen. Myrdals bog bar karakteristisk nok titlen: “Rapport fra kinesisk by”. Disse bøger er ikke repræsenteret i genren. Det er Lidmanns mere rendyrkede skønlitteratur til gengæld.

Et eksempel på rapport-genren i samlingen er Carin Mannheimers “Rapport om kvinnor” (1969), som består af interviews med svenske arbejderkvinder, der drømmer om at blive hjemmegående, men ikke har råd. Selv i den mere socialdemokratiske lejr, hvor Mannheimer befandt sig, kunne enqueten altså bruges som bevis på, at man lyttede til kvinders egne levede erfaringer. Også denne titel blev udgivet på et mainstream-forlag.

Selvorganisering

Kvinders egen organisering af alt, lige fra nye virksomheder og til kollektiv børnepasning fremhæves af mange forfattere. I propagandaudgivelsen “New women in new China” blev selvorganisering fremhævet i skabelonen, hvor kvinder selv ordner alt fra højspændingsledninger til dæmningsbyggeri. Vel at mærke inspireret af Mao-citater.

I Broyelles tolkning af kvindekampen i Kina før og under Mao minder den mest om en kamp for mere autonome varianter af socialistisk og anarkistisk feminisme end decideret maoistiske. Men hun skriver tydeligt med ført pen, for hendes fremhævelse af selvorganisering under kulturrevolutionen er skrevet op imod en kinesisk leder, Lin Biaou, som Mao ønskede at gøre op med i den periode. Han stod for en planlagt produktion og økonomi.

Broyelles anekdoter handler om kampen mod profitjagt og produktionsnormer, og for kvinders selvorganisering og produktion for lokalområders umiddelbare behov, med små gadefabrikker, kvindestyrede lokalkomiteer, og helhedsintegration af børnehaver og restauranter i produktionsvirksomheder.

I lighed med flere andre forfattere i samlingen beskriver hun, hvordan Kinas kommunistparti skiftede kvindepolitik af flere omgange, hvor kvinderne i perioden inden kulturrevolutionen blev sendt ud af arbejdsmarkedet og hjem til husholdningen, idet der blev fokuseret på produktivitet og overskud. I hendes optik var kulturrevolutionen et opgør med dette og et fornyet fokus på produktion for de lokale behov, på baggrund af kvinders eget initiativ og selvbestemmelse.

Broyelle placerer sig derved et tredje sted i forhold til mange af hendes samtids feminister.

På den ene side tager hun også afstand fra Sovjetunionens store planlagte samfundsproduktion for overskud og distribution over et større område. Men hendes position stikker ikke helt af fra samtidens feministiske positioner i USA og Europa, som siden er blevet genoptaget. Forskellen er, at de andre ikke nævner Kina.

På den anden side står de samtidige økofeministers kritik af det produktive arbejdet i det kapitalistiske samfund og deres positive fokus på subsistensøkonomi, hvor man kun skaber noget for at tilfredsstille de umiddelbare behov, herunder kvinders traditionelle profit-frie arbejde i og omkring hjemmet. Men Broyelle er åbenlyst helt ligeglad med økologi og hun er meget begejstret for fabriksproduktion.

I en subsistensøkonomi ophobes ikke profit, men heller ikke noget større forråd til trange tider, og der er ikke nogen større helhedstænkning udover eget nærområde i forhold til behov og redistribution af goder. Men i modsætning til Galtung påpeger Broyelle ikke, at i lighed med nedvurderingen af teori og opvurderingen af levet erfaring, kan den tilgang være et problem, hvis man vil ændre på større dele af samfundet end bare ens egne nærmeste omgivelser og lokalområder.

Den amerikanske psykiatriske socialrådgiver Ruth Sidel skrev i 1972 efter en kinarejse i 1970 bogen “Opdragelse i Kina”, hvori hun stillede skarpt på børnenes forhold under kulturrevolutionen. Formålet med rejsen var at se, om man i USA kunne lære af Kina. Hun fremhæver nogle elementer i den kinesiske børne- og kvindepolitik, som efter hendes mening gør Kina bedre end USA på udvalgte områder. Denne fremhævelse er ganske typisk for vestlige rejseskildringer af Kina i denne periode, i fald de var skrevet af personer og grupper som havde sympati for kulturrevolutionen.

Et centralt element hos Sidel var begejstringen for integrationen af børnepasning, bespisning og beboelse i fabrikkerne. For at frisætte så meget tid som muligt til kvindernes deltagelse i produktionen sørgede fabrikkerne for næsten alt, der ellers ville have været kvindearbejde i en traditionel husholdning: Børnehaver, meget store spisehaller med tre daglige måltider og plads til flere tusind medarbejdere, boliger, barbérsaloner, fortsæt selv. Der fandtes også ugebørnehaver, hvorfra børnene kun kom hjem i weekenden, skabt til de forældre som helst ville hellige sig det produktive arbejde i dagtimerne og i fritiden revolutionært arbejde i hverdagene.

Illustration fra Ruth Sidels bog

Her og i forhold til det seksuelle spørgsmål og børnebegrænsningen, var Sidel på linje med Broyelle, hvor Broyelle dog var mest begejstret for den lokale selvorganisering i kvartersfællesskaber, ofte ledet af kvinder. Diskussionerne om kollektivisering af børnepasning og opdragelse eksisterede bredt på venstrefløjen i perioden og var ikke unikke for de mere kinesisk inspirerede miljøer.

Integration af arbejdsliv og børnepasning finder man også tidligere i det 20’ende århundrede i den mere borgerligt orienterede kvindebevægelse, for eksempel med oprettelse af fabriksbørnehaver i Danmark, et eksempel er Carlsbergs børnehave i 1948. Forskellen er her, at det er arbejdsgiveren og ikke kvinderne selv - eventuelt i samarbejde med partiet - der organiserer børnepasningen. Det er et åbent spørgsmål om slutresultatet var væsensforskelligt.

Diskussioner om seksualitet, familieliv og ægteskab

Kvinders ret til at bestemme over egen krop var et helt centralt spørgsmål for 1970’ernes kvindebevægelse. Det er også her, hvor de mere maoistisk inspirerede feminister adskiller sig markant fra den øvrige kvindebevægelse.

Broyelle indledte og afsluttede med at fremhæve den strenge kinesiske seksualmoral som et progressivt og kvindefrigørende modtræk til den seksuelle “revolution” i Vesten, som fandt sted samtidig. Ifølge hende var sex udenfor ægteskabet forbudt og normen var at vente med ægteskab til midten af 20’erne. Kort fortalt gennemkritiserer hun frihedsbegrebet i idéen om seksuel frigørelse i den vestlige kapitalistiske verden, ligesom den sovjetiske model med at ligestille ægteskab og samliv afvises.

Grundlaget for kritikken er blandt andet, at kvinderne stadig er økonomisk afhængige af mændene, hvilket giver grobund for alle mulige former for undertrykkelse, inklusiv seksuelle. Hendes argument for, at det er en god idé at vente med ægteskab til midttyverne er, at kvinderne inden ægteskabet skal have mulighed for at vurdere, om den potentielle partner er en god revolutionær. Det virker dog som om, det er Broyelles egen personlige idé, da hun citerer kineserne for blot at argumentere med, at sent ægteskab virker børnebegrænsende.

Broyelles skildring og tolkning af det kulturrevolutionære kinesiske samfunds seksualpolitik afviger så meget fra de øvrige bøger i samlingen, at jeg er tilbøjelig til at tro, at den ikke har vundet genklang bredt i kvindebevægelsen i 1970’erne. Det er ikke ensbetydende med, at Rødstrømpebevægelsen ikke var endog særdeles kritisk overfor den såkaldte seksuelle frigørelse, især i dens kommercielle varianter. Men at kuren mod seksuel undertrykkelse skulle være forbud mod sex udenfor det heteroseksuelle ægteskab, har jeg ikke set fremført andre steder på det tidspunkt.

Broyelle var begejstret for Kinas nej til seksuel frigørelse. Sex hørte hjemme i et heteroseksuelt ægteskab. Det ægteskab skulle man helst vente med til midten af 20’erne. Broyelles argument var, at dette fritog kvinder for objektgørelse og sikrede at kvinder blev taget seriøst som tænkende mennesker, frem for at blive reduceret til noget, man bare går i seng med og i yderste konsekvens nogen, man udnytter. Hovedtanken var, at den seksuelle frigørelse i den vestlige verden øgede ​​ undertrykkelsen af kvinder.

Den svenske forfatter Monica Braw var ikke maoist, men hun beskrev noget lignende i Kvinna i Kina i 1973, dog uden at tage klar stilling. Bogens kapitler er en blanding af Braws egne analyse af kvinders historiske og i 1973 aktuelle situation i Kina, hendes egne interviews fra hendes Kinarejse og gengivelser af andres tekster, herunder en gammel svensk artikel fra 1800-tallet om kinesiske kvinder og en række ukommenterede oversatte artikler fra førnævnte regeringsforlag Foreign Languages Press.

Den form for kvindefrigørelse, der skildres i bogen, ligger tæt på den, som beskrives i “New Women in New China”, men er beskrevet i rigere detaljer: At være fri for husligt arbejde og fri for at være bundet til børnene er kvindefrigørelse. Fabrikkerne sørger for mad og børnepasning. Når Braw skriver: “Barnen tillhör Kinas framtid.”(s. 85) skal det forstås som en befrielse af moren til at engagere sig i samfundsproduktionen, som i denne ideologi er vejen til ligestilling og frihed, men også af barnet, idet det angives at hverken familie eller forældre har citat: “monopol” på barnet.

Den holdningsmæssigt største forskel fra, hvad der normalt forbindes med ungdomsoprøret, finder man også i hendes skildring i familiepolitikken og nærmere bestemt den seksuelle frigørelse. Uden at kommentere yderligere på det, skriver Braw, at man løser et af de krav, som er blevet stillet af den amerikanske “Womens lib”; opgør med kvinder som sexobjekter, som det kaldtes på det tidspunkt, ved simpelthen at lade sex være en privatsag, der kun foregår indenfor rammerne af (det heteroseksuelle) ægteskab. Så er den sag åbenbart klaret.

I bogens interview-del bliver det dog stadig mere tydeligt, at klanen, som tidligere styrede kvinders og børns liv uanset deres egne behov, under kulturrevolutionen var afløst af kommunistpartiet og nationalstaten. Om formålet med kvinders deltagelse i produktionen var at ligestille kvinder, eller formålet i virkeligheden var at udnytte kvinder som arbejdskraftsreserve uden at tage hensyn til, hvad de selv ville, bliver stadig mere tvivlsomt gennem læsningen, af samtaler om kønsbaserede lønforskelle forskelle i arbejdsopgaver og politisk repræsentation. Mest opsigtsvækkende bliver det i beskrivelser af kvinder, der protesterer mod beslutninger om deres liv, som er blevet taget henover deres hoveder. De får kritik og “oplysning” fra ledende kadrer som modsvar. Og så retter de ellers ind.

Tegneserierne og popkulturen

Tegneserier og børnebøger hører til blandt de genrer, som er svære at finde på boghylden hos politiske aktivister før 1968, hvis man ser bort fra deciderede satireblade og lignende. Men efter 1968 fandt man på venstrefløjen til venstre for Socialdemokratiet en ændret interesse for børnekultur, børn i samfundet og familien.

I Kvindehusets Bogcafés samling er mange børnebøger og bøger om børn. Det er karakteristisk for en bevægelse, hvor befrielsen ikke kunne tænkes uden at medtænke kvinders relation til børn og børneopdragelsens indvirkning på samfundsudviklingen og på pigers og kvinders udfoldelses- og udviklingsmuligheder. De fleste bøger om børn i samlingen er ikke maoistiske eller kinesiske. Men ligesom Kina er repræsenteret i andre dele af samlingen, er Kina også repræsenteret i denne del.

Tegneserierne var centrale for 1970’ernes ungdomskultur, med åbningen af Fantask i København i 1971 som den første dedikerede tegneseriebutik i Danmark. Den bølge kunne maoisterne og de af kulturrevolutionen inspirerede unge ride med på. Maoismen blev nemlig formidlet til den brede befolkning i Kina gennem blandt andet folklore og populærkultur, herunder ikke mindst tegninger og tegneserier. I Kina blev tegneserierne brugt til folkeopdragelse. Ikke just det rene Flipkompaniet.

Det er ikke i de kinesiske tegneserier ​​ eller børnebøger, man finder den anarkistiske tilgang til kulturrevolutionen. Tværtimod. I samlingen står tre maoistiske tegneserier.

“Little sisters of the grassland” ​​ fra 1973 er en farvelagt tegneserie for og om børn, produceret i Kina og udgivet af forlaget Foreign Languages Press, der stadig den dag i dag er ejet af det kinesiske kommunistparti. Forlaget var og er specialiseret i udgivelser til promovering af Kina og kinesisk politik i verden udenfor Kina. Der er flere udgivelser fra det forlag i samlingen og hvis man tager en tur på Google for at finde brugte bøger fra 1970'erne, vil der dukke endnu flere op, spredt vidt og bredt i Europa og USA under den kinesiske kulturrevolution.

Blandt de mindre børneegnede tegneserier finder man de sort/hvide striber “Pigen fra folkekommunen” og “Det røde kvindekompagni”, udgivet af forlaget Demos i henholdsvis 1977 og 1975, i lommeformat og med karakteristisk rødt omslag. De to tegneserier indeholder et udvalg af kinesiske tegneseriestriber, oprindeligt skabt for, med fokus på kvinderne, at uddanne det kinesiske folk til at deltage i den kinesiske revolution under Mao. På udgivelsestidspunktet var Demos ejet af De danske Vietnamkomiteer.

“Little sisters of the grassland” foregår i Mongoliet. Som det ses på forsiden er de to søstre meget alvorlige og bærer varme pioner-uniformer, som kommunistiske spejdere. De har Maos silhuet som logo på uniformerne. I baggrunden ses landområdernes frembrusende modernisering med de store elmaster.

De små søstre fra engene arbejder som fårehyrder. De sætter livet på spil for at beskytte den folkekommunes kollektivt ejede fåreflok, da de bliver overrasket af en snestorm. En gruppe mænd og en enkelt kvinde fra kommunistpartiets lokalkontor sendes af partisekretæren ud for at redde dem til hest og de overlever, takket være Formand Mao. Begivenheden inspirerer pigerne til at læse Maos skrifter.

Tegneserien bygger på en tegnefilm med samme titel fra 1964. Det var verdens første tegnefilm, som direkte priste Mao. Den blev brugt som model for senere tegnefilm, skåret efter samme mønster. Den klassiske musik på ​​ filmen er også en hyldest til Mao og opføres den dag i dag.

Med lidt god vilje kan handlingen ses som feministisk, idet den viser to små piger som initiativrige, stærke og selvstændige i aktive helteroller for kollektivet, vel at mærke i en tid, hvor det danske kvindeideal stadig var den hjemmegående husmor. Men handlingen foregår på mændenes præmisser. Det er stærke mænd, der redder søstrene. Mao er garant for en lykkelig slutning.

Tegneserien er flot og farverig, med actionprægede scener og vil formodentlig alene på grund af sit spændende plot, sagtens kunne appellere til børn, uanset forældrenes politiske overbevisning.

Maoismen i mainstream

“Little sisters of the grassland” er aldrig blevet oversat til dansk i modsætning til de to andre kinesiske tegneserier i samlingen. Derfor findes der heller ikke lektørudtalelser på dem. Lektørudtalelser er folkebibliotekernes anbefalinger til anskaffelser i biblioteksvæsenet. De gives kun, hvis materialet er på dansk, og hvis bibliotekarer i det tilfælde vurderer, at det kan være interessant for en bredere offentlighed. Det vil sige, at selve udtalelsernes eksistens vidner om, at Demos tegneserier i 1970’erne var langt inde i mainstream.

“Pigen fra folkekommunen” fra Demos er sort/hvid. Der er ikke gjort meget ud af æstetikken. Den handler blandt andet om en kvinde, hvis mand er doven og egoistisk. Hun bliver valgt som leder i opbygningen af folkekommunen, hvor de bor. Bogen følger hendes personlige udvikling som leder. Ikke nok med at hun arbejder på at få sin dovne mand til at deltage i de huslige pligter og tage sig af deres fælles barn. Hun omvender ham til at droppe sin egoisme og fokusere på fællesskabet i produktionen og opbygningen af lokalsamfundet i revolutionens navn.

“Pigen fra folkekommunen” taler om egoisme med sin mand, efter at hun har fået ham opdraget til at tage sig af deres datter.

Citater fra lektørudtalelsen:

“(...) ​​ Personerne og deres problemer er genkendelige, også for den vestlige læser. Den kvindelige hovedperson skal nok fungere som model for læseren og udmærker sig som heltinde ved sin holdning og praksis, men er næppe atypisk i folkekommunerne. (...)

(...) Denne tegneserie henvender sig til et bredere publikum på grund af sin almenmenneskelige problematik“

Så er den vist solidt placeret på dit lokale folkebibliotek, side om side med andre tegneserier af almen interesse.

Den anden tegneserie fra Demos er “Det røde kvindekompagni” oversat fra “Red women’s detachment” udgivet af Foreign Languages Press i 1966, det år hvor kulturrevolutionen startede.

Det er en billedbogsversion af Xie Jins spillefilm fra 1961, som bærer samme titel. Samme historie blev udviklet til en såkaldt “model-ballet” og en “model-opera”. Værkets formål er at uddanne kinesiske mønsterborgere. Af den kinesiske udgaves forord fremgår det, at bogen er en hyldest til dem, der kæmper i den røde hær.

Ligesom “Pigen fra folkekommunen” er den danske udgave grafisk indpakket som en lille rød bog. Den handler om ung kvinde, der befrier sig fra slaveri under en godsejer og slutter sig til en kvindelig militærenhed i Kinas røde hær, som kæmper for den kinesiske revolution. Bogen illustrerer, at hun gradvis skal lære, at revolutionen ikke blot er et spørgsmål om personlig hævn, men at kvindernes og proletariatets frigørelse kun kan nås gennem hele menneskehedens frigørelse.

Bemærk at hævn er helt legitimt i dette univers. Det er ikke ligegyldigt. Bogen lægger op til en mere udadvendt og aggressiv form for kvindekamp end den, som de amerikansk inspirerede basisgrupper kunne inspirere til.

I “Det røde kvindekompagni” lærer Chiung-hua om at tage hævn på kollektivets vegne

Også her er lektørudtalelsen interessant. Den er målrettet folkeskolerne (!) og tonen er frisk, Citat:

“(...) En fortælling fra Hainan 1930 om en folkets heltinde til brug i den politiske opdragelse af børnene i dag. Hvis nogen finder noget odiøst i dette, bør de tænke på, at vestens helt fra samme tid er Al Capone.

(...) En kinesisk bog med kinesiske tegninger og kinesiske tankegange må være mere end velkommen i en tid, hvor alle skoler i en rimelig afstand fra Brede kører Kina.”

Tegneseriernes udgivelseshistorie

Begge tegneserier fra Demos har en relation til den italienske antologi “I fumetti di Mao” (Eller på dansk: “Maos tegneserier”) fra 1971, som blev lanceret på Frankfurts store kommercielle bogmesse samme år.

Udgivelseshistorien illustrerer et forløb fra kinesisk propaganda for det vestlige marked, over sentressernes populærkultur kombineret med venstreintellektuel interesse for Maos Kina, for at slutte ved en mere politisk skolende tilgang til materialerne, når vi kommer længere frem i 1970’erne. Der er ingen feminister bag de udgivelser, hvilket ikke bør bemærkes i parentes. ​​ Man bør nok sætte spørgsmålstegn ved, om de kinesiske tegneserier oprindeligt var tænkt som feminisme, inden de nåede den danske oversættelse.

Striberne i “I fumetti di Mao” var udvalgt af den italienske udenrigskorrespondent i Kina, Gino Nebiolo. Han skrev bogens forord. Den havde kommentarer af den franske historiker og på daværende tidspunkt maoist Jean Chesneaux, samt Umberto Eco, som i samtiden forskede og underviste i semiotik og visuel kommunikation, og havde sympati for Mao. Eco blev senere verdenskendt som forfatteren bag bestseller-romanen “Rosens navn”. Chesneauxs og Ecos kommentarer skriver de kinesiske tegneserier ind i den modkulturelle og venstreintellektuelle bølge hos 70’ernes ungdom i den vestlige verden. “Modkultur” bliver et meget bredt begreb.

Selve tegneserien i den danske udgave af “Red women’s detachment” stammer ikke oprindeligt fra “I fumetti di Mao”, men fra en udgivelse fra Foreign Languages Press. Men kommentarerne er delvist hentet fra den italienske bog. Finn Barlby har skrevet et resume af Jean Chesneaux’s pointer om den kinesiske tegneserie som modkultur. Barlby supplerer med en udpræget positiv skildring af den kinesiske revolution og Mao, men uden at nævne feminister eller have kvinderne i særligt fokus.

“Pigen fra folkekommunen” er oversat fra den tyske udgave “Das Mädchen aus der Volkskommune : chinesische Comics”, som udkom på det store tyske forlag Rowohlt året efter bogmessen. Den udkom i forlagets serie af og om litteraturteori og litteraturhistoriske værker “Das neue Buch” og er oversat fra en stribe i “I fumetti di Mao” .

I den danske udgave af “Pigen fra folkekommunen” er forord og kommentarer af Nebiolo, Chesneaux og Eco erstattet af en ordliste med forklaringer af Finn Barlby og en introduktion af Lena Bay og Finn Barlby. I ordlisten anvendes et citat af Sheila Rowbotham til at slå fast, at “Folkekommunerne skabte et virkeligt socialt sikkerhedssystem for kvinderne”, et oversat citat fra hendes i 1973 udgivne “Women, Resistance and Revolution”. Den bog er en af klassikerne for de nye kvindebevægelser, der kom ud af 1968.

Men det er ikke ensbetydende med, at Rowbotham var eller er maoist. Hendes kapitler om Kina i “Women, Resistance and Revolution” analyserer den kinesiske ligestilling med forbehold. For det første slår hun fast, at der stadig var langt igen til ligestilling. For det andet understreger hun, at de kulturelt forankrede værdier i Kina, herunder kinesernes konservative tag på især spørgsmål om eksempelvis seksuel frigørelse og retten til at bestemme over egen krop, betyder, at de i bedste fald er næsten uforståelige set fra en vestlig feministisk vinkel.

Det løsrevne citat fra hende i “Pigen fra folkekommunen” er måske et fra Demos-forlagets historisk relativt sent forsøg på at opretholde maoismens relevans for feminismen. Historisk sent fordi kulturrevolutionen i Kina blev afblæst i 1976, med retssagen mod firebanden, herunder Maos enke. Og dermed var Kina, også på ligestillingsområdet, allerede et helt andet sted end det sted, hvor “Pigen fra folkekommunen” befinder sig.

En central årsag til feministers interesse for Kina var, at Kina i de forskellige revolutionære perioder havde forskellige ligestillingspolitikker, som førte til forskellige resultater. Derfor var Kina interessant at studere for ikke-maoistiske venstreorienterede feminister. De skiftende faser i den kinesiske revolution afspejler sig dog ikke i de tegneserier og børnebøger, som jeg behandler her, hvor der er en mere ureflekteret tilgang til Kina, kvindefrigørelse og revolution.

Folkets kraft er stor

En maoistisk børnebog fra Norden, uden oprindelse i det kinesiske kommunistpartis forlag, er svenske “Folkets kraft er stor” med undertitlen “digte om Kina for børn og voksne”, skrevet af børnebogsforfatteren Siv Widerberg og oprindeligt udgivet i Sverige i 1975, dansk udgave 1978. Widerberg blev siden æresdoktor ved Universitetet i Umeå og medlem af den svenske akademi for børnebøger.

“Folkets kraft er stor” kan kun læses gennem en rendyrket hyldest til den kinesiske kommunisme. Den er, som så mange andre af de Kina-inspirerede bøger i Kvindehusets samling, skrevet på baggrund af en rejse til Kina i 1970’erne. Bogen er rig på sort-hvide illustrationer med motiver af kinesiske børn og voksne, taget som fotos af Anders Birkeland på rejsen, men også billeder af historiske figurer, og ikke mindst militærledere og soldater. ​​ 

Citat:

Siden fortæller hun

at hun nu

efter revolutionen

har en mand

og en søn

en svigerdatter

to børnebørn

et hus

en radio

en cykel

seng med blomstret sengetæppe

mad hver dag

og arbejdet på den

store fabrik Røde Stjerne

Sådan er tonen i samlingen. Digtsamlingen reproducerer det synspunkt, at kvinder i Kina engang havde bundne fødder, blev undertrykt, købt og solgt, eller, alternativt, var forfængelige og dyrkede deres ydre, men i dag er de folkets tjenere på lige fod med mændene.

Som de to Demos-bøger fik også denne pæne ord med på vejen af lektørkorpset. Citat:

“(...)

en god lille bog, der henvender sig til både børn og voksne - enkel og letlæselig”

Som i mange andre bøger i samlingen legitimerer forfatteren troværdigheden og autenticiteten ved at hævde, at bogen er blevet til på grundlag af rejse-indtrykkene.

Bogens digte om kvinder rummer de to centrale pointer, som igen og igen gentages i den kinesiske propagandalitteratur fra perioden. For det første, at kvinders ligestilling opstår ved, at kvinder kommer ud fra hjemmet og deltager i produktionen. For det andet, at kvinder var undertrykte engang da feudalsamfundet eksisterede, men efter revolutionen er mænd og kvinder lige.

Den første pointe om kvinders ligestilling i kraft af deltagelse i produktionen, stammer fra Friedrich Engels, som hyppigt citeres og diskuteres i samlingens forskellige værker:

“The emancipation of woman will only be possible when woman can take part in production on a large, social scale, and domestic work no longer claims anything but an insignificant amount of her time.”

Læg mærke til en vigtigt deltalje: Der står at frigørelsen først vil blive “mulig”, ikke “fuldført”. Men fuldført var, hvad det kinesiske kommunistparti betragtede kvindernes frigørelse som, da kulturrevolutionen var ved sin slutning.

Det er et åbent spørgsmål, hvor brugbar en digtsamling som denne har været i jagten på inspiration til frigørelse for kvinder og børn i Danmark i 1970’erne. Eller om den kunne medføre en form for solidaritet med kvinder og børn i Kina. Men inspiration og måske lidt solidaritet kunne til gengæld hentes i nogle af voksen-bøgerne, som næste afsnit handler om.