Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 22. Ansvarshavende redaktør : Niels Frølich

 

Udskriv artiklen

 

Sveriges fagforeninger skal vågne op til nye former for udnyttelse

 

Af Volodya Vagner

 

Oversat fra Volodya Vagner, Sweden’s Unions Need to Wake Up to New Forms of Exploitation, Jacobin, 30. april 2024

 

I Sverige er tusindvis af migrantbyggearbejdere udsat for afpresning fra arbejdsgivere og forsøg på at snyde dem for deres løn. Da de ikke er repræsenteret af de traditionelle fagforeninger, griber de til mere direkte former for klassekamp under den syndikalistiske fagforening SACs paraply. Artiklen er tydeligvis skrevet for et publikum, hvis kendskab til den nordiske enhedsfagbevægelse og arbejderbevægelse eller forholdet mellem socialdemokratierne og fagbevægelserne er beskedent.

 

"Arbejdet - færdigt! Lønnen - ubetalt! Svindler - vi skal nok få ram på dig, vær bange!" lyder det fra omkring tyve bygningsarbejdere i matchende gule sikkerhedsveste og hjelme. Det er en tåget dag i februar, og de blokerer adgangsvejen til en byggeplads i Stockholm.

 

Arbejderne, som er migranter fra et halvt dusin for det meste postsovjetiske lande, råber deres slogans på russisk. Scenen afslører, hvor meget det svenske arbejdsmarked har ændret sig i de senere år. To af arbejderne har omkring 30.000 dollars til gode i ubetalt løn hos en underleverandør, der er aktiv på byggepladsen. "Det handler ikke kun om penge," siger Roman Ramazanov, en af de snydte arbejdere. "Det handler også om at sætte en stopper for denne svindel."

 

Deres form for protest – blokaden - var almindelig i den svenske arbejderbevægelses tidlige dage, hvor man stoppede eller forhindrede arbejdet på et givet sted for at tvinge en arbejdsgiver til at betale udestående lønninger. Siden da er den stort set gået i glemmebogen, da løntyveri og lignende åbenlyse former for udnyttelse blev udryddet. Det var en bedrift, som blev opnået af det socialdemokratiske parti, der dominerede landets politik i det meste af det 20. århundrede, og dets søsterorganisation, Landsorganisationen i Sverige (LO), og som forenede de fleste svenske arbejdere.

 

Denne blokade er kun den seneste i en række af omkring 40 lignende blokader, som i de senere år er blevet organiseret af Solidariska Byggare ("Solidariske Bygningsarbejdere"), der er en hurtigt voksende ny fagforening for migrantbygningsarbejdere. Den blev grundlagt i 2021 og er ikke en del af LO, men tilhører dens meget mindre og mere uregerlige syndikalistiske modstykke, SAC. Det syndikalistiske SAC blev udskilt fra hovedstrømningen i arbejderbevægelsen i 1910 og havde på sit højeste for et århundrede siden næsten 40.000 medlemmer.

 

Men ligesom den forfærdelige udbytning, der var fremherskende på den tid - og de radikale taktikker, der blev brugt imod den - blev SAC marginaliseret i de efterfølgende årtier, og Sverige udviklede en konsensusorienteret tilgang til arbejdsmarkedsforhold, der kaldes den "den svenske model". Det er denne model, der nu sås tvivl om - og bygningsarbejdernes nylige strejke er et lille slag i en større kamp om dens fremtid.

 

Den svenske model

Den svenske model bygger på harmoni. Fagforeninger og arbejdsgivere mødes regelmæssigt og planmæssigt for at forhandle om vilkår, der anses for at være til gavn for begge parter. De resulterende kollektive overenskomster dækker normalt hele sektorer og indeholder løfte om fred fra fagforeningerne så længe, som overenskomsterne løber. Strejker er derfor relativt sjældne. Da staten stort set holder sig ude af denne dialog mellem de to parter, mangler den svenske model faktisk nogle af de grundlæggende reguleringsinstrumenter, der ses andre steder, såsom en mindsteløn eller inspektioner på arbejdspladsen af statens embedsmænd. I stedet har Sveriges mægtige LO-forbund traditionelt sikret, at arbejdsgiverne overholder de lønforhold og vilkår, der er fastsat i de kollektive overenskomster. Men denne model er nu i krise.

 

Det ser måske ikke sådan ud på overfladen. Mens Solidariske Bygningsarbejdere aktiviteter stort set er gået ubemærket hen, har den igangværende arbejdskonflikt mellem Elon Musks Tesla og en imponerende magtdemonstration fra Sveriges store fagforeninger skabt overskrifter internationalt. Efter det største metalarbejderforbund, IF Metall, indledte en konflikt mod bilproducenten i oktober, har flere andre LO-forbund, der repræsenterer en række forskellige faggrupper, sluttet sig til i solidaritet og nægtet at servicere virksomhedens biler og lade-stationer eller at behandle forsendelser af reservedele og nummerplader. "Det her er sindssygt", erklærede en chokeret Musk på Twitter/X.

 

En vigtig årsag til denne sjældne opvisning i beslutsomhed fra LO-forbundenes ledelse er, at konflikten handler om et grundlæggende princip. I strid med den svenske model nægter Tesla nemlig IF Metall retten til at føre overenskomstforhandlinger på vegne af mekanikerne på firmaets servicecentre. Men det resulterende sammenstød mellem titanerne er kun toppen af isbjerget.

 

Omvandrende arbejdsstyrke

Selvom Musk er den ideelle skurk, er han ikke den eneste i Sverige, der vil knuse fagforeninger. Et væld af mindre virksomheder er langt foran ham - og har indtil videre ikke mødt megen modstand. De driver en enorm skyggeøkonomi, der strækker sig over pleje-, transport-, rengørings-, fødevare- og byggesektoren, hvor migrantarbejdere ansættes og fyres med dags varsel, og de traditionelle svenske metoder til at kontrollere lønninger og vilkår er ophørt med at gælde.

"Denne betydelige del af arbejderklassen i Sverige i dag er ekstremt umyndiggjort," forklarer Emil Boss, en erfaren SAC-organisator og bestyrelsesmedlem i Solidariske Bygningsarbejdere. Det er resultatet af flere parallelle tendenser. På den ene side har mange års deregulering af selskabsretten og den øgede brug af outsourcing gjort det muligt for useriøse aktører at trænge ind på markedet. Samtidig har den svenske migrationspolitik skabt en arbejdsstyrke i flere lag, forklarer SAC-organisatoren, hvilket giver disse arbejdsgivere en pulje af sårbare arbejdere, som de kan udnytte.

 

Ifølge ham er flere kategorier af migranter udsat for udnyttelse. Værst står det til med papirløse migranter, som kan afpresses med trusler om deportation. "Jeg er stødt på tilfælde, hvor arbejdsgivere har oparbejdet en betydelig løngæld, blot for at tilkalde politiet, få dem til at foretage en razzia på arbejdspladsen og deportere arbejderne", siger Boss.

 

Men selv dem, der ankommer med arbejdstilladelse, er i farezonen, da deres status automatisk ophører, hvis de bliver fyret i løbet af de første to år. "Arbejdsgiverne bruger dette til at undertrykke arbejderne og forringe forholdene", siger Boss. "De kan kræve kontanter, ulønnet arbejde eller seksuelle ydelser."

 

De, der søger asyl, ender også ofte i en lignende klemme. Med indvandrerfjendtlige holdninger på dagsordenen og stadig flere asylansøgere, der får afslag på deres ansøgninger, har det for mange været en måde at undgå udvisning på at få en arbejdstilladelse på de nævnte betingelser.

 

Desuden ender selv migranter, der ikke risikerer at blive udvist - som EU-borgere eller ukrainere (der fik midlertidig opholdstilladelse i henhold til et EU-direktiv efter Ruslands invasion) - ofte med at blive udsat for lignende misbrug, da arbejdsgivere med glæde udnytter deres manglende kendskab til det svenske sprog og system.

"Vi har en perfekt kombination af økonomiske muligheder, sårbare ofre og manglende ansvarlighed," siger Daria Bogdanska. Hun var selv migrantarbejder og blev betalt under branchestandarden, men har siden arbejdet for migrantarbejderes rettigheder og arbejder nu som efterforsker af arbejdsmarkedskriminalitet.

 

Det, hun mener med manglende ansvarlighed, er, at selv om Sveriges hær af migrantarbejdere anslås at tælle mange gange titusinde, er det en befolkningsgruppe, som de store LO-forbund stort set ikke har formået at organisere. Årsagerne er mange, lige fra fagforeningsbureaukrati, der forhindrer dem uden cpr-nummer i at blive medlem, til migranternes egen berøringsangst, når de kommer fra lande, hvor fagforeningsmedlemskab ikke er almindeligt.

 

Bogdanskas erfaring er, at selv migranter, der finder vej til en af de store fagforeninger, ikke kan regne med hjælp. "Svenske fagforeninger er indrettet på kompromis og konsensus, men de er ofte ikke udstyret til at håndtere arbejdsgivere, der er involveret i systematiske, nogle gange sofistikerede kriminelle planer, og en virkelighed hvor migranter arbejder uden skriftlige kontrakter, lønnen udbetales kontant, og arbejdsgiverne er parate til at forfalske dokumenter," forklarer hun. "Det er et spørgsmål om holdning, om at forvente at arbejdsgiverne har gode hensigter, og et spørgsmål om kapacitet."

 

Overset

Staten lader det være op til fagforeningerne at sikre, at der bliver udbetalt løn, og at arbejdspladserne bliver inspiceret. Men de sektorer - der domineres af useriøse arbejdsgivere, som prioriterer at ansætte migranter for at udnytte dem - er faldet uden for landets sædvanlige system for arbejdspladskontrol.

 

"Nogle vil måske hævde, at systemet stadig fungerer for det store flertal. Og det er for det meste sandt, men problemet vokser. Vi er nået til et punkt, hvor vi må indrømme, at det i visse sektorer er en katastrofe, meget værre end i mange andre lande. Det er det vilde vesten," siger Bogdanska. "Vi må spørge os selv: Ønsker vi så stor en kløft mellem dem, der er dækket af arbejderbeskyttelsen, og dem, der har mest brug for den, men som næsten ikke får nogen?"

 

Mens de fleste arbejdere i Sverige stadig nyder godt af nogle af verdens bedste forhold, er Boss bekymret for, at de forfærdelige forhold, som migranterne står over for, kan give næring til, at forringelserne breder sig. "Det er kun et spørgsmål om tid, før resten af arbejdsmarkedet følger trop og oplever dumping," siger han. Ifølge ham er det en udvikling, der allerede er tydelig i Stockholms byggebranche, hvor det LO-tilknyttede bygningsarbejderforbund Byggnads er ved at miste sit greb om sektoren, bl.a. fordi det næsten ikke har nogen migrantmedlemmer. "Lønningerne er måske ikke blevet presset ned endnu, men når det gælder arbejdsforholdene, er det allerede tydeligt," siger han.

 

Problemets alvor blev understreget i december, hvor fem arbejdere blev dræbt i Sveriges dødeligste arbejdspladsulykke i 30 år, da en elevator styrtede ned på en byggeplads i nærheden af Stockholm. Forholdene der var symptomatiske for problemer, som var mere udbredte. Selv om projektet blev ledet af en stor entreprenør, som havde underskrevet en kollektiv overenskomst med Byggnads, blev det udført af over hundrede og tyve underentreprenører i fem niveauer af outsourcing. Af de fem arbejdere, der døde i ulykken, var en svensk, mens fire var migranter fra Ukraine, Rusland og Afghanistan.

 

De almindelige fagforeninger har stort set været fraværende i kampen mod den dynamik, der muliggjorde denne katastrofe. Det har i stedet været op til de radikale syndikalister i SAC at træde til og udfylde hullet. At de kan gøre det med succes, skyldes en særhed i svensk fagforeningshistorie.

 

Solidariske Bygningsarbejdere

"Der er en slags sikkerhedsventil i den svenske model," forklarer Boss. "Og for at være ærlig blev den indført af højrefløjen. Tilbage i 1970'erne greb de liberale ind, da socialdemokraterne ønskede at give deres tilknyttede fagforeninger monopol på faglig organisering." Som følge heraf har mindre, uafhængige fagforeninger som SAC fortsat kunnet operere uden for LO-strukturen og dens kollektive overenskomster.

 

Derfor gælder mange af de fordele ​​ som alle fagforeninger i Sverige har, f.eks. retten til lovligt at tvinge arbejdsgivere til at forhandle med sig - også for SAC. Når konflikter ender i retssager, vil domstolene i stedet for at henvise til statslig regulering ofte behandle kollektive aftaler mellem etablerede fagforeninger og deres arbejdsgivermodparter som retningsgivende og dømme arbejdsgivere, der afviger væsentligt fra dem. "Ved at operere i dette hul er SAC blevet et laboratorium for fagforeningsorganisering," siger Boss.

 

Og hvis Solidariske Bygningsarbejdere, der er SAC's mest vellykkede udløber, har vist noget, så er det, at de strukturelle fejl i den svenske model kan korrigeres, i det mindste delvist, af en fagbevægelse, der er klar til at kæmpe. Siden starten i 2021 har fagforeningens græsrodsbaserede, militante metode tvunget arbejdsgiverne til at udbetale skyldige lønninger og erstatninger til medlemmerne svarende til i alt ca. 18 millioner danske kroner.

 

Der var masser af erfaringer at trække på. I 2019 opnåede en organiseringsindsats med bl.a. Bogdanska i spidsen sejre for østeuropæiske fødevarearbejdere i det sydlige Sverige. På en SAC-strategikonference i Malmø senere samme år fortalte repræsentanter fra den britiske græsrodsfagforening United Voices of the World deres historie om, hvordan migrantarbejdere, især rengøringsassistenter, havde organiseret sig i Storbritannien. SAC's afdeling i Stockholm besluttede at gøre en koncentreret indsats for at organisere "uorganiserbare" migrantarbejdere i usikre job.

 

Efter at en opsøgende, flersproget kampagne på de sociale medier havde skaffet nogle af de første medlemmer, blev organisatorer med relevante sprogfærdigheder som russisk og spansk, ansat som forhandlere. Da det hurtigt viste sig, at den mest lydhøre befolkningsgruppe var bygningsarbejdere - nogle fra Latinamerika, men de fleste fra tidligere sovjetiske lande - blev Solidariske Bygningsarbejdere i 2021 oprettet som selvstændig fagforening under SAC Stockholms paraply.

 

Da den nye fagforening hverken var hæmmet af den naivitet eller de illusioner om konstruktive, langsigtede relationer, som LO-forbundene plejede at gå ind i konflikter med, mødte svindelagtige arbejdsgivere med ringe interesse for dialog endelig deres overmand. I mange tilfælde blev arbejdsgivere, der havde holdt deres medarbejdere for nar i månedsvis, så overraskede over fagforeningens offensive tilgang, herunder trusler om blokader og retssager, at de i stedet for at risikere konsekvenserne hurtigt betalte.

 

At tale samme sprog

I fagforeningens interne drillerier har taktikkens succes endda ført til skænderier. "Du fik løn bare et par dage efter, at vi havde ringet til din chef, og du må være det medlem, der har fået ordnet sin sag hurtigst, ikke sandt?" sagde forhandler Pelle Sunvisson til en tilfreds nikkende ukrainsk arbejder for et års tid siden ved et af fagforeningens russisksprogede møder hver anden uge. "Pis og papir!" udbrød en kirgisisk mand indigneret. "Det er mig, der har den rekord! Jeg fik min løn inden en halv time, efter at vi havde sendt en sms til min tidligere chef!" forklarede han, mens forsamlingen brød ud i latter.

 

At Solidariske Bygningsarbejdere er domineret af russisktalende, er til dels et resultat af EU's øst-udvidelse i 2004. De polske og baltiske aktører, som kom ind på markedet dengang, er siden blevet mellemmænd ved rekrutteringen af lavtlønnede arbejdere, som kommer fra lande uden for EU's grænser. Ruslands invasioner af Ukraine i 2014 og 2022 har siden ført til en yderligere tilstrømning af arbejdere fra dette land.

Disse arbejdere kommer fra det postsovjetiske Østeuropa, Kaukasus og Centralasien, og deres fællessprog er fortsat russisk, og på trods af deres forskellige baggrunde og nutidens geopolitiske konflikter er fagforeningens interne kommunikation ofte forbløffende harmonisk. I den fælles, russisksprogede Telegram-chat bliver officielle fagforeningsmeddelelser jævnligt afbrudt af medlemmer, der lykønsker hinanden med deres respektive ortodokse, katolske eller muslimske helligdage.

 

Efterhånden som rygtet om fagforeningens succes spredte sig i migrantmiljøerne, og flere besluttede at melde sig ind, fandt syndikalisterne løsninger, hvor almindelige fagforeninger kun så problemer. Medlemskontingenter accepteres som kontantbetaling i stedet for kun via bankoverførsel, nytilkomne bydes velkommen uanset deres migrationsstatus, og i modsætning til almindelig praksis kan nye medlemmer få støtte i forbindelse med konflikter, der begyndte, før de meldte sig ind. Fagforeningen tilbyder endda en stærkt nedsat, symbolsk medlemspris for dem, der har været nødt til at forlade Sverige, før deres tvister blev løst. Som følge heraf har den endda en håndfuld medlemmer i udlandet, nogle så langt væk som Kirgisistan.

 

Selvorganisering

Efter at være startet som en hovedsageligt svenskdrevet nødhjælpsindsats - "et Røde Kors for udnyttede migrantarbejdere", som Boss kalder det - bliver Solidariske Bygningsarbejderes anliggender nu også i stigende grad overtaget af migrantarbejderne selv. "Medlemmerne er begyndt at organisere hinanden," siger Boss. I den nuværende bestyrelse sidder arbejdere fra Letland, Montenegro, Georgien, Kirgisistan, Ukraine, Nicaragua og Catalonien, mens fagforeningens administrator, en kasserer og flere af dens tolke også er migranter, som oprindeligt meldte sig ind for at få hjælp i forbindelse med konflikter på arbejdspladsen. Siden starten har Solidariske Bygningsarbejdere oplevet en eksponentiel vækst og tæller i dag tæt på tusind medlemmer. Den udgør nu omkring en fjerdedel af SAC's samlede medlemstal, hvilket vender en årtier lang nedadgående tendens i medlemstallet.

Solidariske Bygningsarbejderes mere radikale metoder kan være et tegn på det, der er i vente, hvis svensk fagbevægelse ønsker at bygge videre på sine historiske resultater. I marts meddelte SAC's afdeling i Malmø, der er den største by i det sydlige Sverige, at der var oprettet en separat sektion på linje med Solidariske Bygningsarbejderes for migranter, der arbejder i regionens landbrugssektor. I april oprettede SAC Stockholm en separat fagforening for rengøringsassistenter, en branche hvor især kvindelige migranter ofte oplever at blive udnyttet.

 

Sidste sommer gik Solidariske Bygningsarbejdere endda i aktion uden for Sveriges grænser. Som reaktion på en vild strejke blandt omkring hundrede lastbilchauffører fra postsovjetiske lande i nærheden af den tyske by Gräfenhausen oprettede fagforeningen en "International strejkefond til minde om Joe Hill". Fonden er opkaldt efter den svenskfødte sangskriver og aktivist i Industrial Workers of the World (IWW), der blev henrettet i Utah i 1915, og formålet med den donationsbaserede fond er at støtte strejkende migrantarbejdere i hele Europa.

 

Det er bemærkelsesværdigt, at der er tegn på, at nogle af Sveriges LO-tilknyttede fagforeninger endelig er ved at tage sig sammen. Sidste efterår gennemførte bygningsarbejdernes fagforening Byggnads sin første blokade i 13 år mod en underleverandør, der skyldte løn til migrantmedlemmer. Tidligere i år oprettede Byggnads også en specialiseret taskforce, der systematisk skal undersøge useriøse arbejdsgivere.

 

Når Boss ser på fremtiden for byggesektoren i Stockholm, ser han to alternative veje. Han siger,

 

Hvis vi antager, at de mest aktive ikke bliver udbrændte før, fortsætter vi enten med at vokse, og byggesektoren bliver opdelt i et fagforbund for migranter og et for resten. Eller også ændrer Byggnads adfærd og bruger sine enorme ressourcer til at overtage vores rolle, og i så fald vil vi sandsynligvis visne bort. Selv om jeg generelt ikke er særlig optimistisk, ville et af disse resultater være fantastisk.

 

Uanset hvad er Solidariske Bygningsarbejdere i det mindste på mellemlangt sigt en kraft, man skal regne med. Det stod også klart under blokaden på den tågede dag i februar. Efter en del indledende forvirring blev Ramazanov og forhandleren Pelle Sunvisson inviteret ind på byggepladsens kontor til en åbenhjertig samtale med en repræsentant for byggepladsens hovedentreprenør om de lønninger, som en underentreprenør tilbageholdt. "De tager problemet meget alvorligt og lovede at se på det hurtigt," rapporterede Sunvisson bagefter til de strejkende arbejdere, der ventede udenfor.

 

Arbejderne var tilfredse med at have fremsat kravene og rullede deres banner sammen og gjorde sig klar til at gå til den nærmeste metrostation. "Det var i øvrigt meget tydeligt, at [entreprenøren] vidste, hvem vi var," tilføjede Sunvisson med et smil.

 

Volodya Vagner er freelancejournalist og forfatter med base i Sverige og med interesse for fagbevægelse, sociale bevægelser og radikal politik, især i det post-socialistiske Eurasien. Han har skrevet for bl.a. Novara Media, Open Democracy og VICE.