”På din side i Europa” - Hvad mener Enhedslisten egentlig om EU?
Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion
Kan ”almindelige mennesker” erstatte klasser eller kan forargelse erstatte politisk analyse? Hvorfor er der så stor afstand mellem valgmaterialet og partiets egne beslutninger? Hvorfor er Pelle Dragsted med på valgmaterialet, skønt han ikke er kandidat til EP? Disse spørgsmål rejser Enhedslistens EP-valgpjece.
Enhedslisten har op til EP-valget i begyndelsen af juni udsendt en lille omdelingsfolder, der i letforståelige vendinger skal forklare vælgerne, hvad EL vil i det europæiske parlament, og hvad EU er. Tager man folderen bogstaveligt, er der ikke meget at udsætte på EU. Jo, Europa – som man sætter lig med EU - kunne være ”tryggere, grønnere og mere lige”, men det er så det.
Enhedslistens forslag til forbedringer i EU er det svært at være uenig i: Etablere lyn- og nattog mellem alle europæiske storbyer, stoppe sort energi, hæve EUs klimamål. Det samme gælder også viljen til at ”sætte foden ned overfor grådige spekulanter og skattely”, ”stoppe social dumping, sortliste skattely, standse bankernes og energispekulanternes grådighed og straffe økonomisk kriminalitet, så det kan mærkes”. Eller at støtte Ukraine, anerkende Palæstina og sanktionere Israel.
Moraliserende venstrepopulisme eller antikapitalistisk analyse?
Alligevel står man tilbage med en underlig blegfesen smag i munden, noget der formentlig skyldes pjecens moralistiske sprogbrug. Det er ”grådige” spekulanters og ”pengegriske” bankers skyld, Putin er ”brutal”, og det er krigen i Gaza også, mens ”almindelige menneskers” behov undertrykkes – det er den ene procent mod de 99%, ikke kapitalismens indbyggede natur, der er problemet.
Denne venstrepopulisme, der har været under opbygning siden ’moderniseringen’ af partiet startede omkring 2012, og som fik et teoretisk grundlag med Pelle Dragsteds meget læste og omdiskuterede bog ”Nordisk socialisme”, ser efterhånden ud til at være blevet en politiske strategi for EL. Sidst så man den i forbindelse med Nordic Waste-skandalen i Randers, hvor EL ligesom S og SF i stedet for at bruge sagen som et skoleeksempel på kapitalismens funktionsmåde moraliserede over noget, der grundlæggende er et træk ved kapitalismen. Men udskamning er ikke politisk analyse og gør ingen klogere, bare forargede.
Naturligvis er det et åbent spørgsmål, hvor stor indflydelse ”Nordisk socialisme” – udover at rejse en god og tiltrængt diskussion om hvad socialisme egentligt er – har blandt partiets menige medlemmer og afdelingerne. I hvert fald blev en formulering i hovedbestyrelsens forslag til politisk udtalelsen på det nyligt afsluttede årsmøde stemt ud af udtalelsen, fordi man mente, at den kunne forstås som en unuanceret støtte til den strategi, der fremlægges i bogen. Men EL er jo mere end partiets medlemmer og afdelinger, det er også det parlamentariske parti og dettes Christiansborg-sekretariat, som er langt stærkere påvirket af den venstrepopulistiske strømning og opfattelser, der tyder på, at man opfatter det parlamentariske arbejde som al politiks moder. Det er grunden til, at man nogen gange kan få det indtryk, at Enhedslisten - mindst – er to forskellige partier, der i stedet for at komplementere hinanden ikke har særlig megen indbyrdes forbindelse.
Referater fra Enhedslistens deltagelse i forskellige valgmøder forstærker dette indtryk og indtrykket af, at venstrepopulismen følges med en mainstreaming, altså at det parlamentariske parti trækker længere og længere ind mod de andre partier i den måde, man forholder sig til politiske problemer på. Som eksempel kan tjene de holdninger, Frederikke Hellemann, der er EL-kandidat til Europa-parlamentet, bliver rapporteret at have givet udtryk for. Hellemann deltog f.eks. 22. maj i et valgmøde arrangeret af Cevea. Det rapporterede indtryk var her, at EL lå på linje med de øvrige mødedeltagere fra Venstre, De Konservative og SF om alt det, der skulle arbejdes for, mens kandidaten ikke fremkom med kritik af kapitalismen eller af EU som konstruktion eller forsøgte at påpege de begrænsninger, netop disse forhold giver for venstreorienteret politik i EU. Ovenikøbet var man enig med SF i, at EU skulle kunne opkræve en grøn skat, skønt lige præcis skatteopkrævning er et nationalt anliggende, og at EU – i hvert fald ikke endnu – er en stat.
Hellemann lod også forstå, at EL mener, at EU skal være facilitator og koordinator for opbygningen af en europæisk forsvarsindustri. Det kan der være god mening i under hensyn til behovet for militær støtte til Ukraine, men det er ikke noget, der er besluttet i hverken hovedbestyrelse eller i partiet, hvor en tiltrængt omkalfatring af partiets forsvars- og sikkerhedspolitik først lige er begyndt. Og hvis en sådan rolle for EU som venteligt betyder nedskæringer i velfærden, noget Mette Frederiksen jo allerede flere gange har antydet, f.eks. i et opsigtsvækkende interview fra 27. februar i år i Financial Times, hvorledes vil EL så balancere hensynet til en nødvendig omrustning af dansk forsvar og militær assistance til Ukraine med, at betalingen bliver nedskæring af velfærden for ELs højtbesungne ”almindelige mennesker”? Hvis alle er i samme båd, ved man jo godt, hvem der skal ro. Her mangler der også et EL-svar.
Ifølge sit program arbejder EL for radikale samfundsforandringer og for at ophæve kapitalismen som produktionsmåde. Men folderen nævner ikke ordet ”kapitalisme” en eneste gang endsige de forhindringer, som selve EUs konstruktion og politiske rationale sætter for progressiv politik – det, der ikke kan lade sig gøre, er helt udeladt. Det kan godt undre, når man læser det EU-program, EL for to år siden på sit årsmøde 2022 vedtog, og som på baggrund af en politisk analyse forholder sig ret kritisk til EU.
Det er også noget, som Anna Thygesen 26. maj i en anmeldelse af partiernes EP-valgplakater i Altinget under overskriften "Fordi det er dem, er budskabet svagt" undrer sig over i anmeldelsen af ELs i øvrigt grafisk meget flotte valgplakat i fem tavler:
"Budskabet er positivt, let at afkode og svært at være uenig i. Hvem vil ikke gerne have bedre togtrafik, som jo også er godt for klimaet?" "Men fordi det er dem, er budskabet svagt. Enhedslisten plejer at være stærke, når de signalerer protest. Det mangler her. Og hvis man kender partiet, er det forvirrende, for de har altid været EU-skeptiske. Er det bare glemt nu?"
Samme steds siger en anden anmelder, Elsebeth Aasted Schanz:
"Det er en af de flotte rent grafisk. Det er godt tænkt med det lidt eventyrlige motiv, der strækker sig over fem plakater. Det giver et godt blikfang."
"Det, der trækker ned, er budskabet. Det kunne ligeså godt være en DSB-reklame. Hvad er det, de vil? Vil de sikre vælgerne billigere billetter? Handler det om at klimaet? Her efterlader den et lidt kryptisk og diffust indtryk."
Man kunne i den forbindelse forestille sig, at ondsindede personer i forlængelse af denne kritik måske kunne finde på at foreslå, at man erstattede partiets program med køreplanen.
Hvor blev årsmødebeslutningerne af?
Men tilsyneladende er mands minde i dette tilfælde reduceret til ca. 14 dage. For hvorfor har forfatterne til pjecen ikke brugt ”Enhedslistens EU-politiske delprogram” som input? I delprogrammet står der bl.a. i indledningen:
”Vi anerkender EU som en vigtig politisk kampplads, hvor der kan tabes terræn og vindes sejre. Men vi har ingen illusioner om, at EU’s institutioner er en ligeværdig spillebane for progressive kræfter. EU’s labyrint af magtfulde ikke-valgte institutioner gør det langt sværere for folkelige og demokratiske kræfter at få deres stemmer hørt end i de europæiske nationalstater. EU’s komplicerede magtstruktur er en gylden spillebane for lobbyister og kapitalinteresser, der arbejder bedst uden for offentlighedens søgelys og debat. Og selve traktatgrundlaget hæver hensynet til marked og kapital over hensynet til natur, klima, menneskerettigheder, lige muligheder og bæredygtig udvikling.
Det er derfor venstrefløjens vigtigste opgave at kæmpe en hård kamp for de daglige forbedringer, men samtidig have åbne øjne for de begrænsninger, som EU-systemet sætter for progressiv politik, og derfor hele tiden kæmpe for en grundlæggende forandring af de europæiske traktater.
I Danmark er det kun Enhedslisten, der kan tilbyde en sådan strategi.”
Men det står der ikke noget om i pjecen. Ej heller at
”EU’s traktatgrundlag [er] skabt og udformet for at sikre gunstige vilkår for de europæiske virksomheder og europæisk kapital. Målet har aldrig været at løse de store grænseoverskridende problemer med klima, biodiversitetskrise, flygtninge eller pres på menneskerettigheder, og det ses tydeligt i traktatgrundlaget”.
Man kunne også have taget fat i traktatens fire friheder, der styrer hele EUs funktion: Kapitalens, varernes, tjenesteydelsernes og arbejdskraftens fri bevægelighed. For
”En progressiv, demokratisk venstrefløj, der ønsker en mere lighedsskabende politik, ønsker at sætte en stopper for klimaforandringer, vil udbygge velfærden og den sociale tryghed samt sikre både menneske- og arbejdstagerrettigheder, er derfor nødsaget til at tage et grundlæggende opgør med EU’s udemokratiske indretning.”
Naturligvis står EU ikke stille og forandrer sig bl.a. som følge af politiske mobiliseringer, men også under indtryk af kapitalismens udvikling. Og selvfølge skal en venstrefløj også agere på den kampplads, som EU er. Men det skal man gøre med åbne øjne og velvidende om denne kampplads’ fundamentale begrænsninger, noget der også kommer til udtryk i delprogrammet:
Selvom hensynet til virksomhedernes mulighed for at lave overskud alt for ofte har forrang, har EU-samarbejdet dog ikke kun ført dårligdomme med sig.
Som eksempel kan nævnes fugle-, habitat- og vandrammedirektiverne, som har medført langt bedre beskyttelse af natur og grundvand i hele EU - og som i 2014 bremsede den daværende Venstre-regerings planer om at lade landbruget øge forbruget af gødning.
På samme måde har EU-lovgivning på områder som arbejdsmiljø og ligeløn været med til at forbedre vilkårene for millioner af arbejdere på tværs af EU. Ofte er denne slags fremskridt resultatet af stærkt folkeligt pres og bevægelser på tværs af medlemslandene eller sker, fordi EU’s ledelse er bange for, at en voksende EU-kritik kan føre til udmeldelser eller sammenbrud.
Selvom det grundlæggende projekt er det samme, er der altså eksempler på, at det alligevel kan lykkes at forandre EU og EU’s politikker.
Endelig kunne man også have valgt at nævne, at EL er voldsom modstander af Danmarks frivillige tilslutning til EUs finanspagt, som bl.a. er ved at kvæle kommunerne med sine budgetkrav.
EL konkluderer i delprogrammet:
Vores udfordring er, at så længe det nuværende traktatgrundlag styrer EU´s politik og udvikling, så vil vejen være lukket for grundlæggende progressive forandringer i Danmark, som strider mod EU-retten, selv hvis befolkningen vælger en regering, der ønsker en anden og mere solidarisk og bæredygtig politik.
Derfor er det nødvendigt, at Enhedslisten fastholder perspektivet om en dansk udmeldelse af EU.
Udmeldelse er ikke et mål i sig selv. En udmeldelse kan være et offensivt middel til at gennemføre grundlæggende forandringer, som EU står i vejen for.
Hvad mener EL om EUs militære aspekter?
Det er klart, at en pjece ikke kan rumme alle detaljer i partiets politik på EU-området, men så må man prioritere, og efter Ruslands overfald på Ukraine og under de eksisterende geopolitiske forhold må opbygningen af en troværdig, venstreorienteret forsvars- og sikkerhedspolitik stå højt på listen – det er i hvert fald den konklusion, andre socialistiske partier i Norden har draget.
Under folkeafstemningen i 2022 om forsvarsforbeholdet mente EL:
"EU’s militære samarbejde handler ikke om forsvar. Det handler om militære missioner i Afrika, ofte forhenværende franske kolonier. Militære operationer, som slæber et blodigt spor af skandaler, ulykker og menneskeretskrænkelser efter sig."
Det er klar tale: Danmark skal ikke være stikirenddreng for Frankrigs eller USA's neokolonialistiske ambitioner eller militære eventyr. Det russiske overfald på Ukraine har imidlertid fundamentalt ændret de sikkerhedspolitiske forhold i vort nærområde, Europa, så EU med velberåd i hu kunne sælge styrkelsen af de militære strukturer netop under henvisning overfaldet på Ukraine. Men hvor står EL egentlig nu i forhold til EUs militære aspekter - et stort flertal af den danske befolkning har med ca. 66 % af de afgivne stemmer stemt ja til at fjerne det danske forsvarsforbehold i EU, EL har besluttet, at tiden ikke er inde til at melde sig ud af NATO, udsigten til en ny Trump-periode lurer i USA, og EL er i øvrigt en af de stærkeste fortalere for at sende Ukraine alt, hvad der måtte være nødvendigt for, at landet kan forsvare sig mod Ruslands overfald? Pjecen slår jo fast, at EL ”støtte[r] Ukraine. Al europæisk ammunition til frihedskampen”.
Folk med kendskab til de indre mekanismer i EU, mener at den proces på det militære område, der i unionen gik i gang efter Brexit, handler om ”at kunne forsvare specifikke EU-interesser, hvor USA ikke gider være med, især i Afrika”. Hvad mener EL i dag om den slags i lyset af Ruslands aggression? Hvordan ser EL egentlig på det militære samspil mellem Danmark, Norden, NATO og EU i lyset af den geopolitiske udvikling? Kan man forestille sig en venstreorienteret forsvarsvilje, der ikke er lig med militarisme, overdreven og ukritisk kærlighed til NATO eller EU og hysterisk russofobi? Som på en gang er i stand til at demonstrere denne forsvarsvilje ved at gå ind i en seriøs diskussion og samtidigt holde fast i sin opfattelse af den borgerlige, kapitalistiske stats dobbeltkarakter, som både borgernes beskytter og opretholder af den kapitalistiske samfundsorden. Med andre ord forholder sig dialektisk i en konkret situation uden at miste sin samfundsforandrende kerne?
Kan bukserne holde?
ELs medlemmer må op til valget spørge sig selv om, hvilken betydning årsmødets vedtagelser egentlig har på den konkrete politik og partiets officielle politiske udmeldinger. Hvis medlemmerne oplever, at de beslutninger man - ofte efter meget lange og bevægede diskussioner - har vedtaget i partiets øverste organ, årsmødet, ikke derefter bliver en genkendelig rettesnor for partiets udmeldinger, men oplever at hovedbestyrelse, partibyrokrati og valkampssekretariater handler selvstændigt, så ender medlemmerne med at stå der, hvor man nu står: Fremmedgjort over at se partiet reklamere for en anden politik end den vedtagne eller en politik, som i hvert fald halter gevaldigt i forhold til den vedtagne. Det er simpelthen svært for medlemmer og vælgere at genkende sig selv og partiet i pjecen. Selvom de færreste tvivler på EL-kandidaternes seriøsitet, kan den store afstand mellem valgmateriale og beslutninger risikere at så tvivl, om i hvilken grad ELs kandidater – hvis de opnår valg – vil tage årsmødevedtagelserne om EU alvorligt og arbejde efter det besluttede. Men måske er vælgere og medlemmer blevet mere resignerede eller kyniske og slår sig til tåls med, at Enhedslisten er det mindst ringe parti?
Tag-far-med-på-arbejde-dag
Og for resten og i den lidt lettere genre: Hvad laver Pelle – alle hans gode egenskaber ufortalt - egentlig på forsiden af pjecen, når det nu er Per Clausen, der er ELs spidskandidat? Som Lone Nikolajsen 26. maj skriver i Information, har en nye trend ”ramt valgplakaterne ved årets europaparlamentsvalg: Partiformænd, der som overivrige forældre på første skoledag står lige bag deres spidskandidater med stolte og opmuntrende smil”. Så er der mere forslag i Liberal Alliances valgvideo: Henrik Dahl, der er LAs spidskandidat, kommer ind til på Vanopslaghs kontor for at lokke ham til at optræde i tandem med sig selv på plakaterne, så Vanopslaghs popularitet ligesom kan smitte af på Dahl. Vanopslaghs svar er kontant: ”Det er ikke tag-far-med-på-arbejde-dag, det er dig der stiller op”. Det kunne Enhedslisten have lært noget af.
Hvorfor ”Gør[e] som Pelle Dragsted, stem på Per Clausen”, når man kan ”Gør[e] som Per Clausen, stem på Per Clausen”?