Kritisk Revy

Sophie Hæstorp Andersen elsker København

Af arkitekt Hanne Schmidt

Københavns overborgmester Sophie Hæstorp påstår i et debatindlæg 31. juli i Information ”Sejlivede myter om Københavns udvikling kan få fatale konsekvenser”, at kritik mod byudviklingen i København bygger på myter.

Sophie Hæstorp Andersen, som er opvokset i Gladsaxe, siger hun elsker København. Elsker er godt nok et stærkt ord for et forhold til en by, hvor mange af dens mennesker synes at komme i anden række. Som født og opvokset her i byen, har jeg altid nøjedes med at holde af den.

​​ 

Når jeg som ung kom hjem fra store imponerende byer i udlandet, var det altid et glædeligt gensyn med en overskuelig by, der til forskel fra New York, Paris og London mindede om en hyggelig provinsby.

For mig er charmen nu væk sammen med dens eksilerede indfødte, utallige små og store butikker og virksomheder, der før udgjorde en mangfoldighed af erhverv - forskellige former for faglighed Ikke mindst var der en klassemæssig repræsentation af typer i byens arbejderkvarterer, som dengang også inkluderede Indre by, hvor man stødte på helt andre kulturelle og sociale normer end middelklassens småborgerlige normer for adfærd ude i forstæderne. I dag har pænhedens normalitet lagt sig som en tung dyne over hele byen, efter den invaderende middelklasse har sat sig på byen.

Sophie Hæstorp påstår, at byen før var et gråt og trist sted

Nej, tværtimod, den var en langt sjovere by, fuld af uforudsigeligheder og møder med alle mulige vidt forskellige mennesker.

Med behørig vielsesattest flyttede jeg i 1967 ind i en lille baggårdslejlighed på et Vesterbro, som hverken var gråt eller trist i folkelig forstand. Jo, husene med mange små lejligheder beboet af familier med små indtægter var forsømte og nedslidte, og min baggård var mørk og skummel. Men livet i byens nedslidte kvarter var alt andet lige en skøn broget oplevelse for en ung pige fra Vigerslev. Mødet med byens mennesker bidrog til en oplevelse af festlig mangfoldighed og gav anledning til nye livserkendelser, og ikke mindst styrkede naboer og kollegaer, der f.eks. arbejdede på Carlsberg, vores klassebevidsthed. En bevidsthed som i dag er fuldstændigt forvundet fra byen med den dominans, som udgår fra en middelklasse, der aldrig har accepteret begrebet klassekamp.

Jeg savner det København, der var en engang, som grundet en sanerings- og byfornyelsespolitik siden 1990, der bevidst hvilede på spekulation, nu er domineret af en tydeligt småborgerlig middelklasse og af politikere, der gør deres bedste for at skabe en by, hvor fattige, sære eller andre uønskede elementer føler sig uvelkomne. Bland andet ved at anvende et arkitektonisk greb, man kalder ”fjendtlig arkitektur” (”Dark design”), der bevidst er beregnet til at skræmme den slags mennesker væk fra offentlige pladser og steder - ved f.eks. at indrettet bænke, så man ikke kan ligge på dem.¹

Hvad angår de folk fra den traditionelle arbejderklasse, er det lykkedes for Socialdemokratiet at få dem, der måtte være tilbage, tæmmet som pæne borgerdyr; men først og fremmest har man med den valgte byudviklingsstrategi sikret sig at smide de fleste af dem ud af byen.

Jeg savner det København

hvor også mindre ufaglærte og bemidlede havde råd til at bo foruden lokale håndværkere og deres værksteder … fremfor alle de mennesker, der nu dagligt pendler ind og ud ad byen.

Jeg savner, at der iværksættes konkrete lovtiltag for at forhindre stigende huslejer og grundpriser og ikke mindst et bystyre, der som i fordums tider selv vedtager huslejereguleringer, som styres stramt af et huslejenævn.

Den så vellykkede strategi opstod af et samarbejdet i 1987 mellem den borgerlige regerings indenrigsminister, Henning Christophersen, og overborgmester Erik Weidekamp; først med vedtagelsen af Ørestadsloven i 1996 og senere med dannelse af det offentligt ejede aktieselskab udviklingsselskabet By & Havn. Kommuneplaner og lokalplaner er siden blevet udarbejdet i henhold til dette selskabs interesser.

Ved at sælge ud af kommunal og statslig ejet jord, herunder byens havnearealer til højestbydende, har man mistet enhver mulighed for en progressiv social og miljømæssig bæredygtig indflydelse på byudviklingen.

Ghettolov for middelklassens boligbehov – København som elitær by

Ovenikøbet har vi fået en ghettolov, der giver mulighed for yderligere at tilfredsstille middelklassens boligbehov, og ikke behovene hos den arbejderklasse, som rent faktisk servicerer byen. Sideløbende forsvinder et utal af endnu billige leje- og andelsboliger ved død og fraflytninger, samt et stigende antal sociale klienter og lavtlønnede.

Vores by er i dag det, der kaldes en elitær by, hvor alt handler om attraktive investeringer for banker, udenlandske kapitalfonde og pensionsselskaber og naturligvis pæne folk med gode indtægter, der også kan bidrage til det voldsomme kommercielle forbrug, som hører til en sådan kapitalintensiv by. Men selvfølgelig burde byen have beholdt al offentligt ejendom frem for at overlade den til ejendomsspekulanter; den nuværende statssanktionerede jord- og ejendoms-spekulation er en grundlæggende hindring for en demokratisk og socialt retfærdig bypolitik.

Sophie Hæstorp Andersen forstår ikke, hvorfor vi er mange indfødte, der er modstandere af byens befolkningsvækst, fortætning, skæve befolkningssammensætning - som er et uundgåeligt produkt af den centralisering, som kapitalistisk byudvikling genererer. Ydermere forstår hun ej heller vores modstand mod anlægslove, der ophæver fredninger, tillader byggeri på giftgrunde og ødelægger Øresunds ålegræsskove.

Uanset solid faglig kritik, ignoreres kritikken hårdnakket af overborgmesteren og flertallet i Borgerrepræsentationen med henvisning til By & Havns på ingen måde uvildige eksperter. Økonomien er jo determinerende. Som geografen David Harvey siger: ”Kapitalismen producerer hele tiden den merværdi, som urbaniseringen kræver. Den modsatte relation gør sig også gældende, da kapitalismen har brug for urbaniseringen for at absorbere merværdien”.

Grøn by – skønt en tæt membran skal sikre, at beboerne ikke forgiftes

Det er utroligt, at Hæstorp Andersen påstår, vi har en grøn by, når enhver med øjne i hovedet kan se det ikke passer. At fremhæve Fælledby på Amager Fælled som et grønt kvarter er langt ude. Jorden skal dækkes af en tæt membran for at sikre, beboerne ikke forgiftes, og grunden udstyres med rør - så metangasser fra lossepladsen kan slippe ud i atmosfæren. Det hele på bekostning af 20 hektar selvgroet natur på Amager Fælled.

Hun fremhæver grønne tage som en åbenbaring, men det er ikke taget, der gør en by grøn - på Amager kan vi konstatere, at der er så lidt plads på jorden, at legende børn henvises til tage i Ørestad. Det samme gælder for andre institutioner i byen.

Hæstorp Andersens forståelse af bebyggelsesprocenter er beskeden, da al mulig udenomsareal tælles med: vand-, vej- og tilfældige naboarealer, eksempelvis for byggeriet i Njalsgade, hvor Amagerbanens tidligere tracé og det fredede Faste Batteri tæller med. Men den reelle bebyggelsesprocent i nybyggerier svarer ofte til Vesterbro før gårdsaneringerne. Alt byggeri opføres tæt og højt med elendige uderum mellem husene - for hver eneste kvadratmeter til boligformål øger profitten.

Stop for alt nybyggeri nu, hvis vi skal nå CO2-målene

Hæstorp Andersen burde søge andre kilder til forståelses af, hvorfor byen ikke er eller kan blive grøn eller CO2-neutral. Det fremgår bl.a. af artikler i Byrummonitor og dagbladet Politiken, hvor arkitekter foreslår stop for alt byggeri nu, hvis vi skal nå CO2-målene. I stedet for at fortsætte med at bygge i vandkanten foreslår andre, at bygge inde i landet, da havstigningerne truer alle bebyggelser ved havet, nye som gamle.

Vi har ikke brug for flere, som flytter til byen, tværtimod, men vi har brug for en langt mere blandet befolkningssammensætning, der kan nedsætte behovet for pendling, og for udvikling af en decentraliseringspolitik fremfor en absurd byudvikling, der bygger på spekulation og kapitalakkumulation.

Til det har vi brug for at sammentænkte regionsplaner for Sjælland og resten af landet, der kan fordele befolkningen ud fra bæredygtige kulturelle, sociale, forsynings- og miljø-mæssige modeller, for at kunne imødegå fremtidens klimamæssige udfordringer.

Det er nemlig sidste udkald for en fysisk planlægning, der kan imødegå de uhyggelige konsekvenser af klimakrisen. Disse ser med det nuværende tempo i indsatsen under alle omstændigheder ud til at ende med, at borgmesterens elskede by kommer til at stå under vand, og hun nødsages til at flytte hjem til Gladsaxe. Vi er mange københavnere og amar’kanere, der før eller siden tvinges til at flytte ud på den anden side af Valby Bakke, både i åndelig og fysisk forstand