Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 22. Ansvarshavende redaktør : Niels Frølich

 

Udskriv artiklen

 

Indledning : Hvad sker der i Georgien?

 

Af ​​ Lise Schilder

Uroen i det kaukasiske land Georgien tager til. Kritisk Revy har derfor bedt Lise Schilder, der tidligere på Solidaritet bl.a. har skrevet om landet, om at skrive en indledning herunder til artiklen ”Hold op med at afpresse georgierne med EU-medlemskab”.

 

I disse dage er der igen demonstrationer i Georgiens hovedstad Tbilisi, fordi den georgiske regering vil indføre en lov, som tvinger NGO’er, organisationer og medier til at bekendtgøre, hvis de modtager 20 procent af deres indtægter fra udlandet. Bliver loven vedtaget, skal de registrere sig som agenter, der forfølger en fremmed magts interesser.

 

Loven bliver af oppositionen kaldt ’den russiske lov’, fordi oppositionen og flere NGO’er er bange for, at den i sidste ende vil blive brugt til at forbyde internationale NGO’er, som modtager midler fra udenlandske donorer, og som udfordrer regeringens synspunkter. Et scenarie, man tidligere har set udspille sig i Rusland.

 

Både EU, USA og senest den danske regering har udtrykt bekymring for loven og for de protester, som lige nu kan risikere at fremprovokere en reel revolution i Georgien. Men hvis man vil forstå Georgien, skal man også forstå, at tingene sjældent er, som de ser ud.

 

Sådan er politik ofte – også i Danmark. Jeg vil dog vove at påstå, at det politiske skuespil i Georgien er langt mere ugennemskueligt. I Georgien er der én ting, befolkningen altid kan være sikker på. Og det er, at man ikke kan stole på nogen med magt. Det gælder uanset, om de kommer fra regeringen eller oppositionen.

Motivet er penge

Vil man forstå, hvorfor nogen gør, som de gør, er det altid en god idé at se på deres økonomiske interesser. Umiddelbart kan man ikke fortænke regeringen i, at de gerne vil have et overblik over, hvem der finansierer landets mange tusinde NGO’er. De største udenlandske donorer er USA, EU og andre europæiske lande. Men også Rusland og Kina har store økonomiske interesser i landet. En meget stor del af Georgiens vareproduktion sælges stadig til Rusland.

 

Georgiens økonomi bygger dog hovedsageligt på to elementer. Den ene er turisme. Den anden er enorme lån og bevillinger fra internationale donorer. Donorerne giver enten penge direkte til stat og kommuner, eller de giver penge via lokale NGO’er. Sat lidt på spidsen kan man sige, at regeringspartiet Georgian Dream er herre over penge, som går direkte til staten. Mens tidligere eller nuværende medlemmer af oppositionen har adgang til nogle af de midler, som tilfalder de lokale NGO’er.

 

Magten, som gemmer sig

Der findes en myriade af partier i Georgien. Men der er kun to store magtpartier. Det er vigtigt at forstå deres rolle i det georgiske samfund - for at forstå optøjerne på gaden og konflikten omkring den nye lovgivning. Det ene parti er Den georgiske Drøm (GD), som sidder i regering i dag. Det andet parti er oppositionspartiet Den forenede Nationalbevægelse (UNM). UNM tog magten ved hjælp af rosenrevolutionen i 2003 og sad i regering, indtil 2013, hvor de måtte gå af som følge af torturskandalen i de georgiske fængsler i 2012.

 

De to partier er ledet af de to mænd Bidzina Ivanishvili (GD) og Mikheil Saakashvili (UNM), men det fremstår ikke sådan. Officielt er det andre politikere, der står i spidsen for partierne, som også har deres egne tv-kanaler og internetmedier. Det er stort set umuligt for befolkningen at finde ud af, hvad der er nyheder, og hvad der er propaganda, når de prøver at følge med i nyhederne.

 

Fortidens tortur

Mikheil Saakashvili sidder i dag i fængsel. Han blev væltet, fordi det kom frem, at regeringen stod bag omfattende tortur i de georgiske fængsler, der var fyldt til bristepunktet, fordi UNM-regeringen - i et forsøg på at komme den georgiske mafia til livs - havde fængslet en så stor del af befolkningen, at Georgien en overgang var det land i Europa med flest fængslede pr. indbygger. På verdensplan var landet nummer 4.

 

Saakashvili havde også i sin tid som regeringsleder mistet 20 procent af Georgiens territorium til Rusland. Og selvom det kan debatteres, hvor stor en del af skylden han havde i krigen, kan det slet ikke udelukkes, at det frustrerede mange georgiere, som anså ham for at være konfliktoptrappende. ​​ 

 

Men en ting er storpolitik. En anden er de nære relationer. Mange georgiere havde familiemedlemmer, der oplevede forholdene i fængslerne. En direkte konsekvens af regeringens politik. Befolkningen gik derfor på gaden i 2012, ligesom de gjorde i 2003, og ligesom de gjorde i 2023 og i dag i 2024. Georgien har demokrati. Der afholdes også valg. Men den eneste måde magten reelt er skiftet på, er når befolkningen går på gaden. Et faktum som oppositionen og de NGO’er, der opfordrer til demonstrationer i dag, selvfølgelig også er klar over.

 

Et valg mellem pest og kolera

Mikheil Saakashvili flygtede en overgang til Ukraine, men vendte i 2021 tilbage til Georgien, hvor han blev tilbageholdt og fængslet. Saakashvili har aldrig undskyldt for eller taget ansvar for torturen i fængslerne. For hvis han gjorde, ville han også blive fængslet. Jeg har som journalist talt med andre politikere fra UNM, og ingen af dem ønsker at forholde sig til, hvad der skete dengang. Det ved befolkningen, især den ældre generation. Og det skræmmer mange.

 

På den anden side har Den georgiske Drøm og Bidzina Ivanishvili sat sig tungt på landet. Der er ingen, der bilder sig ind, at politi og domstole er uafhængige. Du kan ikke drive virksomhed, hvis du ikke har de rigtige venner i partiet. Korruptionen, som UNM succesfuldt havde bekæmpet, er tilbage i fuldt flor. Inflationen er stor, huspriserne er eksploderet, mens almindelig menneskers lønninger overhovedet ikke er fulgt med. Ikke nok med det, så kan man heller ikke uddanne sig eller arbejde sig ud af fattigdom, hvis man ikke har de rette kontakter. Det er ikke muligt. Og det frustrerer ungdommen, som har fået at vide, at uddannelse er vejen til et bedre liv. Loven skræmmer også mange, fordi Ivanishvili med rette kan kaldes for en russisk oligark. Han har oprindeligt tjent sin enorme formue i Rusland og har i hvert fald tidligere haft tætte bånd til Kreml.

 

Herre over egen skæbne

Når folk går på gaden og demonstrerer mod loven, gør de det, fordi de er bange og frustrerede. De er bange for, at de aldrig bliver en del af EU. Især de unge anser EU-medlemskab som den eneste vej til et liv, hvor de kan være herre over egen skæbne.

 

Ser man på statistikkerne, går det faktisk udmærket for Georgien, som år efter år viser fine vækstrater. Men rigtig mange mennesker får ikke del i den økonomiske vækst, der ser ud til at tilfalde eliten.

 

Jeg vil give et eksempel fra min egen georgiske familie til at illustrere situationen. Et ældre medlem af min familie faldt om med en blodprop i hjernen i foråret. Hun blev hasteindlagt, men fik et par dage senere at vide, at hun måtte forlade hospitalet, fordi familien ikke havde råd til at betale hospitalsregningen. På det tidspunkt trak hun kun vejret via en maskine på hospitalet, og familien var derfor nødt til at leje deres egen maskine og hyre en hjemmesygeplejerske i stedet.

 

Kort efter hun var kommet hjem, holdt den lejede maskine op med at virke, og hun døde derfor. Da hun skulle begraves, betalte familien for en gravplads på den lokale, kommunale kirkegård. Men de offentligt ansatte gravere, der var tilknyttet kirkegården, løb med alle pengene, som familien havde betalt for at få lavet et gravsted. De var derfor nødt til at hyre et privat firma og endte så med at betale to gange.

 

Jeg kan fortælle et utal af lignende historier. Det kan alle georgiere. Jeg vil dog holde mig fra at skrive mere i et forord, som allerede er blevet alt for langt. I stedet vil jeg anbefale, at du læser nedenstående artikel. Om end der også kan påpeges blinde vinkler i kronikken – særligt hvad angår Den Georgiske Drøm – så er den interessant, fordi den forholder sig til NGO’ernes og oppositionens magt i Georgien. En vinkel, som sjældent nævnes af internationale medier. God læsning.

 

 

 

Hold op med at afpresse georgierne med EU-medlemskab

 

Af Almut Rochowanski og Sopo Japaridze

 

Oversat fra Almut Rochowanski og Sopo Japaridze, Stop Blackmailing Georgians Over EU Membership, Jacobin, 3. maj 2024

 

Protesterne mod regeringen i Tbilisi er blevet udråbt som en kamp om Georgiens europæiske fremtid - selv om regeringen selv ønsker at blive medlem af EU. Midt i det geopolitiske postyr er det egentlige problem, der ignoreres, det georgiske demokratis kroniske krise.

 

Den enorme rolle, som udenlandsk finansierede ikke-statslige organisationer (NGO'er) spiller i Georgiens politik, politiske beslutningstagning og offentlige tjenester, har ført landet ud i en kronisk, demokratisk krise.

 

Det er et massivt problem - og det går et kvart århundrede tilbage før Rosenrevolutionen i 2003. Den afdøde præsident Edvard Sjevardnadse havde givet udenlandske hjælpeorganisationer stort spillerum, så mod slutningen af hans uduelige og korrupte styre var NGO'er allerede en markant del af landets politiske ​​ liv og opretholdt tillidsfulde relationer med internationale donorer. Efter år med uro og statens kollaps greb georgiere med ideer og overbevisninger chancen for at forme samfundet.

 

Det føltes friskt og energisk, selv om det mere var drevet af "sociale iværksættere" end af bredt funderede græsrodsbevægelser. Efter at Sjevardnadzes tidligere justitsminister Mikheil Saakashvili havde afsat ham under Rosenrevolutionen, indtog NGO-folk hurtigt de øverste regeringsposter. Landets politiske rum blev åbnet på vid gab for alle former for udenlandsk ledet bistand og reform-eksperimenter. Man regnede med, at de geopolitiske og materielle fordele langt ville opveje eventuelle ulemper.

 

I overensstemmelse med dette fulgte store udenlandske bistandsstrømme, og bilaterale bistandsprogrammer, Verdensbanken, FN-organer, små og store internationale udviklingsbistandsgrupper og endda private vestlige filantroper åbnede velbesatte kontorer i hovedstaden Tbilisi. For at kunne bruge alle deres penge, gennemføre deres projekter og sætte kryds ved "konsultation og samarbejde med lokalsamfundet", havde de alle brug for lokale ngo'er. Efterspørgsel skaber udbud, og i dag er mere end 25.000 NGO'er registreret i Georgien. Ifølge de georgiske myndigheder kommer 90 procent af deres finansiering fra udlandet, men dette gennemsnit dækker over det faktum, at langt de fleste georgiske NGO'er slet ikke har nogen lokal finansiering. De ville formentlig finde selve tanken om at bede de lokale om penge absurd, og hvis de forsøgte sig, ville de i deres nuværende form næppe kunne vinde georgiernes støtte.

 

Udenlandske bistandsorganisationer og deres lokale NGO-kontrahenter har længe koloniseret de fleste områder af offentlig politik og service, fra uddannelse og sundhedspleje til domstolsreform, udvikling af landdistrikter, infrastruktur og så videre.

 

I praksis foregår det på denne måde: En stor udviklingsorganisation eller international långiver - f.eks. United States Agency for International Development (USAID), Europa-kommissionen eller Verdensbanken - har [f.eks.] udviklet en ny model for uddannelsesreformer, som man nu planlægger at udrulle ikke bare i Georgien, men typisk i en lang række lande.

 

For at give det et skær af samfundsdeltagelse får hjælpeorganisationen georgiske NGO'er til at udføre det daglige fodarbejde: introducere denne eller hin nye måde at gøre tingene på for embedsmænd, skoler og lærere og uddanne dem i de nye færdigheder, som de angiveligt har brug for. Ingen spørger på dette eller noget andet tidspunkt lærere, forældre, elever eller for den sags skyld vælgerne i almindelighed, hvad de har brug for og ønsker, og hvordan de vil forbedre tingene. Folk føler sig ikke hørt, men ignoreret, nedgjort ​​ og tillige utilstrækkelige, når de ikke når de resultater, som det var meningen, man skulle opnå med al denne uddannelse.

 

De georgiske NGO'er, der får tilskud til at udføre dette arbejde, er måske nok lokale, men de har stor magt over den georgiske befolkning. Denne magt stammer fra deres adgang til vestlige ambassader og ressourcer og den legitimitet, det giver, snarere end fra støtte fra græsrødder. I et fungerende demokrati vælger befolkningen lovgivere og den udøvende magt til at tjene sig og repræsentere dens interesser. I Georgien får ikke-valgte NGO'er deres mandat fra internationale organer, som udarbejder og betaler for to-do-lister over politiske reformer for Georgien. Lokale ngo'er mangler incitament til at overveje effekten af de projekter, de gennemfører, fordi de ikke er ansvarlige over for de borgere, hvis liv de spiller en så påtrængende rolle i.

 

Denne konstellation har udhulet georgiske borgeres handlekraft og landets suverænitet og demokrati.

 

Men det lovforslag om "gennemsigtighed med hensyn til udenlandsk indflydelse", som den georgiske regering har fremlagt for andet år i træk, vil ikke tage fat på dette massive problem i hjertet af Georgiens politiske økonomi. Faktisk er det ikke engang meningen, at det skal løse det. Den georgiske regering er ligeglad med Georgiens suverænitet. Det er de udenlandske donorer og hjælpeorganisationer og de georgiske NGO-eliter også.

 

Afpolitiseret regeringsførelse

Partiet Den georgiske Drøm, som har været ved magten siden 2012, har ingen intentioner om at fjerne al udenlandsk finansiering fra Georgiens politiske økonomi. Tværtimod er partiet ganske tilfreds med den fortsatte strøm af udenlandsk bistand og med, hvordan det industrielle kompleks af donorer og ngo'er producerer politik og (en slags) serviceydelser. Georgisk politik er måske nok notorisk polariseret, men Den georgiske Drøm og de fleste af oppositionspartierne er ideologisk set bemærkelsesværdigt enige: De tror alle på en teknokratisk, neoliberal, afpolitiseret regeringsførelse, hvor politik udformes af (udenlandske) eksperter, der trækker på angiveligt objektive data og teknologi. Jo mere offentlig service, der kan overlades til markedet, jo bedre.

 

Dette illustreres af frihedslovens skæbne, en skelsættende lovgivning, der forbyder skattestigninger og progressiv beskatning og sætter et loft over de offentlige udgifter på 30 procent af BNP. Den blev vedtaget af Saakashvili og er ikke blevet ophævet i de tolv år, Den georgiske Drøm har regeret, og Transparency International Georgien (den mest uforsonlige af de partiske NGO'er, der leder protesterne mod Dgeorgiske Drøm) har kæmpet for at beholde den. Disse politiske lejre kæmper måske med næb og kløer om, hvem der skal styre landet, men de styrer det alle på samme måde.

 

Den fortsatte outsourcing af politik-udvikling, regeringsførelse og levering af tjenesteydelser til udenlandske donorer, lokale NGO'er og markedet falder i de ledende kadrers smag hos Den georgiske Drøm. Mange af dem har studeret i Vesten (typisk jura eller offentlig administration) på vestlige stipendier og startede deres karriere i FN-kontorer, bilaterale bistandsorganisationer - og, ja, lokale ngo'er. De kommer fra den NGO-professionelle ledelsesindustri, som fungerer som det største samfundsmæssige løft ind i middelklassen (mere præcist de øverste ti procent) i et land, hvor den akademiske verden, medicin, jura, videnskab eller iværksætteri ikke giver middelklasse-status eller -livsstil. Den georgiske Drøm lederes CV'er er stort set de samme som deres argeste modstandere i den udenlandsk finansierede NGO-sektor.

 

I dette økosystem er det sjældent at finde nogen, der virkelig bekymrer sig om mennesker og deres velbefindende. Det lokale ngo-landskab er en dybt konkurrencepræget sektor, der tilskynder til spidse albuer, selvpromovering og overlapning snarere end samarbejde, endsige solidaritet. For mange branchefolk er det at arbejde i en ngo en hurtig vej til høje indkomster, frynsegoder som udlandsrejser og ambassadereceptioner og til at blive en del af eliten.

 

Når Den georgiske Drøm fuldkomment går ind for en surrogat-regeringsførelse, der er teknokratisk, afpolitiseret og donorstyret, og opretholdelsen af den store, udenlandsk finansierede ngo-sektor, som dette kræver, hvorfor skulle man så risikere protester hjemme og pres fra EU og USA bare for at få vedtaget en lov om såkaldt »udenlandske agenter«?

 

For oven på dette massive problem i hjertet af Georgiens politiske økonomi ligger et andet, meget mere begrænset problem, som er et stort irritationsmoment for Den georgiske Drøm: en lille, men magtfuld klike af NGO'er med årlige budgetter på op til millioner af dollars fra udenlandske donorer - hvoraf nogle er tæt på Saakashvilis oppositionelle Forenede Nationalbevægelse - som bruger deres position til at føre åbenlys partipolitik.

 

I omkring fem år har de afvist regeringens legitimitet og krævet den afsat, og ikke kun ved at støtte oppositionen ved valg, hvilket allerede overskrider de etiske grænser for NGO'er (og så meget desto mere, når de er finansieret af fremmede stater). De agiterer for et revolutionært magtskifte uden om de demokratiske, forfatningsmæssige processer. Tidligere krævede de at komme til magten som en »teknisk« regering, men da ingen (og slet ikke de georgiske vælgere) tog imod det tilbud, har de kastet sig ud i gadeprotester og stormet parlamentet og regeringsbygninger. For en god ordens skyld presser de EU og USA til at indføre sanktioner eller rejseforbud mod Den georgiske Drøms ledere.

 

Georgiens lov om "udenlandske agenter" - der første gang blev fremlagt i foråret 2023 og i sin version 2.0 er omdøbt til "lov om udenlandsk indflydelse" - sigter direkte mod denne superpartiske klynge af velhavende NGO'er. Der er mange teorier, nogle mere barokke end andre, om, hvorfor Den georgiske Drøm fremsatte dette lovforslag igen et år efter, at man havde opgivet første forsøg.

 

En af dem er, at Den georgiske Drøm denne gang forventer at vinde armlægningskonkurrencen, fordi man anser oppositionen for at være svag. En anden grund, som Den georgiske Drøm selv nævner, er, at regeringen i det seneste år har forsøgt at indgå en aftale med vestlige ambassader og bevillingsgivere, så de ikke længere finansierede disse partiske NGO'er eller modererede deres partiske adfærd ved, at de regulerede sig selv. Men det blev afvist, om ikke af alle, så i hvert fald af nogle af de vigtigste bevillingsgivere. Bag lukkede døre indrømmer vestlige diplomater, at adfærden hos de partiske NGO'er, de finansierer, overskrider mange grænser, og at der bør gøres noget ved det. Men når de bliver presset for, hvad de vil gøre ved det, bliver de irritable.

Hvad betyder dette så for det georgiske civilsamfund? Uden tvivl noget værre. Alle NGO'er, der modtager udenlandsk finansiering, vil blive udsat for øget kontrol og mistanke og vil skulle udføre yderligere administrative opgaver. Værre konsekvenser som f.eks. bøder kan være i vente.

 

De NGO'er, der holdt sig langt væk fra partipolitik, forsøgte at være missionsdrevne og ikke donordrevne, praktiserede ægte solidaritet og respekterede borgernes indflydelse, vil blive fanget i en politik, der ikke engang var rettet mod dem. Så skidt være med, at denne lov vil pålægge NGO'er finansiel gennemsigtighed, mens erhvervslivet ikke har en sådan forpligtelse. Loven vil ikke genskabe georgiernes suverænitet - ikke i nogen meningsfuld forstand med hensyn til at give borgerne mere magt og genpolitisere den politiske beslutningstagning. Og på trods af alle disse problemer vil den sandsynligvis ikke få de partiske NGO'er til at tabe pusten eller moderere deres adfærd. Den er ikke bare et sløvt værktøj, men et dårligt værktøj.

 

Falsk konflikt

De hektiske, falsk-patriotiske påstande fra både regeringen og oppositionen viser, hvor lidt begge sider har at tilbyde almindelige georgiere i form af ægte demokratisk indflydelse eller håb om at forbedre deres liv. Da en af forfatterne mødtes med medlemmer af en fagforening for sygeplejersker, var deres humør upåvirket af den voldsomme retorik og følelsen af krise. Disse kvinder var optaget af deres arbejde, af konflikter med deres chefer og sundhedsministeren. De udtrykte bekymring over, hvordan de lokale myndigheder langsomt ødelagde deres klinik, som er et af de få offentlige hospitaler, der er tilbage.

 

De forsøger at forstå, hvordan internationale donorer og långivere i tæt samarbejde med regeringen omdanner deres samfund og levebrød uden at informere dem, endsige spørge dem om deres ekspertise og hvad de gerne vil se gjort:

 

Hvorfor skulle Verdensbanken renovere en fløj på vores hospital? Vores hospital havde angiveligt budget til at gøre det selv, men nu ved vi ikke, hvad der er blevet af de penge. Vi får ikke at vide, hvordan budgetterne bliver brugt, eller hvordan beslutningerne bliver truffet. Da de havde brug for os under COVID, blev vi kaldt uerstattelige. Nu kan vi bare undværes.

 

På det seneste møde viste fagforeningsmedlemmerne ringe interesse for loven om udenlandsk indflydelse, var ligeglade med den og ønskede ikke, at fagforeningen skulle tage stilling til den på den ene eller anden måde. De var glade for at høre, at fagforeningsaktivisterne hverken ville deltage i protesterne mod loven eller støtte dens vedtagelse. De havde hørt rygter om, at det var en russisk lov, og besluttede sig for at undersøge det - og fandt til deres lettelse ud af, at der ikke var hold i det.

 

I skrivende stund er krisen blevet voldelig. Oprørspolitiet bruger vandkanoner, peberspray og tæsk mod regeringsmodstandere i Tbilisi. Billeder af blå mærker og blodskudte øjne oversvømmer de sociale medier. I løbet af de seneste uger er det politiske klima og den offentlige diskurs sunket til et nyt lavpunkt - og det siger ikke så lidt. Georgiens offentlige rum er præget af løgne, hysteri og manipulation. Også dette bringer kun Georgien længere væk fra at vinde demokratiet og opbygge en progressiv politik. Der er en følelse af, som det udtrykkes af en eftertænksom og tunghjertet georgisk observatør, at "uanset hvilken vej vi går, er det et skridt tilbage."

 

Hvor frustrerende og kedeligt det end måtte være, er vi tvunget til at skære igennem de løgne og den manipulation, der omgiver denne situation, så vi kan begynde at genoprette en rationel samtale. Det er irriterende at se udenlandske bevillingsgivere belære den georgiske offentlighed uden omsvøb om - at der ikke findes udenlandsk indflydelse knyttet til udenlandske penge, at donorerne kun ønsker at støtte et "levende civilsamfund" og aldrig nogensinde kunne drømme om at fortælle NGO'er, hvad de skal gøre. Alle, der har det mindste kendskab til, hvordan NGO'er ansøger og konkurrerer om støtte, ved, at donorerne opstiller meget specifikke regler for, hvilke typer organisationer, hvilken slags arbejde og hvilke emner de overhovedet vil overveje at støtte - og det før de uskrevne regler og skjulte fordomme afgør udvælgelsen af støttemodtagere.

 

Aktivister i Georgien ved kun alt for godt, hvad der forventes af dem, og hvilken adfærd der straffes og belønnes: At være kritisk over for regeringen på Facebook giver flere bevillinger end at være ude i lokalsamfundet og hjælpe folk. For få år siden, da vestlige donorer betragtede Den georgiske Drøm som en værdifuld allieret, bad de georgiske aktivister om at holde op med at kritisere partiet. Nu vil de have aktivister til at tale imod Den georgiske Drøm. Donorerne overvåger endda aktivisternes profiler på de sociale medier - og det kan få konsekvenser, hvis man poster de forkerte ting.

 

Ikke "russiske", men georgiske dårligdomme

 

Den skingre brug af betegnelsen "russisk lov" er endnu en kynisk manipulation, som georgiske aktivister, oppositionspolitikere og også vestlige embedsmænd kaster om sig med. Vi får at vide, at lovudkastet er kopieret fra Kremls lov (faktatjek: det er det ikke), og at det vil gøre Georgien til Rusland og/eller fjerne landet fra vejen mod europæisk integration. Men denne lov er et symptom på en specifik og unik georgisk politisk virkelighed.

 

Georgien i 2024 er på ingen måde som Rusland i 2012, da dette land vedtog sin lov om udenlandske agenter - hverken politisk, med hensyn til internationale alliancer, med hensyn til demokrati og retsstatsprincipper og slet ikke med hensyn til den rolle, som NGO'er spiller. Målene med Ruslands lov om "udenlandske agenter" var slet ikke de samme som i det georgiske lovforslag.

 

Endnu mere absurde er påstandene om, at Den georgiske Drøm og dets grundlægger, milliardæren Bidzina Ivanishvili, er russiske marionetter, der er helt i lommen på Kreml, og at de fremsatte denne lov, fordi Vladimir Putin bad dem om det. Med samme logik må Putin også have instrueret Den georgiske Drøm i at forfølge EU-integration i over et årti, at indskrive euroatlantisk integration i forfatningen, at score højere end andre kandidater når det gælder reformmål og at vinde status som EU-kandidat. Men dette konstante skrigeri om en "russisk lov" spiller på den georgiske offentligheds frygt og vrede samt på Georgiens vestlige partneres geopolitiske fikse ide.

 

Det mest kyniske og farlige spil er dog at knytte denne lov til Georgiens EU-optagelsesproces. Vestlige observatører, der sidder langt væk, får tårer i øjnene over, at georgierne forsvarer deres "levende civilsamfund", men på stedet siger demonstranterne uopfordret, at de ikke er på gaden for at forsvare NGO'erne, og at de faktisk er ret ligeglade med dem. Disse voxpop-indtryk bakkes op af flere års meningsmålinger, der viser georgiernes lave tillid til NGO'er. I stedet går folk på gaden, fordi de har fået at vide, at det nu er knald eller fald for Georgiens fremtid i EU.

 

Georgiens ønske om EU-medlemskab er den mest følsomme nerve i georgisk politik og kultur. Efter tre årtier med post-sovjettisk forarmelse, afkortede liv, smerte og traumer, kronisk stress, usikkerhed og ydmygelse er tanken om EU-medlemskab blevet et eskatologisk projekt for mange georgiere: Det repræsenterer løftet om frelse efter lang og uretfærdig lidelse og opofrelse. EU står ikke kun for opfyldelsen af drømme om materiel velfærd, sikkerhed, værdighed og komfort, men også for anerkendelse af georgiernes iboende "europæiskhed", deres særlige karakter og deres kulturelle overlegenhed i forhold til deres "asiatiske" naboer.

 

På den anden side har mange georgiere på gaden med deres EU-flag mindre metafysiske og mere jordnære bekymringer: I de seneste undersøgelser rangerer georgierne muligheden for at emigrere som den vigtigste grund til at ville være med i EU. Faktisk har georgierne "stemt med fødderne" - alene i 2021 og 2022 forlod over fem procent af befolkningen landet, de fleste af dem til dystre sorte arbejdsmarkeder i Europa.

 

Men uanset om det er en åndelig forløsning eller knappe materielle muligheder, der er drivkraften, så repræsenterer udsigten til EU-medlemskab noget eksistentielt for georgierne. Det har gjort det muligt for oppositionen, dens partiske NGO-stedfortrædere og deres vestlige donorer at gøre krisen med loven om udenlandsk indflydelse til en desperat, episk kamp om georgiernes lyse fremtid.

 

Det værste og mest uansvarlige er, at embedsmænd fra EU den ene gang efter den anden har tilsluttet sig og gentaget, at en sådan lov er uforenelig med "EU's normer og værdier". "Normer og værdier" er belejligt vagt i modsætning til den faktiske EU-lovgivning, som ikke forbyder regulering af NGOers finansiering. Senest har en EU-talsmand udtalt, at en vedtagelse af loven vil være i strid med EU's "værdier og forventninger", hvilket flytter målstolperne ind i et stadig mere tåget område. Den angiveligt objektive og meritokratiske EU-tiltrædelsesproces er blevet vilkårlig og besværlig.

 

Når EU-embedsmænd truer med at afspore Georgiens optagelsesproces, føles det som upassende afpresning. Den voksende mistanke om udenlandske donorers motiver for at finansiere superpartiske NGO'er, som en regering måtte nære, vil i bund og grund kun blive forstærket ved, at man ved hjælp af eskalerende trusler tvinger en sådan regering til fortsat at lade den slags finansiering flyde ind. Det er en nervekrig, som kan gå meget galt. Under disse omstændigheder, hvor fronterne er trukket skarpt op, og folks eksistentielle frygt bliver manipuleret, er det ikke længere muligt at føre en åben og ærlig debat om de årtier-gamle problemer, der førte til dette lovforslag, og om lovens effektivitet og hensigtsmæssighed.

 

Genoptrykt fra LeftEast.

 

Almut Rochowanski er aktivist og har specialiseret sig i ressourcemobilisering for civilsamfundet i det tidligere Sovjetunionen, herunder Georgien og Rusland.

 

Sopo Japaridze er formand for Solidarity Network, en uafhængig fagforening for plejepersonale i Georgien. Hun har været fagligt aktiv i over et årti. Hun forsker i og studerer arbejds- og samfundsforhold og skriver for forskellige publikationer. Hun var også med til at grundlægge initiativet og podcasten Reimagining Soviet Georgia om Sovjetgeorgiens historie og er en del af civilsamfundet i Georgien.