Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 22. Ansvarshavende redaktør : Niels Frølich

 

Udskriv artiklen

 

Trivselsøkonomi – sidste skud på stammen efter ”Oprør fra Midten” og Alternativet?

Af Jørgen Lindgaard Pedersen

 

Den 30. – 31. maj 2024 blev der afholdt et stort arrangement på Københavns Universitet. Arrangøren var Wellbeing Economy Alliance Danmark, der forventede omkring tusind deltagere. Programmet dækker alt inden for trivselsøkonomi, der kort formuleret sætter mennesker og planetens behov i spidsen for økonomien. Dette i modsætning til den reelt eksisterende kapitalisme.

Der er mange forskellige personer, organisationer og institutioner, som kobler klimakrisen, den voksende økonomiske ulighed, ulighed i sundhedsforhold og levetid samt uretfærdig magtudøvelse spændende fra krig og borgerkrig til politisk magtarrogance og juridisk fifleri sammen. Ikke blot i USA, Rusland eller Kina, men også i vort eget land, Danmark.

Det er heller ikke første gang, vi ser en sådan opfattelse og forsøg på at bekæmpe elendighederne. Arbejderbevægelsen med dens socialistiske partier har gennem mere end 150 år forsøgt at sætte sig i spidsen for en udvikling hen imod en bedre verden for den brede befolkning. Et andet eksempel var socialliberalismen fra slutningen af 1800–tallets Frankrig - ​​ med Det radikale Venstre stiftet i 1905 som et dansk eksempel på at forene det bedste fra liberalisme og kapitalisme med idealerne fra den store, borgerlige franske revolution i 1789, kombineret med den socialistiske arbejderbevægelses krav om rimelige levevilkår.  ​​​​ 

I 1978 udgav Kristen Helveg Petersen, radikal politiker og tidligere kulturminister, forfatter Villy Sørensen og Niels I. Meyer, professor og fremtrædende energiekspert, bogen ”Oprør fra Midten”. Den argumenterede for et ”humantligevægtssamfund” med ”demokratisk selvforvaltning, solidarisk arbejdsdeling, økonomisk lighed og økologisk ligevægt”. Dette ønskede samfund var ikke ret meget anderledes end det nu fremførte trivselsøkonomiske samfund. Bogen blev solgt i 120.000 eksemplarer i løbet af det første år. Vigtigere var det, at den blev læst og diskuteret i stort omfang jævnfør bogen ”Røret om Oprøret” fra 1982, der var en opsamling på debatten. Men efter nogle få år gik bogen og dens budskaber i glemmebogen.  ​​ ​​​​ 

Alternativet blev stiftet i 2013 som politisk parti, men også som en politisk bevægelse og en kulturel stemme. Uffe Elbæk, radikal politiker og kulturminister, var initiativtager og offentlig frontfigur. Alternativets fokusområder var personlig frihed, social værdighed og bæredygtige fællesskaber. Efter masser af personskift og uklarhed om, hvad partiet egentlig stod for ud over en stærk klimapolitik, er partiet i dag repræsenteret i Folketinget med 4 mandater og med Franciska Rosenkilde som politisk leder.

 

Hvad siger trivselsøkonomifolkene om deres opgave?

Folkene bag den danske trivselsøkonomi-konference nævnt oven for er domineret af universitetsuddannede økonomer. Inge Røpke, professor og økologisk økonom, Peter Birch Sørensen, professor, tidligere overvismand og kritisk økologisk økonom, sidder begge i et repræsentantskab bag Wellbeing Economy Lab, hvor økonomen Mads Falkenfleth er stifter og direktør. Der er dog også personer med anden faglighed som f.eks. Katharine Richardson, professor i biologisk oceanografi. For en god ordens skyld skal nævnes, at der er et betydeligt overlap personmæssigt mellem grønne økonomer, trivselsøkonomer og økologiske økonomer.

Og nogle aktivister synes at mene, at økonomi er djævlens værk, som bør forsvinde. Der er kun politik, som påvirker eller bør påvirke ressourcefordelingen i samfundet. Hovedsynspunktet synes dog at være, at selv om politiske overvejelser er afgørende, når der træffes beslutninger om, at der skal bygges broer og nedlægges færgeruter, så er omkostningsovervejelser og overskud og især fordelingen af omkostninger og overskud på sociale grupper vigtige. En interessant historisk parallel har vi, da Stalin i 1928 forbød diskussion om økonomiske emner i Sovjetunionen. Først i 1952 året før sin død genoplivede han diskussionen med skriftet ”Socialismens økonomiske Problemer i Sovjetunionen”. Økonomien var der selv for Stalin, som i 25 år havde forvandlet alt til politik! ​​ 

En koncentreret fremstilling af trivselsøkonomien kan være følgende: ”Nu udvidede man opgaven – med afsæt i FN’s Verdensmål – til at måle på fire ting:

For det første på naturen: Hvor godt har naturen det? Hvor rent er vandet?

For det andet på såkaldt human kapital: Uddannelsesniveauet, skrumper eller vokser befolkningen? Er befolkningen sund?

For det tredje på det sociale: Hvor lige er kagen delt? Hvor glade er folk?

Og for det fjerde og sidste: Stadig på økonomien”.

Hvordan har trivselsøkonomi-folkene tænkt sig at bidrage til, at samfundet tilnærmer sig en tilstand, der er mere ønskværdig end den reelt eksisterende? Ud fra hvad det fremgår af bevægelsens skriftlige markeringer, synes det at være en meget bredspektret indsats: Deltage i den offentlige debat og diskussion på mange måder og i mange medier, forsøge at påvirke parlamenter og regeringer til at inddrage de fire dimensioner nævnt ovenfor og naturligvis i et forsøg på at skabe forbedringer.

 

Nogle kritiske, men solidarisk nysgerrige spørgsmål

1) Det er efter min opfattelse et stærkt og samtidig svagt forhold, at trivselsøkonomi-folkene og organisationerne henvender sig til alle af god vilje - personer, organisationer og regeringer. Sandsynligheden, for at der kommer en positiv respons, synes selvfølgelig at være større end en mere målrettet henvendelse. Det samme kan derimod ikke siges om effektiviteten i en sådan form for kommunikation. Faren er, at budskabet fortaber sig i en sådan henvendelse til det fælles for alle mennesker – arbejdere, studerende, selvstændige erhvervsdrivende, pensionister, unge og gamle, mænd og kvinder. Selv om der mest fremføres positive løfter, hvis folk går ind for det gode, trivselsøkonomien, vil de fleste nok spørge ind til, hvem der skal betale for alt det gode. Der findes jo næppe en gratis frokost, som økonomer vil sige. Er det erhvervslivet eller den brede lønmodtagerbefolkning, der i første omgang skal betale for at opnå trivselsøkonomiens fordele for hele befolkningen? ​​ 

2) Vi får ikke meget at vide om, hvilke forhold der rent faktisk fører til, at vi får et formindsket udslip af drivhusgasser. Er det CO2-afgifter eller mængdemæssige restriktioner for husholdningerne og virksomhederne, eller er det et moralsk pres på landmændene? Vi ved fra tidligere politiske indgreb noget om, hvad der virker, men bestemt ikke alt. Det kunne være en opgave for trivselsøkonomi-folkene at undersøge dette eller støtte undersøgelser på området.  ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

3) Vil trivselsøkonomi-initiativet være et forum for væsentlige debatter, eller har det en ambition om at blive et politisk parti eventuelt i et forsøg på at genskabe en betydningsfuld midte omkring Det radikale Venstre, Moderaterne og Alternativet? På lidt længere sigt tror jeg ikke, at initiativet kan overleve som alene et blomstrende diskussionsforum, hvis man ser på, hvorledes det gik ”Oprør fra Midten”.

Men som et politisk parti kan det ikke overleve uden at placere sig i de store fordelingskampe omkring skattepolitik og sundhed, uddannelse og omsorg. Her vil de nuværende medlemmer sandsynligvis fordele sig til venstre, til højre eller i det politiske centrum. Hvad man kan håbe er, at initiativet bidrager til, at klimakampen og andre dele af trivselsøkonomien føres ind i de forskellige partier. I bedste fald kan det politiske centrum blive en seriøs politisk kraft, som Det radikale Venstre historisk var frem til 2. verdenskrig.