Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 22. Ansvarshavende redaktør : Niels Frølich

 

Udskriv artiklen

 

Grøn trepart udskyder omstilling af dansk landbrug

 

Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion

Trepartsaftalen om grøn omstilling kritiseres for at indføre alt for lave afgifter på landbruget alt for sent.

Danmarks Naturfredningsforening er begejstret og Danmarksdemokraterne brokker sig over udkommet af den grønne trepart – Aftale om et grønt Danmark. Så må resultatet af trepartsforhandlingen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug og Fødevarer, Dansk Industri, Fødevareforbundet NNF og Dansk Metal vel også være godt for miljø og klima. Men så enkelt er det ikke. I alt fald er flere grønne organisationer og en del af oppositionen skuffede og kritiske over for forhandlingsresultatet

Kritikken er skarp fra Den Grønne ungdomsbevægelse: ”Landbrug & Fødevarer har fået udskudt klimahandling de næste fem år, og de har formået fuldstændig at udvande CO2-afgiften. Danmarks Naturfredningsforening har fået noget mere natur og en halv lovning om at få storken tilbage”, lyder kommentaren i Altinget (28.6.24) fra Caroline Bessermann, der er aktivist i bevægelsen. Hun bruger betegnelsen årtiets studehandel, et ”knæfald for det traditionelle, animalske og intensive landbrug” - og anklager naturfredningsforeningen for at have ”normaliseret dårlige klimaaftaler”.

Danmarks Naturfredningsforening opfatter derimod trepartsaftalen som en historisk sejr og ”et tigerspring for vores natur, miljø og klima”, som det hedder på foreningens hjemmeside. Foreningen peger også på, at CO2-afgifter vil føre til reduktion af landbrugets udledninger, men i en pressemeddelelse indrømmer foreningens præsident Maria Reumert Gjerding nu alligevel, at ”afgiften er langt fra vores udgangspunkt og derfor et svært kompromis”. Hun havde dog allerede ved påbegyndelsen af treparten til Politiken (2.3.24) givet udtryk for, at foreningen ingen røde linjer havde i forhold til klimaafgiftens størrelse.

Netop den måde, som klimafgiften er skruet sammen på, er efter organisationen Klimabevægelsen også kritisabel og kaldes et svigt. ”CO2-afgiften bliver ikke den drivende kraft i en omstilling væk fra den industrielle kødproduktion”, da afgiften er alt for lav, skriver Klimabevægelsen på sin hjemmeside. Også den grønne tænketank Concito langer i en pressemeddelelse ud efter klimaafgiften, der kaldes ”skuffende lav” og ikke hurtigt nok vil kunne ”sikre den klimarigtige omstilling i landbruger, der er brug for”.

 

Bundfradrag udhuler effekt at afgift

Treparten tog ellers udgangspunkt i forslag fra et ekspertudvalg, kaldet Svarer-udvalget, der havde skitseret tre forskellige modeller for en klimaafgift. Og trepartsaftalen vælger den for landbruget dyreste model med en afgift på 750 kroner per udledt ton CO2; men samtidigt indføres et bundfradrag på 60 procent, og afgifterne indfases over en tiårig periode. Aftalen indebærer, at afgiften i kraft af fradraget stiger til et effektivt niveau på 300 kroner i 2035, men i 2030 kun vil være på 120 kroner på udledt ton, hvilket er lavere end afgifterne på industriens udledninger. I Svarer-udvalget var afgiften sat til 125 kroner i modellen med den laveste udgift.

Den nye afgift forventes at indbringe over 50 milliarder kroner, der imidlertid sendes tilbage til landbruget i den forstand, at der skal udvikles ny teknologi til at begrænse udledningen fra landbrugsbedrifterne og med en præmiering af de brug, der tager disse nye teknologier i anvendelse. Hvornår og hvor meget nye teknologier kan nedbringe landbrugets udledninger, er dog et omdiskuteret spørgsmål. Økologisk Landsforening giver i en pressemeddelelse udtryk for, at aftalen ”har alt for meget fokus på ny teknologi frem for at gribe chancen for en nødvendig grøn omstilling.

Også Rådet for Grøn Omstilling mener, at der lægges for meget vægt på nye teknologier og frygter, at bundfradraget vil ”give landmændene incitament til at bruge flere teknologiske virkemidler i stedet for helt at omstille produktionen væk fra miljø- og klimabelastende animalsk produktion”, hedder det i en pressemeddelelse. Rådet er stærkt skeptiske over for aftalens udgangspunkt om, at pyrolyse kan bidrage væsentligt til opnå klimamålene.

Ved pyrolyse omdannes biomasse som blandt andet halm til biokul, der er et fast materiale med et højt indhold af kulstof. Når det spredes på landbrugsjord, nedbringes det kun langsomt til CO2 i modsætning til den oprindelige biomasse. Denne teknologi skulle derfor være mere klimavenlig; men der er blandt eksperter uenighed herom, og Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug ved Aarhus Universitet har peget på en række uklarheder omkring effekten. Det ser for eksempel ud til, at biokullets og jordens egenskaber har betydning for, med hvilken hastighed CO2 nedbringes.

 

Stor regning til skatteborgerne

Pengene fra afgiften kommer ikke til at indgå i den arealfond, der også indgår som et vigtigt element i trepartsaftalen. Regningen for fonden, der skal opkøbe landbrugsjord og rejse ny skov, sendes til skatteborgerne og beløber sig sammen med forskellige andre initiativer til knap 53 milliarder kroner over de næste 20 år svarende til 8.800 kroner per dansker ifølge beregninger fra tænketanken Kraka.

Mens skatteminister Jeppe Bruus overfor DR (30.6.24) argumenterer med, at den store regning skal løftes i fællesskab, peger Svarer i samme medie på, at en højere afgift på landbruget ville have betydet, at resten af samfundet ikke skulle bidrage med så mange penge, hvilket er en politisk afvejning. Regeringen har valgt en løsning, hvor man i forhold til Svarer-udvalgets modeller ”tager et lidt større hug i statskassen, og så lemper vilkårene for landmændene”, lyder vurdering fra Svarer. Med en årlig udgift på 2.6 milliarder kroner er aftalen dyrere for skatteborgerne end alle de tre modeller, der var opstillet af Svarer-udvalget.

Aftalen vælter ikke blot store udgifter over på skatteborgerne, men har heller ikke tilstrækkelig effekt i forhold til at nedbringe landbrugets klima- og miljøskadelige udledninger og nå klimamålet i 2030, vurderer Concito. Det er usikkert, om aftalen giver nok til at opnå målet, ligesom den betyder, at der efter 2030 skal reduceres endnu mere for at blive klimaneutrale. Direktør i Concito Christian Ibsen kritiserer aftalen for ikke at give landbruget ”nok incitament til at udvikle fremtidens grønne fødevareproduktion”.

Samlet set mener Cincito dog, at aftalen sætter retningen for en grøn omstilling af landbruget og mere plads til naturen. Især lægger tænketanken vægt på, at der udtages et større areal af landbrugsjord, der i stedet skal bruges til naturgenoprettelse og skovrejsning, hvilket vil styrke biodiversiteten, bidrage til at sikre rent drikkevand og et renere havmiljø, ligesom nogle af arealerne vil kunne bruges til vindmølle- eller solcelleanlæg.

 

Fra mark til skov

Netop udtagningen af landbrugsjord er i høj grad begrundelsen for, at Danmarks Naturfredningsforening støtter op om trepartsaftalen. Den lægger op til, at 250.000 hektar landbrugsjord skal omdannes til skov, både ved at staten opkøber jord, og ved at lodsejere selv planter skov med økonomisk støtte fra staten. Det bliver den største skovrejsning, siden der for 200 år siden efter kongeligt påbud blev plantet et stort antal egetræer, så der kunne være tømmer nok til at bygge krigsskibe efter englændernes tyveri af størsteparten af den danske flåde i 1807. Disse egetræer er dog først nu blevet store nok til at kunne indgå i skibsbygning, men får nu mange af dem en rolle i klimaindsatsen sammen med de mange andre løvtræer, som i de kommende år kommer til.

Målsætningen om at etablere 250,000 hektar mere skov frem mod 2045 vil betyde, at såfremt det lykkes, vil skovarealet blive øget fra 14 til 19 procent. Udtagning af 140.000 hektar lavbundsjorde vil betyde, at arealet af ikke-dyrkede dele af landarealet øges med tre procent. Disse to tiltag er langt fra nok til at indfri de naturmål, som Danmark har tilsluttet sig med EU´s biodiversitets-strategi og FN´s biodiversitets-aftale, der fastlægger, at landene skal have skabt beskyttet natur på 30 procent af deres landareal inden udgangen af 2030.

Aftalen rummer også ekstra afgifter på at dyrke de meget kvælstofudledende lavbundsjorde, der forårsager iltsvind, som i efteråret nåede sit højeste niveau i 20 år. Kun fem ud af 100 danske vandområder er i god miljøtilstand. Hovedårsagen er ifølge eksperter landbrugets udledninger af kvælstof og andre næringsstoffer, der i Vejle Fjord udgør 82 procent af udledningerne. 140.000 hektar lavbundsjorde skal tages ud af produktion, lyder det i aftalen.

Selvom Danmark ifølge EU´s vandrammedirektiv er forpligtet til at nedbringe udledningen af kvælstof, var kvælstofforureningen af havet omkring Danmark ikke oprindeligt en del af den grønne trepart, men blev på grund af formodentlig den seneste tids meldinger om udbredt fiskedød i fjordene og fedtemøg langs strandene inddraget i forhandlingerne. For Danmarks Naturfredningsforening var det vigtigt at få vandmiljøet ind i forhandlingerne, så klima, natur og kvælstofindsatsen blev samtænkt, ligesom indsatsen for at sikre rent drikkevand blev en del af treparten.

​​ 

Sikring af rent drikkevand

Netop drikkevandet er stadig flere steder i landet truet af landbrugets kvælstofudledninger og ikke mindst brug af pesticider, hvilket kan modvirkes ved at omdanne landbrugsjord til skov. Men det opnås ikke i tilstrækkeligt omfang med trepartaftalen, lyder det fra Erik Arvin, der er professor emeritus ved DTU Sustain og grundvandsekspert. Der skal mere til end det, der står i aftalen, som er for uforpligtende i følge hans udtalelser til DR (26.6.24): ”Det er bløde formuleringer uden den konkretisering, der er brug for”.

Også konsulentvirksomheden Rambøll Vand opfatter Ifølge DR aftalen som utilstrækkelig i forhold til sikring af rent drikkevand. De afsatte 20.000 hektar, der særligt skal drikkevandssikres, er alt for lidt og bør være mindst 10 gange større. Derfor anbefaler virksomheden, at der arbejdes stærkt for, at de øvrige udtagne landbrugsarealer også indgår i at beskytte drikkevandet, hvilket vil være et kæmpe skridt i den rigtige retning.

Miljøminister Magnus Heunicke afviser kritikken og beroliger med, at de mange milliarder afsat til skovrejsning skal bruges, hvor det giver mest gavn i forhold til kvælstof og drikkevandsbeskyttelse – og omfatter såvel statslige som privatejede arealer. På de private jorde er det dog op til de enkelte lodsejere, hvad de vil foretage sig. Erfaringer fra tidligere aftaler om frivillig grøn omstilling viser, at effekten ligger langt fra det opstillede mål. Naturfredningsforeningen har tidligere indgået en aftale med Landbrug og Fødevarer om grøn omstilling baseret på frivillighed; men den har stort set været virkningsløs. Landbruget har kun reduceret sine miljø- og klimabelastende udledninger med 0,1 millioner tons CO2 svarende til én procent af landbrugets udledninger, viser en rapport fra Concito.

 

En sejr for de store landbrug

Fra flere sider kritiseres aftalen, der af Lars Trier Mogensen i Information kaldes for Axelborg-aftalen, for at være de store landbrugs sejr – den jordbesiddende overklasse kaldes disse gårdejere af Eskil Halberg i et debatindlæg i Information (2.7.24). Han peger på, at 0,6 procent af befolkningen ejer 60 procent af landets jord og vurderer, at aftalen ikke vil gøre nogen stor forskel i forhold til, hvordan landbrugskapitalen i fremtiden vil tjene penge ved at sidde på omkring halvdelen af det danske areal. Trefjerdedele af dette landbrugsareal anvendes til dyrkning af foder til de mange dyr på ikke mindst de store kvæg- og svinefarme.

De store gårde er ved opkøb og fusioner de senere år blevet stadig større, og der er blevet stadig færre mindre landbrug. Dermed fordeles landbrugsstøtten også, så den største del tilfalder de større bedrifter. I perioden fra 2017 til 2021 modtog de danske landbrug i alt 35 milliarder kroner i støtte. Trefjerdedele af beløbet gik til de 7.600 heltidslandbrug. For 50 år siden var der ti gange så mange heltidslandbrug, hvilket illustrerer den store koncentration, der er sket i landbrugs- og fødevaresektoren, hvor antallet af mejerier og slagterier er faldet stærkt, så produktionen foregår på få, meget store anlæg, og halvdelen af de danske svin slagtes i dag i udlandet.

Den meget intensive, industrialiserede landbrugsdrift betyder, at Danmark ifølge beregninger fra Dyrenes Beskyttelse - baseret på tal fra FN´s fødevare- og landbrugsorganisation FAO - er det land i verden, der producerer mest kød i forhold til indbyggertallet. De seneste tal fra 2021 viser, at der blev produceret 344 kilo kød per indbygger, hvilket er stigning på 5,5 procent i forhold til året før. Tallene omfatter kun slagtede dyr og ikke de millioner af dyr, der eksporteres levende – i 2023 15 millioner smågrise.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse viser disse tal tydeligt, at der er brug for en politisk indgriben for at få en bæredygtig udvikling af landbruget. Trepartsaftalen vil dog næppe være tilstrækkeligt indgribende og i alt fald først have virkning ad åre. Den vil ikke på især kort sigt føre til en større reduktion af kødproduktionen, selv om der udtages jorde, som så ikke længere bruges til at dyrke foder. Dette foder kan erstattes med blandt andet sojafoder fra andre lande, hvilket kan indebære øget skovhugst med negative konsekvenser for både klima og biodiversitet andre steder på kloden.

Aftalen lægger op til at begrænse udførslen af levende grise, da der indføres en såkaldt slagtepræmie for grise, der opdrættes og slagtes i Danmark. Derudover vil regeringen lempe grisesektorens produktionsudgifter med 25 millioner kroner samt lette ​​ slagteriernes administrative ​​ byrder ved at afskaffe gebyrer for 45 millioner kroner årligt brugt på kontrolforanstaltninger. Medlem af Folketinget Theresa Scavenius betegner derfor i sit nyhedsbrev aftalen som værende en plan for at ”redde” og fastholde svineproduktionen – og opfatter treparten som ”ren interessevaretagelse af dem, som donorer penge til regeringspartiernes kampagner”.

 

Politisk forhandling

For Danmarks Naturfredningsforening har det været vigtigt at få landbruget med i en mere forpligtende aftale, selv om det har krævet indgåelse af kompromisser. Også for regeringen har det været essentielt at opnå en aftale med bred opbakning fra organisationerne. Når aftalen efter sommerferien skal behandles politisk med de øvrige partier, vil de få svært ved at få større ændringer igennem. Ganske vist har regeringen – sammen med de nordatlantiske mandater – et snævert flertal i folketinget, men vil ligesom ved andre større aftaler gerne have nogle af de andre partier med i en politisk aftale. Regeringen kan kalkulere med, at flere af partierne vil fremstå som ansvarlige og lægge stemmer til noget, der ligner trepartsaftalen. Selv om alle oppositionspartier både til venstre og til højre har udtalt sig kritisk om aftalen ud fra vidt forskellige vinkler.

De Radikale og SF har meldt ud, at de vil have flere grønne elementer ind i en politisk aftale og ønsker CO2-afgiften indført hurtigere end i trepartsaftalen. Begge partier forventer seriøse forhandlinger –”der er meget at diskutere videre”, udtrykkes det af Signe Munk fra SF, mens Martin Lidegaard fra de Radikale mener, at afgiften er for lav og indfasningen for sen. Enhedslisten og Alternativet er også stærkt kritiske over for trepartsaftalen, men vil nok ikke ligesom de to andre partier gå med i en kommende politisk aftale. Det vil derimod formodentlig De Konservative, der ganske vist mener, at landmændene er sluppet for let, men traditionelt satser på at indgå i politiske forlig og måske sammen med SF og De Radikale få nogle få grønne fingeraftryk på den politiske udmøntning af den grønne trepart.

Danmarksdemokraterne vil givetvis ikke smudse fingrene til med at indgå i et sådant politisk forlig. Partiet har gennem måneder tordnet imod en afgift på landbruget ved blandt et rally i april. Her blev Inger Støjbergs syn på afgifter slået klart fast med ordene, at det vil være ”tudehamrende tosset af indføre CO2-afgift i Danmark som det eneste land i verden”. Ifølge hendes opfattelser er dansk landbrug allerede i gang med en grøn omstilling og ”et af de mest klimabevidste og klimadygtige i verden”.

Straks efter offentliggørelsen af trepartsaftalen var Støjberg i forskellige medier med budskabet om, at hun kunne høre jubelråbene fra de polske landmænd. Disse råb mente formanden for Fødevarer og Landbrug, Søren Søndergaard, dog ikke at høre og afviste Støjbergs kritik, men understregede, at det havde været svære forhandlinger med indgåelse af kompromisser. I en pressemeddelelse, fremhæver formanden, at ”CO2-afgiften er gået fra at være en tikkende bombe under dansk landbrug, danske arbejdspladser og tilværelsen i landdistrikterne – til nu at være langt mere tålelig”. ​​ 

Med en tålelig løsning kan trepartsaftalen nok tage vinden ud af sejlene på den modstand imod CO2-afgifter, som Danmarksdemokraterne sammen med Bæredygtigt Landbrug har forsøgt at rejse, men udløser til gengæld kritik fra miljø- og klimaorganisationerne. De opfatter aftalen som ikke blot uambitiøs, men også uden det rette perspektiv. Eller som formuleret af klimaaktivisten Caroline Bessermann: ”Trepartsaftalen præsenterer altså ikke bare noget, der vil ske for lidt, for langsomt – det vil blive ved med at skubbe dansk landbrug ned i en blindgyde”.

Selv om den grønne trepartsaftales mål kan lyde ambitiøse, flyttes der næppe i praksis særligt mange hegnspæle til fordel for den grønne omstilling.

Kilder:
DR, TV-2, Altinget, Politiken, Information, Klimabevægelsen, Danmarks Naturfredningsforening, Concito,
Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, Dyrenes Beskyttelse, Landbrug & Fødevarer

Læs mere:

Aftale om et grønt Danmark:
https://oem.dk/media/9949/aftale-om-et-groent-danmark.pdf
https://www.klimabevaegelsen.dk/nyheder/trepart ​​ https://gylle.dk/den-groenne-trepart-blev-en-maveplasker-som-udloeser-endnu-en-gaveregn-til-dansk-landbrug/

Skærpede fronter i slaget om miljø og klima:
https://kritiskrevy.solidaritet.dk/2024/06/23/skaerpede-fronter-i-slaget-om-miljoe-og-klima/

Fakta om dansk landbrug;
https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/artikler/landbrugets-bundlinje-danmark

Pyrolyseteknologi og CO2-reduktion:
https://dca.au.dk/aktuelt/nyheder/vis/artikel/vidensyntese-om-biokul-i-dansk-landbrug