”På din side i Europa” - Hvad mener Enhedslisten egentlig om EU?
Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion
Kan ”almindelige mennesker” erstatte klasser eller kan forargelse erstatte politisk analyse? Hvorfor er der så stor afstand mellem valgmaterialet og partiets egne beslutninger? Hvorfor er Pelle Dragsted med på valgmaterialet, skønt han ikke er kandidat til EP? Disse spørgsmål rejser Enhedslistens EP-valgpjece.
Enhedslisten har op til EP-valget i begyndelsen af juni udsendt en lille omdelingsfolder, der i letforståelige vendinger skal forklare vælgerne, hvad EL vil i det europæiske parlament, og hvad EU er. Tager man folderen bogstaveligt, er der ikke meget at udsætte på EU. Jo, Europa – som man sætter lig med EU - kunne være ”tryggere, grønnere og mere lige”, men det er så det.
Enhedslistens forslag til forbedringer i EU er det svært at være uenig i: Etablere lyn- og nattog mellem alle europæiske storbyer, stoppe sort energi, hæve EUs klimamål. Det samme gælder også viljen til at ”sætte foden ned overfor grådige spekulanter og skattely”, ”stoppe social dumping, sortliste skattely, standse bankernes og energispekulanternes grådighed og straffe økonomisk kriminalitet, så det kan mærkes”. Eller at støtte Ukraine, anerkende Palæstina og sanktionere Israel.
Moraliserende venstrepopulisme eller antikapitalistisk analyse?
Alligevel står man tilbage med en underlig blegfesen smag i munden, noget der formentlig skyldes pjecens moralistiske sprogbrug. Det er ”grådige” spekulanters og ”pengegriske” bankers skyld, Putin er ”brutal”, og det er krigen i Gaza også, mens ”almindelige menneskers” behov undertrykkes – det er den ene procent mod de 99%, ikke kapitalismens indbyggede natur, der er problemet.
Denne venstrepopulisme, der har været under opbygning siden ’moderniseringen’ af partiet startede omkring 2012, og som fik et teoretisk grundlag med Pelle Dragsteds meget læste og omdiskuterede bog ”Nordisk socialisme”, ser efterhånden ud til at være blevet en politiske strategi for EL. Sidst så man den i forbindelse med Nordic Waste-skandalen i Randers, hvor EL ligesom S og SF i stedet for at bruge sagen som et skoleeksempel på kapitalismens funktionsmåde moraliserede over noget, der grundlæggende er et træk ved kapitalismen. Men udskamning er ikke politisk analyse og gør ingen klogere, bare forargede.
Naturligvis er det et åbent spørgsmål, hvor stor indflydelse ”Nordisk socialisme” – udover at rejse en god og tiltrængt diskussion om hvad socialisme egentligt er – har blandt partiets menige medlemmer og afdelingerne. I hvert fald blev en formulering i hovedbestyrelsens forslag til politisk udtalelsen på det nyligt afsluttede årsmøde stemt ud af udtalelsen, fordi man mente, at den kunne forstås som en unuanceret støtte til den strategi, der fremlægges i bogen. Men EL er jo mere end partiets medlemmer og afdelinger, det er også det parlamentariske parti og dettes Christiansborg-sekretariat, som er langt stærkere påvirket af den venstrepopulistiske strømning og opfattelser, der tyder på, at man opfatter det parlamentariske arbejde som al politiks moder. Det er grunden til, at man nogen gange kan få det indtryk, at Enhedslisten - mindst – er to forskellige partier, der i stedet for at komplementere hinanden ikke har særlig megen indbyrdes forbindelse.
Referater fra Enhedslistens deltagelse i forskellige valgmøder forstærker dette indtryk og indtrykket af, at venstrepopulismen følges med en mainstreaming, altså at det parlamentariske parti trækker længere og længere ind mod de andre partier i den måde, man forholder sig til politiske problemer på. Som eksempel kan tjene de holdninger, Frederikke Hellemann, der er EL-kandidat til Europa-parlamentet, bliver rapporteret at have givet udtryk for. Hellemann deltog f.eks. 22. maj i et valgmøde arrangeret af Cevea. Det rapporterede indtryk var her, at EL lå på linje med de øvrige mødedeltagere fra Venstre, De Konservative og SF om alt det, der skulle arbejdes for, mens kandidaten ikke fremkom med kritik af kapitalismen eller af EU som konstruktion eller forsøgte at påpege de begrænsninger, netop disse forhold giver for venstreorienteret politik i EU. Ovenikøbet var man enig med SF i, at EU skulle kunne opkræve en grøn skat, skønt lige præcis skatteopkrævning er et nationalt anliggende, og at EU – i hvert fald ikke endnu – er en stat.
Hellemann lod også forstå, at EL mener, at EU skal være facilitator og koordinator for opbygningen af en europæisk forsvarsindustri. Det kan der være god mening i under hensyn til behovet for militær støtte til Ukraine, men det er ikke noget, der er besluttet i hverken hovedbestyrelse eller i partiet, hvor en tiltrængt omkalfatring af partiets forsvars- og sikkerhedspolitik først lige er begyndt. Og hvis en sådan rolle for EU som venteligt betyder nedskæringer i velfærden, noget Mette Frederiksen jo allerede flere gange har antydet, f.eks. i et opsigtsvækkende interview fra 27. februar i år i Financial Times, hvorledes vil EL så balancere hensynet til en nødvendig omrustning af dansk forsvar og militær assistance til Ukraine med, at betalingen bliver nedskæring af velfærden for ELs højtbesungne ”almindelige mennesker”? Hvis alle er i samme båd, ved man jo godt, hvem der skal ro. Her mangler der også et EL-svar.
Ifølge sit program arbejder EL for radikale samfundsforandringer og for at ophæve kapitalismen som produktionsmåde. Men folderen nævner ikke ordet ”kapitalisme” en eneste gang endsige de forhindringer, som selve EUs konstruktion og politiske rationale sætter for progressiv politik – det, der ikke kan lade sig gøre, er helt udeladt. Det kan godt undre, når man læser det EU-program, EL for to år siden på sit årsmøde 2022 vedtog, og som på baggrund af en politisk analyse forholder sig ret kritisk til EU.
Det er også noget, som Anna Thygesen 26. maj i en anmeldelse af partiernes EP-valgplakater i Altinget under overskriften "Fordi det er dem, er budskabet svagt" undrer sig over i anmeldelsen af ELs i øvrigt grafisk meget flotte valgplakat i fem tavler:
"Budskabet er positivt, let at afkode og svært at være uenig i. Hvem vil ikke gerne have bedre togtrafik, som jo også er godt for klimaet?" "Men fordi det er dem, er budskabet svagt. Enhedslisten plejer at være stærke, når de signalerer protest. Det mangler her. Og hvis man kender partiet, er det forvirrende, for de har altid været EU-skeptiske. Er det bare glemt nu?"