Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 22. Ansvarshavende redaktør : Niels Frølich

 

Udskriv artiklen

 

Er Storbritannien en fejlslagen stat?

 

Af Ivan Breinholt Leth

 

Der findes ikke nogen præcis definition på en fejlslagen stat. Ifølge Wikipedia er det en stat, ”hvis politiske eller økonomiske system er blevet så svagt, at regeringen ikke længere har kontrol.” Spørgsmålet er så, hvad ”kontrol” indebærer? Ifølge Britannica har en fejlslagen stat hverken kontrol over sit territorium eller over sit folk. Den kan ikke udføre sine administrative og organisatoriske funktioner, og statens borgere og det internationale samfund anser staten for at være uden legitimitet.

 

Ud fra Britannicas kriterier er det nok noget af en overdrivelse at betegne Storbritannien som en fejlslagen stat. Ikke desto mindre er det et begreb, som ofte optræder i britiske medier. Under overskriften ”Storbritannien er støt på vej til at blive en fejlslagen stat. Troen på systemet er ved at bryde sammen” refererer The Telegraph 1. marts 2024 til, at premierminister Rishi Sunak har påstået, at ”pøbelstyre har afløst demokrati” i Storbritannien med henvisning til, at demonstrationer udført af ​​ Just Stop Oil og Extincition Rebellion har forstyrret trafikken, at ”uregerlige demonstranter er gået på gaden i vores hovedstad for at opfordre til jihad", og at de har ”projiceret det antisemitiske slogan "from the river to the sea" op på tårnet af Big Ben - et af vores mest ikoniske nationale monumenter.” The Telegraph henviser også til åbne grænser og ukontrolleret immigration, et stigende antal butikstyverier og bandekriminalitet, som har gjort det offentlige rum usikkert og svækket tilliden til politiet. Det er altså lov og orden perspektivet, som er fokus for den konservative avis.

 

Et andet perspektiv finder man i The Guardian. I en leder 9. juni 2023, som beskriver ”et nedbrudt Storbritannien”, som der ”ikke vil blive rettet op på med status quo”. Storbritannien ”er ikke en fejlslagen stat, men den er fejlbehæftet”. Ifølge Joseph Rowntree Foundation levede 22 procent af befolkningen i Storbritannien under fattigdomsgrænsen i 2021-2022. De mest udsatte er familier med tre eller flere børn. 43 procent af børn i sådanne familier lever i fattigdom. 56 procent af familier uden tilknytning til arbejdsmarkedet lever i fattigdom. Blandt indvandrerfamilier lever 51 procent med pakistansk baggrund i fattigdom, 53 procent med bangladeshisk baggrund, 42 procent med afrikanske baggrund, 39 procent med kinesisk baggrund. 31 procent med handicap og 20 procent med deltidsarbejde og små virksomhedsejere lever i fattigdom.

 

Til forskel fra The Telegraph har The Guardian en vis grad af fokus på økonomiske faktorer. Både Labour og De Konservative har en forfejlet tro på ”austerity”, er påstanden. Uligheden er vokset til den største i den vestlige verden, de rigeste 50 familier ”besidder mere velstand end 33 millioner mennesker i den nederste del af befolkningen”, og finansministeriet og The City of London er mere fokuseret på at skabe tillid blandt investorer end på ”den unødvendige lidelse og usikkerhed, alt for mange mennesker står over for.” Da The Guardian opfatter sig selv som et medie på venstrefløjen, slutter denne noget overfladiske analyse med en opfordring til Labour om at låne penge til statslige investeringer – muligvis inspireret af Joe Biden administrationens store offentlige investeringer 1.

 

Thatchers æra

En artikel i Information den 13. april rejser spørgsmålet, om Storbritanniens nedtur startede med Margaret Thatcher. Hvad var Thatchers økonomiske politik? Spørgsmålet kan mere præcist omformuleres til: Hvornår startede Storbritanniens afindustrialisering? Den startede allerede i 1950erne, men processen tog først virkelig fart under Thatcher-regeringen i 1980erne. ”Før 1979 lå fattigdomsniveauet stabilt på omkring 14 %. I 1980erne, under Margaret Thatchers konservative regering, var der en hidtil uset stigning i fattigdom, på trods af en høj indkomstvækst. Væksten i indkomst var ulige fordelt i perioden. Udviklingen er ikke blevet vendt, hvilket indebærer, at det nuværende fattigdomsniveau er omkring 50 % højere, end det var i 1970erne.”

 

I en artikel i The Guardian i 2011 under overskriften ”Why doesn't Britain make things any more?” skrev Aditya Chakrabortty, at den britiske afindustrialisering kan inddeles i tre faser: ”Jeg kalder dem Thatcher-argumentet, Blair-visionen og Cameron-opdateringen.”

Allerede i 1974 påstod Keith Joseph, Thatchers store politiske forbillede, at britiske virksomheder var overbemandede, indtjeningen var for lav, og der var for lidt overskud og for få investeringer. Svaret på problemet var at afskedige fabriksarbejdere og frigøre arbejdskraft til nye virksomheder. Den arbejdende befolkning skulle vælge mellem ”illusorisk jobsikkerhed” støttet af offentlige midler ”eller reel jobsikkerhed baseret på en fremgangsrig dynamisk økonomi." Britisk økonomi skulle åbnes for bevægelser af kapital og varer, så virksomhederne blev udsat for international konkurrence, og en lang række af statslige funktioner skulle privatiseres.

 

Dertil kommer Thatcher- regeringens angreb på fagforeningerne. Julian Coman skriver om Thatcher i The Guardian: ”Minearbejderstrejken i 1984-85 gjorde det muligt for hende at ødelægge NUM's 2​​ magt og indføre en række juridiske hindringer for arbejdskampe – som hun mente havde udfordret Storbritannien i 70erne. I mellemtiden ødelagde nedgangen i Storbritanniens fremstillingsindustri, som Thatchers regering ikke gjorde meget for at vende, magtbasen for den britiske fagforeningspolitik. Høj arbejdsløshed og recession svækkede fagforeningernes forhandlingsstyrke drastisk i begyndelsen til midten af 1980erne. Siden 1980 er fagforeningsmedlemskabet i Storbritannien halveret.” En svækket fagbevægelse medfører manglende incitament for fabriksejerne til at rationalisere arbejdsprocessen med teknologisk innovation.

 

Resultatet af Thatcher-regeringens politik var på længere sigt blandt andet, at en række store britiske virksomheder flyttede til Asien. Kan det tænkes, at offshoring af britisk industri hænger sammen med afindustrialiseringen?

 

Umiddelbart ser det ikke ud til, at offshoring var særlig karakteristisk for Thatchers regeringsperiode fra 1979 til 1990. Det britiske Investment Monitor skriver: ”Da Thatcher kom til magten i 1979, var Storbritanniens fremstillingsindustri allerede begyndt at falde som en procentdel af landets BNP, fra 20,6 % i 1970 til 17,6 % i 1979, ifølge tal fra ONS 3. Selvom dette tal fortsatte med at falde, faldt det i et betydeligt langsommere tempo under Thatchers tid i embedet, og tallet landede på 15,2%, da hun forlod embedet i 1990. På trods af et fald i BNP-procenten – og et indledende fald i fremstillingsindustrien på 12,5 % i hendes første år – steg den samlede fremstillingsindustri i Storbritannien med 9,1 % under Thatcher.”

 

Finansialiseringen af Storbritanniens økonomi

I stedet for at fokusere på offshoring under Thatcher, som først rigtig tog fart under hendes efterfølgere Tony Blair og David Cameron – jfr. ​​ Aditya Chakraborttys analyse ovenfor – bør man rette blikket mod andre dele af hendes økonomiske politik som f.eks. monetarisme og åbne finansielle markeder. Monetarisme indebærer en fokus på pengemængden i økonomien frem for f.eks. på beskæftigelse og efterspørgsel efter varer. Derfor forsøgte Thatchers regering at bekæmpe 70ernes høje inflation ved at hæve renten for at reducere pengemængden. Resultatet var en stigende valutakurs og en underminering af Storbritanniens eksport.

 

Fokus her er på Thatcher-regeringens frisættelse af Storbritanniens finansielle sektor – også kaldet City of London eller blot The City. Ovenfor citerede rapport fra Investment Monitor påstår: ”En af de mest kontroversielle begivenheder var 'Big Bang' i 1983 og reorganiseringen af City of London. Man kan argumentere for, at det var Big Bang, der banede vejen for 30 års økonomisk succes for den britiske finanssektor. Den britiske regering greb ind og ændrede finanssektoren på en måde, som den ikke formåede at gøre for fremstillingsindustrien.” Meget tyder på, at frie finansielle markeder var selve essensen af Thatchers regeringens økonomiske politik.

 

Hvad er Big Bang? Big Bang var dagen i 1986, hvor City of London i ét hug blev dereguleret og forvandlet til en finansiel hovedstad, der kunne konkurrere med New York og Tokyo. The City skiftede fra traditionel aktiehandel til elektronisk handel i et forsøg på at overgå sine europæiske konkurrenter og blive et center for internationale banker.

 

The Guardian skrev: ”Big Bang blæste det gamle regime fra hinanden. Inden for seks måneder efter Margaret Thatchers valg blev valutakontrollen ophævet, og udenlandsk kapital strømmede ind i Storbritannien. Dereguleringen af børsen i 1986 var en invitation til verdens største dyr til at komme ind på markedet.”

 

Der var tre hovedelementer i dereguleringen:

 

  • Afskaffelse af faste minimumsprovisioner på handler med værdipapirer

  • Ophævelse af adskillelsen mellem dem, der handlede aktier, og dem, der rådgav investorer

  • Udenlandske firmaer fik tilladelse til at eje britiske børsmægler-virksomheder

 ​​ ​​​​ 

BBC News skrev: ”Ved at afskaffe faste provisioner tillod man med Big Bang mere konkurrence. Ved at ophæve adskillelsen mellem forhandlere og rådgivere blev fusioner og overtagelser tilladt, og ved at tillade udenlandske ejere åbnede det Londons marked for internationale banker. Kombineret med elektronisk handel, sprang byen fra det 19. århundrede til tærsklen til det 21. århundrede.”

 

Punkt 2 oven for handler om, at bankrådgivere både giver råd til sælgere af værdipapirer og varetager handlen til investorer. Derefter opkræver rådgiveren en kommission af både sælger og køber. Den moderne ”trader” (spekulant) var skabt. Kapital fra banker og investeringsfonde i USA, Europa og Japan strømmede ind i The City. Især Wall Streets banker viste stor interesse, eftersom de stadigvæk var underlagt restriktioner af Roosevelts Glass-Steagall Act. Med Big Bang var Londons status som verdens finansielle centrum skabt.

 

Finansialisering og afindustrialisering

Hvad er problemet med denne såkaldte finansialisering af økonomien? Problemet er, at kapital ledes ind i uproduktiv spekulation på bekostning af den produktive sektor. Finans tiltrækker altså mere kapital end produktion. De værdier, som finanskapitalen tilegner sig, kan i sidste ende kun stamme fra produktion af værdier i realøkonomien. Spekulative gevinster fungerer som en slags ekstra beskatning af lønindtægter og af profit skabt ved produktion. Spekulative indtægter er arbejdsfrie gevinster – passive gevinster opnået først og fremmest med udlån af penge, ejerskab af jord, ejendom og monopoler og ejerskab af patenter. På engelsk kaldes sådanne indtægter under et ”rent”, og den person, som har ”rent” som indkomst kaldes ”rentier capitalist”. Jeg oversætter ordet ”rent” til dansk med ”rente”, selvom det ikke dækker den præcise betydning på engelsk.

 

Den amerikanske økonom, Michael Hudson, har påpeget, at rente ikke har nogen modpart i nødvendige produktionsomkostninger. ”Modtagere af rente og leje har ingen udgiftsomkostninger til at levere rente-, leje- eller monopolydelser til det, der dybest set er overførselsindkomster, det vil sige indkomst uden nogen social nødvendig modydelse. Al økonomisk rente er således per definition arbejdsfrie gevinster, da indtægten ikke er baseret på nødvendige produktionsomkostninger.” 4​​ Dette gælder også udlån af penge. Der er omkostninger forbundet med at drive en bank, men selve skabelsen af penge som kredit er stort set omkostningsfrit.

 

”Finansialisering er den centrale dynamik, som polariserer nutidens økonomier. Dens mål er at tilegne sig resultatet af produktionsmidlernes værdiskabelse og renteprivilegier for en kreditorklasse for at bebyrde arbejdskraft, industri, landbrug og regeringer med gæld... Udbytning i form af betaling af gæld er en væsentlig årsag til, at USA og Storbritannien har mistet deres industrielle fordel. Tysklands evne til at modstå en indenlandsk ejendomsboble har været nøglen til dets succes som industriel eksportør.” 5​​ ”Gældens eksponentielle vækst skrumper markeder og hæmmer investeringer.” 6

 

Finansialisering kan betegnes som en afindustrialisering uden offshoring. Hudson skriver, at ”de fleste kapitalinvesteringer i USA og i andre økonomier finder sted ved, at virksomheder tilbageholder profit eller investerer med egenkapitalen ikke med banklån eller med salg af obligationer.” 7​​ Kapital flyder ind i den finansielle sektor, mens produktive investeringer forsømmes, og den finansielle sektor tager sig mere og mere ud, som en parallel økonomi isoleret fra produktion af konkrete forbrugsgoder. ”Der er ingen grund til, at den britiske fremstillingsindustri ikke kan vokse og skabe velstand, men det forudsætter en finansiel servicesektor, som har fokus på at støtte industrien frem for at finde på nye finansielle produkter, som kan sælges på de globale markeder.” Sådan skriver to forskere – Michael Kitson og Jonathan Michie – fra henholdsvis University of Cambridge og University of Oxford, hvorefter de fremhæver Danmarks, Sydkoreas og Tysklands succes med investeringer i vedvarende energi teknologi. 8

 

En rapport udgivet i 2018 af Sheffield Political Economy Research Institute hævder, at Storbritanniens ”forvoksede finansielle sektor har kostet økonomien £4.5 billioner i tabt økonomisk output mellem 1995 and 2015 – eller £67,500 per person i UK... og at den britiske økonomi sandsynligvis ville have klaret sig meget bedre i den samlede vækst, hvis dens finanssektor var mindre, og hvis finanssektoren var mere fokuseret på at støtte andre produktive områder af økonomien.” Rapportens forfattere hævder, at Storbritanniens økonomi lider under ”den finansielle forbandelse” (the finance curse). ”City of London trækker betydeligt mere rigdom ud af resten af den britiske økonomi, end den bidrager med. Kun 3,5 procent af alle erhvervsudlån fra britiske banker i 2017 gik til Storbritanniens fremstillingsindustri, mens 60 procent af alle udlån gik til finansiel formidling, altså finansielle formidlere, der kanaliserer midler mellem långivere og låntagere.”

 

Den finansielle klasses parallelsamfund

Når den finansielle sektor fungerer som om, den er isoleret fra realøkonomien, så befinder den klasse af investorer, som henter deres profitter og danner deres formuer i denne sektor, sig også uden for flertallets virkelighed af arbejde, varemarkeder, sociale konflikter, skiftende regeringers økonomiske politik, kriminalitet osv. Altså i deres egen selvforståelse. De berøres ikke på samme måde som kapitalister - der producerer varer og tjenesteydelser - af strejker, faldende efterspørgsel efter varer på grund af fattigdom, sociale optøjer, stigende ulighed, nedbrudte sundhedssystemer, illegal indvandring, raceoptøjer, berigelseskriminalitet og andre former for sociale problemer. Den britiske finanskapitalistiske overklasse berøres heller ikke af Brexit. Et Storbritannien uden for eller inden for EU er dem ligegyldigt. De er ikke afhængige af et eksportmarked for varer og tjenesteydelser, for deres investeringer og deres kapitalbevægelser foregår i cyberspace, hvor der ikke findes forskellige former for import- eller eksport-restriktioner.

Miljøproblemer, som resultat af bestemte former for produktion, berører dem ikke, for i cyberspace findes der hverken udledninger af pesticider, iltsvind i havet, klimaforandring eller biodiversitetskrise. Den eneste form for politik, som interesserer denne klasse, er skattepolitik, for det berører forskellige former for afkast af aktier, pengeudlån, obligationer og derivater. Derfor er det nødvendigt for dem at holde sig orienteret om skattely.

 

Selvom de formelt set besidder en nationalitet, har de ingen særlig tilknytning til en bestemt nation, for de ejer boliger i London, New York, Vancouver, Los Angeles, Sidney og Berlin, og som moderne nomader bevæger de sig frem og tilbage mellem disse metropoler, flydende i det digitale cyberspace sammen med andre nomader fra det samme globaliserede sociale lag. Deres ejendomsbesiddelser er ikke kun boliger. De er også spekulationsobjekter uden affektionsværdi. Med Jeremy Seabrooks ord ophører denne klasse ”med at være borgere i deres eget land og bliver nomader, med et tilhørsforhold til en overjordisk topografi af penge; de bliver rigdommens patrioter i et flygtigt og gyldent nowhere.” 9

 

Nogle af dem har endda anskaffet sig en ​​ underjordisk ”prepper-bolig”, hvor de bilder sig ind, at de kan tilbringe en begrænset tid, mens de overjordiske masser rider stormen af, når klimaforandringen for alvor rammer kloden – eller hvis en atomkrig bryder løs. Disse underjordiske bunkeragtige boliger udgør blot endnu et symptom på en bevidsthed, som er løsrevet fra flertallets sociale og økonomiske virkelighed. Douglas Rushkoff, forfatter til Survival of the Richest, skrev i The Guardian om sit møde med en gruppe af disse superrige: ”Mere end noget andet er de bukket under for en tankegang, hvor 'at vinde' betyder at tjene penge nok til at isolere sig fra den skade, de skaber ved at tjene penge på den måde.” Mødet handlede om, hvordan man kan skabe en sikker underjordisk ”prepper-bolig” med egen, privat sikkerhedsstyrke, som gør det muligt at overleve ”begivenheden”. ”Begivenheden! Det var deres eufemisme for miljømæssigt sammenbrud, sociale uroligheder, atomeksplosion, solstorm, ustoppelig virus eller et ondsindet computerhack, der river alt ned.” ”Deres ekstreme rigdom og privilegier tjener kun til at gøre dem besat af at isolere sig fra den meget reelle og nuværende fare for klimaændringer, stigende havniveauer, massemigrationer, globale pandemier og ressourceknaphed. For dem handler fremtidens teknologi kun om én ting: Flugt fra os andre.”

 

Videreførelsen af Thatchers afindustrialisering

Tilbage til Aditya Chakraborttys opdeling af den britiske afindustrialiserings tre faser: Thatcher-argumentet, Blair-visionen og Cameron-opdateringen. ”Temaet var enkelt: Det meste af det, der kunne fremstilles, kunne gøres billigere andre steder. Fremtiden lå i at komme med ideerne, softwaren og mest af alt mærkevarerne.” Tony Blairs New Labour satsede på en videreførelse af Thatchers neoliberale økonomiske politik plus offshoring af produktive virksomheder og en IT-sektor, som kunne matche Silicon Valley. Storbritannien skulle være et ”videnssamfund” med en stor finansiel sektor.

 

Storbritannien gennemgik ”en af de største industrielle tilbagegange, der er set i efterkrigstidens Vesteuropa. Da Thatcher kom til magten, tegnede fremstillingsindustrien sig for næsten 30 % af Storbritanniens nationalindkomst og beskæftigede 6,8 millioner mennesker. Da Brown forlod Downing Street i maj sidste år, var den nede på lidt over 11 % af økonomien med en arbejdsstyrke på 2,5 mio.” (Gordon Brown forlod Downing Street i 2010). ”Ingen anden større økonomi har været igennem vores omfang af afindustrialisering. Tyskerne og franskmændene har beholdt deres store indenlandske mærker - Mercedes og Miele, Renault og Peugeot - og med dem deres forsyningskæder af mindre leverandører og partnere. I Storbritannien har der ikke været en sådan industriel økonomi med det resultat, at vi har få store producenter tilbage – men et væld af underleverandører. Er det en dårlig ting? Det er der meget, som tyder på. Dårligt økonomisk, og forfærdeligt socialt og kulturelt.”

 

Blairs vision om et britisk Silicon Valley endte således: ”Få minutters gang fra Newcastles station ligger det... som nu hedder Science City. Det var meningen, at det skulle være hjemsted for nye højteknologiske virksomheder, men alt, hvad man kan se, er nogle smarte studenterboliger og nogle hektar gold jord.”

 

Efter Tony Blair fulgte David Cameron med et løfte om at ændre situationen med ”skabernes march” (March of the Makers). Det var svært ”at være uenig i det argument, som koalitionen fremførte – at Storbritanniens økonomi er skæv, afhængig af The City og boligboblen – men den politik, der skal ændre dette fulgte ikke med. I stedet udskrev Cameron den samme recept som Thatcher: Hvis man skærer ned på de offentlige udgifter, vil det private forbrug uundgåeligt vokse. Hans ministre gav togkontrakter til tyske fabrikker i stedet for til arbejdere i Derby … Politikerne diskuterer lokalpolitik uden at nævne, hvad afindustrialiseringen har gjort ved de lokale økonomier.”

 

Hvad viser de økonomiske tal?

Hvis man tager bruttonationalproduktet – til trods for begrebets utilstrækkeligheder som målestok for velstand – og anvender det som indikation på den britiske økonomis udvikling, så ser det umiddelbart ikke alarmerende ud. Macrotrends grafer over udviklingen i Storbritanniens BNP siden 1960 viser et stort dyk under 70ernes stagflationskrise, et næsten tilsvarende stort dyk umiddelbart efter Thatchers tiltræden efterfulgt af stor stigning fra 1980 op til 1988. Efter et fald i 1988 stiger BNP igen fra 1991 op til finanskrisen. I 2022 lander vækstraten i BNP på næsten sammen niveau som i 1972.

 

Hvis man sammenligner med Tysklands udvikling i BNP siden 1960, viser den tyske kurve næsten den samme tendens med et stort fald under 70ernes stagflationskrise, en stigning fra 1988 til 1991, et kraftigt fald under finanskrisen, en kraftig stigning fra 2009, hvorefter væksten falder igen fra 2010 formentlig pga. den europæiske gældskrise. I 2019 faldt væksten i det britiske BNP mere end det tyske, men den britiske vækstrate viser en bemærkelsesværdig stigning fra 2020 til 8,7 procent i 2021 mod en tysk vækstrate på 3,2 procent. ​​ Hvis man sammenligner væksten i BNP i de to lande fra 1991, ser den britiske udvikling noget mere stabil ud end den tyske. Det tyske BNP falder kraftigt i 1991 – måske pga. den tyske genforening – mens det britiske stiger, og fra 1993 frem til finanskrisen ser den britiske udvikling langt mere stabil ud end den tyske. I 2022 var den tyske vækstrate under det halve af vækstraten i 1972, mens den britiske stort set var uforandret. ​​ 

 

Vi har altså en finansialiseret bobleøkonomi, som tilsyneladende viser en lige så stabil vækst i BNP som Tysklands – et europæisk land som er en af verdens største fremstillingsøkonomier. Hvordan hænger det sammen?

 

Her er det vigtigt at forstå, hvordan beregningen af BNP har ændret sig gennem tiden. Den israelsk-amerikanske økonom, Jacob Assa, har kortlagt, hvordan beregningen af BNP har ændret sig fra omkring 1940.10 ”Mens den oprindelige beregningsmetode i 1930erne og 1940erne var designet til at opfange målbar produktion, flyttede efterfølgende opdateringer af rammen for nationalregnskabet produktionsgrænsen (som bestemmer, hvad der tælles med i BNP) til at dække flere tjenesteydelser, herunder dem, hvor der ikke direkte kan måles et output. Især 'værditilvæksten' af finansielle tjenesteydelser indregnes baseret på bankernes indtægter og omkostninger, og inddragelsen af sådanne indkomster i BNP har forårsaget en forringelse af dens korrelation med mål for beskæftigelse og medianindkomst, såvel som dens værdi som en ledende indikator.” 11

 

”Finansialiseringen af BNP repræsenterer en praksis med at beregne nationalindkomst som et historisk og politisk betinget håndværk - drevet af magt og ikke kun teori - kulminerende med fremkomsten af den finansielle sektor og den samtidige inddragelse af finansielle tjenesteydelser i BNP i 1993.” 12​​ Macrotrends kurve for den britiske vækst i BNP viser en stabil udvikling fra 1993 frem til finanskrisen.

 

Det interessante her er ikke blot, at finansielle ydelser blev indregnet som en del af BNP, men hvorfor disse ydelser ikke tidligere blev indregnet – heller ikke i 1980erne, da Margaret Thatcher var premierminister i Storbritannien. Skelsåret var ifølge Jacob Assa 1993. Han har allerede svaret på dette spørgsmål: ”Magt, ikke kun teori.” Som et politisk svar på 70ernes stagflationskrise fik neoliberal økonomisk politik mere vind i sejlene med en påstand om frie markeder, som gavner alle, men det var den finansielle sektors heftige lobbyaktivitet først i Europa og derefter i USA, som åbnede op for frie internationale kapitalbevægelser og en afskaffelse af de restriktioner, som var et resultat af Roosevelts Glass-Steagall Act.

 

Michael Hudson gør også opmærksom på, at finansielle aktiviteter er blevet optaget som en del af beregningen af BNP. ”Det drejer sig om, hvad der udgør 'økonomisk vækst' - i modsætning til nutidens målebegreber. En stigende del af den økonomiske aktivitet har ikke noget at gøre med produktion ... eller forbrug, men med køb og salg af ejendomme, der allerede eksisterer: primært fast ejendom, naturressourcer, aktier og obligationer... I synet på "det negative output fra et imaginært segment af økonomien" overdriver BNPs mål i høj grad betydningen af finansielle tjenesteydelser for det samlede økonomiske output.” 13

 

Hertil kommer, hvad Tony Norfield har betegnet som ”double counting”: ”En banks udlån udgør ikke nødvendigvis nogen form for kapitalinvestering. Lånet kan blot være et realkreditlån eller et lån til forbrugsformål. Selv hvis pengene blev brugt til kapitalinvesteringer, vil de blive talt med hver for sig i den officielle BNP-statistik. Så at tælle både lånet og de økonomiske data vil indebære en dobbelttælling: én gang som en investering registreret af virksomheder i BNP-data og igen som et bankaktiv. At medtage en banks finansielle aktiver som en faktor i den samlede kapitalinvestering er en fejl.” 14

 

Her ligger den mest sandsynlige forklaring på, at udviklingen i den finansialiserede britiske økonomi tegner sig som mindst ligeså stabil som udviklingen i den tyske økonomi med en stor industriel sektor, høj eksport og med en banksektor, som med få undtagelser består af små sparekasser, statsejede banker og kooperativer. (Derfor blev den tyske finansielle sektor ikke ramt så hårdt af finanskrisen som USA og Storbritannien.) Det britiske BNP afspejler ikke landets reelle produktive kapacitet. Finansielle investeringer er kunstigt oppustede værdier og omfordeling fra produktion til spekulation – ikke skabelse af nye værdier. Og dertil kommer, at pengeudlån til kapitalinvesteringer tælles dobbelt, når de inkluderes i BNP.

 

En anden indikator på en økonomis finansialisering er valutakursen. I 1990 var kursen på pund sterling $1,7. I begyndelsen af 2024 var kursen faldet til $1,3. I 1999 var kursen på et pund sterling 1,6 euro. I begyndelsen af 2024 var kursen faldet til 1,2 euro. Det er et fald i pund sterling, som ikke er alarmerende. Når en valuta holder en nogenlunde stabil kurs, selvom landets produktive output falder, kan det kun skyldes, at den kapital, som flyder ind i landet, går til andre formål end til produktion. Udenlandsk kapital, som er flydt ind i Storbritannien, er anbragt i The City, og det drejer sig ikke kun om spekulation i ejendom og i derivater. Selv medlemmer af Det Konservative Parti har betegnet The City som ”verdens hvidvaskningscentral”.

 

”London er ikke blevet den globale hovedstad for hvidvaskning af penge ved et tilfælde. Hvidvaskerne og dem, der finansierer terroraktiviteter, har to hovedkrav. Det første er et sted med finansielle transaktioner, hvor deres egne vil være nemme at overse. Det andet er et sted, hvor de, der muliggør etablering af virksomheder og åbning af bankkonti, er parate til at vende det blinde øje til, hvem der er ejer af en virksomhed.” 15

 

Hvad kan man lære af den britiske nedtur?

Først og fremmest kan man lære, hvad man ikke skal gøre. Regeringen skal ikke føre en politik, som svækker fagforeningerne. Fagforeninger medvirker til at styrke et lands produktive kapacitet.

 

Regeringen skal ikke føre en økonomisk politik, som stræber mod balance på de offentlige budgetter. Offentlige udgifter bør naturligvis ikke medføre for høj inflation, men det er en myte, at offentlige investeringer fortrænger private investeringer i produktion. Storbritannien er et klart eksempel på, at det er en finansialisering af økonomien, som fortrænger investeringer i produktion – ikke offentlig gæld.

 

Intern offentlig gæld er ikke så stort et problem, som mainstream-økonomien gerne vil gøre det til. Udenlandsk gæld kan være et problem. Det er det, som i særlig grad gør sig gældende i ulandene. Japans statsgæld udgør 263 procent af Japans BNP mod Grækenlands 180 procent. Men det er Grækenland, som er de facto bankerot – ikke Japan. For mindst 60 procent af Japans gæld består af japanske statsobligationer, som Bank of Japan har købt af den japanske regering, hvorimod Grækenlands gæld er gæld i en valuta, som Grækenland ikke har nogen magt over, ligesom ulandenes gæld i dollars og euros.

 

En stat kan ”rulle” sin gæld i meget lang tid, og den kan benytte sig af monetær finansiering (pengeskabelse til at dække statslige udgifter). Japan er med landets enorme gæld et klart eksempel på, at et land ikke kan gå bankerot i sin egen valuta, og at monetær finansiering ikke nødvendigvis medfører hyperinflation. Derimod medfører privat pengeskabelse som gæld en meget høj inflation på boligmarkedet, men stigningen i boligpriserne udgør en inflation, som ikke er medtaget i beregningen af forbrugerprisindekset. Derfor virker inflationen på boligmarkedet som en skjult inflation. Gæld er fremskudt forbrug, og fremskudt forbrug er altid i større eller mindre grad inflatorisk.

 

Offentligt forbrug er ikke penge, som forsvinder op i luften. Det er penge, som flyder ind i private virksomheder og private husholdninger. Hvis den offentlige sektor investerer i produktion, medfører det ikke nødvendigvis inflation. Det medfører den styrkelse af produktionen, som den finansielle sektor ikke kan eller ikke vil bidrage til. Biden-regeringen i USA er et eksempel på dette. Inflation Reduction Act og Science and Chips Act udgør statslige investeringsprogrammer på omkring $600 mia. Presset af Kinas statssubsidierede produktion har USA set sig nødsaget til at efterligne Kina for ikke at sakke mere bagud på IT-området og den grønne omstilling. F.eks. har Kina stort set overtaget verdensmarkedet for solenergi. For at indhente Kinas forspring har den amerikanske regering besluttet at råde bod på årtiers fejlagtige satsning på finansialiseret økonomi og offshoring af produktionen, som kun har skabt krise i den amerikanske økonomi og sociale problemer i form af udstødelse af den arbejderklasse, hvis liv afhang af en produktiv økonomi.

 

Statslig indblanding i økonomien er ikke længere et tabu. Mens den vestlige verden har debatteret frie markeder (herunder frie finansielle markeder baseret fortrinsvis på privat finanskapital), har den kinesiske regering med sine meget store statsejede banker styret kapital ind i produktionen og overtaget styringen af verdensmarkedet på flere områder – herunder IT og vedvarende energi. Det sidste til stor ærgrelse for både USA og Europa.

 

I EU er det vanskeligt at foretage mellemstatslige investeringer pga. de restriktioner, der ligger i Maastricht-traktaten med hensyn til overstatslig låntagning. EU-landene tøver med at udstede fælles obligationer, fordi det indebærer fælles hæftelse for gæld, men for nylig er der indgået en aftale om at udstede euro-obligationer for at finansiere et europæisk forsvar, og der blev også stiftet fælles gæld under corona-pandemien.

 

Danmark har bevaret en produktiv sektor, som giver stor eksport - og en stor middelklasse

Dansk økonomi er i høj grad finansialiseret, men vi har ikke i Danmark nået den samme grad af ”finansiel forbandelse” som Storbritannien, for Danmark har bevaret en produktiv sektor, som medfører en stor eksport. Derfor har Danmark også en stor middelklasse, som i det store hele er tilfreds med sin levestandard og sit arbejdsliv, så længe den er i stand til at afdrage på sin gæld og stadigvæk opnå et tilfredsstillende overskud til forbrug. For danskernes gæld er meget høj – hvilket er et klart tegn på en finansialiseret økonomi. Ifølge OECD har Danmark verdens femtehøjeste private gæld i forhold til den disponible indkomst, nemlig 208 procent (tallene er fra 2022). Denne gæld skaber banker og realkreditinstitutter ved at sende nye penge ud i økonomien. Når bankerne yder et lån, udlånes der ikke penge, som bankerne er i besiddelse af. Lånet ydes som elektroniske penge, som bankerne taster ind på debitorernes konti.

Disse nye penge skaber inflation - En inflation som ikke medregnes i forbrugerprisindekset - og renter og gebyrer på gælden medfører, at boligpriserne skyder op med raketfart.

Spørgsmålet er, hvad der sker med dansk økonomi, når en udenlandsk lavkonjunktur reducerer dansk eksport, og ledigheden stiger. Sidste gang det skete i 2008, kostede det ifølge Rangvid-rapporten samfundet hundredvis af milliarder kroner. 16​​ 

Det bliver næppe billigere næste gang.

 

1

​​ Inflation Reduction Act ($300 mia), Chips and Science ($280 mia).

2

​​ NUM står for National Union of Mineworkers.

3

​​ ONS er det statslige Office of National Statistics.

4

​​ Michael Hudson, The Destiny of Civilisation, s.78.

5

​​ Michael Hudson, Killing the Host, s.364.

6

​​ Michael Hudson, Killing the Host, s.67.

7

​​ Michael Hudson, Killing the Host, s.143.

8

​​ The de-industrial revolution: The rise and fall of UK manufacturing, 1870-2010, s.33. Rapporten kan downloades fra https://www.researchgate.net/.

9

​​ Jeremy Seabrooks, In the Cities of the South, s.211.

10

​​ Jacob Assa er forfatter til bogen The Financialization of GDP, Implications for Economic Theory and Policy.

13

​​ Michael Hudson, Killing the Host, s.95 (Hudson citerer fra Diane Coyles bog, GDP: A Brief but Affectionate History).

14

​​ Tony Norfield, The City – London and the Global Power of Finance, s.142.

16

​​ Beregnet som tabte profitter i erhvervslivet, tabt arbejdsløn og stigende overførselsindkomster.