Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 22. Ansvarshavende redaktør : Niels Frølich

 

Udskriv artiklen

 

Den palæstinensiske modstand er ikke en monolit

 

Af Bashir Abu-Manneh

 

Oversat fra Bashir Abu-Manneh, The Palestinian Resistance Isn’t a Monolith, Jacobin, 28. april 2024

 

Mens palæstinenserne overvejer folkedrabet på dem og deres udsigter til national befrielse, gør man dem en bjørnetjeneste ved at forfladige deres politiske mangfoldighed og igangværende komplekse debatter.

 

Mellemrubrikkerne er Kritisk Revys.

 

Siden 7. oktober har alle kritiske vurderinger af Hamas' militæroperation - dens metode, rationalitet og mål eller dens rolle i at afslutte den israelske besættelse - været svære at komme igennem med på venstrefløjen. Ikke kun fordi en besættelsesmagt i sidste ende er ansvarlig for den destruktive status quo, men også fordi det at kritisere taktikken hos en gruppe, der handler i de undertryktes navn, ses som en underminering af deres retmæssige sag.

 

Denne situation forværres af, at mange intellektuelle på venstrefløjen har givet udtryk for ubetinget støtte - hvis ikke hyldest - til Hamas' angreb. Et nyligt indlæg på forlaget Versos blog placerer en socialt tilbageskuende religiøs bevægelse som Hamas i venstrefløjens universelle emancipatoriske tradition og skriver, at "paragliderne, der fløj ind i Israel den 7. oktober, er en fortsættelse af den revolutionære forbindelse mellem befrielse og flyvning."

 

Hamas’s militære angreb har udløst et enormt folkemord på det palæstinensiske folk

Andreas Malm har antydet, at Hamas’ operation Al-Aqsa Flood opnåede mere end den første intifada, fordi det lykkedes palæstinenserne at erstatte sten med militære våben - og ignorerede dermed, at intifadaen var den største selvorganiserede, antikolonialistiske massebevægelse i palæstinensisk historie, og at den tvang Israel til hidtil usete politiske indrømmelser. At hævde, at Hamas har opnået mere, er faktisk det samme som at se bort fra, at dets militære angreb har udløst et enormt folkemord på det palæstinensiske folk.

 

Som Rashid Khalidi har sagt: "Når man ser tilbage på de sidste seks måneder - på den grusomme nedslagtning af civile i et hidtil uset omfang, de millioner af mennesker der er blevet hjemløse, den masse-hungersnød og -sygdom som Israel har fremkaldt - er det klart, at dette markerer en ny afgrund, som kampen om Palæstina er sunket ned i." Tom Segev er enig: "For palæstinenserne er Gaza-krigen den værste begivenhed, de har oplevet i 75 år. Aldrig er så mange blevet dræbt og rykket op med rode siden nakba, den katastrofe der ramte dem under Israels uafhængighedskrig i 1948, hvor hundredtusinder af palæstinensere blev tvunget til at opgive deres hjem og blive flygtninge."

 

Ud over individuelle stemmer har man også været vidne til ukritisk hyldest af Hamas i dele af de seneste dages ellers så inspirerende solidaritetsmobiliseringer. "Vi siger retfærdighed, I siger hvordan? Brænd Tel Aviv ned til grunden," hører man nogle råbe i en video.

 

Den slags slogans svækker, uanset hvor sjældne de er, svækker den palæstinensiske sag. At støtte Palæstina handler om at gøre en ende på en ulovlig besættelse og holde Israel ansvarlig for at overtræde international lov. Det handler ikke om at støtte drab på civile israelere eller ødelæggelse af israelske byer. At opretholde international lov betyder at opretholde den for alle.

Denne form for retorik slår en lang række politiske holdninger i Palæstina sammen, så de bliver til det, én militant gruppe siger og gør. Den går også ud fra, at Hamas taler og handler på vegne af hele det palæstinensiske folk hele tiden - blot fordi man vandt et valg (med 45 procent af stemmerne) i de besatte palæstinensiske områder i 2006 (hovedsageligt som en proteststemme mod Det palæstinensiske Selvstyres korruption og dets overgivelsespolitik, som den fremgår af Oslo-aftalerne).

 

Hamas' ene valgsejr er derfor ikke en blankocheck for evigheden. Det gælder især, fordi Hamas i sit styre af Gaza har glemt alt om demokrati, benyttet sig af autoritære metoder og korruption og undertrykt politisk organisering og uenighed. Det har vist sig dyrt for mange palæstinensere i Gaza åbent at sige deres mening eller give udtryk for deres politiske synspunkter. Men deres tavshed er ikke en støtte til Hamas.

 

To nylige artikler i mainstreampressen viser, hvor vigtigt det er at lytte til de palæstinensiske stemmer i Gaza, mens de gennemlever de ekstreme forhold med folkemord, hungersnød og udsultning, som den israelske besættelseshær har udført.

 

Financial Times rapporterede for nylig om den offentlige mening i Gaza - en tankevækkende læsning. Mens palæstinenserne i Gaza klart bebrejder Israel for at have iværksat en menneskelig katastrofe i Gaza, er der voksende vrede og harme rettet mod Hamas for ikke at have forventet omfanget af Israels gengældelse for angrebene den 7. oktober og for ikke at have beskyttet palæstinenserne under krigen.

 

En af de interviewede, Nassim, siger åbent, at Hamas "burde have forudset Israels reaktion og tænkt på, hvad der ville ske med de 2,3 mio. gazaboere, som ikke har noget sikkert sted at tage hen", og "burde have begrænset sig til militære mål."

 

"Modstandsbevægelsens rolle er at beskytte os civile, ikke at ofre os"

En anden interviewperson, Samia, er endnu mere fordømmende. "Modstandsbevægelsens rolle er at beskytte os civile, ikke at ofre os," siger hun. "Jeg vil ikke dø, og jeg vil ikke have, at mine børn skal være vidne til det, de har set, og at de skal leve i et telt og lide under sult, kulde og fattigdom."

 

Denne kritik stemmer overens med, hvad mange palæstinensere fra Gaza har skrevet på de sociale medier i de seneste måneder. Den har også været repræsenteret i den kritiske rapportering fra den erfarne journalist Amira Hass, der er modstander af besættelsen.

 

I en nylig artikel i Haaretz indfanger Hass den folkelige utilfredshed og kritik af Hamas' operationer samt af de enorme omkostninger, som Hams’ form for væbnet modstand mod et langt overlegent israelsk militær, medfører. Palæstinenserne i Gaza klager åbent over deres manglende sikkerhed og beskyttelse mod Israels forventede gengældelse og over Hamas' mangel på "klar strategisk, politisk planlægning".

 

Det, der bekymrer en af de interviewede, Basel, mest, er at hans kritik af Hamas og dets tilgang til modstand bliver stemplet som forræderi. Som Hass forklarer: "Han er vred over, at palæstinenserne uden for Gaza og deres støtter forventer, at gazaboerne holder kæft og ikke kritiserer Hamas, fordi kritikken angiveligt hjælper fjenden. Han afviser opfattelsen af, at det at betvivle denne væbnede gruppes beslutninger og handlinger - og at gøre det offentligt - er en forræderisk handling."

 

Disse kritiske røster stemmer overens med de seneste meningsmålinger, der er foretaget i de besatte områder. Selv om meningsmålinger i krigstid er udsat for ekstreme udfordringer og udsving, især i Gaza - hvor politisk frygt og tavshed er vigtige faktorer at tage i betragtning, når man skal vurdere svarenes nøjagtighed - kan der identificeres nogle konsekvente tendenser.

 

Hamas' popularitet i Gaza er faldet i de seneste måneder

Meningsmålinger viser, at Hamas' popularitet i Gaza i de seneste måneder er faldet med 11 procentpoint - til en tredjedel. Der har også været et generelt fald i støtten til væbnet kamp. På spørgsmålet: "Hvad er efter din mening det bedste middel til at nå palæstinensernes mål om at afslutte besættelsen og opbygge en uafhængig stat?" er der et fald i støtten til væbnet kamp på både Vestbredden og i Gaza, fra 63 procent i december til 46 procent i marts. I Gaza alene er den faldet fra 56 procent til 39 procent. Hamas selv har også netop gentaget sin vilje til at nedlægge våbnene og acceptere en langvarig våbenhvile med Israel til gengæld for en stat med grænserne fra 1967.

 

Også i Gaza er der sket en dramatisk stigning i støtten til tostats-løsningen: fra 35 procent i december til 62 procent i marts. Dette gælder, selv om flertallet af palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza også anerkender de praktiske hindringer for en sådan løsning, nemlig Israels voksende bosættelsesprojekt. Det viser ikke desto mindre, at palæstinenserne i Gaza håber, at international opmærksomhed og eksternt politisk pres på Israel kan give resultater.

 

Støtten til en enstats-løsning blandt de besatte palæstinensere er faldet til 24 procent under krigen mod Gaza. De fleste palæstinensere under besættelse ønsker at løsrive sig fra Israel og leve i deres egen stat, og de ønsker at komme af med de ulovlige bosættelser på Vestbredden. Det kolonialistiske projekt er i strid med palæstinensiske rettigheder i henhold til international lov, især retten til selvbestemmelse.

 

Desuden har israelerne dehumaniseret det palæstinensiske samfund til det yderste under denne krig. På opfordring fra den aggressive elite og krigsliderlige medier (der er fyldt med tidligere militær- og sikkerhedseksperter) har israelerne i overvældende grad støttet decimeringen af Gaza. Det, der bekymrer israelerne mest, er gidslerne, ikke krigen. Israelske gidslers liv betyder noget, mens palæstinenserne - med Israels forsvarsministers ord - er "dyr i menneskeskikkelse".

 

Israel er motiveret af hævn og gengældelse og er et narcissistisk samfund, som svælger i sin egen skade og bruger den som undskyldning for sine monumentale forbrydelser mod det palæstinensiske folk. Palæstinenserne finder Israel grusomt, ufølsomt og forfærdeligt, og deres første tanke er "beskyt mig mod Israel". Er dette det israelske samfund, som palæstinenserne skal forventes at leve sammen med i værdighed og med lige rettigheder?

 

Uanset hvad fremtiden bringer, skal palæstinenserne være i stand til at arbejde sig igennem deres ødelæggende situation kollektivt, demokratisk og uden frygt. At insistere på det er at styrke deres ret til selvbestemmelse.

 

Bashir Abu-Manneh er leder af klassisk litteratur, engelsk og historie på University of Kent og bidragsyder til Jacobin.